Når en sky får bukser på, er den gået gennem et digt og digtet har givet skyen merværdi. Digtet er skyens nulpunkt.

 

Det værdiløse er ikke uden betydning. At gå gennem et nulpunkt er livets forudsætning. Det værdiløse findes ikke. Men det, der ikke findes, er ikke værdiløst. Det, der findes, findes også, når det ikke længere findes. Og før det fandtes, fandtes det også. Det værdiløse giver værdi værdi. Des mere det værdiløse får forbindelse til værdi, des mere øges værdien og viser på hvilken måde, det værdiløse får og dermed har værdi. Det er farverne, der giver spektrets farveløse udgangspunkt merværdi. Det værdiløses latente evne til formueforøgelse bestemmes af omgivelsernes villighed til værdiløs interaktion.

 

De sætninger

 

De sætninger

som kommer helt af sig selv

bygger jeg en bolig til

sætninger

kradset ned på en lap papir

som hjemløse

inspirationer

nøgne og sværmende 

uden et eneste figenblad

grifler jeg ned

imens de driver

ned ad floden

som tømmer

til et hus.

 

Foraskningens ponteserede hvirvler følger vandets strømme ind i ildens natur

 

Modsætningens parafrasering af det velkendte og anerkendte driver maniens burleske rytteri frem som netop en modsætning til formalvor, forstands- og selvbevidsthed - dog medbringende sig en skyggehale af gentagelser og repetition, fordi modsætningen til disse netop er manien (i sig) selv. 

Således gen- og generkendt tager den som i et kompromis med sin metode og som en samtidig indfattet del af den - det med fra den gamle verden, som er den egne uspejlede og uspolerede rytmes natur.

Den rest, der således måtte være af det før så anerkendte, genopstår hermed formalet, fortyndet men med sin iboende rytmes natur ikke bare som et ekko - men som en på sin vis intakt motor med nu blot endnu mere blodindsmurte og autonome stempelhove.

 

Når en sky får bukser på, er den gået gennem et digt og digtet har givet skyen merværdi

 

Det værdiløse er ikke uden betydning. At gå gennem et nulpunkt er livets forudsætning. Det værdiløse findes ikke. Men det, der ikke findes, er ikke værdiløst. Det, der findes, findes også, når det ikke længere findes. Og før det fandtes, fandets det også. Det værdiløse giver værdi værdi. Des mere det værdiløse får forbindelse til værdi, des mere øges værdien og viser på hvilken måde, det værdiløse får og dermed har værdi. Det er farverne, der giver spektrets farveløse udgangspunkt merværdi. Det værdiløses latente evne til formueforøgelse bestemmes af omgivelsens villighed til værdiløs interaktion.

 

Om digtet og digtningen

Malestil er for maleriet, 

hvad metodevalg er for digtet.  

Maleriet slutter der, hvor digtet begynder.

Og maleriet begynder der, hvor digtet slutter. 

Når digtet lytter 

til maleriets tone, form og bevægelse 

begynder det at bygge sine skalaer 

ud af sin egen krops forøgelse 

gennem transformering 

af bogstavernes indbyrdes forhold 

gennem rytme og klang; 

alt det, der ligger forud for digtet 

bevægelsen, dansen, sangen

findes fastholdt i maleriets former og farver 

og bragt til live i digtet 

som reminicens eller fuldt til stede 

som krop med en hinde til en anden 

verdens krop.  

 

Digter

 

Jeg er digter. Jeg ved, når en sætning hører til i et digt. Jeg forsøger at give hver sætning sin rette plads, så eventuelle modsætningsfulde udsagn finder sig harmonisk afbalanceret - eller bliver drivfjeder til fortsat dynamisk drift mod rytme, klang og dans. De ofte modstridende udsagn er i sig selv væsensenheder, der med ud fra sig skabte ringe i æteren omgiver sig med andre efter dem tilsyede sætninger - lommer som en aura, der selvstændiggøres og bliver lemmer, hvor fra de oprindelige sætninger rækker ud mod hinanden - eller drukner eller clasher i en sump af togstammers infernalske sammenstød og spring.

 

Svaner set gennem tårer 

og A Horse with No Name       

har samme struktur. 

 

 

 

 

Mine digte        

er udfoldet af en lille stump blå reb       

jeg bruger dem som tørresnore for fantasien 

eller som fnugruller af myggenet, som  

jeg krammer med en tå i skorpen 

af min søvn. 

 

:::

Øg gåderne

fremfor påstanden

om deres tilstedeværelse

i digtet.

  

:::

Sproget er en virus fra det ydre rum

men vokalerne synges inde fra.

  

:::

Konsonanter og vokaler

kan ikke opdrages

eller forvandles

i et og samme åndedrag.

  

Fundament

Bogstaverne er

koder, stilladser og tegn

simple livsaftryk.

  

Poetik

Stavelserne er

sig selv, når der går hul på

en haiku-engel.

'

  

:::

Den pentatone metode 

         holder Verdensmodsætningerne sammen.

  

De sidste og de første

 

De sidste skal blive de første og de første skal blive de sidste. 

De sidste og de første - kan være mennesker eller det kan være bogstaver. 

De sidste som mister klarsynet skal blive de første til at generhverve det og de første der fik klarsyn skal, når de (som de første?) mister det, blive de sidste til at generhverve det.

Men de sidste og de første kan også referere til den måde Bibelen grundlæggende eller gennemgående er opbygget. 

Her illustreret med  bogstaverne i det danske alfabet:

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVXYZÆØÅ

ÅØÆZYXVUTSRQPONMLKJIHGFEDCBA

Biblen er nemlig bygget op så ofte det lader sig gøre inden for rammerne af dets oprindelige sprog via vers der efterfølges af et modvers, hvor de enkelte bogstaver i det forangående vers' ord har byttet plads efter opskriften i ovenstående eksemplificering. Det kunstfærdige og hyperpoetiske og sangbare ER at både vers og modvers giver mening og ikke bare mening - men mening af lignelsens og mystikkens karakter.

De første bogstaver bliver til de sidste bogstaver og de sidste bogstaver bliver til de første bogstaver. Ikke i sætningen men inden for hvert enkelt ord. De første bogstaver i hvert enkelt ord i den første versstrofe bliver til de sidste bogstaver i hvert enkelt ord i den følgende versstrofe. Ordet Biblen ville efter ovenstående fænomenologi i sit modvers fremstå som Øtøqyo. På dansk giver det jo ingen gangbar mening - med mindre vi bevæger os ud i periferien af den jyske dialektsfære (synes jeg jeg synes jo). Men det er altså lykkedes i det sprog, som biblen blev skrevet i at få fuldgyldig mening ud af denne poetiks praksis. For mig er det en magisk poetik, at de sidste skal blive de første og de første skal blive de sidste. Det magiske består i, at det fungerer - ikke bare i dagligdags ordmening - men tilmed i et højere og visdomsfyldt udsagns virke.


De første bogstaver i dansk eksemplificering:

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVXYZÆØÅ

De sidste bogstaver i dansk eksemplificering:

ÅØÆZYXVUTSRQPONMLKJIHGFEDCBA

Men sådan får vers og modvers alfabetet til at slutte en cirkel, en cirkel igen og igen. Det første bogstav og det sidste bogstav danner således den omsluttende cirkel og derefter kommer bogstaverne parvis i mindre og mindre cirkler. I alfabeter med et ulige antal bogstaver vil der være et bogstav i midten som danner et cirklens centrum. Om W medregnes i det danske alfabet tager vers og modvers bogstavsrækkerne sig således sådan her ud:

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ

ÅØÆZYXWVUTSRQPONMLKJIHGFEDCBA

Når alfabtet optræder sådan med det indlemmede W, da bliver i den danske eksemplificering O for det bogstav, der danner den imaginære cirkels centrum. O repræsenterer da på symbolsk vis det urørlige centrum, det, der forbliver i ro, imens alt andet veksles til sin modsætning i den fjernere eller mere nære periferi disse bevæger sig i - i det løg alfabet og modalfabet da danner.

At den hebraiske kvadratskrift udviklet fra aramæisk kvadratskrift er svær at eksemplificere i det danske alfabet, skyldes jo, at den hebraiske kvadratskrift består udelukkende af konsonanter; hvorimod det danske alfabet har både vokallyde og konsonanter integreret i sig. At opleve verden alene ud fra kononanter - er at opleve sproget helt omverdensbestemt. Alt kommer lovbefalet fra kosmos og synges der fra ind i mennesket. Når verden opleves, sådan at også vokalerne får vægt, det er at opleve verden, som både en sang fra kosmos - som en sang inde fra menneskets sjæl til kosmos. 

Laver vi nu det tanke-eksperiment, at hebraisere det danske alfabet, således at det kun ville bestå af konsonanter:

BCDFGHJKLMNPQRSTVXZ

Således at modversrækken dermed fremstår således:

ZXVTSRQPNMLKJHGFDCB

Så ser vi for det første at M bliver det urørlige centrum. M som i Menneske.

En sådan oven for skitseret fremstilling vil gøre det en lille smule lettere at eksemplificere, hvordan vers-modvers fænomenet udspiller sig.

Jeg vælger at tage et vers fra en af de tidligere dages digte:

I skyggen af det hele.

I det hebraiserede alfabets sprogdragt vil det tage sig sådan her ud:

skggn f dt hl

og fremstillet som modvers:

gpssl t vf rn

Når så de medklingende vokallyde bringes tilbage ind i billedet igen, så kunne den sætning være sålunde:

o gipssol at vuf ran

Og vers og modvers sammenføjet:

I skyggen af det hele. O gipssol at vuf ran.

...........................

Tidligere skrevet om samme emne her på bloggen: HER.

 

*

Selvom så livet alene betragtes ud fra en økonomisk anskuelse, bliver der trods økonomisk funderede advarsler stadig født menneskebørn; og sådan er det også med digte, også de har efter min mening en eksistensberettigelse i sig selv. Om nogen vil lege med dem eller ej, ændrer ikke på dette. De tanker, der er sat ind i verden, forsvinder ikke - heller ikke selvom de ikke er at finde på et stykke papir eller i noget andet medie; tankerne er levende og findes omkring os, som de kroppe vi engang i fremtiden vil bebo.

[}

}[

}[

[}[}

}[