Tidsånden som spalter din tunge

Det er typisk for jer samfundssindsstøtter og udskamningskollaboratøre, at så snart vi er kommet forbi restriktionshelvedet, så er I pludselig noget så forsonlige og udglattende. Glemt er den udskamningspropaganda, I har taget så liflig del i. 

'Det betyder ikke rigtig noget for os og vi skal jo være her alle sammen og vi kan jo tale om så meget andet og nu skal vi også være tolerante og respektere hinandens valg og bla bla bla - videre i dén dur'. 

Men så let glemmer jeg altså ikke. Det er da rigtig nok, at det er sundest for den enkelte og fællesskabet som sådan at tilgive, åh, ja, i Jesu Kristi navn. Men en intimitet og en tillid, der én gang på flokulvemanér er trådt under fode, opretter man altså ikke bare igen med et fingerknips.

Nogle gange synes den tunge, der tales med, at være så spaltet som en slanges, når den intolerance og udskamning, man selv just har været medspiller i, pludselig forvandler sig til et krav om tolerance, fordi man nu bliver bange for at miste den plads man troede sig sikret og ophøjet i flokken og nu ænser en frygt for at ende med at blive et offer for den nok så velkendte udskamning fra den selv samme før så berusende og hypnotiserende tidsånd, der nu langsomt men sikkert vender sig til sin egen modsætning.

Det er lidt med 'udskamning' som det er med satire. Når satiren (udskamningen) rettes mod overmagten, så er den sand mod sin egen ånd. Men når den rettes fra overmagten mod en minioritet, så er der tale om totalitaritet, som vi kan give mange navne, men virkningen er altid den samme: Tvang, Tvang og Tvang efterfulgt af Udslettelse, Henrettelse og Massegrave.