:::::::

 

Hjørnet er overgroet og lagt i sænk af sne

her sidder den søde dreng 

                   som klinet ind i livremmen 

           og tæller med tæerne

banen er lang og åben som et glaseret trofæ

slæden står klar her hvor halvt oppe

står en vindblæst eg

først klæber mederne så gevaldigt

som nul hvor tiden dog står stille

et enkelt nyk bringer dog hurtigt kælken i skred

bag ved anorakkens vældigt grønne flade

klamrer han sig med kinden lagt 

                     mod pabbis lådne hætte

imens mederne tydeligt synger i stadig øget fart

lige nu er de som groet helt sammen de to

og tiden er livets værste sekund

og alligevel er det mest dejlige

at være den prissatte søn

den ømt udvalgte ven

der kan komme med op på slæden

som ligeværdigt menneske

vejen er isklampet lussing, 

      en hårdt stampet, isgloende snediamant

mederne bryder rasende fælt ned ad bakken

ned ad den klare kolde bakkes isblå gletsjerutsjetur

hurtigere og hurtigere og mere stålsat

styrter den enormt klodsede galningeslæde

med fuld gaspedal frem mod sit grove vildnis

sit gevaldige endemål

lige den hårbredde ved siden af

og hvilke djævelsk sylespidse torne

der her tager korsmål af guttermanden

af barnets store gud, jydernes tilrejste offergave

spidse torne

som hele kroppens tornekrone

med favnen fuld af overskåren attrå

trøsten finder ingen ord der helt slår til

drengen trækker resten af sin uskyld 

                  tilbage til helle

der hvor de hævede og sænkede arme

laver engle i sneen

og sammen trasker de hjemad gennem mulmet

ad vejen der stadig dækker den lumske is med sne.