Wednesday 29 June 2016
Vandmelon
Vandmelon fylder sorg og glæde til bristepunktet
mon den oplever nogle af delene
hvordan kan den selv være neutral
og dog fylde så meget
hvordan kan den være så meget Sverige
i Danmark under besættelsen
og er det derfor Tømrer Claus synger
Stol blot aldrig på vandmelon
Stol blot aldrig på vandmelon
den gør dig gravid som en gople
vandmelonens tråde
er dit begær efter mere
men vandmelonen har ingen religion
den hviler i sig selv
mon den husker dit sidste farvel
før du forlader huset under en stormflod
nyder den at du har trukket persiennerne ned
så dens røde striber lyser endnu mere op
hvilke ønsker har den for en fremtid som tiger
imens dens kerner spirer i din blindtarm
er den som en løbsk malerplet
der lægger sig til hvile midt i en helligdag
drømmer den om den sæd den har lagt i dig
imens floden løfter den mod loftet?
Monday 27 June 2016
Syn og syner
Følelserne kommer ikke fra øjet, men nogle gange kan der
ekstraordinært knyttes særligt stærke følelser til synsindtryk. Men lugtesansen
og høresansen synes at have mere direkte adgang til emotionelle lag. Jeg kan
komme i tanke om trillioner af lugte-, føle- og audio- stimuli som har
genereret følelsesudsving af dimensioner; men de følelser synsindtryk isoleret
set sætter i gang er sjældent af en dyb emotionel karakter. Når emotioner og
fintføling synes at være sat i særlig svingning, har synsindtrykket som oftest
været koblet på én af de andre sanser også. Rene synsindtryk er sjældne. De jeg
særligt husker fra mit liv er første gang jeg som ca 1½ årig så solen skinne
gennem min mors hår. Første gang jeg spredte biodynamisk kompost ud på jorden
og med mit blik synes jeg kunne se en ny 'aura' på jordskorpen. Eller den dag
jeg stod og kiggede ud af vinduet ud på nogle store ahorn træer, og deres
grønne farve pludselig synes så uforklarlig dyb, og jeg fik en fornemmelse af,
at træerne talte til mig, men jeg kunne kun fornemmende forstå, hvad de sagde,
det forekom mig at være et gribende øjeblik, hvor min synsans udvidede sig ud
over normalen. Kort tid efter fik jeg underretning om, at i det øjeblik, hvor
mit syn var blevet draget så hypnotisk ind i træernes kroner, da var min bror
blevet mast til plukfisk i en trafik-ulykke...
Øjet er sjælens spejl, siger man, men det mærkelige er, at
hvis jeg står og stirrer ind i et spejl længe nok, så er det som om, at den jeg
ser i spejlet, på én gang bliver mere og mere forandret, jeg står og ser en
fremmed, en anden, med mit øje kan jeg ikke få øje på, hvem jeg er, jeg er
altid en anden.
Helt anderledes med fx lugtesansen, med den vil jeg altid
kunne bestemme om noget er mit eller en andens.
Sunday 26 June 2016
Dæxit
Danskerne er aldrig blevet spurgt, om vi ville deltage i en
europæisk union. Vi blev af landets daværende leder tudet ørerne fulde med, at
Unionen Er Sten Død; danskerne stemte sig ind i EF 2. oktober 1972. EF var
forkortelse for det europæiske fællesmarked. Samhandel var altså forudsætningen
for at majoriteten af stemmeberettigede danskere stemte ja tak til at deltage.
Men danskerne har aldrig stemt ja til at deltage i et Europas Forende Stater
med regulering og harmonisering af kulturelle og sociale forskelle.
Måske kunne det snart være på tide, at danskerne bliver spurgt, om de vitterlig ønsker at være en del af Europas Forenede Stater - EUROPA UNIONEN - EU. Det ville klæde demokratiet, at en sådan afstemning langt om længe finder sted.
Etiketter:
2. oktober 1972,
afstemning,
Dæxit,
det europæiske fællesmarked,
EF,
EU,
Samhandel,
Unionen er sten død
Saturday 25 June 2016
Dem, der har og dem, der ikke har:
At pege på England og englænderne som en forbandet koloni-magt, der hvad indvandring angår ligger som de har redt, synes
jeg, som dansker, ikke kan ske uden lige at få øje på den tommelfinger, der
peger indad. Ud over præmissen om, at indvandring skulle være hovedgrunden til
englændernes stemme-afgørelse. Det er det ikke. Det er bestemt et element i den
engelske situation. Men det er et element, som netop eksisterer uafhængigt af
EU. Akkurat fordi England er en gammel koloni-magt har de utroligt mange
indbyggere som stammer fra de gamle kolonier, ikke mindst i London; men det er
jo noget, der har passet og stadig passer overklassen ganske fint. Således er
kastesystemet faktisk ikke så fremmed for det engelske aristokrati.
At den største del af englænderne er utilfredse med det
europæiske unionsprojekt handler nok mere om, at skellet mellem rig og fattig
kun er øget gennem tiden. Så afstemningen er i høj grad et opgør mellem dem,
der har og dem, der ikke har.
EU er ikke et skabende fællesskab, selvom eller måske netop fordi man har prøvet at
lovbestemme og regulere også på kulturelle og sociale områder. Udgangspunktet
og grundlaget for EU er samhandel, og det der kommer til at præge alle dele af
EU-harmonisering, det indre marked og arbejdskraftens fri bevægelighed, tjener
først og fremmest erhvervslivets interesser. Det er således lobbyisme som er en
alt overskyggende faktor i EU's skindemokrati.
Et skabende fællesskab opstår bedst mellem frie individer og frie nationer.
Samhandel kræver ikke en unionsdannelse, men kan fint forhandles på plads
mellem frie selvstændige nationer.
Tuesday 21 June 2016
SKARP HARPUN SUSER
HAK SUPER SAR PURHUS PUSHER KRAS RAPS RASPER UPS HAR KRUS HAVRE SPAR KUP SUSER RAK HA SURA HAPS SURE ARA SPURV RASK PRES HUKA PRAK HASPER KARUSSE PRAHA SKARP HARPUN SUSER HUP HUSAR PAS RAV KUSSE PER RUS SUK KRUPS ER PRUSKE PUS
Wednesday 15 June 2016
Kolos
Der var røster i 1910, der advarede kraftigt mod den
kommende fare, men det blev rigtig nok ikke taget alvorligt.
Det er rigtigt, at den bedste medicin mod nationers
indbyrdes krige er en stærkt udbygget samhandel. Men man kan ikke bygge en
nation eller en union alene på økonomiske interesser, der skal også være en
fælles kultur. De, der er stærke tilhængere af EU vil rimeligvis påstå, at vi
har en sådan stærk forankret fælles europæisk kultur, og det er da også givet,
at der er noget, man kan kalde for europæisk kultur, især hvis man er
amerikaner; men en kultur, der er så meget fælles, at det i sig selv udgør en
naturlig homogen enhed (eller i EU-termer : Harmoniseret enhed), synes ikke
lige for. Det der især er problemet med EU er - ud over at det som sit
udgangspunkt alene har haft penge som
interessefelt - er netop, at det tillades, at lobby er så stor en
indgroet del af den almindelige forretningsorden. Dette gør at alt hvad man kan
pege på af "demokratisk opbygget magtstruktur" i realiteten udgør
intet andet end et skindemokrati. Vi har her hjemme ikke et mindre
skindemokrati - i og med at vi er et appendix til den Europæiske Union, og vi
får heller ikke med et snuptag mindre
skindemokrati af at melde os ud af foretagendet, da den politiske anti-kultur
allerede er gledet så meget ud af pop-tangenterne, at udviklingen mod en
bananstatsrepublik synes at være blevet et perpetuum mobile. Det fascistiske
monster, der går gennem Europa, går netop ikke bare gennem de 28 EU lande, det
går faktisk gennem hele Europa, og det er EU rent faktisk ikke nogen garant
for, at det ikke gør. Tværtimod lader EU politikerne sig trække rundt ved næsen
af tyraniske nabolande. Og formår heller ikke at stille noget op med fascismens
fremmarch indenfor sin egen parlamentariske situation - andet end opdæmning,
udefrysning. Den mærkværdige konstruktion af Plan-økonomi parret med
multinationale selskabers hændervridende lobbyisme er ikke nogen sund garant
for demokrati - ej heller nogen vaccine mod en voksende og ikke længere bare
ulmende utilfredshed, der især udmønter sig i nationalisme og fascisme.
Samhandel er som sagt medicinen, deri kan vi blive enige,
men en indgående og vidtforgrenet samhandel havde ikke nødvendigvis krævet en
sådan unionskonstruktion på lerfødder.
Kulturen beriges og ændres ved samhandel, ligesom to
mennesker kan berige hinanden og udvide hinandens horisont - og nogle gange
opstår der noget helt tredje og unikt, og nogle siger endda, at modsætninger
mødes og sød musik opstår, men det er jo netop, når modsætninger mødes på frie,
lige og frivillige vilkår.
Vi i Norden har haft skiftende variationer af
unionsdannelser, og de holdt endda nogen tid grundet dels magtstruktur og dels
et vist mål af fælles kultur. En fælles kultur kommer ikke ad åre på grundlag
af magt og penge. En nations eller rettere et folks særskilte væsen, skæbne og
mål er det enkelte folkeslag iboende og kan i det lange løb ikke dikteres det
ude fra eller fra oven uden at det enkelte folkeslag går i opløsning, men før
det tilsyneladende går i opløsning, vil der på bunden af folkesjælen have
dannet sig en modkraft, der som et frø vil vente på de rette gunstige
betingelser for at kunne spire frem på ny. Den kraft, der er blevet
tilbageholdt og undertrykt kan være både positiv og negativ. Vi så hvordan
disse kræfter spirrede frem efter Titos død. Vi så det i Østtyskland efter
murens fald. Vi ser det i hele den gamle Sovjetstat og i de tilstødende
tidligere okkuperede lande, hvordan et åndeligt armod slår om og i en kaotisk
tilstand folder sig ud uden noget tilsyneladende mål. Faldet tilbage i
nationalkonservativt sindelag og i nationalkonservative drømme følger på
baggrund af et sådan kaos angstens helt naturlige logik.
Med Sovjetstatens fald burde vi i Europa have været vågne
for, at en (anti-)ånd var sluppet ud af flasken; vi burde have taget
Jugoslaviens og Sovjetunionens opløsning frem som et spejl for enhver drøm om
Europa som et Europas Forenede Nationer.
Så hvad er det ved englændernes opgør med top-down kulturen,
der er svært at forstå. For det er nemlig det, det drejer sig om, og ikke at
englænderne har glemt deres fortid; meget kan man sige om englænderne, men det
er en stolt nation, der i den grad hviler på deres historie. Og når talen
falder på krig, så har de jo også betydeligt mere at erindre end vi danskere 'i
smørhullet'.
...
Det at værdsætte livet højere end behovet for at tilhøre en
bestemt stamme.
. .
Et folks særskilte væsen er rigtig nok på mange måder udtryk
for en vrangforestilling, men har ikke desto mindre været en nødvendig
forestilling for at nogle bestemte forhold har kunnet udvikle sig. Det er ved
at blive ved den tid, hvor vi mennesker skal slippe den forestilling. Det der
sker, hvor én kultur går under for at noget nyt kan vokse frem, er en
kaotiseringsproces, og i en sådan proces vil mennesker grebet af angst gribe så
langt som muligt tilbage bagom vrangforestillingen i håbet om at kunne finde
tryghed dér. I virkeligheden ligger den eneste tryghed i den ukendte eller
uerkendte nye verdens orden.
Saturday 11 June 2016
Om skovflåt:
Skovflåten siges i visse tilfælde blandt andet at
kunne bevirke centraleuropæisk hjernebetændelse hos mennesker, hvilket skal
være sket her i landet i 2009. Skovflåter synes at være blevet mere og mere
interesseret i at suge blod på mennesker. Imidlertid har det lille kræ og
mennesket øjensynlig levet side om side lige så længe, der har levet mennesker
på kloden.
Men hvorfor er det først blevet et problem de
senere år. Jeg erindrer ikke et eneste tilfælde fra min barndom, hvor
skovflåter sugede sig fast på mennesker, imens det nu om dage og de sidste tyve
år er noget der sker meget ofte. Det angives at stigningen i flåt forekomsten
skyldes en fordobling af rådyrbestanden over de sidste ti år. Men dette
forklarer jo ikke, hvorfor flåtbid mig bekendt overhovedet ikke forekom på
mennesker her i Midtjylland for halvtreds år siden.
Da jeg var barn boede jeg midt i totalt fredet
natur med masser af råvildt og harer.
Her i Midtjylland begyndte flåterne at bide så småt på mennesker i 70'erne; men
der hvor jeg boede i 60'erne var der intet som helst om flåtbid på mennesker.
Har også læst på nettet, at flåter har været hverdag for folk på Bornholm i
mindst halvtreds år, og at skovarbejderne har opnået en
vis grad af immunitet overfor centraleuropæisk hjernebetændelse. Spørgsmålet er
så, hvorfor udviklingen på Bornholm er så forskellig fra resten af landet. Har
der for halvtreds år siden været betydeligt større rådyr bestande på Bornholm.
(Men altså igen - jeg så mindst lige så mange rådyr på min barndomsegn, som jeg
gør nu - og jeg bor stadig i nogenlunde samme område, så der er et eller andet,
der ikke stemmer- i forhold til, at jeg overhovedet ikke har kendskab til ét eneste flåtbid op gennem tresserne).
Det kan jo ikke udelukkes at forholdet skyldes
mutationer eller i det mindste ændrede svedlugte hos mennesker frem for hos
flåterne.
Hvorfor oplevedes der tidligere ikke flåtbid
overhovedet, men mange nu? (At rådyrbestanden er fordoblet - er givet som én
forklaring - flere rådyr = flere flåter --- men det forklarer jo ikke hvorfor
der for et halvt århundrede siden slet ikke forekom flåtbid (ihvertfald her i
Midtjylland).
Før i tiden kunne vi jo gå timevis i skoven uden
at møde andre sjæle end dyrenes; mødte jeg med års mellemrum en stor gruppe
mennesker i skoven, så fór tanken jo uværgeligt igennem én, hvad pokker laver
de mennesker i "vores" skov.
Vi fik hund i 1967, og der var aldrig en eneste
flåt på den og heller ikke på nogen af os. Hunden fik en hvalp, og ud over den
fik vi endnu en hund, og ingen af disse blev hjemsøgt af flåter, men med den
fjerde hund, som vi fik, begyndte der at være flåter, men først i 90'erne
begyndte flåterne også tilmed at bide på os. Flåterne begyndte først at
optræde, da der var kommet mange får ude fra til området for at afgræsse de fredede
arealer. Der havde før den tid også været nogle få lokale får. Men det var
først med de ude fra kommende får, at jeg bemærkede, hvordan får kan være
fuldstændig invaderet af de blodsugende kræ.
Men at flåtbid skulle være farligt, blev vi først
bevidste om med Mimi Stilling Jakobsens ansigtslammelse.
Imellemtiden har jeg fået underretning om, at en
jeg kender, som bor her på egnen, oplevede de første flåtbid i 70'erne. Men
denne har også en oplevelse af at forekomsten er øget, ja, på det seneste eksploderet.
Op gennem 90'erne og i 00'erne blev jeg i stigende
grad bidt af flåter; og ofte var området omkring bidet helt rødt. Jeg husker én
gang, hvor jeg ringede til lægen, fordi det røde område var blevet sådan
femkrone stort, og lægen sagde, at jeg kunne komme ind og få en sprøjte med
antibiotika, eller jeg kunne se tiden lidt an, om området øgedes. Jeg valgte
det sidste og det gik heldigvis langsomt i sig selv igen.
Essensen af den film her er egentlig, at det er
adskillelse og individualisme som forårsager opblomstringen af den nævnte
bakteries spredning til og inkorporation i mennesker.
Her er imidlertid et noget andet perspektiv på, hvordan det kan være at skovflåter er gået hen og blevet til så stor gene: [opdatering af 26.07.19]: statslig spredning af borrelia
Her er imidlertid et noget andet perspektiv på, hvordan det kan være at skovflåter er gået hen og blevet til så stor gene: [opdatering af 26.07.19]: statslig spredning af borrelia
Friday 10 June 2016
Astrologi versus astronomi:
Astrologi er en mental fiksering, imens astronomi er et
konkret forekommende fænomen. Stjernerne i det vi kalder stjernebilleder findes
i det univers vi er en fysisk del af; stjernetegnene derimod findes udelukkende
i menneskets forestillingsverden om sig selv, og er dermed at regne for hørende
til psykologiens termer i Jungs betydning af arketyper. I det biodynamiske
landbrug arbejder man således ud fra den konkrete stjernekalender i forhold til
de stjerneBILLEDER, som vi med det blotte øje kan se på nattehimlen.
Stjernetegnene, som alle tolv bærer samme betegnelser som de tolv
stjerneBILLEDER, er standardiserede som et typisk udtryk for en
babylonisk-mekanistisk tænkning; men stjerneBillederne er hver især af uens
udstrækning (grader siger vi, når vi ser dem fra jorden, og tager udgangspunkt
i jordkloden som universets centrum) og solen har således vidt forskellige
omløbstider foran hvert enkelt stjerneBillede i zoodiak (dyrekredsen).
Dér, hvor astrologien vitterlig ér overenstemmende med astronomien, er hvad angår planetkonstellationer. En given planetkonstellation er en reel foregående begivenhed. Så planeternes bevægelser er astrologiens real plan, imens stjernetegnene er astrologiens mental plan. I astronomien er alt real plan.
Dér, hvor astrologien vitterlig ér overenstemmende med astronomien, er hvad angår planetkonstellationer. En given planetkonstellation er en reel foregående begivenhed. Så planeternes bevægelser er astrologiens real plan, imens stjernetegnene er astrologiens mental plan. I astronomien er alt real plan.
Etiketter:
arketyper,
astrologi,
astronomi,
planeter,
stjernebilleder,
stjernetegn,
zoodiak
Tuesday 7 June 2016
Erindringer om insekter og slanger:
Fandtes der ikke flåter i det forrige årtusinde, jo, det
gjorde der da; men hvorfor blev jeg, der gik så meget i skovene, hederne, ved
søerne og i moserne i min barndom aldrig nogensinde bidt af en flåt?
Jamen, jeg bliver også bidt hvert eneste år, fx i morges var der bid. Men da
jeg var barn husker jeg intet om skovflåter, blev aldrig bidt og erindrer heller
ikke at nogen andre gjorde. Det synes jeg er meget mystisk. I min barndom var
hugormen det farligste dyr i Danmark, hvilket jeg ved selvsyn også kom til
erfaring om. Men skovflåter så jeg intet til. Og der var ellers masser af får,
hjorte, rådyr, hare etc i omgivelserne. Heller ikke på vores hunde husker jeg
noget om, at der var skovflåter.
Men for 10 15 år siden husker jeg også ganske godt flåtbid og hvordan flåten
var blevet en trussel, men i min barndom, som ligger tilbage i tresserne, så
jeg intet til kræet.
Aha, så de var der altså, og der meldes jo heller ikke noget om, at den er
vandret ind i landet - tværtimod regner man vel med at den har levet helt
tilbage i dinosauernes tid (og det kan vel sådan set lige så godt gælde for
tresserne ikke), men noget tyder på, at den først i den senere tid har fået
mere og mere smag for menneskeblod også, og at det så uheldigvis er begyndt at
blive et problem at den i visse tilfælde er i stand til at overføre visse
bakterier og sygdomme.
Måske har der også været flåter på vores hunde, men min mor
har nok fjernet dem inden jeg kunne tælle til fire.
Skovflåter siges at skulle suge blod to, tre gange i livet (deres liv) - første
gang på et mindre dyr og sidste gang på rådyr eller til nød menneske. Jeg har
set hvordan et får kan have ligesom en vrimmel af "klokker" = store
flåter hængende på sig. Men det så jeg ikke i min barndom.
Og ja, det ér mystisk, for bestandene af rådyr er da ikke skrumpet voldsomt
henover årtierne, så hvorfor er menneskeblod gået hen og blevet mere og mere
eftertragtet af flåterne? Der går jo her i sommertiden ikke en uge uden at de
har forsøgt sig her hos os.
En Skovflåt hører til spindlerne, og er altså absolut ikke nogen tæge.
En Skovflåt hører til spindlerne, og er altså absolut ikke nogen tæge.
For halvtreds år siden kendte jeg kun til to slags tæger - én vi kaldte
bladtæge (som kunne sidde på fx blåbærplanter eller birkeblade, og var jeg
uheldig at få nogle af de bær i munden, som sådan en fætter havde siddet på, så
fik jeg hurtigt spyttet skidtet ud, for det smagte grufuldt), og så var der én
som levede i vand, som vi kaldte (det, den hedder) - skorpionstæge. Jeg samlede
en del af disse skorpionstæger og bragte dem hjem i mine akvarier ligesom
guldsmedelarver, som jeg havde i nogle store syltetøjsglas i legehuset. En
søndag morgen havde sådan en skorpionstæge fundet en smutvej forbi dækglasset,
det fandt jeg ud af, da jeg lidt efter hørte min mors skrig ude fra
badeværelset. En anden dag stod min mor uden for legehuset og spurgte, hvad jeg
lavede der inde; jeg svarede, som det var, at jeg var ved at tilse mine
guldsmede, og for ligesom at understrege min pointe stak jeg ét af glassene ud
af døråbningen, men jeg må ikke have haft helt ordentligt ved glasset, for det
røg ud af min hånd og dumpede ned på jorden under det kolosalt store
madæbletræ, og mylderet af guldsmedelarver syntes ligesom at ville søge mod
alle 365 verdenshjørner helt uberørte af min mors iltre stampen i jorden.
Muligvis ansporet af dén livlige reaktion gentog jeg succen, nu bare med
jagtedderkopper, som Claus og jeg havde fanget i deres kælder. Det var de
største edderkopper, vi nogen sinde havde set, og da skoletimen var ved at
trække lidt i langdrage kom jeg ved et rent uheld til at støde til glasset, som jeg havde
stillet ved min skolepult; og da min fod ramte glasset som trukket af en
usynlig magnet, viste det sig, at jeg sandelig ikke havde fået skruet låget alt
for godt på. Så gik resten af timen jo med skrig og skrål, og Pia stod helt
oppe på tåspidserne oppe på en stol, imens hun hvinede i vilden sky. Jo, tiden
med at fange de hurtige jagtbørger var sandelig givet godt ud.
Hvad jeg den gang ikke vidste - var, at der faktisk findes
500 forskellige tæge-arter her i landet, og at der var en spindler, som nogle
kaldte for en tæge. Jeg vidste dén gang heller ikke, at der især her i
Midtjylland findes en lille art fugleedderkop, som det meste af sit liv lever i
et rør lige under jordspejlet. Havde nogle gjort sig den ulejlighed at fortælle
mig det, er det sikkert og vist, at man ville have fundet mig med en lup
rodende rundt på jorden på jagt efter en ægte dansk fugleedderkop.
Subscribe to:
Posts (Atom)