:::

 

 

Den tunnel som lige pludselig står kranset af træer

synes ikke kun tyst og båret gennem mørke

den tyste tunnel hvor lyset svinder

lige så meget i nattens dyb

som nøgler kastet i brønden

hvor kun en ganske svag linie synes synlig

med midterstribernes ensformige morsekode

knapt træder jeg ind under dens krone

før der fra den defekte lygte frigives stråler

kastet elegant lige foran

den skov-indtrængendes 

           gummi-beklædte djævle-hjul

så præcis er keglen

at den oplyser alt det

jeg ellers aldrig fandt

i min vildeste natlige rus

røntgen vejet drejer vejen

himmelklar; rank og synlig

trækker rigets engel sig tilbage

med et skær af kærlig omsorg

for det nogle kalder titanium druidens puls.

Men knallerten er 

      ingensinde tidligere eller bagefter

til at stole på

den motordrevne drøm

mister ganske helt sin evne

da tunnelen bliver lagt bag den

den naturlige uskyld

forsvinder øjeblikkelig

motorens brummen

er atter en djævelsk benzinsluger

og grøfterne atter

markernes brudte brudekjoler

atter når civilisationens eminente og rigide renhed

pedalerne på vilkår

der ikke kan drages ud af sit kald

til at lukke sig om sin engel

med hele robotraseriets blanke overflade.

Med sådan en tavs og utrolig hændelse

er der mig givet et tegn

som ingen grobrian gør ud af sig selv

det væsen

der oplyser vejen

har ingen ende

og det har ingen anden fortid

end det nu magien giver det

det som det øser af varme og lys

giver hver en overfart ro og tryghed

men helt bestemt kan jeg ikke herske og råde

over et kosmos af længsel

selv i jeg'et er der mere latter end lys

så meget tavlesvamp

kommer der dagligt dryssende

som skulle helvede orkestreres lydigt og djærvt

englerøsten der er tidens indre identitet i nu'et

kommer umærkelig og uden varsel

når jeg mindst forventer det.