Wednesday, 25 November 2009

Og hun synger Yesterday...

* Det er Paul McCartney, der er inde i Connie Hedegaard. *

Sunday, 22 November 2009

God hallo ja det er mine fingres aftryk går det okay her i de sidste novemberdage; hvor er ø'erne henne! Ah, men du er i KBH* Skrivemaskiner er skønno! Hov hvordan kom den sammenføjning istand? Det er da wunderbar! Er det virkelig noget programmet gør af sig selv? Ja åbenbart. Nå ... øh. Hvad behøver jeg ikke? Hvis mest gør eller larver, men det er jo en harmonisk dans, så egentlig danses jo harmonisk bevægelse altså der bevæges ikke siden turneen i 2003, men nu gør mine børn eurytmi, og så drømmer vi han har en god verdensforståelse, har dog kun læst tror jeg et digt af ham, og så noget essayhalløj; han er vel sådan en slags midtjysk Blakefyr, ikke? Ja nemlig - også min bedstefar døde jo i år, han var elev af Martinus. Desværre kunne jeg ikke være hos ham i dødsøjeblikket. Ja jeg erindrer det, at vi talte om de respektive. Nu er jeg på bar bund hvad det genetiske åndssprings ophav angår sådan indisk i hjertet. Ja lige præcis. Nu har de store guder forladt mig, og hvad hjælper det at forgude nogen somhelst. Men måske får vi børnebørn en dag? Uhyggeligt og zen. Jeg er også bange for validiteten af ordet vi. I unge mennesker gir alt for let op, var de sidste belærende ord min danske bedstemor fortalte mig. Jo ollekoller for soffer hæ, na stoffer tager livet af den halve ungdom, men en del af dem lever i en svunden stammementalitet; ja som metafor men også som en realitet i sindet som siver ud gennem fingrene og ud i alt det der ikke bliver gjort rent, but. Jeg kan kun tale om det jeg kender fra mig selv. Men nogle psykologer og psykiatrere siger vi lever i en tid, hvor man måtte være tilfreds om bare tiden kunne skrues tilbage til en almindelig neurotisk tid. De savner neuroserne fremfor vores tids helt udbredte og almene ANGST.Vi kan altså ikke længere nøjes med roserne nu står tårnene væltet fulde af torne. Og filtrene kan ikke skrues på de cigaretter, der er røget.

Wednesday, 18 November 2009

~ ALLE DE DER HAR EN RAMMEFULD MYRER UNDER ØJNENE ER UDENFOR LOVENS RAMME MEN NÅR DE ER NÅET OP OG IND I BILLEDET BEGYNDER FORBYTNINGEN SOM HAR GIVET DEN TILFÆLDIGE DÆMRING. DE BØR TILSKRIVE VARMEN EN KÆRLIGHED, DE OVERSER BØR LAPPE ØRERNE SÅ DE UOMGÆNGELIGE KANTER PÅ NY STÅR FORNØJELIGT FRIE; FØDDERNE DE RAFLER OM BØR OPFINDE ET MENNESKE OG GÅ UD AF JUNGLENS MØRKE. UNDER LUMMERHEDEN VOKSER LÆN DEM IKKE UD OG NYPÅFUND BRYDER IND PÅ KENDTE STIER OG BLIVER LIGESÅ SJOVE SOM INTET NUL ELLER SLØR KAN SLØRE. FOR ØJENBRYN SPRINGER DÆLENDYLME OP I FEBRUAR; DEN VEJ NULLERNE HAR INDTAGET MEDFØRER BL.A. DE FYLDTE URNER FRAGTET TVÆRS OVER ØERNE PÅ NIMBUS. OG I TELEFONBØGERNE AFBRYDES. EN NY REGNSKOV KLYNKER FOSTERMUNDE ÅBNE. DU ER DEN, MUNDLAPPEN UNDGÅR MED OFTE TALTE MANUALER. ~

Thursday, 12 November 2009

Kampen i sproget og kampen om sproget

"Danmarks islamofober opererer med præsic den samme tankefigur som vulgærmarxisterne i 70'erne" Sådan skriver Paul Smith i kronik i dagens Information. Og han påviser videre, at visse af datidens vulgærmarxister endog er identiske med nogle af nutidens islamofober. Og det er jo sådan set ret tankevækkende i sig selv. Men P.S. får også i sin belysning af det overordnede tema flettet noget ind om Aristoteles og hans påvisning af, at der i sprogets elementære logik ligger noget, der 'tvinger' samtalepartnere frem mellem ordene. Det fik mig med et til at indse, at det lige præcis er det, jeg pt arbejder med eller benytter mig af - i en samling jeg kalder Propagandamajoren fra Svans. Paul Smith skriver: " (...) sprogets polære (+-) og binære (= to-ledede (0/1) grundstruktur holder de betydningsgivende grundbetegnelser sammen. Det er modsætningerne (+-), der sætter betydningerne - ikke som adskilte størrelser i egen ret - men som forbundne par (0/1)." Det er der, jeg gerne har villet gå ind og undersøge propagandistiske udsagn, der jo netop kan synes at være den ene adskilte størrelse i et amputeret sprog; det interessante for mig er så, om det da er muligt at tilføje sproget sine amputerede lemmer igen, ikke så disse bare fremstår amputerede, men således at de tegner en ny helhed, den helhed propagandaen syntes at være faldet ud af.

Tuesday, 10 November 2009

Den Lodrette Beståen

Essensen af Albert Dams verdenssyn er den helt geniale tanke, at dyreracen er et fald fra menneskestammen. Den tanke genindsætter mennesket som det egentlige ledebillede. Uden at give afkald på det skæbnefællesskab, vi har med dyrene. De kan ikke blive andet end dyr. Dermed bliver medlidenhed, den dyd vi naturligt må møde dyret med. Mennesket kan udvikle sig som menneske ud fra sit billede, sin idé; og på en måde synes vi at stå i gæld til det offer dyrene synes at have bragt ved for tidligt at have bragt sig ind i en specialiseret form. Studiet af embryonaludviklingen for f.eks. en hest viser, at heste-embryoet går fra en tilstand, hvor der forefindes lemmer med fem fingre/tæer til at have en enkel hov. Det ser jeg som et helt konkret billede på det ovennævnte fald fra menneskestammen. Medlidenheden kommer ind i billedet, der hvor vi indser, at dyrene for stedse har mistet de muligheder, vi har, og tilmed i og med det offer har gjort det muligt for os at blive mennesker gennem en sådan af os praktiseret medlidenhed.