Det sner i Rens

 

Det sner i Rens

det sner sne over rensdyr

ryd sneens Rens

rens sneens rensdyr

det sner i Rens.

Det storker i kors

det korser sig over storken

kryds storkens rede

red korset

storkens kors

mellem sneengles vinger.

 

Gefyrm

 

Pimköös mænödæv dasöl

drasle mepöf gekænfydö gökföm

zænnövöl knuvgönæs gefyrm

dålv dasöl gefåmköl vöhök

fiöf shellöp gekænfydö hellög tikfæls.

 

Vi besveg de brombær

Vi besveg de brombær du spiste

og de du ikke gjorde

med et lille klap på skulderen

med et lille træk med skulderen

og vi trak klarinettens toner ud i evig tid

du sad tilbage på en badebro i Sverige

og havde endnu ikke dyppet

en eneste tå

som var det dig

der dissekerede et lig

og kom ud i fuld dagslys

fra krypten

kun for at få hendes nummer

det var ikke som vi troede

men Norge sagde

nej, det er meget værre

som et volapykdigt

der snapper efter vejret

din svartsyge kastede sig

som en panter

over første stavelse

og rev hende ud af mine arme

der var ikke et eneste

helt brombær

tilbage i kurven

siden kiggede du dig i spejlet

og det var en helt anden

du så

du var jo forfatterskolens offer

og lukkede den sorte panter ud

med hænderne foldet

om Information.

 

Telefon

 

Den var gået helt død

så jeg ladede den op.

Da jeg åbnede den igen

stod der, hej alle sammen

og jeg kunne ikke undgå at undre mig.

Det havde der nemlig ikke stået før.

Øjeblikket efter greb jeg mig selv i

pludselig at tale med hans stemme i telefonen.

 

Heden fra liget vibrerer hvert chiffer

de dukker op af hullerne, men hvem har skrevet dem

ingen ejer det sprog som uvist hvorfra

men det er altid godt at vide

hvilket jeg jeg taler med

de døde gennemtrænger hinanden uanset

som ringe i vandet 

er forestillinger gemt for årsag

den årsag

som tilfældigvis åbnede dette opkald.

 

Toget rasler med støvede vinger gennem digtet

 

Toget rasler med støvede vinger gennem digtet

digtet tæver, raser, maser 

     togvogne gennem gynækologisk leje 

fylder snevægge med skibsskøder

vimpelhalse og opblæste poser 

  ansigtsløfter gådefuldt dit spejl

swimmingpoolens ansigter 

  fylder sækken med nedkølings is

fødder hager måger fast til solens delekærv

dæmringsskyer går gennem ålegræssets svaner

toner blades gækkebreve

kun for at lade

væsken stige i cisternen som guldplettede æg.

Digtet er et lokomotiv på havets bund.

 

 

 

 

Må give verden sit net

 

Må give verden sit net af følsomme perler

man nægter ikke

natten sine sidste røde faner.

Skælvende chifre

sylter hygge.

Jeg siger, åh er det dem, er det 

det, der aldrig får ende

månen pynter vedholdende på nattergalens tavshed.

 

Når kul presses ud af slow-motion jazz

 

Når kul presses ud af slow-motion jazz

begynder det at lyse

det er ikke en piben eller skrigen af mågeslynger

som panik 

der indtager din vuggen

eller flotte sølvmåger

parate som pulverrygge vendt mod din søvn.

Det følger ingen vandfaste regler

og praler ikke med sin stemmes hysteri

solsøvnen griber noget

som en piblen fra små gryder af lemmernes ild.

 

Svanelængsel

 

På bagsiden af skyggen plukker en tøven solen

den sammenfoldede tyv siler sine lemmer

læbestiftlæber fænger et bjæf

i nåleskovens vægtløse mycelium 

sene nerver stråler dem

en knækket gren plukker næse over mundens vane

dermed ophører det

pinjekernerne

retfærdiggør humørets indsovningssøvn

i hver ravklump basker en svanelængsel

faldende blade at samle op for nogens skygge

selv tågen snapper efter myggenes åndehuller

den gule farver siger

vær sød at syng mig mit rekviem

for træernes skygger er nyfødte 

i et omrids af liv.

 

Mindes det så tydeligt

 

Mindes det så tydeligt

ubehaget.

det sidder her stadig som en grynten

tømt for kækhed

og alt der kommer rejsende.

Skyggefuld bevæger

gærdesmuttens rede dine fingre.

De lå i ly

og ventede på det blev slut

så fint vævet mellem hvidtjørnens grene.

 

Du piber måneslynget

Du piber måneslynget -

af alt det vi vågner fra

fænger søvnmågen bedst.

Og ready-made er pulverryggene 

som sover så godt og pibende.

Gang tusinde ånder med nåleskov

du holder dem alle.

Nætterne med de tømte utrygheder stadigt vævende.

Næverne vælger søvnens hul at spænde gæller over.

Suger snigende skiver af dagens parkering.

 

 

:::

 

Mågelyset prøver at tyde 

alle nattens kys

mellem nåleøjne falder 

vi der kan gætte natten

og nattens æselører på hver blanke side

mågelyset prøver at lade solen kysse

vingespidser

sådan må vi vige

kyssede sorte og tågetætte på række.

 

 

Det er allerede taget

 

Det er allerede taget

sørg for at alle regningerne pilles ud af deres rammer

læg svanerne til at sove

som uvenner i delekærven.

Du er høj som før

et tæppe sølvvævet

gennem rugmarkens tonevæg.

 

Når du kan gå

 

Når du kan gå 

uden at være uhøflig

er det fordi

dit sarte væsens

tyste nål

bevæger sig rundt om mig

som en golfstrøm.

Bevægelsen kælver

snevølver

din gyldne næse

fuld af gejser.

Ophøret sidder stadig og spiser

lige her

af din hånd.

 

 

:::

Jeg er kuffert kastet af kys

skyggerne fosser fra tårnet

jeg påfører tystheden sine faser

stemmens grund

til at tælle toner

nattens vase

synger gennem nætterne

ingen døvhed betyder mere

end hvalernes sang.

 

Ud over violernes

Ud over violernes uhyre gudefødte bagkatalog

er der næppe noget vi kan tage for givet

intet der hævner sig, alt

er givet fri

i violinernes glasklare filer.

 

Loftets rene ske

 

Loftets rene ske over zippolighter

gulvene

fulde af solens klang og veksler

vågner som en fugl

uret på samme klokkeslet

de sidste tre timer

og alligevel lyser det.

 

:::

 

Du har mægtige flyvenætter

du findes flydende og tvinges ud i verden

skubbet tyst af tydelige solopgange

skubbet tyst af tragtformede hulninger

i vandskorpen

hvor terrapinens næsebor dirrer 

helt statisk

det er de mølædte

gisninger der snapper efter vejret

det er de flodgrønne strømme

der bevæger ærmernes væsen og fanger

dig som lysmåge og skubber dig tyst ud af tågen

du er lysmåge og skubber tågen tyst

foran dig som tøsne

og flyver

skyggefuld og lysende 

ud

i et blændende hvidt

nu.

 

Mørklægningsgardinets døve vaser

 

Mørklægningsgardinets døve vaser

er vaser i vasers femte sal

hvorfra skærmene flyver

og fiffige femte sals grynt

er de gæve falsetstemmers udspring

af ateistiske engle

åndedragets mange gæster

og udsigtsløse mestertyverier

åndedragets aha-oplevelse

elsket til døde

vasen i vasen

er en vase bedøvet af sne

kan du huske det

mure af kage

tyngede fødder under kristjørnen

og næsten, næsten på randen

genbrugsgaver og vægge af gavernes fællesskab

iskaffe med de af dig benævnte

og som snydt ud af næsen

udfører din ånde unægtelig

den afpelsede kerne

gavernes hæse 

tyste 

forenkling

sammenpressede rum

galgerekviem

veernes knock-out

falder mellem hugormegyvler

som en søjle 

af sæbefingre

vase i vase

snogen om mit armled

og søskenderabat på alle æbler

idiotisk gentagen banken

løfter mundfulde af flyhavnes toblerone

det fælles bjerg

blev lilla 

iskaffe med de af dig benævnte

vaser i vaser

rullet til ære for Diogenes

her ind

i vasernes vaskehal.

 

Gekufles meblablab

 

Gekufles meblablab

kvåb tvulomembes

daugrol mambesfab

balumab fiptulentes

plibzhef seppelut.

Daffenwel naumantes

bluenkuf fauklug

gullenspass gifschup

folomop folomop schupup pappap

hermenemup trukkenfak schalbakuk.

Selfukal mybbenstyk

hempelluk rekkejubat

lurenput spalnap

hirtrut pak zak

silbenfuf tjaumak tridi tjup tjup tjup.

 

Gudsbevis

 

Skaberne af AI's mest våde drøm 

er at trække Gud ud af ligningen

kun for at sætte sig selv og AI 

på den for dem at se ledige plads.

Men selv AI og dets skabere 

vil på den lange bane også vise sig

at være et Gudsbevis.

 

 

Jeg falder

 

Jeg falder gennem plasmahavet

mellem hvaler og mandariner

jeg falder med børnenes øjne

polerede og hugget i marmor

jeg falder som sorte sole

for knækkede koder

ingen gad høre om

jeg falder i både

og dråbernes tårer

et krystalinsk pulvers

hvide snelandskab

jeg falder som fakler i brønden

uden anden løn

end fortabelsens ild.

 

Møhøl ivø

 

Gæfæbúnælæ måvipix

sitozolinni bardol purum kæk.

Ivø ivø

møhøl ivø.

Mabbeboriknal

gæppebuzolinni

zafwyn kultum pif.

Ivø ivø

møhøl ivø.

Bilgnis gnats repilk

kirom filaf lagribus

tuf malimba zap.

Ivø ivø

møhøl ivø

mabbe bori

ivø høl.

 

Dagen uden døgn

 

Dagen uden døgn 

er røgkvarts uden drengens mange tårer

vasen uden blomster 

er mønttællemaskinen uden mønter

hvælvingen over katedralen 

er længere end hænderne

rækker

påfuglefjeren i fyrretræets krone

er den enlige stilhed i varmen

varmen i et sandkorn

under sålernes fortvivlede sved.

 

:::

 

Dette lys i kalenderens ly 

ruderne æder sig halvvejs ind i væggen

måneskålens blege bagvæg

svanehoveder på randen af vandfald

pandekagernes indtog

vægge og paneler og snese af spirende dis.

 

:::

 

Mossets våde stjerner 

ringer dig op

i din pure spinkle krop.

 

Fin ødslen med blomsternes støv

 

Det skubber sig alt hvad du elsker

åndedrag giver du hver spurv

lys puster din hvile

bæver i dig så rart.

Tæl dine nøgler med følsomme fingre.

Køn går over isen og lyser som faldende stjerner

dråber af sølv drypper fra såler

hvert chok har spændt velour under dit sarte loft

en evig gyden af glade dage.

Fin ødslen med blomsternes støv.

 

Grenzen der Menschheit

 

Wenn der uralte,

Heilige Vater

Mit gelassener Hand

Aus rollenden Wolken

Segnende Blitze

Über die Erde sä’t,

Küss’ ich den letzten

Saum seines Kleides,

Kindliche Schauer

Tief in der Brust.

Denn mit Göttern

Soll sich nicht messen

Irgend ein Mensch.

Hebt er sich aufwärts

Und berührt

Mit dem Scheitel die Sterne,

Nirgends haften dann

Die unsichern Sohlen,

Und mit ihm spielen

Wolken und Winde.

Steht er mit festen,

Markigen Knochen

Auf der wohlgegründeten

Dauernden Erde;

Reicht er nicht auf,

Nur mit der Eiche

Oder der Rebe

Sich zu vergleichen.

Was unterscheidet

Götter von Menschen?

Dass viele Wellen

Vor jenen wandeln,

Ein ewiger Strom:

Uns hebt die Welle,

Verschlingt die Welle,

Und wir versinken.

Ein kleiner Ring

Begränzt unser Leben,

Und viele Geschlechter

Reihen sich dauernd

An ihres Daseins

Unendliche Kette.





Johann Wolfgang von Goethe

ALLE

 

Ingen er sin egen -

ingen - !

- mængden

glider i skæbnens kæder,

betaler med mængdens fortabelse

eet

ærligt vaklende lys –

 

uden tanke

høstede jeg

kræsent af sjælens høst

og delte ud -!

dette er godt - og

dette atter holder ikke

min skønheds maal -

en forræder var jeg –

 

intet er mit -

alt er alles -

de udvalgtes glorie

tilhører

de fortabte -

ikke een skal vælge,

hvor de tusind soner -

alle -!

 

alt skal gives -

af alle at vrages,

for alle at tynge

i skaalen, der skal frælse

alle -

hver frugt af klarhed

skal krone

de fortabtes pander,

at helvede kan have en pris –

 

først da

kan det blive stolt

at vide sig

menneske -

ingen frelses ene -

vort helvede mærker

os alle -

ingen løfter sig selv -

det er os,

der skal frælse os selv –

 

Gustaf Munch-Petersen, i VILD HVEDE nr 11, september 1935.

 

Et slør af troldedjævle binder dig til støvet

 

Et slør af troldedjævle binder dig til støvet

et sjal du knuger til din sjæl

zombiesvaret skrevet skarpt

udenom de sorte huller

hvor en gang du krammede din gud.

At tøve lidt imens du glider

ind i kroppens syn af varmelængsler

at føde koderne ombyttet

med blodskærme du lader falde

som såler om din hals.

 

:::

 

I tyk tåge

sneer det på gyldne næser

gyldent tåler tågen hvert fnug

din død taler tålmodigt med

de sidste dages sneglefart

væver telepatisk

dages negleforlænger 

solen fanger fasanens glød

gavle vasker kodeord 

taster telefoners kofanger

de galer vaser løsner dine tårer

vølvefaner modtager lyset 

nu blir vi alle mere synlige

i fuld flammegallop.

 

Dynul hyp fokkyl

Barfal wifiwiddö

dynul hyp fokkyl

famuto il omip

letsim rokkon tug 

lurgetgut leiba 

höschil dugs

nysal tegrul vusch

rigön schym fondog

rogög m'hup schöndul

schöutöl watöwösch

femep wruk gelvan

fånrål myråmmåvö

råqol yl uggöf

söfpöm huppul husch

böwosch ul asul

seddewem ogon:

Huser grik 

tug tegrul 

dugs telvis.

 

Den ubegribelige oplevelse af det uendelige univers

 

Det Martinus udtrykker om 'Det noget', som ligger bag al oplevelse, gør ikke det væsen særskilt i betydningen adskilt, tværtimod. At menneskene har en idé om, at det er særskilt, betyder ikke, at menneskene optræder særskilt eller adskilt fra og for dette noget. Da det i sagens natur HAR adgang til al oplevelse, oplever det HELE tiden både kulminerende velvære og det modsatte og alt der i mellem. "[...] hvis dødt eller livløst, hvilket vil sige bevidstløst, Stof kunde skabe intellektuelle Konsekvenser, bliver alt, hvad der hedder Bevidsthed, hvilket vil sige Hjerne, Erfaringer, Studium og Undervisning, jo ganske overflødigt. Alt vilde være en automatisk, fungerende livløs Masse, hvis Bevægelse og stadige Forandring ganske vist afslørede Intellektualitet, men for hvem? - Noget til at opleve denne afslørede Intellektualitet eksisterede jo ikke. Er det ikke en Kendsgerning, at en Oplevelse ikke kan eksistere selvstændigt. Hvorledes skulle en Oplevelse ellers blive til?"

(LOGIK side 253 m)

Bevidsthed, siger Martinus i LOGIK, kan ikke være uden et ophav; det er umuligt. Men dette 'ophav' er jo ikke som et menneske, der er ophav til et andet menneske. Det ophav, der her tales om er ophavet til alt. Når det er ophavet til alt må det også betyde, at det er ét med alt, for ellers var der ikke tale om alt. At være ét med alt må det ikke være ensbetydende med at opleve alt?

 

Nogle kan måske få den tanke, at der slet ikke er noget væsen, der oplever det hele på én gang. Det synes da også umuligt at forstå, da det hele = uendeligt. Og hvordan kan man opleve noget, der er uendeligt? Men hvis det nævnte væsen både eksisterer i kraft af selv samme uendelighed og samtidig ligger til grund for den, så kan det jo heller ikke nægtes, at selv samme væsen oplever denne uendelighed.

 

Når jeg bliver spurgt: "Hvordan har du det?" Så har jeg ofte i mit liv haft svært ved at svare på det spørgsmål. Og det er netop, fordi jeg samtidig oplever både ubehag og behag ved det at være til. Og jeg derfor har en følelse af at lyve, hvis jeg svare noget kategorisk og hvis jeg på den anden side begynder at fortælle, hvordan jeg føler ubehag og hvordan jeg føler behag, så har jeg næsten altid erfaret, at det var bestemt ikke dette som spørgeren ønskede at få svar på.

Om 'Gud' har det på samme måde, skal jeg ikke kunne sige, og hvis jeg spurgte Gud, så ville jeg nok ikke kunne forstå svaret, fordi jeg ikke kan begribe det vi kalder 'det uendelige'.

Problematikken synes at være tilsvarende Bohrs forsøg på at bestemme om Lyset er en ubrudt bølge eller om det består af særskilte partikler. Hans konklusion måtte jo netop blive, at lyset er begge dele - samtidig, men at vi med vores perception kun kan opleve det som enten det ene eller det andet.

Jeg anser ikke Gud for at være et væsen ud af uendeligt mange, men som et væsen, der virker i de uendeligt mange tilsammen. Gud er værket, kronen på værket og værkets fundament samtidig med at være det ubevægede centrum for det alt sammen.

 

Nogle mennesker oplever stor lykke gennem smerte, så mennesker kan godt opleve kulminerende lykke og kulminerende ulykke samtidig. Men jeg tænker, at Martinus ville kategorisere dette fænomen som en afsporing og sådan opfatter jeg det også selv.

 

Der er en tendens hos mennesker, når de vil tale om Gud, at de så menneskeliggør det virkende noget. Dette må skyldes, at vi ikke kan forestille os det, at vi kun kan opleve det som et nærvær - eller når den tid indtræffer - som kosmisk bevidsthed. De bedste svar fås ved at tale med Gud selv. Gennem bøn og andagt. Det er ikke teori. Det er oplevelse. Og det kan være stille vished. Sammentræf. En løftelse. Henrykkelse. Visioner. Magiske og uforklarlige øjeblikke. Det kan være synkronitet. Deja vu. Trance. Det kan være en mild brise over issen.

 

Når det bliver os fortalt, at der mellem de såkaldte atomer i et materiale, fx en sten er lige så stor afstand som der er mellem universets forskellige stjerner, betyder det så, at 'nogen' eller 'noget' ude fra ser på det univers vi kan iagttage med vores øjne og med tekniske apparater, sådan som vi ser på en sten. Eller er den noget vigtigere pointe i den kendsgerning, at både stenen og universet er levende. At afstande er ganske relative. I virkeligheden er der ingen afstand mellem den lykke det ene menneske indbilder sig og den ulykke et andet menneske oplever, for intet menneske kan være absolut lykkeligt, så længe der findes et andet menneske, der absolut ikke er det.

 

:::

 

Spis det sand Kristus har betrådt

så bliver jeres fordøjelse bedre.

Forestilling vs Oplevelse

 

Det er muligt at forestille sig 'Gud'. Men det er ikke muligt via en sådan forestilling, at komme til den fulde oplevelse af (at være) Gud. Kommer du til at opleve, sådan som du forestiller dig, at Gud gør, så er der ikke længere tale om en forestilling; så fortoner forestillingen sig, sådan som en indledende armbøjning fortoner sig, når først du befinder dig midt ude i oceanet.

 

Kosmisk bevidsthed

 

Når et almindeligt jordisk menneske oplever noget, så oplever det dette i kraft af en evne til ikke fuldt at opleve alt det andet, det samtidigt kunne opleve. Når et menneske ikke har denne evne eller mister den, så har det mistet sin skelne-evne og vil blive betegnet som psykisk ustabil. Når man kun kan opleve noget i kraft af en fokusering, hvor oplevelsen af andre fænomener nedtones, så har man jo i sagens natur ikke en alvidende bevidsthed. Et menneske kan almindeligvis ikke gå fra fokuseret jordisk bevidsthed til en alvidende kosmisk bevidsthed uden videre. Overgangen til alvidende kosmisk bevidsthed vil have en labil fase. Den menneskelige krop og den menneskelige bevidsthed skal gennem mange liv først være forberedt for en sådan overgang, for at det ikke fører til et totalt sammenbrud. Dette skal ikke tages som argument for, at Gud ikke kan opleve hver enkelt kontrast, fordi det aldrig vil kunne være en oplevelse i renkultur, da modsætningen altid vil være nærværende. At påstå en sådan defekt hos guddommen vil svare til at påstå, at lyset kun kan opleves som lys, hvis det enten er på en partikel- eller en bølgeform. Den dualisme findes i virkeligheden ikke andre steder end i den bevidsthed, der udtaler noget sådan.

 

 

Edderkoppemaskinen

 

Når Epstein-filerne sammen med nuværende og kommende bøger fra ofrene for Epsteins edderkoppemaskine spindes til en tv-serie, vil flere af skuespillerne bare kunne nøjes med at spille sig selv. Hvis de da ellers lever til den tid.

 

Definitativt

 

Den nye definition på en konspirationsteoretiker 

må blive: Én der havde ret for tidligt.

 

Ejendomsmægler

 

En Donald Trump lignende mand optræder som ejendomsmægler i andet afsnit af første sæson af den svenske krimiserie BECK. Han har godt nok en moustache. En Donald Trump lignende moustache. Altså sådan én som Donald Trump ville have, hvis ellers han havde haft moustache. Og det har han jo faktisk haft, for at det ikke skal være løgn. Han viser en lejlighed frem for Beck og hans i filmen underskønne datter. Fordi det er en lejlighed, som hun vil have og hun vil have hendes far til at dække for hende på det sorte ejendomsmarked. Trump-klonen viser den frem på svensk, for BECK er en svensk film. Faktisk er det Skandinaviens længst varende krimi-serie. Det er jo godt gået. 54 afsnit bliver det snart til i rækken af afsnit med Peter Haber i rollen som Kommisær Beck  og det er jo et helt kurdisk bryllup med bang-bang, selvom Martin på det sidste slet ikke er så meget til Bang-Bang men mere kolonihaveidyl, hjernetumor og demens.  Donald Dump-klonen er sikkert ude i noget snusk. Og det er Beck også og hans datter nyder det. Donald-gutten har endda (det siger han på svensk) solgt en lejlighed til en anden politimand, som er endnu højere oppe i hierarkiet end Beck er. Martin Beck. My name is Beck, Martin Spæk. Afsnittet hedder Manden med ikonerne. Mannen med ikonerna (1997). Gud har set os og straffer os for det og det er med russisk salat og hele svineriet. Vi kontakter dig i snarlig fremtid. Og det starter med en mega sløret hed sex-scene i bruse-nichen. En såkaldt niche-filmning. Martins datter er enormt charmerende og hidsig på sådan en rrrrrrolig og kunstig svensk måde, men hun har intet med den scene at gøre. Og ejendomsmægleren spiller blot en lille birolle. Det kan man ikke sige om den virkelige Donald von Duck.