Kobberslangen, Slangebringeren Ophiuchus og trettentalskredsen

 

I de mytiske lag er der flere hints til forholdet mellem tolv og tretten. Fra eventyrene har vi fortællingen om Tornerose og de til barnedåben tolv inviterede feer. Den trettende fe, der dukker op, overhaler den tolvte  og giver barnet det varsel, at når hun bliver femten, så vil hun stikke sig på en ten. Men modsat en opvågning ved at blive stukket, vil pigen falde i en lang og dyb, hypnotisk søvn.

 

Dette eventyr kan ses som en imaginær forberedelse på menneskets tilstand, når det er på vej ind i sin voksen-bevidsthed. Den opvågnende bevidsthed kan i første omgang virke bedøvende, fordi bevidstheden rent konkret transformeres af den energi, der før var fokuseret i den organiske opbygning af kroppen. Lidt lige som sommerfuglelarven, der forpupper sig og i sin puppe går ind i en opløsning, hvor ud af på mirakuløs vis en sommerfugl udfolder sig.

 

Forholdet mellem tolv og tretten har vi også i fortællingen om Jesus og hans tolv disciple. Her er også den trettende en bevidsthedsvækker.

 

Og i astrologiens verden har vi  et forhold, ja, måske lige frem en bevidsthedskamp - mellem tolv og tretten. Astrologien har jo sin rod i astronomien. I dyrekredsen, zoodiak. Men den astrologi, menneskeheden har været bundet på ærmet de sidste mange årtusinder, er en fiktion, der har løsrevet sig fra sin faktuelle stjernehimmel og har fikseret sig i en fiks idé. Nemlig den idé, at der findes tolv stjernetegn af nøjagtig samme tredive graders udstrækning (12x30=360). Men det faktuelle er, at den astronomiske dyrekreds består af tretten tings- og væsensbilleder af fuldstændig uens udbredelse. Tolvtegns astrologien har holdt menneskeheden låst fast i et imaginært statisk verdensbillede, der ikke er i overensstemmelse med det reelle univers. Tolvtegns astrologien er hjernespind. Tolvtegns astrologien vil gå til grunde og de tretten reelt eksisterende stjernebilleder vil træde frem i menneskenes bevidsthed (Den trettende fe overhaler den tolvte). Det trettende stjernebillede ligger mellem Skorpionen og Skytten. Det hedder Slangebringeren, Slangebæreren eller Ophiuchus.

 

Kristus kaldes også Kobberslangen. Moses varslede om kobberslangen, at den skulle blive løftet op på korset.

 

Krystalhimlen er et forunderligt vidnesbyrd om den kosmiske lovmæssighed angående det trettende tegn, billede, væsen -  den trettende fe og verdensgenløseren med sine tolv disciple.

Klarsyn og stjerner

Klarsynsevnen forsvandt for de fleste ved Kali Yuga tidens afslutning (omend nogle er af den overbevisning, at den mørke tidsalder først slutter om nogle få år). Hos nogle enkelte folkeslag og for enkelte individer blev den dog bevaret. Og her gælder, som det allerede er udsagt, at de sidste skal blive de første. Det paradoksale, at de, der mister evnen som de sidste - også bliver de første til at generhverve den. Så på en måde er 'engang' lige som i eventyrene - både engang for længe siden - OG - lige nu. Og det er det min overbevisning, at det er; vi står lige på tærskelen; men hvor det før var fixstjernehimmelen, der talte til os, er det nu vores tur til at synge for stjernerne, og når det sker, vil billederne igen være tonet frem - men nu på en forvandlet vis - eller vi vil se dem som forvandlede, i og med vores egen rolle og stjernevæsen vil være blevet hver af os mere bevidst.

zoodiak:

Engang kunne (vi) mennesker se dyrekredsen som lyslevende; det har været som at se hvert enkelt billlede som en plastisk pulserende 'gople'. I takt med, at det tredje øje lukkede sig til og den indre jegbevidsthed blev stærkere og bugklarsynet forsvandt, blev tilsyneladende kun 'skellethimlen' tilbage. Men billederne er der endnu - stadig lige så levende, spørg hjortene, de ved det, find stederne, de findes.

Guldgubber

Arkæologer fremsætter nu gisninger om de mange små guldfigurer, der er blevet fundet på Bornholm. Arkæologer er mennesker, der har studeret og kender meget til fortiden og tænker meget over, hvilke tankesæt forskellige tiders mennesker har benyttet sig af og hvilken form for logik eller mangel på samme fortidens mennesker har haft.

Den figur, der d. 18. oktober blev fremhævet i DR TV-Avisen, en figur, der synes at omfavne en usynlig bold med en tilsyneladende graciøs gebærde, næsten som figuren er fanget i noget, der blot er et øjeblik af en bevægelse, synes imidlertid fuldstændig identisk med den symbolfigur, der fra oldpersisk tid er blevet anvendt - for stjernebilledet KREBSEN, sådan som oldtidens mennesker, når de har vendt deres blik mod dyrekredsen på krebsens stjernebillede, har oplevet krebsevæsenet tage sig ud på nattehimlen.

Astrologi versus astronomi:

Astrologi er en mental fiksering, imens astronomi er et konkret forekommende fænomen. Stjernerne i det vi kalder stjernebilleder findes i det univers vi er en fysisk del af; stjernetegnene derimod findes udelukkende i menneskets forestillingsverden om sig selv, og er dermed at regne for hørende til psykologiens termer i Jungs betydning af arketyper. I det biodynamiske landbrug arbejder man således ud fra den konkrete stjernekalender i forhold til de stjerneBILLEDER, som vi med det blotte øje kan se på nattehimlen. Stjernetegnene, som alle tolv bærer samme betegnelser som de tolv stjerneBILLEDER, er standardiserede som et typisk udtryk for en babylonisk-mekanistisk tænkning; men stjerneBillederne er hver især af uens udstrækning (grader siger vi, når vi ser dem fra jorden, og tager udgangspunkt i jordkloden som universets centrum) og solen har således vidt forskellige omløbstider foran hvert enkelt stjerneBillede i zoodiak (dyrekredsen).
Dér, hvor astrologien vitterlig ér overenstemmende med astronomien, er hvad angår planetkonstellationer. En given planetkonstellation er en reel foregående begivenhed. Så planeternes bevægelser er astrologiens real plan, imens stjernetegnene er astrologiens mental plan. I astronomien er alt real plan.

Langfredag

Prøv at lytte til naturen, og kig dig tilbage over skulderen for at mindes alle de forgangne Langfredage - eller hvis hukommelsen er lidt rusten - så kig i en almanak (den hedder vist google for de fleste i dag), så vil du se, at der overvejende på Langfredag er dårligt vejr. Det kunne vi poetisk oversætte til, at naturen på denne dag græder helt ind til jordens inderste kerne. . . Og i schweizer-optik må dette jo så være en protestantisk opfattelse, som jeg ellers er en anelse modstander af, da min grundlæggende kristologik mere går i retning af den keltiske.

Sådan som den kommer til udtryk på den ene side af Jellingestenen (den sten hvor en sprød gut meget inspireret skrev det keltisk klingende ord GELWANE!) og

i

den just fundne guldkristus, som siges at være endda endnu ældre end Jellingestenen.

Og det med påskeharen og æggene ... refererer egentlig BÅDE til det gamle og det nye testamente. Haren render hurtigt over marken, ligesom Månen er den raskeste svend til at rutsje foran Zoodiak. Haren og Månen er således synonyme i eventyrets dragt. Månen er endvidere med sin rolle af at være skær af noget højere (SOLEN) JEHOVAS sfære, i det JEHOVA er GUD i det for datidens menneskers mulige opfattelsesniveau - nemlig den

laveste flig eller det laveste

skær af GUD.

Også det at spise lam ved påsketid er en gammel jødisk tradition som her smelter sammen med ofringen på korset, i det Jesus i Johannes Evangeliet omtales som Guds lam (som bærer verdens synder). Men hvorfor nu gøre det? Det virker hovedløst bare at overtage den jødiske tradition. Men sådan er det jo også med julen, hvor det er vikingernes vintersulsfest, der går videre under nyt flag. Det handler jo også i første omgang om, at lammet bliver ofret, det er dét, som er den væsentligste symbolske handling. Det oprindelige sigte med at ofre lammet var rigtig nok i den jødiske tradition at ære gud i forbindelse med flugten fra Ægypten. Men handlingen får med tiden også med sin konstante gentagelse karakter af at pege hen på ofringen på korset. Således bliver

Jesus af sine disciple opfattet som det skyldfri lam, der tager alle menneskers synd på sig. Men hvorfor skal vi æde Jesus, det kan man indvende, når det dermed glemmes, hvad Jesus sidste ord før korsfæstelsen var til sine disciple: spis dette brød, det er fra nu af mit legeme, drik denne vin, den er fra nu af mit blod. Det opfatter jeg på den måde, at blodet der render fra Jesus Kristus på korset forener sig med jordkloden, og at Jesus Kristus dermed i dén begivenhed bliver ét med og gennemtrænger alt jordisk,og at der intet vil være, som vi indånder eller indtager, som ikke har forbindelse til eller er gennemtrængt af Kristus. Mennesket modtager Kristus ved at indoptage ham helt konkret, det vil sige - det er hans skæbne at blive et med alle menneskers skæbne - derved er den højeste moral bragt til live i menneskene gennem det lodrette i korset, og i naturen ligger en sådan moral latent og venter på at også selve naturrigerne kristnes gennem det vandrette i korset. Klimakrisen kan ses som menneskeskabt, men kan også opleves som en åndelig vækkelse af jordkloden, at det ikke kun er hvad der bliver gjort, men også hvad der føles og tænkes, at mennesket ganske vist er medskaber . . men at det samtidig er hændelser, som er større end hvert enkelt menneske. At spise lam som symbol på Jesus som offerlam men også som konkret vished om hans iboende kraft er derfor kun en gengivelse af selve den pågående proces. Men som allerede nævnt - vender man sig til de apokryfe skrifter så vil vi imidlertid skulle undlade det af den simple årsag, at drab i sig selv er en negativ og uheldssvanger gerning.

Og hans gådefulde ord: Det er ikke, det, der kommer ind i Jer, der er urent, men det, der kommer ud af Jer, tror jeg ikke i den forbindelse yder et dækkende alibi.

Pilatus blev imidlertid tvunget til den grusomme handling af de ældste i det jødiske råd, der gjorde alt for at oppiske en stemning. Men han vaskede sine hænder. Og Judas ... måske var han den mest indviede af Jesu disciple. Den katolske mystiker Valentin Tomberg  skriver blandt andet, at Kristus har gennemgået flere

korsfæstelser forud for den jordiske.

Og deraf kan jeg få den tanke, at Judas er indviet og ved, hvad også hans mester Jesus Kristus véd forestår: Ofringen er nødvendig og forudsagt.

Ja, det vidste Jesus på forhånd, at den var, måske fordi, det netop var Judas' opgave. Men det er [ikke] sådan, det er udlagt i den tekst vi har tilbage i oversættelse. Men spørgsmålet er om der virkelig var tale om forrådelse - eller om opfyldelse.

Men hvor stammer semitterne fra, det er et interessant spørgsmål. Måske det samme sted fra - som arierne og de andre fem rodracer.

[Men måske er der netop kun tale om traditioner og symboler, måske ville Kristus det i virkeligheden helt anderledes, i hvert fald hvis vi tager det apokryfe skrift DE TOLV HELLIGES EVANGELIUM - som ord til andet stemmer overens med fx Lukas Evangeliet, men der til har de kapitler med, som ellers menes udeladt, og deraf fremgår det at Jesus-Maria var rødglødende dyreretsforkæmper, at han, ligesom det essæiske samfund han var født ind i, var full blown vegan!]

Månen,  der knytter sig til kvindens cyklus,  er således også på samme tid tilknyttet frugtbarhed - her især den frugtbarhed, der har med æggets cyklus at gøre. Haren bliver således opfattet som det frugtbare symbol for månens gang på jorden, måneharen, der farver æggene med sin hale og triller dem ned af regnbuen til menneskene.  Alt dette har således med frugtbarhed og dermed også med nyt liv og opstandelse. Og er således det fundament, som endvidere det nye testamente hviler på: Opstandelse, glæde og nyt liv.

VIDEN & TRO

*

Astrologiske planetaspekter er nøjagtigt de samme som de astronomiske. Det, der er forskellen mellem astrologi og astronomi, er, at stjernebillederne astronomisk set er reelle forekomster med forskellig udstrækning de enkelte billeder indbyrdes, imens de astrologiske stjernetegn er standadiserede; dvs hvert astrologiske stjernetegn har samme 30 graders udstrækning i horoskopet, og findes altså kun i menneskets bevidsthed (eller ubevidsthed?) i kraft af horoskopet. Aspekterne mellem planeterne er altså reelle forekomster, imens ''baggrundsfarven'' (= det astrologiske stjernetegn) er så at sige fiktiv - noget datidens videnskab bestemte sig for/lagde sig fast på tilbage i babylonisk tid, ja, måske endnu længere tilbage i tiden.

(=)

Med 'datidens' menes jo vel at mærke netop datidens og ikke nutidens; den skelnen vi i dag har mellem religion og videnskab fandtes ikke på babylonisk tid, så set med nutidens øjne eller briller - må datidens ''videnskab'' naturligvis i en vis udstrækning tage sig ud som overtro. Men visse ting var dog forholdsvis ret eksakte, herunder astronomien - som dengang var meget mere nært knyttet til astrologi. Går vi knapt så langt tilbage i tiden - lad os sige bare omkring 2600 år, så ser vi en lang række af tænkere, for hvem denne skelnen mellem mystik, matematik, geometri og astronomi ikke eksisterede, f.eks. Pythagoras, der talte om 'sfærenes musik' - med dette mente han helt konkret, den klarhørelse han havde af afstanden mellem himmellegemerne; men han forblev ikke ved sin mystiske eller ville nogle måske sige poetiske oplevelse, han formåede at formulere sin erfaringsdannelse i formulare og læresætninger, der den dag i dag er grundlaget for vore dages geometri, og er noget enhver tømrer bruger hver eneste dag.

(=)

Problemet med astrologien er - udover det allerede skitserede dilemma, at halvdelens af dens grundsubstans eksisterer på et ikke sansbart plan - er noget rent fortænkt - at den beror på subjektive tolkninger. Udregningerne i det personlige horoskop skulle gerne være de samme fra astrolog til astrolog, såfremt fødselstidspunktet ellers er korrekt. Som allerede nævnt beror planetaspekterne på de reelle astronomiske planeters konkrete bevægelser gennem verdensrummet. Disse bevægelser kan forudberegnes, da planeterne som bekendt bevæger sig ad allerede fastlagte baner. Derfor kan du erhverve dig en kalender - en såkaldt ephemeride - hvori du kan se planeternes positioner angivet for hvilket givet år i f.eks. det tyvende eller enogtyvendeårhundrede, du måtte ønske dig. Et aspekt mellem to planeter, mellem en planet og en sol, en planet og en måne, mellem solen og månen er bestemt af deres geocentriske indbyrdes afstande, og udtrykkes i grader 0, 30, 60, 90, 120, 150 eller 180 grader, og kaldes da konjunktion, semi-sekstil, sekstil, kvadrat, trigon, kvinqus eller opposition. Kigger du i en astronomisk kalender ser du, at det i et givent døgn - et givent eksakt tidspunkt er akkurat samme planetaspekter, der optræder astronomisk som astrologisk; det er simpelthen nøjagtig samme baner og vinkelafstande, der er gældende mellem de astronomiske som de astrologiske planeter. Forskellen er og bliver den bagvedliggende - hedder det ikke krystalhimmel? - altså stjernebillederne.

(=)

Aspekterne er noget, der altså findes konkret i himmelrummet såvel som afbilledet ned i det personlige horoskop. Dit stjernetegn er alene bestemt af solens stilling på fødselstidspunktet, det ændres ikke af, om solen står i kvadrat eller hvilket som helst aspekt til noget andet himmellegeme.

(=)

Sommertid og vintertid er igen en fiktion, som mennesker har bestemt sig for, aj, det vil sige den ene tid er en fiktion, mener det er vintertiden som er den egentlig gældende, den som burde gælde hele året, hvis ikke 'vi' havde bestemt os for noget andet. Den fiktion tager astrologer naturligvis (ellers gør de ihvertfald en fatal bommert) højde for i deres beregningsgrundlag, ligesom biodynamikere iøvrigt, når de går ud fra en så-kalender, der vel at mærke er basseret alene på astronomiske forhold.

(=)

Det er naturligvis rigtigt, at astrologi ikke i vor tid kan regnes for en videnskab. Dette mener jeg astrologer smyger sig udenom ved at benævne deres kunnen og gerninger som erfaringsviden. Videnskaben vil på den anden side stå på det standpunkt, at astrologien aldrig vil kunne stå for videnskabelige tests. Så det er jo nærliggende at tilskrive 'tro' en ikke ringe part i foretagendet, ja. Men en egentlig religion, kan astrologien vel ikke kaldes; den er ihvertfald, så vidt jeg ved, ikke officielt registreret som en sådan.

(=)

Iøvrigt synes perspektiverne i at ophøje astrologi til en egentlig religiøs status at tage sig noget uhyggelige ud, synes jeg, når erfaringerne fra kombinationen af beregnings- og forudsigelses-praksis med en konkret religiøs kultus tages i betragtning; vi ville let da skulle se på det som ren dommedagskult etc. så jeg synes det er meget godt, at astrologien forbliver i sit mere ydmyge mellemleje ('erfaringsviden') mellem videnskab og religion.

(=)

[Numerologi opererer jo da med samme elementer som algebra, der jo er en gren af matematikken. Men nu eksisterer der jo iøvrigt ikke noget universielt krav om, at alt hvad man som individ foretager sig, skal kunne kaldes videnskabeligt.]

(=)

Irrationelle og naive handlinger kan skam meget nemt forbydes, og er også langt hen ad vejen blevet det. Men det er lige så absurd at kræve af astrologien, at den på alle måder skal kunne måles efter videnskabelige parametre, som at kræve, at Grimms eventyr skal være helt og holdent videnskabligt forklarligt. Ligesom astrologien rigtignok i en vis udstrækning handler om noget ikke egentligt sansbart, en form for symbolsprog, så gør det, som vi i vor tid regner for videnskab, det også. Gennem den såkaldte videnskab bliver vi fortalt, at der findes sådan noget som atomer. Men intet levende menneske har nogensinde helt konkret SET et atom. Vi oplever kun virkningerne af de påståede 'atomer'. Ligesådan med LYSET; vi kan ikke se lyset, kun dets virkninger, alligevel vil ingen jo betvivle at lys er en realitet. Ligesådan forestiller jeg mig, at en astrolog måske oplever det med astrologien - stjernetegnene findes ikke sådan som stjernebillederne gør det, men alligevel oplever astrologen - og åbenbart også en mængde andre mennesker i form af astrologernes kunder - VIRKNINGEN af stjernetegn (og planeter og stjerner etc). Naturligvis kan alle disse mennesker tage fejl, og det så bare er noget de bilder sig ind. Men kræver det ikke en del indsigt blot at affeje det - det er jo ok at sige, at man ikke selv tror på det, at man ikke selv kan se den påståede virkning, at man forholder sig kritisk; fornuft er af det gode, men kritik uden forudgående interesse og åbenhed er gold.

(=)

Nutidens videnskab vil vise sig at være morgendagens overtro.

*