Pælvnok dæffer numböl

 

Pælvnok dæffer numböl

lödöf krög fyzåk

gæbö fryf zyfpum huff

tropfen tonvel truf.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch.

Pælp duderud dudong

kækö kowöp fæmz

sof zönbol tevnol.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch.

Pölf lygö huff

gepænvel dæffer gaoul

sillifams tuvelful fraf.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Pygolsåg gugömål

zæpgefyk fesgog fömb

flöb tropfzjen truf.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Pölk fötæng fryf

fæmz fymb gepænvel

sof zönbol zyfpum huff

tropfen tösgog tömp.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Lydö fryf krög fötæng

zyfpum huff kækö fyzåk

fæmz numböl zönbol

fymb gepænvel kowöp.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Sof tropfen pælvnok

dæffer pölf pælp gæbö

gugömål lödöf gaoul

sillifams pygolsåg.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Zæpgefyk fesgog fömb.

 

Jeg vokser ud af lyset til vældige overlæssede dage

 

Jeg vokser ud af lyset 

    til vældige overlæssede dage

 og giver det jeg modtager 

       et gedigent håb

 i nætter mætte 

    hvor jeg føler stemmens havreneg

  føde en række 

     kufferter fulde af fugle

  sådan bliver jeg dækket af døgnrim

   tydeligvis ransaget

og vi ser os i hver tryne

  vise tivoli aggressionerne porten

     jeg vil vie 

    de få diplomatiske 

        lyspunkter til daggryet

      rænkernes sædvanlige stemme

     vil knuse det jeg elsker 

    blot for at høre

  fanerne blafrer

i tomrummenes tomrum.

 

Fiskesønner dypper brødet i mælken

 

Fiskesønner dypper brødet i mælken

dussørdage bevæger bulldozerblade

i klodens forstørrede pytter

tolv dukker dingler

fra nulpunktets godnatsang

sindssygens bipersoner peger på pladens riller

sovende celler vokser mens vi vågner

helligdagens syv usædvanlige puder

får bælgmørke køer til at skifte hænder

guld og gods i sækkens ugyldige oliekurs

vugger vaser som kurvebørn i sivskovens 

vuggende vaser

bevæger lungernes kuffert 

gennem lunkne syvsoverspjæt.

 

:::

Vandpytterne sover -

i min stemme vokser vaser

hvor fra drømmene lander

på hver sin pæl

birken berører mig 

med en dugdråbe på min kind

læber lægger hovedet

rundt om stilheden

i den blege tåge.










 

:::

 

"De holdt sig oppe, fordi de om sommeren

kunne bade i byens lille dam

og kunne spise den medbragte mad

på bredden, op ad elværkets osende skorsten.

Om vinteren på ski, gennem den smule skov,

der lå mellem kræftafdelingen og floden,

som var rusten og sprukken,

                        som en tønde -

hen over sneen, der slog gnister.

De holdt sig oppe ved forbindelser,

de holdt sig oppe, fordi det blev bedre og bedre

Og fra lastbilernes flade tryner så

Stalin sådan på dem, at al sorg forsvandt."

                Oleg Chlebnikov, 1984.

 

Hanernes kjoler af blod

 

Hanernes kjoler af blod

tegner aftenskumringen forstemt.

 

Jeg har ingen symboler

at erstatte dine øjne med.

 

Murstenene har slanket mørtelen

ud af hver fuge.

 

I en gammel kalender kan jeg se

hvilke hængelåse du troede

jeg er nøglen til.

 

Hanernes kjoler af blod

giver dagen tyngde.

 

Vi bærer hornugler

som en idé der skal give

afsavnet mening.

 

Men hanernes kjoler af blod

er et sydlandsk stænk

over vinterens afgrund.

 

 

 

Tretten traner

 

Tretten traner over kirkegården

deres vingespidser i slow-motion

som havskildpaddens forluffer

gennem oceanets dyb.

 

Vandpytterne føles som et rekviem

 

Vandpytterne føles som et rekviem 

        der synger for mig i nat

dagene kan følges ud

 mellem fingrene som sand

   sådan er det alvor og selvfølgeligt 

 følger hestene æselørerne med ildens snip

og kommer tæt nok på

til at skællene falder og dynamolygter stiger sultne

og violerne ryster og udgyder sindssyge

                              for det ugyldige ytrer

                        sig i små faners lorte

                små faners væskeførte

    og henførte skyggedæmring

 små faners sødt svungne

    små faner plukket af fødsler

       er du parat, kan du tælle øjnene fosse

     rivende floder i dryp

    parat lådne faner

  tævet grønne

og tålmodigt dyppet i åndedragets støv.

 

 

 

Retfærd og uretfærd

Retfærdigheden vil ske fyldest. Uretfærd har ingen evighedssubstans. Der findes ingen uretfærd  i absolut forstand; men følelsen af at blive uretfærdigt behandlet er uomtvistelig. Jeg genkender uretfærdigheden og det må jo være, fordi jeg har oplevet den før. Genkendelsen vidner om en 'evighedssubstans', der gengiver noget, der tidligere er givet og nu gives tilbage. Derfor er uretfærdigt og retfærdigt ikke hinandens modsætninger; de er hinandens ophævelse og opfyldelse.

  

Det sner i Rens

 

Det sner i Rens

det sner sne over rensdyr

ryd sneens Rens

rens sneens rensdyr

det sner i Rens.

Det storker i kors

det korser sig over storken

kryds storkens rede

red korset

storkens kors

mellem sneengles vinger.

 

Gefyrm

 

Pimköös mænödæv dasöl

drasle mepöf gekænfydö gökföm

zænnövöl knuvgönæs gefyrm

dålv dasöl gefåmköl vöhök

fiöf shellöp gekænfydö hellög tikfæls.

 

Vi besveg de brombær

Vi besveg de brombær du spiste

og de du ikke gjorde

med et lille klap på skulderen

med et lille træk med skulderen

og vi trak klarinettens toner ud i evig tid

du sad tilbage på en badebro i Sverige

og havde endnu ikke dyppet

en eneste tå

som var det dig

der dissekerede et lig

og kom ud i fuld dagslys

fra krypten

kun for at få hendes nummer

det var ikke som vi troede

men Norge sagde

nej, det er meget værre

som et volapykdigt

der snapper efter vejret

din svartsyge kastede sig

som en panter

over første stavelse

og rev hende ud af mine arme

der var ikke et eneste

helt brombær

tilbage i kurven

siden kiggede du dig i spejlet

og det var en helt anden

du så

du var jo forfatterskolens offer

og lukkede den sorte panter ud

med hænderne foldet

om Information.

 

Telefon

 

Den var gået helt død

så jeg ladede den op.

Da jeg åbnede den igen

stod der, hej alle sammen

og jeg kunne ikke undgå at undre mig.

Det havde der nemlig ikke stået før.

Øjeblikket efter greb jeg mig selv i

pludselig at tale med hans stemme i telefonen.

 

Heden fra liget vibrerer hvert chiffer

de dukker op af hullerne, men hvem har skrevet dem

ingen ejer det sprog som uvist hvorfra

men det er altid godt at vide

hvilket jeg jeg taler med

de døde gennemtrænger hinanden uanset

som ringe i vandet 

er forestillinger gemt for årsag

den årsag

som tilfældigvis åbnede dette opkald.

 

Toget rasler med støvede vinger gennem digtet

 

Toget rasler med støvede vinger gennem digtet

digtet tæver, raser, maser 

     togvogne gennem gynækologisk leje 

fylder snevægge med skibsskøder

vimpelhalse og opblæste poser 

  ansigtsløfter gådefuldt dit spejl

swimmingpoolens ansigter 

  fylder sækken med nedkølings is

fødder hager måger fast til solens delekærv

dæmringsskyer går gennem ålegræssets svaner

toner blades gækkebreve

kun for at lade

væsken stige i cisternen som guldplettede æg.

Digtet er et lokomotiv på havets bund.

 

 

 

 

Må give verden sit net

 

Må give verden sit net af følsomme perler

man nægter ikke

natten sine sidste røde faner.

Skælvende chifre

sylter hygge.

Jeg siger, åh er det dem, er det 

det, der aldrig får ende

månen pynter vedholdende på nattergalens tavshed.

 

Når kul presses ud af slow-motion jazz

 

Når kul presses ud af slow-motion jazz

begynder det at lyse

det er ikke en piben eller skrigen af mågeslynger

som panik 

der indtager din vuggen

eller flotte sølvmåger

parate som pulverrygge vendt mod din søvn.

Det følger ingen vandfaste regler

og praler ikke med sin stemmes hysteri

solsøvnen griber noget

som en piblen fra små gryder af lemmernes ild.

 

Svanelængsel

 

På bagsiden af skyggen plukker en tøven solen

den sammenfoldede tyv siler sine lemmer

læbestiftlæber fænger et bjæf

i nåleskovens vægtløse mycelium 

sene nerver stråler dem

en knækket gren plukker næse over mundens vane

dermed ophører det

pinjekernerne

retfærdiggør humørets indsovningssøvn

i hver ravklump basker en svanelængsel

faldende blade at samle op for nogens skygge

selv tågen snapper efter myggenes åndehuller

den gule farver siger

vær sød at syng mig mit rekviem

for træernes skygger er nyfødte 

i et omrids af liv.

 

Mindes det så tydeligt

 

Mindes det så tydeligt

ubehaget.

det sidder her stadig som en grynten

tømt for kækhed

og alt der kommer rejsende.

Skyggefuld bevæger

gærdesmuttens rede dine fingre.

De lå i ly

og ventede på det blev slut

så fint vævet mellem hvidtjørnens grene.

 

Du piber måneslynget

Du piber måneslynget -

af alt det vi vågner fra

fænger søvnmågen bedst.

Og ready-made er pulverryggene 

som sover så godt og pibende.

Gang tusinde ånder med nåleskov

du holder dem alle.

Nætterne med de tømte utrygheder stadigt vævende.

Næverne vælger søvnens hul at spænde gæller over.

Suger snigende skiver af dagens parkering.

 

 

:::

 

Mågelyset prøver at tyde 

alle nattens kys

mellem nåleøjne falder 

vi der kan gætte natten

og nattens æselører på hver blanke side

mågelyset prøver at lade solen kysse

vingespidser

sådan må vi vige

kyssede sorte og tågetætte på række.

 

 

Det er allerede taget

 

Det er allerede taget

sørg for at alle regningerne pilles ud af deres rammer

læg svanerne til at sove

som uvenner i delekærven.

Du er høj som før

et tæppe sølvvævet

gennem rugmarkens tonevæg.

 

Når du kan gå

 

Når du kan gå 

uden at være uhøflig

er det fordi

dit sarte væsens

tyste nål

bevæger sig rundt om mig

som en golfstrøm.

Bevægelsen kælver

snevølver

din gyldne næse

fuld af gejser.

Ophøret sidder stadig og spiser

lige her

af din hånd.

 

 

:::

Jeg er kuffert kastet af kys

skyggerne fosser fra tårnet

jeg påfører tystheden sine faser

stemmens grund

til at tælle toner

nattens vase

synger gennem nætterne

ingen døvhed betyder mere

end hvalernes sang.

 

Ud over violernes

Ud over violernes uhyre gudefødte bagkatalog

er der næppe noget vi kan tage for givet

intet der hævner sig, alt

er givet fri

i violinernes glasklare filer.

 

Loftets rene ske

 

Loftets rene ske over zippolighter

gulvene

fulde af solens klang og veksler

vågner som en fugl

uret på samme klokkeslet

de sidste tre timer

og alligevel lyser det.

 

:::

 

Du har mægtige flyvenætter

du findes flydende og tvinges ud i verden

skubbet tyst af tydelige solopgange

skubbet tyst af tragtformede hulninger

i vandskorpen

hvor terrapinens næsebor dirrer 

helt statisk

det er de mølædte

gisninger der snapper efter vejret

det er de flodgrønne strømme

der bevæger ærmernes væsen og fanger

dig som lysmåge og skubber dig tyst ud af tågen

du er lysmåge og skubber tågen tyst

foran dig som tøsne

og flyver

skyggefuld og lysende 

ud

i et blændende hvidt

nu.

 

Mørklægningsgardinets døve vaser

 

Mørklægningsgardinets døve vaser

er vaser i vasers femte sal

hvorfra skærmene flyver

og fiffige femte sals grynt

er de gæve falsetstemmers udspring

af ateistiske engle

åndedragets mange gæster

og udsigtsløse mestertyverier

åndedragets aha-oplevelse

elsket til døde

vasen i vasen

er en vase bedøvet af sne

kan du huske det

mure af kage

tyngede fødder under kristjørnen

og næsten, næsten på randen

genbrugsgaver og vægge af gavernes fællesskab

iskaffe med de af dig benævnte

og som snydt ud af næsen

udfører din ånde unægtelig

den afpelsede kerne

gavernes hæse 

tyste 

forenkling

sammenpressede rum

galgerekviem

veernes knock-out

falder mellem hugormegyvler

som en søjle 

af sæbefingre

vase i vase

snogen om mit armled

og søskenderabat på alle æbler

idiotisk gentagen banken

løfter mundfulde af flyhavnes toblerone

det fælles bjerg

blev lilla 

iskaffe med de af dig benævnte

vaser i vaser

rullet til ære for Diogenes

her ind

i vasernes vaskehal.

 

Gekufles meblablab

 

Gekufles meblablab

kvåb tvulomembes

daugrol mambesfab

balumab fiptulentes

plibzhef seppelut.

Daffenwel naumantes

bluenkuf fauklug

gullenspass gifschup

folomop folomop schupup pappap

hermenemup trukkenfak schalbakuk.

Selfukal mybbenstyk

hempelluk rekkejubat

lurenput spalnap

hirtrut pak zak

silbenfuf tjaumak tridi tjup tjup tjup.

 

Gudsbevis

 

Skaberne af AI's mest våde drøm 

er at trække Gud ud af ligningen

kun for at sætte sig selv og AI 

på den for dem at se ledige plads.

Men selv AI og dets skabere 

vil på den lange bane også vise sig

at være et Gudsbevis.

 

 

Jeg falder

 

Jeg falder gennem plasmahavet

mellem hvaler og mandariner

jeg falder med børnenes øjne

polerede og hugget i marmor

jeg falder som sorte sole

for knækkede koder

ingen gad høre om

jeg falder i både

og dråbernes tårer

et krystalinsk pulvers

hvide snelandskab

jeg falder som fakler i brønden

uden anden løn

end fortabelsens ild.

 

Møhøl ivø

 

Gæfæbúnælæ måvipix

sitozolinni bardol purum kæk.

Ivø ivø

møhøl ivø.

Mabbeboriknal

gæppebuzolinni

zafwyn kultum pif.

Ivø ivø

møhøl ivø.

Bilgnis gnats repilk

kirom filaf lagribus

tuf malimba zap.

Ivø ivø

møhøl ivø

mabbe bori

ivø høl.

 

Dagen uden døgn

 

Dagen uden døgn 

er røgkvarts uden drengens mange tårer

vasen uden blomster 

er mønttællemaskinen uden mønter

hvælvingen over katedralen 

er længere end hænderne

rækker

påfuglefjeren i fyrretræets krone

er den enlige stilhed i varmen

varmen i et sandkorn

under sålernes fortvivlede sved.

 

:::

 

Dette lys i kalenderens ly 

ruderne æder sig halvvejs ind i væggen

måneskålens blege bagvæg

svanehoveder på randen af vandfald

pandekagernes indtog

vægge og paneler og snese af spirende dis.

 

:::

 

Mossets våde stjerner 

ringer dig op

i din pure spinkle krop.

 

Fin ødslen med blomsternes støv

 

Det skubber sig alt hvad du elsker

åndedrag giver du hver spurv

lys puster din hvile

bæver i dig så rart.

Tæl dine nøgler med følsomme fingre.

Køn går over isen og lyser som faldende stjerner

dråber af sølv drypper fra såler

hvert chok har spændt velour under dit sarte loft

en evig gyden af glade dage.

Fin ødslen med blomsternes støv.

 

Grenzen der Menschheit

 

Wenn der uralte,

Heilige Vater

Mit gelassener Hand

Aus rollenden Wolken

Segnende Blitze

Über die Erde sä’t,

Küss’ ich den letzten

Saum seines Kleides,

Kindliche Schauer

Tief in der Brust.

Denn mit Göttern

Soll sich nicht messen

Irgend ein Mensch.

Hebt er sich aufwärts

Und berührt

Mit dem Scheitel die Sterne,

Nirgends haften dann

Die unsichern Sohlen,

Und mit ihm spielen

Wolken und Winde.

Steht er mit festen,

Markigen Knochen

Auf der wohlgegründeten

Dauernden Erde;

Reicht er nicht auf,

Nur mit der Eiche

Oder der Rebe

Sich zu vergleichen.

Was unterscheidet

Götter von Menschen?

Dass viele Wellen

Vor jenen wandeln,

Ein ewiger Strom:

Uns hebt die Welle,

Verschlingt die Welle,

Und wir versinken.

Ein kleiner Ring

Begränzt unser Leben,

Und viele Geschlechter

Reihen sich dauernd

An ihres Daseins

Unendliche Kette.





Johann Wolfgang von Goethe