Fra Fiskene til Vandbæreren

 

Fiskene i Det Nye Testamente er symbolet på kristi lidelses-tidsalder og korsfæstelsens mysterium. Fiskenes tidsalder. Engang vil vi måske finde hvilke symboler er dækkende for Martinus' indvarsling af Vandbærerens tidsalder, broderskabets, frihedens og overflødighedshornets tidsalder.

Det aramæiske sprog kan ikke oversættes så entydigt, som det er blevet af alverdens landes oversættere. Der sker en væsentlig fattiggørelse ved enhver oversættelse og meget af den oprindelige kosmiske visdom, indsigt og magi går tabt.

At der med benævnelsen af *Fiskene* er tale om symbolik, ses endvidere i dette symbolleksikon:

"Fisken er et centralt kristussymbol. På græsk hedder fisk ichthys, et ord, der i tidlig kristen tid blev opfattet som et akronym, dvs. at hvert bogstav i ordet svarer til begyndelsesbogstaverne (på græsk) af “Jesus Kristus Guds Søn Frelseren” (Iesous Christos Theou Hyios Soter). I tidlig kristendom anvendes fisken som Kristussymbol på gravsten og andre indskrifter. I bespisningsunderne i evangelierne (fx Johs. 6 og Matt. 14) er det brød og fisk, der mætter en stor skare. Men Jesus kan også opfattes som fiskeren, disciplene som “menneskefiskere” (Mark. 1, 17), der skal få stort dræt, dvs. omvende mange. Denne metafor viser en sproglig oplagthed hos Jesus: Den er skabt på stedet, og de første disciple var rigtige fiskere ved Genesaret Sø."

Det siger sig selv, at Jesus ikke i bogstavelige forstand ville kunne have bespist en stor folkeskare med to fisk. To fisk er nævnt, fordi det handler om symbolik. Jesus kommer som forløseren i Fiskenes Tidsalder. Fiskenes tegn er netop to modsatsvømmende fisk.

Det fortælles, at Jesus Kristus kunne ophæve tyngdekraften og dematerialisere sig. Men det var ikke disse egenskaber, som var det største af miraklerne. Det største mirakel var Alkærlighedsbudet. En bevidsthed som intet menneske når gennem et mirakel, før end det selv gennem lidelseserfaringer med hele sit væsen er blevet alkærligt.

Jesus Kristus kunne have gjort hvad som helst, men han gjorde ud fra min bedste overbevisning intet for at fremstå som en tryllekunstner.

Der ligger en dybere symbolik i de to første testamenter. En tidsånd kan du kalde det. Hele biblen er jo en art kodebog; hvor de interne referencer, der opstår, i den måde de bruger det sprog, biblen er skrevet i, slet ikke lader sig oversætte ved en oversættelse til et andet sprog. Det, der for os i en nordisk sammenhæng giver en poetisk mertilskrivning gennem enderim, bogstavsrim og indrim, var for datidens mennesker (det vil sige først og fremmest de indviede og de skriftkloge) meget mere sofistikeret. Fx er biblens sætninger ment som 'sang' og sætninger gentages alene for deres sangbarhed og for et spejlvendthedsprincip, som, på en ganske vist mere karikeret måde forud er set i ægypternes henvisning til at aftegne mange forhold i både deres verdslige som i deres åndelige positur - for at fortælle : At i den åndelige verden er alting spejlvendt/omvendt af i den blot fysiske verden, omend disse to verdener i virkeligheden ligger fuldstændig indforvævet i hinanden. I Biblen ses dette udtrykt på den måde, at alle de steder, hvor det er muligt at danne meningsfulde sætninger, der har en direkte og meningsbærende reference til en allerede udtrykt sætning, der gøres det - ud fra devisen: hvert bogstav, der står i en udtalt nedskreven sætning, forvandles i følgende sætning til en sætning, hvor hvert eneste bogstav i sætningen er en omvending af bogstaverne i den foregående sætning. Således ville de, hvis de fx havde skrevet ”Testamentet skal åbne jer” - ud fra ovenstående lovmæssighed og hvis det i øvrigt havde givet en indholdsmæssig, betydningsbærende merviden, skrevet "Iyjiåpyoiyi jråq aøoy syk" i den næstfølgende sætning - (ud over, at alle vokaler var uskrevne og indforståede i de skrevne konsonanter). Dette kan (tydeligvis) ikke lade sig gøre i det danske sprog, men i den oprindelige sprogdragt har det i mange tilfælde kunne give meninger, som har fået sætningerne til at udvide sig i mange artet merforståelse.

Det er forskellen på - på den ene side de to første og så det Tredie Testamente. De to første har en indbygget (og for det almene menneske) skjult logik, som har skullet skabe en følelsesmæssig åbning hos tilhøreren ved sin (næsten) absolut skjulte logíks fremmaning af et sprogligt mysterielandskab, der skal vække den religiøse følelse, kristuskimen.

I Det Tredie Testamente er logikken selve sagen og teksten er krystalklar og har ikke som sit første sigte at tale til følelsen - men at tale til det dagklare intellekt.

.................................................................................



Senere tilføjet indlæg om noget af samme emne: HER.