Det er typisk for jer samfundssindsstøtter og udskamningskollaboratøre, at så snart vi er kommet forbi restriktionshelvedet, så er I pludselig noget så forsonlige og udglattende. Glemt er den udskamningspropaganda, I har taget så liflig del i.
'Det betyder ikke rigtig noget for os og vi skal jo være her alle sammen og vi kan jo tale om så meget andet og nu skal vi også være tolerante og respektere hinandens valg og bla bla bla - videre i dén dur'.
Men så let glemmer jeg altså ikke. Det er da rigtig nok, at det er sundest for den enkelte og fællesskabet som sådan at tilgive, åh, ja, i Jesu Kristi navn. Men en intimitet og en tillid, der én gang på flokulvemanér er trådt under fode, opretter man altså ikke bare igen med et fingerknips.
Det er lidt med 'udskamning' som det er med satire. Når satiren (udskamningen) rettes mod overmagten, så er den sand mod sin egen ånd. Men når den rettes fra overmagten mod en minioritet, så er der tale om totalitaritet, som vi kan give mange navne, men virkningen er altid den samme: Tvang, Tvang og Tvang efterfulgt af Udslettelse, Henrettelse og Massegrave.
No comments:
Post a Comment