Beethoven uden Måneskinssonaten
er som kaffe uden mælk
Beethoven
uden Sonata quasi una Fantasia
er som en mand uden en kvinde
og især uden grevinde Giutietta Guiccardi
Beethovens Sonata
quasi una Fantasia, op. 27, No 2
er Beethoven i strålende måneskin.
Beethoven er hammer
men før det kommer der
en lussing
Beethoven hamrer
en syngende lussing
lige ind i dit fjæs.
Beethoven begynder
ikke i baghaven
hvor hundene skider
Beethoven begynder
med en syngende lussing
hamret ind i dit fjæs.
Udposninger fra muslingernes skaller
føddernes salsa er din kilde
du flytter det sorte forord
til skyggerne i det grønne
trøfler banker på din dør
alle de lykkelige gange
du smuglæser terrapinens åndedrag.
Forårssol vælder over dalene
glæden poser både ål og svaner
den mælkevej du vælger
glanspapirgåder selvvikler
solen i kurvestole
svanen kysser dit ansigt imens du danser
tigerliljen vokser ud over vanerne
kirker sniger save gennem din podagra
dine kraveben folder svanevinger ud.
Hvor finurligt og
andet er der ikke
end at kældrene stadig er fugtige
af den kæntrede suppe.
Synk så finurligt og
mirabellers andethed rækker ud
jeg sender dig et brev fra de døde.
Dagene gæster atter de forkølede
hennafingres strøg gennem dit hår
og ro sniger sig ind i rækken af øjne.
Havet funkler
og vasker hænder
og vasker dig så nymfet.
Sønner bevæger havet funklende
nåle og rav bor hos dem.
Skubber gyldne
næser
hele vejen
kun for at blive
våde.
Og nupper til sidst en krans
af egeløv
om de besvimede
tulipaner
som et kongebrev
fra den inderste
knoglemarv.
Kælent hæver du den gennemsigtige flaske
skubber for en sikkerheds skyld
brystet frem
skygger løber ind under tårnet.
Et slør deler sig i faser
lys sniger sig ind i dryp
et efterfølt kys vejer tålmodige pedaler
et heldigt følt øjeblik blir ved med at give
så bardunerne synger.
*
Du måler rugmarkens morgengry
skulle du skråle kæberne af led
så når du nok den anden sides sål.
Stemmen skøjter dig
ugler skruet op
som lysende gæller
og du gruer stadig for rugens bål
i blanke stængers ryk.
Tånegle passer godt
til din kærlighed
tånegle stiger højt
med din kærlighed
så sødt elsker de
de øde klipper affaldsfærdige
i den salige nat
du lægger dem i rad
i månefaser
som var det en bevægelse gennem rummet
ryddet så langt du rækker
helt ned i det grønne græs
med ballonskibe svævende
over himlen
og ud over det ødsle hav.
Hver gang jeg ser en kuffert
græder jeg og tænker på dig
ude af mig selv
siden du forlod mig
og spørgsmålene tårner sig op
bag dine lukkede øjne
du måber sikkert ikke mere
men skubber til min krop.
Det er tydeligvis dig søster
en skål med båndsalat
du vil se mig friturestegt søster
du lyder sådan.
Jeg støvsuger en kuffert
der indeholder hele kysten
en kuffert indeholder hele kysten
en kuffert indeholder hele kysten
en kuffert indeholder hele kysten
Og spørgsmålene tårner sig op
bag dine lukkede øjne
målstolper synger over mit hoved
det er din vuggesang
ved ikke om du nyder situationen
sådan er det, stemmen knækker,
hvad er det for et spørgsmål
næppe mere omsorg,
bare pres citronen.
Er du blevet døv for mig søster
du vil
sømme mig til frituregryden
du lyder sådan søster
jeg kan høre det på lyden
spørgsmål er dugdråber du ved
du vipper din vrede
og fy føj
fortiden er en vokulaboratør
sjove gæt
tydelig læst
sjove gæt
som en grammofon
sjove gæt.
Jeg støvsuger en kuffert
der indeholder hele kysten
en kuffert indeholder hele kysten
en kuffert indeholder hele kysten
en kuffert indeholder hele kysten.
Intet viser at du elsker
eller at du nogensinde gjorde
du nåede ja du nåede at sælge
din følsomhed
tillykke til dig
intet viser at du elsker
ikke mere kom
du nåede noget du hånede alt
og selvfølgelig
selvfølgelig var det mig der faldt
for din dom.
Jeg støvsuger en kuffert
der indeholder hele kysten
en kuffert indeholder hele kysten
en kuffert indeholder hele kysten
en kuffert indeholder hele kysten
en kuffert indeholder hele kysten
en kuffert indeholder hele kysten
en kuffert indeholder hele kysten
en kuffert indeholder kys kys kys
kysten.
Dette er ikke huller til kaniner
men hvide måner
hvide måner
imens du står og hviner.
Kemistriber over golfbanen
skyernes mange ansigter
sat bag tremmer
kemistriber over golfbanen
syndfloder af hvidt pulver.
Hvorfor springer de over plænen
med farvede haler
farvede haler
lysende mælkehvide æg.
Kemistriber over golfbanen
skyernes mange ansigter
sat bag tremmer
kemistriber over golfbanen
syndfloder af hvidt pulver.
Kunne også dø som en kompasnål
drejende på et hønseæg
kunne jeg se hvad der gælder
se dig
løbe frem og dreje dig i vinden
tysh tysh noget drejer os
mund mod mund
noget koger os sammen
du er min mågevinge drejer
dine sakse rundt drejer
er nær ved at dø døv af lykke.
Du kalder mig nådesløs
du kalder mig
gult grædende gyvelbusk
du siger at nu er det ude
nu er det ude
du kalder mig nådesløs
du kalder mig
gult grædende gyvelbusk
du siger at nu er det ude
nu er det ude.
Floden vipper
du er gået i til livet midt i gryden
vejen bevæger sig og bølger
vi er allerede våde og hey hey hoo
og du går nu
for det er mægtig amok
for du går nu og det er rigtig nok
så siger vi det, så siger vi det.
Du kalder mig nådesløs
du kalder mig
gult grædende gyvelbusk
du siger at nu er det ude
nu er det ude
du kalder mig nådesløs
du kalder mig
gult grædende gyvelbusk
du siger at nu er det ude
nu er det ude.
Kunne også dø som en kompasnål
drejende på et hønseæg
kunne jeg se hvad der gælder
se dig
atten år kysser og ødelægger
måneknuden stramt om halsen
atten år kysser og ødelægger
atten år kysser og ødelægger.
Du kalder mig nådesløs
du kalder mig
gult grædende gyvelbusk
du siger at nu er det ude
nu er det ude
du kalder mig nådesløs
du kalder mig
gult grædende gyvelbusk
du siger at nu er det ude
nu er det ude.
Kys er overleverens karamelpapir
kys er kongedalens brud
nymåne gråhårede gåsehud.
Jeg er Gudenaaens dronning
Jeg er Julsøs lokale Sargassohav.
Handskerne er håndens slør
handskerne tror du tisser
før du blir skør.
Jeg er Gudenaaens dronning
Jeg er Julsøs lokale Sargassohav.
Rollerne er fordelt
rollerne glemmer aldrig
at du er fri.
Jeg er Gudenaaens dronning
Jeg er Julsøs lokale Sargassohav.
Jeg er Gudenaaens dronning
Jeg er Julsøs lokale Sargassohav.
Jeg er Gudenaaens dronning
Jeg er Julsøs lokale Sargassohav.
Jeg dvæler fysisk under korets hæk
tænker på at gå
tage mine sager og gå
ud af grusstien
med en klump af nåde.
Der hvor du pludrer pludrer du
der hvor du pludrer pludrer du
afgivet berømmelse berømmelse afgivet
bare sådan
der hvor du pludrer pludrer du
sikke meget du kan pludre
berømmelse afgivet bare sådan.
Får jeg så min sjæl igen før du går
hastig løber tiden
ud af grusstien
frelst dvæler jeg
kun for at komme min stemme
tålmodig i møde
skulle jeg gøre det på en anden måde
med en klump af nåde?
Der hvor du pludrer pludrer du
der hvor du pludrer pludrer du
afgivet berømmelse berømmelse afgivet
bare sådan
der hvor du pludrer pludrer du
sikke meget du kan pludre
berømmelse afgivet bare sådan.
Så får jeg at se
før jeg ved af det - hvem du er
berømmelse afgivet bare sådan
og du er min eneste nødudgang
alle disse valg som drænede mig
indskrumper rummet
ethvert leksikon dør sådan på den måde
med en klump af nåde.
Der hvor du pludrer pludrer du
der hvor du pludrer pludrer du
afgivet berømmelse berømmelse afgivet
bare sådan
der hvor du pludrer pludrer du
sikke meget du kan pludre
berømmelse afgivet bare sådan
ensom dvæler du i den du er.
Mine drømme holder dig i hånden
hæver elegant ni slør
og pludselig er du her
råmælk åbner scenen
kiwifuglen sysler
med dine blodrøde læbers kirsebærrynke
tusindpalæet galer
harmonikabrølet
knuger hjertet
for når selvet rider alene
holder du stadig mine drømme i hånden.
Det fine helbred
overskygger helgenfødslen
og kirkens døbefond
noget kysser dagens puder
tolerance
varsler vaser og kurve
peger på vasketøjet
uden på posen rasler tagnøglen
du begraver rensdyrhovedet
i myretuens splinter.
Søvnløs med råger
døvt er hvert af deres skrig
jeg hjemsøger søvn.
Gylden gul farve
vil næppe nå til aften
og de frelste æg.
Frø kvækker fræk
under mig løber vandet
træernes kroner.
Vågen som kirke-
klokkernes aftenskygge
endestationen.
Mælkevej drejer
den rigtige vej om søvn
og her går jeg ind.
I dybets hulning
hvor løvet voldsomt skælver
sover rådløshed.
Det synes så hårdt
fremgang for frøers gråvejr
tommeltottens ven.
Sidder stille i min vinterhave
med mirabelleblomster foldet ud i sne
hvor barnepigen hun har lukket karrydøren
og solen stikker snablen gennem hvert et rygte
tilrøget taler krydderiets tal
horder lirer sørgebirkens lunde
et kalmuskys blandt bulmeurt og morbærdræn
det smager nok af lakmussøvn
det glade vanvid cirkulerer
i krammekilometervis
fra cølibatet hvisker opstand nyforelsket
hæld mere kul på dansehallen
det slutter ikke for jeg elsker
mirabelleblomster foldet ud i sne.
Bøgetræerne græder i baghaven
ingen drikker deres sparsomme himmelsaft
døve øksehug er nabo til evighed
under det drevne opsprættede ekko
søger gråhvid tøven
at drøje skrænten
en snøvlet solstråle med våde fødder
får dig til at skælve
dæksler sukker over sugerørsskyer.
Spørgsmålet er bare højlydte nåles
fald mod grus
humørskåle rækker stribernes zyle
og griber hver dråbe
i kapper
af skyld og hastige strøg.
Skubber jeg delfinerne nærmere
må jeg pænt være molepæl
kommer jeg til at røre
det våde farvel
skubber jeg yderligere
fuglene ind i åbne gab
for med stemmen
skubber jeg
og bevæger mig sidelæns
til jeg kan se
skildpadder drømmende i min hymne
skvulpe gavmilde
for jeg er denne pæne molepæl
og kan dykke lige hvor jeg vil
og med lige hvem jeg ønsker
hele havet er et kondom
som ønsker mig tillykke
med mågen på mit hoved
over mig driver skyfolket forbi
de hviler sig
til stadighed på mit skjold.
Læbe
løber ud af søvnens løkke
dagen ønsker sig powernap
den pylrede tåge følger enkens kliché
og det søvnen har givet.
Den hænger for helvede over søvnen
som en røntgenfotograferet kliché
og opgiver at prøve.
Hvorfor fødes gaver ellers så tidligt
helt ude af disse rammer
imens læberne pønser
på rekviemovertagelse?
Og lyset på læben.
Illustrerer æg
slået ud på klichéens kæbe
ingen kostforagter kommer så hurtigt
ned i gryden for at tygge oceaner.
De skyder alle hjem ned
tusindårs æggene
snorker som rav
i tusindåret vokser de indad
kun for at lære en stammen at kende
fra måneharens hale.
Åh, æg
mere åbne for lys.
Mokæw ontæf wok
rukaf addon kosulpam
zofmula waffu
pyfælsof olom olom
mollopak unvum
waffu kitub putak fulvul
köf gufantum
vofæ hymof
kulspam lakkas
pala wols magur valspan
fuval fauruf prandif
vafu vyföl
ryntaf laggirof
gomkal pyl pukæls
kuddi lapam
lamul vu kundim
zöföls gykkelspum
kyfmul wols kogfum
Olfof
ruwyn vol röfkol
kagulsal kagulsal
bofrum bimbimsal
zyf vaffar vaffar
kylkulfol fural
gyffy lavam
wols fam runals
vu olfof zanuls
zanuls kyryl
tykof wopfusch
zyf olsmof
vöföls vorti kyfsul
æfumpat kulkul
kamfum pymunæl
ælgaw zofvul
vu mofo naru
gofpal æfu kagfum
tau ruvuk ulu rusu
laupin tuv kurul tusch.
NASA TROR NASA
NASA HÅBER NASA
NASA ELSKER NASA
NASA NASA NASA
NASA ELSKER NASA
NASA HÅBER NASA
NASA TROR NASA
NASA NASA NASA.
Pytterne ved nogenlunde at høsten
er parat til rejsen mod solhverv
mælk fra en kvindes bryster
er grunden til at du elsker
er alt du snapper i luften efter
med maven dækket af ålegræs og oliegrene
imens noget under sørgeslør
ånder stemmens Getsemane.
Tålmodigt nærlæser du høsten
fnugposer stoppet i kinder
en kuffert fuld af blade og skrig
fræk frø af nydelse
æg snublende gule
et mantra fænget af tegn
for de næste ålegræsklædte
under din jublende jukebox-arm.
For farveløden og rødderne under hver af jer
eller blot for støjen eller rettere stilheden
siger jeg:
Medfanger vær kysset
vær omfavnet
nåden vil en dag stråle
gennem fængslets tremmer.
Elskede, kærlige tilfangetagne
som en zoologsik have af Pagtens Ark
rører gyvlernes glorier
også slangens skind
det, der altid har været,
er stadig til evig tid
sådan deler lyset gule kander ud
for tidernes ende.
Boghakkeren hedder mine skriveredskaber.
Eller Boghackeren.
Alle verber er som udgangspunkt hellige
og alle bogstaver omkring
og nogle gange også i verberne
er transformative.
Spejling er en motor
både horisontalt og vertikalt.
Boghakkeren/hackeren betjener sig af bøger
og sprog som materiale.
Indfald er det krydderi,
der giver materialet retning.
Spejling er det skind,
der holder materialet sammen.
Motorskindet ligger hen over tanken
og gør den skrivende
til en tegneseriefigur.
