Sunday 31 January 2010

*
Det var først
da jeg overgik til en anden tilstand
at jeg blev klar over
hvordan det hele hang sammen
det var et tilsyneladende ubetydeligt vendepunkt
der fik mig til at indse
hidtil usete sammenhænge
et vendepunkt ligeså meget i live
som det
der gør døgnet
til en enhed
af dag og nat.
[}[0]
[}]
[}]
[}]
[}]
*

Saturday 30 January 2010

* Hölderlinhøvlen kender sin knast; indmægtig. Barnet forud i kæder af lys. *

Thursday 28 January 2010

Kunstens nødvendighed

*
Kunstens nødvendighed ligger i den kunstneriske aktivitets og kunstens evne til at holde en våge åben. I mennesket og i samfundet.
[ }]
Man kan så aktuelt spørge hvori den kunstneriske nødvendighed ligger i at udføre en tegning, der er bestilt af et dagblad med henblik på at håne, spotte og nedgøre et religiøst symbol eller person eller guddom. Hvilken frihed og hvilken nødvendighed ligger der i et sådant foretagende? Præmisserne er jo givet på forhånd, så den kunstneriske frihed er allerede en berammet sådan. Og nødvendigheden ligger vel mest i, at det kan være en kunstners levebrød, at denne udfører bestillingsopgaver i den rækkefølge de tikker ind. Men hvor er den kunstneriske nødvendighed? Den synes at drukne i en ideologisk nødvendighed. 'Det er nødvendigt at vi kæmper for vor ret til at kunne ytre os frit'. Men den kunstneriske nødvendighed er ikke dikteret af ideologi eller andre rationelle forklaringsmønstre.
{]}
Den kunstneriske nødvendighed finder sine løsninger i ofte irrationelle udslag eller indfald. Det er følelsen, der svinger imellem vilje og tanke, det er hjertet, der registrerer blodets kvalitet og deraf skaber sine billeder ind i menneskets drømme, bevidste eller ubevidste i ly af nat og dyb søvn.
*

Monday 25 January 2010

¨
Tak iø til Lars Bukdahl for læserbrev i Information, hvori han går i rette med Kristen Bjørnkjærs sjask af en artikel om Asger Stig Møller. Alt, hvad der står i den artikel, havde jeg aftenen forinden nemlig læst på nettet gennem opslag i google. Det er fame tyndt for en artikel af informationsk standard, og som Bukdahl også påpeger, så forekommer Bjørnkjærs slutninger angående Asger Stig Møller og Asger Stig Møllers litterære produktion endnu tyndere og usle.
..

Sunday 24 January 2010

Saturday 23 January 2010

Bárður Illugarsson

*
Bárður Illugarsson hed en mand, der blev født i 1710. Han flyttede i 1762 til Arnardalur = Ørnedal, i Nordvest-Island , og grundlagde der Arnardalsætt = Ørnedalsslægten, som jeg hører til. Hans første søn fik navnet Jón. Og senere kom endnu en Jón til. Fra den gren stammer jeg - og tusindvis andre.
*

Friday 22 January 2010

ESCORT

Det var en Ford Escort 1.3 LX. Han ville gøre den til et bjerg. Hvad kramperne i den unge Belle de Boskop skulle, ved jeg ikke. Kølerhjelmen sad løs, og var måske netop derfor ikke havnet i krambolage med den tynde bark. Tre sorte affaldssække stod på bagsæderne, og et sammenpresset fårehegn var smidt ind bag vognens rat. Op af bagruden stak en udtjent varmtvandsbeholder og et gedigent rustrødt udstødningsrør. Af og til kørte en sort en-øjet kat med som blind passager.
Han havde lovet mig, at den skulle blive fjernet. Så snart frosten kom. Han kunne få sin onkel til det. Men frosten slap så småt sit tag hen mod slutningen af marts. Nogenlunde samtidig med min tålmodighed og de røde og hvide hestehoves fremkomst.
Så ringede jeg et par gange til bedstefaren. Og derpå til politiet i Viborg. Det var et civilt søgsmål, sagde de.
Bedstefaren holdt sig ikke for god til at lave et par numre med mig. Først gav han mig en henvisning til en ældre halvsenil kone i Lemming, som hurtigt i samtalens løb fik det vendt sådan, at det var Robert, hun troede, jeg ville have fat i. Og hun kendte da også både Allan og hans bedstefar, og mente, at hun da ikke vidste bedre, end at Allan stadig boede sammen med sin kone derovre på den anden side af åen. Og det var jo nok så galt fat med bedstefaren, at han da sagtens kunne få byttet rundt på numrene. Så fandt han sine læsebriller frem, og gjorde sig stor umage. Ja, det er Ali Haman, hørte jeg stemmen sige. Så har jeg vist fået udleveret det forkerte nummer, udbrød jeg lettere febrilsk. Ja, jeg har ikke tænkt mig at få et andet nummer bare for din skyld, lød det tørt vrængende tilbage.
Han bor vist derovre et sted i Serup, havde bedstefaren sagt. På hjørnet dér ved det gamle mejeri. Men dér boede Gyda Betzer. Så det var sgu sikkert rigtig nok alligevel, hvad jægeren havde sagt. Så holdt han op med at tage telefonen. Og først sidst på aftenen kom konen i røret. Hold så op med al den ringeri. I baggrunden hvæste den gamle fyldebøtte Hva fanden bilder du dig ind!? Så tog jeg ind til politimesteren i Kjellerup. Han kunne ikke fortælle mig adressen. Og det gjorde han så: Lod være med at fortælle, men drejede blot skærmen en anelse. Et held jeg ikke er så nærsynet.
Da jeg kom hjem, lå der to breve fra Alm. Brand. Det ene brev med mit navn og en anden adresse. Det andet med Allans kones navn og min adresse. Via den gamle brugsuddeler fik jeg det verificeret: De boede til leje hos Bent Skov - en krejler i Serup. Så ham ringede jeg til, og to dage senere lå der brev fra Bibi, og hvis ikke jeg ville holde op med den chikane, så ville de gå til skattefar. Brevet indeholdt en del faktuelle misforståelser. Så jeg skrev tilbage, at de da bare kunne opsøge skattebassen.
Hos Alm. Brand kunne de ikke forklare xhiasmen. Nogle dage senere ringede jeg til Orla i Bjerringbro. Så kunne den sag vel være ude af verden. Shit for et sejt cirkus, sagde Orla, da jeg havde forklaret ham historien. Sut cirkus sej, sagde hans litauiske hjælper, da han løftede de fire hjul op. Mængden af skrot, havde brugsuddeleren fortalt mig, er rent faktisk i underkanten, så de henter gerne gratis. Først skal olie- og benzin tømmes, plastic-kofangere afmonteres, vinduer smadres, og hjulene pilles af. Så ville de gerne. De lægges ved siden af. Alle fire.
Orla styrede grabben ind over Forden, og greb den, løftede den lidt op, og klemte sammen. Så stillede han klumpen, slap den, og greb den igen, og maste derpå endnu en gang. Til sidst var bilen bare en massiv metalhob på ladet, som snart ville blive forenet med et stort skrotbjerg. Det ene af tre hvorfra krejlerne våger over Jylland.

Thursday 21 January 2010

' Angsten finder selv sit sår at skrige efter solen med. '

Sunday 17 January 2010

Skønlitterærtskriveværksted.dk

* Gode mennesker, gode undervisere - anbefales! *
*

Fra himmelen kommer lystonen 
Trappetrin vokser i Moskva. 

En anden gade med betjente 
Ænse-øjne adskilt. 

Lårkorte piger med sløjfer 
og menstruationsbind i blåt. 
Hvide handsker på gelænder. Urskrig 
Bier over hænder. Gips. Samfund af porøsitet og vand. 

Nogen eller noget standser tiden. 
(I nattens skakt eller kloak!
Møbelkasser. Flaskepost. Tomheds porcelæn 

Huller i fartplanen 
Griber telefon 
Spiser dagen. 


*


Saturday 16 January 2010

~

* SET FRA TABERNAKLETS SYNSPUNKT ER SØVNEN EN GRADVIS OPVÅGNING. *

Thursday 14 January 2010

'''

' Før du bevæger dine læber i kroppen indforvævet fugle kisteglade i mulden mere end stille før du bevæger dine læber et kor ved din yderste grænse hvem skaber disse engle hvem lyser dit Jesusansigt du tredje hanegal hvem gir dig af sin stemme før du bevæger dine læber. '