Fadervor, sproget, Isis, Sophia, Maria og det noget, som er

Et sprog fortæller, hvordan et folk tænker og føler - og fortæller også noget om hvilke mål det pågældende folkeslag har for sig og med hvilke kræfter disse mål forsøges nået; sproget er også et løfte om udfrielse af livsmysterier. Hvis alle sprog kunne lægges sammen til ét samlet udtryk, så ville alle facetter af det at være menneske stå frem.

 

'Helliget være dit navn' - kan jo også betyde, at det noget, som er, den evige stilhed bag al bevægelse --- er et helle; ... i tråd med tabernaklet og tanken om helligdommens inderste, som ingen uindviet kan betræde. At vi skal blive i forgården foran sløret og bede. I forgården, hvor kun en flig af Gud kommer til syne, som noget vi kalder Gud, Herren, JHVH, Allah, Eller X, det noget, som er.

Led os ud af vildfarelsen, det passer meget bedre med de omstændigheder, der var under skabelsen af FADERVOR.

Jeg er jeg er - jeg er den, der er - også gudinden Isis tillægges lignende udsagn. 'Jeg er den, der er bag sløret; jeg er den, der altid har været og altid vil være; jeg var før døden, efter døden og til alle tider.'

 

Da Gud er Altet - altså ALT, så kan den onde hersker ikke være andet end et aspekt eller side af Gud. Det onde eller det mindre gode må således tjene et formål. Ligesom død, sygdom, vildfarelse, helvedeserfaringer og alskens lidelser må tjene et formål. At vi ikke kan erkende dette formål er ikke et bevis for, at der intet formål er. Hvis ikke der var et formål, så ville det ikke længere give mening at tale om en alkærlig Gud.

Og ja, at åbne sig mod Sophia/Isis/Maria kan bibringe os vished om, at døden er en illusion, og vi kan gennem en sådan åbning komme i kontakt med det, som vi tror os adskilt fra. Det evigt moderlige. Moderenergien.

Døden eksisterer fra det øjeblik menneskene bliver kønnede. Det onde får håndgribelig eksistens i det øjeblik - mennesket begynder at opfatte sig selv som et 'jeg'.