De sidste og de første

 

De sidste skal blive de første og de første skal blive de sidste. 

De sidste og de første - kan være mennesker eller det kan være bogstaver. 

De sidste som mister klarsynet skal blive de første til at generhverve det og de første der fik klarsyn skal, når de (som de første?) mister det, blive de sidste til at generhverve det.

Men de sidste og de første kan også referere til den måde Bibelen grundlæggende eller gennemgående er opbygget. 

Her illustreret med  bogstaverne i det danske alfabet:

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVXYZÆØÅ

ÅØÆZYXVUTSRQPONMLKJIHGFEDCBA

Biblen er nemlig bygget op så ofte det lader sig gøre inden for rammerne af dets oprindelige sprog via vers der efterfølges af et modvers, hvor de enkelte bogstaver i det forangående vers' ord har byttet plads efter opskriften i ovenstående eksemplificering. Det kunstfærdige og hyperpoetiske og sangbare ER at både vers og modvers giver mening og ikke bare mening - men mening af lignelsens og mystikkens karakter.

De første bogstaver bliver til de sidste bogstaver og de sidste bogstaver bliver til de første bogstaver. Ikke i sætningen men inden for hvert enkelt ord. De første bogstaver i hvert enkelt ord i den første versstrofe bliver til de sidste bogstaver i hvert enkelt ord i den følgende versstrofe. Ordet Biblen ville efter ovenstående fænomenologi i sit modvers fremstå som Øtøqyo. På dansk giver det jo ingen gangbar mening - med mindre vi bevæger os ud i periferien af den jyske dialektsfære (synes jeg jeg synes jo). Men det er altså lykkedes i det sprog, som biblen blev skrevet i at få fuldgyldig mening ud af denne poetiks praksis. For mig er det en magisk poetik, at de sidste skal blive de første og de første skal blive de sidste. Det magiske består i, at det fungerer - ikke bare i dagligdags ordmening - men tilmed i et højere og visdomsfyldt udsagns virke.


De første bogstaver i dansk eksemplificering:

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVXYZÆØÅ

De sidste bogstaver i dansk eksemplificering:

ÅØÆZYXVUTSRQPONMLKJIHGFEDCBA

Men sådan får vers og modvers alfabetet til at slutte en cirkel, en cirkel igen og igen. Det første bogstav og det sidste bogstav danner således den omsluttende cirkel og derefter kommer bogstaverne parvis i mindre og mindre cirkler. I alfabeter med et ulige antal bogstaver vil der være et bogstav i midten som danner et cirklens centrum. Om W medregnes i det danske alfabet tager vers og modvers bogstavsrækkerne sig således sådan her ud:

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ

ÅØÆZYXWVUTSRQPONMLKJIHGFEDCBA

Når alfabtet optræder sådan med det indlemmede W, da bliver i den danske eksemplificering O for det bogstav, der danner den imaginære cirkels centrum. O repræsenterer da på symbolsk vis det urørlige centrum, det, der forbliver i ro, imens alt andet veksles til sin modsætning i den fjernere eller mere nære periferi disse bevæger sig i - i det løg alfabet og modalfabet da danner.

At den hebraiske kvadratskrift udviklet fra aramæisk kvadratskrift er svær at eksemplificere i det danske alfabet, skyldes jo, at den hebraiske kvadratskrift består udelukkende af konsonanter; hvorimod det danske alfabet har både vokallyde og konsonanter integreret i sig. At opleve verden alene ud fra kononanter - er at opleve sproget helt omverdensbestemt. Alt kommer lovbefalet fra kosmos og synges der fra ind i mennesket. Når verden opleves, sådan at også vokalerne får vægt, det er at opleve verden, som både en sang fra kosmos - som en sang inde fra menneskets sjæl til kosmos. 

Laver vi nu det tanke-eksperiment, at hebraisere det danske alfabet, således at det kun ville bestå af konsonanter:

BCDFGHJKLMNPQRSTVXZ

Således at modversrækken dermed fremstår således:

ZXVTSRQPNMLKJHGFDCB

Så ser vi for det første at M bliver det urørlige centrum. M som i Menneske.

En sådan oven for skitseret fremstilling vil gøre det en lille smule lettere at eksemplificere, hvordan vers-modvers fænomenet udspiller sig.

Jeg vælger at tage et vers fra en af de tidligere dages digte:

I skyggen af det hele.

I det hebraiserede alfabets sprogdragt vil det tage sig sådan her ud:

skggn f dt hl

og fremstillet som modvers:

gpssl t vf rn

Når så de medklingende vokallyde bringes tilbage ind i billedet igen, så kunne den sætning være sålunde:

o gipssol at vuf ran

Og vers og modvers sammenføjet:

I skyggen af det hele. O gipssol at vuf ran.

...........................

Tidligere skrevet om samme emne her på bloggen: HER.

 

Ni Dage I Verdenstræet

 

De ni dage det åndelige væsen (Odin / Kristus) hænger på Verdenstræet ( Verdensasken ~ Verdensaksen ~ Verdensæteren ) - hvorfor er det lige ni og hvad betyder dage i denne sammenhæng?

Fra Det Første Testamente kender vi jo udtrykket Skabelsens syv dage. Første dag skaber Elohim Lyset. Anden dag skabes Himmelhvælvingen. Tredie dag skabes jorden og planterne. Fjerde dag skabes Sol, Måne og Stjerner. Femte dag skabes Fugle og Havdyr. Sjete dag skabes Landdyr og på denne sjete dag skabes også Mennesket i Elohims eget billede. På den syvende af Skabelsens syv dage hviler Elohim sig. Dermed kan vi også sige os selv, at dage her betyder noget andet, end det vi i dag kalder dag. En dag er for Elohim som tusinder og atter tusinder af år for os i dag. At Elohim bruger syv af disse æoner peger blot på skabelsen fra og med lyset - fra det store TOHUWABOHU. Hvad der ligger forud for dette, ligger før de syv nævnte dage, regnes ikke i tid, er før-tidigt. Selve jordklodevæsenets skabelse ligger hen i det dunkle. At jordklodevæsenets og menneskehedens skæbne hænger sammen fremgår ikke tydeligt ud fra Det Første Testamente. Det er kun indirekte præsent i de to testamenter.

Men hvorfor er det så ikke syv - men ni dage, der nævnes i forbindelse med Verdenstræet? Hvilke andre kilder nævner tallet ni? Det er der naturligvis mange kilder, der gør. Men to væsentlige instanser anvender dette tal. Den ene er den katolske kirke. Her opereres med et Engle Hierarki, der netop består af ni forskellige grupper af væsener, som igen kan inddeles tre og tre. Nederst i dette hierarki befinder de sig, som vi i daglig tale benævner som engle. Øverst befinder sig med hver deres egenskaber Keruberne, Serafim og Tronerne. Keruberne kender vi fra Det Gamle Testamente, som de, der vogter porten til Paradis.

Men også i den sufi-muslimske lære genfinder vi brugen af ni. Her er der blot ikke tale om hierarki, her tales der om sfære. Der regnes med kredse eller sfære. Der er ni åndelige sfære.

Så ni dage er sandsynligvis ikke bare ni dage. Men kan også betyde ni gange, hvor hver gangs dag dækker over et tidsrum, som for et overjordisk væsen måske forholdsmæssigt kan tilskrives at opfattes som en "dag", men for os i virkeligheden spænder over et meget større tidsrum i vores tilgang til verdensæterens tid. Korsfæstelsen eller Hængningen på Verdenstræet kan således ses som gentaget ned gennem ni hierarkier eller ni sfære. For endelig at nå til et indviet menneskes medoplevelse. Og selvom de ni sfære eller de ni hierarkier kun for et menneskeligt begrebsapparat er adskilt fra hinanden, men i virkeligheden ligger indfoldet i hinanden uden for tid og rum, så vil et menneskes bevidsthed bringe oplevelsen ind i et tidsperspektiv og opfatte det oplevede som t i d s r u m. Det der egentlig er vertikalt bringes ned i et horisontalt perspektiv. Tilbage står en følge af ni. Lad det da være ni dage. Nu er det begribeligt for hver mand, hver kvinde og hver træl.

 

Fra Fiskene til Vandbæreren

 

Fiskene i Det Nye Testamente er symbolet på kristi lidelses-tidsalder og korsfæstelsens mysterium. Fiskenes tidsalder. Engang vil vi måske finde hvilke symboler er dækkende for Martinus' indvarsling af Vandbærerens tidsalder, broderskabets, frihedens og overflødighedshornets tidsalder.

Det aramæiske sprog kan ikke oversættes så entydigt, som det er blevet af alverdens landes oversættere. Der sker en væsentlig fattiggørelse ved enhver oversættelse og meget af den oprindelige kosmiske visdom, indsigt og magi går tabt.

At der med benævnelsen af *Fiskene* er tale om symbolik, ses endvidere i dette symbolleksikon:

"Fisken er et centralt kristussymbol. På græsk hedder fisk ichthys, et ord, der i tidlig kristen tid blev opfattet som et akronym, dvs. at hvert bogstav i ordet svarer til begyndelsesbogstaverne (på græsk) af “Jesus Kristus Guds Søn Frelseren” (Iesous Christos Theou Hyios Soter). I tidlig kristendom anvendes fisken som Kristussymbol på gravsten og andre indskrifter. I bespisningsunderne i evangelierne (fx Johs. 6 og Matt. 14) er det brød og fisk, der mætter en stor skare. Men Jesus kan også opfattes som fiskeren, disciplene som “menneskefiskere” (Mark. 1, 17), der skal få stort dræt, dvs. omvende mange. Denne metafor viser en sproglig oplagthed hos Jesus: Den er skabt på stedet, og de første disciple var rigtige fiskere ved Genesaret Sø."

Det siger sig selv, at Jesus ikke i bogstavelige forstand ville kunne have bespist en stor folkeskare med to fisk. To fisk er nævnt, fordi det handler om symbolik. Jesus kommer som forløseren i Fiskenes Tidsalder. Fiskenes tegn er netop to modsatsvømmende fisk.

Det fortælles, at Jesus Kristus kunne ophæve tyngdekraften og dematerialisere sig. Men det var ikke disse egenskaber, som var det største af miraklerne. Det største mirakel var Alkærlighedsbudet. En bevidsthed som intet menneske når gennem et mirakel, før end det selv gennem lidelseserfaringer med hele sit væsen er blevet alkærligt.

Jesus Kristus kunne have gjort hvad som helst, men han gjorde ud fra min bedste overbevisning intet for at fremstå som en tryllekunstner.

Der ligger en dybere symbolik i de to første testamenter. En tidsånd kan du kalde det. Hele biblen er jo en art kodebog; hvor de interne referencer, der opstår, i den måde de bruger det sprog, biblen er skrevet i, slet ikke lader sig oversætte ved en oversættelse til et andet sprog. Det, der for os i en nordisk sammenhæng giver en poetisk mertilskrivning gennem enderim, bogstavsrim og indrim, var for datidens mennesker (det vil sige først og fremmest de indviede og de skriftkloge) meget mere sofistikeret. Fx er biblens sætninger ment som 'sang' og sætninger gentages alene for deres sangbarhed og for et spejlvendthedsprincip, som, på en ganske vist mere karikeret måde forud er set i ægypternes henvisning til at aftegne mange forhold i både deres verdslige som i deres åndelige positur - for at fortælle : At i den åndelige verden er alting spejlvendt/omvendt af i den blot fysiske verden, omend disse to verdener i virkeligheden ligger fuldstændig indforvævet i hinanden. I Biblen ses dette udtrykt på den måde, at alle de steder, hvor det er muligt at danne meningsfulde sætninger, der har en direkte og meningsbærende reference til en allerede udtrykt sætning, der gøres det - ud fra devisen: hvert bogstav, der står i en udtalt nedskreven sætning, forvandles i følgende sætning til en sætning, hvor hvert eneste bogstav i sætningen er en omvending af bogstaverne i den foregående sætning. Således ville de, hvis de fx havde skrevet ”Testamentet skal åbne jer” - ud fra ovenstående lovmæssighed og hvis det i øvrigt havde givet en indholdsmæssig, betydningsbærende merviden, skrevet "Iyjiåpyoiyi jråq aøoy syk" i den næstfølgende sætning - (ud over, at alle vokaler var uskrevne og indforståede i de skrevne konsonanter). Dette kan (tydeligvis) ikke lade sig gøre i det danske sprog, men i den oprindelige sprogdragt har det i mange tilfælde kunne give meninger, som har fået sætningerne til at udvide sig i mange artet merforståelse.

Det er forskellen på - på den ene side de to første og så det Tredie Testamente. De to første har en indbygget (og for det almene menneske) skjult logik, som har skullet skabe en følelsesmæssig åbning hos tilhøreren ved sin (næsten) absolut skjulte logíks fremmaning af et sprogligt mysterielandskab, der skal vække den religiøse følelse, kristuskimen.

I Det Tredie Testamente er logikken selve sagen og teksten er krystalklar og har ikke som sit første sigte at tale til følelsen - men at tale til det dagklare intellekt.

.................................................................................



Senere tilføjet indlæg om noget af samme emne: HER.

 

:::

 

Himlen fortæller om Guds herlighed,

hvælvingen beretter om hans hænders værk;

dag forkynder det til dag,

nat kundgør det til nat.

Der lyder ingen ord, ingen tale,

uden at deres røst høres;

deres røst når ud over hele jorden,

deres ord til verdens ende.

På himlen har han rejst et telt til solen,

den går som en brudgom ud af sit kammer,

den gennemløber sin bane glad som en helt.

Fra himlens ene ende går den ud

og når rundt til den anden,

intet er skjult for dens glød.