Konditor Mose i Midterp- En mosaik om Albert Dam og de biografiske dele af hans forfatterskab især knyttet til konditortiden
[tekst af Robert Henningsson]
Egeløvs-vignet til Albert Dams debut-novelle Slud – trykt i Tilskueren 1905 [1]. Ingen kunne vel dengang vide, at netop egetræet skulle blive Dams skæbne.
Da Albert Dam i 1914, to år efter at jernbanen Rødkjærsbro-Kjellerup er blevet indviet, slår sig ned som konditor i Kjellerup, har han to udgivne romaner, ni noveller, en novellette, ni essays og to digte bag sig [2], og der skal gå endnu tyve år, inden han endelig får udgivet sin tredje roman Saa kom det ny Brødkorn, hvori Kjellerup iklædt navnet Midterp figurerer, og der iøvrigt naturligt nok optræder en konditor som bi-person. Det er her underfundigt at holde sig for øje, at der ikke er så langt fra dam til mose – eller fra mose til dam. Efternavnet Jensen fik Albert ved kongelig bevilling ret forudskuende slettet 9. december 1901 [3]. Oprindeligt hed han på fødegården Mosegård [4] i Virring, hvor han blev født 19. Oktober 1880: Niels Albert Dam Jensen [5]; navnet Dam kan vel således med en vis ret antages at have været en befæstning af – og henvisning til - fødegårdens navn:
”Kolonihavernes lange firkant var delt af fire lige gange. Baghavers træer og stykker af Midterps tegltage svulmede til den ene side. De dyrkede marker strakte sig forårsgrønt groende udenom. Ved vandtønden hvor de fire gange stødte sammen, stod en klynge. Det var en arv fra bondeforfædrene, at de skulde ud søndag eftermiddag i søndagstøjet for at se på avlen.” [...] ”Konditor Mose kom fra sin have, der var fyldt med senegræs, og sluttede sig til klyngen. Han pegede mod nogle bede med omvendte urtepotter, skærmet af udspændte sække og grenfletning, små kasser med glas over.” [6]
Dam havde rigtignok en kolonihave i Kjellerup [7], men mon ikke det først er, da han flytter til Silkeborg, og får have dér, at han begynder at dyrke tobak. Han udgiver nemlig i krigsårene to bøger om dyrkning og fremstilling af tobak [8]. Dog har han allerede haft med tobaksvarer at gøre i Kjellerup-årene; det berettes nemlig om konditor Dam, at:
”han solgte cigaretter enkeltvis til skolebørnene, det var fra realskolen på den anden side af torvet. De skulle over til ham for at købe cigaretter og der kunne de få en cigaret for 2 øre, tror jeg, måske var det 3 øre. Men det var ulovligt at gøre.” [9]
Men slet så fyldt med senegræs som konditor Moses kolonihave har Albert Dams stykke nok ikke været; Richard Bryde skriver nemlig om Albert Dam i Viborg Stifts Folkeblad den 22. Januar 1934:
”I en snes år har han opholdt sig i Kjellerup. Her har han dog kun vakt opmærksomhed på ét område, havedyrkningens. På dette er han som i litteraturen, mester. Han får det utroligste ud af sin jord.” [10]
At det er kolonihaverne i Kjellerup, der er tale om i ’Saa kom det ny Brødkorn’, vidner følgende:
”Han fortæller også om en mand der hed Hans Jensen, det kan være et fingeret navn, men han havde en kolonihave og det havde Albert Dam også, de var naboer. En dag sagde Albert Dam til Hans Jensen: ”Hvordan kan det gå til, at dine gulerødder står i pæne lige rækker?” ”Det er fordi jeg bruger en snor og en tommestok”, sagde manden. ”Nå, det går sådan til, så forstår jeg det også nu”. sagde Albert Dam.” [11]
Nu fortælles dette jo ganske vist lang tid efter, at bogen udkom, så det kan vel være svært at vide om realitet og fiktion løber sammen; men ihvertfald hedder hovedpersonen i Dams tredje roman Hans Peter, og optrinnet foregår således i romanen:
”Hans Peter spurgte ligeud, hvordan de kunde få deres sager til at stå så flot og regelmæssigt. De tøvede med at svare af respekt. Han var kommet som den usleste bondekarl til Midterp helt fra Højtofte og sad med den store Bruus' grovvarehandel. Sønnen Aage havde kun butikshandelen.
Blot konditor Mose pjevrede løs: Det kan de sagtens, når de måler med tommestok.
- Og hvordan kan I få det til at gro så kraftigt, spurgte Hans Peter.
- Alt det møg og posemøg de bruger, pjevrede Mose igen.
Ingen havde noget at svare dertil. Deres rygge bevægede sig med tilfredse sæt, da de samlet gik derfra. Konditor Mose trippede alene bagefter.” [12]
Selv benægter Dam ganske vist i et senere interview i Silkeborg Avis d. 14. oktober 1954, at byen Midterp er identisk med Kjellerup,13 men den topografiske lighed synes som nævnt bestemt til stede - ikke mindst for samtidens befolkning:
”En stor del af handlingen foregik i Kjellerup, han fortæller om en dreng, der trækker en ko til marked for sin far, han kommer trækkende med en ko op gennem Østergade. Drengen får behov for at tisse, og tænker på, hvordan han nu kunne komme til det, mellem alle de store huse, den arme dreng.” [14]
Det må være følgende passage, der her sigtes til; navnene Højrup og Tofteåen må da stå for henholdsvis Hørup og Tangeå:
”En skarp tagryg med to takker af skorstene, en til på hver side, en række. Andre tagrygge foran, en hel klynge. Skrånende røde tage og små skorstene i flere klynger. Det var Midterp på den anden side af dalen, og Højrup lå bag ham med et par halvt skjulte gårde til venstre. Så hurtigt han var nået hertil.
Koen fulgte villigt, den prikkende svien i klovene pinte trætheden væk. Den svære Højrup bakke, som de havde sådan respekt for, var let at komme nedad. Her stod korn og græs stateligt grønt, så langt fremme som ingen andre steder. Han trak for anden gang over Tofteåen. Der var et grimt hul midt i vejbanen. Broen var ellers flot med tilhugne kampesten og et svært jerngelænder.
Skønt det gik opad, var koen ikke træls. Der lå en stor og fin have til venstre, det var herredfogdens, efter hvad han kunde forstå.
Husene samlede sig i række på begge sider, butiksruderne skinnede blanke. Der var ingen åbning mellem husene. Hvor skulde han gemme sig hen, hvis han skulde forrette sin nødtørft.” [15]
Hørup bakke 2. oktober 2005
| 
Østergade set fra Tangeå 2. oktober 2005
|
Det er en meget minutiøs skildring af drengens og koens vej til markedspladsen, Dam giver; sjældent er en ko og dens måde at bevæge sig på blevet skildret så indgående i dansk litteratur, flere sider strækker denne vandring sig over. Det sees vel kun overgået i Dams eget prosastykke fra 1918, Tider går. [16] Men at en dreng trækker en ko så lang en vej, er ikke nødvendigvis noget, Dam henter ud af den blå luft; en samtidig beretning lyder:
”Det var Sørens far der skulle have en af sine køer leveret på kreatureksporten til Viborg. I stedet for at leje en vognmand til at køre den derop, tilbød Kristian, Søren og mig 5 kroner hver, for at trække koen de 20 km til dens bestemmelsessted.” [17]
Men det aktuelle forlæg for Dams beskrivelse af gåturen med koen og det derpå følgende mord er hentet fra en hændelse, der fandt sted en del år forinden – nemlig samme år som hans debutroman Mellem de to søerudkom i 1906. [18]”[…] 2. maj forsvandt en 15-årig dreng fra Hejlskov undervejs hjem fra en markedstur. Han blev fundet 18 dage senere, i en grøft i Sophie Amalie Skov, myrdet og frarøvet de 150 kroner, han havde fået som betaling for en ko.” [19]
Omslaget til 2. udgaven, som kom på Gyldendal 1964
| 
Fortsættelsen til debutromanen Mellem de to søer; udgivet posthumt på forlaget Hovedland 1988
|
I 1967 skal Dam dog gøre den topografiske lighed mellem Midterp og Kjellerup endnu mere tydelig, idet han da i bogen Menneskekår [20] bringer et afsnit betitlet Dagen – Skilderi fra Midterp, hvori både vejnavne, steder, personer (f.eks. optræder udlejeren af den ejendom familien Dam bor i under navnet Peter Lajer) og persongrupper træder genkendeligt frem som et gennemarbejdet skilderi af livet i og omkring konditoriet i Kjellerup; og hvad angår konditoriet og sin egen familie, må man sige, at Albert Dam i følgende passage fra skilderiet - ikke sparer på satiren, familielivet sættes helt ud på spidsen. Der synes iøvrigt at være en vis psykologisk indføling og rådvild forståelse for, hvorfor omverdenen og dens syn på konditoren måtte være, som det var:
”Fra skolens åbne port i torvets søndre side kom piger og drenge forsigtigt, de tøvede på begge sider af porten til de blev en flok. De foer frem med en tæt spids foran, de havde siddet indesluttet mellem en træbænk og et skråt træbord, de havde faret nervøst mellem hinanden på skolegårdens asfalt for lektierne huserede i deres hoved, nu havde de en ubændig trang til at sparke sig gennem den hinde af tvang som var efterladt om dem. I trippende rend stilede kilen mod torvets modsatte hjørne hvor konditoren stod i trekanten foran sin butiksdør. […] Hovedstrømmen kom i strakt rend mod konditorens hjørne og de havde det tag at de kunde vige ud til begge sider i farten. Original, Original, hviskede de med hvislende stemmer der trængte igennem. Konditoren stod med sænket hoved som en tyr der vil stange, og med en strøm op gennem sig, gennem lange strittende ben og gennem en kort og sammenbidt krop at han selv vilde tage tørnen alene. Flokken blev ved at springe tæt til og bøje af, hviske hvislende som det aldrig skulde få ende, og så var flokken uden videre kommet ind i butikken på begge sider af ham, de tog selv, rakte stykker frem mod ham, lagde pengestykker og kom helt om til ham bag disken. Han vilde roligt sige at de ikke måtte tage selv og ikke komme om bag disken men kunde ikke få det frem og snappede med stumme tynde læber. De foer mellem hinanden og om ham som han var et stykke træinventar, de snappede, lagde penge eller lagde ingen penge, og så var de alle blevet væk, på gulvet lå to negerkys trampet ud. Din Original, din Original, hvæsede hans kone mod ham i bagbutikken med sekskantet mund og hovedet knækket tilbage, deres tre pigebørn stod stramt bag hende, den ene efter den anden. Han blev et hoved højere end sig selv og gik skråt over gården mod bageriet.”
Ellers er en af de både omverdensgivne og topografisk bærende ramme-elementer i Dams tredje roman bygningen af et stort kraftværk; dette hænger helt tydeligt sammen med den samtidige anlæggelse af elværket i Tange, som han flere gange fra Kjellerup tog hen for at studere. Og som han ligeledes i 1920-21 fik publiceret to artikler om.[21]
I begyndelsen var Mod det ukendte Mål arbejdstitel til Saa kom det ny Brødkorn - men et andet af de værker, Dam senerehen arbejdede på, endte med i stedet at bære denne titel; men det udkom dog først 14 år efter hans død. Også i dét spiller Kjellerup en rolle. Denne gang er det, som i debutromanen, et hændelsesforløb Dam anvender. Et familiedrab, der på den tid stadig gik ry af. [22]
I begyndelsen var Mod det ukendte Mål arbejdstitel til Saa kom det ny Brødkorn - men et andet af de værker, Dam senerehen arbejdede på, endte med i stedet at bære denne titel; men det udkom dog først 14 år efter hans død. Også i dét spiller Kjellerup en rolle. Denne gang er det, som i debutromanen, et hændelsesforløb Dam anvender. Et familiedrab, der på den tid stadig gik ry af. [22]
Bogen udkom 1986 med 50 års forsinkelse. Hans Andersen skriver i Jyllands Posten 12. december 1986: ””Mod det ukendte mål” har bud om Johs. V. Jensens ”Danskere” og om Herman Bangs ”Haabløse Slægter”, og den har temaer fælles med tredivernes socialrealisme, med Erling Kristensen, Becker og Kirk, men den er i sin mangfoldighed, sin sproglige substans, sin vekslen mellem fremadskridende skildringer og sine essayistiske, lyriske stykker om livets lodrette beståen, noget helt for sig.”
| 
Albert Dam, fra foto på
Lokalhistorisk Arkiv i Silkeborg; arkivalia A167 lb.nr. 22-24. |
Kjellerup og omegn hørte i 30'erne paradoksalt nok til det område, hvor Albert Dams bøger havde den største kundekreds. Det fremgår af efterskriften i Mod det ukendte mål, hvor Bo Elbrønd-Bek med citeringer gennemgår den ellers af Dam makulerede korrespondance mellem forlægger Steen Hasselbalch og Albert Dam. I 1934 solgtes, ifølge en forlags-opgørelse, på landsplan ialt 747 eksemplarer af Saa kom det ny Brødkorn. Dam gjorde selv sit til at markedsføre bogen lokalt, idet han nemlig ved udgivelsen lod bogen optræde i konditoriets vinduer side om side med brød og andet godt. [23]
Selvom visse Kjellerup-borgere altså således havde erhvervet sig Dams tredje roman, var det ikke noget, han mærkede noget til i positiv forstand. Folk havde ganske vist bogen stående, men næppe fremme. Bogen kunne typisk stå i et aflåset glasskab. Det kunne hænde, at de ældste af børnene i et sådant hjem, fra de voksne fik opsnappet, at bogen regnedes for 'pornografisk', og altså bestemt ikke var lødig litteratur. [24]
Albert Dam havde en hård tid i Kjellerup. Hans første kone, som han kaldte Anna [25], døde og blev begravet i Virring, ved Fruering kirke. Han udmejslede selv hendes gravskrift. Men mange regnede ham lige godt ikke for noget. Man købte sjældent hans brød. Og købte man hans bog, var det bestemt noget, man nødigt talte om. [26] Efter eget udsagn skrev eller rettere tænkte han langsomt [27] og havde svært ved at få udgivet det, han med lang tids møje havde fået skriblet sammen. Men hvor mange manuskripter gennem tiden er blevet makuleret, ved man faktisk ikke. En del af dem må antages at ligge som fragmenter blandt de bunker af kladdepapirer, Det Kongelige Biblioteks Håndskriftssamling er i besiddelse af. [28]
Oven i hatten fornøjede flokke af børn sig med at løbe ind og ud af konditoriet. Dam var som regel så træg med at komme ud i caféen, drev efter eget udsagn forretningen med venstre hånd; sad og skrev i baglokalet, hvor bageriet lå i et (nu nedrevet) baghus; det var som fik han kilet en verdensevolution ind mellem to bogstaver, og når han endelig blev vækket af den kimende butiksklokke, fandt han ofte caféen tom. [29]
Selvom visse Kjellerup-borgere altså således havde erhvervet sig Dams tredje roman, var det ikke noget, han mærkede noget til i positiv forstand. Folk havde ganske vist bogen stående, men næppe fremme. Bogen kunne typisk stå i et aflåset glasskab. Det kunne hænde, at de ældste af børnene i et sådant hjem, fra de voksne fik opsnappet, at bogen regnedes for 'pornografisk', og altså bestemt ikke var lødig litteratur. [24]
Albert Dam havde en hård tid i Kjellerup. Hans første kone, som han kaldte Anna [25], døde og blev begravet i Virring, ved Fruering kirke. Han udmejslede selv hendes gravskrift. Men mange regnede ham lige godt ikke for noget. Man købte sjældent hans brød. Og købte man hans bog, var det bestemt noget, man nødigt talte om. [26] Efter eget udsagn skrev eller rettere tænkte han langsomt [27] og havde svært ved at få udgivet det, han med lang tids møje havde fået skriblet sammen. Men hvor mange manuskripter gennem tiden er blevet makuleret, ved man faktisk ikke. En del af dem må antages at ligge som fragmenter blandt de bunker af kladdepapirer, Det Kongelige Biblioteks Håndskriftssamling er i besiddelse af. [28]
Oven i hatten fornøjede flokke af børn sig med at løbe ind og ud af konditoriet. Dam var som regel så træg med at komme ud i caféen, drev efter eget udsagn forretningen med venstre hånd; sad og skrev i baglokalet, hvor bageriet lå i et (nu nedrevet) baghus; det var som fik han kilet en verdensevolution ind mellem to bogstaver, og når han endelig blev vækket af den kimende butiksklokke, fandt han ofte caféen tom. [29]
Passagen
mellem
torvet og
Albert Dams Plads.
2. oktober 2005
”Jeg vil tro vi var 20-25 børn i den karre dengang, så vi kunne nemt underholde os selv. Ind imellem gik det dog noget voldsomt til. Det er ikke let for så mange altid at enes, men en ting kunne vi altid blive enige om og det var at drille konditor Albert Dam, det var så let.” [30]
”Vi børn var slemme til at drille ham, når han arbejdede i bageriet, og han kunne blive noget så vred. Jeg husker, at han i bageriet også lavede chokolade i en flot kobberkedel der stod der.” [31]
Det må dog retfærdigvis siges, at Dams slik og wienerbrød ikke desto mindre har haft en vis tiltrækning på tidens ungdom:
”I den anden ende af gården gik det mere fredeligt til. Her havde konditor Albert Dam (1880-1972) sit bageri i en lav sidebygning til ejendommen i Søndergade 4.
Han fløjtede og sang til sit arbejde. Dette foregik som regel om formiddagen. Bageriet lå i plan med gården, og vinduerne ud mod gården stod ofte åbne med bundstykket så lav i forhold til gården, at vi børn med Dams tilladelse fra vinduet kunne følge arbejdet i bageriet. Der faldt af og til en godbid af til os fra en ende af en stang wienerbrød.
Selve butikken fandtes i forhuset til nr. 2, og i forbindelse med butikken var en lille lejlighed og et mindre lokale til konditoriet, her kunne der serveres kaffe og sodavand.
Adgangen til butikken skete fra gaden fra et trekantet rum, hvor der også var adgang til nabobutikken. Her i dette rum stod vi børn ofte – i læ for regn – og pjattede. Det skete, at vi fandt på at åbne butiksdøren, for derefter at styrte bort, når Dam på butiksklokkens alarm kom farende ud fra lejligheden for at få tag i synderen.” [32]
Baggården med aftegning fra bageriet.
2. oktober 2005 | 
Porten mellem baggården og torvet.
2. oktober 2005. |
”Lærer Stougård havde vi til regning, matematik og sløjd. Han var streng, men en dygtig lærer. Når der var frikvarter stod han gerne på trappestenen ved fordøren og holdt øje med os. Vi måtte ikke løbe for langt bort fra skolen. Vi kunne dog nå at løbe tværs over anlægget. Der lå et konditori hvor vi kunne købe slik. Det tilhørte Albert Dam, ...” [33]
På lørdagsmarkederne på torvet gik indtjeningen bedst for familien; disse dage blev deres dagligstue inddraget i caféen, og der blev solgt kaffe, kage og is.[34] En kop kaffe kostede i 1917 25 øre. Og selvom det var en afholdscafé kunne man dog godt få serveret øl – af den skattefri type.[35] Med hensyn til isen så havde Dams fire børn til opgave, imens de samtidig skulle læse lektier, at dreje på håndtaget til ismaskinen. [36]
Postkort fra Albert til Berthe og Jonna, stemplet 27.12.1916 i Birkerød. Kjellerup Konditori & Afholds Kafé sees i nederste række andet felt fra venstre. [Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.]
| 
Postkort fra Albert til Ane; sendt fra Jægersprislejren. [Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.]
|
”Dam havde en lille lejlighed og en lille stue, hvor man kunne gå ind og købe kaffe og spise de her kager han lavede. Der var meget lidt plads derinde.”[37]
Stuen lå altså ud til gaden, imens soveværelse og køkken lå ud mod gården; lokum med træk og slip havde de i kælderen, og på 2. sal var der også toilet-adgang. Øverst oppe i ejendommen var der sovekammer for pigerne på loftet, der ellers kun henlå som tørreloft. [38]
Helt og aldeles isoleret i social henseende har Albert Dam dog ikke været i Kjellerup - som i enhver landsby har der også været en niche for personer som han:
Helt og aldeles isoleret i social henseende har Albert Dam dog ikke været i Kjellerup - som i enhver landsby har der også været en niche for personer som han:
”Dengang anede vi ikke, at litteraturen allerede længe havde haft fast bopæl i Kjellerup. En af anlæggets bænke nærmest ved torvepladsen var gennem hele sommerhalvåret besat af fire-fem midaldrende mænd, der tog sig god tid til en snak om stort og småt fra dagen før, og om tidens og tilværelsens problemer, mens de fikserede de forbipasserende med vågne blikke og kommenterede med lune eller spidse bemærkninger. En nyhedsbørs altså, og et lille filosofisk værksted. En af dem var Albert Dam, hvis konditori lå lige på den anden side af gaden. Han havde i 1914 slået sig ned i byen og levede yderst stilfærdigt og ubemærket – bortset fra, at hans butik med kager, slik og isvafler havde jævnt god søgning. Ingen vidste, at han seks-otte år i forvejen havde udgivet et par romaner, for de var hurtigt blevet glemt.” [39]
Det kan også se ud til, at der ud fra stilling og stand må have været en vis form for interessefællesskab, indenfor den ejendom familien Dam beboede:
”Resten af ejendommen helt ned til hotellet, var ejet af en mand der hed Peter Christensen, normalt kaldet ”Per Lejer”. I disse lejligheder boede bl.a. arkitekt Nielsen, kriminalbetjent Erdmand Hansen, musikdirektør Kjær, redaktør Buchreitz, redaktør af Viborg Folkeblad, I.C. Christensen, Kjellerup Tidende, og ikke at glemme Albert Dam, konditor og forfatter. Ned mod Søndergade var der efter konditoriet en damefrisør, kaldet ”dame Jørgensen” med 2 døtre.” [40]
Det omtalte hotel er Schous Hotel, på daværende tidspunkt ejet af Breinholt Schou, der i 1919 mistede sin kone p.g.a. Den Spanske Syge. Schous Hotel og Albert Dams bageri delte baggård, og var på dén led egentlige naboer. Det kan synes sært, at to, der var naboer, og på en grum måde begge havde oplevet at miste deres ægtefæller indenfor de samme tre år, ikke kom til at lære hinanden mere venskabeligt at kende. Det kan skyldes kemi; Dams ”pornografiske” bogSaa kom det ny Brødkorn kan det af gode grunde ikke være, da den jo først udkommer 15 – 18 år efter de to kvinders sygdomsbevirkede dødsfald.
Dam skrev alle sine kladder og noter med håndskrift på alt tilgængeligt papir; når han fik nødigt at renskrive sine kladder til Saa kom det ny Brødkorn, lånte han sig til en skrivemaskine:
Dam skrev alle sine kladder og noter med håndskrift på alt tilgængeligt papir; når han fik nødigt at renskrive sine kladder til Saa kom det ny Brødkorn, lånte han sig til en skrivemaskine:
”Dam ejede ikke selv en skrivemaskine, men lånte af min far en skrivemaskine til at renskrive en del af bogen. Han hentede maskinen om aftenen, når min far ikke selv havde brug for den, og næste morgen afleverede han den så igen. Som tak herfor modtog min far et af de første eksemplare af den trykte bog, Dam havde signeret bogen med følgende ord:
”Hr. arkitekt A.P. Nielsen
med tak for maskinen som renskrev
de to sidste dele af bogen
Med ærbødigst
Albert Dam”” [41]
I Kjellerup må Albert Dam have medoplevet Jeppe Aakjærs ligfærd i april 1930. Han nævner også i et interview med Johs. Rasmussen i Vejle Amts Folkeblad d. 19. Januar 1963 at have truffet digteren Nis Petersen i Kjellerup-årene.[42] Måske har det bl.a. været i forbindelse med de hjemløses og arbejdsløses demonstrationstog i 1928?
”I 1928 besluttede de hjemløse at arrangere et demonstrationstog ned gennem Jylland og tværs over øerne til regeringen i København. Landevejens farende folk suppleret med arbejdsløse fra Nord- og Midtjylland satte hinanden stævne i Kjellerup. Herfra skulle toget udgå, stadig flere skulle slutte sig til undervejs, kommunerne skulle sørge for bespisning og overnatning. Om aftenen den 5. marts var jeg med far ovre på Skovbakken, hvor sognerådet havde sørget for gule ærter og flæsk til de sultne og halm på gulvet i salen til de trætte. Humøret var højt, med livlig palaver, enkelte korte taler, sange med både gode og rustne stemmer. En mand stod op på en stol og reciterede et digt – jeg er ret overbevist om, at det var ”vagabonden” Nis Petersen, som havde debuteret et par år før, og som senere slog sig ned i Laven ved Silkeborg.” [43]
Men sandsynligvis har de allerede kendt hinanden forud for dette tidspunkt. Under alle omstændigheder var Nis Petersen en genkommen gæst i Dams hjem i Kjellerup-årene.[44]
Til Politikens Ninka siger Albert Dam i et interview den 17. August 1969 - næsten 33 år efter sin konkurs - selverkendende om sit virke i Kjellerup:
Til Politikens Ninka siger Albert Dam i et interview den 17. August 1969 - næsten 33 år efter sin konkurs - selverkendende om sit virke i Kjellerup:
”I 1919 skrev jeg til Dansk Forfatterforenings leksikon – det var mens jeg drev det her konditori med den venstre hånds lillefinger, det dårligst drevne konditori, der nogen sinde har eksisteret i Danmark, jeg jagede jo alle kunderne bort, jeg smed dem ud, når de ikke behagede mig – ” [45]
Det kan dog være et udslag af kådhed, at han udtrykker sig sådan, til Vagn Lundbye synes han nemlig at have udtrykt sig noget mere moderat; Lundbye skriver:
”I betragtning af at han i næsten 25 år var bager i Kjellerup og i dette tidsrum kun udgav én bog (Så kom det ny brødkorn, 1934) var det nærliggende at spørge ham, hvordan han havde haft det med sig selv i dette lange tidsrum.
I vendinger, som tydeligt afviste en nærmere diskussion derom, fortalte han, at han havde bestræbt sig på at være en god håndværker, men selvfølgelig ikke havde kunnet undgå at mærke, at byen betragtede ham som en særling.
Dette havde han især mærket i 1934, da han udgav Så kom det ny brødkorn. Folk begyndte åbenlyst at snakke om ham, når han gik gennem byen, og hvad de snakkede om, havde han fået et lille uforglemmeligt indtryk af, da han en eftermiddag kom gående ned ad en stille villavej.
Han hørte da pludselig en barnestemme over sig sige: ”Det en doli’ bow do hår skrowen” – og da han så op, fik han øje på en 4-5 årig dreng, som hang på en gren, der ragede ud over fortovet.” [46]
Men Dam har også omtrent samtidigt udtrykt det således:
”Jeg kan huske stemningen i Kjellerup, da bogen ”Så kom det nye brødkorn” udkom, det var i 1934. Da sad børnene oppe i træerne og råbte: ”Det er en skidt bog, du har skøwn!” Og de voksne gik rundt og så på mig med miner, der tydeligt viste, at de mente, jeg var lige til indespærring. Det var helt selvfølgeligt, at Albert Dam, som de kendte så godt, ikke kunne have skrevet noget af betydning. Jeg er jo ikke klog og dreven, og det vidste de.” [47]
At Albert Dam aldrig har været rigtig velkommen i Kjellerup, og at han heller ikke har nydt nogen særlig hæder fra eftertidens Kjellerup, trods det, at hans litterære værk står som en helt unik skabelse indenfor dansk litteratur (han har f.eks. været nomineret til Nobels litteraturpris) [48] kan man se af den type omtale han får lokalt. Hans mindeplade med ordene:
skrevet med sorte typer på hvid marmor, ophængt i en smøge, hvor sidst jeg tilså pladen venstre hjørnes ophængsskrue manglede, pladsen opkaldt efter ham har ingen central placering - en baggård med parkeringsplads og vidt varierende flisebelægninger.
På Kjellerup-egnen hylder man - om man da overhovedet hylder litterære personligheder - hellere St.St. Blicher. Omend der i jubilæumsskriftet for herredsfoged Christopher Krabbe da har sneget sig et lille afsnit ind om Krabbes datter forfatterinden Margrete von Wildenradt Hankes Drielsma de Krabbe. I et lille provinssamfund som Kjellerup var det i begyndelsen af forrige århundrede ugleset ikke at sætte bibelens bogstav som aller højeste autoritet. Albert Dam var allerede før tilflytningen til Kjellerup udtrådt af folkekirken.[49] Men udover dette ansåes det af nogle for ukristeligt at få børn sammen inden man var gift. Således blev Albert Dam da også borgerligt viet med sin anden hustru den syvende marts 1917 hos en sognefoged, da deres kommende barn vel nok allerede var undfanget omkring november 1916. [50] [51] [52]
Albert Dams første kone, Ane Olesen (f. 16. juli 1882) [53], døde 4. maj 1916 af tuberkulose kun to år efter, at de havde bosat sig i Kjellerup [54]. Ane havde, i året før familien flyttede til Kjellerup, drevet et hjemmebageri i Brædstrup; således må Albert Dam formodes allerede at have haft en beværterbevilling, før de ankom til Kjellerup. I et interview ved Axel Holm i Aarhus Stiftstidende d. 30. September 1951 siger Albert:
skrevet med sorte typer på hvid marmor, ophængt i en smøge, hvor sidst jeg tilså pladen venstre hjørnes ophængsskrue manglede, pladsen opkaldt efter ham har ingen central placering - en baggård med parkeringsplads og vidt varierende flisebelægninger.På Kjellerup-egnen hylder man - om man da overhovedet hylder litterære personligheder - hellere St.St. Blicher. Omend der i jubilæumsskriftet for herredsfoged Christopher Krabbe da har sneget sig et lille afsnit ind om Krabbes datter forfatterinden Margrete von Wildenradt Hankes Drielsma de Krabbe. I et lille provinssamfund som Kjellerup var det i begyndelsen af forrige århundrede ugleset ikke at sætte bibelens bogstav som aller højeste autoritet. Albert Dam var allerede før tilflytningen til Kjellerup udtrådt af folkekirken.[49] Men udover dette ansåes det af nogle for ukristeligt at få børn sammen inden man var gift. Således blev Albert Dam da også borgerligt viet med sin anden hustru den syvende marts 1917 hos en sognefoged, da deres kommende barn vel nok allerede var undfanget omkring november 1916. [50] [51] [52]
Albert Dams første kone, Ane Olesen (f. 16. juli 1882) [53], døde 4. maj 1916 af tuberkulose kun to år efter, at de havde bosat sig i Kjellerup [54]. Ane havde, i året før familien flyttede til Kjellerup, drevet et hjemmebageri i Brædstrup; således må Albert Dam formodes allerede at have haft en beværterbevilling, før de ankom til Kjellerup. I et interview ved Axel Holm i Aarhus Stiftstidende d. 30. September 1951 siger Albert:
”Jeg havde Kone og Børn og var nødt til det. Iøvrigt døde min Kone, mens jeg var inde som Soldat. Det var hende, der var Hjemmebagerske. Jeg har været Soldat fem Gange, havde en døende Kone på Sygehuset, en fjollet Pige til at passe Bageriet og Børnene anbragt to Steder. Jeg troede, at jeg skulde have været to Aar i Kjellerup, men det blev 22. Jeg forstår det ikke selv. Det er, som om jeg aldrig har været der.” [55]
Og videre siger han:
” - Man har ikke Ret til at forlange aandeligt Tag over Hovedet. Faar man noget givet, er det en anden Sag. Jeg har ingen bestemte Meninger.
- Kommer De saa ikke til at flyde rundt?
- Jeg har jo altid flydt rundt.
- Der maa da være andet, der er noget ved, end Konditorkager og Tobak.
- Det med Konditorkagerne var en forbandet Pisk, jeg havde over mig, for jeg fik en ny Kone, saa jeg stadig stod med Familie. Det, som jeg vil kalde Sandhed, det er der i al Ydmyghed noget ved.”
Albert Dam søgte ved sin kones død en husbestyrerinde til at varetage hjem og bageri. Af kladderne til de svarbreve, han gav på de indkomne ansøgninger, fremgår det, at det var afgørende for ham at træffe ansøger personligt forud for ansættelse, han ville ikke ansætte nogen blot på et fotografi og en anbefaling. En overstreget linje i én af kladderne lyder: … og det kan maaske blive for meget lang tid. Og han afslutter med at skrive, at der jo heller ingen aftale er om løn eller den slags.[56] D.v.s. at det han egentlig inderst inde søger, er én til at gå ind i husholdningen på lige fod med den øvrige familie.
”Hvis De ikke skriver yderligere venter jeg Dem saa med Toget til Silkeborg Kl. 2,15, men hvis De har noget andet at foreslaa, saa vær saa venlig at skrive med det samme.
Men jeg tør ikke tage Dem til første Juli uden at have truffet Dem i forvejen, saa vil jeg hellere bevæge den unge Pige til at blive yderligere. Som De jo har skrevet er det en alvorlig Sag for mig hvem jeg faar til at tage sig af mine Børn […] ”[57]
”Men jeg kan nu komme ud til Silkeborg onsdag den 14’, og hvis De vil være der med Toget Kl. 2,15 skal jeg staa i Forhallen kendes ved sorte Handsker paa eller i Hænderne. Hvis der endelig skulde tilstøde mig et Uheld undervejs (jeg cykler dertil) og jeg kommer for sent saa vent blot i Forhallen eller lige udenfor Banegaarden, og De kan altsaa kende mig paa de sorte Handsker. De maa jo gerne komme hertil en af Pinsedagene men det synes De jo ikke om, alle Helligdage og den Slags er der mest at bestille her […] ”[58]
En af ansøgerne er Johanne fra Nørregade 19, Nykjøbing Mors, som underskriver sig Jonna Olsen. Albert skriver til hende:
”Jeg har Kjellerup Konditori i Kjellerup. Min hustru ligger paa Sygehuset her opgivet af Lægen. Pigen, jeg midlertidig har, kan jeg ikke beholde længere end til 1. Maj, og søger derfor af ovenforstaaende Grund en Husbestyrerinde. Jeg har hos mig en Datter på 3¾ Aar (en anden paa 1¾ er i Pleje hos sin Moster). Der er altsaa her: den Smule Mad til os tre, og at holde Huset istand (Butik, Stue, Sovekammer og en lille Serveringsstue) desuden at passe Butikken og den Smule Servering af Kaffe, Sodavand, Skattefri Øl, der bliver. Pigen, jeg har,overkommer det med Lethed, da Forretningen er meget lille, paa almindelige Dage 5 – 8 Kr.
Og jeg bager som Regel kun hveranden Dag og tager selv lidt af Butikssalget og Serveringen. Imellem har vi altsaa større Dage, Torvedage, Markedsdage.
Som Løn kan jeg give 18 Kr. Pr. Maaned. Maden til mig kan De sagtens lave, hvis De kan lave den saadan, at De selv er tilfreds med den. Og jeg maa endnu engang paapege, at Arbejdet er nemt overkommeligt.
Saafremt De efter disse oplysninger ønsker Pladsen (foreløbig til 1. Novbr.) bedes De skrive snarest.” [59]
Året efter sin første kones død får Dam trykt Rekviem i Gads danske Magasin. Heri stiller Albert Dam sig på gribende måde ansigt til ansigt med den døde i kapellet; der er ikke tale om nogen sentimental afsked, rekviemet vidner om den yderste grad af åndsnærværelse. Barnet, der indledningsvis medindrages, må være Berthe, da hun netop på daværende tidspunkt kan have været omkring de fire år:
”Hvorfor sover mor i sådan en lang én? – Og min datter slipper min hånd uden dog som før at løbe derhen.
Ved sin fireårs højde kan hun netop nå at se sin moders ansigt. Kun så kort. Med barnets sky ligegyldighed også for sovende trækker hun sig stille tilbage ud af kapellets dør.” [60]
Fire år efter Anes død får Dam trykt endnu en tekst, der omhandler hændelsen. Det er Rigor i Gads danske Magasin, januar 1920. Handlingen i Rigor foregår tættere på dødsøjeblikket endRekviem. De to tekster har et interessant berøringsfællesskab, i Rekviem hedder det:
”Og de lange måneders opiater har præpareret trækkene at holde sig i denne venten som en mumie. Men du er ikke stafferet ud med farver som mumier fra fordum.” [61]
Og de første linjer af Rigor lyder:
”Døren stejler op skåret hårdt i ægyptiske linjer smalle nedefter som for at lukke ude. De to ovale vinduer glaner rejste som et kattedyrs pupiller foroven i hver sin halvdel.” [62]
Tankevækkende er det, at den næste datter Dam får, tildeles navnet Isis. Tankevækkende er det også, at det netop er hende, der godt et halvt århundrede senere bliver den, der tager afsked med sin far på dødslejet på Remstruplund plejehjem i Silkeborg. [63]
I 1917 fik Dam sig altså sin anden kone i den ny-ansatte husbestyrerinde Johanne (f. 27. juli 1890) [64]. Af vielsesprotokollen fra sognefogeden i Lysgaard Herred fremgår det imidlertid, at både dåbs- og konfirmationsattest for Johanne lyder: Johanne Marie Kristensen. Hvordan det kan være, at navnet frk. Jonna Olsen en overgang inden vielsen anvendes, får da ind til videre stå som en gåde.
Albert var i 1915 atter udstationeret som soldat. Det var i Jægerspris, og togturen mellem Jægerspris og Kjellerup tog 15 timer. Det må have været en svær tid for ham med både børnene, konditoriet og en døende hustru. Derfor var der også i høj grad brug for én, der kunne bestyre foretagendet. Jonna, der søgte om stillingen d. 11. april, [65] blev ansat 1. maj 1916 og tre dage senere udåndede Ane. Albert og Jonna fandt da i løbet af året fortrolighed, støtte og lidenskab i hinanden. Julen 1916 tilbragte de hver for sig. Dams ældste datter, Berthe, var med Jonna til Nykjøbing Mors og Else blev hos Albert. Det er fra denne tid, de fleste breve omhandlende opbyggelsen af det nye forhold stammer. Albert Dam ønskede sig ganske tidligt flere børn med sin nye livsledsagerske. En kvinde er først rigtig tiltrækkende og smuk efter sit andet barn, fortæller han hende. Og står det til ham, er der ikke noget i vejen for, at de får to eller endog fire børn sammen. [66] Men omstændighederne omkring de ændrede forhold kan ikke have været uproblematiske, når man betænker samtidens moralkodeks. I brevene til Jonna berører Albert da også, hvor ømtåleligt emnet har været for hans slægtninge i Fruering.
Dam bragte døtrene Berthe (f. juli 1912) [67] og Else (f. 5. juni 1914)[68] med ind i ægteskabet, og sammen fik Jonna og han først Ole 11. august 1917 [69] og siden Isis 6. august 1919. [70]
Pigerne havde som nævnt værelse ud til gården helt øverst oppe i den bygning, hvor Kjellerup Konditori og Afholds Kafé lå, lige ud til Kjellerup torv. Ole har så sovet hos sine forældre, som havde stue og soveværelse ved siden af konditoriet. [71]
I 1917 fik Dam sig altså sin anden kone i den ny-ansatte husbestyrerinde Johanne (f. 27. juli 1890) [64]. Af vielsesprotokollen fra sognefogeden i Lysgaard Herred fremgår det imidlertid, at både dåbs- og konfirmationsattest for Johanne lyder: Johanne Marie Kristensen. Hvordan det kan være, at navnet frk. Jonna Olsen en overgang inden vielsen anvendes, får da ind til videre stå som en gåde.
Albert var i 1915 atter udstationeret som soldat. Det var i Jægerspris, og togturen mellem Jægerspris og Kjellerup tog 15 timer. Det må have været en svær tid for ham med både børnene, konditoriet og en døende hustru. Derfor var der også i høj grad brug for én, der kunne bestyre foretagendet. Jonna, der søgte om stillingen d. 11. april, [65] blev ansat 1. maj 1916 og tre dage senere udåndede Ane. Albert og Jonna fandt da i løbet af året fortrolighed, støtte og lidenskab i hinanden. Julen 1916 tilbragte de hver for sig. Dams ældste datter, Berthe, var med Jonna til Nykjøbing Mors og Else blev hos Albert. Det er fra denne tid, de fleste breve omhandlende opbyggelsen af det nye forhold stammer. Albert Dam ønskede sig ganske tidligt flere børn med sin nye livsledsagerske. En kvinde er først rigtig tiltrækkende og smuk efter sit andet barn, fortæller han hende. Og står det til ham, er der ikke noget i vejen for, at de får to eller endog fire børn sammen. [66] Men omstændighederne omkring de ændrede forhold kan ikke have været uproblematiske, når man betænker samtidens moralkodeks. I brevene til Jonna berører Albert da også, hvor ømtåleligt emnet har været for hans slægtninge i Fruering.
Dam bragte døtrene Berthe (f. juli 1912) [67] og Else (f. 5. juni 1914)[68] med ind i ægteskabet, og sammen fik Jonna og han først Ole 11. august 1917 [69] og siden Isis 6. august 1919. [70]
Pigerne havde som nævnt værelse ud til gården helt øverst oppe i den bygning, hvor Kjellerup Konditori og Afholds Kafé lå, lige ud til Kjellerup torv. Ole har så sovet hos sine forældre, som havde stue og soveværelse ved siden af konditoriet. [71]
”Noget helt andet var, at Dam var noget af en særpræget person i gadebilledet. Når han ikke var i bagertøj, gik han i ”plus four”, og de var ikke ret almindelige den gang. Jeg kan huske, at han havde nogle hjemmestrikkede lange strømper og brune sko på. Der var ikke et eneste menneske i Kjellerup, der kunne finde på at gå klædt som Dam. Han havde en datter og en gravhund, og når det blev hen på eftermiddagen, gik de tur sammen ad Aunsbjerg til. Det hørte til gadebilledet her i Kjellerup den gang, sådan var det, han var absolut en original. Sine sidste år boede han i Silkeborg, og der var han lige så stor en original. Han var en mand som jeg snakkede med mange gange, men han var en sjov størrelse at snakke med, han var så springende i det han fortalte, sludder og vrøvl var meget af det.” [72]
”Dam var noget af en enspænder natur, han blandede sig ikke med de øvrige af ejendommens beboere. Han elskede at gå lange ture, om sommeren med en sølvbeslået stok og stråhat.” [73]
Faktisk havde familien Dam, da de boede i Kjellerup, to gravhunde, som blev kaldt Gabs og Gunni. Den ene blev af og til påklædt kørt rundt i dukkevogn, men den anden blev flov over de narrestreger og rendte sin vej. Desforuden havde de en skildpadde; om sommeren tog de den med ud i kolonihaven, hvor den fik lov at bade i en vandtønde. Og som så mange andre børn havde Albert Dams børn da også om foråret syltetøjsglas med haletudser stående i vindueskarmen. [74]
Berthe, med hvem Albert senere førte en livlig brevkorrespondance, flyttede hjemmefra i 1937 – omkring den tid, hvor konkursen kom. Af korrespondancen er der bevaret 135 af de breve Albert sendte til Berthe, de breve, Albert modtog, brugte han angiveligt, som det meste af det papir han fik i hånden, til kladder. Brevene findes i Det Kongelige Biblioteks varetægt, og der har været en offentlighedsklausul på brevene – svarene til 25 år efter Dams død, d.v.s. ind til 1997. Bo Elbrønd-Bek har imidlertid i tidsskriftet Nordica gennemgået de dele af Dams breve, der direkte omhandler virksomheden tilknyttet hans forfatterskab. Når man læser Alberts breve, skal man dog ikke tage fejl af tonen; der er tale om et sprog, der fandtes internt i familien – Albert og de øvrige imellem; der kan derfor ikke stilles sådan noget som en diagnose eller på anden måde sluttes konklusioner på indholdet af brevene – for såvidt man ikke tager dette specielle familiesprog indlevet med i billedet. Albert Dam kunne i familiesammenhænge finde på i klagende toner f.eks. at sige: Jeg er bare en gammel luset mand. Men det er vendinger, der er en del af de sproglige kærtegn, der kan være i en familie; et sprog, hvor betoningen og hele den historie, man har levet sammen, spiller med på de strenge, der bliver slået an. Man kan derfor ikke, når denne tone videreføres i brevform – mellem to der inderligt og nært gennem mange år har været forbundet – blot tage indholdet og slutte ud fra det. [75] Dog skal det siges, at den nævnte måde at formulere sig på anskuelsesmæssigt passer fint overens med den livsholdning, forfatterskabet iøvrigt gennemsyres af: Manden som den receptive – og kvinden som det styrende, formende og opretholdende. Det er kvindens magt, at hun drager manden til sig. Selv da han var blevet halvfems år, mærkede Albert denne dragning med en styrke, kun få i den alder ellers realiserer. [76]
Berthe, med hvem Albert senere førte en livlig brevkorrespondance, flyttede hjemmefra i 1937 – omkring den tid, hvor konkursen kom. Af korrespondancen er der bevaret 135 af de breve Albert sendte til Berthe, de breve, Albert modtog, brugte han angiveligt, som det meste af det papir han fik i hånden, til kladder. Brevene findes i Det Kongelige Biblioteks varetægt, og der har været en offentlighedsklausul på brevene – svarene til 25 år efter Dams død, d.v.s. ind til 1997. Bo Elbrønd-Bek har imidlertid i tidsskriftet Nordica gennemgået de dele af Dams breve, der direkte omhandler virksomheden tilknyttet hans forfatterskab. Når man læser Alberts breve, skal man dog ikke tage fejl af tonen; der er tale om et sprog, der fandtes internt i familien – Albert og de øvrige imellem; der kan derfor ikke stilles sådan noget som en diagnose eller på anden måde sluttes konklusioner på indholdet af brevene – for såvidt man ikke tager dette specielle familiesprog indlevet med i billedet. Albert Dam kunne i familiesammenhænge finde på i klagende toner f.eks. at sige: Jeg er bare en gammel luset mand. Men det er vendinger, der er en del af de sproglige kærtegn, der kan være i en familie; et sprog, hvor betoningen og hele den historie, man har levet sammen, spiller med på de strenge, der bliver slået an. Man kan derfor ikke, når denne tone videreføres i brevform – mellem to der inderligt og nært gennem mange år har været forbundet – blot tage indholdet og slutte ud fra det. [75] Dog skal det siges, at den nævnte måde at formulere sig på anskuelsesmæssigt passer fint overens med den livsholdning, forfatterskabet iøvrigt gennemsyres af: Manden som den receptive – og kvinden som det styrende, formende og opretholdende. Det er kvindens magt, at hun drager manden til sig. Selv da han var blevet halvfems år, mærkede Albert denne dragning med en styrke, kun få i den alder ellers realiserer. [76]
 |  |
Til venstre Berthe og Albert; til højre Jonna, Albert og Berthe. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
Albert Dam var et moderne menneske – og langt forud for sin tid. De eksistentielle spørgsmål han gik og tumlede med, forsøgte han i sin litterære virksomhed at besvare helt ud fra sine egne individuelle åndskræfter; således fremstod der gennem hans hånd et ganske andet nuanceret verdensbillede, som man ikke førhen havde set magen til på dansk jord. Således siger Dam f.eks. i et interview med Hans Andersen i Jyllandsposten den 4. April 1965:
”Historien om de to arter, som så blodigt mødes i Kløftens folk bygger på min bestemte og afgørende idé, at alle abearter nedstammer fra en mennesketype – det samme sagde grækerne: ”Aberne er degenererede mænd”. I Kløftens folkhar jeg stillet de frafaldne gorillaer i kamp over for dem, som har holdt linien. Det er ikke så meget en degeneration, som det er et frafald, en svigten. Alle kan jo være lige så gode som mennesker.” [77]
Og i Arne Herløv Petersens fødselsdagsinterview fra Aktuelt to dage før Albert Dams fødselsdag samme år:
”Aberne startede som mennesker, men er faldet fra og har prøvet at tilegne sig dyrenes væsen, for det må man jo, hvis man vil begå sig. Men mennesket har trods al dets idioti prøvet at omdanne verden efter sig selv i stedet for at tilpasse sig.
I en kronik, jeg skrev for nylig, var der en illustration til. Den forestillede et sort pindsvin stillet over for en lys menneskehånd. Men for mig at se er det lige omvendt. Pindsvinene er de mest sagtmodige og blide dyr, der findes, mens mennesket er meget mørkere. Den første gang jeg så, at pindsvinene havde været vores fætre for 65 millioner år siden, græd jeg.” [78]
Synsvinkler og perspektiver der på original og indfølt måde hæver sig op over tidligere og nuværende tiders evolutionsteoretiske diskurser og diskussioner.
Dams ræsonnementer bygger ikke så meget på logiske følgeslutninger som på en instinktiv eller intuitiv viden. Hvorledes sådanne tanker kommer til veje, får man et indblik i gennem et nedskrevet båndinterview med billedhuggeren Hans Jørgen Nicolaisen:
Dams ræsonnementer bygger ikke så meget på logiske følgeslutninger som på en instinktiv eller intuitiv viden. Hvorledes sådanne tanker kommer til veje, får man et indblik i gennem et nedskrevet båndinterview med billedhuggeren Hans Jørgen Nicolaisen:
”Han talte blandt andet om Desmond Morris, hvis udviklingsteori var kommet på dansk, Dam havde på grund af sit svage syn læst bogen gennem sin store store lup, og fandt at det var noget vrøvl. ”Sådan er det ikke gået til”, erklærede han.”Hvordan kan du vide det?” spurgte jeg. ”Det kan jeg da for fanden da mærke herinde”, svarede han og slog sig på brystet.” [79]
Dog måske allerede bedre præciseret i en samtale Albert Dam havde med Claus Carstensen i 1966:
””- Kan man ved at fordybe sig i sin egen individualitet trænge ned til en hel kulturepokes inderste væsen”
” - Der er ingen anden vej. Vi må bevæge os gennem vort eget liv for at kunne forstå en tids udtryk. Vi er ikke anderledes end planter og dyr - de orienterer sig ud fra sig selv og kan kun stå i forbindelse med omverdenen på den måde.”” [80]
I Silkeborg står der en bronzebuste af Albert Dam – udført af netop ovennævnte Hans Jørgen Nicolaisen. Albert havde ellers haft en del modvilje, når det gjaldt portrættering via buste.
”Jeg tør dog heller ikke love noget bestemt efter nytår, jeg er bange for at se mig selv sådan sålænge jeg er i live, jeg er heller ikke så glad for buster, jeg synes de har slagside af intelligens (eller mangel derpå) fordi de ikke har en følende krop til at give harmoni.” [81]
Bronzebusten har gennem tiden haft forskellige placeringer; oprindeligt stod den først ved hovedindgangen, en overgang stod den så i musikafdelingen, men står august 2005 i bibliotekets læsesal. Ved indvielsen af skulpturen den 19. oktober 1969 var Jonna, Albert og deres tre døtre selv til stede. Han kunne samtidig fejre sin 89. års fødselsdag. Man havde ikke villet vente til den runde dag året efter – af hensyn til Dams høje alder og helbred. Borgmester Ernst Thomsen holdt afsløringstalen, og sagde bl.a.:
” […] jeg vil gerne give udtryk for min undren og respekt – simpelthen en undren over den udholdende konsekvens det langsigtede syn, Albert Dam har lagt for dagen i sit virke som skribent.” […] ”Hvor mangen anden efter de bedste års produktive kulmination kan være udskrevet, udbrændt, der tegner billedet af skribenten Albert Dam sig ganske modsat. Hos ham ser vi selv nu, i hans høje år, en blomstring, en sindets vældige udfoldelse, der må overraske enhver.” [82] ”Jeg behøver her blot at nævne hans nyeste bog ”Min mor og hendes sønner”, udkommet for et par uger siden, og den modtagelse, den har fået hos anmelderne. Det er denne vedholdende, ligefrem stædige udfoldelse, jeg tænker på, når jeg bruger ordene undren og respekt.” […] ”Lad busten da til sene tider fortælle mange besøgende I dette bogens hus om en bogens mand, hvis intensitet, konsekvens og billedskabende kraft må tælles blandt hans samtids største.” [83]
Der efter holdt Albert Dam gestikulerende med den ene hånd mod bustens sokkel en takketale, hvori han ud over at takke alle de involverede parter bl.a. sagde noget, der muligvis er blevet ham erkendbart på grundlag af en meget tidlig oplevelse omkring offentliggørelsen af sit allerførste digt i 1903, hvor en læser som reaktion indrykkede en satirisk klumpe-dumpe pastiche, som Dam tog til genmæle imod: [84]
”Det mest uheldige en kunstner, og specielt en skribent kan gøre, er, at give sig i lag med en polemisk strid med den eller dem, der bedømmer hans eller hendes arbejde. Den strid skal værket selv føre ud fra sin egen indre spændkraft.” [85]
Så fik forfatteren Else Faber som repræsentant for Dansk Forfatterforening ordet og sagde blandt en del poetiske sætninger:
” […] du gemte din kosmiske kraft for at lyse med dobbelt styrke, da tiden var inde. Man kan ikke hæfte nogen kunsterisk etikette på dig” [86]
Vennen Per Højholt ønskede Nicolaisen tillykke med det gedigne resultat af den meget vanskelige opgave at fiksere Albert Dam. [87] Og fremførte der efter, at Albert Dam jo selv havde betegnet sig som evighedsstudent. [88] Videre sagde Per Højholt:
”Man kan studere mennesker med indfølingsevne, med humor, med alvor, med patos – alle disse holdninger, dem forener Albert Dam i et. Busten skal svare til alle de forventninger, folk stiller til den – og den gør det, fordi det er god kunst, og fordi Albert Dam har stået model til den.” [89]
Til slut havde overbibliotekar Poul Skov også noget at føje til, han sagde bl.a. – om bronzebusten:
”Det er en fremragende gengivelse, og den kaster lige stor hæder over dens model og dens skaber. Det er modellens kraft og holdning, der har sat kunstneren i stand til at give udtryk for de indre kvaliteter.” [90]
To dage senere, den 21. oktober, blev der i biblioteket holdt en litteraturaften, hvor mag.art. Ib Johansen fortalte om Albert Dams forfatterskab. Dam var ved den lejlighed til stede. [91] Nicolaisen påstår, at Dam, inden mag’en skulle tale, skulle have sagt at ”de akademikere kan jo læse noget andet, end som det jeg skrev”. [92]
 | 
Silkeborg bibliotek 6. oktober 2005
|  |
Med ved litteraturaftenen var også den unge bibl.stud. Per Hofman Hansen, der netop havde sit første semester med praktisk biblioteksarbejde. Han gik hen til Albert Dam med sit eksemplar afMin mor og hendes sønner og bad om at få en dedikation i den, hvortil Dam med buldrende røst sagde: ”Hvad siger De?” 
Og Hofman måtte så råbe lige så højt tilbage, hvad hans ønske var, og ingen i salen var vel efter det i tvivl om, hvad den unge Hofman lettere rød i kammen dog ønskede sig af Albert Dam, der resolut tog sin Mont Blanc fyldepen og skrev en stor flot hilsen i bogen. Hofman fik iøvrigt mere end tyve år senere et samarbejde med Jens Frimann Hansen og Vagn Lundbye omkring Frimann Hansens bog om Albert Dams liv og forfatterskab. [93]
Nicolaisen lavede i alt 5 modelleringer af Dams hoved i størrelsesforholdet 1:1; det blev den sidste, der blev gjort anvendelse af; én af de andre original-modelleringer forærede Nicolaisen til en ven, der flyttede til Grønland – resten destruerede han. En lille 10 cm høj figur er dog stadig intakt. Dén lavede han på stedet – i Dams lejlighed, undtagelsesvis – da Jonna ellers ikke var så meget for det svineri med ler. Monica og Hans Jørgen Nicolaisen kom ofte senere end aftalt men ellers vistnok så nogenlunde regelmæssigt hen til Dams hver torsdag for at modellere og lave skitser. Den første gang havde de dog måttet gå forgæves, da Jonna var ude et ærinde – og Albert ikke rigtigt hørte, at nogen bankede.
Det var især Moncia, der tegnede. Hun lavede også en lille finurlig hel-figur af Albert; dén tilhører ligesom original-modelleringen af Hans Jørgen Nicolaisen – Silkeborg Kunstmuseum. ”Vi havde det så fandens sjovt sammen”, siger Nicolaisen om torsdagsmøderne, hvor der blev serveret kaffe, og Albert ifølge Nicolaisen drak sherry – for han var jo afholdsmand – imens Hans Jørgen fik whiskey eller vodka. Dam sad og skar grimasser, når han skulle portrætteres, han lignede i portrættørens øjne til tider en trold, og havde svært ved at sidde stille. Det mest vanskelige ved portrætteringen var øjnene, idet Alberts øjenlåg syntes så store og tunge, at øjnene kun sjældent såes helt åbne; han fik sådan et skulende blik. Var jo også så godt som blind. [94] Samarbejdet var således p.g.a. Nicolaisens aftaleforsinkelser og Dams modvilje mod stillesidningen [95] – ikke uproblematisk – men sikkert fuldt af dynamik og komik.
Silkeborg har naturligvis også en gade opkaldt efter den store myte-forfatter – Albert Dams vej ligger i digterkvarteret i Gl. Balle i den nordlige del af Silkeborg – vejen er en blind sidegade til Balle Kirkevej og ligger mellem Rasmus Mortensens Vej og Jacob Paludans vej; så det er ganske vist ikke en af de gader han har travet tynde, som f.eks. Århusbakken ud mod den gamle eg, som Dam måtte tilse hver dag, og dér tre gange måtte opleve at blive påkørt af bil, fordi han efterhånden hørte og så meget dårligt. [96]
Og Hofman måtte så råbe lige så højt tilbage, hvad hans ønske var, og ingen i salen var vel efter det i tvivl om, hvad den unge Hofman lettere rød i kammen dog ønskede sig af Albert Dam, der resolut tog sin Mont Blanc fyldepen og skrev en stor flot hilsen i bogen. Hofman fik iøvrigt mere end tyve år senere et samarbejde med Jens Frimann Hansen og Vagn Lundbye omkring Frimann Hansens bog om Albert Dams liv og forfatterskab. [93]Nicolaisen lavede i alt 5 modelleringer af Dams hoved i størrelsesforholdet 1:1; det blev den sidste, der blev gjort anvendelse af; én af de andre original-modelleringer forærede Nicolaisen til en ven, der flyttede til Grønland – resten destruerede han. En lille 10 cm høj figur er dog stadig intakt. Dén lavede han på stedet – i Dams lejlighed, undtagelsesvis – da Jonna ellers ikke var så meget for det svineri med ler. Monica og Hans Jørgen Nicolaisen kom ofte senere end aftalt men ellers vistnok så nogenlunde regelmæssigt hen til Dams hver torsdag for at modellere og lave skitser. Den første gang havde de dog måttet gå forgæves, da Jonna var ude et ærinde – og Albert ikke rigtigt hørte, at nogen bankede.
Det var især Moncia, der tegnede. Hun lavede også en lille finurlig hel-figur af Albert; dén tilhører ligesom original-modelleringen af Hans Jørgen Nicolaisen – Silkeborg Kunstmuseum. ”Vi havde det så fandens sjovt sammen”, siger Nicolaisen om torsdagsmøderne, hvor der blev serveret kaffe, og Albert ifølge Nicolaisen drak sherry – for han var jo afholdsmand – imens Hans Jørgen fik whiskey eller vodka. Dam sad og skar grimasser, når han skulle portrætteres, han lignede i portrættørens øjne til tider en trold, og havde svært ved at sidde stille. Det mest vanskelige ved portrætteringen var øjnene, idet Alberts øjenlåg syntes så store og tunge, at øjnene kun sjældent såes helt åbne; han fik sådan et skulende blik. Var jo også så godt som blind. [94] Samarbejdet var således p.g.a. Nicolaisens aftaleforsinkelser og Dams modvilje mod stillesidningen [95] – ikke uproblematisk – men sikkert fuldt af dynamik og komik.
Silkeborg har naturligvis også en gade opkaldt efter den store myte-forfatter – Albert Dams vej ligger i digterkvarteret i Gl. Balle i den nordlige del af Silkeborg – vejen er en blind sidegade til Balle Kirkevej og ligger mellem Rasmus Mortensens Vej og Jacob Paludans vej; så det er ganske vist ikke en af de gader han har travet tynde, som f.eks. Århusbakken ud mod den gamle eg, som Dam måtte tilse hver dag, og dér tre gange måtte opleve at blive påkørt af bil, fordi han efterhånden hørte og så meget dårligt. [96]
”Han var fysisk stærk bortset fra sansesvækkelsen, og især det dårlige syn var ved at slå ham til jorden, og var også skyld i hans sidste så dårlige tid. Stadig langsommere måtte han arbejde, med næsen næsten nede i papiret, hvor han skrev sin kladde med fyldepen. Og langsomt blev det hele ført ind med to fingre på en ældgammel skrivemaskine, der hele tiden truede med at ende sit liv førend han. Et ufatteligt arbejde for en mand godt op i firserne, må man mene, men det var gnisten, der holdt ham i live.” [97]
Albert Dam havde haft en drøm, hvori han fik at vide, at han ville leve lige så længe, han blev ved med at gå ud for at samtale med den mere end 900 år gamle eg, derfor tog han turen hver dag; men den sidste påkørsel fra en lastbil 2. september 1970 blev fatal, og han lå godt et halvt år i koma [98] – og i den langvarige tilstand fablede han tilbagevendende om genvordigheder og anfægtelser, han havde haft i sin tid i Kjellerup [99] - før han pludselig imod alles forventning vågnede op og var helt sig selv. Lægerne opererede ham da for hans dårlige syn, så det blev muligt for ham at læse igen, men de læderede ben kunne de ikke rede. [100]
Det var, som det allerede er fremgået, i Silkeborg, at Albert Dam for alvor slog igennem litterært. Der gik dog fjorten år, fra han flyttede fra sit konkursbo i Kjellerup til Silkeborg, før hans skriftproduktion tog udgivelsesmæssig fart. Imellemtiden udgav han så to håndbøger (og et tillæg) om tobak; noget der skulle optage ham resten af livet. For også i Silkeborg - på Århusbakken, som Århusvej kaldes af folk på egnen - havde Albert Dam jo en have; den lå blandt en række andre haver på den anden side af vejen lige overfor hvor Jonna og Albert boede, [101] Århusvej 28, 2. sal th. Her dyrkede Dam sin tobak, som hvert år blev høstet og hængt til tørre i nogle af de typisk brædde-tilgitrede kælderrum i boligblokken. De bedste af tobaksbladene blev rullet til cigarer, cerutter eller cigaretter; resten kom igennem kødhakkeren og endte i Alberts piber, dem havde han nemlig en del af, og til at holde styr på alle disse piber brugte han intet mindre end en gammel hjerneskal. [102] Den havde han fundet, da han i 1909 boede i København, hvor man netop gravede ud til Bispebjerg Hospital. Han påstod en menneskealder senere, at den stammede fra hans tip, tip, tip, tip o.s.v. oldemor.
Det var, som det allerede er fremgået, i Silkeborg, at Albert Dam for alvor slog igennem litterært. Der gik dog fjorten år, fra han flyttede fra sit konkursbo i Kjellerup til Silkeborg, før hans skriftproduktion tog udgivelsesmæssig fart. Imellemtiden udgav han så to håndbøger (og et tillæg) om tobak; noget der skulle optage ham resten af livet. For også i Silkeborg - på Århusbakken, som Århusvej kaldes af folk på egnen - havde Albert Dam jo en have; den lå blandt en række andre haver på den anden side af vejen lige overfor hvor Jonna og Albert boede, [101] Århusvej 28, 2. sal th. Her dyrkede Dam sin tobak, som hvert år blev høstet og hængt til tørre i nogle af de typisk brædde-tilgitrede kælderrum i boligblokken. De bedste af tobaksbladene blev rullet til cigarer, cerutter eller cigaretter; resten kom igennem kødhakkeren og endte i Alberts piber, dem havde han nemlig en del af, og til at holde styr på alle disse piber brugte han intet mindre end en gammel hjerneskal. [102] Den havde han fundet, da han i 1909 boede i København, hvor man netop gravede ud til Bispebjerg Hospital. Han påstod en menneskealder senere, at den stammede fra hans tip, tip, tip, tip o.s.v. oldemor.
”Hun lå i jorddyngerne blandt en masse sten. Jeg har fundet ud af, at hun må være omkring 7.000 år. Det er et kvindekranium. Hvordan jeg ved det? Fordi jeg helst vil have det!!! Og fordi hendes baghovede er typisk kvindeligt.” [103]
Resten af tobaksvarerne gemte han i et klædeskab; ikke til udelt glæde for Johanne. [104]
 |
Dam havde indrettet tørrerum i den sydlige ende af kælderen, Århusvej 28. Af bogen fremgår det, at han selv har flikket mange af sine redskaber sammen, og at han er kommet til sine erfaringer gennem eksperimenter og en fin fornemmelse for tobaksplantens natur og brugbare egenskaber.
Billedet til venstre er et sort/hvid foto, men egentlig er omslaget i farver. Af billedet til højre fremgår det, at bogen Hvorledes jeg laver CIGARETTER CERUTTER CIGARER har været dedikeret af flere omgange; den øverste dedikation er til journalist Bene Larsen, som Albert Dam en overgang bed skeer med. De var i interview-situationen ikke helt og aldeles på bølgelængde. Og Bene Larsen var i første omgang ved at opgive, men Dam insisterede på en gennemførelse. |  |
Berthe, Else og Isis overlevede alle deres far, men Ole døde allerede i 60’erne. Han havde lige siden barndomsårene været svagelig med en del lungeproblemer. [105] Han lå forud for sin død på en stor åben hospitalsstue sammen med en masse andre patienter. [106] I Dams roman Dag så lang fra 1954 synes sønnens tidlige død – langt forud for sine søstres – allerede forudgrebet. Ligesom den del af ungdomsoprøret, man kunne kalde den forgiftede nadver, hele det psykedeliske sidespor, også synes berørt i bogens midterste tilbageblik. Dette er måske ikke tilfældigt; ifølge forfatteren Vagn Lundbye talte Albert en del om hallucinogene stoffer, som han var dybt optaget af, selvom det vel at mærke ikke var noget, han selv fandt det nødigt helt konkret at forsøge sig med. [107] Albert Dams udgivelser i 50’erne og 60’erne blev da også til inspiration for den ny tids unge. Helt håndgribeligt opkalder beatgruppen Alrune Rod sig netop efter titlen på en Dam-fortælling, der udkom i bogen Syv skilderier på Gyldendal i 1962.
Der findes på Lokalhistorisk Arkiv i Silkeborg et foto, hvor Albert står i konditorforklæde med sin søn stående til venstre hvilende mod låret; såvidt jeg kan se, må billedet være taget fra det sted, der nu kaldes Albert Dams Plads. I dag ligger der en Imerco-butik dér, hvor konditori samt frisørsalon og barbersalon lå. Konditoriet eksisterede indtil 1977. Og selve bageriet er som nævnt nu revet ned. Ligesom kolonihaveforeningen, som Dam lader figurere i Saa kom det ny Brødkorn, for længst er lagt under muld; formodentlig blev den nedlagt få år efter, at familien forlod Kjellerup.
Der findes på Lokalhistorisk Arkiv i Silkeborg et foto, hvor Albert står i konditorforklæde med sin søn stående til venstre hvilende mod låret; såvidt jeg kan se, må billedet være taget fra det sted, der nu kaldes Albert Dams Plads. I dag ligger der en Imerco-butik dér, hvor konditori samt frisørsalon og barbersalon lå. Konditoriet eksisterede indtil 1977. Og selve bageriet er som nævnt nu revet ned. Ligesom kolonihaveforeningen, som Dam lader figurere i Saa kom det ny Brødkorn, for længst er lagt under muld; formodentlig blev den nedlagt få år efter, at familien forlod Kjellerup.
Afholdshjørne ved Imerco anno 2005
| 
Konditor Dam med Ole til venstre.
[Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.] |
Det var hos det næstældste af sine børn, Albert i en kort årrække efter sin konkurs måtte bo, Guldbergsgade 11. Den første årrække tjente han sine penge ved at lægge marker om til haver. [108] Det var her i Silkeborg, at han omkring fjorten år efter konkursen - i en moden alder og med stor ballast - for alvor foldede sine udviklingshistoriske tanker ud i et svimlende perspektiv. På dén led blev konkursen i Kjellerup, der tvang familien Dam til Silkeborg, hans held. 
Alt det vand, der strømmer gennem byen, al den skov, der omkranser den, alt sammen forener det sig og afgiver klang eller indeholder ro - de helt perfekte forhold for en kunst- og kurby; inspiration for digterisk ånd og musikalsk sind, lægedom for nerver og sjæl, billedskabende kræfter, der omhyller og giver hjertet fred til at sanse et kosmos af frugtbare visioner.
Alt det vand, der strømmer gennem byen, al den skov, der omkranser den, alt sammen forener det sig og afgiver klang eller indeholder ro - de helt perfekte forhold for en kunst- og kurby; inspiration for digterisk ånd og musikalsk sind, lægedom for nerver og sjæl, billedskabende kræfter, der omhyller og giver hjertet fred til at sanse et kosmos af frugtbare visioner.
Gudenåen efter slusen i Silkeborg.
6. oktober 2005: | 
Hjejlekiosken med sygehuset
i baggrunden. |
”Hans angst for at rejse var gennemgribende, og kun enkelte gange kom han ud de sidste år – til Århus i Studenterforeningen og til en prismodtagelse i København bl.a. Men nem var han ikke i dagene op til disse udfordringer.
Derimod elskede han at trave lange ture, let haltende efter et benbrud, og helst ud i skoven, hvor han kendte blomster, buske, - træer og fugle, som han viste mig, når jeg var med.” […] ”På disse ture kunne han gå halvmumlende for sig selv og forme ord, sætninger, som straks blev nedskrevet på små papirlapper, når han kom tilbage med en fjernhed i blikket, som viste, at nu var han fyldt med nye indtryk og tanker, som måtte formuleres. Ordene ville skrives, sådan mente han selv, og trangen til at formulere dem kom nådesløst indefra.” [109]
Guldbergsgade 11, 6. oktober 2005: Huset belagt med
gule mursten og tilført en sidebygning. Da de nuværende beboere sommeren d.å. renoverede gulvet, fandt de et skjult kælderrum, hvori stod en meget flot og stor brændeovn. [110] | 
Jonna og Albert foran det
hvidkalkede bindingsværkshus, Guldbergsgade 11, 1939. [Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg] |
Der ligger noget programmatisk i, at Albert Dams aller tidligste offentliggørelse er digtet Rytter. Dams kærlighed til cyklen kom til udtryk næsten hele livet ud. På dén drog han formodentlig til Tange, og så opførelsen af Tangeværket, ligesom han flere gange er cyklet tur-retur fra Kjellerup til Silkeborg – f.eks. med sin ældste datter cyklende ved siden af og den næstældste siddende i en cykelstol; [111] og senere hen, da de var flyttet til Silkeborg, cyklede han mange ture i skovene øst for Århusbakken – bl.a. sammen med sit barnebarn Ib, Isis’ søn. De to cyklede omkring i Silkeborgskovene i 50’erne og plukkede blåbær. Og af og til kom morfar og dattersøn helt ud forbi Naaege, Hårup og lyngbakkerne i Sejs. [112] Jo, cyklen var helt bestemt Alberts foretrukne køretøj. Som han skriver allerede 1903 i Rytter, vel nok Danmarks første futuristiske digt: ”Gud ske tak for cyklens rask rullende fart!” [113] Cyklen bliver da også først stillet til side, et årti efter at Dam i en alder af knapt halvfjerds år under en skøjtetur på isen ved Kalgårdsvig i 1948 ved et uheld brækker benet og må ind at ligge på sygehuset. Det er muligvis da, han får idéen til romanen Dag så lang. [114] Den handler om en gammel mand, der brækker benet under skøjteløb, kommer på sygehuset og er ved at dø og faktisk dør. Men det blev ikke Dams afsked med hverken livet eller den litterære scene, tværtimod synes hans efterfølgende værker at tage et udviklingsmæssigt spring. Herfra transcenderes Dams biografiske stof i højere grad og bliver til en mægtig komethale i et blussende forfatterskab. Albert Dam bliver både privat og offentligt brændpunkt for en række yngre kunstnere og især forfattere som Per Højholt (der ofte kommer på besøg hos Dam), [115] Poul Vad, Villy Sørensen, Vagn Steen og ikke mindst Vagn Lundbye – for hvem Dam bliver og stadig er af afgørende betydning. Jeg mener således at have hørt Lundbye i en radio-udsendelse sige, der går ikke en dag, uden at jeg har Albert Dam med i mine tanker.
I 1968 instruerer Lundbye en kort-film om og med Albert Dam. [116] Filmen kan lånes på folkebibliotekerne, og er aldeles anbefalelsesværdig. Albert Dam var forud for optagelserne, der foregik i og omkring hans og Jonnas hjem på Århusbakken i Silkeborg – og i øvrigt ved enhver lignende situation, han blev bragt i – temmelig pirlig og nervøs; han gik ud af furerne, når han skulle filmes eller interviewes. [117]
I 1968 instruerer Lundbye en kort-film om og med Albert Dam. [116] Filmen kan lånes på folkebibliotekerne, og er aldeles anbefalelsesværdig. Albert Dam var forud for optagelserne, der foregik i og omkring hans og Jonnas hjem på Århusbakken i Silkeborg – og i øvrigt ved enhver lignende situation, han blev bragt i – temmelig pirlig og nervøs; han gik ud af furerne, når han skulle filmes eller interviewes. [117]
”Når noget lykkedes, var han munter, nærmest euforisk og kunne danse rundt på gulvet. I modsat fald var han sort i ansigtet, - smækkede med glasdøren ind til sin stue, og vi børn krøb i ly hos vores milde mormor, der kunne se en smule plaget ud. Mange journalister fik han kyst væk eller gjort fuldstændig usikker, fordi hans humør kunne spænde over hele registret. Gammelt nag glemte han ikke, og han kunne blive fyldt med raseri over forkerte oplysninger og gamle billeder i aviserne – som sådan var han utrolig nidkær og selvcentreret.” [118]
Der kan for nogen måske synes at være en stor forskel på de romaner Albert Dam udgiver i århundredets begyndelse, og de han udgiver i den senere del. Men egentlig er det samme egenskaber, han gør anvendelse af. Nemlig det, der bedst kan karakteriseres ved hans eget udtryk den lodrette beståen – det, at det er muligt at sanse ned igennem alle tider. I sin første roman gør Dam anvendelse af en sådan sansningsmåde og kommer dermed med en udredning om, hvordan han oplever, at en hændelse, et mord, har fundet sted. Denne klarsansning bliver gennem forfatterskabet til stadighed uddybet. Således bliver den nære barndomskultur, udformet i dialektsprogets klædedragt, og så de fjernere fortids- (og fremtids-) kulturer to sider af samme kikkert. Dag så lang, der som nævnt udkommer første gang 1954 på Hagerups Forlag, er på mange måder stilistisk og sprogligt set Albert Dams ankomst til et fuldt moderne udtryk. Det er hans svendestykke. Stillet op mod og sat ud over – døden – sker der en sproglig levitation. Det er som om de sidste sandsække kastes, og letheden indfinder sig på trods af det ellers tunge emne: sygdom og død. Midterp optræder også her, men i et meget mere inderligt og intimt udtryk end tidligere i Saa kom det ny Brødkorn og senere i Menneskekår. Nok virker implementeringen umiddelbart mere fiktiv, men den sjælelige side af nederlaget og resignationen - blusser frem og viser et liv i fuld vitalitet, og på den måde virker beretningen som et mere ægte udtryk for den bagved liggende rørelse. Kompostionen er frisat i en sådan grad, at bearbejdede dele af et da endnu upubliceret prosa-digt (Her er digtet om brostenen) [119] ubesværet svinger sig ind i den stadigt voksende besyngelse på trods. I bogen berøres ganske flygtigt en ægteskabskrise eller i det mindste en rift eller en raptus i udkanten af det ægteskabelige liv – tilbage i tiden i Midterp. Albert gennemlevede i perioden oktober 1923 – januar 1930 øjensynligt en lignende sjælekrise i Kjellerup. [120] Men under og på tværs af hele det lange men intense tilbageblik på et levet liv, der gennem tilbageblikkets kraft først for alvor atter står dirrende fyldt af liv – går dette allerede tidligt i bogen formulerede spørgsmål:
”Gennem hvor mange led forfædre og mødre har den hensigt som skulde blive mig, sigtet frem til min fødsel, hvilke stråler fra verdensrummet er hidkaldt og har virket med til at jeg skulde fødes som mig selv, fra hvilke ukendte dimensioner har åndelige kræfter flydt ind i min forberedte fremkomst.” [121]
 |
Eksempler på Albert Dams genbrug:
Øverst et udkast til svar på ansøgning – nederst bagsiden af udkastet; en karakteristisk opskæring og genanvendelse af konditorpapir. [Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg] |
Evnen og trangen til at genbruge alting er et karakteristisk træk hos generationerne, der oplevede en eller begge af de to verdenskrige; og sådan var det også med Albert Dam – han reparerede alting, tøj blev stoppet og bødet, og var en hæl flækket, blev den repareret og skoen forsålet. [122]
| |
 |
[1] TILSKUEREN. Maanedsskrift for litteratur, samfundsspørgsmaal og almenfattelige,
videnskabelige skildringer. Udgivet af Vald. Vedel. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag,
København og Kristiania. 1905.
[2] Albert Dams forfatterskab – med en bibliografi. Jens Frimann Hansen. Silkeborg Biblioteks
Skriftserie, 14. Silkeborg Biblioteks Forlag, 1995.
[3] Vidensbyrd om Afgangseksamen for studerende.J.nr. 1991/59 A.nr. 167 lb.nr. 1-21/53
-KG/1972 A 167 lb.nr. 5. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[4] Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg, et foto af Mosegård viser, at der har været tale om en
anseelig gård. A 167 – 1991/59.
[5] Daabs-attest af 17. September 1894 for Niels Albert Dam Jensen, døbt 5. December 1880.
J.nr. 1991/59 A. nr. 167 lb.nr. 1-21/53 –KG/1972 A 167 lb.nr. 5. Lokalhistorisk Arkiv,
Silkeborg.
[6] Så’ kom det ny Brødkorn. Albert Dam. 2. udg. Gyldendal 25. september 1964. (Saa kom det
ny Brødkorn. Albert Dam. Hasselbalch, Kbh. 17. Marts 1934.)
[7] Samtale med Preben Schou, Kjellerup, februar 2004.
[8] Hvorledes jeg laver min Tobak. Odense, Flensted, 1941/ Hvorledes jeg parfumerer min
Tobak. Odense, Flensted, 1942. Tillæg til Hvorledes jeg laver min Tobak. / Hvorledes jeg
laver Cigaretter, Cerutter, Cigarer. Odense, Flensted, 1944.
[9] Jens Chr. Mortensen i Ung på Blicheregnen – bind 4. Mennesker, der har tilbragt deres
barndom eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1997.
[10] Den lodrette beståen. Red. Vagn Lundbye og Poul Vad. Gyldendalske Boghandel, Nordisk
Forlag A.S., København, 1980.
[11] Jens Chr. Mortensen i Ung på Blicheregnen – bind 4. Mennesker, der har tilbragt deres
barndom eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1997.
[12] Så’ kom det ny Brødkorn. Albert Dam. 2. udg. Gyldendal, Kbh. 25. sept. 1964.
[13] Den lodrette beståen. Red. Vagn Lundbye og Poul Vad. Gyldendalske Boghandel, Nordisk
Forlag A.S., København 1980.
[14] Jens Chr. Mortensen i Ung på Blicheregnen – bind 4. Mennesker, der har tilbragt deres
barndom eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1997.
[15] Så’ kom det ny Brødkorn. Albert Dam. 2. udg. Gyldendal, Kbh. 25. sept. 1964.
[16] Tider går. Tekster 1905 – 1920. Albert Dam. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S.
København 1970.
[17] Verner Vad i Ung på Blicheregnen – bind 7. Mennesker, der har tilbragt deres barndom eller
yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup Kunstforenings
Forlag, 2004.
[18] Mellem de to søer. Albert Dam, 1906. Genoptrykt på Hovedland, 1987.
[19] Knud Erik Pedersen i efterordet til I den firlængede gård, Albert Dam. Hovedland, 1988.
[20] Menneskekår. Afsluttende skilderier. Albert Dam. Gyldendal 1967.
[21] Gudenaacentralen ved Tange. Gads Danske Magasin. 1920./ Æventyret i Gudenaadalen.
Verden og Vi. 1921.
[22] Mod det ukendte mål. Albert Dam. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S. 1986.
[23] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[24] Samtale med Preben Schou, Kjellerup, februar 2004.
[25] 1915. Postkort fra “Jægerspris lejren” til familien i Kjellerup. A 167 lb.nr. 8. /J.nr. 1991/59 A.
nr. 167 lb.nr. 1-21. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[26] Samtale med Preben Schou, Kjellerup, februar 2004.
[27] Interview med Albert Dam, Silkeborg Avis d. 14.10.1954 – i Den lodrette beståen. En bog
om Albert Dam og hans forfatterskab. Red. Vagn Lundbye og Poul Vad. Gyldendalske
Boghandel, KBH. 1980.
[28] Samtale med Jens Frimann Hansen, oktober 2005.
[29] Samtale med Preben Schou, Kjellerup, februar 2004.
[30] Preben Schou i Ung på Blicheregnen – bind 6. Mennesker, der har tilbragt deres barndom
eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 2002.
[31] Gerda Nielsen i Ung på Blicheregnen – bind 5. Mennesker, der har tilbragt deres barndom
eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 2000.
[32] Orla Nielsen i Ung på Blicheregnen – bind 1. Mennesker, der har tilbragt deres barndom eller
yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1990.
[33] Ove Sten Andersen i Ung på Blicheregnen – bind 4. Mennesker, der har tilbragt deres
barndom eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1997.
[34] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[35] 1916 – 1917.BREVE TIL ALBERT DAMS HUSTRU JOHANNE OLSEN, A. 167 lb.nr. 10.
Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[36] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[37] Gerda Nielsen i Ung på Blicheregnen – bind 5. Mennesker, der har tilbragt deres barndom
eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 2000.
[38] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[39] Laurids Bindsløw i Ung på Blicheregnen – bind 1. Mennesker, der har tilbragt deres barndom
eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1990.
[40] Preben Schou i Ung på Blicheregnen – bind 6. Mennesker, der har tilbragt deres barndom
eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 2002.
[41] Orla Nielsen i Ung på Blicheregnen – bind 1. Mennesker, der har tilbragt deres barndom eller
yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1990.
[42] I interviewet med Johs. Rasmussen, d. 19.1. 1963, i Vejle Amts Folkeblad – siger Albert
Dam: “ – I mine Kjellerup-år kom jeg meget på biblioteket i Viborg. Her lærte jeg bl.a.
redaktøren og forfatteren Richard Bryde at kende, som har skrevet flere romaner,
digtsamlinger og en Nis Petersen-bog. Og Nis Petersen selv.” Her citeret fra café Existens,
nr. 30, 2 – 1986. I: En digter og en modstandsmand. Historisk Forening for Herning
Kommune, 1994 – skriver Meta Hareskov, at Nis Petersen i tyverne i perioder boede hos
sin søster og sin svoger, hvor han en tid var skotøjsarbejder(!) Og så kom han i øvrigt rigtig
nok i redaktør Richard Brydes hjem og på byens bibliotek; så det er nærliggende at
antage, at Dam måske har mødt Nis P. første gang allerede i begyndelsen af tyverne.
[43] Laurids Bindsløw i Ung på Blicheregnen – bind 1. Mennesker, der har tilbragt deres barndom
eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1990.
[44] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[45] Den lodrette beståen. Red. Vagn Lundbye og Poul Vad. Gyldendalske Boghandel, Nordisk
Forlag A.S., København 1980.
[46] Den lodrette beståen. Red. Vagn Lundbye og Poul Vad. Gyldendalske Boghandel, Nordisk
Forlag A.S., København 1980.
[47] DEN TREDIE ALDER, nr. 2, marts 1967, Ældre-klubbernes Samvirke.
[48] Knud Erik Pedersen i Bogens Verden, nr. 5, november 1995.
[49] B 47 – 7012, Lysgaard Herred m.v. – 1919. Protokol for indgåelse af borgerligt ægteskab,
1871 – 1918, side 17. Landsarkivet Viborg.
[50] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[51] Arkivsign B 47 – lb.nr. 7012, Lysgaard Herred m.v. – 1919. Protokol for indgåelse af
borgerligt ægteskab, 1871 – 1918, side 17. Landsarkivet Viborg.
[52] Arkivsign. C 258, lb.nr. 10. Ministerialbog for Hørup Sogn. Hørup fødte 1906 – 1922, side 69,
nr.14. Landsarkivet Viborg.
[53] Daabsattest af 26. April 1913 for Ane Olesen, hjemmedøbt Virring Mark, 6. August 1882.
J.nr. 1991/59. A. nr. 167 lb.nr. 1-21. 53-KG/1972 – A 167 lb.nr. 5. Lokalhistorisk Arkiv,
Silkeborg.
[54] Albert Dams forfatterskab – med en bibliografi. Jens Frimann Hansen. Silkeborg Biblioteks
Skriftserie, 14. Silkeborg Biblioteks Forlag, 1995.
[55] Her citeret fra: EN PROFETS SISYFOSKVALER. Dokumentarisk montage om Albert Dam – af
Bo Elbrønd-Bek. Nordica – tidsskrift for nordisk teksthistorie og æstetik – Bind 9, 1992.
[56] 1896 – 1930. DIVERSE BREVE. A 167, lb.nr. 6. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[57] 1896 – 1930. DIVERSE BREVE. A 167, lb.nr. 6. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[58] 1896 – 1930. DIVERSE BREVE. A 167, lb.nr. 6. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[59] 1916-1917. BREVE TIL ALBERT DAMS HUSTRU JOHANNE OLSEN. A 167 lb.nr. 10.
Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[60] Tider går. Tekster 1905 – 1920. Albert Dam. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S.
København 1970.
[61] Tider går. Tekster 1905 – 1920. Albert Dam. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S.
København 1970.
[62] Tider går. Tekster 1905 – 1920. Albert Dam. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S.
København 1970.
[63] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[64] Hedvig, Silkeborg Kirkegårde Og Krematori, Vestergade 100, 8600 Silkeborg.
[65] 1916 – ANSØGNINGER OM STILLING SOM HUSBESTYRINDE HOS A.DAM. A 167 lb.nr. 9.
Lokalhistorisk arkiv, Silkeborg.
[66] Brevudkast til Jonna. 1916 – 1917 DIVERSE BREVE. A 167 lb.nr. 11. Lokalhistorisk Arkiv,
Silkeborg.
[67] Fredag d. 2. juli 1915 afsender Albert Dam et fødselsdagskort fra Jægerspris til Kjellerup –
med en lykønskning af sin datter Berthes treårige fødselsdag. POSTKORT FRA
“JÆGERSPRISLEJREN” TIL FAMILIEN I KJELLERUP. A 167, lb.nr. 8. J.nr. 1991/59 A.
nr. 167 lb.nr. 1-21. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[68] Arkivsign. C 400 – lb.nr. 10. Ministerialbog for Ring 1912 – 1922. Side 53, nr. 7. Else Kirstine
Dam født 5. Juni 1914 i Brædstrup; forældre: Forfatter Cand.phil. Niels Albert Dam
og hustru Ane Olesen. Daabsdagen 9. August. Sognepræsten i Kirken. Landsarkivet Viborg.
[69] Arkivsign. C 258 – lb.nr. 23. Ministerialbog for Hørup Sogn. Hørup Fødte 1906 – 1922, side
69, nr. 14. Ole Ankjær Dam, født ll. August 1917. Forældre: Konditor Niels Albert
Dam og Hustru Johanne Marie Kristensen, Kjellerup. Daabsdagen 9. September 1917 i
Kirken. Sognepræst Johansen i Levring. Landsarkivet Viborg.
[70] Arkivsign. C 258 – lb.nr. 23. Ministerialbog for Hørup Sogn. Hørup Fødte 1906 – 1922, side
177, nr. 12. Isis Merete Dam, født 6. August 1919. Forældre: Konditor Niels Albert
Dam og Hustru Johanne Marie Kristensen, Kjellerup. Daabsdagen 16. August 1919 i
Hjemmet. Pastor Thiel Dalsgård.
[71] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[72] Jens Chr. Mortensen i Ung på Blicheregnen – bind 4. Mennesker, der har tilbragt deres
barndom eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1997.
[73] Orla Nielsen i Ung på Blicheregnen – bind 1. Mennesker, der har tilbragt deres barndom eller
yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup Kunstforenings
Forlag, 1990.
[74] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[75] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[76] Samtale med Jacob Haugen Sørensen, 28. oktober 2005.
[77] café Existens – nr. 30, 2. 1986.
[78] café Existens - nr. 30, 2. 1986.
[79] Cras. Tidsskrift for kunst og kultur.Llll Silkeborg Kunstmuseums Forlag. 1988.
[80] Digtere i Forhør 1966. Samtaler med 12 danske forfattere ved Claus Clausen. Gyldendalske
Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København 1966.
[81] Brev fra Albert Dam til fotograf og musiker Johannes Jensen 17. August 1967. Lokalhistorisk
Arkiv, Silkeborg.
[82] Silkeborg Avis, 20. oktober 1969.
[83] Fra borgmester Ernst Thomsens maskinskrevne tale 17. oktober 1969 – Lokalhistorisk Arkiv,
Silkeborg.
[84] Albert Dams forfatterskab – med en bibliografi. Jens Frimann Hansen. Silkeborg Biblioteks
Skriftserie, 14. Silkeborg Biblioteks Forlag, 1995.
[85] Silkeborg Avis, 20. oktober 1969.
[86] Forfatteren, medlemsblad for Dansk Forfatterforening, november 1969, 5 – 28. årgang
[87] Jysk Aktuelt 20. oktober 1969.
[88] Silkeborg Avis, 20. oktober 1969.
[89] Silkeborg Avis, 20. oktober 1969.
[90] Silkeborg Avis, 20. oktober 1969.
[91] Silkeborg Avis, 22. oktober 1969.
[92] Samtale med Hans Jørgen Nicolaisen, 1. september 2005.
[93] Samtale med Per Hofman Hansen, 4. oktober 2005.
[94] Samtale med Hans Jørgen Nicolaisen, 1. september 2005.
[95] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[96] Samtale med Inge Dam, 30. august 2005.
[97] Albert Dam fra Kjellerup – konditor og digter. Kronik af Inge Dam, Fyens Stiftstidende, 23.
maj 1998.
[98] Samtale med Inge Dam, 30. august 2005.
[99] Samtale med Inge Dam, 31. oktober 2005.
[100] Samtale med Inge Dam, 30. august 2005.
[101] Samtale med Ib Wienberg, 12. oktober 2005.
[102] Samtale med Ib Wienberg, 21. august 2005.
[103] DEN TREDIE ALDER, nr. 2, marts 1967. Ældre-klubbernes Samvirke
[104] Samtale med Ib Wienberg, 21. august 2005.
[105] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[106] Samtale med Inge Dam, 31. oktober 2005.
[107] Palindromos eller Columbos sidste rejse interview med Vagn Lundbye i Bogens Verden
1995 nr.3 ved Bo Elbrønd Bek.
[108] Samtale med Inge Dam, 30. august 2005.
[109] Albert Dam fra Kjellerup – konditor og digter. Kronik af Inge Dam i Fyens Stiftstidende, 23.
Maj 1998
[110] Samtale med Birgit Lysdal, 6. oktobert 2005.
[111] Dagbog – september 1924 – januar 1930. J.nr. 1991/59 A. nr. 167, lb.nr. 1-21.
Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg
[112] Samtale med Ib Wienberg, 21. august 2005.
[113] Rytter i Skanderborg Amts Avis, 10. August 1903. Optrykt i Den lodrette beståen. En bog
om Albert Dam og hans forfatterskab. Red. Vagn Lundbye og Poul Vad. Gyldendal, 1980.
[114] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[115] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[116] Albert Dam. En dansk forfatter. Film. Manuskript og instruktion – Vagn Lundbye. Produceret
af Kortfilmrådet. Premiere 16. april 1969.
[117] Samtale med Inge Dam, 30. august 2005.
[118] Albert Dam fra Kjellerup – konditor og digter. Kronik af Inge Dam, Fyens Stiftstidende, 23.
maj 1998.
[119] DIGTCYKLUS 1925 – 29: HER ER DIGTET OM BROSTENEN. Albert Dam. Café Existens.
Tidsskrift för nordisk litteratur, nr. 30, 2 – 1986.
[120] To dagbøger, 7. oktober 1923 – 28. august 1924 & 1. september 1924 – januar 1930. J.nr.
1991/59 A.nr. 167, lb.nr. 12. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[121] Dag så lang. Albert Dam. Hagerups Forlag, 2. udgave 1964.
[122] Samtale med Inge Dam, 7. december 2005.
videnskabelige skildringer. Udgivet af Vald. Vedel. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag,
København og Kristiania. 1905.
[2] Albert Dams forfatterskab – med en bibliografi. Jens Frimann Hansen. Silkeborg Biblioteks
Skriftserie, 14. Silkeborg Biblioteks Forlag, 1995.
[3] Vidensbyrd om Afgangseksamen for studerende.J.nr. 1991/59 A.nr. 167 lb.nr. 1-21/53
-KG/1972 A 167 lb.nr. 5. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[4] Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg, et foto af Mosegård viser, at der har været tale om en
anseelig gård. A 167 – 1991/59.
[5] Daabs-attest af 17. September 1894 for Niels Albert Dam Jensen, døbt 5. December 1880.
J.nr. 1991/59 A. nr. 167 lb.nr. 1-21/53 –KG/1972 A 167 lb.nr. 5. Lokalhistorisk Arkiv,
Silkeborg.
[6] Så’ kom det ny Brødkorn. Albert Dam. 2. udg. Gyldendal 25. september 1964. (Saa kom det
ny Brødkorn. Albert Dam. Hasselbalch, Kbh. 17. Marts 1934.)
[7] Samtale med Preben Schou, Kjellerup, februar 2004.
[8] Hvorledes jeg laver min Tobak. Odense, Flensted, 1941/ Hvorledes jeg parfumerer min
Tobak. Odense, Flensted, 1942. Tillæg til Hvorledes jeg laver min Tobak. / Hvorledes jeg
laver Cigaretter, Cerutter, Cigarer. Odense, Flensted, 1944.
[9] Jens Chr. Mortensen i Ung på Blicheregnen – bind 4. Mennesker, der har tilbragt deres
barndom eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1997.
[10] Den lodrette beståen. Red. Vagn Lundbye og Poul Vad. Gyldendalske Boghandel, Nordisk
Forlag A.S., København, 1980.
[11] Jens Chr. Mortensen i Ung på Blicheregnen – bind 4. Mennesker, der har tilbragt deres
barndom eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1997.
[12] Så’ kom det ny Brødkorn. Albert Dam. 2. udg. Gyldendal, Kbh. 25. sept. 1964.
[13] Den lodrette beståen. Red. Vagn Lundbye og Poul Vad. Gyldendalske Boghandel, Nordisk
Forlag A.S., København 1980.
[14] Jens Chr. Mortensen i Ung på Blicheregnen – bind 4. Mennesker, der har tilbragt deres
barndom eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1997.
[15] Så’ kom det ny Brødkorn. Albert Dam. 2. udg. Gyldendal, Kbh. 25. sept. 1964.
[16] Tider går. Tekster 1905 – 1920. Albert Dam. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S.
København 1970.
[17] Verner Vad i Ung på Blicheregnen – bind 7. Mennesker, der har tilbragt deres barndom eller
yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup Kunstforenings
Forlag, 2004.
[18] Mellem de to søer. Albert Dam, 1906. Genoptrykt på Hovedland, 1987.
[19] Knud Erik Pedersen i efterordet til I den firlængede gård, Albert Dam. Hovedland, 1988.
[20] Menneskekår. Afsluttende skilderier. Albert Dam. Gyldendal 1967.
[21] Gudenaacentralen ved Tange. Gads Danske Magasin. 1920./ Æventyret i Gudenaadalen.
Verden og Vi. 1921.
[22] Mod det ukendte mål. Albert Dam. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S. 1986.
[23] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[24] Samtale med Preben Schou, Kjellerup, februar 2004.
[25] 1915. Postkort fra “Jægerspris lejren” til familien i Kjellerup. A 167 lb.nr. 8. /J.nr. 1991/59 A.
nr. 167 lb.nr. 1-21. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[26] Samtale med Preben Schou, Kjellerup, februar 2004.
[27] Interview med Albert Dam, Silkeborg Avis d. 14.10.1954 – i Den lodrette beståen. En bog
om Albert Dam og hans forfatterskab. Red. Vagn Lundbye og Poul Vad. Gyldendalske
Boghandel, KBH. 1980.
[28] Samtale med Jens Frimann Hansen, oktober 2005.
[29] Samtale med Preben Schou, Kjellerup, februar 2004.
[30] Preben Schou i Ung på Blicheregnen – bind 6. Mennesker, der har tilbragt deres barndom
eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 2002.
[31] Gerda Nielsen i Ung på Blicheregnen – bind 5. Mennesker, der har tilbragt deres barndom
eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 2000.
[32] Orla Nielsen i Ung på Blicheregnen – bind 1. Mennesker, der har tilbragt deres barndom eller
yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1990.
[33] Ove Sten Andersen i Ung på Blicheregnen – bind 4. Mennesker, der har tilbragt deres
barndom eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1997.
[34] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[35] 1916 – 1917.BREVE TIL ALBERT DAMS HUSTRU JOHANNE OLSEN, A. 167 lb.nr. 10.
Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[36] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[37] Gerda Nielsen i Ung på Blicheregnen – bind 5. Mennesker, der har tilbragt deres barndom
eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 2000.
[38] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[39] Laurids Bindsløw i Ung på Blicheregnen – bind 1. Mennesker, der har tilbragt deres barndom
eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1990.
[40] Preben Schou i Ung på Blicheregnen – bind 6. Mennesker, der har tilbragt deres barndom
eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 2002.
[41] Orla Nielsen i Ung på Blicheregnen – bind 1. Mennesker, der har tilbragt deres barndom eller
yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1990.
[42] I interviewet med Johs. Rasmussen, d. 19.1. 1963, i Vejle Amts Folkeblad – siger Albert
Dam: “ – I mine Kjellerup-år kom jeg meget på biblioteket i Viborg. Her lærte jeg bl.a.
redaktøren og forfatteren Richard Bryde at kende, som har skrevet flere romaner,
digtsamlinger og en Nis Petersen-bog. Og Nis Petersen selv.” Her citeret fra café Existens,
nr. 30, 2 – 1986. I: En digter og en modstandsmand. Historisk Forening for Herning
Kommune, 1994 – skriver Meta Hareskov, at Nis Petersen i tyverne i perioder boede hos
sin søster og sin svoger, hvor han en tid var skotøjsarbejder(!) Og så kom han i øvrigt rigtig
nok i redaktør Richard Brydes hjem og på byens bibliotek; så det er nærliggende at
antage, at Dam måske har mødt Nis P. første gang allerede i begyndelsen af tyverne.
[43] Laurids Bindsløw i Ung på Blicheregnen – bind 1. Mennesker, der har tilbragt deres barndom
eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1990.
[44] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[45] Den lodrette beståen. Red. Vagn Lundbye og Poul Vad. Gyldendalske Boghandel, Nordisk
Forlag A.S., København 1980.
[46] Den lodrette beståen. Red. Vagn Lundbye og Poul Vad. Gyldendalske Boghandel, Nordisk
Forlag A.S., København 1980.
[47] DEN TREDIE ALDER, nr. 2, marts 1967, Ældre-klubbernes Samvirke.
[48] Knud Erik Pedersen i Bogens Verden, nr. 5, november 1995.
[49] B 47 – 7012, Lysgaard Herred m.v. – 1919. Protokol for indgåelse af borgerligt ægteskab,
1871 – 1918, side 17. Landsarkivet Viborg.
[50] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[51] Arkivsign B 47 – lb.nr. 7012, Lysgaard Herred m.v. – 1919. Protokol for indgåelse af
borgerligt ægteskab, 1871 – 1918, side 17. Landsarkivet Viborg.
[52] Arkivsign. C 258, lb.nr. 10. Ministerialbog for Hørup Sogn. Hørup fødte 1906 – 1922, side 69,
nr.14. Landsarkivet Viborg.
[53] Daabsattest af 26. April 1913 for Ane Olesen, hjemmedøbt Virring Mark, 6. August 1882.
J.nr. 1991/59. A. nr. 167 lb.nr. 1-21. 53-KG/1972 – A 167 lb.nr. 5. Lokalhistorisk Arkiv,
Silkeborg.
[54] Albert Dams forfatterskab – med en bibliografi. Jens Frimann Hansen. Silkeborg Biblioteks
Skriftserie, 14. Silkeborg Biblioteks Forlag, 1995.
[55] Her citeret fra: EN PROFETS SISYFOSKVALER. Dokumentarisk montage om Albert Dam – af
Bo Elbrønd-Bek. Nordica – tidsskrift for nordisk teksthistorie og æstetik – Bind 9, 1992.
[56] 1896 – 1930. DIVERSE BREVE. A 167, lb.nr. 6. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[57] 1896 – 1930. DIVERSE BREVE. A 167, lb.nr. 6. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[58] 1896 – 1930. DIVERSE BREVE. A 167, lb.nr. 6. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[59] 1916-1917. BREVE TIL ALBERT DAMS HUSTRU JOHANNE OLSEN. A 167 lb.nr. 10.
Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[60] Tider går. Tekster 1905 – 1920. Albert Dam. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S.
København 1970.
[61] Tider går. Tekster 1905 – 1920. Albert Dam. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S.
København 1970.
[62] Tider går. Tekster 1905 – 1920. Albert Dam. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S.
København 1970.
[63] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[64] Hedvig, Silkeborg Kirkegårde Og Krematori, Vestergade 100, 8600 Silkeborg.
[65] 1916 – ANSØGNINGER OM STILLING SOM HUSBESTYRINDE HOS A.DAM. A 167 lb.nr. 9.
Lokalhistorisk arkiv, Silkeborg.
[66] Brevudkast til Jonna. 1916 – 1917 DIVERSE BREVE. A 167 lb.nr. 11. Lokalhistorisk Arkiv,
Silkeborg.
[67] Fredag d. 2. juli 1915 afsender Albert Dam et fødselsdagskort fra Jægerspris til Kjellerup –
med en lykønskning af sin datter Berthes treårige fødselsdag. POSTKORT FRA
“JÆGERSPRISLEJREN” TIL FAMILIEN I KJELLERUP. A 167, lb.nr. 8. J.nr. 1991/59 A.
nr. 167 lb.nr. 1-21. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[68] Arkivsign. C 400 – lb.nr. 10. Ministerialbog for Ring 1912 – 1922. Side 53, nr. 7. Else Kirstine
Dam født 5. Juni 1914 i Brædstrup; forældre: Forfatter Cand.phil. Niels Albert Dam
og hustru Ane Olesen. Daabsdagen 9. August. Sognepræsten i Kirken. Landsarkivet Viborg.
[69] Arkivsign. C 258 – lb.nr. 23. Ministerialbog for Hørup Sogn. Hørup Fødte 1906 – 1922, side
69, nr. 14. Ole Ankjær Dam, født ll. August 1917. Forældre: Konditor Niels Albert
Dam og Hustru Johanne Marie Kristensen, Kjellerup. Daabsdagen 9. September 1917 i
Kirken. Sognepræst Johansen i Levring. Landsarkivet Viborg.
[70] Arkivsign. C 258 – lb.nr. 23. Ministerialbog for Hørup Sogn. Hørup Fødte 1906 – 1922, side
177, nr. 12. Isis Merete Dam, født 6. August 1919. Forældre: Konditor Niels Albert
Dam og Hustru Johanne Marie Kristensen, Kjellerup. Daabsdagen 16. August 1919 i
Hjemmet. Pastor Thiel Dalsgård.
[71] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[72] Jens Chr. Mortensen i Ung på Blicheregnen – bind 4. Mennesker, der har tilbragt deres
barndom eller yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup
Kunstforenings Forlag, 1997.
[73] Orla Nielsen i Ung på Blicheregnen – bind 1. Mennesker, der har tilbragt deres barndom eller
yngre år på egnen, fortæller erindringer herom. Red. Orla Dietz. Kjellerup Kunstforenings
Forlag, 1990.
[74] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[75] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[76] Samtale med Jacob Haugen Sørensen, 28. oktober 2005.
[77] café Existens – nr. 30, 2. 1986.
[78] café Existens - nr. 30, 2. 1986.
[79] Cras. Tidsskrift for kunst og kultur.Llll Silkeborg Kunstmuseums Forlag. 1988.
[80] Digtere i Forhør 1966. Samtaler med 12 danske forfattere ved Claus Clausen. Gyldendalske
Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København 1966.
[81] Brev fra Albert Dam til fotograf og musiker Johannes Jensen 17. August 1967. Lokalhistorisk
Arkiv, Silkeborg.
[82] Silkeborg Avis, 20. oktober 1969.
[83] Fra borgmester Ernst Thomsens maskinskrevne tale 17. oktober 1969 – Lokalhistorisk Arkiv,
Silkeborg.
[84] Albert Dams forfatterskab – med en bibliografi. Jens Frimann Hansen. Silkeborg Biblioteks
Skriftserie, 14. Silkeborg Biblioteks Forlag, 1995.
[85] Silkeborg Avis, 20. oktober 1969.
[86] Forfatteren, medlemsblad for Dansk Forfatterforening, november 1969, 5 – 28. årgang
[87] Jysk Aktuelt 20. oktober 1969.
[88] Silkeborg Avis, 20. oktober 1969.
[89] Silkeborg Avis, 20. oktober 1969.
[90] Silkeborg Avis, 20. oktober 1969.
[91] Silkeborg Avis, 22. oktober 1969.
[92] Samtale med Hans Jørgen Nicolaisen, 1. september 2005.
[93] Samtale med Per Hofman Hansen, 4. oktober 2005.
[94] Samtale med Hans Jørgen Nicolaisen, 1. september 2005.
[95] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[96] Samtale med Inge Dam, 30. august 2005.
[97] Albert Dam fra Kjellerup – konditor og digter. Kronik af Inge Dam, Fyens Stiftstidende, 23.
maj 1998.
[98] Samtale med Inge Dam, 30. august 2005.
[99] Samtale med Inge Dam, 31. oktober 2005.
[100] Samtale med Inge Dam, 30. august 2005.
[101] Samtale med Ib Wienberg, 12. oktober 2005.
[102] Samtale med Ib Wienberg, 21. august 2005.
[103] DEN TREDIE ALDER, nr. 2, marts 1967. Ældre-klubbernes Samvirke
[104] Samtale med Ib Wienberg, 21. august 2005.
[105] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[106] Samtale med Inge Dam, 31. oktober 2005.
[107] Palindromos eller Columbos sidste rejse interview med Vagn Lundbye i Bogens Verden
1995 nr.3 ved Bo Elbrønd Bek.
[108] Samtale med Inge Dam, 30. august 2005.
[109] Albert Dam fra Kjellerup – konditor og digter. Kronik af Inge Dam i Fyens Stiftstidende, 23.
Maj 1998
[110] Samtale med Birgit Lysdal, 6. oktobert 2005.
[111] Dagbog – september 1924 – januar 1930. J.nr. 1991/59 A. nr. 167, lb.nr. 1-21.
Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg
[112] Samtale med Ib Wienberg, 21. august 2005.
[113] Rytter i Skanderborg Amts Avis, 10. August 1903. Optrykt i Den lodrette beståen. En bog
om Albert Dam og hans forfatterskab. Red. Vagn Lundbye og Poul Vad. Gyldendal, 1980.
[114] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[115] Samtale med Inge Dam, 20. september 2005.
[116] Albert Dam. En dansk forfatter. Film. Manuskript og instruktion – Vagn Lundbye. Produceret
af Kortfilmrådet. Premiere 16. april 1969.
[117] Samtale med Inge Dam, 30. august 2005.
[118] Albert Dam fra Kjellerup – konditor og digter. Kronik af Inge Dam, Fyens Stiftstidende, 23.
maj 1998.
[119] DIGTCYKLUS 1925 – 29: HER ER DIGTET OM BROSTENEN. Albert Dam. Café Existens.
Tidsskrift för nordisk litteratur, nr. 30, 2 – 1986.
[120] To dagbøger, 7. oktober 1923 – 28. august 1924 & 1. september 1924 – januar 1930. J.nr.
1991/59 A.nr. 167, lb.nr. 12. Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.
[121] Dag så lang. Albert Dam. Hagerups Forlag, 2. udgave 1964.
[122] Samtale med Inge Dam, 7. december 2005.
No comments:
Post a Comment