SPANSK SNAPS                                                                                                                        

Moselig og offerkult

 

I Weekendavisen skriver forfatteren Thomas Boberg en kronik om Maya-udstillingen, som netop nu og ind i næste år er at se på Moesgaard Museum. I sin artikel skriver Boberg, at Grauballemanden er Danmarks bedst bevarede moselig. Men det mener jeg nu er lidt misvisende at sige. For den såkaldte Grauballemand er jo fra starten af slemt skadet. Imens Tollundmanden ikke ses at have en sådan identisk brutalitet printet ind i sine ansigtstræk, sådan som Grauballemanden har. Tollundmanden er pt det danske moselig, som har sine menneskelige træk bedst bevaret. Boberg skriver også, at det må formodes, at Grauballemanden må have gennemgået den dengang praktiserede offerkult. Men alt tyder tværtimod på, at Grauballemandens brutalt skamferede krop er udtryk for et simpelt og bestialsk rovmord eller hævnmord. Der er intet rituelt over hverken hans efterladte legeme eller over fundstedet sydøst for Grauballe. Det er i det mindste sådan, at jeg oplever stedet. Der hviler et primitivt mørke over den gerning, der her har fundet sted.

Sådan er det ikke med det 'hjørne' af Bølling sø, hvor Tollundmanden blev fundet. Dette sted emmer af rituel og nærmest ophøjet ro. Og det genspejles også i Tollundmandens fredfulde ansigt og ansigtstræk. De bærer ikke spor af noget egentligt grusomt. Løkken om hans hals har ikke været strammet i et bestialsk anfald, men ud fra en pagt med det, man den gang har opfattet som en højere verdens orden. Der er ikke tale om en hævnagt men om en rituel handling, der ikke har grusomhed mod det specifikke offer som sit hovedmotiv. 'Offeret' kan lige så vel være en hjortetak, en pæl, en okse - som det kan være et menneske. Den ceremonielle handling har haft gudinden Hertha eller som romerne benævnte den pågældende gudinde 'Nerthus' - som fokus. Ofringen har været en del af en frugtbarhedskult med Hertha som sit centrum via en præstinde. Der har været en form for æstetik omkring det sted Tollundmanden blev ofret. Det har for datidens præstinde og 'menighed' været et alter. Døden blev på dette sted ikke betragtet som en nedværdigelse men som en ophøjelse. Tollundmandens velbevarede og fredfulde ansigtstræk har iø inspireret forfatteren Ebbe Kløvedal Reich til i sin historiske roman Fæ & frænde at skabe den sydlandske personlighed budbringeren Guiseppe.

Tollundmanden er udtryk for død-genfødsel. Grauballemanden er alene udtryk for (hævngerrig?) lemlæstelse med døden som eneste endemål.

At den kult og den ritus, som Tollundmanden blev offer for, om den skulle have haft fundet sted i vores samtid, ikke ville finde nogen 'nåde' i vores retsbevidsthed, er så en anden historie. Men lige så lidt, som den frugtbarhedsdyrkende Hertha kult skal omplantes 1:1 til vores tid, lige så lidt kan vores nuværende retsbevidsthed omplantes til Bronze-alderen.

 

:::

Verden folder sig sammen

urtågen følger natteregnen

sådan er det sødt at dvæle

nået en udvisket grænse

solblege mure

af dagens spor i kalken

i deres fure

kan verden forgå

og tømme os for vinens ranker

hævnen gløder i hver

og slukker sin tørst.

Natten griber ud efter sin glemsel

på stive stiletter

prikker den de døde stjerner ud.

I løse skåle vugger

åkanden blade -

gennem murene mærker

den sin tørst.

 

:::

 

 

Hvor svært er det at løsne disse muskler

en glæde inde fra, der siger, 

at du skal befri solen for vigepligt

siger, du skulle kunne låne maven dine fødder

de vil uafbrudt og i høj grad forme

det liv du gerne vil leve

 

slim som i rigt mål fortæller hvem af os der bærer

fortællingen om dørenes knirken

hvem der gav siden sit sidste dyk og sagde

du vil løfte din klædning over mange vers

og gennem alle slør stadig se disse øjne

 

 

sådan som slimsamleren siger, hvem skulle

løsne sine kys som enorme indsigter

hvem prøvede i mørket

halvt at stille sig højt som lys

 

 

 

kun armene fortæller, hvem der får,

siger søster sø

siger ethvert svømmetag

den som rører svævende i dyk, 

må mærke sit dyk blive muslingens boblende lyd

der hvor pillens kærv er folden

mellem to kontinenter

 

nærmere, siger ørets dæmringsnat

dyk svævende, siger svævet og vævet siger

tider vil give dig fødder af larvens fremdrift

hvor dine omgivelser siger, kyniske knæ og albuer

saves af og pulveriseres til grus

 

hvor det bliver sagt, ømfodet kommer du

kun nøjsom og søskendekrum som bladenes raslen

kun i dit fald gennem smalle passager

kun dystopisk døv som altet 

kan du mave dig op klingende som en karryret før

servering

kun yderst i din ramme har elmenes grene fat i dit svæv

hvem bøjer hviskende din ramme 

mørkere end med hvilken dysfunktionel

erindring du kan sanse

er det den dulmende stening af hverdag i slagenes skive

der ønsker du føler løvet vrimle i hvirvler

 

så væk mig du som kommer og går

og aldrig bliver her længe nok

råb til dæmringen bøjer sig væk som fødder i køjen

kun til det du siger, vil jeg sværge, 

hvor meget jeg forsøger

at tro på den som vil lande enhver begyndelse

 

 

 

 

sådan er tiderne som snefnug 

der daler i snefnugs svimlende dyb

urtid sparker som et fumlefingret monster

hver gang du nynner bare en lille strofe

af det der får søvn til at danse 

som bølger på vandet

 

 

 

 

vær som lav der fører sit snirklede simreguld 

frem af længslernes tåge

du som ønsker at komme i svæv, 

vil snuse syv puf fra en snude af lyn

du som har ønsker

dine omgivelser vil omfavne tilfældets lagune

når du benævner den løsslupne søm 

i din sjæleforfatnings trøje

sørg for at omgivelserne passer

til din indre vulkan og gang på alle fire

når du krammer døden som en pude 

du holder som et trygt kæledyr ind til din

krop

eller når du kan høre hvem af os

bagbundne tigger

vandfaldet om at åbne sit gab

 

hvem lever så nøjsomt som munkene siger

sådan en cyklus

der som solstråler finder vej 

i en slanges lodrette hamskifte

hvem har nogensinde ønsket sig

i sansernes sanselige og sansede

betroelse, du aldrig må fortryde

et skrig hengivet til alle dråbers fald

mod en skål af omvendte paraplyer og brosten, 

vi går på 

med din dybe stemmes

søskendegral

giv os aldrig sådan en knibe

hvor du jomfru infernalsk og tumultarisk

afsværger blåsyren sin blomst

 

 

 

 

alt hvad der er at vide

er at ønskerne havner dybt

og dybere end vi nogensinde kunne forberede

og selv om det er omme næsten før det er begyndt

fortsætter øjnene deres vandring som tvilling orkaner

det er ikke kønnet der bestemmer

hvilket offer dit bæger hælder mod jorden

lynhavet holder din sø svævende i dig

dybere end kærlighed

bliver dybet aldrig.

 

 

 

 

 

 

Den døde verden

 

Den døde verden gør savnet tydeligt

overfor enhver forhindring

prøv at røre den døde verden

du kan ikke snyde en næse for næse

æselørerne rører ved dig

mundene vokser

imens næsen samler dug

overfor den døde verden.

I den døde verden er ånden parat

den døde verden tynder ud i sine sorte huller

men hvorfor, vil ånden vide

de sorte huller elsker næse

den døde verden tyder den døde verdens kys

hyggeligt med et sådant landkort

næverne tænder hver linie

med følelse og svung

hyggen afkøles af afkølede næser

og gyder alligevel en verden.

I den døde verden tilhører alle faner angsten

død verden laver gymnastik med sit æble

og de fremmede sover

i udødelige ærmer

hvor ånden savner sit hof.

I gymnastiksalene går de fremmede på deres næser

som savn samlet i neg af mørke

fremmede flammetaler

ganges med skrål

og løber mægtige

til et bryllup med Gud.

Det givne kan af og til genkende

alle de fremmedes faner

når det givne

er næse- og halsspecialist

tydeligvis dier mange af dem

den døde verden

som var de pælerødder

på en galgebakke.

De holder tusindårseftersyn

når de holder fast i noget

de er alle mindst det halve

de holder det halve løg under deres tårer

de holder lyset

de holder tydeligvis

et væsens endegyldige liv.

Det fremmede vil farve faner

lige til verdens ende

de holder gnisten og bjæf i indkørslen

lyset dier af deres faner

i et stjålet øjeblik oplyses savnet

det lyser fra dryppende næser

den døde verden er en kuffert

den døde verden er

syv ånder forfulgt af gestapo

den døde verden nyder jeres faner

og gaverne af lys passer

med alle sønnesoles gaver

er det ikke den døde verdens stemme

der får liv fra sønnesolen

som røntgenstråler

pakket ind

i en pose af bly.

Sådan fosser det fremmede

i nattens faner

det fremmede tæller sine savn

ånden giver ikke slip

på næsernes udødelige sæd.

Lys skinner under alle konvolutter

den døde verden tømmer

ridestævner og gymnastiksale for vaser

og genindsætter tågen

i den døde verdens tic.

Den døde verden tætfører rælinger

som ømme næser syv gange malket

af den døde verdens faser

parat som de udvendige 

gymnastiksale parat 

som glatte overfladers forpestning af naturen

noget hænger allerede

ud over rælingen

er det den døde verden

der gnubber for slemt

gnubber sin fod

som to fugleunger

bundet til hinanden

med sytråd

den døde verden giver tydeligvis

tå efter tå fri

den døde verden får solen til

at vende sig i sin grav

og agter at gøre det

lige til verdens ende.

Hvor den døde verden eftersøges

er der sange som rynker på næsen

den døde verden har nok af sange

som er faldet overbord.

Det samme skete for gaverne

gaverne balancerede på rælingen

og slugte alt hvad de kunne af lys

faldt som ruinernes gavle til sidst

for den døde verden hvælvede sig

målløs over dem.

Den døde verden åbner for slusen

af grimt kød og strømpeholdere

færgelys fortæller Nilen om de mægtige skygger

om hvorfor pygmæerne behøver 

mere mælk og honning

den fremmede døde verden

har lasten fuld af nedkølede vaser.

Da rælingen så lyset løbe 

gennem den døde verden

begyndte landets gymnastiksale

at vågne af søvnen.

Den døde verden når sin ende

og hvor gammel mon den er?

Den døde verden dypper sig i ømme kys

den kan umuligt være lige så gammel

som det fremmede lys.

Den døde verdens slør

er opgavens hul

helt fremmed og Nilsvøbt

det fremmede kysser de højlydte bjæf

for lyset vil have fremmedes kys

til at sove i de vaser

de forpjuskede

har rakt tidernes ende.

Det fremmede reinkarnerer sine tåspidser

i dæmringens hyggebelysning

da begynder de fremmede toner

og de fremmede savn kan genopstå.

Den døde verden er en verdensomspændende slange

ingen kan tømme den døde verdens hav

på nær den spådom som dvæler der.

Den døde verden er skubbet i havet

og kan ikke længere heles

eller få planter

til at bøje sig for ord

den døde verden er på ny

en spådom

den døde verden

eftersøges

og omhældes

i synkeprøver.

Den døde verden eftersøges over alt

også i hyggens inderste rum

den døde verden er

aller mest hyggelig

når den sover

den døde verden tæller

løbende næser

og løbende næsers næseblod.

Åh, at sælge et ligfølge til stjernerne

som det lever i en given næse

af gnubbet ræling 

i lys af grønne svømmetag.

De hyggeligste næser sover under døve kapper

lyset når næsten det fremmede

og det så meget prøvede savn af savn og nydelse.

Der vil den døve verdens fane vaje

i savn og tydeliggjort verden 

af klipper ved verdens ende

for der er spådomskuben

selve den døde verdens gang

ind i det døve støv.

Den døde verden slår lysets plæne

den døde verden fosser

gennem gymnastiksales syvmålte pulver

for al den gavmilde parate lidelses ende

slider sine såler der.

Den døde verden samler alle sine savn til et bål

af gaver og gavepapir

alle næser i retning

af enden på grønne poser.

Alle såler er gået til 

i den døde verden

det er næsernes ende for poser

det er også din næses ende

posen er ikke bare en mågekalkule

af fremmedhed.

Den evigt fremmede gymnastiksal

holder fanen over alle fejl

de mange fremmede hænder

famler i støvet

ved næsernes ende

og det er  tydeligvis 

næsernes ende.

Den døde verden fifler med flipovermaskinen

hvor nødig den end vil

det fremmede gnækker

og de fremmede faner gnækker som gamle

svømmende næser.

Den døde verden har meget til fælles

med timeglas og den sovende Suveræn.

Den døde verden er alle typer af hæshed

er regnvandstønder af fremmedgjorthed.

Tågen kysser den fremmedes kys

det er sådan tågen hygger sig.

Den døde verden sprætter konvolutter op

den døde verden udånder sin hyggelige fane

fra den ene døde verden til den anden

rækker hænder ud.

Den døde verden læser den døde verden

som ulvesange af tilfældige vimpler

og pygmæer der sværter dens sokkel.

Følelseskapper gengælder lyset

med løftede næser og snuder

den døde verden står røntgenfotograferet

og sølverne fugle byder den velkommen

til blomstrende timians mest mørke honning.

Du vil mindes den døende verdens sidste time

hvor gardinet skar sig gennem lyset

og gaverne var ellers forbeholdt netop det

den døde verden gloede

ind gennem dine valg

og mindedes den døende verdens ende

så forkølede stod sædprøver i kø

i gavefyldte sale

kys var parate til

at give den døde verden sit rullegræs

hvor ånderne

gled gennem

de smalle sprækker

som en dis

ved den yderste dør.

Tårnværelset var ligfølgets døde verden

ånder af døde rejste sig fra afgrunden

den døde verden skuede ind i den døde verden

det var næser vendt mod tidens ende

det var døde, diende faner af lys.

Det er en omplantet sal af gardiner

som tager imod lyset

det er det udstrammede tag af lagener

der gnubber den døende verden

med røntgenstrålernes Golan.

Den døde verden lyser og ånder

den døde verden er tålmodig

den nævner ikke engang sin egen dvale

dvalen af forpuppet lys.

Den døde verden  skylder alt til lyset.

Døde verden, du er en død verdens langsomme

bevægelse gennem den døde verdens zoner

du nipper til poser af de sidste åndedrag

du ånder sale af røntgen og røntgen

lys som skælvende hænder

bærer dig frem gennem verden.

 

:::

 

Fire græshopper

krøbet sammen ved vindue

den første rimfrost.

 

Mangrove

 

Døv døende adskillelse tøver

alt det adskilte og høstede

tårernes tunge våde vaser

tog du og hældte i nærmeste flod

tøvende skilles selv næserne fra verden

og det smertefulde efterlader mig tom.

Døv døende adskillelse tøver

alt det adskilte og redebyggerknusende

tårernes tunge våde vaser

knustes som du og jeg

tøvende skilles selv næserne fra verden

og jeg maver mig gennem mangrovesumpen.

Døv døende adskillelse tøver

ryster det forhutlede hjerte

det er skyggejag af død

det er fire dækblade om et løg

drømmer du mon aldrig

sådan som jeg drømmer om dig

du trævler mig op som en hullet trøje

og det smertefulde efterlader mig tom.

 

At gøre et bord til sin brønd

 

Der er forskellige udgaver

af det enkle

på vej ind i junglen.

En pose

lander lige ud for kighullet

svajer let på stedet

røber intet

før den blæses videre.

At lande og at svaje

røber sig selv

som den brønd

du hviler dine albuer imod.

Du bærer et skib i din pose.

 

:::

 

Slædehundens hjerte er et afsnøret stykke af fjorden. Men farven er dybere. Endnu dybere end fjorden. Det er den guldrandede sædeksplosion, der har gjort hjertet til hjerte. Slædehunden bærer det uden på brystet. Slædehundens hjerte ligger helt ude i fjorden.

Og du bragte Pollock her op flere årtier efter, at han døde. Blot lod du fjorden afgrænse hans uvilkårlighed og lod dine tupilakker stå tydeligt frem. Endnu tydeligere end Pollock.

 

:::

 

Fjordens hjerte er tre hvaler set fra en drone. Fra det objektive Grønlands næsetip peger en pil på dette hjerte som et langsomt svævende luftskib. Den midterste hval er en hvidhval. Den store blå - nærmest  Grønlands pande - er også et inuittandsæt. Den sidste er en dråbe i havet med glimt af isbjerge i sit indre. Det objektive Grønland er en anden slædehund end den vi ser som naturvildskab i en sort regnbueraket over fjorden. Det objektive Grønland er en fredelig slædehund, der med snudens pil peger på fjordens hjerte. 

 

:::

 

Giftslangemåne

gæsterne takker for mad

kassen fuld af dug.

 

Slow, lingering death of feelings

Breathe while you count

 

release what is hidden and breathe out

 

in the nettles lies God’s hope

 

scream out all your gold

 

your center completely at rest

 

you fold the root of the harvest

 

I dawn upon you

 

you are yourself so eel-like

 

breathe the day’s lake into me

 

neck rising from the nearest ditch

 

you sleep so sweetly

 

in the slow, tenacious death of feelings.

 

 

 

Merely washing your feet

 

coolness ignites your glow

 

the frogs are croaking

 

for your extinct self

 

merely drawing the curtain aside

 

laying a blanket over your body

 

makes the room touch the sun’s rays

 

death, leprously covered in a runny nose.

 

 

 

Breathe through the day’s mire

 

neck rising from the nearest ditch

 

my dearly beloved green meadow

 

for the slow, tenacious death of feelings.

 

 

 

Stop at the number you have reached

 

it pours out of your mumbling

 

up the nearest gable wall

 

a gunshot rang out

 

your outline

 

drawn in chalk

 

the day breathes through its circles

 

very dry in the throat

 

the colors die at twelve o'clock

 

the flag hangs limp

 

eggs emptying from the crown of my head

 

just standing there, staring.

 

 

 

Breathe, draw in the air

 

breathe out all your hopes

 

lift the houses up from my extinct self

 

in your sleep

 

lives the slow, tenacious death of feelings. 

Your lips flap the yard’s horses

 

it is the slow, lingering death of feelings

 

and you’re a fraud

 

for the slow, lingering death of feelings

 

a clean arse to toot through

 

it is the slow, lingering death of feelings

 

slow, lingering death of feelings

 

slow, lingering death of feelings

 

slow, lingering death of feelings.

 

 

 

Kaba

                 K      a

                 b       a

R    b     f           s     s     h

e     g     o          o     o     å

t      y     r          v     v     b

       n                 e     s     e

g     d     g           r     e     t

e     e     y                 k     s

n     r     d          u     a

n           e           n     n     s

e     b                 d     d     o     

m    a     o           e     e     l    

       r     v            r     n

e     b     e                        e

n     e     r           s     k     r

       r     t            n     y

p     b     r           y     s     v

a     l     u           d     s     a

s     a     k           e     e     n

s     d     k           k     r     i

a     e     e           i            l

g            n          r     d     i

e     h                 k     e     e

       o     p          e     n     k

       s     o                        r        

              s           i     b     a   

       v     e           m   o     n

       a                  e     r     s.

       n     v           n     t

       d     i            s     v

       r     l                   e

       e                  h     n

       n     s           u     d

       d     k           n     t

       e     i                   e

              f           p

       f      t           o     r

p     o     e           t  r  y

       l                   t     g

       k     o           e

              s           s

             u           o

             d           m

 

 

Spans reküül

 

Pönke rükelep

penepok plakeg

dokmat naple vrinsk

pellerük raple rük

gekalpe geklappen hopenep

kalekap knappes kenepok

chombi furenfært

flaumæl fobli

spans reküül sopanke

hopenek salpe halwie

tükepelz tekplak tüü.

  

Flammehund

 

Verden ruller imens den tømmer sig selv

for klaverprogrammer

tæerne begynder at dele sig

og lyser umuligt som pindsvin i snevejr

dér står flammehunden

i kastanjens samtalefakkel

omgivet af violer

og kælvende døgn

dalens lysende skikkelse

hælder mælk fra svanernes vinger

tusinde sanser skælver

i tusmørkets glød

imens en galgefugl

bringer flaget helt til tops.