Tuesday, 29 March 2011

Find Holger

Holger Danske, der sover under Kronborg; Holger K. Nielsen, der solgte Danmark for drømmen om en taburet - og så lille Holger, der som et billede på den danske folkesjæl forvilder sig mellem sumpede huller, og alligevel imod alle odds og den store stykke skov af mørke stammetræer går verden rundt uden at sige et eneste kvæk - og lige ind i statsmedisterens mund, der jo også sidder på en lille én, der ganske vist ikke hedder Holger, ikke sover under Kronborg, men gerne går i pagt med den store stykke skov af mørke stammetræer om lille Danmarks fremtid.

Sunday, 27 March 2011

]]]]]]]]] {]]]]]]]]

Graver

Graver Da vi rydede urnegraven, havde jeg støttebind om det ene ben. Jeg var i et uopmærksomt øjeblik faldet og havde forstuvet vristen. Det var sket, da jeg alt for brat rejste mig fra sædet i en mørk biografsal. Jeg havde overset, at der lå noget, jeg ikke selv på nogen måde havde placeret. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere besynderligt forekommer det mig. Der var 48 små huller. 48 huller, der passede med den oversigt, vi var gået ud fra. Når jeg står mellem hullerne, kan jeg se ud over havnen fra den temmeligt højt beliggende plads. En udsigt jeg ofte før har hengivet mig til, men som netop i dag forekommer mig ekstra fascinerende. Skrævende over et af de otteogfyrre huller kan jeg ikke lade være at tænke på, hvor meget smukkere det ville være at sprede asken ud over havets uendelige vidder, fremfor at lade den pakke i et klaustrofobisk og af overdistriktsgartneren strengt koordineret hul. Da hører jeg pludselig en stemme, der synes identisk med den røst, der lød fra min mor, da hun havde kaldt mit navn Emanuel og bedt mig slå gardinerne til side, så hun kunne se flagene vaje. Det var den dag, fire køer fik trommesyge, fordi de kom på græs første dag efter den lange vinter. Jeg stirrer ud over havnen, imens jeg hører noget for mit indre. Som havde jeg med en skærpet hørelse med ét kunnet høre ormene synge. Og jeg kigger ned i hullet. Og op af det rejser sig en fredfuld stemning. Og af gammel vane tager jeg familiens spindeside i ed. Mændene lader jeg være - hjemsøgte som de er. Bare et enkelt døgn ved en krematorieovn - eller tre under myrernes hærgen kan overbevise én om, hvad der ville være at tabe eller vinde ved at trække et lod i min families manddomsmørke. Nu er min nøjsomhed og langmodighed, noget jeg anser for en dyd, og før hen var mit køn, noget jeg bar i en amulet som et nøglebarn sin nøgle. Ja, ligesom selv det at være dansker. Når jeg ingen kvinde fik budt op, hænger det nok sammen med min evne til at forskanse mig. Men ikke mindst mit hjerte, som, jeg fra en meget tidlig alder opdagede, tåler meget mindre belastning, end hvad der er normalt. Ro må jeg have. Og det får jeg, når jeg lukker min dør. F.eks. udhusdøren. Så sidder jeg og taler med Muscha. Ja, hende kan jeg tale med i timevis. Hende får de ikke ram på, tænker jeg tit. Jeg har ofte bandet over, hvor ubetænksomme mennesker er overfor dyr. Og mindes, hvordan hun kom til mig første gang. Hvordan hun, når hun slikker sig på maven, ligner en kugle. Jeg giver hende al min opmærksomhed. Ja, hun får vel mere, end hvad nogen kæreste kunne være blevet til del. Jeg kan lide at se hende slikke sig om munden, når hun har spist leveren, jeg forinden altid har varmet i kaffemaskinens kolbe. På den yderste kant af hullet lader jeg min venstre skosnude stikke en anelse ud i det fri. På modsatte side møver en myre sig op. En af den slags med vinger på. Og snart ser jeg, at hullet vrimler med vingede kræ. De kan da for pokker ikke have været inde i urnen, tænker jeg, og tænker straks, at det i sig selv er en sjov tanke: Urnen er myrenes hellige kube. Og jeg myreavleren malker kuben for formica og bladlus - og hælder sukker tilbage i urnen i stedet. { [} }{ {]

Saturday, 26 March 2011

Fløjtespiller

Bryllup

{{

{{

Den stenomkransede kirkegård rækker ud til kanten af en stor grøn bakke. Hvor bakkeskråningen ender glor en sø op på kirken som fra et okkular i skovens dyb. Kirken ligger til hvile i den yderste kreds af byen. Selve landskabets form, gravenes tysthed, alt sammen ånder det harmoni. Også en døv vil kunne høre det, når vedkommende passerer forbi den hvide låge op ad grusstien. Rundt om den kalkede mur. Mærker sig nøje hvilken fred. Bag stendiget på den lille plads. Fløjtens melodi høres stadig, selvom fløjtespilleren forlængst er borte. Der findes virkelig mennesker, som har hørt melodien. Anna Ellenor f.eks. Lige siden den dag, hun hørte, at Nora og Ragnar skal giftes, har hun vidst, hvad der ventede. Og længe har hun haft sine krukker parat. De er grundigt vaskede og nænsomt viklet ind i linned. Hun ser folk gå ind i kirken. Enten i grupper eller enkeltvis en efter en. Til aller sidst kommer Nora. Hun ankommer sammen med sin far, idet stilheden sænker sig. Måske nogen i den lille kirke allerede nu bliver grebet af en forudilende panik. Foran kirkedøren ved den store tværlagte sten slipper Nora sin fars arm, idet hun giver den et klem. Hun ved godt, at denne dag gives der ingen omveje. Men en pludselig indskydelse driver hende. Faderen, der ikke er særlig høj, står strunk og venter i sin sorte smoking. Han krummer fingrene let ind i sine små, firskårne hænder. Fra skovbrynet ser Anna, hvordan Nora flakker rundt mellem stenene. Hun går fra den ene til den anden, og der fra hvor Anna står, ser Nora ud som en stor, hvid svane, der hele tiden bøjer sin lange, slanke hals. Pludselig afbrydes bevægelsen, og Nora bøjer sig ned. Med foldede hænder og hagen hvilende på det ene knæ læser hun inskriptionen. Anna kniber øjnene sammen. Der synes at gå en evighed. Så rejser Nora sig. Og gamle Anna vejrer morgenluft. Nærmer sig på listepoter. Da Nora er forsvundet bag et af kirkens hjørner, er Anna næsten allerede helt henne ved stengærdet. Hun kaster sin stok ind på grusstien. Lægger rygsækken forsigtigt på den mos- og græsklædte rygning. Så løfter hun op i skørterne og svinger højre ben over kirkemuren, tager afsæt med hænderne, griber med begge fødder om tørvekanten. Hun hiver efter pusten, og retter sig op. Sætter sig på rumpen med begge ben dinglende ind over kirkegården. I næste nu står hun på grusstien med stokken i hånden og sækken atter velplaceret på højre skulder. Solen spiller i torskemundsvedbendens små, hvide blomsterranker. Inde fra kirkerummet bruser orgelpibernes toner. Hun pejler sig ind på stenen, som hun så, Nora ruge over. Synes jo nok ellers, hun skulle kende kirkegården, men det må være glippet for hende med den der. Hun læser eftertænksomt inskriptionen. Nej, hun synes ikke, hun kender det navn. Han må være en udenbys. Hvad laver han dog her. Stedt til hvile den femtende november nittenhundredetooghalvfems, men af hvilken årsag? Særlig gammel er han jo ikke blevet, bare sølle seksogtyve år. Forhåbentlig har han ikke nået at stifte familie. Hun må spørge Nora næste gang, de falder i snak. Der er ingen, der vender sig om, da brølene lyder. Selvom der hist og her vel nok er en og anden, der stivner et kort øjeblik – ind til erindringen om, hvordan og hvor Nora og Ragnar har mødt hinanden, melder sig. De seks handicappede har ellers været helt stille, og deres kraftfulde udladninger er egentlig på sin egen måde udtryk for sand andægtighed. Det er på de aller højeste toner brølene samstemmende kommer – i et endnu dybere leje end tyregale køer, og altid lidt forskudt som en understregning. Ingen af de øvrige tilstedeværende ville nogen sinde turde give deres begejstring så frit løb. Heller ikke brud og brudgom, da præsten udæsker dem deres lovformelige svar. Men for mongoliderne og de to psykotiske piger er det et sandt eventyr. Denne dag er et billed, en afglans af en højere verden. De fornemmer det umiddelbart og jubler. Her står for dem to guder, to ligeværdige. En krans af mælkebøtter bandt han om hendes hår, de havde leet og fjantet på eftermiddagsturene. Kirkegulvet blusser ved tanken om, hvad natten skal bringe. Hun har aldrig før ventet så længe. Omend krukker kan krakelere, og små frø knuses mod granit. Glas mod glas mere dumpt. Fra skyggetræet har hun fulgt ceremonien lige ind til sidste udstødning. Nu vil byrden veje tungere på hendes ryg. Anna fejer grynene op med en lille kost. Fem timer senere får regnen de få oversete til at ligge og lyse i aftenskumringen. Om natten bærer Nora Ragnar ind i seng. Hans ryg kommer blegt til syne. Det var altså det. Hun har stadig brudekjolen på, da hun går tilbage langs vejen. Disen smyger sig op over gærdet. Nu kender hun stien i blinde. {} {}

Friday, 25 March 2011

Det regner mig ned i nævnte ligning det ligner mig ned i nævnte regning. * Thake That er jo ikke andet end en flok gamle hanhunde der letter ben. * Sådan en bunke plattenslagere kvaste pindsvin på pophimlen kysser dåseambulancer. * Nej, jeg har ikke noget ønske om at min datter kommer til at stå på den scene. * Men jeg vil lære hende at skyde til måls så hun er parat til borgerkrigen. * Nu rumler brag i den tætte røg der henne nu tælles de op i de tæt affyrede skud. * Når dagen er ovre er den ikke ovre endnu én er benævnt den måbende vogter vores nyvundne fund. * Nogen har pillet rammen af og puttet mappen ind i buret nøglen ligger helt bekymret. * Lige fra hun var helt lille animerede hun til mine nu kaster hun maleposen ind bag sin skive og lader bevægelsen dryppe. *** ] }{ }{ }{ }{ {

Monday, 21 March 2011

Spørgsmålenes by løfter sig ud af min favn jordskælvsarkivet råber forskrækket hvem flytter ind bag den stramme muskel. Vi nævner den som den triller ud af sit bur før den løfter munden som barnefødder sparker dynen af hver aften blir begyndelsernes bog båret som kanariefugle i kraniet. I næven skyerne presset sammen i daglige bjæf hvem skal undfolde dette bolsje af silke åbne uniformerne som en stor ensom skede af himmelsk fred. [} }{ ] } } } } } }

Sunday, 20 March 2011

En enkelt her ude kan rejse dem sejrssikkert rundt omkring. De hjemløse eller arbejdsløse har et helt andet billede af Oksevej 8. Én eneste formørket af fred deler blomster ud på torvet eller vander en særlig nat med olie. Eller de mister alle lammelsen og trygheden et helt sekund. Jeg betyder så uendeligt lidt, og slipper højlydt min mangel på identitet i en lugt- og farveløs sky. Vi ligger helt stille i vores nathud eller driver omkring de nyklækkede Skytsengle, før vi atter diffust opløses i dis. {} {] } ] {} }{

Saturday, 19 March 2011

Efter at jeg undlader alt det inden under Marquis de Sade, bliver vi indfanget af fædrenes uudtalte ønsker; de hader ham, men slipper ellers næsten intet ud. Omkring ligger den helt eksakte, åbenlyse tavshed - imod det, at vi engang vil slippe ind i den paradisiske hvile med rejste stumtjenere. Vi modtager beskeden som Sæbeopera. Eller vi var faktisk skamfulde i starten, skamfulde alle til hobe, skamfulde over vore skingre fistelstemmer. Men vi er iskolde, vi vil aldrig igen modtage de mange ligninger. Vi får nok næppe vores tilgodehavende fra mit skab. Det vælter ud, og forlader hvert mareridt med et smil. ]{ }{ }{[ }[ [ }[

Friday, 18 March 2011

Den fredelige regeringsstøtte indlader altid mange forskellige og spredte enkeltindivider. Næsten alle har været beskidte mønsterborgere. Den mindste enhed var tidligere Blæksprutteprofet. Og den var altid mange ikke specielt samlede lemmer uden alternativ broderlighed - langt fra de sammenhænge, den helt konkrete konfliktperson befinder sig i. Og det var altid spørgsmålet, hvorfor det er så let at ophæve tilfældighederne, når Profetblæksprutten kan gå ind i krigen eller hævntørsten uden at afgive noget løfte om nogen gyldig vej ud af ærens mark. {} {} [} }{ [} }[ [[
Oksevej 8 tabte ikke mindst til havet det meget betryggende univers lige i nærheden af mikromaskinrummet, fordi de andre udenfor den ene eksakte krigszone til stadighed overdænger regeringsstøtter og broderlige mønsterborgere med nedbrydning og afvikling. Men Blæksprutteprofeten er som det eneste støttefragment snittet kropsløs omkring de nordlige og vestlige områder helt uvidst af fredsslutningen. Alle mister muligvis derved den nordlige ende af Oksevej, hvor den eneste udenlandske fredsvagt forsvandt sporløst ned i en ring af sydende fedt. ]{ }{ }{ }{]{

Thursday, 17 March 2011

At noget er invasivt, er for mig ikke et argument for at det så absolut skal udrydes. Der var jo også områder med Bjørneklo, da jeg var barn her i dk, vi legede tit imellem dem, rørte ved dem og skar i dem, vel, jeg er ellers tyndhudet nok, og har også fået eksem af f.eks. Bjørnespinder (natsværmerlarve), måske har jeg været varsom mht til Bjørneklo, og har undgået at få saft på mig, det husker jeg ikke så nøje. Synes så her så mange år efter, at planten ikke udgør en størere population, end det forekommer mig, at den gjorde i min barndom. Hvor længe skal noget have været her i landet for stadigt at kunne betragtes som invasivt? Jeg skal ikke underkende, at planten kan være stærkt allergi fremkaldende for visse personer. Men det er der en del planter og dyr i den danske natur, der er. Har f.eks. ved selvsyn erfaret virkningerne af et hugorme- eller flåt-bid. Det tredje argument om at den breder sig så voldsomt, at andre planter bliver udrydet - tja, men i kulturlandskabet har vi jo udbredt adskillige afgrøder, vi lader vokse på en sådan måde, at intet andet har mange eller gode muligheder. Og også andre vilde planter end Bjørneklo breder sig på en sådan måde, at de dominerer på det sted, de står, dette gælder f.eks. Tordenskræppe eller Pestilens-urt, som den også kaldes, men den regnes åbenbart ikke for invasiv mere. Det tætte dække sådanne planter yder er iøvrigt til gavn for stålorme, snoge, salamandre, frøer og den slags. Jo, jeg har naturligvis set forholdvis store mono-kulture af Bjørneklo, men jeg har også set det modsatte: da det her hysteri med at den danske natur er så og så truet af Bjørneklo-invation begyndte, havde jeg allerede af medicinske årsager bragt to forskellige typer af Tordenskræppe (en europæisk og en japansk) som jeg havde fundet her i Midtjylland - ind i min have, tordenskræpperne udviklede sig over en ti-årig periode ret voldsomt, den europæiske tordenskræppe invaderede i pæn grad en nabo-grund, jeg senere forpagtede, imens den japanske udbredte sig meget langsommere; så besluttede jeg ligeledes af medincinsk interesse at implantere Bjørneklo, jeg gravede et eksemplar op, og omplantede det til min have - et andet sted end tordenskræpperne, men næsten klods op af den formation af Kvan, som jeg havde fremavlet fra frø; de følgende år bredte Bjørnekloen sig ikke, der vedblev kun at være den ene plante, imens både Kvan og som allerede nævnt ISÆR Tordenskræppe fortsat formerede sig i kaskader. Til sidst endte det med, at den enlige Bjørneklo efter en vinter - slet ikke kom igen. Siden da har jeg ikke observeret Bjørneklo på nævnte parcel eller ude i det omgivende vilde land.

Monday, 14 March 2011

Her tjener alle troen, angrebet skubber små tomme tønder fra lokale krav. Hospitalet bliver en lille smule blødt og afslappet udenfor netop det hvide flag. Uden nogen sammenhæng med udbudet og lediggangen fra hendes udfarende konflikt, ligger hun omtåget, her i befrielsens tilfældige omkreds, kraftesløs, fyldt med lommer fra helt unødvendige opsparinger. Her passiviseres i overført betydning mange ressourcer fra angrebets konsumvæsen. Og hun vil blive den ufuldendte holdbarhedsdato. Hun har udenfor landets grænser været den tågede arrogance; jeg havde uden sammenligning, flere brogede angreb i troen på at blive grebet af de mange passive indenrigsskandaler. Sjuskede formålsløse fredsvagter undgår sjældent de mange små ligheder mellem os og den anden kreds; her må sluttes fred, eller det oversvømmede område bevæger sig hen mod yderligere kaos. Under deres søvnløse nætter overvejes viljen til angrebstænkning helt sikkert i angrebet på udenlandsk gæstfrihed. Hun præges helt enkelt af tanken om at holde fred fra fængsler, tortur og stofmisbrug. I den forbindelse vil jeg bestemt modtage flere sårede børn – uden sammenligning vil mange angreb fra jeres omegnstab blive fred fra gaveregnen. Jeg havde måske mange hemmelige og sorgløse stunder, hvor angrebet blev et spørgsmål for bævende fredsvagter, flere bundløse intrashede, som hun værst af alle ville berige. Udelukkende fordi hun afviser, at der udenfor hendes sønderknuste kreds vil være en eneste mere, der vil forsvinde. Det er sådan, hun svækket ser de fremmedes kort over døden, ned fra den enkeltes udsigtsløse tavshed i flere angrebssituationer, under de svimlende kærtegn jeg lige nu modtager i helt overstrømmende grad. Ja, her bliver sparsomt uden bagens ringen ild ind fra den lille håndholdte lighter.
Rizlamöinen: Det ER en ond cirkel: Den kaldes: Ildkuglen i Dragens Bug . armen, skal vi tage den cirkel som noget næsten natur lovbestemt, så er den mere grusom end egentlig ond, men så overser vi at der i det mindste som mulighed er bevidsthed tilgængelig, som burde kunne etablere kultur lodret ned gennem dette lovbestemte stykke naturcirklen eller ej. Det onde består i at en sådan menneskelig bevidsthed ikke synes at kunne gennemtrænge nævnte materiale med tilstrækkelig moralsk fantasi. Det onde har således sin part i hvert enkelt uformående menneske. At alt kan vendes på hovedet, betyder jo ikke at roden eller hovedet ikke findes. Mennesker har jo en fantastisk (overlevelses) evne til at relativisere det onde. Hvis det onde og det gode ikke findes, så kan det vel være lige meget, om jeg... befinder mig i en kz-lejr, eller om jeg befinder mig her i mit i øjeblikket trygge hjem med min familie og en god kop kaffe. I så fald kan der kun tales ud fra et objektivt stade, hvor Alt er såre godt, og hvor det onde kun er et mindre gode. Men hvem befinder sig på et sådant stade, hvor udsigten er så strålende? eller skulle jeg have skrevet ond kop kaffe, hæ! Men på hvilken måde er selvmordsbombere på Nørreport direkte livstruede af det de selvmordsbomber? jamen, er der stadigvæk ikke ret langt afstand i sammenligningen med situationen i en kz-lejr? Jeg kan godt se evnen til at relativere ondskab, det er jo nærmest guddommeligt. Og indfølingen i årsagerne til forskellige både selv- og almentdestruktive handlinger har noget for sig, der er jo altid en eller anden årsag. Det jeg bare må spørge om, er, hvis der ikke findes den mindste flig af ondskab i mig eller nogen anden, hvad er det så, der gør så nas i sjælen, når man får den her følelse af at have gjort noget forkert. Skal så ikke kunne sige, om der vitterligt findes mennesker, der aldrig kommer til, og aldrig nogensinde har kendt til den følelse, og derfor altså må være af den opfattelse, at de aldrig gør noget forkert. Ja, netop, hvad ER forkert. Det er jo noget man må afgøre med sig selv. Hvad er det rigtige at gøre. At jeg har det som grundindstilling at spørge sådan, er sikkert rigtig guf for en hvilken som helt ondskab, der vil barbere mit liv ned til et valg mellem to onder. ja, netop, vi kalder det samvittighed, den proces, det er, at bedømme egen handlings (og evt. afståelse af samme) eller tankes beskaffenhed. Hvad der er det rigtige at gøre, må man, som allerede skrevet, afgøre med sig selv. Det objektive vil altid i menneskemund være en påstand, der i sig selv er et onde. Men helt inde i dragens bug, hvor jeg , skal det bemærkes, og så vidt jeg husker, aldrig har været, siges ondskaben at være så nærværende, at kun den, der er parat til at ofre sit eget liv for at besejre den, kan siges at rumme et gode, der kan bedømmes både subjektivt og objektivt alene på paratheden. ja, det er bestræbelsen, det gælder om. ja, vil så måske gerne formulere det en anelse om til: mest viis er den, der ved, ved ikke at vide (for denne afviser ikke englene). Måske kan et enkelt menneske netop ikke være bevidst om alle sine bevæggrunde, men i jo højere grad det er det - i jo højere grad kan det handle i frihed. Men er det også ensbetydende med, at det handler mere samvittighedsfuldt? Ud fra min oplevelse er det ikke muligt, at jeg i fuld udstrækning inddrager mig selv i menneskehedens samlede, kollektive bevidsthed, det ville jeg lide et sammenbrud på. Den bevidsthed behøver jeg en højere instans til at bære eller sone. Men hvordan er det så, at jeg adskiller bevidstheden om min egen samvittighed fra den fællesmenneskelige? Kan jeg overhovedet det? Kan noget som helst menneske være lykkeligt, når blot ét eneste andet menneske ikke er det? Jamen, igen - jeg kan som enkelt person ikke bære alverdens lidelse og (dårlige) samvittighed. Måske er det det troen og håbet og (den i vid udstrækning manglende) kærlighed handler om. Men der er jo masse af mennesker, der tilsyneladende lever ud fra afsværgelse af enhver form for tro, og alligevel ikke synes, at have ovennævnte problemer, føler sig måske oven i købet befriet for dem. Hvorfor det? ... Måske er de bare mere udviklede end jeg, og mere bevidste om deres bevæggrunde. Dog hvis jeg kigger på det ud fra min egen lille lommestatistik, så er det ikke erfaringen at en øget bevidsthed fører til højere grad af sundhed og lykke. Nærmest tværtimod. Så hvorfor er det, at vi (om vi da gør det?) alligevel ser en øget bevidsthed om egne bevæggrunde for et gode. Er det fordi vi anser det samvittighedsfulde sindelag betinget af en øget evne til at skelne.

Sunday, 13 March 2011

Christians Kirke 12. marts 2011 ][ ][]{ ]{ }[ }[ }[ }[ ]{

Saturday, 12 March 2011

de udslåede paraplyer ligger begravet under brosten, og brummer. ]{ }{ }{ }{ }{ }{

Wednesday, 9 March 2011

Sumpbæveren, Hæmoriden, Pindsvinet, Hjorten og alle de andre dyr

Oppe på Borgen mellem de mange skyer regerede Sumpbæveren med den store fede hale, den, som i det lille smørhulsparadis, var bedre kendt som Bilagshalen. Det var godt, der var så langt ned til folket fra Borgen, tænker Sumpbæveren, og kiggede dybt i glasset. Han har nemlig sin hale på det tørre; det havde Hæmoriden, hans trofaste halehæng, allerede sørget for. Dér sad den lunt og godt og forgyldte alt hvad Sumpbæveren slap ud. Tilmed skulle den nu til at opkræve afgifter på al fast gødning, men det så den nu ret så stort på, enhver skulle jo have lov at slippe en vind i al fredsommelighed. Når bare den fedtglinsende kunne sidde og smæske sit åleglatte ansigt. Men malurt, alle de sager, bladene havde bragt på det seneste. Nu måtte det stoppe, og der var jo heller ingen arbejdsro for alle de ræve til journalister, det var værre end mårhunde på ejendommen. Stramninger måtte der til. Pindsvinet blev kaldt frem fra sin skygge. Pindsvin, vi skal ha krammet på rævene, hvad ka vi stramme på efter vi har strammet lov om offentlighed i forvaltningen? Vi vil ikke bare ha vore rævekager i fred for ræve, ingen skal kunne se, når jeg strammer musklen. Pindsvin for pokker tjek linserne under brættet. Kun vore linser skal være dér, så vi kender vore røve og skæringer, og kan vide, hvem vi skal bortvise fra dasset. Der er det sædvanelige. Men ku vi ikke indføre lidt gebyrer og afgifter på pressekort, som også skal tidsbegrænses? - et pointsystem? Jo, svarede Sumpbæveren på sit retoriske spørgsmål, de skal tro, der er et valg. Men vi skal stramme sækken så meget, at også rævene lukker kæften. Men hvordan, kære Pindsvin, hvordan! Lad os bare være ærlige, gruflede Pindsvinet, vi skal lære dem at se Jellingestenen i 3-D, vi kræver, at alle aspiranter skal erhverve sig vore 3-D briller, og med dem på skal de indrapportere, hvad der i virkeligheden står inde i den sten. OG ALLE DER IKKE KAN DET, har ikke forstået en hylende fis. Genialt! sagde Sumpbæveren, imens Hæmoriden vippede under Bilagshalen. Genialt! Ja, istemmede Pindsvinet straks, og alle de, der trods de dertil indrettede briller, ikke kan se pointen, jamen, de ønsker jo simpelthen ikke at blive rigtigt assimilerede! Med bøjet hoved og strakt gevir brasede Hjorten gennem døren: Hvor meget skal vi afse til belønning af vore kære undersåtter, altså dem som stemmer på os? - savlede den med sine klove dyppet i blyklorin. Sumpbæveren retter sig op, så halen klapser mod gulvet: Nej, det går ikke, vi kan ikke bare nøjes med dem, der agter at stemme på os, vi må også have mange andre på banen, og de skal tro vi belønner dem så rigeligt med pengene vi allerede afsatte sidste år til et helt andet formål. Nå, ja, dem, brød Hjorten nu ind, som vi huggede fra deres egen Byggefond. Ny idé, sagde Hjort, kommer i tanke om samling af edb'en i de forskellige ministerier, der har vi sparet en del, sgu, mere end jeg har troet..., altså hvis vi samler edb'en på et niveau over og køber nogle tjenesteydelser ved nogle flinke firmaer, skal jeg bede om at få lavet et notat ved Sandormen i Vidensministeret? Jada, sagde Sumpbæveren, og fortsatte, vi er ved Gudenåen lige så kreative som Fairplay-Solsorten Traktose og NATO-sekretærfuglen, også kaldet Pistolfuglen. Vi må da for pokker kunne hive Tornen ud af øjet. Hvad mener du kære Bæver, smiskede Hæmoriden. Jeg mener Tårnfalken Tornerose, hun er jo lige så blank som et ubrugt lagen. Vi må da for helved kunne finde noget andet og mere på hende og også på Prins Søvndal? Men hov hov holdt stop, brølede Spintyren, Tornerose og Prins Søvndal - det er jo et helt andet eventyr! . []] ][ [} [] [] [] []}

Tuesday, 8 March 2011

Arsenik Til Proletariatet! ][ ][ ][ ][ ][ ][

Monday, 7 March 2011

fra Nudanien:

FRIMARKEDSFUNDAMENTALISME & KLANGFASCISME! }{ }{ }{
FORSØGSKANINER: }{ }{ }{
"Terror er effektiv så længe ingen stikker hul på rationalitetsballonen. Den mest ondsindede, grusomme og blodtørstige hersker må prædike og forsvare rationaliteten - eller bukke under. Når han henvender sig til sine undersåtter, må han "appellere til fornuften". Han må beskytte fornuften, hædre det prisværdige ved at kalkulere omkostninger og virkninger, forsvare logikken mod lidenskaber og værdier som, ufornuftigt nok, ikke ser på udgifterne og nægter at adlyde logikken." Zygmunt Bauman i M O D E R N I T E T E N & H O L O C A U S T { }{ }{ }{
CENSURPOLITIET DAS KAPITAL og ytringsfrihedens frontkæmpere og solidaritet? { }{ }{
Hvad afgør, om det er nemmere for de mange at myrde de få eller det er nemmere for de få at myrde de mange? }{ (Når de mange myrder de mange, har de få alligevel forlængst bragt sig selv i sikkerhed). }{ }{ }{ }{ }{ }{

Saturday, 5 March 2011

Hundene tæller sig i en ulykkesrække fra deres ophav helt op til Gud derfor drypper deres øjne våde diamanter på vejen derfor drypper de fulde af ild og tornebuske hellige tal vi kaster med fråde om munden så afstanden udmåler l æ n g s e l i hvert hengivne blik. }{ }{ }{ }{ }{ }{

æ: naziwestern

Staten telefonerer brystvorte ringe herlighed Istrana sidder i en flyvemaskine endelig kan hun i en times papi lække k on one ik as e: cow oy a henau e zk yzho e en ulden nazis . S a en ele one e ys o e in e he li hed Is ana sidde i en ly emaskine endeli kan hun i en imes papi lække k on one ik as e: Cow oy a henau e zk yzho e en uldend nazist. Staten telefonerer brystvorte ringe herlighed Istrana sidder i en flyvemaskine endelig kan hun i en times papirlækker kronfonetik taste: Cowboy Rathenau Retzkryzhoff er en fuldendt nazist. Stten telefone e b ystvo te inge he lighe Ist n si e i n flyvem skine en elig k n h n i en times p pi lække k onfonetik t ste: owboy then etzk yzhoff e en f l en t n zist: Stte te e o e e b stvo te ge e g e st s e ve sk e e e g k h e t es p p ække k o o et k t ste: owbo the etzk z off e e e t z st: Stte te e e b stv te e e e st s e ve s e e e e t es p p æ e et t st : wb t e etz z e e e t z st: Stte te e e stv te e e e st s e ve s e ee et es æ e et t st : w t e etz z e e e t z st: S e e e e s v e e e e s s e ve s e ee e es æ e e s : w e e z z e e e z s . }{ }{ }{ }{ }{ }{ }{ ]{ }{

mikromakro

Tilslut en mikrofon til en tidligere minister tilslut en mikrofon til en tidligere minister brevet sidder på regeringens plan telefonen aflytter regeringens mundstykke tilslut en mikrofon til en tidligere minister brevet sidder på regeringens plan. }{ }{ }{ }{ }{ }{ }{
Hun sidder som en prop i regeringens talerør og er indspundet i tråde fra mumificerede tidligere ministre. }{ ]{ ]{ }{ }{ }{

Friday, 4 March 2011

fyld de modne figner for et stykke af insektets jeg. }{ }{ }{ }{ }{
Thor Vilhjálmsson *12. august 1925 ♱ 2. marts 2011 i dansk oversættelse skal især fremhæves hans prisbelønnede roman Glødende mos. }{ [ ]{ }{

Thursday, 3 March 2011

"... flere af følgets deltagere er af øjenvidner registreret gående barfodede, hvilket dårligt kan udlægges som andet end internt kodesprog i den stadig omsiggribende samfundsundergravende virksomhed, der særligt udgår fra regeringsfjendtlige personer på vej over tærsklen." { }{ }{ }{
Tamilsagen lancerede åbenbart en række etniske retningslinjer for embedsværket. { }{ }{ }{ }{ }{ }{

Wednesday, 2 March 2011

Alt på tv er potent bestrålet med kløer hver luder har ret til sin egen flise og hvert digt sin ensomhed alt på tv er for fanden det nøgne jegs menneskehul og du er kun støj i tigerens øje som specielle skabninger hvæsser knive på når de henover jorden helt mini og smukke radierer kostelige nåle og sne alt på tv er port i sig selv kvieøjet og rundt om det knuste spejl farves væggene langsomt, drivende langsomt af dit blodskudte syn. [ [ }{ }{ }{ }{ }{ }{ [ [
DEN NATIONALE SUTTEKLUD PÅ VEJ TIL SIN LANDINGSBANE: { }{ }{ }{ }{¨¨ }{ [{ [[ }{ {[ }{
Han havde endnu ikke udskilt sig sine metaller. Han var en blandingskonge, og hans trone var foret med pindsvinehud. Et sted i hans hjerte boede en splint af Den Mekaniske Robotånd, der, når man uforvarende kom for skade at fokusere på den, begyndte at snurre hastigere og hastigere om sin egen akse, med en ikke ringe hyptoniserende virkning til følge. Faldet i en sådan trance ville splinten, der var en nøjagtig miniature af Den Store Mekaniske Robotånd, multiplicere sig selv og dermed også sine egenskaber, således at det kulturelle blandingsmetal reproduceredes - så at sige fra hjerte til hjerte. På den måde opstod et kommunistisk enhedsrige som en knopskydning af blandingskonge på blandingskonge. Det var først den dag Slangen Der Udspalter Metal krøb ind i blandingskongernes enhedsrige, at hvert metal begyndte at løfte sig op til sit respektive mål. Således opstod efterhånden ædelmetalkongernes dynamiske rige, hvor samarbejde blev vigtigere end ensartethed. Men i æonernes perspektiv vidste hvert metal, at tiden var en sådan smeltedigel, at de igen og igen ville blive bragt sammen for atter igen at blive adskilt, fordi intet skabt er bestandigt. Og intet af det bestandige skabt sådan, at det ikke til hver en tid kan tage bolig i et nyt metal.

Tuesday, 1 March 2011

Den dag, jeg for tredje gang skulle til fest på Museumsgade, havde jeg til Jacks store ærgrelse raget alt skægget af. Han havde ellers, sagde han, været så glad for dets vilde og uplejede råhed, fordi jeg ikraft af det mindede ham om den i mine øjne ellers veltrimmede Ernest Hemingway. De fester, vi holdt i opgang 20, bar præg af at være manifest for en bestemt del af byens undergrund. Jack og Ann anså sig selv for store kommende novelle- eller romanforfattere, især Jack. Uden at der af den grund var nogen egentlig litteraturhistorisk bevidsthed present; de læste kun et meget begrænset udsnit af, hvad man af en lovende forfatter ellers måtte forvente; det handlede mest om, hvad de lige nu fandt lækkert eller smart. Paul Auster kom helt sikkert under den kategori; ikke bare for Jack - men også for Rainer og flere andre af de tilstedeværende. Selvom Rainer jo egentlig pga. sin religiøse opvækst var alt for hudløs til en sådan absolut dyrkelse af den glatte overflade. Det var netop han, der var min årsag til at tage del i det, man vel med en vis ret kunne kalde digterspirenes forum, idet jeg nemlig en enkelt sæson havde ageret litterær mentor, og, skulle det vise sig, rent faktisk fungerede som en slags privat ungdomspsykolog - ikke bare for Rainer - men også for de to andre Jack og Vincent. Og faktisk flere andre, der i forløbet var besøgende på Museumsgade 20 øverst til venstre. Senere flyttede den stærkt narcissistiske og selvmordsplagede Ann og hendes kæreste Rosa ind på samme adresse, men da var mit engagement allerede stærkt reduceret, og jeg fik da også fra da af kun i et begrænset omfang noget at gøre med lige netop de to. Ann traf jeg første gang nogle år forinden, da hun var blot femten år og ikke stort andet end blegt rødmende kød. Men hun sender mig stadigt - uvist af hvilken årsag - jævnligt korte dagbogsagtige breve. Hun kalder dem maddiker klædt i fine habitter. Nuvel, i den pågældende nats festlige lag kom jeg næppe nogensinde før eller siden tættere på den grænse, der skiller et menneske fra dets skygge. Når jeg tænker tilbage, viste den første ansats sig vel i det øjeblik, da jeg registrerede, at Rainer i det tilstødende lokale skænkede vin for den tynde pige, han, når hun ikke var til stede, kaldte for sit stykke af en frostgul mark med vårraps. Jeg kunne høre af den velfornøjede latter, at han var nervøs. Jack og han havde en helt fast forestilling om, hvordan en tiltrækkende pige skulle se ud. Og hun faldt helt sikkert ind under det forestillingsbillede. Hun var tynd på grænsen til det anorektiske. Og selvom hendes brysters spidse konture måtte kunne give næring til en bestemt form for perverteret fantasteri, betød dette øjensyneligt mindre i Rainers og Jacks univers. Og jeg måtte bare forbløffet konstatere, at meget afhænger af øjnene, der ser - da min protest jo alligevel havde gjort hverken fra eller til. Det var iøvrigt ved denne tredje fest, jeg første gang rigtigt traf hende. Men mentalt havde jeg haft forbindelse længe inden. Rainer må have haft fortalt hende om mig, og på en eller anden måde har hun så fundet frem til min adresse. I starten skrev hun angående min første bog. Hun skrev rundt om den [og jeg vil også her undlade, at udpensle det i detaljer]. Men snart skiftede korrespondancen karakter, og hun skrev i et af de sidste breve forud for festen, at hun havde lyst til at kysse, og at jeg ikke skulle fortælle Rainer om det. Han havde ganske vist kun ligget med hende én eneste nat. Og der var intet sket. De havde knapt rørt hinanden. Alligevel (eller måske derfor?) begærede han hende så meget, at hans øjne dén aften til festen var deliterede i en så atropin grad, at en klinisk diagnose sagtens kunne have været på sin plads. Alt syntes for ham den nat at være lavet af et bestemt slags stof, der pulveriseredes ved den mindste berøring. Nogen gav mig senere en signeret reproduktion af Kaj Führer, fra de år han plejede omgang med Eva; det var efter han havde fået næsen rettet, så man ikke længere kunne gasse ham. Jeg forstår slet ikke al den sjov, der har været; jeg har dårligt haft tid til ærgrelser. Fred være med Museumsgade, omend jeg ganske godt ved, der kunne være meget mere at tilføje. Meget mere, der i den mellemliggende tid imidlertid er faldet udenfor min naturlig interesse, og derfor her må henligge som blot og bar antydet partikelsvips.