Broen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente

 

Mange kristne går rundt i den tro, at kristendommen alene er Det Nye Testamente og at dette skrift er et opgør med Det Gamle Testamente. At dette ikke er sandt, fremgår klart af Det Nye Testamente, men at det har et grand af sandhed fremgår ligeledes i samme skrift. De kristnes grundlag er Bibelen (på arabisk kaldetKitub kitub). Bibelen er Det Gamle Testamente & Det Nye Testamente. Den danske folkekirkes hjørnesten er Bibelen. Så Det Gamle og Det Nye Testamente er altså de kristne protestanters fundament.

Jesus sagde, at han ikke er kommet for at nedbryde eller ophæve loven men for at opfylde den.

Hvad var da det for en lov, han sigter til? Det, der var loven på daværende tidspunkt, var først og fremmest som det vigtigste De Ti Bud, de ti bud som Moses gav til sit folk. Der til kommer Jesus Kristus for at opfylde denne lov ved at fremhæve grundlaget for disse ti bud. Axiomet: Du skal elske din næste som dig selv.

Matthæus 5,17 Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.

Jesus bruger i det citerede fra Matthæus Evangeliet ental. Loven. Han taler ikke om lovene. Men Loven.

Taler han så om Det Gamle Testamentes "mantra" tand for tand og øje for øje? Nej, det gør han ikke. For det står direkte i modsætning til det bud han med sit væsen selv bringer ind i verden og med hele sit væsen står inde for: Bliver du slået på højre kind, så skal du vende den venstre til. Altså et opgør med de gamle tiders hævnmotiver.

Matthæus 5,18 Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.

Kristus kommer nemlig på dommens dag for at dømme levende og døde. Og hvilken målestok er det så, at han dømmer efter? Hvilken vægtskala bliver jeg vejet på? 

Som minimum må det gælde, at jeg har overholdt De Ti Bud. Men dertil kommer det grundlæggende: Elsk din næste som dig selv.

De Ti Bud hed egentlig oprindeligt De Ti Ord, Aseret ha-D'varim på hebræisk og har altså oprindeligt været set mere som råd end som lov. De lyder i dansk oversættelse:

Anden Mosebog 20, 2-17:

1. Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, ud af  trællehuset. 

2. Du må ikke have andre guder end mig.

3. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget        afbillede; du må ikke tilbede eller dyrke det.

4. Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig!

5. Ær din fader og din moder...

6. Du må ikke slå ihjel!

7. Du må ikke bedrive hor!

8. Du må ikke stjæle!

9. Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste!

10.Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller        æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.

Det er altså dette vi bliver vejet på. Er det noget, vi har formået at overholde? Mange kristne går rundt i den tro, at de med Det Nye Testamente i hånden, kan sige, at de har ingen love, som de skal overholde, de kan gøre, hvad de vil, feks spise lige hvad de vil.

Og det er da også rigtig nok, at Kristendommen ikke er en lovreligion. Men siden, at det hedder Kristen-dommen, så er dommen vel ikke uvæsentlig. Vi må gøre, lige hvad vi vil, men vi skal også vide, at hvad end vi gør, så har det en konsekvens.

Med hensyn til den rette føde, så fremgår det af Første Mosebog,  at  menneskene oprindeligt alene blev givet planter at spise.

Efter Syndfloden (Atlantis' undergang) gav Noa (hos hopi-indianerne og hinduerne kaldet Manu) menneskene tilladelse til at spise kød fra alle levende væsener, men forbød dem at spise blod. 

Af Tredie Mosebog kapitel 11 og Femte Mosebog kapitel 14 fastlægges nogle fastere regler. Disse regler opdeler dyr i urene dyr og rene dyr. Det er disse regler som jødedommen især lægger vægt på; de kalder regelsættet for  Kosher (Kashrut). Islam lægger også vægt på disse forhold og hos muhammedanere kaldes det urene for haram.

Reglen som da indføres er, at klovbærende drøvtyggere må spises. Fra havet er det kun dyr med både finner og skæl, som må spises. Endvidere må rovfugle og ådselsædere ikke spises. 

Der er totalt forbud mod at spise blod.

I jødedommen findes der en viderespinding på disse regler og det er selvsagt ikke noget, der forsåvidt kommer kristendommen ved.

Men i grunden er disse spiseforordninger sære, når man betragter, at der i Anden Mosebog og Femte Mosebog fremsættes De Ti Bud, for af dem fremgår det jo klart af det 6. bud, at du må ikke slå ihjel. 

De Ti Bud er indiskutabelt det vigtigste budskab i Det Gamle Testamente. Det andet er leveregler, som kan have haft hygiejnisk, udviklingsmæssigt og socialt sigte.

Du må ikke slå ihjel. 

Det må vel så betyde, at du må ikke slå ihjel og derfor heller ikke kan spise noget, som du er nødt til at slå ihjel for at kunne spise det.

Men her træder der rent faktisk en bro ind mellem Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente, så ingen kristen skal gå og slå den anden kristne eller noget andet menneske i hovedet med, at det ikke må spise ditten og datten. Og at det ikke skal være det, der afgøre om man er kristen og ser op til Kristus.

For selvom vi kan læse i Det Nye Testamente:

Matthæus 5,19 Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.

Så kan vi også læse i Apostlenes gerninger, at evangeliet om Jesus Kristus (kristendommen) ikke kun er for jøder men for alle mennesker, man har altså ikke nødig at udvikle specielle kostregler:

Apostlenes Gerninger kapitel 10

I Kæsaren boede der en mand ved navn Kornelius, høvedsmand ved den såkaldte "Italienske hærafdeling"; han var en from mand, som frygtede Gud tillige med hele sit hus og gav folket mange almisser og stadig bad til Gud.

En dag, omtrent ved den niende time, så han tydeligt i et syn en Guds engel, som kom ind til ham og sagde: "Kornelius!"

Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: "Hvad er der, herre?" Engelen sagde til ham: "Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud som et ihukommelsesoffer. Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente en mand, der hedder Simon med tilnavn Peter. Han er gæst hos en garver ved navn Simon, der har sit hus ved havet."

Og da engelen, som talte til ham, var borte, kaldte han på to af sine tjenestefolk og en gudfrygtig soldat af dem, som stadig var om ham; og han fortalte dem det hele og sendte dem så til Joppe.

Den næste dag, da de var undervejs og nærmede sig til byen, gik Peter op på taget for at bede ved den sjette time.

Og han blev meget sulten og ville have noget at spise; og medens de lavede det til, kom der en henrykkelse over ham:

han ser Himmelen åben og noget dale ned; det lignede en stor dug, som ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden;

i den var der alle slags af jordens firføddede dyr og krybdyr og himmelens fugle. Og en røst lød til ham: "Stå op, Peter, slagt og spis!"

Men Peter svarede:"På ingen måde, Herre! jeg har jo aldrig spist noget vanhelligt og urent."

Og røsten lød atter, for anden gang, til ham: "Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for vanhelligt!"

Dette skete tre gange, og straks efter blev dugen taget op til Himmelen igen.

Medens Peter nu ikke vidste, hvad han skulle tænke om det syn, han havde haft, se, da havde de mænd, som var udsendt af Kornelius, spurgt sig frem til Simons hus og stod ved porten.

Og de råbte for at få at vide, om de havde en gæst dér, som hed Simon med tilnavnet Peter.

Og medens Peter grundede over synet, sagde Ånden: "Se, der er to mænd, som søger efter dig; stå op og gå ned og drag uden betænkning med dem; thi det er mig som har sendt dem."

Så gik Peter ned til mændene og sagde: "Se, jeg er den, som I søger; hvad er grunden til, at I er kommet?"

De svarede: "Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig mand, som har godt lov hos hele det jødiske folk, har af en hellig engel fået en åbenbaring om, at han skal lade dig hente hjem til sig og høre, hvad du har at sige."

Så bød han dem indenfor som sine gæster.

Dagen efter brød han op og drog bort med dem, og nogle af brødrene fra Joppe fulgte med ham.

Den næste dag kom de til Kæsaren. Og Kornelius ventede på dem og havde sammenkaldt sine slægtninge og nærmeste venner. Og just som Peter skulle til at gå ind, gik Kornelius ham i møde og faldt ned for hans fødder og tilbad ham. Men Peter rejste ham op og sagde: "Stå op" jeg er selv kun et menneske."

Og under samtale med ham gik han ind og finder mange forsamlede. Han sagde da til dem: "I ved, at det er utilbørligt for en jøde at omgås eller besøge nogen, som hører til et fremmed folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulle kalde noget menneske vanhelligt eller urent. Derfor kom jeg også uden indvending, da jeg fik bud derom; og nu vil jeg gerne vide: hvorfor har I sendt bud efter mig?"

Da svarede Kornelius: "For fire dage siden, just i denne stund, ved den niende time, bad jeg herhjemme i mit hus; og se, en mand stod for mig i en strålende klædning, og han siger: 'Kornelius! din bøn er hørt, og dine almisser er ihukommet hos Gud. Send derfor bud til Joppe og lad Simon med tilnavnet Peter kalde til dig; han bor som gæst i Simon garvers hus ved havet.' Jeg sendte så straks bud til dig, og du har gjort vel i at komme. Og nu er vi alle til stede for Guds åsyn for at høre alt, hvad der erbefalet dig af Herren."

Da tog Peter til orde og sagde: "Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personanseelse; men i hvert folk er den som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham; det er det ord, han sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre.

I kender det budskab, som har lydt over hele Jødeland, og som begyndte fra Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede, det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med Helligånd og kraft, ham, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham; og vi er vidner om alt, hvad han har gjort både i Jødeland og i Jerusalem, han, som de slog ihjel ved at hænge ham op på et træ. Ham opvakte Gud på den tredie dag og lod ham blive åbenbaret, ikke for hele folket, men for os, der ofrud af Gud var udvalgt til vidner, og som spiste og dram sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. 

Og han har pålagt os at prædike for folket og vidne, at han er den, som af Gud er bestem til dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn."

Endnu mens Peter talte således, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet. Og alle de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, blev ude af sig selv af undren over, at Helligåndens gave var blevet udgydt også over hedningerne; thi de hørte dem tale i tunger og prise Gud.

Da tog Peter til orde: "Skulle nogen kunne hindre disse i at blive døbt med vand, da de jo dog har fået Helligånden lige så vel som vi?"

Og han befalede, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Derefter bad de ham om at blive der nogle dage.

Når dette betones i Apostlenes Gerninger og gennem Jesus ord om, at det ikke er det, der kommer ind i jer, der er urent, men det, der kommer ud af jer, så ser jeg dette som tiltag, der sigter mod at undgå at folk splittes; altså et tiltag for at samle en kristen menighed, at lade dåben være åben for alle. 

Dette fjerner imidlertid ikke den grundlæggende lov, som Kristus kom, er og kommer for at opfylde.

Matthæus 5,19 Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.

 

Matthæus 5,20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

 

Ni Dage I Verdenstræet

 

De ni dage det åndelige væsen (Odin / Kristus) hænger på Verdenstræet ( Verdensasken ~ Verdensaksen ~ Verdensæteren ) - hvorfor er det lige ni og hvad betyder dage i denne sammenhæng?

Fra Det Første Testamente kender vi jo udtrykket Skabelsens syv dage. Første dag skaber Elohim Lyset. Anden dag skabes Himmelhvælvingen. Tredie dag skabes jorden og planterne. Fjerde dag skabes Sol, Måne og Stjerner. Femte dag skabes Fugle og Havdyr. Sjete dag skabes Landdyr og på denne sjete dag skabes også Mennesket i Elohims eget billede. På den syvende af Skabelsens syv dage hviler Elohim sig. Dermed kan vi også sige os selv, at dage her betyder noget andet, end det vi i dag kalder dag. En dag er for Elohim som tusinder og atter tusinder af år for os i dag. At Elohim bruger syv af disse æoner peger blot på skabelsen fra og med lyset - fra det store TOHUWABOHU. Hvad der ligger forud for dette, ligger før de syv nævnte dage, regnes ikke i tid, er før-tidigt. Selve jordklodevæsenets skabelse ligger hen i det dunkle. At jordklodevæsenets og menneskehedens skæbne hænger sammen fremgår ikke tydeligt ud fra Det Første Testamente. Det er kun indirekte præsent i de to testamenter.

Men hvorfor er det så ikke syv - men ni dage, der nævnes i forbindelse med Verdenstræet? Hvilke andre kilder nævner tallet ni? Det er der naturligvis mange kilder, der gør. Men to væsentlige instanser anvender dette tal. Den ene er den katolske kirke. Her opereres med et Engle Hierarki, der netop består af ni forskellige grupper af væsener, som igen kan inddeles tre og tre. Nederst i dette hierarki befinder de sig, som vi i daglig tale benævner som engle. Øverst befinder sig med hver deres egenskaber Keruberne, Serafim og Tronerne. Keruberne kender vi fra Det Gamle Testamente, som de, der vogter porten til Paradis.

Men også i den sufi-muslimske lære genfinder vi brugen af ni. Her er der blot ikke tale om hierarki, her tales der om sfære. Der regnes med kredse eller sfære. Der er ni åndelige sfære.

Så ni dage er sandsynligvis ikke bare ni dage. Men kan også betyde ni gange, hvor hver gangs dag dækker over et tidsrum, som for et overjordisk væsen måske forholdsmæssigt kan tilskrives at opfattes som en "dag", men for os i virkeligheden spænder over et meget større tidsrum i vores tilgang til verdensæterens tid. Korsfæstelsen eller Hængningen på Verdenstræet kan således ses som gentaget ned gennem ni hierarkier eller ni sfære. For endelig at nå til et indviet menneskes medoplevelse. Og selvom de ni sfære eller de ni hierarkier kun for et menneskeligt begrebsapparat er adskilt fra hinanden, men i virkeligheden ligger indfoldet i hinanden uden for tid og rum, så vil et menneskes bevidsthed bringe oplevelsen ind i et tidsperspektiv og opfatte det oplevede som t i d s r u m. Det der egentlig er vertikalt bringes ned i et horisontalt perspektiv. Tilbage står en følge af ni. Lad det da være ni dage. Nu er det begribeligt for hver mand, hver kvinde og hver træl.

 

Fra Fiskene til Vandbæreren

 

Fiskene i Det Nye Testamente er symbolet på kristi lidelses-tidsalder og korsfæstelsens mysterium. Fiskenes tidsalder. Engang vil vi måske finde hvilke symboler er dækkende for Martinus' indvarsling af Vandbærerens tidsalder, broderskabets, frihedens og overflødighedshornets tidsalder.

Det aramæiske sprog kan ikke oversættes så entydigt, som det er blevet af alverdens landes oversættere. Der sker en væsentlig fattiggørelse ved enhver oversættelse og meget af den oprindelige kosmiske visdom, indsigt og magi går tabt.

At der med benævnelsen af *Fiskene* er tale om symbolik, ses endvidere i dette symbolleksikon:

"Fisken er et centralt kristussymbol. På græsk hedder fisk ichthys, et ord, der i tidlig kristen tid blev opfattet som et akronym, dvs. at hvert bogstav i ordet svarer til begyndelsesbogstaverne (på græsk) af “Jesus Kristus Guds Søn Frelseren” (Iesous Christos Theou Hyios Soter). I tidlig kristendom anvendes fisken som Kristussymbol på gravsten og andre indskrifter. I bespisningsunderne i evangelierne (fx Johs. 6 og Matt. 14) er det brød og fisk, der mætter en stor skare. Men Jesus kan også opfattes som fiskeren, disciplene som “menneskefiskere” (Mark. 1, 17), der skal få stort dræt, dvs. omvende mange. Denne metafor viser en sproglig oplagthed hos Jesus: Den er skabt på stedet, og de første disciple var rigtige fiskere ved Genesaret Sø."

Det siger sig selv, at Jesus ikke i bogstavelige forstand ville kunne have bespist en stor folkeskare med to fisk. To fisk er nævnt, fordi det handler om symbolik. Jesus kommer som forløseren i Fiskenes Tidsalder. Fiskenes tegn er netop to modsatsvømmende fisk.

Det fortælles, at Jesus Kristus kunne ophæve tyngdekraften og dematerialisere sig. Men det var ikke disse egenskaber, som var det største af miraklerne. Det største mirakel var Alkærlighedsbudet. En bevidsthed som intet menneske når gennem et mirakel, før end det selv gennem lidelseserfaringer med hele sit væsen er blevet alkærligt.

Jesus Kristus kunne have gjort hvad som helst, men han gjorde ud fra min bedste overbevisning intet for at fremstå som en tryllekunstner.

Der ligger en dybere symbolik i de to første testamenter. En tidsånd kan du kalde det. Hele biblen er jo en art kodebog; hvor de interne referencer, der opstår, i den måde de bruger det sprog, biblen er skrevet i, slet ikke lader sig oversætte ved en oversættelse til et andet sprog. Det, der for os i en nordisk sammenhæng giver en poetisk mertilskrivning gennem enderim, bogstavsrim og indrim, var for datidens mennesker (det vil sige først og fremmest de indviede og de skriftkloge) meget mere sofistikeret. Fx er biblens sætninger ment som 'sang' og sætninger gentages alene for deres sangbarhed og for et spejlvendthedsprincip, som, på en ganske vist mere karikeret måde forud er set i ægypternes henvisning til at aftegne mange forhold i både deres verdslige som i deres åndelige positur - for at fortælle : At i den åndelige verden er alting spejlvendt/omvendt af i den blot fysiske verden, omend disse to verdener i virkeligheden ligger fuldstændig indforvævet i hinanden. I Biblen ses dette udtrykt på den måde, at alle de steder, hvor det er muligt at danne meningsfulde sætninger, der har en direkte og meningsbærende reference til en allerede udtrykt sætning, der gøres det - ud fra devisen: hvert bogstav, der står i en udtalt nedskreven sætning, forvandles i følgende sætning til en sætning, hvor hvert eneste bogstav i sætningen er en omvending af bogstaverne i den foregående sætning. Således ville de, hvis de fx havde skrevet ”Testamentet skal åbne jer” - ud fra ovenstående lovmæssighed og hvis det i øvrigt havde givet en indholdsmæssig, betydningsbærende merviden, skrevet "Iyjiåpyoiyi jråq aøoy syk" i den næstfølgende sætning - (ud over, at alle vokaler var uskrevne og indforståede i de skrevne konsonanter). Dette kan (tydeligvis) ikke lade sig gøre i det danske sprog, men i den oprindelige sprogdragt har det i mange tilfælde kunne give meninger, som har fået sætningerne til at udvide sig i mange artet merforståelse.

Det er forskellen på - på den ene side de to første og så det Tredie Testamente. De to første har en indbygget (og for det almene menneske) skjult logik, som har skullet skabe en følelsesmæssig åbning hos tilhøreren ved sin (næsten) absolut skjulte logíks fremmaning af et sprogligt mysterielandskab, der skal vække den religiøse følelse, kristuskimen.

I Det Tredie Testamente er logikken selve sagen og teksten er krystalklar og har ikke som sit første sigte at tale til følelsen - men at tale til det dagklare intellekt.

.................................................................................



Senere tilføjet indlæg om noget af samme emne: HER.

 

Atlantis, Lemurien & Tartaria

 

Det der her bliver nævnt om Tartaria som 'landingssted' for de fra Atlantis udvandrede, er interessant og i mine øjne sandt, omend det tidligere har været udtrykt mere præcist. Edgar Cayce og Rudolf Steiner har begge videregivet informationer om Atlantis. Der af fremgår det, at de indviede fra Atlantis trak sig ind i Tibet, hvor de virkede i det skjulte.

 

Den, der førte atlantiderne ud af Atlantiskontinentet, kaldes rigtig nok i det gamle testamente for Noah. Men egentlig hed denne indviede person Manu. En skikkelse, der er kendt under det navn både i Hopi indianernes legender og fra de indiske vedaer. Atlantiderne drog ikke kun ét sted hen. De indviede drog et bestemt sted hen. Men der var jo oprindeligt syv rodracer, hvoraf de to racer gik til grunde og de fem øvrige vandrede ud og bosatte sig i vidt forskellige retninger.

 

Noahs Ark er et sindbillede, som peger tilbage på, at Atlantis gik under i kraft af vandmasser. Ligesom Lemurien gik til grunde i flammer. Men udvandringen fra Atlantis er foregået længe før denne katastrofe og jeg er overbevist om, at den har foregået som en vandring over land.

 

De syv rodracer er nævnt i forbindelse med Atlantis. At jeg ikke kan finde dem nævnt før, kan hænge sammen med, at det først er på Atlantis, at mennesket begynder at nærme sig en form, der kan efterlade sig fysiske spor. Forskellen på en lemurisk bevidsthed og en atlantide bevidsthed er så markant, at det er svært at forestille sig, hvordan den forvandling dog er kommet i stand. Men tilstede har de naturligvis været FØR Atlantis, men da ikke som en udstencileret bevidsthed; ligesom der har været en tid, hvor dyr og mennesker har været en fælles bevidsthed, og mennesket helt ind til det enkelte menneske i en vis periode under Lemurien har været to-delt og har bestået af strålende lyssøjle opad til og en dyriske grotesk monster under-krop; denne bevidsthed og denne struktur ændrer sig/ forvandler sig, når den tid kommer, hvor muligheden for at åndsplanet folder sig ud i fysikalitet. Når den tid kommer, falder dyrene ud af den fælles dyrisk-menneskelige enhed. Således, at de dyr, der har mindst beslægtelse med det at være menneske, falder ud først og de, der står mennesket nærmest først inkanerer lige akkurat før menneskeheden begynder sin entre ind i den fysiske verden. Så når man taler om, at vi stammer fra dyrene, så er det på en underfundig måde både sandt og usandt.  Dyrene er et fald fra menneskestammen, som den danske forfatter Albert Dam udtrykker det.

 

I gamle udgaver af første testamente, står i forbindelse med Abrahams gravlæggelse nævnt om rodracerne; så bevidstheden om dem er naturligt nok helt konkret flyttet med ud fra Atlantis. Men mange kræfter i vores tid arbejder for at udviske al tale om race, hvilket jo er fuldt forståeligt i lyset af en holocaust-bevidsthed.

 

Anunnaki vedrører Gilgamesh. Denne form for mytologi kan anvendes af de instanser, der ønsker at gøre skabelsesberetningen mekanistisk og ekstraterrestikal. Når bevidstheden ønskes vendt bort fra åndens sande kraft. Enhver sådan model vil tiltale de, der bedst kan forstå skabelse som fysisk og håndgribelig proces i materie.

 

Forandringer af menneskets stuktur og forandringer af jordklodevæsenets struktur kan naturligvis godt forekomme at have sket ved en konkret indgriben helt ind i materien. Således at fx Saturn og Jupiter med deres bevægelser er kommet ind i meget jordnære baner, der har bevirket, at det liv, som vi i dag har på kloden - overhovedet har kunnet finde de rette betingelser - netop grundet i en sådan hændelse. Men da er det sket som en nødløsning (nogle ville synes bedre om at kalde det tilfældighed, men den gang ej), for ellers sker forvandlinger fortløbende når mennesket og jordkloden befinder sig i en hviletilstand imellem inkarnationerne.

 

Syndefaldet

Syndefaldet handler om at vågne og der er tale om en helt naturlig og nødvendig udvikling. Den "gift", det handler om, er ikke en materiel gift, men er et billede på, hvordan udviklingen af bevidstheden er en dødsproces for livslegemet. Vi ofrer noget af vores regenerationsevne for at højne bevidstheden. Derfor der tales om 'Livets Træ' og 'Kundskabens Træ'. Det, der  i  Det Gamle Testamente således kaldes ’syndefald’, betyder synd = udvikling & fald = stigning. Vi falder fra et himmelsk perspektiv ind i vores egen frihed, som er den nævnte øgede bevidst- og selvstændiggørelse. Det er rigtig nok ikke en paradisisk tilstand at gå igennem. Paradiset opleves i denne bevidsthedsudvikling kun momentant som glimt og erindringsglimt. Men det er en nødvendig vej, en nødvendig udvikling. At blive stående tilbage ville være den virkelige ’synd’ og et for menneskehedens udvikling – direkte onde.

Langfredag

Prøv at lytte til naturen, og kig dig tilbage over skulderen for at mindes alle de forgangne Langfredage - eller hvis hukommelsen er lidt rusten - så kig i en almanak (den hedder vist google for de fleste i dag), så vil du se, at der overvejende på Langfredag er dårligt vejr. Det kunne vi poetisk oversætte til, at naturen på denne dag græder helt ind til jordens inderste kerne. . . Og i schweizer-optik må dette jo så være en protestantisk opfattelse, som jeg ellers er en anelse modstander af, da min grundlæggende kristologik mere går i retning af den keltiske.

Sådan som den kommer til udtryk på den ene side af Jellingestenen (den sten hvor en sprød gut meget inspireret skrev det keltisk klingende ord GELWANE!) og

i

den just fundne guldkristus, som siges at være endda endnu ældre end Jellingestenen.

Og det med påskeharen og æggene ... refererer egentlig BÅDE til det gamle og det nye testamente. Haren render hurtigt over marken, ligesom Månen er den raskeste svend til at rutsje foran Zoodiak. Haren og Månen er således synonyme i eventyrets dragt. Månen er endvidere med sin rolle af at være skær af noget højere (SOLEN) JEHOVAS sfære, i det JEHOVA er GUD i det for datidens menneskers mulige opfattelsesniveau - nemlig den

laveste flig eller det laveste

skær af GUD.

Også det at spise lam ved påsketid er en gammel jødisk tradition som her smelter sammen med ofringen på korset, i det Jesus i Johannes Evangeliet omtales som Guds lam (som bærer verdens synder). Men hvorfor nu gøre det? Det virker hovedløst bare at overtage den jødiske tradition. Men sådan er det jo også med julen, hvor det er vikingernes vintersulsfest, der går videre under nyt flag. Det handler jo også i første omgang om, at lammet bliver ofret, det er dét, som er den væsentligste symbolske handling. Det oprindelige sigte med at ofre lammet var rigtig nok i den jødiske tradition at ære gud i forbindelse med flugten fra Ægypten. Men handlingen får med tiden også med sin konstante gentagelse karakter af at pege hen på ofringen på korset. Således bliver

Jesus af sine disciple opfattet som det skyldfri lam, der tager alle menneskers synd på sig. Men hvorfor skal vi æde Jesus, det kan man indvende, når det dermed glemmes, hvad Jesus sidste ord før korsfæstelsen var til sine disciple: spis dette brød, det er fra nu af mit legeme, drik denne vin, den er fra nu af mit blod. Det opfatter jeg på den måde, at blodet der render fra Jesus Kristus på korset forener sig med jordkloden, og at Jesus Kristus dermed i dén begivenhed bliver ét med og gennemtrænger alt jordisk,og at der intet vil være, som vi indånder eller indtager, som ikke har forbindelse til eller er gennemtrængt af Kristus. Mennesket modtager Kristus ved at indoptage ham helt konkret, det vil sige - det er hans skæbne at blive et med alle menneskers skæbne - derved er den højeste moral bragt til live i menneskene gennem det lodrette i korset, og i naturen ligger en sådan moral latent og venter på at også selve naturrigerne kristnes gennem det vandrette i korset. Klimakrisen kan ses som menneskeskabt, men kan også opleves som en åndelig vækkelse af jordkloden, at det ikke kun er hvad der bliver gjort, men også hvad der føles og tænkes, at mennesket ganske vist er medskaber . . men at det samtidig er hændelser, som er større end hvert enkelt menneske. At spise lam som symbol på Jesus som offerlam men også som konkret vished om hans iboende kraft er derfor kun en gengivelse af selve den pågående proces. Men som allerede nævnt - vender man sig til de apokryfe skrifter så vil vi imidlertid skulle undlade det af den simple årsag, at drab i sig selv er en negativ og uheldssvanger gerning.

Og hans gådefulde ord: Det er ikke, det, der kommer ind i Jer, der er urent, men det, der kommer ud af Jer, tror jeg ikke i den forbindelse yder et dækkende alibi.

Pilatus blev imidlertid tvunget til den grusomme handling af de ældste i det jødiske råd, der gjorde alt for at oppiske en stemning. Men han vaskede sine hænder. Og Judas ... måske var han den mest indviede af Jesu disciple. Den katolske mystiker Valentin Tomberg  skriver blandt andet, at Kristus har gennemgået flere

korsfæstelser forud for den jordiske.

Og deraf kan jeg få den tanke, at Judas er indviet og ved, hvad også hans mester Jesus Kristus véd forestår: Ofringen er nødvendig og forudsagt.

Ja, det vidste Jesus på forhånd, at den var, måske fordi, det netop var Judas' opgave. Men det er [ikke] sådan, det er udlagt i den tekst vi har tilbage i oversættelse. Men spørgsmålet er om der virkelig var tale om forrådelse - eller om opfyldelse.

Men hvor stammer semitterne fra, det er et interessant spørgsmål. Måske det samme sted fra - som arierne og de andre fem rodracer.

[Men måske er der netop kun tale om traditioner og symboler, måske ville Kristus det i virkeligheden helt anderledes, i hvert fald hvis vi tager det apokryfe skrift DE TOLV HELLIGES EVANGELIUM - som ord til andet stemmer overens med fx Lukas Evangeliet, men der til har de kapitler med, som ellers menes udeladt, og deraf fremgår det at Jesus-Maria var rødglødende dyreretsforkæmper, at han, ligesom det essæiske samfund han var født ind i, var full blown vegan!]

Månen,  der knytter sig til kvindens cyklus,  er således også på samme tid tilknyttet frugtbarhed - her især den frugtbarhed, der har med æggets cyklus at gøre. Haren bliver således opfattet som det frugtbare symbol for månens gang på jorden, måneharen, der farver æggene med sin hale og triller dem ned af regnbuen til menneskene.  Alt dette har således med frugtbarhed og dermed også med nyt liv og opstandelse. Og er således det fundament, som endvidere det nye testamente hviler på: Opstandelse, glæde og nyt liv.

Søjleskygger ved søjlen:

Buddha was not buddhist. Jesus was not christian. Muhammad was not muslim. They were teachers who taught love. Love was their religion.  

Men hvis Muhammed prædigede kærlighed, så var der åbenbart ikke rigtig nogle, der fik skrevet hans prædikener ned i koranen.

Handler den nærmest kun om barmhjert(el)ighed eller gør den det ikke; næstekærlighed er ikke grundtemaet i hverken koranen eller det gamle testamente. Men hvis du læser disse skrifter på den måde, så alt ære være til dig, og alle andre, der måtte læse øje for øje og tand for tand som sand kærlighed, især hvis det så også er noget, som at du praktiserer i din hverdag, kærlighed altså.

Retteligen bør det jo dog lige nævnes, at de 5 søjler ikke er forskrifter, som du finder nævnt som sådan i det skrift koranen er. Men alligevel så er det at sørge for, at alle har det godt (når ellers alle også betyder dine fjender og de såkaldt vantro)  en dyd, som hele menneskeheden dybest set har som (latent) mål. Ingen kan være fuldkommen lykkelig, så længe ét eneste andet menneske (eller væsen) lider. Og ikke bare et menneske i ens nabolag eller samfund, men et eneste menneske i hele verden. At klippe håret af ens spædbarn, når tid er, veje det på en vægt og give vægtværdien væk til de fattige i guld, det er helt sikkert også en fin og både æstetisk og etisk dyd, så længe den ikke bare forbliver et udvendigt aflad, som kun opleves som en afladspligt, for da er der jo bare tale om et hensigtsmæssigt skattesystem. Dog er jeg meget interesseret i at høre det eller de vers, hvor Muhammed akkurat ligesom Jesus Kristus siger, at du skal vende den anden kind til, når du bliver slået på den første, at du skal elske dine fjender som dig selv.

* Mine nerver er moseslovens ædle sten. *

*

Op gennem den mødrene linje i min familie har der været en tradition for varselsdrømme, særligt manifest forud for fødsel (og til tider også død), hvor det for min mormors og oldemors vedkommende stadig var sådan, at de drømte ikke bare navnet på den undfangne - men til tider også fik besked om, hvad eller hvilken person vedkommende tidligere havde været. Dette kom jeg atter i tanker om, da jeg i dag læste følgende skrevet af Valentin Tomberg:

"Before the soul reaches the region of actuality, it descends through the regions of imagination, inspiration, and intuition. In the past, this descent was not always hidden from the parents' consciousness, and it will not always remain so in the future. In the past, the birth process could be experienced consciously even before it reached the physical world. The descending being was recognized in suprasensory world. Thus it became possible to give the new earthly being a true name. The name expressed the knowledge revealed in the suprasensory world through that descending being. In the future, this faculty will reappear - especially in the East."

*