Du krøb ind i den ham
slangerne, du slog ihjel
med din kæp, havde.
Urkoma ligger løftet i langsomme slør
enkelte spor så sarte standset i sitring
rusen soler sig i bøjleløse bryster
sorte billetter at fylde spisesalen med flager
rusen får øjeflip og ligner smukke sablers krumning
øjet vender sig og køber styrtbakker i bunker
mere end du aner melder svære kys sig på banen
rebstiger brugt som aftenble
kimningen løber langs loftet
flydeplanter anvendt som sovepille
imens ilten finder vej i labyrinten
indigoslør så sarte og næsten sorte
hejser elektrisk bolde fra bunden op i hvirvler
dafnier farver vandet rødt
når kuliålen kysser den brune bjergkrystal
ryddes plantekappen for knagerække
som sild fra en tønde foldes fanerne ud
rejst højt som en Horus i skumringens krumspring
vinder februar bunker af baglæns
Manu-øjne millingetændte i hver en søn.
Du kan isolere det onde
og give det stemme
du kan give det aftensmad
og lade det blive stille
du kan bygge en tømmerflåde
du kan lade bunden være gennemsigtig
og stirrer ned i dybet
du kan stirre ned i dit eget dyb
og bo i en tåre
og tåren er dit hav.
Ved det første brev
fik du et bæltekøretøj til at svæve
og fik det første brev til at leve
ved det andet brev
huskede du ørnens vej
og trak sætninger ud af en stak hø
ved det tredie brev
fik duen sit sværd
og kanonkugler fløj trods hvert et løfte
ved det fjerde brev
var fire øjne stadig dine
som gennemtæskede drenge med klokkestrenge
ved det femte brev
stod porten åben
og det femte brev lukkede drømmene op
ved det sjete brev
flød krystaller over
og fyldte søen med Davidsstjerner
ved det syvende brev
dulmedes alle psykoser
nedlukningskulturen raslede med kæben
ved det ottende brev
vendte du handsken på vrangen
og gik gennem døren til den anden verden
ved det niende brev
kom en konvoj af befrielser
sønner og døtre vendte hjem til hinanden
ved det tiende brev
krydsede du stjerner med et kalenderlys
vi var søskendetabte som tidligere liv
ved det elvte brev
fiskede du babusjkaankler med en kopborstornado
og fik det elvte brev til at ligne skælvende tårne
ved det tolvte brev
hørte du kantater fra din kiste
og døvheden vendte tilbage til blækket
ved det trettende brev
trak morsetegn måger gennem dit hår
og det trettende brev var selv en svane
og det trettende brev var selv en svane.
At vinde byen for tidens føl.
Du er fysisk før høst!
Ord trækker ud i rummets cirkler
de halve, hylende lyn. Urvogter?
Lagt helt blødt ind til øret - -
Latteren runger stadig
havnen baglæns ud af Spartacus-biografen.
Lyset støvsuger linsen for kort.
I aften vinder det ægte, fugtige
du vinder i aften dit bidsel, lille muleføl.
Sådan bider søvnen februar.
Kan I banlyse skønhed?
Øret er det usædvanlige tårns lysende B - -
Salenes ører af lysfyldte ø'er at takke i cirkler.
Kanylekarneval
lagt i ø-sækkens vandfald,
helt ind i væsken.
Jordens myldrende programpagt - -
Har ørerne tatoveret tov fra orkanens øje?
Drej dit øre rundt om lyset.
Fantomer sniger ord-guirlander
hver gang du nyser.
Din næse snorkler sirligt
bønneremser rundt og rundt
luller lysene
i vores jule-ar; vi nusser; vi tøver.
Kakaotårnet har ørets vinduesramme
op over hvalfærd og tiramisu.
Sygeplejerske Nålefod som du dræbte
bærer din kærlighed
på sin urskives klode.
Hun løber mumlende
hvad helvede vil muren
champagneflasken i en navlesnor kvastes imod?
De søsygt humpende
vi isolerer i bøger
begraver hende i håndens mørke.
Synet af de skælvende mure
vi rører
imens du sopper
slynger sig som en hemmelig agent
gennemlyst på det kløvede loft
hun hører alle jeres bønner som honning.
Lår ved lår bylter sig
i fødende køer og hun syr
det dagens ar vi er.
Udvid livfulde haver
du er sagens arkitekt
udvid det til kys døden ringer efter.
Stol på de rovsyge
sætninger, tænkte eller følte
der er dun nok
til at begrave venner
under glemselsgranit
senere er skriget
dit nærmeste ly.
Du har lange indkodede øjne
og Mariabrændt er hvert smykke du bærer
jeg mindes hermetisk garagen
mellem sorte minkplamager
rens min hud bruskyldig
som før naziampulernes kvasning
min alder gange to rigtig mange gange
min fod i thaipapkone
som den sø vejer mit ansigt
aer fremtidsforken min fyldte vandlås
hvis den førstefødte vinder
skræller vi mit sidste skrig
alt hvad min hånd kan gøre
terrænet der keder mosen
partisanøjet vampyroverskyet
og oliegrenen mellem mine tænder
som jeg langsomt ånder ud
vil tørre dagene snart, snart
vil kødet i de bibelske grave
finde sit beat
og komme hjem til sin smilende arie
til dit pludselige gudindepalads
et højhus af ankler er i dig, kattegudinde
i din have times mine fejl
måden at dø
og måden dette mumieverbum
berogner mig sen åndetime
sikke en million filamenter
trækker brusende krager
blødere end jeg vaniljeset
i dig u-indpakket og næsten urørlig
for min hånd
min tænkehånd
som du griber nu.
Vi går med rytmen i en sætning
gennem omklædningsrummet
vi går med regnen i et brev og vasker brevet hvidt
du må selv fiske papirstumper
ud af munden på læsesalen
du må selv med dine egne fimrehår i næsen
holde skyerne svævende
så mange bakker at gå gennem landskabet med
så mange bukker bufferzonen
sammen i et monsterrally
vi går ind i omklædningsrummet
og skifter bogstavers køn
slip væk før pyromanen tager dig med sit sjippetov
og fortryder din bortgang
slip væk tosse til det aldrig stillede spørgsmål
zoologisk have tager næppe din hjertelige
lykke længere end reb
bjerge af muld sømmer dig hønefuld
fast til alfabetet imens det går
igennem skjorte efter skjorte
af ubrugte sætninger vi sanser under rytmen
der giver bogstaverne liv.
Er vi hey
tørretumbler biler
sving der bruser
faraos tårer.
Af en skovlfuld jord
er vi tvundet
husk jeg står her
husk jeg står her.
Stille - vores nummer
se os Lucy
oppe i vores kuffert
som små små mus.
Er vi hey
sving der bruser
faraos tårer
i endnu et sving.
Er jeg hey
bruser jeg hey
vores lykkenummer
farv farv farv!
Indsy os nuser
se os Lucy
oppe i vores kuffert
som små små mus.
Røgen hvirvlede langsomt op og mødte det høje
småmønter lod bussen svæve
vi fandt fugt langs vinduesskeder
og fra vaser steg de sovende ud.
Sindssygen fumlede med låsekasser
og udvendigt havde symaskiner løftet
lufferne højt op over de sovendes kroppe
bønneruller huskede alle vers.
Svævende skosåler tog fat i udsynets køje
dér lå drenge og lugtede af dagens møje
foran din død føjede issylens øje
de døves patroner fulde af sæd.
Stille skaber du et hold måger
og tager temperaturen på vanlig vis
selv i tornysteret har du måger
som får dig til at strække ben.
Lunser lader sundhed lyse
før du lægger slægten til ro i sin æske
ører helt til bunden gennemlyste
ører ud af mørkets fyrretræs kiste.
Typer svæver gennem dig
med sårskorpers rygte
at du vil løfte de mølædte synkoper
festen bøjet over knæet
giver kaffekopper knoer til at ro.
Mågestellets stakåndede frelse tvinger
modersynden til at byde
de døde fisk at flyde
med skildpaddevinger
op i Goethes himmel.
Alfabetet svor en sløjfe
døgnet holdt lav profil
den høje lyd af stylter
strejfede nattens hikke
læber gift med hinanden
krøb ret igennem sugerør
Jesus åd de rygende myter.
De savnede katte på listepoter
over skibskister fyldt med epidemiske myg
mægtige løgne jævnet med jorden
bimlende dansehaller under ørnevinger
udfyldte mønstre i smeltende bøn
hvalen sov med a-bomben som hovedpude
ud af det dobbelte landskab fødtes en klode.
Og landskabet havde vinger
Lot rejste gennem Jylland med succes
fyldte motorveje med menneskemasser
lod natten hugge katteklokker
støvlernes tvivl føltes som rytmiske rum
slipsene røg det erotiske kors
til duften af den sidste billige vin.
Flaskedrengen trækker skeletter gennem halsen
nældefeber er det blæk brevet er skrevet med
rensebåndet trækker skygger ud af muren
den kraftige slinger i fyrretræernes pollensky
sætter sig tørstigt på en algeskov.
Tolvtonepatroner sprutter fra den udslåede arm
vi er for pentatone til at folde syndefaldet sammen
et karneval løber gennem rottekongens flæb
vores kranier er omvendte skåle
til at tygge de bukseløse skyer.
Det, der ligger af høvlede minder
fra hvilke det fosser som antændt døvhed
presset sammen i gustne havsyn
rundt om det muntre ørige,
bliver belyst af de der vogter
disse faldende masser.
Samtlige sfære læser fyrretræernes krogede grænse
ved den yderste øges duften af det sårede sind
dér ligger dit hus lagt køligt af storm
og vogterne koger suppe
af hvert stillestående blik.
I dine øjne ligger sammenkrøllede hvirvler
og snedrivers fugtige aftenbøn
dér ligger forhastelsen
du trak op af din lomme.
Benævnt af fortabelsen
strækker du hånden ud
mod det levende væld.
Det fosser i et stadigt og uafbrudt
lystogt mod dybet.
Den tætte tåge begraver bakkerne
i malede rammer
bulmeurten trækker vores løse ender
op af salmedigterens kiste
gennem almenvældets søvn.
På vores nøgne rygge
sniger gudesønnen verdener beboet af verdener
vores læber læser stumt
alt der bøjer sig ind mod nattens bløde bløde ler.
Og imens læberne langsomt bevæges
sænker en symfoni sine blommer
i den store taktmesters hånd
sneen fremsiger i søvne et tyndere tysh
påkalder på ny sine tyste søjler
der krydser hvert sit dobbeltkøn.
Søsteren læser vores stilhed
søsteren kommer med sin lyre
gennem lysende haver
og åbner øens irgrønne dør
ud til julenattens vemodige sang.
Piletræerne har vendt et gelænder mod husets gavl
snart svæver vindskederne løftet af gæslingefeber
kristuspilen peger mod nord.
Døden før våbnet ånder døden i nakken
med mavesyren printet ud som bon
døden før våbnet er helt ordentligt ladt
døv op til ørerne tysser hver bølge
døv i hvert hule host.
Havfruemorderen er ikke en havgud
med kæmpe fuldskæg
havfruemorderen er tre ansigtsløse skikkelser
hvor af den ene hedder David
og har en Davidsstjerne ridset i panden.
Salamitaktikken om nogen skulle vågne
de berusedes vej synker i en sprække
med de skiveskårne løgkuplers verdensorden
stoppet i kærvens grænsebom
ketoganers bogmærke i vedbendslyngning.
Havfruemorderen er ikke en havgud
med kæmpe fuldskæg
havfruemorderen er tre ansigtsløse skikkelser
hvor af den ene hedder David
og har en Davidsstjerne ridset i panden.
Kys sønnen der rejser nervetræet med kys
rygsøjlers høje løft
kys sønnen der rejser os rhododendron epik
hver celle er et kort til dit overvågningskamera
og kysset er kameraets maskinrum.
Havfruemorderen er ikke en havgud
med kæmpe fuldskæg
havfruemorderen er tre ansigtsløse skikkelser
hvor af den ene hedder David
og har en Davidsstjerne ridset i panden.
Der er en rytme bag de skæve atomer
som holder os flydende i sprudlende kildevæld
der er femfingersøm der spænder oktaven
ud i tungers nervestrenge
lyden af lav der farver himlen og
alle endestationer harpuneret
med bevidsthedens syge syge sørøverhval
luk nu bare dine øjne halvt i på klem
og den ansigtsløse kvinde smiler til dig
som et hestevæddeløb over ordet skraldespandsstativ
de landkort vi bapper på
har skildpaddevinger
lufferne tegner nye operaruter
med flammeravsgyldne coffeinstempler
på novembers helligste dage
koralkor dunker dine øjne
fra sunkne byer du har vundet
blot ved at være til.
Jeg kunne ikke give slip
på det jeg ikke kendte
og alligevel slap det,
som jeg ikke kendte, væk
og da det langt om længe
kom tilbage
kunne jeg ikke genkende det
som noget jeg kendte
jeg kendte det ikke
det var ukendt
men alligevel kendte jeg
det, som jeg ikke kendte
selvom det var sluppet væk
og jeg ellers havde sagt
at man aldrig skulle
at man ikke måtte
give slip på
det, som man endnu ikke kendte
som man næsten lige
var begyndt at kunne kende
og så lærte jeg det at kende
jeg kom til at lære det ukendte at kende
det ukendte
som hele tiden havde været der
og alligevel var sluppet væk
og nu vidste jeg
at jeg skulle give slip
både på det jeg kendte
og på det som jeg aldrig før
vidste, jeg kunne have kendt
men da jeg gav slip på det kendte
blev det kendte
ukendt igen.
Ro er den dovne uafbrudte
dans som løfter højt
de sjove umage sving
før du dør for nogens fødder
mor som glædesstrålende køber
de mange menneskers dufte
og følger syningen søsygt hjem
træt af dagens larm.
Svæveballoner over græssende køer
og du der peger stumt her op
floder under dovne fugle
synet fyldt med optisk støj
føler hvert et sandkorn falde
døvt til jorden for de døde
som dovenskaben nok befrier
ud af halsens pigtråds føde.
Kom blot nærmere stenlavs olding
helt så nær som du kan
med jomfruhåret mod din mave
her er intet søm der nagler
dig til købeglæden
hvilken støj har nogen sinde fået nok
der vælter bælter op som kaktus
fra den kurv vi sidder i.
I søvne læser jeg de dødes skrift
halsen strækkes for hver sætning
eftermælet har sin egen rebus at kysse
søstre løser vores violforvandling
her glider hvaler gennem blå hjælps kvinde
min blomst den står i Edens have
hvor søvnen sier mine tanker fra
så hjertet smager døgnets musik
hvor fornøjet føjer ranke kuffertkæber da
himlens tyttebær til havet
en rebstige af syner vokser
igennem stilken på min sjæleblomst.
De stille skal stadig søge gæstfriheden
i den niarmede lysestage
vores søsyge finder sin ro i.
Den ottende zone sidder på lokum
og tilbeder jeg'et eller egoet
som en lyskreds tapper drømme fra.
De bare fødders kykloptilværelse
risler med glasserede hvalpe-øjne
søer køligt gennem gardinet.
I lyset fra min datters værelse
får piletræerne den allerede beskrevne
midvinterglans.
Træernes grene kommer nærmere
i frostens kirsebærlys
der er et særligt skær
selv månen ikke kan ønske sig
mere klart.
Oblater af en anden årstids blomstring
hænger tæt og uforklarligt
løftet i heliumhulrum
foreviget postkortagtigt og sælsomt
- et menneske vågnet til drøm
naturens rosenbladsbryllup
vintersøvnens vågne genkomst
lige til at ånde ind
som sit eget sjæleblitz
strakt i kronbladefryd.
Hvordan vil du lande dine bare fødder i kornet
spindelvæv strækker oktavprismer
i hvert rebuskys
kærlighedens amfiteater
er køerne til Ø's fertile kyst
jeg-pistoler ridder de elektriske tosser
selv spøgelserne tager sig en enkelt tiltrængt pause.
Meldrøjelyn cementerer søens øje
fra en lang gangbro strækkes lyset gennem november
tråde får de berusede til at vågne
fødslen er allerede gået i gang
bassinet er fyldt til randen
vi går i solen i tusindtallige skare.
Du hører vel også disse fugle flyve gennem øret
den store tegning over stien banet for han som kommer
kysser honningbier på alle læbers kort
kiselfossen griber vores led
endestationen findeler hvert væsens port
ind til alles rum.
Du der nærmer dig i engleskarens salmekor
har flere cirkler end et kuffertbjerg
vi nærmer os, kom
veer er vores betaling
hyacinter holder torskegilde:
vil du venligst lægge din besked her
under mit ansigts tynde hud.
Under masken
at blive forelsket
i hån, spot og ironi
fuldmånen kunne
ikke have fundet
en bedre sol
at lyve sig lys til.
Gør intet træs honning til driver af sand
og saml ikke for tidligt
landkort under de bare fødder
de lykkeliges land
er den sociale norm
kufferter hungrer efter
som enhver senfølge rejser lig sig op fra døden.
Koranydelsen skvulper i de blå sakramenter
bogstavsbølger mere svungne
end solsortens greb om solens sidste stråler
en buttplug af solnedgange
at cirkle svimlende om
med alle de bølger kroppen har syet af hav.
Våben ladet med naftalinlæber
levner de vippende vandrefalke
billet til et fritgivent syn
en sæk fuld af tørrede berberisbær
klumper af myrra og sandeltræs røg
der er intet mere at fortvivles over
tomheden kæntrer i en bøtte mælk.
Den der svømmer ind i hvalen
er sin egen endestations afkom
du hvæsser elfenben med din kødbensenke
de syv hullers syner
holder bryllup i encyklopædien
køen er sit eget ophavs læber
en tinnitustornado falder på knæ
for kuvøsetrompeter
osteklokken slår en kolbøtte
vi drikker astralkaffe af opvaskebaljer
og bapper østerslisten på altanens kertelys
dit ærme er fra dette øjeblik helligt
som læberne selv
læbernes tynde erkendelse af desmerdyr
stikker cirklende reoler slanger
de seniles kroketbuer
lyser op som blotlagte vejsidebomber
ribben trækker isvolde
over kyklopens barselsuge
lopperne springer fra censuren
med sprængte irisstrenge
æblerne regner kentaursøvnen ud
sønnesolen åbner havet
og skyller sin snorken med en konge-eg
snart flyver Balis elefanter
gennem stempelkandens
arbejdspladsvurdering.
Før de syge katte
lod sig tryllebinde
af reformkolosser
og søerne lod sig falde
fra de to tusinde klatter
da Struense tabte masken
så hikkede hovedhår
højt over universets sorte halse
skråremme afskar idiotiens lyksalighed
fra at splintre sine spejle
i mulatvin og hundestejleheste
fæstebønder gled tilbage i sumpen
med munde fulde af opløst lovtekst
de blå øjenbryns fjamsede grin
over ligkisters flammeskæg
blev paraplyer for bødlens hug.
Hvor mange af klodens væsener har mon en fuld klar dags bevidsthed om en for dem bagvedliggende plan. Og kan der på én og samme tid være en plan og ikke en plan. Hvis ikke begge muligheder findes samtidig, hvis kun én af mulighederne findes, så ville det (for mig) være det samme som at sige, at livet er meningsløst. Hvis der er en plan og altså en planlægger som planlægger, hvad jeg og alle andre skabninger skal blive, hvorfor lod denne planlægger så terningerne opfinde. Hvis der derimod ikke er en plan, et sigte eller et mål med at være til, hvorfor lader et lille nyt væsen sig så føde, hvad driver overhovedet en sædcelle til at kæmpe sig vej ud af sit ophav og ind i en hel ny verden - kun med en plan, et sigte og et mål!
Kæmpeporesvamp er en af de trænedbrydende svampe. Det er
ikke en af de svampe, som svampesamlere almindeligvis går efter, når der er
andre mere smagfulde tilstede. Mange synes ikke, at den har nogen særlig smag
af værdi - og da den lever på træstubbe etc kan garvesyre-indholdet også være
forhøjet. MEN der er mindst to gode og væsentlige forhold ved den. Det
grundlæggende er, at den er en poresvamp. Ingen poresvampe i Danmark er
giftige. Men en del er hårde, seje og uspiselige eller smager bare ikke for godt. Den gode ting
ved Kæmpeporesvamp, når den vel at mærke er lys og ung - er konsistensen, den
trævlede konsistens, der kan give tekstur til en ret. En ung Kæmpeporesvamp er
som navnet siger stor og vokser i en klynge, hver svamp har lysende bådformede
bånd af sand-ferskenfarvet variationer på oversiden og har hvide porer på undersiden. Når du trykker på svampen kommer der
mørke plamager, hvor trykket har været, som går fra sodbrun til nærmest sort.
Sådan her forbereder jeg tilberedning af Kæmpeporesvamp.
Svampen skæres i strimler, som koges godt igennem i en gryde. Kogevandet hældes
bort og strimlerne lægger jeg i sød bærsaft i en beholder, som opbevares på køl
natten over.
Der på tages strimlerne op og steges på en varm pande med
planteolie. De steges godt igennem. Så tilsættes et fintsnittet rødløg samt ½
strimlet aubergine og ½ aubergine i tern. Det steges godt igennem til aubergine
og løg er brunede. Så tilsættes en håndfuld tomater + ditto majs. Til slut
tilsætter jeg ganske små ananasstykker og den søde bærsaft, som
svampestrimlerne havde som lage. Det hele får lov at snurre på laveste varme ½
times tid.
Selvom svampestrimlerne har været både gennemkogte og ditto stegte beholder de teksturen, der gør, at der er noget at tygge i på en velbehagelig måde og på en måde, der spiller godt op imod auberginens cremede blødhed.
Jeg har ventet næsten lige så lang tid
som en hund i sin midterste livsblomst
hoveder kappet fra den aller første spæde start
jeg har hvirvlet nedad
med næsten samme normalfart
gennem den nordligste bonsaihave
i Havnefjordens udkant
alle sætninger gennem en imaginær makulator
helt anderledes gyroskopisk
bare for at høre en gammel kælling hvæse
at jeg intet har at gøre
oppe på denne hellige klippe.
Dalsuget fyldes af pseudo afkom
fingerfligede nøgler står i hver sprække
storkenæb kommer for at åbne
de hermetiske alfabeter
hvilket sprog vælter mon bogstaver
ned i massegraves kratre
regnen vil aldrig standse
tudserne i at strømme fra halse
vores læseheste tysser på hændernes larmende syn
fimrehår til at gribe atomer
alle skørter er toldfrie søstre
det læskede kalk bag huset
som et bjerg af hvide pelse
kister er sovsekander for det gyldne fedt
en luksus båret gennem tunneler
Lots geder krydser stien
med våben ingen så
hospitalsmarkens grå stubbe
er kors for mågernes magre nåde.
Havet er graven
for helikopterkorsets hval
og i bølgerne åbner
hvalen sit gab
for at lade dig træde ud
i din lysende skikkelses
blikstille gang.
Én afklæder sig sine smykker
en anden tager dem på
enhver maske savner sit ansigt
før det modtager slaget
fra den ottende zones had.