:::

 

Spis det sand Kristus har betrådt

så bliver jeres fordøjelse bedre.

Epsteinmaskinen

Når epsteinfilerne nu i øjeblikket i stort antal frigives til offentlighedens beskuelse, så vil det i første omgang ramme prominente, men for de centrale kræfter bag epstein-maskinen, periferer personer. At være en perifer person i epstein-maskinens greb betyder ikke, at man ikke har haft en (potentiel) rolle at spille. Der tegner sig et helt tydeligt billede af, at alle med (potentiel) magt har været interessante objekter for det projekt, som epstein-maskinen var og stadig er. 

Her er det vigtigt at holde sig for øje, at medieverdenen langt hen ad vejen kan være mere eller mindre kontrolleret fra samme maskinrum. Når der nu bringes prominente personer frem på offerbænken, så er der i pressen fokus på at udskamme, udstille og lægge afstand til disse mennesker. Imens de vidneudsagn, der jo faktisk er fra de virkelige ofre, de mennesker, der som børn i alle aldre er blevet handlet, misbrugt (og dræbt), står langt bag i mediebilledet.

Den maskine, der er tale om, er ikke bare et nymodens fænomen; der er tale om en kannibalistisk ofringskult, der bekender sig til gamle riter som de, der kendes fra Baal, Belzebub og Moloch dyrkelse.

Denne kult går ikke til grunde, fordi nogle af dens afpressede statister ofres. Det er udvendig stafage. Den dag seriøse journalister og seriøse, moralsk ansvarlige dagblade tager fat om det centrale maskinrum i denne kult, så bliver det virkeligt farligt og først der vil den virkelige og endelige udfrielse fra denne for jordkloden gamle bærme kunne finde sted ved at menneskeheden endelig finder ud af og beslutter sig for, at det er en anden herre end de ovenfor nævnte hver enkelt ønsker at tjene. Nemlig den med jordkloden forenede Kristus.

 

Tærskelens Vogter

 

Inde midt i dig bor, ligesom indeni jordklodevæsenet selv, Kristus. Indeni den niende sfære. Før den ligger den ottende - en tærskel, som de fleste mennesker ville kalde 'det onde' eller 'helvede'. For at nå ind til den niende sfære må den ottende selvsagt krydses. Nogle kender det som julestress.

 

Kristus og kristendommens skygge

 

Kristus er ikke kristendommen.

Kristus er til for alle mennesker.

Kristus er et væsen og en kraft i sin egen ret.

 

Muslimer vil også komme til Kristus

og Kristus vil også komme til muslimer,

hvad enten de tror, 

at han "kun" var en profet eller ej.

 

Islam er kristendommens skygge.

Uden den skygge ville de kristne ikke erfare

at kristendommens skygge handler om

deres egen ufuldkommenhed

som de kan se genspejlet i deres forhold

til netop denne skygge

som kun venter på at blive gennemstrålet

af Kristi Lys gennem Logisk tænkning.

 

Det er hvad islam og kristendom

skylder hinanden

som to tilsyneladende adskilte religioner

udsprunget af de samme 

gammel testamentelige skrifter.

 

Man kan ikke på samme vis sige

at buddhismen og kristendommen

"skylder hinanden noget".

Men kristendommen "skylder" alligevel

buddhismen sit visdomsfulde liv

sådan som det kommer til udtryk

i Lukas Evangeliet

plus de fra dette evangelie

udeladte kapitler =

Evangeliet Om Det Fuldkomne Liv

De Tolv Helliges Evangelium.

Buddhas liv og Jesu Kristi liv

er vævet sammen

på en helt anden lysfyldt måde

end mange levende mennesker

rigtigt kan forestille sig.

 

Kristus & Arvesynden

 

Vi må selv tage ansvar; der i ligger den alt overskyggende vigtighed i at fjerne begrebet 'fjende' fra sin bevidsthed, for det såkaldt onde er forbundet med det enkelte menneskes 'jeg'.

Når der tales om 'at Jesus Kristus led for vores synders skyld', så betyder det ikke, at han har taget de enkelte menneskers fortidige synder bort eller at han påtager sig de fremtidige. Det betyder, som jeg opfatter det, at Jesus Kristus løftede den fællesmenneskelige synd bort, som på daværende tidspunkt havde hobet sig op. Det enkelte menneskes skæbne fratog han ikke nogen, naturligvis ikke. Men det mørke, som havde tårnet sig op, lyste han op og gav dermed den samlede menneskehed en fortsat mulighed for at udvikle sig videre. Det havde menneskeheden ikke kunnet ellers. Så de, der venter på en såkaldt 'frelser', venter på noget, som allerede er indtruffet. Jesus vender ikke tilbage, men Jesus Kristus er her allerede og har forbundet sig med jordklodevæsenet.

Når den handling, Martinus betoner aller mest, er bøn; så betyder det, at bønnen er en vigtig og brugbar nøgle ind til den Kristus (og dermed Guddommen), som er allestedsnærværende. Jeg kan ikke frelses fra virkningerne af mine handlinger, men gennem bøn kan jeg holde en kanal åben og ad den vej få hjælp, så jeg kan erkende, hvilke handlinger er de rigtige at gøre for at rette op på tidligere handlinger. Forsynet vil jo ikke fratage mig den udviklingsmulighed, der kan bevirke, at jeg holder op med at dømme andre ud fra ren ureflekteret viljesimpuls.

 

Ni Dage I Verdenstræet

 

De ni dage det åndelige væsen (Odin / Kristus) hænger på Verdenstræet ( Verdensasken ~ Verdensaksen ~ Verdensæteren ) - hvorfor er det lige ni og hvad betyder dage i denne sammenhæng?

Fra Det Første Testamente kender vi jo udtrykket Skabelsens syv dage. Første dag skaber Elohim Lyset. Anden dag skabes Himmelhvælvingen. Tredie dag skabes jorden og planterne. Fjerde dag skabes Sol, Måne og Stjerner. Femte dag skabes Fugle og Havdyr. Sjete dag skabes Landdyr og på denne sjete dag skabes også Mennesket i Elohims eget billede. På den syvende af Skabelsens syv dage hviler Elohim sig. Dermed kan vi også sige os selv, at dage her betyder noget andet, end det vi i dag kalder dag. En dag er for Elohim som tusinder og atter tusinder af år for os i dag. At Elohim bruger syv af disse æoner peger blot på skabelsen fra og med lyset - fra det store TOHUWABOHU. Hvad der ligger forud for dette, ligger før de syv nævnte dage, regnes ikke i tid, er før-tidigt. Selve jordklodevæsenets skabelse ligger hen i det dunkle. At jordklodevæsenets og menneskehedens skæbne hænger sammen fremgår ikke tydeligt ud fra Det Første Testamente. Det er kun indirekte præsent i de to testamenter.

Men hvorfor er det så ikke syv - men ni dage, der nævnes i forbindelse med Verdenstræet? Hvilke andre kilder nævner tallet ni? Det er der naturligvis mange kilder, der gør. Men to væsentlige instanser anvender dette tal. Den ene er den katolske kirke. Her opereres med et Engle Hierarki, der netop består af ni forskellige grupper af væsener, som igen kan inddeles tre og tre. Nederst i dette hierarki befinder de sig, som vi i daglig tale benævner som engle. Øverst befinder sig med hver deres egenskaber Keruberne, Serafim og Tronerne. Keruberne kender vi fra Det Gamle Testamente, som de, der vogter porten til Paradis.

Men også i den sufi-muslimske lære genfinder vi brugen af ni. Her er der blot ikke tale om hierarki, her tales der om sfære. Der regnes med kredse eller sfære. Der er ni åndelige sfære.

Så ni dage er sandsynligvis ikke bare ni dage. Men kan også betyde ni gange, hvor hver gangs dag dækker over et tidsrum, som for et overjordisk væsen måske forholdsmæssigt kan tilskrives at opfattes som en "dag", men for os i virkeligheden spænder over et meget større tidsrum i vores tilgang til verdensæterens tid. Korsfæstelsen eller Hængningen på Verdenstræet kan således ses som gentaget ned gennem ni hierarkier eller ni sfære. For endelig at nå til et indviet menneskes medoplevelse. Og selvom de ni sfære eller de ni hierarkier kun for et menneskeligt begrebsapparat er adskilt fra hinanden, men i virkeligheden ligger indfoldet i hinanden uden for tid og rum, så vil et menneskes bevidsthed bringe oplevelsen ind i et tidsperspektiv og opfatte det oplevede som t i d s r u m. Det der egentlig er vertikalt bringes ned i et horisontalt perspektiv. Tilbage står en følge af ni. Lad det da være ni dage. Nu er det begribeligt for hver mand, hver kvinde og hver træl.

 

Verdenstræet ~ Verdensæteren

 

I følge mystikeren Valentin Tomberg blev Kristus korsfæstet på et overjordisk plan flere gange før den fysiske korsfæstelse på hovedskalsstedet Golgata.

Er disse forudgående korsfæstelser blevet åbenbaret for shamaner og vølver og er de af dem blevet forbundet med en af de guder, som de dyrkede - nemlig Odin?

Det kunne forklare Den Højes Sang, Legenden om Odin, der hængte sig ni dage i Verdenstræet.

 

Jesus & Kristus

 

Det er ikke Jesu blod og legeme, men Kristi legeme og blod, der tales om ved alteret.

Men da Kristus ikke er af denne verden, kan der ikke være tale om 'legeme' og 'blod' som i det legeme og det blod, du og jeg har. Der må altså være tale om et sindbillede på en åndelig, æterisk foreteelse. Sådan opfatter jeg det. For at gøre sindbilledet konkret - er så valgt - vin og brød, så sognebørnene kan forholde sig helt konkret til den åndelige realitet, at alt er gennemstrømmet af Gud.

 

Fra Fiskene til Vandbæreren

 

Fiskene i Det Nye Testamente er symbolet på kristi lidelses-tidsalder og korsfæstelsens mysterium. Fiskenes tidsalder. Engang vil vi måske finde hvilke symboler er dækkende for Martinus' indvarsling af Vandbærerens tidsalder, broderskabets, frihedens og overflødighedshornets tidsalder.

Det aramæiske sprog kan ikke oversættes så entydigt, som det er blevet af alverdens landes oversættere. Der sker en væsentlig fattiggørelse ved enhver oversættelse og meget af den oprindelige kosmiske visdom, indsigt og magi går tabt.

At der med benævnelsen af *Fiskene* er tale om symbolik, ses endvidere i dette symbolleksikon:

"Fisken er et centralt kristussymbol. På græsk hedder fisk ichthys, et ord, der i tidlig kristen tid blev opfattet som et akronym, dvs. at hvert bogstav i ordet svarer til begyndelsesbogstaverne (på græsk) af “Jesus Kristus Guds Søn Frelseren” (Iesous Christos Theou Hyios Soter). I tidlig kristendom anvendes fisken som Kristussymbol på gravsten og andre indskrifter. I bespisningsunderne i evangelierne (fx Johs. 6 og Matt. 14) er det brød og fisk, der mætter en stor skare. Men Jesus kan også opfattes som fiskeren, disciplene som “menneskefiskere” (Mark. 1, 17), der skal få stort dræt, dvs. omvende mange. Denne metafor viser en sproglig oplagthed hos Jesus: Den er skabt på stedet, og de første disciple var rigtige fiskere ved Genesaret Sø."

Det siger sig selv, at Jesus ikke i bogstavelige forstand ville kunne have bespist en stor folkeskare med to fisk. To fisk er nævnt, fordi det handler om symbolik. Jesus kommer som forløseren i Fiskenes Tidsalder. Fiskenes tegn er netop to modsatsvømmende fisk.

Det fortælles, at Jesus Kristus kunne ophæve tyngdekraften og dematerialisere sig. Men det var ikke disse egenskaber, som var det største af miraklerne. Det største mirakel var Alkærlighedsbudet. En bevidsthed som intet menneske når gennem et mirakel, før end det selv gennem lidelseserfaringer med hele sit væsen er blevet alkærligt.

Jesus Kristus kunne have gjort hvad som helst, men han gjorde ud fra min bedste overbevisning intet for at fremstå som en tryllekunstner.

Der ligger en dybere symbolik i de to første testamenter. En tidsånd kan du kalde det. Hele biblen er jo en art kodebog; hvor de interne referencer, der opstår, i den måde de bruger det sprog, biblen er skrevet i, slet ikke lader sig oversætte ved en oversættelse til et andet sprog. Det, der for os i en nordisk sammenhæng giver en poetisk mertilskrivning gennem enderim, bogstavsrim og indrim, var for datidens mennesker (det vil sige først og fremmest de indviede og de skriftkloge) meget mere sofistikeret. Fx er biblens sætninger ment som 'sang' og sætninger gentages alene for deres sangbarhed og for et spejlvendthedsprincip, som, på en ganske vist mere karikeret måde forud er set i ægypternes henvisning til at aftegne mange forhold i både deres verdslige som i deres åndelige positur - for at fortælle : At i den åndelige verden er alting spejlvendt/omvendt af i den blot fysiske verden, omend disse to verdener i virkeligheden ligger fuldstændig indforvævet i hinanden. I Biblen ses dette udtrykt på den måde, at alle de steder, hvor det er muligt at danne meningsfulde sætninger, der har en direkte og meningsbærende reference til en allerede udtrykt sætning, der gøres det - ud fra devisen: hvert bogstav, der står i en udtalt nedskreven sætning, forvandles i følgende sætning til en sætning, hvor hvert eneste bogstav i sætningen er en omvending af bogstaverne i den foregående sætning. Således ville de, hvis de fx havde skrevet ”Testamentet skal åbne jer” - ud fra ovenstående lovmæssighed og hvis det i øvrigt havde givet en indholdsmæssig, betydningsbærende merviden, skrevet "Iyjiåpyoiyi jråq aøoy syk" i den næstfølgende sætning - (ud over, at alle vokaler var uskrevne og indforståede i de skrevne konsonanter). Dette kan (tydeligvis) ikke lade sig gøre i det danske sprog, men i den oprindelige sprogdragt har det i mange tilfælde kunne give meninger, som har fået sætningerne til at udvide sig i mange artet merforståelse.

Det er forskellen på - på den ene side de to første og så det Tredie Testamente. De to første har en indbygget (og for det almene menneske) skjult logik, som har skullet skabe en følelsesmæssig åbning hos tilhøreren ved sin (næsten) absolut skjulte logíks fremmaning af et sprogligt mysterielandskab, der skal vække den religiøse følelse, kristuskimen.

I Det Tredie Testamente er logikken selve sagen og teksten er krystalklar og har ikke som sit første sigte at tale til følelsen - men at tale til det dagklare intellekt.

.................................................................................



Senere tilføjet indlæg om noget af samme emne: HER.

 

Dyrets Tal er Dyrets Navn er Dyrets Tid

 

De tre gentagne sekstaller som synonyme med Dyrets Tal rummer en stor misforståelse, idet tal og bogstavsord i hebræisk har et overlap. Så der er tale om en kode tilsyneladende gengivet med tal, men på en sindrig måde som i virkeligheden danner en række bogstavsord, som er et navn.

Sådan angiver tallet 344 noget andet i et syvtalssystem end i et titalssystem. Der er forskel på at læse trehundredefireogfyrre og så at læse tre, fire, fire; hvor tre angiver tre ud af det fuldendte syv, fire af det fuldendte syv og fire af det fuldendte syv. Hvor tallene så angiver henholdsvis livsriger, formtilstande og kulturtidsrum. Så hvor seks, seks, seks både angiver et decideret navn, angiver det samtidig en tid, nemlig den tid, hvor der er hengået seks livsriger, seks formtilstande og seks kulturtidsrum (i jordklodevæsenets nuværende inkarnation). Når dette tidspunkt oprinder, vil den maksimale mængde af mennesker, der vægrer sig mod at optage Kristus i hjertet, uafvendeligt være sunket ned i afgrunden eller i det vi opfatter som Det Onde.

Når det vi angiver som tallet 666, kan opfattes både som et navn og som en tidsangivelse, hænger det sammen med den oprindelige hebræiske skrivemåde, hvor seksseksseks blev skrevet som Firehundrede, tohundrede, seks og tres. Disse fire talangivelser har hver deres sproglige tegnangivelse: Taw, Resch, Waw og Samech.

Hvor det som med skrifttegn på den tid læses i den modsatte af den læseretning, vi har i vores skriftsprog. Da vokalerne i det hebræiske er underforstået, må disse tilføjes, for at komme til den fulde forståelse og navnet kan da i indoeuropæisk sprogdragt gengives som:

SORAT ~ soldæmonens navn, Lammets modstander.






 

I Sig Selv

 

Det er et paradoks, at de, der ønsker at vende alting på hovedet i iveren efter at hylde AntiChrist - rent faktisk imiterer en åndsrealitet.

Nu er der det med hvid, at det ikke er en farve, mere at den er ALLE farver. I hvert fald hvis man ser hvid = lys. Lyset (det immaterielle) strømmer gennem et prisme (det jordiske) og genopstår i et synligt farvespekter.

Og så er der jo det med sort, at det heller ikke er en farve. Det er tværtimod fraværet af farver. Fraværet af liv. Den farve som regnes for livets farve - er den røde farve (som også er farven på vores blod). Den sidste farve vi ser når vi fortætter et rum foran en lyskilde, således at lyskilden til sidst er helt hyldet ind i tæt luftmasse (fx røg), den sidste farve vi ser før rummet bliver helt mørkt - er farven rød, lyskilden skinner rødt før rummet går i sort. Så hvad er sneen lige inden den er sort? Sneen er rød.

:::

 

Kristus døser som et kronblad

i afgrundens anemone.

 

Filosofi er livets søndag

"Den dybeste tanke forener sig med Kristi jordiske skikkelse, med det ydre og sansbare i hans historiske fremtræden. Og akkurat dette er jo det store ved den kristne religion. Til trods for sin tankemæssige dybde kan dens ydre side med lethed opfattes af bevidstheden, men på samme tid opfordrer den også til den mest vidtrækkende erkendelse. Den er således tilgængelig for alle dannelsestrin, samtidig med at den tilfredsstiller de højeste erkendelseskrav."  

 Georg Wilhelm Friedrich Hegel

        

En Gave Til Kristendommens Kommende Generationer:

 Interview med Amalie Vinther Zdyb : HER.

:::

 

Slangebæreren, Kristus er den anden overtone.

 

 

:::

  Vi er på vej mod at nå samme høje stade som en myretue.

Men menneskehedens højeste mål har ikke myren som sit ypperste forbillede.

:::

Inde bag alt det onde
kommer Kristus til syne
i lejrene kysser han
de tortureredes øjenlåg
selve jordens kerne
stråler fra hans ånd
alle gitrene spændt om kloden
sprænger han
med sin hærskares silkevinger.

:::

Vi skal ikke nødvendigvis tale om alle med storhedsvanvid; men følg pengene tilbage ind i den enes store vanvid, som allerede for længe siden er navngivet. Jordkloden er et levende væsen og inderst inde i dets kerne gløder dets oprindelse med en tynd men for menneskene mange kilometer skal af ondskab, som billedligt talt vil krakelere som et lag af tørret ler uden på en heliumballon, der sprænges, når tiden kommer. Og tiden kommer nu, vær helt rolige med det. Hav fred i hjertet. Hav ingen frygt. Vi jer til brudgommen som trækker sit slips i striber over kloden!

Jordklodens tjener og Universets tjener:

Det er noget andet at spørge, hvordan kan jeg tjene dig jordklode, end det er at spørge, hvordan kan jeg tjene dig sol, hvordan kan jeg tjene dig Merkur, hvordan kan jeg tjene dig Venus, det første spørgsmål går gennem hjertets kanal, imens de andre spørgsmål går igennem issen. Menneskeheden har for ca. 1989 år siden forbundet sit blod med jordkloden og derfor går den direkte forbindelse med jordklodevæsenet og menneskene gennem hvert enkelt menneskes hjerte.

Langfredag

Prøv at lytte til naturen, og kig dig tilbage over skulderen for at mindes alle de forgangne Langfredage - eller hvis hukommelsen er lidt rusten - så kig i en almanak (den hedder vist google for de fleste i dag), så vil du se, at der overvejende på Langfredag er dårligt vejr. Det kunne vi poetisk oversætte til, at naturen på denne dag græder helt ind til jordens inderste kerne. . . Og i schweizer-optik må dette jo så være en protestantisk opfattelse, som jeg ellers er en anelse modstander af, da min grundlæggende kristologik mere går i retning af den keltiske.

Sådan som den kommer til udtryk på den ene side af Jellingestenen (den sten hvor en sprød gut meget inspireret skrev det keltisk klingende ord GELWANE!) og

i

den just fundne guldkristus, som siges at være endda endnu ældre end Jellingestenen.

Og det med påskeharen og æggene ... refererer egentlig BÅDE til det gamle og det nye testamente. Haren render hurtigt over marken, ligesom Månen er den raskeste svend til at rutsje foran Zoodiak. Haren og Månen er således synonyme i eventyrets dragt. Månen er endvidere med sin rolle af at være skær af noget højere (SOLEN) JEHOVAS sfære, i det JEHOVA er GUD i det for datidens menneskers mulige opfattelsesniveau - nemlig den

laveste flig eller det laveste

skær af GUD.

Også det at spise lam ved påsketid er en gammel jødisk tradition som her smelter sammen med ofringen på korset, i det Jesus i Johannes Evangeliet omtales som Guds lam (som bærer verdens synder). Men hvorfor nu gøre det? Det virker hovedløst bare at overtage den jødiske tradition. Men sådan er det jo også med julen, hvor det er vikingernes vintersulsfest, der går videre under nyt flag. Det handler jo også i første omgang om, at lammet bliver ofret, det er dét, som er den væsentligste symbolske handling. Det oprindelige sigte med at ofre lammet var rigtig nok i den jødiske tradition at ære gud i forbindelse med flugten fra Ægypten. Men handlingen får med tiden også med sin konstante gentagelse karakter af at pege hen på ofringen på korset. Således bliver

Jesus af sine disciple opfattet som det skyldfri lam, der tager alle menneskers synd på sig. Men hvorfor skal vi æde Jesus, det kan man indvende, når det dermed glemmes, hvad Jesus sidste ord før korsfæstelsen var til sine disciple: spis dette brød, det er fra nu af mit legeme, drik denne vin, den er fra nu af mit blod. Det opfatter jeg på den måde, at blodet der render fra Jesus Kristus på korset forener sig med jordkloden, og at Jesus Kristus dermed i dén begivenhed bliver ét med og gennemtrænger alt jordisk,og at der intet vil være, som vi indånder eller indtager, som ikke har forbindelse til eller er gennemtrængt af Kristus. Mennesket modtager Kristus ved at indoptage ham helt konkret, det vil sige - det er hans skæbne at blive et med alle menneskers skæbne - derved er den højeste moral bragt til live i menneskene gennem det lodrette i korset, og i naturen ligger en sådan moral latent og venter på at også selve naturrigerne kristnes gennem det vandrette i korset. Klimakrisen kan ses som menneskeskabt, men kan også opleves som en åndelig vækkelse af jordkloden, at det ikke kun er hvad der bliver gjort, men også hvad der føles og tænkes, at mennesket ganske vist er medskaber . . men at det samtidig er hændelser, som er større end hvert enkelt menneske. At spise lam som symbol på Jesus som offerlam men også som konkret vished om hans iboende kraft er derfor kun en gengivelse af selve den pågående proces. Men som allerede nævnt - vender man sig til de apokryfe skrifter så vil vi imidlertid skulle undlade det af den simple årsag, at drab i sig selv er en negativ og uheldssvanger gerning.

Og hans gådefulde ord: Det er ikke, det, der kommer ind i Jer, der er urent, men det, der kommer ud af Jer, tror jeg ikke i den forbindelse yder et dækkende alibi.

Pilatus blev imidlertid tvunget til den grusomme handling af de ældste i det jødiske råd, der gjorde alt for at oppiske en stemning. Men han vaskede sine hænder. Og Judas ... måske var han den mest indviede af Jesu disciple. Den katolske mystiker Valentin Tomberg  skriver blandt andet, at Kristus har gennemgået flere

korsfæstelser forud for den jordiske.

Og deraf kan jeg få den tanke, at Judas er indviet og ved, hvad også hans mester Jesus Kristus véd forestår: Ofringen er nødvendig og forudsagt.

Ja, det vidste Jesus på forhånd, at den var, måske fordi, det netop var Judas' opgave. Men det er [ikke] sådan, det er udlagt i den tekst vi har tilbage i oversættelse. Men spørgsmålet er om der virkelig var tale om forrådelse - eller om opfyldelse.

Men hvor stammer semitterne fra, det er et interessant spørgsmål. Måske det samme sted fra - som arierne og de andre fem rodracer.

[Men måske er der netop kun tale om traditioner og symboler, måske ville Kristus det i virkeligheden helt anderledes, i hvert fald hvis vi tager det apokryfe skrift DE TOLV HELLIGES EVANGELIUM - som ord til andet stemmer overens med fx Lukas Evangeliet, men der til har de kapitler med, som ellers menes udeladt, og deraf fremgår det at Jesus-Maria var rødglødende dyreretsforkæmper, at han, ligesom det essæiske samfund han var født ind i, var full blown vegan!]

Månen,  der knytter sig til kvindens cyklus,  er således også på samme tid tilknyttet frugtbarhed - her især den frugtbarhed, der har med æggets cyklus at gøre. Haren bliver således opfattet som det frugtbare symbol for månens gang på jorden, måneharen, der farver æggene med sin hale og triller dem ned af regnbuen til menneskene.  Alt dette har således med frugtbarhed og dermed også med nyt liv og opstandelse. Og er således det fundament, som endvidere det nye testamente hviler på: Opstandelse, glæde og nyt liv.