Tærskelens Vogter

 

Inde midt i dig bor, ligesom indeni jordklodevæsenet selv, Kristus. Indeni den niende sfære. Før den ligger den ottende - en tærskel, som de fleste mennesker ville kalde 'det onde' eller 'helvede'. For at nå ind til den niende sfære må den ottende selvsagt krydses. Nogle kender det som julestress.

 

Et onde, det mindste onde vs det onde og den Onde.

 

Et onde: Antonym til ’Et gode’:

1) Noget ubehageligt, irriterende eller skadeligt; en uønsket tilstand.

2) En (mindre alvorlig) sygdom.

Ondets rod:

Den egentlige og dybereliggende årsag til noget ubehageligt eller til

at noget ikke fungerer tilfredsstillende.

Det mindste onde:

Den mindst skadelige handling eller hændelse af flere

(valg)muligheder.

Det onde:

Betydningen af ’Det onde’ har mange nuance-forskelle alt efter i hvilken ideologisk eller religiøs kontekst det optræder. Men det gennemgående træk er, at ’Det onde’ er noget jeg eller vi bekæmper for at nå til ’Det gode’. Det onde kan således være vidt forskellige fænomener – som opståede lidelser grundet i sygdom, overgreb, mobning, chikane, forgiftning, vildledning, vold, voldtægt, økonomisk ruin, naturkatastrofer, krig etc. Det onde kan således både være hidrørt fra tilsyneladende objektive fænomener såvel som fra menneskeskabte katastrofer i såvel mellemmenneskelige som i alment menneskelige forhold.

Den Onde:

Mørkets Fyrste, Fanden, Djævelen, Lucifer, Satan, Ahriman, Beelzebub, Molok, Asuras, Sorat.

Fadervor, sproget, Isis, Sophia, Maria og det noget, som er

Et sprog fortæller, hvordan et folk tænker og føler - og fortæller også noget om hvilke mål det pågældende folkeslag har for sig og med hvilke kræfter disse mål forsøges nået; sproget er også et løfte om udfrielse af livsmysterier. Hvis alle sprog kunne lægges sammen til ét samlet udtryk, så ville alle facetter af det at være menneske stå frem.

 

'Helliget være dit navn' - kan jo også betyde, at det noget, som er, den evige stilhed bag al bevægelse --- er et helle; ... i tråd med tabernaklet og tanken om helligdommens inderste, som ingen uindviet kan betræde. At vi skal blive i forgården foran sløret og bede. I forgården, hvor kun en flig af Gud kommer til syne, som noget vi kalder Gud, Herren, JHVH, Allah, Eller X, det noget, som er.

Led os ud af vildfarelsen, det passer meget bedre med de omstændigheder, der var under skabelsen af FADERVOR.

Jeg er jeg er - jeg er den, der er - også gudinden Isis tillægges lignende udsagn. 'Jeg er den, der er bag sløret; jeg er den, der altid har været og altid vil være; jeg var før døden, efter døden og til alle tider.'

 

Da Gud er Altet - altså ALT, så kan den onde hersker ikke være andet end et aspekt eller side af Gud. Det onde eller det mindre gode må således tjene et formål. Ligesom død, sygdom, vildfarelse, helvedeserfaringer og alskens lidelser må tjene et formål. At vi ikke kan erkende dette formål er ikke et bevis for, at der intet formål er. Hvis ikke der var et formål, så ville det ikke længere give mening at tale om en alkærlig Gud.

Og ja, at åbne sig mod Sophia/Isis/Maria kan bibringe os vished om, at døden er en illusion, og vi kan gennem en sådan åbning komme i kontakt med det, som vi tror os adskilt fra. Det evigt moderlige. Moderenergien.

Døden eksisterer fra det øjeblik menneskene bliver kønnede. Det onde får håndgribelig eksistens i det øjeblik - mennesket begynder at opfatte sig selv som et 'jeg'.

 

 

Nyt fra advokat Reiner Füllmich & Corona Undersøgelses Komiteen pr 5. januar 2022:

 HER.

:::

Vi skal ikke nødvendigvis tale om alle med storhedsvanvid; men følg pengene tilbage ind i den enes store vanvid, som allerede for længe siden er navngivet. Jordkloden er et levende væsen og inderst inde i dets kerne gløder dets oprindelse med en tynd men for menneskene mange kilometer skal af ondskab, som billedligt talt vil krakelere som et lag af tørret ler uden på en heliumballon, der sprænges, når tiden kommer. Og tiden kommer nu, vær helt rolige med det. Hav fred i hjertet. Hav ingen frygt. Vi jer til brudgommen som trækker sit slips i striber over kloden!

: Ondskab :

Ondskab kan ikke 'hives op med rode', 'fjernes fra jordens overflade', 'elimineres', 'bekæmpes' eller 'udryddes'. Ondskab er et menneske-grundvilkår, og kan i bedste fald kun forvandles, ved at hvert enkelt menneske udvikler en bevidsthed, der har gennemlevet og er færdig med alle ondskabens stadier og derfor helt og aldeles udelukkende er indstillet på FRED.

Rizlamöinen: Det ER en ond cirkel: Den kaldes: Ildkuglen i Dragens Bug . armen, skal vi tage den cirkel som noget næsten natur lovbestemt, så er den mere grusom end egentlig ond, men så overser vi at der i det mindste som mulighed er bevidsthed tilgængelig, som burde kunne etablere kultur lodret ned gennem dette lovbestemte stykke naturcirklen eller ej. Det onde består i at en sådan menneskelig bevidsthed ikke synes at kunne gennemtrænge nævnte materiale med tilstrækkelig moralsk fantasi. Det onde har således sin part i hvert enkelt uformående menneske. At alt kan vendes på hovedet, betyder jo ikke at roden eller hovedet ikke findes. Mennesker har jo en fantastisk (overlevelses) evne til at relativisere det onde. Hvis det onde og det gode ikke findes, så kan det vel være lige meget, om jeg... befinder mig i en kz-lejr, eller om jeg befinder mig her i mit i øjeblikket trygge hjem med min familie og en god kop kaffe. I så fald kan der kun tales ud fra et objektivt stade, hvor Alt er såre godt, og hvor det onde kun er et mindre gode. Men hvem befinder sig på et sådant stade, hvor udsigten er så strålende? eller skulle jeg have skrevet ond kop kaffe, hæ! Men på hvilken måde er selvmordsbombere på Nørreport direkte livstruede af det de selvmordsbomber? jamen, er der stadigvæk ikke ret langt afstand i sammenligningen med situationen i en kz-lejr? Jeg kan godt se evnen til at relativere ondskab, det er jo nærmest guddommeligt. Og indfølingen i årsagerne til forskellige både selv- og almentdestruktive handlinger har noget for sig, der er jo altid en eller anden årsag. Det jeg bare må spørge om, er, hvis der ikke findes den mindste flig af ondskab i mig eller nogen anden, hvad er det så, der gør så nas i sjælen, når man får den her følelse af at have gjort noget forkert. Skal så ikke kunne sige, om der vitterligt findes mennesker, der aldrig kommer til, og aldrig nogensinde har kendt til den følelse, og derfor altså må være af den opfattelse, at de aldrig gør noget forkert. Ja, netop, hvad ER forkert. Det er jo noget man må afgøre med sig selv. Hvad er det rigtige at gøre. At jeg har det som grundindstilling at spørge sådan, er sikkert rigtig guf for en hvilken som helt ondskab, der vil barbere mit liv ned til et valg mellem to onder. ja, netop, vi kalder det samvittighed, den proces, det er, at bedømme egen handlings (og evt. afståelse af samme) eller tankes beskaffenhed. Hvad der er det rigtige at gøre, må man, som allerede skrevet, afgøre med sig selv. Det objektive vil altid i menneskemund være en påstand, der i sig selv er et onde. Men helt inde i dragens bug, hvor jeg , skal det bemærkes, og så vidt jeg husker, aldrig har været, siges ondskaben at være så nærværende, at kun den, der er parat til at ofre sit eget liv for at besejre den, kan siges at rumme et gode, der kan bedømmes både subjektivt og objektivt alene på paratheden. ja, det er bestræbelsen, det gælder om. ja, vil så måske gerne formulere det en anelse om til: mest viis er den, der ved, ved ikke at vide (for denne afviser ikke englene). Måske kan et enkelt menneske netop ikke være bevidst om alle sine bevæggrunde, men i jo højere grad det er det - i jo højere grad kan det handle i frihed. Men er det også ensbetydende med, at det handler mere samvittighedsfuldt? Ud fra min oplevelse er det ikke muligt, at jeg i fuld udstrækning inddrager mig selv i menneskehedens samlede, kollektive bevidsthed, det ville jeg lide et sammenbrud på. Den bevidsthed behøver jeg en højere instans til at bære eller sone. Men hvordan er det så, at jeg adskiller bevidstheden om min egen samvittighed fra den fællesmenneskelige? Kan jeg overhovedet det? Kan noget som helst menneske være lykkeligt, når blot ét eneste andet menneske ikke er det? Jamen, igen - jeg kan som enkelt person ikke bære alverdens lidelse og (dårlige) samvittighed. Måske er det det troen og håbet og (den i vid udstrækning manglende) kærlighed handler om. Men der er jo masse af mennesker, der tilsyneladende lever ud fra afsværgelse af enhver form for tro, og alligevel ikke synes, at have ovennævnte problemer, føler sig måske oven i købet befriet for dem. Hvorfor det? ... Måske er de bare mere udviklede end jeg, og mere bevidste om deres bevæggrunde. Dog hvis jeg kigger på det ud fra min egen lille lommestatistik, så er det ikke erfaringen at en øget bevidsthed fører til højere grad af sundhed og lykke. Nærmest tværtimod. Så hvorfor er det, at vi (om vi da gør det?) alligevel ser en øget bevidsthed om egne bevæggrunde for et gode. Er det fordi vi anser det samvittighedsfulde sindelag betinget af en øget evne til at skelne.