Sproget er det sidste materiale, 

de kan tage fra et menneskes 

formeringstrang. 

 

 

For psykopati er løgn det mest selvsikre sted at være.

 

Jeg Er Modsatkønnet

Fej november fri for udlånsrenter 

hun efterser hudens porer 

nice hvordan Fyn er smukt forseglet 

med et tyrebrøl 

for vægten af krop 

åbner galgebakken 

med et kys fra ensomheden 

jeg er modsatkønnet 

vinens molklang for et sennepskorn 

hvor end jeg ser 

er mennesker deres egen vej 

igennem blomstrende kirsebær alléer 

rul det bare tilbage 

til en grænses TAO 

den ro som endelig bider på 

bøjer begge ender sammen.

  

Af Alle Verdens Søer

 

Af alle verdens søer 

regner det bedst på den 

tusmørket udflyver sine skygger fra 

den vi kan dykke så dybt i 

at vores lemmer bliver runer. 

Vi svømmer fra bred til bred 

og har intet andet mål 

sådan er de kisteglade dage 

hvor vi bevæger os 

langsommere end skyer.

 

Svanetårnet Tårner Glemselssuppe

Skygger rundt om voldgravsmøgfald 

knuger ådslers sneglefærd 

hvorfor får de fleste træers kroner 

så uendeligt lidt gyvelglans. 

Gåder falder faldskærmsrelevante. 

Svanetårnet tårner glemselssuppe. 

Vejen drejer ud af lårbensknogler 

tavshedshoved bjæffer hæst 

her skal månens mange gaver 

stoppes ud med dybe gys og nagler. 

Gåder falder faldskærmsrelevante. 

Svanetårnet tårner glemselssuppe. 

Jeg sammenføjer alle skyttegrave 

som vender bukserne på vrangen 

klemmer dem og slipper stanken 

som stiger op fra dalbevidsthed. 

Gåder falder faldskærmsrelevante. 

Svanetårnet tårner glemselssuppe.

  

Tre møllevinger
deler kragerne i to
kaster sort fjer rundt.

 

 

 

 

 

 

  

 

Syv ryk sad jeg ved egen 

     og lyttede ikke meget til støj 
når jeg kravlede op kunne jeg høre nogen græde 
og jeg gned mig i øjet og kørte 
fingeren rundt i cirkler. 

Det var ikke kun tæt på jeg fandt det morsomt
når jeg kravlede op kunne jeg høre et mylder 
når jeg kravlede op og pustede til bekymringen 
undslap et suk mig på finurlig vis. 

Syv gange kyssede jeg egens stamme 
og tænkte på yverbetændelse 

             i de hårde gyldne galler 

når jeg kravlede op af det sørgmodige træ 
forstod jeg hvorfor jeg lå så længe i græsset. 

Og det var ikke kun tæt på 

             bladene raslede mekanisk 
når jeg kravlede op 

     fik jeg øje på endnu en bekymring 
syv ryk sad jeg ved egen 

             og lyttede ikke meget til støj. 

 

 

 

Selv et drabssted kan rammes af regnbuer.

 

 

Kald træerne judaskroppe 
giv neglene omsorg 

mågen er ambulance 
mod den mørke himmel. 

 

 

 

 

 

 

Neglen strejfer 
en håndfuld dråber 
lige før de rammer 
en hvisken i kornet. 

Du jegrenser døgnene 
og står med en stilhed 
mellem dagenes kværn 

En stilhed jeg som jeg 
forsvinder ind i. 

 

 

Ozonlinien er dit brudeslør. 

 

Som et tæppe af dine få ords stavelser 

går isblå hoveder ind for at veksle dråber 

månestråler fra hvert sit geværløb 

giver bevægelsen karry optur 

huller med kærgul 

     suger snesevis af gøgeurters stråleglans 

mellem strålerne 

     sidder edderkoppens sæsonkokon 

æggeskaller hvor skæret dypper sin vase 

i grænsebommens mose 

med mos nok til kærlighedens sår

med trævlede fingre, hvor vi går 

ærenprisen sukker under dine blege øjnes tavshed 

maler tåfaner parate til sødme. 

 

Gulspurv

 

Gulspurv glimter med vingen
vækker den daglige fryd
fuglen forstyrrer slet ingen
med sin himmel-jordiske lyd

Vel, den finder vel vejen
sidder lidt træt i et krat
synger sig fri af et hegn
men sangen forstummer lidt brat

Fuglen forstyrrer slet ingen
med sin himmel-jordiske lyd
Gulspurv glimter med vingen
vækker den daglige fryd.

 

 

 

 

  

Min ven

 

      Min ven sover i bjergene

      for her er intet bjerg

      min ven sover i sengene

      for her er intet hjem

      min ven sover i floderne

      for her er ingen sump

      min ven sover

      og i søvnen finder han

      sit land, han sover

      i jasminens duft

      i bombernes krater

      min ven sover under sin ligvask

      og er kun 11 år

      min ven sover i avisernes udsnit

      hvor løgnen er for stor

      min ven sover i munden

      på et ensomt nedslidt ord.

 

 

 

Klodedæmning

 

 

Peterskirkens klokker

hænger som balloner

fra dit svedne grin

 

den beske duft af algeovergroet drøm

rækker dig den lave sønnerydning

før end du ved

 

pibler babysprogets kugleramme

i en slynget sti af vægte

fra regnbuebolsjets læk.

 

 

 

 

 

Langturstourette

 

 

Stjernegribbe nikker alleernes træer.

 

Sibirien brænder

kloden pisser et sidste

torskegilde over tagene

bjergene rykker

flammekjoler af ådsler

som morsetegn

hen over din diamantbesatte tand.

 

Æble-elgen fylder os

med kernehus

sur os til dråberne!

 

Kranier rakte vejrhaner ind i vores søvn

det haglede med gekkoer

sådan vier vi os til banjoens blanco check.

 

Festen er dine fingre

Mikroskopets Messias er miraklernes Ø

roerne stod i tusmørket 

       og efterlignede skyggen af et mislykket dyr

gaseksplosioner af gældsposter på vej op.

 

Blomsterhoveder rækker

dolken ind i en æske

drejer moderplanet

over alle dine aldre

sennepsblomster som telte

du kunne ringe lydløst til ro.

 

Grænsebommene peger på den lille tot græs

hvor du står

savtakkede bjerge

i bøjningen som bladrer bladguldsguden gennem skyer

med sikkerhedsselen over hver eneste kiste

møder sproget motorlydstabletten

som et weinsteinbrøl du sank og sked til blods.

 

Fredsålen roterer i endeløse gobeliner

serpentinerkastet

guillotiner bøjer sig mod den svundne gletsjer

spiller demensfagot i et døende teater

tæl dit hoved for arme!

 

Milliarder renvaskede tårer

hænger spådomshud

i kaskader kastet over tungen

du klapper snebolde

som kilometersten

faderdomskraven kravler ud som ål.

 

Et opsprættet cistercienser kloster 

     til at stryge kometen gennem mæslingesvælg

kloden sænket i sin varmedunk

lavinerne glider

som lagkageknive gennem huse

vikler havnens salte trawl 

       ind i ammens mælkehvide negl.

 

En hær af handicappede ruller over vejen

50 000 satellitter er for kort en frist

redningsbælter strækker sig om kloden

for en flækket flue.

 

Fjernsynskvæget ser sofafaklen brænde nådesløst

gløden vender kinden mod resterne af tårer

gid retfærdigheden ville holde op med at råbe

konsonanternes klapsalver

dronedromedar gennem døbefondsloop

præstenattens sprængning.

 

Vi vakler ud af Petersdråben

drysser dødspoemer over elskovslatter

mens regnbuens tungeslasker

tolker kælderens trompet.

 

Mossvimmel ser den hængte

det store flertal sat i stævne af plasticoceaner

halse har døre vendt mod leernes vilje

rudernes kløer slikker tangohagl

fuldmånen sigter kælkenes hvirvler

en spytklat eller tusinde stjerner

bestemmer din verdens mindste fnug

så er du næsten ingen

så er du næsten intet

så er du trævlet op.

 

 

 

 

 

 

Alene i grotten med livløs mand

 

En violin uden strenge

er en båd i vandet

vi åbner graven og ser.

 

Væggene ånder

himmelkortet tegnet over vores hoveder

den livløse munding sitrer

gennem forkullede syn.

 

Bær de døde frem i krukker

glade nok for et kildevæld!

 

 

 

 

 

 

Det, at det grønne tog alt tøjet af

 

 

Svaner er vores skrøbelige

idé om hajtænder

menneskers drømme

synger solen gennem skyer

et badekar

fuld af komponister

farver himlen rød.

 

Da Du Vendte Dig Under Dynen

Først vendte du dig 

sådan med tæerne strittende frem 

og jeg tog et billede 

for du var mine arme og ben 

i en sepia-alliance. 

Hypofysehelvedet i ren og skær guppy-november 

var på ny begyndt at udbrede sit net 

fangsten var så meget større end en lotto-kupon. 

Så snart vores stemmer 

kom frem fra dynerne 

nussede jeg med glæde dine fødder 

bag udstillingsvinduets slør. 

Manuskripterne steg siden som røg 

sømmet fast til dine røde lokkers fald. 

Den fascinerende lomme vi levede i 

fik utakkens måne surret til havet 

i molekantens tango

 

imens dit navn og falderebserklæringer 

forstøvede og blev til en frugt 

som aldrig havde kendt 

det mindste

til sin blomst 

hvor fra den havde suget 

al sin kærlighed og saft.

  

At Skjule Sin Slugte Ynde

Gravøl skal du ringe til gøgen efter 

solen beruser tanglopper 

for sådan er din kjole smart 

gravøl ramler gennem fnughullet 

dalsol er åbenbart blevet gommens stemme 

øl tager over den dystre tå 

alt hvad du så 

og fortalte på skrømt 

fosser løv over gnomklang 

gennem akelejens falske kor 

hvis du virkelig mener

at alt skrider ned i samme grav 

at høsten køler solens velsignelse 

hvorfor byder du så krusene rundt 

hvorfor tuner du din skyld 

i kysset du gav 

de vældigte gnubbetegn 

du ruller som netop haleslupne tudser 

under Ikaros flugt 

er stemmens slebne påstand 

gisningerne du tvangsindlagde mig 

til sikker forvaring med. 

  

Nådekuglers nådekugler

 

At die aften af fanernes tyranbjæf 

givet sorg nok til endnu en svanefødsel 

bevæget af fægtningens åbentstående gæller 

at række ud efter flammernes møl 

og savne egeløvet

der skabte loft 

over fortvivlelsens tykke græs 

ved du overhovedet 

hvad et ansigt er til for 

dets regnfødte hilsen af indespærrede kys 

er et rekviems mesterværk 

grådkvalt af køn og skyggeflag 

sølvbregner rækker ud 

over elektriske fundsteder 

datamater æder tusindårsriget 

i et gilde af usædvanligt højt poleret pli 

givet alverdens narrestreger 

omregningskoder af nøgne lår 

udsøgte næsers lokumspulver 

folder fugles følelser ud i fjer 

mens deres ruter er tankens rede 

sådan som også du ruller dit fjæs 

tilbage i lørdagens tegnestue 

så megen udnyttelse strandet i månens cyste 

alt det du besidder 

gløder råt fra glatte giners grin 

skeløjede opgør 

holder væggene mellem sine vipper 

imens lysene brænder ned. 

 

Metrophobia

 

Og vi faldt og vi faldt 

vi faldt længere ned 

og vi faldt og vi faldt 

og tændtes som stjerner 

vi faldt og tændtes 

og vi faldt som stjerneregn 

vi faldt længere ned 

og vi faldt og vi faldt 

vi faldt og tændtes 

og vi faldt og vi faldt 

som stjerneregn.

 

'HVORDAN KAN DE VÆRE SÅ WOKE MEN SOVE SÅ TUNGT':

 

Digteren Emil Salzer - blandt andet om at få et digt censureret af woke-feminismens repræsentanter  HER

 

Dase

Først lullet i søvn af solens stråler 

med små nåleprik til at vaske fødder i. 

Klange breder sig taknemmeligt ud 

nålen vejer så meget målet kan hejse sine svaner. 

Gyldent falder lyset 

på de, der hængte poser. 

Under sålerne klippes et pund alviden. 

Alle mål burde fænge. 

Sådan som insekternes stadigt tydeligere farvel 

insisterer på at viske tavlen ren. 

Kan du da kramme folkets hæle 

og mane en slange i søvn under gyvelen. 

Parat til løftet af bortglidende vægge 

alt hvad den gamle sol samler i løv. 

Ånderne får lov at stage 

fra bruden hen til gommen. 

Inde bag lugen pulserer puppefødte 

som næsten når gennem din skygge. 

For egeløvet må blot konstatere 

meget af det, der går for sig 

er lys og håb 

du mister i din tyste time 

blot for at være til.

 

Gynge Favner Mørke

Du lukkes i ryggen hjertefanget 

lige før det sidste hug 

skygger flyder i riller 

og foregiver sundhed ved at summe 

så vildt tilgiveligt. 

Vores nød er floder 

floder, der har fat i ånder 

selvom solen gav os følelsen og synet 

rakt ud over enkle døgn. 

Kilder rækker ud hvor synet skrider 

månen ruger stadig over regn 

elven tøver i sin gus så ganske kirkefødt. 

Sølvstrå er tårnets rum 

her går floder sig døve 

og rene står de nu og sover 

her hvor tenen venter. 

Tællehuller sniger skygger ud af 

tudsens bulne fjæs 

og vokser sig væk i rug 

halve stemmer omfavner verden 

vi gror regnfødte op over marken 

og suger hove af haners gal. 

Sådan må vi tie i ældede novemberstole 

for vi vågner først når vi har redet 

gennem natten 

på forfædrenes gyngeheste.

  

 

Hvid Foran Morgenduggens Sygehus

Hvor ligger de våben du gemte i løvet 

rejs dig og tag dine rugbrødsstøvler på 

remmen når hele vejen rundt 

dagen siver sine tal ind i følelsen 

hvilken sol udplyndrer jer 

helt parate foran sit døve mål 

får nogen virkelig fat i udgangsfarven 

nævernes vindue sender sin regning 

så mange giver den tyste verden sin glød 

lykkedrager omkranser morgengryet 

og plyndrer alle glædesløse skygger 

hele verden heler 

parat til stilhedskysset 

hvid foran morgenduggens sygehus.

 

Kan Tusmørket Sænke Såler Gennem Helvede

Kan tusmørket sænke såler gennem helvede 

kan bevægelsen upløkket fire sig ned 

gennem hvælvet 

gennem rørelserne 

imens hippiefløden 

æder den igangværende ufred. 

Skudhullerne lyser endnu 

og peger åbenlyst på jeres sønners blindgyder 

de fossende vægge fisker stadig 

i tøndeslagningens 

glødende dødvægt 

og synes umulige at lappe. 

Spiralbevægelser klapper sammen 

og hilser sit modersmåls nødråb 

tilfangetaget i Mumbai 

uden flere såler at sluge 

de bagbundnes perler er pæle 

jomfruelige 

som de flirter med træernes løv 

imens endnu flere 

hejses nedad i cirkler 

mod brøndens bund.

  

Påfugl

Nogen sneg tavshed 

nogen sneg fjer 

fra en slangebarksfyr. 

Stemmer tørlagde 

stemmer dvælede 

ved påfuglens langsomme drejning. 

Nogle brugte sanserne 

gav skammen sin dussør 

eller Tarbes tyngde. 

Ånder havde hjemme 

og fik følgere 

og fandt glæde 

i den mindste springkniv. 

Nogle fandt sundhedstegn 

med eller uden sæbe. 

Og åbnede 

i et sildebensmønster 

nogens parate nærvær 

her nu. 

  

Al bevægelse stræber mod spiralisering.

  

Føle

Hvorfor ofre de væsener 

som segner endnu før din sytråd 

finder sit øje. 

Lyden af vand 

der øses 

endnu før øsens fødsel 

og af kul 

før månen 

besegler dit løv. 

På ny skyggerne 

hen over svanens vinger. 

Og tårnværelset 

tæt på æoner 

gennem nøglehullet - 

Eva vendt tilbage 

til haven 

hun ikke vil ind i - 

endnu før du føler dig frem. 

 

 

Det er et smertefuldt paradoks       

at føle sig uvelkommen        

når nattergalen netop synger.        

  

Du Åbner Den Gode Flod

Du åbner den gode flod 

hvor du står med den ene fod 

på en tue 

kølig og hæs løfter du 

solens stråler 

og pludselig giver 

vældet tegn 

bølgerne rækker umådelige 

bølger som vender 

svaner 

i en bladren 

af løsslupne ører 

som står du og rokker 

inde i din faders hoved 

med harmonikabrølet 

intakt. 

  

Jeg Kommer Til At Finde Et Heavy Rekviem

Jeg kommer til at finde et heavy rekviem 

at spille, når ingen ser det 

det skal være alfefødt 

altid med en tone af opgør 

det er skønt at tænke 

sig sit selv sådan røntgenfotograferet 

jeg kan næppe tage noget væk 

jeg ikke allerede har lagt til 

jeg læner mig op ad højtaleren 

og hører grammofonen tale til mig 

med muldens stemme 

det er virkeligt bevægende og dybfølt 

dér kommer alferne dalrende 

hvor hæmmet jeg end 

nogle gange føler mig 

kan bare mindet om 

hvordan jeg af og til dansede gennem livet 

få mig til at mærke en glød 

jeg er; gløden døden skal sigte efter 

hvis den vil have ram på mig. 

  

Tågen Lyser Sært Nok Gennem Rapsmarkerne

Tågen lyser sært nok gennem rapsmarkerne 

et genfærd vrøvler så det klinger i luften 

som gåsehud forudanes høsten 

over de rustne plove hænger poserne målløse 

pudsigt hvordan de modsiger 

alt hvad du før syntes du forstod. 

  

Svaner set gennem tårer 

og A Horse with No Name       

har samme struktur. 

 

 

 

Mospudedrømme

Myggekurve duver tyst i luften 

muslinger tæller deres fødders net 

gopler uden den mindste fejl 

ringer til sølet i et nødopkald 

høster dansemyggens kernefiol. 

Mospudedrømme glider forbi 

grønne fingre løfter vandets melodi 

skyggen fra et kontinent 

hilser bølger med boblevægge tændt 

regnvejrsmospude under piletræer. 

Mospude starter forfra igen 

myggesværme finder væggene løftet 

sygt nok uvejr melder sin regn 

genfødte følelser lever upåvirket 

regnen vælger mosset som sit tegn. 

Mospudedrømme glider forbi 

grønne fingre løfter vandets melodi 

skyggen fra et kontinent 

hilser bølger med boblevægge tændt 

regnvejrsmospude under piletræer.  

  

Hullet I Hyggen

Vi kan rigtig hygge os 

imens landet hæver sig, hvor vi står 

og tudserne under hver sten 

kan synge med tynde stemmer 

om fortryllede prinser 

die af alt, hvad der er 

her oppe hvor vi ser lyset 

bevæge sig i bølger.

 

Solen omfavner os i mos og mose 

snogene ligger og slikker stråler 

og med os i vældet kan vi 

indsnuse de opsvulmede lupiners duftløse hygge 

die af det vældige utilslørede 

ligfølge som myriader af væsener 

hygger sig over findes 

imens rygge bevæger sig og efterlader 

kurver som ligger i chok.

 

Al hygge har jeg løftet 

endda det væld der hæver væsener 

opad hvor du ligger og sover 

i en køje med bund af kattepoter.

Jeg ser dig tårne dig gennem taget 

med barnet på armen taler du til ørne 

blåpuder ligger i dine brysters duvning 

en summen af liv findes dér 

med en sødme jeg drages imod.

 

Dagen efter haiku

Dagen efter haiku 

kæntrede mit hus som et skib 

med den ene ende 

ned i sumpen 

det var min skrift 

der blev for tung 

efter sidste stavelse. 

Vandet stod ud for oven

mine fingre strøg gennem rugaksene

da jeg løb alt hvad jeg kunne

ind under de kølende kroner

hvor en stemme hvislede

hvorfor snød du så meget

hvorfor gav du dig til takke? 

Dalene gav jeg jo min tydning 

og selvom stemmer talte 

solen hæst gennem huset

var jeg aldrig før så parat til at skubbe -

floder sprang fra mine drukne dyner

parate til at gennemføre slag

parate til at glide ud af søvn 

parate til at slubre 

vandets hvirvlende lussing.

 

Gående

Har du fat i demonstrationsrodens hukommelse 

lader du mosset råde 

når kilderne vælder 

da må du være regnefærdig 

hvisk til dine tæer. 

Når du ikke har magt over din skygge 

så skygger din magt for dit hjertes kraft. 

Svangre bindinger kunne ønske dig fyldt med håb 

må de smalle høje vælge sig din tysthed 

nød kan også være 

vandringen gennem smalle passager 

det nye mindes de hvide kryds 

hver dør tog imod med tak. 

  

Lømmelkompost

Landmålerens øje løber 

mens vi kappes om morgenbrød 

og et stykke tager livtag 

og protesterer med de mange

en lovsang kan poleres massivt 

og slippe sin tunge lyd 

øjemørket vil medlide 

og mens periferien skriver sig helt troværdig 

lyder det fra øjets midtpunkt 

lyder papiret en kende kedeligt og mæt 

midten er lidt det som kun passer 

og er snottomt som pupillen 

er lidt som mig med mit 

pludselige ord som eneste tro.