Hvilke læber tager fugten til sit endelige sted
på en tynd pind sidder fuglen
og gylper bogens sider
en stråle lys i tågen knuser de løse påstande
dette får i nakken er tavsheden
vi lader fasanerne plukke af vores hænder
i tusmørket kælver folden
og sluger nøglebundtet
kort efter fosser tusinfold faner forgæves
ind i natten.
Om sålerne bliver slidte
af at springe i felter
og frøerne klumper sig sammen
som godsbanevogne.
Og den drøje læseferie sniger øjnene røde rande
så er der næver som grønne æg i sumpen.
Grønne klatter og knoer og sange
der næsten ikke nænner at tælle rynker på ny.
Om så gøgen selv syntes
at spørge dine hinkeruder
ved daggry så åndeløs.
Hvorfor din hæshed
lukket inde
som en påfugl i bukser.
Løfter dig med egeløvsske
så vil knasterne rulle dig nærdød.
Rulle skygger og næser og ponyer
rulle - uden at tælle striberne i gruset.
Hvorfor din påfuglehæshed
næsten ikke nænner
at suge dine faner sammen igen.
Gavle sover jeg for stjernernes lys
gavle rykker min stemme
min stemmes riller spænder sig ud som en sav
min stemmes celle flyver på et vældig tæppe
lader høfligt nådens næse nyse ud over ræling.
Æg rydder båden
æg rydder en næsefold
rydder næppe fuglenes reder
så meget som mine suk er rågernes juveler
rydder næppe frøernes balje
jeg sænker frøernes kald
ned i min ønskebrønd
lader høfligt nådens næse nyse ud over ræling.
Før
en kuffert
sukker
en skygges skrig
et gensyn efterlader dig
i gældsplaget ekko
sådan udøver hver uge tilbud
og køerne omhælder til gengæld
en dyb skygge
af sætningsløse
øjne.
Før
gryden
og skrifttegnene
voksede der finner på din tunge
alt stod åbent
din pande fangede hver retfærdig bevægelse
altid tømtes færgen
for faner
og skam
ind til du
ikke længere
havde ører.
Mug på et splintret spejl
er ofte det sidste tegn
selv fuglene har svært ved at ånde
og den frigide skygge væver
med en vis følsomhed
kun for at snyde toldvæsenet
fra at pimpe fra randen af et sod-sværtet gulv.
Det er hele den gamle farvelære
og mine pennestrøgs rækkefølge
der tygger drøv på burfuglens kvidren
og prikker hul på præmieposen
gnækkende som en søvngud af samme ømhed.
En hårdt prøvet pinefulde altergang
ender i emhættens snappen efter tegn
fantasivæsener piber
imens jeg forsøger at kortlægge
deres signaler
før de bryder ud.
Især den gule farve holder fanen højt
guppyposer sutter på alen lange
stråler gennem væggen
røntgensynet uddør ikke før
rullegræsplænerne på ny lukker ørerne for jazz
igen og igen lukker strategien gentagelsens ord
og det uvurderlige
lyser op i lysende prikker
mellem sætningernes tremmer.
De forkølede prøver
at hoste gennem naglehuller
hoveder dingler som cykelfælge
eller dørhamrenes klapren
katatoni for et knust hjerte
suger gazebind over bløde dun.
Usædvanligt døve finder vi
poser fulde af tomme dåser
kylet i et hjørne
snevølven strækker sig atter
for fra grammofonens dybeste rille
at lukke sneens rekviem ud.
Tegner med en revolver
mit omrids
i luften
løsner floden
ud af sin pose
gør med strømmen
min stemme tydelig.
Hele dagen er der denne pukkel
en rød gevækst
som et luftballonformet jordbær
der smerter, når jeg ligger på ryggen
sådan er det
at være svane uden æg
sådan er det aldrig
at være udruget
jeg ser rækker af snusfornuft tynge
foldet i rangler og uregelmæssigt slået hjem.
Du sad udenfor min dør og jeg ville bare se
flod var alt der krævedes
for at vise mågerne min rangle
døve ville en snes puder give mine læber samme lyd
da opdager jeg forhænget
som jeg umuligt kunne skubbe til side.
I den tætte tåge turde jeg ikke skyde
kongeranglen solgte solen sin stemme i et kort skrig
sådan ligger jeg i lang tid
og tæller fingre og vender
mig mod netop den stemme
lys tilslører den snævre passage med ålegræs.
Jeg trækker i ravkæden
øver mig på en remse af endestationer
det er da jeg hejser en tånegl op mod himlen
som et signal til en enlig
forbipasserende måge.
Jeg vil ikke stoppe
før jeg står midt i strømmen
med en kugle af sølv
ruget ud af min mund.
Med et fejlslag
vil fængsler ødsle tyvenes halse
lige før flodens tåge når frem
og skyggerne endnu ligger
helt fladt under træernes kroner
gråspurven har ventet så længe
på at den længste fredag skulle komme
at den til sin egen forundring
med ét bliver tavs
ud af den bastante sky vokser
andre skyer ud af søvnens barfodede ild
øser himlen manna før mannatræet endnu bærer frugt
med indfølt smerte spirer tusindårsfrø
ud af bulmekapselens grav
knuger tavsheden
en hånd
om den
gemte
dråbe.
Helvede
er
pygmæfødt
gnist
poser
følger
svanerne
dyrene i korsets skygge slæber sig afsted
dalene
antænder
kirker
slægten
er
kommet
for
at
mødes
i
skæbne
tunge
ånde
drag.
Røgen har samme smertes stemme
jeg er viklet ind i fane som æselører i en bog
daggryets tyve går på listefødder i gåsegang
nu gælder det gyden fuld
af kyssets mælkestrømme
for ved daggry snyder den knælende
stemmens røgslør
og farver snedigt
hele vores fangne måned.
En bakke taler stadig om sæben jeg efterlod
på dit natbord imens du sov under røde lokker
selv månen sov så skyggefuld
ingen hunds hylen lod dig sove
jeg delte mine fejlskud med et tudsefjæs
stemmens egeløv højt over snoges vandhul
de bøjede gafler
lod mig døv og grænseløs tilbage.
Men i det mindste gav jeg
fuglene fuglemælk at hele deres chok med
tynd var hver fane
tynde var rifterne på min arm
tynd var genfødslens åndedrag
næsten vanfør
tyggede jeg på vores fangne måned.
Svanetidens døve æble
fænger et pift jeg vokser i
min stemme gav jeg til dit kys
vores stemmer gav jeg glød
stemmens stemme
fængede høstens høje vaser
og sov så månedlangt i fangeskjul.
Og tynde sætningers svaner sov
så nådefulde langt
og penneføreren snappede døgnets gæller
vores liv under bjerge af sten
på listefødder i gåsegang
jo, urkirkens yver
er spændt og kan sagtens møde
os nøgne her i ventesalens ur.
Den flåede guds hotel
ekko suget af bjerge
noget følger dig som tonen fra verdens ende.
Fylder tossen med kærlighed
lader den pyntede
ålegræs være mågernes rynke
Eros tårner kønnet
de frafaldne sætninger er din hud.
Gudebudding må følge tågen; gaveboden er åben
uhygge falder i perler
dråber af blod fra munkens læber
sæden vælder op som hove gennem skyer.
Hylsteret er majs-kolbens ansigt
oversat til menneske
tyfoner der hellere vil suge
erklæringer om frugtbarhed
lige op i skriftens ham.
Hvorfor skulle lyset være et problem
hvis bare det var alt andet
end disse forhørslamper
jeg gav jo kun tomhed bort
fik tivolier til at forstumme
krydskendskaber forhørte sig
trippefidusen forhørte sig
hove og vandpytter fangede svanernes poser
englene stod parate til at die af jeres kys
hvert sår åndede alvorens træ
alle vægge tydede navne og køn
i næste nu vente lyset tilbage
jeg så dem flamme op!
Lisbeth, ja. Lad os bare sige, at det er alt, jeg erindrer af hendes navn. Hun kom fra Horn og var en overgang sammen med Lassefar eller Luske eller Laban eller noget i den forpjuskede retning. Et lyssky mosefund som boede som enlig far med to vidunderlige roma-look døtre. Faktisk ved og vidste jeg ikke, om de egentlig stadig kom sammen, den eftermiddag, hvor vi havde sat hinanden stævne på loftet på Valdemarsgade. Hun havde bedt mig om at male en kjole, som hun kunne få og jeg havde fundet en hvid kjole til formålet og havde fundet pensler frem og rørt remasol farver op. Alt var parat og jeg lagde kjolen frem på gulvet og glattede den ud, så godt jeg kunne på den blanke plastic. Men er det ikke bedre, at du maler direkte på, så det sidder fint, det sidste ord udtalte hun med en lang åben vokal. Synes du, sagde jeg forundret, vil du have den på, mens jeg maler på den. Ja, sagde hun og rakte ud efter kjolen. Jeg gav den til hende og hun gik med den krøllet sammen i den ene hånd – om på den anden side af det murstykke, vi havde ladet stå tilbage midt i rummet rundt om skorstenen. Hun har sikkert stået og set på det Anker Jørgensen lignende portræt, som jeg havde dekoreret det meste af den overlevende mur med, i det hun afklædte sig sit tøj og smøg kjolen over sin åleslanke krop. Hun var sorthåret og gik lige så forsigtigt og graciøst som en kat. Og det var næsten også som hun spandt, da jeg begyndte at male motiverne op direkte på kjolen. Men ikke et ord undslap hendes læber, så længe seancen varede. Imponerende nok. Der var det her mystiske ved Lisbeth, at Lisbeth var egentlig slet ikke dyb nok en betegnelse for hende. Og det giver egentlig alt for god eller ond mening, at hun ikke længe efter den dag flyttede sammen med Krukken oppe på Solsortevej. Rygtet sagde endda, at de var blevet gift. Den er lige straks færdig, sagde jeg, der skal bare lige være en figur her. Hun stod helt stille, imens jeg lod pensels strøgene pendulerer mellem venstre armhule og brystet. Så lod jeg penslen lave en bue væk fra hendes krop og hun drejede sig rundt som en lykkelig solskive. Hun begyndte at danse omkring mig og jeg følte mig animeret til at følge eller besvare hendes bevægelser. Vi drejede mekaniske rundt som i trance. Vi tog fat i tiden og strakte den fra begge ender. Rundt og rundt gik det og det gjorde mig helt sikkert på én gang både opstemt og foruroliget. Så standsede hun efter hvad der syntes at have varet en evighed af en slowmotion trance dans og stirrede på mig. Jeg tror, den er blevet tør, sagde jeg, du kan godt tage den af nu. Det satte hende langsomt i gang med sin dans igen og jeg stod stille og betragtede hende. Hun krydsede armene over hovedet og tog fat i begge sider af kjolen, imens hun langsomt gled rundt gennem rummet. Det så grangiveligt ud som en kamæleon, der gør sig fri af sine tatoverede heterogene skæl. Da kjolen var trukket helt over hovedet og hun stod der stadig dansende med elegante bevægelser, holdt hun hele tiden øjenkontakt og jeg stod som hypnotiseret. Hendes spæde krop talte til mig. Og der stod jeg for en gang skyld helt stum. Kom, sagde hun, skal vi ikke gå ud. Hun smøg sig omkring mig og smilede. Sådan der, sagde jeg forbløffet, vil du gå ud sådan der – helt nøgen. Hun trippede rundt om halvmuren, imens hun frigav en mjavende lyd; jeg tror, det måtte betyde, nej, ikke helt. Hun tog en tynd klædning på og rakte mig hånden. Så steg vi ned ad trapperne under den brede lem og begav os ud i støvregnen. Det var en regn, som næsten ikke var. Så let og fin var den. Vi gik ud og så på birketræerne. Gled hypnotiske rundt om dem, imens vi genoptog vores trance dans. Hendes kjole klæbede snart til kroppen og hendes små faste bryster kom til syne for mig igen. Nu bare lettere tilslørede. Vi må have bevæget os sådan rundt i flere timer. Hen mod midnat slog vejret om. Skyerne trak sig sammen og formørkedes og jeg foreslog, at vi gik tilbage. Nej, hvorfor det, sagde hun, jeg elsker regnen. Jeg tog om hendes håndled og sagde, ja, støvregnen var fin, men nu bliver det uvejr, vi skal tilbage nu. Og så fulgte hun med, selvom jeg kunne se, at det gjorde hende trist. Selv tordenvejret kunne ikke have holdt hende tilbage, hvis ikke det var for, at jeg havde insisteret. Og aldrig så snart var vi nået tilbage. Vi løb det sidste stykke i hård regn. Før tordenen buldrede løs. Jeg fik tændt op i salamanderovnen og så krøb vi sammen på gulvet på Basses uldne skind og indsnusede den virkelighed, der så meget syntes at køre baglæns for os. Udmattede og på en sær magisk måde mætte. Som om de iltre lyn ikke dementerede noget som helst, men blot var en ydre ramme om det paradis vi var sammensmeltede i.
Mediernes overdrevne kritik af de magtkritiske er som regel orkestreret af magten og handler for det meste om alt andet end magtkritikken.
Mediernes rolle er ofte at fjerne fokus fra det væsentligste til detaljernes dramaturgi. Med mindre det væsentligste er orkestreret til netop at indbefatte medierne til at holde fast i den ønskede krisestemning.
Der hvor to magters interesser divergerer, vil det orkestrerede mediebillede skulle dele sig efter forholdet mellem magten og mediet.
Aldrig nogensinde og engang for længe siden
forkælede poser på stakittet
udpeget i papir strakt sidelæns
noget sindet afdrager til sindet
en skæbne jeg ikke ejer
kyskager smuglet som sædvanligt
udspringet kysser æblernes øgede rul
ethvert lys gælder lys
selvom det ikke gælder
skriftkirkers ægløsning.
De sætninger
som kommer helt af sig selv
bygger jeg en bolig til
sætninger
kradset ned på en lap papir
som hjemløse
inspirationer
nøgne og sværmende
uden et eneste figenblad
grifler jeg ned
imens de driver
ned ad floden
som tømmer
til et hus.
Den nat du elskede mig for første gang
sitrede du med en saks gennem din t-shirt
selv skyerne skælvede så meget som skumringen
Lukas Evangeliet sov
ved siden af luften og lyset helt tæt på
livet syntes at gå ind
det var en læges fjerne fødselsdag
og du sagde hov og ville sove dine spørgsmål
havnens skibe føltes
som tyve på et tango dansegulv
byen red nøgen og rød over dine læber
byen binglede os
som skitser i et rosenbed kvalt af efeu
rusens blod og tis
kuglernes måde at spille lut
var vand foldet til rene pensler af uskyld
vi trak striber af sandpapir gennem vores badekar
og lavede bobler som en saftig bøn
vi lå på skråningen neden for
Risskovs Psykiatriske Afdeling
og modellerede med fingrene
bølger på havets skum.
Den nat du elskede mig for sidste gang
løb alle englene hen for at se din stumhed
skyerne drev som grå sko ud af mørket
det var en læges fjerne dødsdag
Lukas Evangeliet sov og du lyttede helt tæt på
til en gentagen remse for alle år
livet føltes i viljen som hove der sopper i intetheden
skibe gled som filmstrimler over himlen
dine ben nød ufrivilligt hele turen
helt tæt på var tempoet
som en bevægelse gennem tungt vand
roserne kom sørgende men stadigt fromme
op over vinduesrammen
for at beskytte dråberne af tis
kuglerne bar høsten gennem bly
løvet hang hen over det femte barns mund
vi lå og var såler nogen havde slidt silkebløde.
Den nat
du elskede mig
for sidste gang
var den nat
du elskede mig
for første gang.
Synden tæller røg fra mål
målet døvt af maddikers flammer
kæbernes gyldne flammer
havgusens synder tæller
plyndrer dig for din ødsle gæld
sådan kommer du ind
i edderkoppens net
synden dykker dig
trist og drænet ud af øjet ud af øret
sådan rækker noget dig dit selv
vægtløse dråber er dine tårer
for synd sænker din plyndrede drøbel
med røg gennem halsen
det er den mægtige synd der tæller
kufferter sænkes
på række efter række af synd
fræk rører synden selv æg
synden dykker dig
trist og drænet ud af øjet ud af øret
sådan rækker noget dig dit selv
vægtløse dråber er dine tårer
for en syndfuld sætning
peger indad og indad
peger på hvorfor
den mægtige synd tæller
kufferter sænkes
på række efter række af synd
rækker gennem dynd
nydelsens ulmende røde synd
kun synd, intet andet
nydelsens røde synd
nydelsens ulmende røde synd
kun synd, intet andet
nydelsens røde synd.
Penpüllen fönydæfpo
gefföf gedufqöe.
Krædöf, vyzfy kybronydof!
Pyssy fo figonydon giddy dipryvly?
Penpüllen pöm fo lapserep lö yggfydöl?
Krædöf, vyzfy kybrönydöf!
Ba bevyfydoy! Koof!
Fabdö fo lö blaugrrr, föwæ ælfyfögrrr?
Xrfy kypukof vöfö guffy söfrip
möffe bökfygger xrylly?
Krædöf xryffydo gekrof!
Pynfgyl zhænnæl liffydoy f'gökryp
f'dy fusö pyffyd kæbföl
sgepryvu p kegæ prynnysul
yfföb pylræp geddy göw zyffyvol zyffyl.
Æb zyffyvol, kynux rölly yf föznöfyp vno böxröf.
Krædöf, xröffydol lösyvol
penpüllen fönydæfpo
xrffyzo dögræp vhubö-söl zony g' xröm kygmö f'gol
kybyf fözö, lögnöw k'fælf göggö.
Xryxyg xyxyg! Penpüllen fönydæfpo!
Förplæm g'dy mof, g'föfö gupö!
Lölölölö xupuk gölupafaddafu.
Övö ökö völsol dånölfulö?
Zuna pu övö fömål fömål xufa xufa mågå vökol
pou mulspæl tæpæl
pu el völun ofol
pu guppa ols göqölæg
yrfum mulspæl rop mumymænær.
Qvu öpu gyny fum zyfmopla zynyk
mylams pu golfæfæ
fum zyfmopgul
opu maru pau kulo pyppagæf.
Nuxul taf.
Lölölölö xupuk gölupafaddafu.
Öpu gynægo mylquvæl
völ ylspau zupallon öpu
öpu fum kyfnom fyfæ xupuk nuxulu
xumal zuf gåpæf kyfuf faddafu faf.
Lölölölö xupuk gölupafaddafu.
Jeg daner med teltpløkkerne dyppet i frimærke
det er derfor det lyder sådan her
jeg er åleslank og pakket ind
i pølseskindslignende satin
elskede roquefort rækkefølgen gyser i høstens søn
Søhøjlandets guf antænder lunten.
Den kælne manke rager ud som et tolvtonedigt
skælvende hører vi brasener lure i hvert kanokast
elskede måger roquefort gyset
går igennem alle høstens sønner.
De bedækkede tage er mælkehvide i nat
se hvor teltdugen tætner alle vores bevægelser
her triller vi til slut skrigende:
Kölnerwurst! Kölnerwurst! Kölnerwurst!
Digtsamlingen SAMMENSTØD, som jeg udgav på forlaget E+ i et eneste eksemplar, blev ved udgivelsen udstillet fra den 21. oktober 2009 i Møllegades Boghandel. Den er ud over at være en bogmodifikation - et mix af Collage, farver, blæk og Black-out poesi.
Der er romannæser i mølposer
de bor i runerne
de lever af at rådføre sig med de døve
de bløder massivt
når de laver næsegymnastik næse mod næse
de har udskåret kighuller i mælkekartoner
og stikker næserne igennem dem
som myggelarver i et vandhul
den kølige mælk løber fed og tyk
ned over resten af deres kroppe.
Jeg er lige ved at gnubbe næse med én
jeg ser ud fra en lysende fregne
de smiler for det meste imens de snøvler
og jeg bliver tydeligvis dåsefremmed for dem
som en forkølet øl suser stilheden
de forveksler vægge med fangelussinger
og snakker hele natten
i lange elefantforhør.
Du sprætter en børnepiller
på torvet
lader en vrøvlet klynken forlade
de udtrampede lunger
hører en rallen imens fingrene stadig
bevæger sig en smule
du giver de døve måneder stemme
du skræller en børnepiller
sætter fædre fast
med nåle i en sommerfugleramme
hører en rallen begynde på ny
udslåede klove brænder usædvanligt meget
i slimhindernes fløje
den stammende søvn får pygmænavne
der er ingen som helst tungetale
mere plaget end at tale i søvne
du sprætter en børnepiller
og beklager de rallende gisp
dit indædte had
finder hver stribe savl
du trækker i kalvens ben
og sejrskåben sidder stadig funklende olieret
efter det dumpe klask.
