:::

 

KNEPSTEIN

 

:::

 

Spist lort lugter dobbelt fælt.

 

Gidsel 19

 

Blysel bnæll bælkugfe blurenbas

bægpaf bæglepus benelje

mooner møsøf målsøl mølf

myv pyksø pål pak pul

dihøl dækkø dågop

myv myv glyff næsøp nasø znæf yonder

noggif næssø nugrø ym znæb

rig ryhæls yzaf vanæsø hlas

rø rønø ræblos ihzahøl

lamettas lu lu lah løvhælsøl

lælsø vøf ydø lys lif lif lap lup

gægføhølvø gonder gåsfløf

grolvo gyffelføn gavål gym gaphælg

gån gyfløl gefalve gadima

eqløl vøl åt vøgfy fægfø

fæmæst flaksne fysøh føhælsø

fånpum gyffelføn gidsle fæn fandølvo

fæn føw syf swoon zøl yzaf solbært

hønnø ihzahøl gaphælg hægføf

tinsel tyh tyh tnægg tøøh tnæp tnæp tyh

benelje trente trif trap trup. 

 

:::

 

Højhuse er nodeark

vinden kender hver node

i det porøse pulver.

 

Hvalen er elevator

Hovederolleindehaveren stod tydeligvis foran en vældig hval og stirrede forhekset på sin egen stemme.

Hvordan kunne den give rum til noget som helst, når jeg gik ud af min rolle og forlod rummet?

Sådan tog rollen ordet og skyndte sig at give hvalen sin stemmes lyd tilbage. Hvad, der begyndte som en højfrekvent lyd, blev ganske snart et race mod den døve måde, stemmen puttede sig og jeg kunne bjæffe lige så parat jeg var. 

Der blev lagt ålegræs over de senge. Med vuggesang puttede stemmen sig og var helt opfyldt af det og da jeg var den næste i rækken, sagde jeg for at komme den i forkøbet:

Helt døv er jeg parat; du burde faktisk give rollen til mig.

Jeg forstår, hvad du siger, sagde rollen og rullede med øjnene og røbede dermed på hvilket grundlag, den stod.

Hvad jeg her har påbegyndt, kan du næppe følge, thi at måle sig med selve det at måle - er så gevaldigt mere, end du nogensinde kan fatte. Satte jeg ikke just løv på alt det bortgemte. Løftede jeg dig ikke ud af dig selv og gav din snusfornuft et andet liv? Kun for svaner var jeg til salg. Kun for svaners flugt gennem luften. Og hver gang du tæmmede din kreative evne, arbejdede jeg stadig i al hemmelighed for at du skulle anvende hele registeret. Det er sådan med de høje mål, det er alt planeterne forsøger at ranke din ryg. Men de ville næppe nå noget som helst, hvis ikke jeg til fulde gav dig din begavelse. Og selvfølgelig skal du næppe forventes at kunne opfatte det øjeblik, hvor nålen netop just faldt til jorden.

Da fortsatte jeg med at fundere og sagde så:

Hvad har du forsøgt ved at røre de lyde, som kommer fra oceanets dyb?

Gud forstår den åndes åndehul. Jeg har med stort besvær rørt alle toner. Mol grundsatsen var også del af de lyde, som rejste så langt fra etage til etage og dem kom jeg også til at røre. At tøve kan det kaldes - det at rådgive de fængslende toners mørke, at løfte, at røre er al grunden til at følge bølgernes rullende kald og op gennem åndehullet kommer det væsen, vi havde til at rådgive os. Vi er oceanernes bund, hvorfra klangen stiger kun for at række op efter solens stråler. Alsolen vil jeg kysse; solens tydelige finner rører stilheden vildt og blidt.

Imens vi var døve af  svaner og lys, var vi alligevel parate til at ane, hvordan løvet blev puttet på plads, sagde jeg.

Ok, sagde hvalens rolle, den urgamle grænse kan du hverken tø op eller fange. Det betyder, at du retningsløs drager din ånde. Og det retningsløse synes at måle dig og sådan bliver du lækket og puttet under lup og dér kan du på ny sættes sammen som et puslespil.

Forstår du noget af alt det her gøjl, fortsatte hvalens rolle, det vi måler i guineas har slikket sol længe nok. Og jeg skal næste gang, jeg vender tilbage til der, hvor jeg tilsluttede mig min stemmes specielle volumen, måle alle gravene op. Bare to meter til hver og jeg kan puffe jer sammen på et stykke bornholmsk granit. Jeg rejste fra Gaksdenærøb til Wybøl uden at tale med nogen, selvom jeg kaldte og kaldte. Min stemme er blødest, når jeg tænker og når jeg husker og jeg husker alle dyb, jeg puffede gravene sammen fra. Det er som en dør af mos og alger. Du kender det sikkert godt. Vi havde lysene vuggende over os og endnu højere oppe - mågernes sølvglinsende vinger. 

Efter en tid lagde jeg kursen om; jeg kan vel have svævet tæt på ti mil - før jeg gennem en stråle fra solen fik øje på en gammel udtjent trawler, sprættet op på midten, hvorfra en stribe bobler steg. Jeg havde stadig masser af føde i mine barder. Af og til sov jeg, imens jeg langsomt gled fremad. Jeg hørte det, som blev noget sunget, når marsvinene sloges om stimerne af fisk. Sådan åbnedes oceanets bund for mig og efterlod mig målløs. Det var kun de vage konturer, jeg skimtede, her hvor strålerne af lys var yderst sparsomme. Men der lå det, det sunkne land, hvor fra engang flyvemaskiner fløj lavt henover jordens flade; der lå det og så på mig gennem et endeløst hav, som mandalafiskene havde fanget mig i.








 

Det svungne gelænder

 

Det svungne gelænder lægger sig

imellem de stødende sætninger

som et ægyptisk tusindårs rige

at gå ud en stjernebestrøet nat

                      kun iført sin stige

der hvor al tale forstummer i frostkys

at sværge dybet sit korte februarsvøb

og give sig et provenu iltrig brise

som en kejser både født og ufødt

under stjernernes myriader.

 

Vi slår blikkene ned

 

De hælder alle noget i koppen

fra en kande af smeltet sne

de løber lyset ud af hvalen

i lamper af blomstrende lotus.

Vi slår blikkene ned

for den henrettelse vi ved

ikke bedre

ikke mere

ikke noget.

De river huse ned som var de kroppe

de prøver så hårdt det der' sort

stikker næserne frem og griner

i tyd'lige ruinlaviner.

Vi slår blikkene ned

for den henrettelse vi ved

ikke bedre

ikke mere

ikke noget.

 

De døende minutter

 

Velournatten har luffer at øse af

viljer at fagbedømme maskerne på

vi hilser tåspidsgængernes evne til at hænge i luften

tågede tanker svømmer mågernes rombe

de døende minutter har deres eget liv

dyner af teskeer løfter egoet op

ringer fra kærven for at sælge pladens rille

ginsengpedal knogler hændernes greb

dæmringens flammefasan måler sin hymne.

 

Mobbe hotar

 

Ishpogfönnö ævæf gepil

ei gæppö nææ gæppö nauvö ful

æk gipæk gimanna gilwap mossövunk

æggimos lappaluk wusch.

Mobbe hotar wotan

mobbe hotar wotan

mobbe hotar wotan.

Ishpogfönnö bidib lippenspak

ölvö kölvö taufwenfö pneule

rakkelsuf guf plokka taal

issipim nakkenkul blim.

Mobbe hotar wotan

mobbe hotar wotan

mobbe hotar wotan.

Ishpogfönnö gymmæ böbul

tusch fan wulla mök

gyææ holpo tuggenepza

plente eluspak fykk.

Mobbe hotar wotan

mobbe hotar wotan

mobbe hotar wotan.

 

:::

Gøglersæd sneer guppydronninger

driver vakler danefæ

opgivelsens blå skær fra en sudokukreds

væder dafnielotto

glødesne sukker vellystig 

i våd Læsø-diva. 

 

Ballet Mécanique

 

En pose sidder fast på et birketræ

elegant svinger den rundt og rundt

mellem birketræets kviste

den er orange

og skriver på den iskolde luft

med sirlig skrift:

Den Orange Poses Birketræs Ballet.

 

Jeg vil råde hver sål

 

Jeg vil råde hver sål til at få sig en kælk

her imens jeg skriver

her ved bakkernes slette

jeg vil minde udvalget om det jeg her siger

jeg efterlader jer til at avle sne og syner

skal vi da ikke kende de goplefødte molsonater

bedre end vores egne skridt

og tydeligt vælge golfpåfugle

op af hvert hul

tydeligt siger jeg 

elles har jeg intet som skygger

for lyset 

som vi har sømmet gæller fast til

jeg vil råde hver sål i sit eget ekko

lad kys følge kys og lad lyset gyde

vi skal give stemme til æoner af sol

og folde de helvedesparates ånde høfligt sammen

for ulykken er snedig til at læse

der hvor vi står mest målløse

så hvorfor er vi 

så forhippede på 

at holde nødhåndtagene i bund?

 

Der kommer tusinde knopper

 

Der kommer tusinde knopper 

tusinde egeløvsstemmer

og tegner sålernes hytte

hvor du sad nytårsnat og skrev

i lyset fra svimlende mange smeltende kerter

der kommer tusinde parate tårer under din sang

og gamle mavefornemmelser har næsten ikke andet

end tårer

for det er tårerne der har 

tårernes evne til at gemme og glemme

tusinde depressive søer

gemme tusinde søde engblomster 

i din søde sang 

gemme lettende svaner

svømmehud langs svømmehud 

gemme tusinde skub gemme tusinde

fornemmelser for fornemmelse

og sådan være

hvilende i hver knop.

 

 

Røde Kors er jo mere

 

Røde Kors er jo mere 

end en tåre på din kind

med en påfuglefjer løfter jeg 

din diktatorstemme

ud over markerne 

hvor regnen griber

hvert ord for at sne

mere end din stemme knækker

før stilhed kysser

skulderens bare landskab

Røde Kors er mere end en tåre på din kind

mere end din tunge i mit øre

mere end unger

der flyver fra reden

mere end urremmen

om dit håndled

og alarmklokker

smadret mod køkkengulvet

du folder en kontaktannonce ned ad mit lår

og haven udvider sig som et pentagram

foldet ud af andre hænder

andre havne

kun for at fugletræk og toner

kan blæse os igennem

færgehavens forladte frimærke

for de bådflygtninge

vi er.

 

Måske er der meget mere

 

Måske er der meget mere tristhed i verden

end jeg kan bære

sådan en måde at undgå

at gøre chokolade

til et spørgsmål der kan besvares

at gøre hovedet til savnloop efter savnloop

hovedets smag af tilsløret sheik

selvom det ypperste får

sine afslag

får alt det øvrige 

og de lige lovligt

øde loop jeg er

raslende blades hovede

og alt der fosser gennem 

det 

af åbnede spil

dråbens verden

til at tørre ind

her på huden

her langs hudens

sprækkende kraterfelt

her langs de hulkende

felter af suk.

 

 

De bygger dig minder

 

De bygger dig minder du aldrig havde

gennemlyser allerede skyggernes kutte

lige så tilfangetagne 

og stålsatte

skubbet af skjulte magter.

Og indeni hver gråspurvs åndedræt

ligger en stabel spejderuniformer dyppet i LSD

og hver uniform strækker ærmet ud

kun for at hilse på en gud.

De sidder i valgurnens og åndedrættets råd

med stemmesedler pustet op som balloner

med lys fanget af gaver

taget ved næsen

af vedbendklonede lunger

de bygger dig minder du aldrig havde

for at lede dig ind i din celle. 

Og indeni hver gråspurvs åndedræt

ligger en stabel spejderuniformer dyppet i LSD

og hver uniform strækker ærmet ud

kun for at hilse på en gud.

 

Stenene synger på bakken

 

Stenene synger på bakken

når månen stemmer dem an

et særligt rum omslutter klangen

og klangen løfter hver sten

her svæver en klode i rummet

og spiller sin tone blandt kloder

en bane om solen og solen

er sløjfens buldrende klang.

 

Men mer' end ekko er stenen

et væsen bor selv i den

den gyldne tid af lutter minder

besynger kroppen det fandt

i urtiders første spæde start

jo, stenene synger på bakken

imens noget holder dem oppe

i et lys dagen forvandt.

 

Det er fordi

 

Det er fordi

alting på dig

er lidt kortere

som om øjnene

ikke kan nå at folde

huden helt ud

som om blodet

vil være univers

og huden krymper

og kødet bare følger med

som en gammel sweater

det er fordi

noget pibler

ud gennem

revner og sprækker

det er fordi

du er så stram en sprække

at lyset

glimter

fra et sted

langt bag dit blik.

 

Det er derfor

Det er derfor

at bevægelsescensorerne

i vaskehuset

aktiveres

når du kommer

det er fordi censorerne mærker

du kommer

om du så 

kommer som en hund

så kommer du

og det mærkes

det er fordi

silkehaler kaster sig over

paradisæblerne

det er fordi 

de har en fest

det er derfor

du kommer

fordi

det er sådan

du gør

når du krydser

gårdspladsen

det er fordi takterne krymper i vask

at alt med tiden

bliver jazz

det er derfor.

 

Sætningerne slipper væk uden ord

 

Sætningerne slipper væk uden et ord

selv om jeg ser dem og ser dem

i linier på et stykke papir

jeg hører stilheden sive

ind under skygger

sætningerne slipper væk uden et ord

som katten slipper ud af fårets pels

kun for at danne nye forbindelser

ude af syne

sætningerne slipper væk uden ord

og efterlader et vacuum af drømme

en hvid energi

befriet for støj.

 

To barndomme

 

Jeg har to barndomme

en hvor jeg venter på et skib

imens det foldes i papir

og en

hvor grøn is og isgrøn

er en og samme ting

en hvor jeg lige så godt

kunne have kommet fra Mars

for lige meget hvor normal 

jeg tager mig ud

kommer jeg fra det fremmede 

det fremmede fremmede

fra to barndomme

en med fire ansigter foldet til et skib

og en med to ansigter

en hvor kun misforståelsen gælder

hvor kun 

det helt uforstålige

bliver betragtet som det mest logiske

det mest selvfølgelige

altid at blive kaldt noget andet

end jeg er

og ikke engang

kunne kalde det for et kælenavn

da der ingen forbindelse

er 

mellem BARNdom og barnDOM

to barndomme

som om én dom ikke skulle være nok.

 

Fugl i Kansas City

Sådan vælg påfuglexylofon

fremfor morderkuffert

sådan skal dine tusinde ensomme skørter

tømme stilhed i det skjulte

i trefjerdedels takt

helt fremme ved den endeløse 

gaveregn vælder fugle fra piber 

hvirvelæsker render 

sådan skal dine tusinde kære

tømme stilhed i det skjulte

gave efter gave foldes ud af saksofonens

blå foldes ud af lakridspiber i menneskestørrelse

og væves ind og væves ud 

og væves ud og væves ind

strømme af ekstatiske reprisekald

fader i sedler og åbnes op

i lurendrejer tricks 

hviskelæder render

sådan skal dine tusinde fugle

og din ene blå

skal dine stærekasse halse

strækkes mod parken

og knive foldes 

i lakridspibeskibe

sådan skal xylofonens påfuglefjer

danse over din hud

sådan, ja, sådan

skal dine poser danse

taktfast mod stakittet

i samme rolige takt

i samme blå blå pagt

klædt i samme foranderlige pragt.

 

???

Hvilken af verdens tre

største stormagter 

har påvirket dansk 

kultur og hverdag mindst? 

Og hvilken af dem 

har respekteret den mest? 

 

 

De sidste dages breve

Vand husker bedst

de sidste dages breve

lukker sig helt lovligt

i døgnets lommer

vand husker bedst

under sten lyser 

tysthedsurter

i skyggevaser

ruger søvn

med bølgernes læber

de sidste dages breve.

  

Pytlickpunktet

 

Kagens fede lyspen

på stævn og køl

kan folde fødsler

ud af stregens tyngdetå

kaffens kulsorte

Pytlickpunkt

fyldt med fastklemt sol

et tons mågetåge 

som en zeppelinerlunge

maser dobbeltbekkasiner 

gennem hul.

 

Vi holder om vasernes skygger

Vi holder om vasernes skygger

tårnet rider på et digt af bare klange

såler sælger orglets pedaler for et bjæf

vores næsers svanetynde løber er en kirke

vanvidskongen har sin krone omvendt på

falke hæver Lazarus op af pølens fold

ginseng ganer oversætter broden af en myg

opgangens skønne væsen ser

dér løber falkejagt hunde ind i poser

blot for at vise slæden sit flag.. 

 

Hospital

 
 

Amfibie

 

 

Thepose

 

Dypper theposen

i et nænsomt lys over landet

theposen jeg har gemt siden høst

theposen er et kys

jeg nænsomt giver

det kogte vand

frøkapsler rasler i regnen

valmuer og liljer

frøkapsler i ges-dur

perlehyacinternes usynlige folkemord

frøkirkens pose

kysser liljernes kapsler

dvalens sammenrullede fane

frøkirker kysser regnens våde gaver

jeg er liljernes yderste hud

frøkirkens vækkelse

den tørre lyd

på tværs af dråber.

 

Natos artikel 4

 

Flakker

 

En høg flyver højt over dagen

en bobslæde af dage hyler

mine knoer knuges atter

her i ly bag tapperne af is.

 

Og den og den græsrod -

et sprog der fyger sine mål 

mod andre dages rækker af kufferter

hvad vil du gøre, når de begynder at tælle

stikke ild til en budbringer som kun var til låns

og dagene mellem jul og nytår

med livets sidste dage ladt tilbage.

 

Noget knækker og du vil løbe tårnet ned

det skjulte får det skjulte frem

altid noget at hyle af

fra sine egne nætter til nætterne

så tyste

før et lille lys flakker og blir større.

 

Dage med hundenydelse hvor du overvinder din egen

og dage hvor det hele kun tåler gemmeleg

i dæmringen knækker det fint og spinkelt

du er kun en skygge og føler dig med fingrene frem.

 

Noget knækker og du vil løbe tårnet ned

det skjulte får det skjulte frem

altid noget at hyle af

fra sine egne nætter til nætterne

så tyste

før et lille lys flakker og blir større

og flakker og flakker skygger itu.

 

 

Foraskningens ponteserede hvirvler følger vandets strømme ind i ildens natur

 

Modsætningens parafrasering af det velkendte og anerkendte driver maniens burleske rytteri frem som netop en modsætning til formalvor, forstands- og selvbevidsthed - dog medbringende sig en skyggehale af gentagelser og repetition, fordi modsætningen til disse netop er manien (i sig) selv. 

Således gen- og generkendt tager den som i et kompromis med sin metode og som en samtidig indfattet del af den - det med fra den gamle verden, som er den egne uspejlede og uspolerede rytmes natur.

Den rest, der således måtte være af det før så anerkendte, genopstår hermed formalet, fortyndet men med sin iboende rytmes natur ikke bare som et ekko - men som en på sin vis intakt motor med nu blot endnu mere blodindsmurte og autonome stempelhove.

 

Kertekæde

 

Jeg tager kertekæden af juletræet og mindes den sidste dag i det gamle år. Nålene følger helt af sig selv med på min islænder og jeg mindes den gave, du var. Afgrundene danser som syv hvide svaner. Jeg gik glip af de fleste af dine fremtrædener. Skyggegæld valser med sølvrævestænk i mit hår. Så mange kys begravet i den dybeste rynke. Så tæt på dine læber som en kaffefarm i Kenya. Jeg skal langt hen i næste liv, før jeg ser dig igen. Jeg skal lytte til fuglenes sang så længe.

 

Når en sky får bukser på, er den gået gennem et digt og digtet har givet skyen merværdi

 

Det værdiløse er ikke uden betydning. At gå gennem et nulpunkt er livets forudsætning. Det værdiløse findes ikke. Men det, der ikke findes, er ikke værdiløst. Det, der findes, findes også, når det ikke længere findes. Og før det fandtes, fandets det også. Det værdiløse giver værdi værdi. Des mere det værdiløse får forbindelse til værdi, des mere øges værdien og viser på hvilken måde, det værdiløse får og dermed har værdi. Det er farverne, der giver spektrets farveløse udgangspunkt merværdi. Det værdiløses latente evne til formueforøgelse bestemmes af omgivelsens villighed til værdiløs interaktion.

 

Skælvende æg pakket ud af søvn

Skælvende æg pakket ud af søvn

fylder lysposer med rekviemmassage

tonekys hopper og maser

grus i gidselmaskineriet

kælderpyton hæver de søde, våde nødpåkørsler

kofanger rider nattens pindsvin

gaden du kommer fra

glider sammen 

med pinkodebefriede dvalekarper

søvnskygger og pælehøje måger

står som gummisøjler i din hvirvel.

 

Himmelhunden har ikke brug for platte kolosser

 

Ribben ruller kaffemaskiner ud

pøbel vugger sløve faner som døde hvaler

nydelig og dværgsort ved vi hvorfor

Himmelhunden ikke har brug for platte kolosser

det kommendes lys åbner ind til din døve verden

tyve kærestepar gnider stjernestøv af en vrimmel

lovens læber læser  bundlinien i en jitterbug.

 

Musen under hestens hove

Over Orwell følger høgen hovedet

næsefløje udspilet til lyden af galge

lig tegner bål op ved alle sansers grænse

som en skygge for solen

udmåler næste fødsel døvstum silke 

uden nogen yderligere helse i udsigt

udmanøvreres stedsegrønne gynger

lig tegner bål op ved alle sansers grænse

musen under hestens hove.

 

Too dangerous for me

You waltz all you can

you are so determined

you waltz yourself to techno

you swing around in dangerous go go

the walls get a definite voice

you dance the submarine foxtrot

you are so sky high

you are too dangerous for me.

You dance fire from your soles

you are trembling trees

you drive against red

your joy is the sewingmachine waltz

you are not the least bit afraid

you waltz wings through air

you are given rage

you are too dangerous for me.

  

::::::

Du når til tops med en andens pose

du ryster den lidt og en fugl flyver ud

du omformulerer dit spørgsmål

og suppen bliver strømførende

du sømmer gaverne fast til stakittet.

Dødstærskelen forlænger sine sko

for et italiensk mirabellekys

du bogfører føddernes tusinde noder

du lader en flok måger være kirke.

Væsken i tasken i små ampuller

Grieg er kuller i det røde rum

rart grenværk føler jeres sværmen

uden ankerbarn og hjertesprække.

Du gemmer den sidste sætning 

i en buket blomster

fra ambasadørfruens datter.

Hudens hår løfter blomsternes støv.