Friday, 30 September 2016

Om afí - og vor tids veganermentalitet.




  Da min og 13 andres afí var 21 år blev han vegetar efter at have læst Martinus’ tanker i et tidsskrift, der hed O.M.. Det har på den tid været ret usædvanligt at blive vegetar – ikke mindst i det Nordvestlige hjørne af Island. Og Martinus’ råd til ham, da de endelig mødtes i Danmark, var da faktisk også, at han ikke nødvendigvis behøvede at tage dén beslutning; der kunne også være en overgang, hvor han lejlighedsvis kunne spise en smule kød – og da helst lyst kød så langt fra pattedyrsriget som muligt. Det ville også gøre det lettere at bevæge sig i sociale sammenhænge, så han og resten af hans familie stadig kunne tage del.  Dette vidste jeg ikke noget om, da jeg 18 år gammel besluttede mig for at blive vegetar (lacto-vegetar - idet jeg nemlig spiste smør). Men det har sikkert været med til at nuancere min egen tilgang til det at være vegetar, at jeg nogle år senere oplevede, hvordan min afí i sociale sammenhænge, når der fx blev serveret rejer, godt kunne tage et stykke franskbrød – komme salat og dild og til slut en enkelt reje på toppen af det hele. Når han så blev spurgt, om ikke han ville have nogle flere, for der var nok af dem, var svaret med et smil: Én er nok. Som pensionist spiste han helst kogt ris med en lille smule fint skårne gulerødder og ærter. Og der til drak han i spandevis af kaffe. Sådan gjorde man som typograf. Fik han ikke sine 10 kopper kaffe om aftenen, så kunne han ikke falde i søvn, sagde han. Om det har været den enkle kost, så langt fra det overdådige, man kan tænke sig, kaffen eller det islandsk-færøske blod, der gjorde det, ved jeg ikke, men gammel blev han i hvert fald: 102½ år!


Da, jeg var 35 år, skete det, at jeg stod midt i Dantes Inferno, og gennem Statsamtet blev anklaget for at være fanatisk vegetar. Syv år senere – lige forinden jeg igen fik børn, valgte jeg at blive det man vel i dag vil kalde flexitar, altså stadig overvejende grøntsagsspiser – men fleksibel – ikke mindst i forhold til sociale sammenhænge. Da jeg i sin tid som atten-årig blev vegetar, var der ingen i min omgangskreds, der var vegetar (ud over fandt jeg jo senere ud af altså lige min afí), men jeg var heldig, at have en forstående mor, der jo også var vokset op med, at det at være vegetar også er en mulighed; men faktisk oplevede jeg, som tiden skred frem, at omverdenen åbnede sig mere og mere op for, at vegetarisme faktisk er et sundt og i klimaperspektiv godt valg. Så på en måde oplever jeg nu igen - på en omvendt måde ganske vist - at tage valg, der går mod strømmen. Den ydmyge og i visse sammenhænge fleksible tilgang til levevaner, som jeg så at sige har arvet, oplever jeg ikke at de nye generationer af veganere har. Det har overrasket mig meget, hvor krigeriske og militante vore dages veganer kan være. Det skal siges, at jeg har kendt til tre generationer af veganer, og selvom også de havde og stadig har dyrenes velfærd og lige værd meget højt prioriteret, så har jeg aldrig oplevet, at de ikke har behandlet andre mennesker respektfuldt og aldrig har jeg oplevet, at de har haft brug for store armbevægelser for at gøre deres levevaner manifeste; det at leve vegansk og tage sig godt af alle dyr på sin vej, var og er en selvfølge, som de blot vil leve i balance og harmoni med. At bruge kræfter på krig ligger dem meget fjernt, om end deres broderlige forhold til dyreriget ikke lader mig i tvivl om, at de bestemt og naturligvis føler indignation over, hvordan dyr nogle gange og alt for ofte bliver behandlet – ikke mindst i det industrialiserede landbrug. Men med de nye generationer af veganer må jeg undre mig, hvor kommer al den aggression fra? Hvem er det, de skal overbevise. Mest af alt virker det i flere tilfælde, som om de skubber folk fra sig, og faktisk skader mere end gavner sagen. Men det vil tiden vise. Menneskeheden vil under alle omstændigheder over tid gå mere og mere væk fra at spise af deres skæbneforbundne fæller. Det er jeg overbevist om, men vi har alle hver især vores vej, og enhver har ret til at være på vej, og jo mindre den vej er på bekostning af andres lidelse – jo bedre.  

Thursday, 29 September 2016

:

Jeg har selv haft denne her problematik, hvor jeg er blevet angrebet, for det man antager, er en slags ”antroposofisk racelære”, og det har været umuligt at argumentere, da angrebet allerede er cementeret i den opfattelse, at den antroposofiske verdensanskuelse er racistisk i den nazistiske forstand. Der kan ikke argumenteres imod disse forudfattede meninger, da tale om at racer er væsensforskellige er umuliggjort af netop nazisternes fragmenterede og selektive ran på antroposoffernes meget videre perspektiv. Det er også beskæmmende i vore dage, at se spørgsmålet dukke op på denne en-øjede facon i fx Martin Henriksens mund... Mit bedste bud til den, der måtte gå med disse fordomme, er, at han bør læse samtlige af Goebbels dagbøger, og man vil da få et indblik i, hvordan noget, der ikke var ment som en mindregørelse eller udstødelse af en eneste specifik race, hvordan den gennemgribende beretning om ærkeenglenes virke - at begge disse forhold bliver selekteret, fragmenteret og forvredet ind til det absurde, således at man sluttelig kan stå med en mægtig kunsthal-udstilling, hvor der udelukkende optræder to mange kvaderatmeterstore portrætter af Adolf Hitler - det ene, hvor han netop er portrætteret som ærkeenglen Michael. Mere konkret billede på den kolossalt eksorbiante forsimpling til det absurde kan næsten ikke tænkes. Læser man Goebbels dagbøger,  vil man forstå, at antroposofferne IKKE delte nazisternes verdensopfattelse, men at det forholdt sig omvendt - nazisterne så antroposoffernes verdensanskuelse som et skatkammer, hvor de kunne gå ind og røve lige de dele, der passede ind i deres psykopati. Sådan opererer det onde - gennem forskydninger og fragmentering af helheden - sådan opererer det til hver en tid - hver eneste dag sker disse umærkelige forskydninger, der skal få os til at miste forbindelsen til helheden. Antroposofien udgør en sådan helhed, som kun kan opfattes helt stående inde i sin helhed. Ethvert fragment taget ud kan bruges til det modsatte af, hvad hensigten var fra antroposofiens grundlæggers bagvedliggende åndelige impuls. Derfor nytter det heller ikke noget at diskutere på det fragmenterede grundlags præmisser. Den der kommer med anklager på et fragmenteret grundlag, kan jeg kun opfordre til at sætte sig dybere ind i den historiske sammenhæng. Det fremgår af Goebbels dagbøger at antroposofferne og nazisterne endte som modstandere, og det for antroposofferne blev en gang på knivsæg for ikke selv at ende som de deporterede, forkert tænkende. Det vil man også kunne gøre sig begreb om, når man begynder at studere de beretninger, der er kommet og kommer fra de antroposoffer, som levede på den tid. Steiner opfordrede jo altid folk til at gå ind i sit folks skæbne; han opfordrede dem ikke til at flygte til et ellers bedre åndeligt fællesskab eller paradis i Goetheanum, nej, han opfordrede dem til at rejse tilbage og tage del i det folks skæbne, som de var udrundet af. Og således delte jo alle tyskere det vilkår, at de hele tiden måtte gå på kompromis, at de hele tiden måtte nedtone deres egen mening, fordi diktaturet i den grad var så absolut, at man ikke kunne undslå sig for at spille med – i hvert fald på overfladen. Al offentlig aktivitet har man som ikke-nazist måtte nedtone, og selvcensuren var helt konkret spørgsmålet om sagens og sin egen overlevelse.


Men der er også noget rigtigt i at stritte imod al tale om race-karakteristika efter alt det menneskeheden har døjet med under de formørkede år; der er noget sundt og rigtigt i at ville se menneskeheden som én race - ligesom man samlet ser farverne i regnbuen som én regnbue. Men at det er sundt og rigtigt er ikke ensbetydende med, at det også er hele sandheden.

Tuesday, 27 September 2016

:


Goebbels lange tale ved nazisternes første bogafbrænding i Berlin den tiende maj 1933 havde tydelige indslag, som er hentet fra hans tidligere mange-årige omgang med tyske antroposoffer. Det er vel dokumenteret, at han i slutningen af tyverne var endda meget optaget af den antroposofiske verdensanskuelse, og at en del mytologisk stof fiskes ud deraf til senere forvanskning. Det er interessant at læse demagogen, agitatoren og folkeforførerens dagbøger - og følge forvandlingen fra beundring over fragmenteret indoptagelse til en sluttelig fordømmelse, da det der kan bruges til at forherlige den nazistiske ideologi er hentet ud, og de tidligere beundrede 'venner' senere kan stødes tilbage, fordi de alligevel ikke på nogen måde kan tænkes hverken helhjertet eller overhovedet at slutte sig til den nazistiske bevægelse.


Ved afbrændingerne blev 25.000 bøger af 1200 forfattere brændt. Goebbels gjorde offentlig rede for de direkte årsager for flere af forfatternes vedkommende. Og efterfølgende ridsede han op hvilke fire kategorier der måtte udgives - alt andet skulle kun være at læse for flammerne.
Det onde tåled kravler op fra gæringstanken og hikster frihedens inspirerende flammebål er din skæbnesvangre herpes zooaster stjernebøvs tril øjnene i deres gyroskopiske gyngestole her kommer møggrebsvisionen: hårdt arbejde, hårdt arbejde og dollars. Og aktiekurser og frit fald ned i pizza på polsk, det cykler bare i rådgivningsbureauet, det cykler bare og tramper rundt i wonderful vandrefugl den onde hyleme & will to kill og hill bill og evil evil hold min hånd nu går vi to sammen og cigar og hvabehar – stenpladerne er mit hageparti hellige sivkurv du behøver hver nicola kidman for en penny.

Sunday, 25 September 2016

:

Nazisme er civilisationens konsekvens og svøbe... de renhedsidealer havde danskerne desværre allerede før det fik navnet nazisme.

Saturday, 24 September 2016

Hvordan mennesker ser metal svæve op gennem luften som fine forstøvede partikler henover tændernes glans:

Pakker plastic om halsens vase
vågner op til tapetets sirlige mønstre
sveder smør salt
var vi allerede visne ved søndagsluftens sang
alvorlige trappesten manglende sin japanske gud
bevidsthedens pastelfarvede baglokale
som jeg aldrig selv fik sagt farvel
op fra maskinhaller alle spinkle sprogs vræl
tropisk samlejes smasken fryser fast
var jeg blot en paryk der de sidste mange dage
sad så meget jeg orkede
på din spættede nakke
natten stønner vitterlig sit stjernesvar voldtagne mennesker
med udstyr som gør naboen grøn af misundelse
regnen opskåret al betydning
ænser sytten personer
skrevet af efter nogle store tomme dåser kaviar.


THE EVIL TO LEAD



The inspiring flame of freedom that America represent can not escape its destiny:


Tuesday, 20 September 2016

:




Først sagde de: "... men jeg er ikke racist", nu siger de: "jeg ER racist" - og om ikke så længe uddeler de halvmåner til de dæmoniserede undermennesker.



:




Demokratiet er lige glad med om vi tager fejl; det er folkets demokratiske ret at tage fejl - det er det, der gør demokratiet yderst sårbart, lidt lige som et dødeligt menneske.



Thursday, 15 September 2016

:




Når politikere træder frem i medierne og proklamerer, at kommunale eller statslige ydelser kan gøres  billigere for borgerne, som det pt aktuelle energiområde, hvor energiministeren er ude og sige, at varmen generelt kan gøres betydeligt billigere for forbrugerne, så betyder det oversat fra nysprog, at flere kommunale og statslige instanser skal privatiseres, med der af følgende større  udbytte-afkast til aktionærkredsene som følge af voldsomme prisstigninger på varmen, som netop forbrugerne har at afholde.



Wednesday, 14 September 2016

~




De siger, at der ligger en hval der ude og nu kan jeg godt se det; jeg ser tydeligt en stribe dråber forsvinde ind i dens åndehul og der er malet med lip gloss hen langs hele den ene flanke i alle regnbuens farver.




~




Der er et ansigt bag ansigtet med flaben fuld af skyttegrav
der er et ansigt bag ansigtet som rider på det store tavse intet med en geværkolbe presset mod nakken
af hver af dine celler.



Tuesday, 13 September 2016




Menneskeheden har ikke brug for flere larmende religioner
menneskeheden har brug for stilhed, andagt, nærvær og drømme.



Sunday, 11 September 2016

Den nøgne, den nøgterne og den sekulære



I kan gerne fjerne religioners symboler fra det offentlige rum. Men jeg finder, at vi bliver meget fattige, hvis alle fremtidige generationer skal vokse op uden i det mindste en gang imellem at have oplevet en stemning af ceremoni og andagt. Det er så min personlige mening, og den kan jeg naturligvis bare selv sørge for kommer til live i forhold til mine egne børn. Men det ville for mig minde en anelse om en sovjetstat. Fjern religionerne fra børnenes skuldre - men ikke den religiøse følelse af naturforbundethed og besjæling, som børnene lever i - såfremt de ikke tvinges ind i det mekanistisk-reduktionistiske verdensbillede meget af vi voksnes tilværelse udbreder sig som.

Religion er en privat sag og bør også forblive privat. Men jeg skelner ligesom i øvrigt Niels Hausgaard mellem religion og religiøsitet, og jeg ønsker mig ikke en materialistisk sovjetstat uden ånd, og det ved jeg, at ingen anden dansker vel egentlig heller ønsker sig. En sonetkrans er ceremoni lige så vel som et korværk virker ceremonielt. Det er det, jeg blandt andet mener med, at ceremoni er vigtig.

Saturday, 10 September 2016

Skyld uden straf:



Man kan være frifundet for sin straf, selvom man ikke er frikendt for sine anklager og sin dom - når sagen er trukket så meget i langdrag, at den kan skubbes ind under forældelsesparagraffer. Så selvom man er skyldig kan man altså i visse tilfælde stadig slippe for straf. Det synes i den forbindelse misvisende at ordet frifundet kan komme i anvendelse, selvom det ligger i dén logik, at man er fundet fri for straf, selvom man altså er kendt skyldig, og stadig betragtes som værende skyldig.



Thursday, 8 September 2016

:



Når jeg råder et menneske, der ikke har spurgt om råd, så foregiver jeg, at kunne noget meget sjældent, nemlig at have forstået det andet menneske, hvilket i virkeligheden skaber afstand til den anden - ofte med irritation til følge. Ren Heidegger.



Wednesday, 7 September 2016

Lyt til mit råd, Oh, ædle vilde, køb dig et slips smallere end en erigeret langemand:




Usunde råd  har jeg masser af; jeg har selv øh fulgt dem, men det er jo ikke råd som sådan, det er mere tossestreger, svinkærinder, forvildelser, tågeslør, smertelindringer, desperate handlinger, som man i heldigste fald bliver klogere af - men for det meste bare ender på den lukkede for. Jeg var i øvrigt cutter som barn, men den gang havde det ikke noget navn. Det råd kunne jeg jo også give videre - har I ondt i sjælen - så skær den ud, nogle gange lykkes det næsten.

~




Du er blevet ræven der lusker rundt på dit dødsleje du er ja ja du er ræven ja du er blevet ræven der lusker rundt på dit dødsleje ja du er ræven der lusker rundt på dit dødsleje ja du er ja ja du er blevet ræven ja du er ja ja du er blevet ræven der lusker rundt på dit dødsleje ja du er ræven ja du er ræv du er ræv ja ja ja du er blevet ræven der lusker rundt på dit dødsleje ja du er blevet ræven der lusker rundt på dit dødsleje ja du er blevet ræven der lusker rundt på dit dødsleje du  er ja ja du er ja du er blevet ræven der lusker rundt på dit dødsleje ja du er ja du er ræven ja du er er ja ja du er blevet ræven der lusker rundt på dit dødsleje ja ja ja du er ræv ja du er ræv ja du er ræv ja ja du er blevet ræven der lusker rundt -



Tuesday, 6 September 2016

~




Hun står på et sort hjerte af snoede slanger. Det omklamrede fiskeben er ikke andet end et infantilt skrig.




Monday, 5 September 2016

~




Himlens udgang er hverken lam eller ulv - men altid i bryllupstøj - se de smukke juvelspor gommen trækker! Loke er hans nærmeste nabo forklædt som polarræv. Her dykker alle tiders juvelbesatte himmeldyr som en kommende hvirvel mod de intet anende hunde, åh, denne kådhed at rende verden i møde. Kun historiefortællersken knæler forsagt med de store tiders mennesker som små miniature i sit hjerte; hun vugger dem, som kunne de aldrig rigtig falde til ro. 

Den lange række
af dødfødte enere
hører din andenviolin
som et savn.











Replik om Rusland:

Ganske vist foregår der rigtig nok gennem vestlige efterretningsvæsener og vestlige medier en fordrejning og tilsværtning af russiske værdier (som i min optik ved sin rod har det meget vigtige budskab til menneskeheden: Så længe bare én af mine brødre/søstre er ulykkelig er min lykke ikke fuldkommen (eller i en anden version: En moder er aldrig mere lykkelig end sit mest ulykkelige barn)). Men hvis den nationalkonservative bølge som går gennem Rusland skal glorificeres for frihed, demokrati og ytringsfrihed, så mangler der nogle underbyggende facts, nogle sikre kilder, der fortæller nøjagtig hvordan adskillige journalister og politikere er blevet taget af dage, og allermest af hvem og for hvilken instans, stat eller organisation.

:


Sunday, 4 September 2016

^




Enhver vulkan er jordens røvhul.

Min ånd stinker af synkronsvømning og kippers.

Klodens mest ømme dupper
befinder sig ikke inde i en bog
med syntetisk litteratur
men ud fra helt logiske beregninger
og nøje overvejelser
på havets bund tæt på kysten
ud for Hawaii.





~






Der sidder en dreng ikke langt fra, hvor søløven gjalder; han knuger sine ben ind til sig, som var knæene hoveder på skelletfisk. Hans hår er det land, søløven kalder kyst; isbjørnelabben står mellem ham og kyskhed. Drømmer han her på dette udsatte sted - er alt, hvad der sker, en del af hans drøm - er kuglen, der svæver over hans fiskehovedknæ, ham selv som embryo; livsstadier er her til stede på én og samme tid. Hun, der skriver historien, blegner i en hvirvel frostkrystaller over sin egen tydelige og voldsomt store pote, som peger hun med hele grundfjeldets tyngde drengen ud som historiens centrum; den hvorover alting udspiller sig i hele den vide bugt.


Saturday, 3 September 2016

~




Den glubske hund, som himlen tog, har tusind ben på ryggen. Noderne er blevet pels og halens sidste hvide plet er månestor.

Og G-nøglen slynger sig som & og sarkofag; de iltre toner er ståpels i en ellers sfærisk tyst og overgiven statisk ro; kun klovgrotten er polarrævens sidste mål, hvor ulden funkler fuld af rim og ariens stjernesatte horn.




~




Sæden springer op på slæden og slædehunden den er glad.



~





Tag livet af slæden og slæden er sæden.








Friday, 2 September 2016

~



Hun var helt uskyldig, da fosteret blev undfanget sæden kom strømmende som en eksplosion af slædehunde kastede sig over hende med fuldt opspilede og frådende kæfte; kun vi ved, at hun senere rejste sig i sin fulde isbjørn - stående med labberne sikkert på grundfjeldet med sine skatte og rigdomme - små lommer af malakit, kvarts og turmalin - og langs bredden: sæler og søløver med hule trompethost ud over bugten; vi ved hun tog det til sig - ind til han selv kunne gå. Vi ved, hvad bugten hedder og slægtens aner kender vi. Her ser vi, hvordan det hele skete - den dag i bugten.



Thursday, 1 September 2016

~



Sæden har blækspruttearme og folder sig ud som et blad så skarpt at det skiller slædehundenes glade glubske hoveder fra natten natten er en regnbuepanter som kaster sig baglæns ind i flammernes bål. Sæden er en slæde slædehunden trækker sæden er en slædehund løsrevet fra sin slæde sæden pisker Diskobugtens væsener op i elektrisk blå. Søløverne svinger trompetklipperne med spiralformet jubel. Grundfjeldet ligger på et hav af blå hals.

Inuitterne er sædens små stærke bisonokser, de bærer den frem ved at stemme skuldrene imod. Sæden er en guldslange der med efeuens skarphed skærer halse over. Dæmonerne er frit svungne nodeark krøllet sammen af en udenjordisk skønhed. Stjernerne er glade for de glubske munde - vildskaben springer op fra et sted dybt under skrivefeltet - så mange ubestemmelighedsfaktorer omkredser springet ud i fjorden. Månen er et trekløver malakitgrotten peger på.