~

Der sidder en dreng ikke langt fra, hvor søløven gjalder; han knuger sine ben ind til sig, som var knæene hoveder på skelletfisk. Hans hår er det land, søløven kalder kyst; isbjørnelabben står mellem ham og kyskhed. Drømmer han her på dette udsatte sted - er alt, hvad der sker, en del af hans drøm - er kuglen, der svæver over hans fiskehovedknæ, ham selv som embryo; livsstadier er her til stede på én og samme tid. Hun, der skriver historien, blegner i en hvirvel frostkrystaller over sin egen tydelige og voldsomt store pote, som peger hun med hele grundfjeldets tyngde drengen ud som historiens centrum; den hvorover alting udspiller sig i hele den vide bugt.