Hvorfor ofre de væsener
som segner endnu før din sytråd
finder sit øje.
Lyden af vand
der øses
endnu før øsens fødsel
og af kul
før månen
besegler dit løv.
På ny skyggerne
hen over svanens vinger.
Og tårnværelset
tæt på æoner
gennem nøglehullet -
Eva vendt tilbage
til haven
hun ikke vil ind i -
endnu før du føler dig frem.
Du åbner den gode flod
hvor du står med den ene fod
på en tue
kølig og hæs løfter du
solens stråler
og pludselig giver
vældet tegn
bølgerne rækker umådelige
bølger som vender
svaner
i en bladren
af løsslupne ører
som står du og rokker
inde i din faders hoved
med harmonikabrølet
intakt.
Jeg kommer til at finde et heavy rekviem
at spille, når ingen ser det
det skal være alfefødt
altid med en tone af opgør
det er skønt at tænke
sig sit selv sådan røntgenfotograferet
jeg kan næppe tage noget væk
jeg ikke allerede har lagt til
jeg læner mig op ad højtaleren
og hører grammofonen tale til mig
med muldens stemme
det er virkeligt bevægende og dybfølt
dér kommer alferne dalrende
hvor hæmmet jeg end
nogle gange føler mig
kan bare mindet om
hvordan jeg af og til dansede gennem livet
få mig til at mærke en glød
jeg er; gløden døden skal sigte efter
hvis den vil have ram på mig.
Tågen lyser sært nok gennem rapsmarkerne
et genfærd vrøvler så det klinger i luften
som gåsehud forudanes høsten
over de rustne plove hænger poserne målløse
pudsigt hvordan de modsiger
alt hvad du før syntes du forstod.
Myggekurve duver tyst i luften
muslinger tæller deres fødders net
gopler uden den mindste fejl
ringer til sølet i et nødopkald
høster dansemyggens kernefiol.
Mospudedrømme glider forbi
grønne fingre løfter vandets melodi
skyggen fra et kontinent
hilser bølger med boblevægge tændt
regnvejrsmospude under piletræer.
Mospude starter forfra igen
myggesværme finder væggene løftet
sygt nok uvejr melder sin regn
genfødte følelser lever upåvirket
regnen vælger mosset som sit tegn.
Mospudedrømme glider forbi
grønne fingre løfter vandets melodi
skyggen fra et kontinent
hilser bølger med boblevægge tændt
regnvejrsmospude under piletræer.
Vi kan rigtig hygge os
imens landet hæver sig, hvor vi står
og tudserne under hver sten
kan synge med tynde stemmer
om fortryllede prinser
die af alt, hvad der er
her oppe hvor vi ser lyset
bevæge sig i bølger.
Solen omfavner os i mos og mose
snogene ligger og slikker stråler
og med os i vældet kan vi
indsnuse de opsvulmede lupiners duftløse hygge
die af det vældige utilslørede
ligfølge som myriader af væsener
hygger sig over findes
imens rygge bevæger sig og efterlader
kurver som ligger i chok.
Al hygge har jeg løftet
endda det væld der hæver væsener
opad hvor du ligger og sover
i en køje med bund af kattepoter.
Jeg ser dig tårne dig gennem taget
med barnet på armen taler du til ørne
blåpuder ligger i dine brysters duvning
en summen af liv findes dér
med en sødme jeg drages imod.
Dagen efter haiku
kæntrede mit hus som et skib
med den ene ende
ned i sumpen
det var min skrift
der blev for tung
efter sidste stavelse.
Vandet stod ud for oven
mine fingre strøg gennem rugaksene
da jeg løb alt hvad jeg kunne
ind under de kølende kroner
hvor en stemme hvislede
hvorfor snød du så meget
hvorfor gav du dig til takke?
Dalene gav jeg jo min tydning
og selvom stemmer talte
solen hæst gennem huset
var jeg aldrig før så parat til at skubbe -
floder sprang fra mine drukne dyner
parate til at gennemføre slag
parate til at glide ud af søvn
parate til at slubre
vandets hvirvlende lussing.
Har du fat i demonstrationsrodens hukommelse
lader du mosset råde
når kilderne vælder
da må du være regnefærdig
hvisk til dine tæer.
Når du ikke har magt over din skygge
så skygger din magt for dit hjertes kraft.
Svangre bindinger kunne ønske dig fyldt med håb
må de smalle høje vælge sig din tysthed
nød kan også være
vandringen gennem smalle passager
det nye mindes de hvide kryds
hver dør tog imod med tak.
Landmålerens øje løber
mens vi kappes om morgenbrød
og et stykke tager livtag
og protesterer med de mange
en lovsang kan poleres massivt
og slippe sin tunge lyd
øjemørket vil medlide
og mens periferien skriver sig helt troværdig
lyder det fra øjets midtpunkt
lyder papiret en kende kedeligt og mæt
midten er lidt det som kun passer
og er snottomt som pupillen
er lidt som mig med mit
pludselige ord som eneste tro.
Over det snoede spir
øver referencen sig i langløb
øglerne kysser dig med smagen af røg
jamrende landskabsfe cyanblå
sanser hvordan læber
uhørligt hvisker farvel
øjnene taber hovedet først
imens du ser på skoene, ser du
ikke den forgiftede himmel
ærmerne vugger hvert sit bjæf
tilsværtede æbler er rammen
ædedolksrytmen gjalder gyldent
jeg’erne ruller sig i søvntestotoron
tætningskamme til salg som malede døre
for ømme for nordlys
uvejret løfter sit Maryskærf.
Sophie Brahe kan høre naboens astrallegeme
rotere i spiraler op gennem loftet
som et æg født af solen
guderne reder hendes hår
med en kam fra bunden af en ålekiste
dunkle stjerner danner blomsterkranse
i en have ingen før så så smuk
hvor hun selv stiger opad
som et æg gennem issen.
Et bjæf er et bjæf er
lys på vej til det næste
bjæf i det fjerne
er syv dryp
et bjæf er syv dryp
og bevæger sig umærkeligt
mellem hvert dryp.
Et bjæf er et bjæf er et bjæf
mere rent end køterens kæft
er bevægelsen bjæffet dier skygger hos.
Jeg går på skyggen henover søen.
Bjæf efter bjæf
går rent ind
som pæle skyggebroen hviler på.
Gløden er glød
som vil gløde
gløden er glød
som vil græde
gråden er glød
som vil græde
grådkvalt er gløden
som vil gløde
gløden er Rødhætte
som vil gløde
grådkvalt er Rødhætte
som hun gløder
gløden er Rødhætte
grådkvalt og rød
glødende foran død.
Påfugl skriger sit
påfugleskrig
rim luller søen
går på
vanens svaner
uvaner
hælder
floder
floder
floder slubrende
uvanesving
falder signalflag
over sit næste
svanevingetræk.
Fordi fem går forud for en
er det vores tur til at blive kysset.
Er det os der får kys
af hinanden
er det os der får kys.
Er det os der får kys
er det os der får kys
når vi kysser hinanden.
Kuppelfødte
siger, det er os, der får lov at gå
og sige til hinanden, vi går -
det er os, der får lov at gå fri.
Med hinanden
står vi under kuplen
og kysser
og kysser, så det fosser glasmosaik.
Fordi fem er det samme.
Som kuppelgallop
i kuppelgallop bliver vi kuppelfødte.
Fordi fem går forud for en.
Jeg påkalder mig Tycho Brahes forsølvede næse
den sidder så godt på målskiven
om den blot kunne tåle væsken
fra det indre af lillehjernens bark.
Æblehaver har givet bæreren grund
til at spænde dæmringer ud over
hvælvingen i sin Danmarkssang
for her kommer de skridende måger
i kølvandet på et langstrakt farvel.
Jeg stanger et døgn med min billardkø
gnomerne under træernes løv
vil danne riller i skovens skive
give mæle til tippen af sølv
med sit skær af måne og stjerner -
imens pladen bøjes til landskab af sol.
Hvilken grav er jokerens
hvor han kan fade elve tæer ned i sølet?
Mælkevejens endemål betragter
den ekstra tå -
tåen der fader svaner.
Mælkevejens endemål skriver svaner ud
fader svaner ud til omhældte fartdjævle.
Savner at gale og gø
råder solen til at flytte sig
køteren er køteren
som bevæger solens gab.
Dér kommer de udfadede floder
og bjæffer langs brinkerne
og brinkerne bjæffer
tilbage til floden -
som var den et åbent sår
seende verden for første gang.
Savner du kyssets bevægende trygheds dulmen
at vænne sig til folderne i en mundhule
hvor gammel du end er blevet
parat så parat til din svanesang
kys er at sælge åndedrættet
endnu inden mørkets frembrud
til den bedste udgave af sig selv
at øse sætninger befriet for ord -
har du også diet af døgnets gavebod
skubbet skylden som sølverne frøer
ud i dammens tillykkeplask
har kys helt opslugt dig
til du var mere end dit håb
helt opløst og opløftet
som en baglæns løbende næse
så véd du pine død
hvorfor du blev syv elverfolk højere
og tolv lårbensknogler nærmere dit rekviem
din shamannæse på sin gudefærd
indsnusende elskovens rævehaler
din hæshed overkommer næsten
at fremsige ord.
Solens stråler vælger at råde
underfuldt hilser vingerne svimmelt
endnu en dag til himmeljubel
genboen danser i haven
ulvetonen ringer til dalslugtens glemsel
elverfloden sprænger dæmonernes dæmning.
Fra glughullet fosser
det fælt med mælkebøttens sølvfaner
søstrene æder toppen
af alt der kommer
selv en pollenbasse malker de
for støv
før dådyrene langsomt skrider igennem
som bomuldsskyer -
fra havens øverste fakkel
iagttager stærene
kastanjetræets opadstigende
talebobler
det er alt
der er at sige
til den blå himmel
fra frimærkehavens rand.
Hvilket æble er guldkalvens kerne
hav et øje der løsner sig fra sin hinde
selvets neonstemme
er tallerkenens hoved
men det er ikke givet på forhånd.
Solen varmer din næse
den lette vej med sin kære messerøgelse
guder dør når du vasker dit metatøj
vi må gerne være forskellige.
Du giver æblet sin sagnomspundne gave
du messer kropssproget øjne
du medgiver selvet sit søde navn:
Vi skal ikke et bestemt sted hen.
Jeg bider et isnende fis i hyldens beske bark
det falder over mit mæle
jeg putter en goples vældige tysthed
sølvglinsende gennem mit hår
en flod af muldens sange
ånder sine fulde tonearter
bag de uudsprungne knopper
jeg bevæger stemmen
og stemmen bevæges af en tone
jeg skræller et isbjerg for november
jeg ridser i stemmen for at starte en fødsel
og sådan startes uforståelige bevægelser
jeg berører stemmens ru landskab
jeg taler og tæller til tyve
en isnen vælder lodret gennem kraniet
hvorfor viser hun sig først nu?
Jeg befinder mig
indeni bevægelse og atter bevægelse
som kun en mistet stemme rigtig forstår
jeg kan næppe die endnu flere væsener
mærker jo hvordan jeg er det vældende
jeg bider i hvælvingen og hvælvingen raller
og bevæger det vældende
jeg kærtegner nedbøren og ser ligfølget der nede
kan jeg virkeligt åbne denne isnen,
som drypper så hæftigt nu?
Jeg skræller disen
og piller en goples tråde ud af mit hår
jeg æder vældige, aktive stemmer
for hvem stemmen er egeløv og stilhed
jeg ser det skride
og kan åbne fostertilstanden
og nå mørkets halvø
jeg er alle væsener lige nu
jeg kradser et rum af vældig ro
jeg bevæger stemmens stemme
parat til at være røntgenfotograferet
jeg tager lys ind, som jeg gider åbne for ånderne
jeg øser kys ud over hvert fæ
vingerne klaprer i lindetræerne
duften er lysets tømmer
på ny går det amok
et tag af dufte og nærvær
kommer og vil åbne sig nu.
Det rå lys følger et spor
for helt inde i æblet er der sol
folket dier Sisyfos
snørrebånd er mine elskede fælge
kys forgår men solen består
som en klang i mit medhør
kys fylder mig med kys
dulmer mig i kyssets favør
kys snørrer solens fælge
kys gnubber sig med bjæf
kys er den halve rypemanke
døve kys parate til alt
kys som smager af rene kagers såler
døve kys fulde af æblets lys
giver masser af sig
kernekoder i græs og brinker
parate under egetræets rute
kys sparker røv
kuffertkys i allesteders usynliggjorte Berlin
muldens kys som tæller mig som diesel
døve kys i snørrebåndets tårnværelse
kys parate er kys parate
i fælgenes ganefrydsfulde vægge.
Jeg kravler op på dagbogshesten igen
jeg mindes en sød kom-sammen hvor rigtig mange
kys kravlede ud af grøftens æselører
du skrev breve på min nakke, som
jeg først læste, da hele kollektivet
allerede var trillet i grøften
i en fuldspækket bindingsværksmoris
støjen havde været så høj at lillemembranen så syner
min stedssans og min rækkevidde var nået til sin ende
fire byer var vi røget forbi i en sky
da der fra hver af vores tæer lød
en stille latter som kun langsomt svækkedes
knæ nåede op til de syge visioner
som en vindblæst bjergfyr
fuld af salt i hver eneste kropshulning
klokken tre havde vi endnu ikke lukket et øje
din tunge var som et frimærke mod min hud.
Mossyg æder månens lyd
de gule kufferter
hvem reder rugen -
at pege sig frivilligt frem
gennem løvets tusmørke
puppernes sensitive gys
ulmer skælløse under hvælvingen
med glæde siver skjulte bjerge
gennem dis
fra dit skæg stiger Golgata
med fødderne først, det store E -
novemberlys råder i næsefløje
mossyge æder månens lyd.
Du ser ud over væskende haver
kys går rundt blandt krøllede lys
og mæsker sig i sol
omverdenen er vores løv
noget at tage på sin kappe
noget som bevæger sig ind i vævende råd
for at følge skæbnespyddet helt ind.
Kys klistret til fjæset uden en eneste dussør
giver hver rille sit Himalaya præg.
Imens dit mindstemål kun den ene gang
svømmer i floden
skal låsens nøgle bøje dig
skal din balsal være en lok af dit hår.
Lave sekunder hvor sorg står malet
i strømmende stråler
fra Judastulipaner
fra den sidst hyrede rutsjetur
hvor du endelig ser
hvem lynet mimer
i det lys som kommer dig i møde
fra det, du tror, er din grav.
De virker døve alle sammen.
Caféen bortgiver deres rygte.
Køb humus til alle.
Tossernes messe via elektriske mikrofoner.
Vi kalder ham fra vuggens ekko.
Hun kender ham ikke.
Er der mange, der synes, du falder udenfor normen?
Lyt hvem der mumler i kor.
De mumler alle slags kort.
Husvilde havreneg binder spejderne sammen.
Han kalder hende hver gang for ægte.
Det kender jeg ikke noget til.
Den nye tøven er fed.
Jeres rebstiger ser egen som spind.
Jeres fysiske kroppe omfavner hysteriet.
Det er noget biologisk, der helt tosset er til.
Hver svane vugger i kald efter kun.
Jeg lærte hende først at kende i går.
Porten snyder myrerne.
Kaffen ridder Nabokov.
Køb fodens knold at stå på.
Bogmessen tegner W'er på tossernes læber.
Vil vi sammen blive kaldede til besøg?
Hun blev kendt skyldig.
Caféens dør er myrernes tegn til entré.
Chefens konkubine er heftigt væk.
Cypernkarma i dit habit er typisk misfat.
Vulkaniseringsskoven har ører.
Den sidste tid er kul at kysse.
Hans historie er kendt i mange lande.
Jeg lukker pandekagen i skyggen af fuglene
den gemmer ømme næver i vores pytters ly
kys giver jeg deres gaffelskred
de fossende greb af genkendelighed
sælger skydedørens Ø.
Døv fører jeg helt parat det gamle øg
guld føles varmt at sutte på
synkebevægelsen regner et andet årstal
slynget sidelæns suget
vallelatter køber sæbe helt nede ved lussingen
remme hænger parate i egekæppe
vådt kølnes de filtbeklædte vægge.
Åndedraget hviler sig i sit ansigts pause
solen puster snepper gennem gulvet
kys får ålegræsset til at vippe
i sorte strimler over porten.
Vingen er gul under mågen
møllevingen fanger
bevægelsens fjer.
Det er i opdriften
hvirvlerne slippes fri
i hvert vingeslag.
Hvorfor er bevægelsen
sølvglinsende
hvem kan forklare det
langs randen af en kornmark
sådan lidt ned af en dalsænkning
sølvglinsende som dybet
i dine første tidlige rynker
hvorfor er bevægelsen
det første der kommer
som en lysning ilende forud
endnu før asken råder
og tværtimod føles
som om noget åndsforladt svinger
som en glædesløs låge
foran en forladt legeplads
i sort fastholdt sol.
Skyggen er ulv under næste tyste messe
bevægelsen ligger i sit gys
og bøjer dine kys ind i de kys bevægelsen er
og vokser sig svanefylde.
Ulven som skyggen næsten
har givet sig selv til
standser kysset der vil kysse
så det øges bag en dæmning af tegn
så det øges i dæmringens gaveregn.
Floder giver svimlende styrt
i gavmilde slyng varsles på ny
sølverne gaver kommer
fosser i tusinde stråler
op i den med alt forbundne gudinde.
Lav står løftet i mange arme
bærer orkesterets toner
hører dit skrig sidde fast i struben
hører dig fange sin dråbe
i hver eneste stilheds sekund
der står hun, jomfruen
hvor fra kysset kommer
det kys som er lyset i dit liv.
To mordere ligger på gulvet
og synger hinanden i søvn
den ene har skudt den anden
og den anden har skudt
den enes mor og den ene
er allerede skudt af en tredie
den anden falder i søvn
med et lille klem i hånden
fra den ene og den ene
synker langsomt ned gennem vandet
med sin moders døde krop
og en lille bunke sten
i hver lomme
og en kugle inde bag
højre visdomstand
den ene tømmer sine lommer
som et sidste farvel til sin mor
så tæller den ene baglæns
til nullet når mundens ilt.
Høsten kommer
og gnubber fødderne
i en bevægelse der bjæffer
af rekviemverdenen
og tåler de dybe riller
hvor en regn af blade
løber over jorden
det regner blade
og et hav af floder
fører bladene bort
lyden af regn bladene synker ind i
mellem nøgne gyvler.
Mørket kommer
i fordøjelsens lommer
lav står med gydefryd
børn så modige gennem døgn
synes regnen ryster fodsporene af sig
laver søer som omvendte cirkustelte
synes regnen ryster regnen
ud af de svævende skørter
synes regnen regner
dråber af isolerede myrer
ned i jordens gravøl.
