Fra Fiskene til Vandbæreren

 

Fiskene i Det Nye Testamente er symbolet på kristi lidelses-tidsalder og korsfæstelsens mysterium. Fiskenes tidsalder. Engang vil vi måske finde hvilke symboler er dækkende for Martinus' indvarsling af Vandbærerens tidsalder, broderskabets, frihedens og overflødighedshornets tidsalder.

Det aramæiske sprog kan ikke oversættes så entydigt, som det er blevet af alverdens landes oversættere. Der sker en væsentlig fattiggørelse ved enhver oversættelse og meget af den oprindelige kosmiske visdom, indsigt og magi går tabt.

At der med benævnelsen af *Fiskene* er tale om symbolik, ses endvidere i dette symbolleksikon:

"Fisken er et centralt kristussymbol. På græsk hedder fisk ichthys, et ord, der i tidlig kristen tid blev opfattet som et akronym, dvs. at hvert bogstav i ordet svarer til begyndelsesbogstaverne (på græsk) af “Jesus Kristus Guds Søn Frelseren” (Iesous Christos Theou Hyios Soter). I tidlig kristendom anvendes fisken som Kristussymbol på gravsten og andre indskrifter. I bespisningsunderne i evangelierne (fx Johs. 6 og Matt. 14) er det brød og fisk, der mætter en stor skare. Men Jesus kan også opfattes som fiskeren, disciplene som “menneskefiskere” (Mark. 1, 17), der skal få stort dræt, dvs. omvende mange. Denne metafor viser en sproglig oplagthed hos Jesus: Den er skabt på stedet, og de første disciple var rigtige fiskere ved Genesaret Sø."

Det siger sig selv, at Jesus ikke i bogstavelige forstand ville kunne have bespist en stor folkeskare med to fisk. To fisk er nævnt, fordi det handler om symbolik. Jesus kommer som forløseren i Fiskenes Tidsalder. Fiskenes tegn er netop to modsatsvømmende fisk.

Det fortælles, at Jesus Kristus kunne ophæve tyngdekraften og dematerialisere sig. Men det var ikke disse egenskaber, som var det største af miraklerne. Det største mirakel var Alkærlighedsbudet. En bevidsthed som intet menneske når gennem et mirakel, før end det selv gennem lidelseserfaringer med hele sit væsen er blevet alkærligt.

Jesus Kristus kunne have gjort hvad som helst, men han gjorde ud fra min bedste overbevisning intet for at fremstå som en tryllekunstner.

Der ligger en dybere symbolik i de to første testamenter. En tidsånd kan du kalde det. Hele biblen er jo en art kodebog; hvor de interne referencer, der opstår, i den måde de bruger det sprog, biblen er skrevet i, slet ikke lader sig oversætte ved en oversættelse til et andet sprog. Det, der for os i en nordisk sammenhæng giver en poetisk mertilskrivning gennem enderim, bogstavsrim og indrim, var for datidens mennesker (det vil sige først og fremmest de indviede og de skriftkloge) meget mere sofistikeret. Fx er biblens sætninger ment som 'sang' og sætninger gentages alene for deres sangbarhed og for et spejlvendthedsprincip, som, på en ganske vist mere karikeret måde forud er set i ægypternes henvisning til at aftegne mange forhold i både deres verdslige som i deres åndelige positur - for at fortælle : At i den åndelige verden er alting spejlvendt/omvendt af i den blot fysiske verden, omend disse to verdener i virkeligheden ligger fuldstændig indforvævet i hinanden. I Biblen ses dette udtrykt på den måde, at alle de steder, hvor det er muligt at danne meningsfulde sætninger, der har en direkte og meningsbærende reference til en allerede udtrykt sætning, der gøres det - ud fra devisen: hvert bogstav, der står i en udtalt nedskreven sætning, forvandles i følgende sætning til en sætning, hvor hvert eneste bogstav i sætningen er en omvending af bogstaverne i den foregående sætning. Således ville de, hvis de fx havde skrevet ”Testamentet skal åbne jer” - ud fra ovenstående lovmæssighed og hvis det i øvrigt havde givet en indholdsmæssig, betydningsbærende merviden, skrevet "Iyjiåpyoiyi jråq aøoy syk" i den næstfølgende sætning - (ud over, at alle vokaler var uskrevne og indforståede i de skrevne konsonanter). Dette kan (tydeligvis) ikke lade sig gøre i det danske sprog, men i den oprindelige sprogdragt har det i mange tilfælde kunne give meninger, som har fået sætningerne til at udvide sig i mange artet merforståelse.

Det er forskellen på - på den ene side de to første og så det Tredie Testamente. De to første har en indbygget (og for det almene menneske) skjult logik, som har skullet skabe en følelsesmæssig åbning hos tilhøreren ved sin (næsten) absolut skjulte logíks fremmaning af et sprogligt mysterielandskab, der skal vække den religiøse følelse, kristuskimen.

I Det Tredie Testamente er logikken selve sagen og teksten er krystalklar og har ikke som sit første sigte at tale til følelsen - men at tale til det dagklare intellekt.

.................................................................................



Senere tilføjet indlæg om noget af samme emne: HER.

 

Kosmisk Kemi:

 

"Hvis ikke alt søgte imod Ligevægt, var der ingen Bevægelse og dermed ingen Oplevelse. Og ethvert Væsens Fremtræden vilde dermed være en Umulighed."

Martinus: Det Tredie Testamente, LIVETS BOG ⅲ, Kosmisk Kemi, stk. 728.

Da Martinus og sagen trak mine bedsteforældre til Danmark

I nittenhundrede treoghalvtreds rejste min bedstefar med sin livsledsager til København fra Island for at følge Martinus foredrag. Lige som han hver gang Martinus var i Island rejste ned fra Vestlandet for at opleve hans foredrag, sådan som rigtig mange islændinge gjorde på den tid. I København fulgte min bedstefar, Oskar Jensen, hver søndag Martinus forelæsninger på Martinus Instituttet. En dag kom Martinus til te hos mine bedsteforældre. Her fik min bedstemor også bevidnet, hvilket elskværdigt menneske der var at finde i Martinus. Med sig i København havde mine bedsteforældre deres yngste søn, en efternøler på godt tre år. Martinus havde et stykke legetøj med til ham. Det var en bil af træ. Måske har det også været ved den anledning, at Martinus har sagt til min bedstefar, der da havde været vegetar i syvogtyve år, at han godt kunne spise en lille smule kød og at det da skulle være hvidt kød - som fx. fjerkræ eller fisk. Min bedstefar var på det tidspunkt den eneste i familien, der var vegetar. Vennen, Martinus Simson, der også boede på Vestlandet og var af dansk oprindelse og også interesserede sig for Martinus Kosmologi og med hvem han havde en lille studiekreds var ligeledes vegetar. Men mange har der ikke været på den tid. Jeg husker en gang min mor serverede rejer. Oskar tog et stykke brød og placerede der på flere salatblade og på toppen af det hele en enkelt reje. Jeg sagde, jamen, bedstefar skal du ikke have nogle flere rejer, der er jo rigeligt i skålen. Hvor til min bedstefar med sin helt særlige charme sagde, en er nok. Der blev aldrig i min barndom talt om, at min bedstefar var vegetar eller helst ville spise grøntsager. Der blev heller ikke talt om Martinus. Men da jeg var blevet 18 år blev jeg fra den ene dag til den anden vegetar og tre år senere stødte jeg ved "tilfældigheder", der ikke har med min familie at gøre, ind i litteratur af Martinus og Rudolf Steiner. Først der efter, da jeg selv begyndte at tale om sagerne, kom det frem, hvordan det hang sammen. Min bedstefar har betydet helt afgørende meget for mig og er vel det eneste menneske, jeg i mit liv har haft oplevelsen af fuld hundredeogtyve  procents accept fra. Vi havde gennem hele mit voksne liv ind til det sidste en lang korrespondance. Brevene jeg sendte ham fyldte ~ otte år før min bedstefars bortgang som 102 åring ~ en hel sæk, men er desværre (for mig) gået tabt. Oskar Jensen var vel en af de første eller måske den første til at oversætte Martinus skrifter. Oskar udgav i 1935 to små skrifter, der ganske vist strengt taget ikke er ordrette oversættelser, men mere fortolkninger eller oversættelser med kunstnerisk frihed af Martinus ord. Det var i tidsskriftet O.M. som havde fundet vej helt op til Islands nordvestligste hjørne, at min morfar første gang stødte på artikler fra Martinus hånd.

Der er mange spørgsmål, jeg gerne ville have haft stillet min bedstefar, om jeg, den gang han levede, havde vidst, det jeg ved i dag. Jo mere man kommer til at vide, des flere spørgsmål opstår der og jo mere bliver man klar over, hvor lidt man i grunden ved.

Da Oskar og Hansina altså i nittenhundrede og treoghalvtreds kom til København, lånte de en lejlighed af en Martinus interesseret dame, der skulle en tur til U.S.A. Da hun kom tilbage, lejede de et sommerhus i Hundige og var i sommerhuset vinteren over. Fra Hundige tog Oskar i hverdagene på arbejde i København og om søndagen fulgte han forelæsningerne på Martinus institut. Det var netop her i halvtredserne, at de første af den række Martinus foredrag, der i årene fremover blev optaget, fandt sted. Således må flere af de foredrag, jeg i dag kan lytte til fra optagelser lagt ud på internettet, have haft min bedstefar som interesseret del af tilhørekredsen.

Efter vintersæsonen lejede mine bedsteforældre en lejlighed af, hvad der skulle vise sig at være, en svindler i København. Udlejeren havde lejet ud til flere forskellige mennesker, der hver især havde betalt depositum.  Mine bedsteforældre lavede nu en aftale med en af disse, en dame, der også havde lejet lejligheden, således at de nu kom til at bo der sammen. En dag så min bedstemor en hånd, der stak ind fra køkkenbagtrappens dør for at åbne for gassen. Men da Hansina jo nu havde set det, fik hun hurtigt slukket for gassen. Det havde nok været meningen, at de skulle omkomme i en gasulykke – enten forgiftede eller indebrændte i en eksplosion. Derved ville deres svindeludlejer kunne få udbetalt forsikring samt beholde depositum og endda få mulighed for at indkradse nye fremtidige.  Mine bedsteforældre måtte flytte fra København, fordi de ikke kunne finde en anden lejlighed. De kunne ellers godt lide København og ville gerne have blevet i Danmark. Men i nittenhundrede og seksoghalvtreds rejste de tilbage til Island. Efterfulgt af min mor, der da havde mødt min far, som hun rejste sammen med til Island. Fire år senere kom jeg til verden.