Jeg har selv haft denne her problematik, hvor jeg er
blevet angrebet, for det man antager, er en slags ”antroposofisk racelære”, og
det har været umuligt at argumentere, da angrebet allerede er cementeret i den
opfattelse, at den antroposofiske verdensanskuelse er racistisk i den nazistiske
forstand. Der kan ikke argumenteres imod disse forudfattede meninger, da tale
om at racer er væsensforskellige er umuliggjort af netop nazisternes
fragmenterede og selektive ran på antroposoffernes meget videre perspektiv. Det
er også beskæmmende i vore dage, at se spørgsmålet dukke op på denne en-øjede
facon i fx Martin Henriksens mund... Mit bedste bud til den, der måtte gå med
disse fordomme, er, at han bør læse samtlige af Goebbels dagbøger, og man vil
da få et indblik i, hvordan noget, der ikke var ment som en mindregørelse eller
udstødelse af en eneste specifik race, hvordan den gennemgribende beretning om
ærkeenglenes virke - at begge disse forhold bliver selekteret, fragmenteret og
forvredet ind til det absurde, således at man sluttelig kan stå med en mægtig
kunsthal-udstilling, hvor der udelukkende optræder to mange kvaderatmeterstore
portrætter af Adolf Hitler - det ene, hvor han netop er portrætteret som
ærkeenglen Michael. Mere konkret billede på den kolossalt eksorbiante
forsimpling til det absurde kan næsten ikke tænkes. Læser man Goebbels dagbøger,
vil man forstå, at antroposofferne IKKE
delte nazisternes verdensopfattelse, men at det forholdt sig omvendt -
nazisterne så antroposoffernes verdensanskuelse som et skatkammer, hvor de
kunne gå ind og røve lige de dele, der passede ind i deres psykopati. Sådan
opererer det onde - gennem forskydninger og fragmentering af helheden - sådan
opererer det til hver en tid - hver eneste dag sker disse umærkelige
forskydninger, der skal få os til at miste forbindelsen til helheden. Antroposofien
udgør en sådan helhed, som kun kan opfattes helt stående inde i sin helhed.
Ethvert fragment taget ud kan bruges til det modsatte af, hvad hensigten var
fra antroposofiens grundlæggers bagvedliggende åndelige impuls. Derfor nytter
det heller ikke noget at diskutere på det fragmenterede grundlags præmisser.
Den der kommer med anklager på et fragmenteret grundlag, kan jeg kun opfordre
til at sætte sig dybere ind i den historiske sammenhæng. Det fremgår af
Goebbels dagbøger at antroposofferne og nazisterne endte som modstandere, og
det for antroposofferne blev en gang på knivsæg for ikke selv at ende som de
deporterede, forkert tænkende. Det vil man også kunne gøre sig begreb om, når
man begynder at studere de beretninger, der er kommet og kommer fra de
antroposoffer, som levede på den tid. Steiner opfordrede jo altid folk til at
gå ind i sit folks skæbne; han opfordrede dem ikke til at flygte til et ellers
bedre åndeligt fællesskab eller paradis i Goetheanum, nej, han opfordrede dem
til at rejse tilbage og tage del i det folks skæbne, som de var udrundet af. Og
således delte jo alle tyskere det vilkår, at de hele tiden måtte gå på
kompromis, at de hele tiden måtte nedtone deres egen mening, fordi diktaturet i
den grad var så absolut, at man ikke kunne undslå sig for at spille med – i hvert
fald på overfladen. Al offentlig aktivitet har man som ikke-nazist måtte
nedtone, og selvcensuren var helt konkret spørgsmålet om sagens og sin egen
overlevelse.
Men der er også noget rigtigt i at stritte imod al tale om
race-karakteristika efter alt det menneskeheden har døjet med under de
formørkede år; der er noget sundt og rigtigt i at ville se menneskeheden som én
race - ligesom man samlet ser farverne i regnbuen som én regnbue. Men at det er
sundt og rigtigt er ikke ensbetydende med, at det også er hele sandheden.
No comments:
Post a Comment