:::

Jeg er mere skrøbelig

end min skygge

regn høster mine tårer.

 

:::

 

Danser til Count Basie

som en hund

efter sin egen hale.

 

:::

 

Gemmeskygge

ånder bag gardinet

i tiltagende afsind.

 

:::

 

Brystet pollenbas brise

mod

råløg redder

lokomotiver

gennem

galgens       gæller

Gud

genspiller          gople

galgegal   gøgeurt

kys  kyskhed

kølige     klokkers

kærnemælk

Chokdoktriner

fra fyrretræernes frigjorte fødder

suger slanker suser

sansernes

sine

hoveder  hører

hanens     hanegal

tonernes trykken

 

:::

 

Gud redder sine råløg

jeg hører galgens hanegal

i fyrretræernes pollenbas

hoveder suger gæller

og slanker en gople fra chokdoktriner

kys genspiller sansernes kyskhed

i kølige klokkers brise

tonernes frigjorte lokomotiver

suser gennem hanens galgegal

en trykken af fødder mod brystet

ender i gøgeurt og kærnemælk.

 

:::

 

Beskeder blanke blade

vanvid

violer         vejret

vand

mylder

døgnets døgnet

rynker rasler

lys

klukkende   klokke

glatte

kokonmåne   kronen

fange føder far

forpuppede forsøger fastholde

sover sidste 

stilheden      sandkorn

snapper    søens

søvnen

hænder

tager 

tegner     tågen

tæver     tårer

tæller

 

 

:::

 

Beskeder tager vanvid til fange

tegner tågen op med rynker 

hænder sover i klukkende mylder

døgnets klokke åbner døgnet

tæver den glatte ødsle tårer

det sidste lys før stilheden

føder sin egen far

forpuppede blade rasler i kronen

kokonmåne tæller dine sandkorn

violer snapper efter vejret

søvnen forsøger at fastholde søens blanke vand.

 

:::

 

Saftsuseme rutsjende

saftsuseme rutsjende

saftsuseme rutsjende

ind i skovens grene.

 

:::

Gardinerne duvede let og fedt rålys trak dagene efter sig trak egeløvet ind mod gavlene og noget sad fast som et kys af lys, noget fængede sne, sne indrammede dagene og fik fuglenes massegrave til at glædes, det var de døves dånen. At fuglene faldt til jorden bag kirken og fik sneen over sig som dyne i trefjerdedels takt var vindharpens gave, da jeg vågnede uden angst. 

 

Plandemi som Planlagt Pengemaskine

 Det norske magasin Helsemagasinet skriver om, hvordan Bill Gates og Jeffrey Epstein i en periode på to årtier forud for Plandemien skabte en arkitektur for økonomisk gevinst ved den kommende begivenhed. Plandemi-præ-øvelser var således et led i denne økonomiske strategi. Oplysningerne har Helsemagasinet hentet i de svimlende mange frigivne filer relateret til Epstein. Det fremgår også, at prominente norske borgere tog aktivt del i udbredelsen af den planlagte økonomiske plandemi-arkitektur. Alt blev gjort for at ramme målet: milliard-indtjeninger på vacciner. Altså ikke vacciner som mål for helbredelse, men vacciner som nøgle til en rakethøj indtjening. Event 201 var den allerede forud finansierede generalprøve på Plandemiens Pengemaskine. Længe før Covid-19 fik et officielt navn var coronavirus-relateret teknologi patenteret. Ligesom der var skrevet forsikringer og tegnet pandemi-obligationer.

"Event 201 forårsaket ikke COVID-19. Påstanden er: Når en koronaviruspandemi simuleres uker før en reell koronaviruspandemi oppstår, og når simuleringen sammenfaller med år med forutgående finansiell strukturering, patentutvikling, internt simuleringsarbeid, utvikling av forsikringsprodukter, plassering av personell i vaksinteam og kapitalstrukturer som er designet for avkastning knyttet til pandemikategorier, da er tilfeldighet en utilstrekkelig forklaring på sammenfallet."

"Hvis systemer bygges for å tjene på kriser, hvis de samme menneskene som konstruerer de finansielle verktøyene også finansierer simuleringene, eier patentene, utvikler utløserne for forsikringer, plasserer personell, former politikken og styrer narrativet, da er ikke spørsmålet om de handler i egeninteresse.

Spørsmålet er hvilket strukturelt vern som finnes for å sikre at de ikke gjør det."

Læs hele artikelen i HELSEMAGASINET : HER.

:::

Hvor er en næse tættere på det gudefødte

end der hvor næsen rammer sin ravnehimmel

og måger sejler kyster 

og noget af din fletning er sol. 

Jeg maler gaver af den bevægelse 

lyset er næsten en knytnæve, 

næsten et medhør af gyvel og

slange.

Der er en lige linie fra den sorte hånd 

til det hemmelige håndtryk.

Illusionen  læser din næse og falder ud af kloden. 

Vandpytter trækker røntgenstråler 

fanget af æblerne trækker

Davidsstjerner og gyvler 

trækker egeløv og nålepuder mod

endestationen.

Alt ligger parat som en hammer der rammer

parat og lige så fiffig og suveræn

som læber mod din hud. 

Sådan trækker jeg hvæsende måger 

som mørklægningsgardiner over søen. 

For sådan at føle noget 

hopper det lige så fiffig og vælter og

hvor er denne bevægelses 

flimren i stemmens egeløv?

Jeg fortæller, hvor tyvene 

er floder du genkender i en vandpyt.

Overflodsgaver kan fylde og sådan står vi våde 

og ryster os i raslende blade.

 

 

:::

Jeg skriver og sætningerne glider som sædvanligt

og tålmodigt giver poserne fremdrift

som et rent hvidt lagen pudrer søvnen sine svaner

bevæger den tålmodige pukkelryg sig mod afgrund.

Jeg vågner og ligger og ser 

  sneen vælte ned i små flags vals

sæden er blevet rytterløs 

   og glødende tygger jeg hver glose.

To digte kan ligesom søskende godt 

deles om det samme billede

ligesom to billeder kan deles om det samme digt.

Giv mig hofsnogen 

   og snevejr forsølvet så det synger.

Jeg vågner og ligger og ser 

     døgnet blive til vanvittig dans

hele nåleskoven bevæger sig 

  som en undsluppen fange

og fangedragten giver skyggerne stemme.

Jeg skriver og giftes sidelæns med søvn.

 

:::

 

Der er altså forskel på blod og så rødbedesaft. Det behøver man ikke at tage til Antarktisk for at se. 

Det så jeg vel afprøvet da skeen fangede dit tillykke i kagen. Der var tyve lys, som sov så godt i deres flamme. De gamle dage og det pustefærdige fejrede sin verden. Din fod var noget bevægelsen brugte syvtabellen til. Imens kaldte det så tydelige medhør mælken de lod vågne op som svanefloder af vaser bevæget ind i skyggernes tynde rørelser som bisonoksers ånde. At stjæle lyset fra slyngelstuens yngel var den gode sport. Med hætten fuld af gaver fløj måger ud og så dig bjæffe. Sådan kaldte en dronning sine flyttemænd i habitter ind med de sidste kister til arkivet.

 

:::

Da snehelvedet var ovre sad følelsen stadig tilbage. Solen rundede af med et røgslør. Du kunne die en hvilken som helst nåleskov. Sådan som lyset gør. Fanerne var snoet rundt om det uudslukkelige. Hvert tegn var givet af vaser farvet i jordens dyb.

Kunne det have været samme hvælving, vi blev begavede med; noget der skødesløs bevægede sig inde mellem de rette stammer. Det var din tur til at give teskeen et tydeligt strint af tidens ende til selv samme toner.

 

:::

Jeg møder dig igen på den anden side af et brombær. Du står ved siden af mig foran hængende ranker. Og løv solen ruller fri af et momentant snehelvede et snehelvede er løv solen pludselig fænger medfølende falder gennem gammel måneds mågelatter. Jeg sidder åndeløs og gylden mellem familielukkede døre.

Efterfølgende syntes noget at hoppe over i en anden historie, som er den samme under flimrende egeløv. Og der er du igen og alting er åbent og munden fyldes med saft.

 

:::

 

Og det raslede som om noget var holdt op med at drømme. Jeg gik sådan og ønskede mig delfinsang. Det gamle filtreredes gennem flængerne og skulle hilse fra de forsvundne klæder. For helvede så pynteligt. Da du undersøgte hvordan gulvet var strammet til. Det gynækologiske gulv jeg mødte fra en vase.

 

 

:::

 

Så violer ud af øjenkrogene.

Snuder trak røntgen ud af hvert duftspor, rådyr kom dvælende under egestammer. Noget lyttede i det lys jeg tændte stemmen med. Faldende flager gav luften nålestiksskub som biblioteker fulde af æselører. Vi maste os igennem snudernes træk med røntgenkroner på vores hoveder.

 

:::

 

Vi er parate, ulige føl rekviemførte gennem skove af forvandlede kongesvaner. Tulipaner er vores væddemål.

Med en teske skriver jeg i sandet og tyder sålernes spor og trækker nutid ind med alvor og puster den ud og det rasler; hvor fra kommer disse folder stemmen pulveriseret fanger og atter tømmer ud.

 

 

:::

 

Verden rullede som en rynke over tiden og talte alle sine poser. Hun holdt verdensfællesskabet på en finger. Jeg havde mine egne knager at tælle i floden. I min klokke så jeg lys filtreret fra stemmens afgrunde og gav solen et skub kun for at fange selv samme stemme. Og midt i den tykke stemmegrød vågnede jeg og gav noget op som havde det været mit eget. Det var fra stemmegrøden; den lød som mælk, der løber ned i en bæk og jeg fik svedeture og svanefloder og gåsehud og sugedes tom for bevægelse og ånde. Verden handlede nu udelukkende om at holde på vejret i et sidste farvel med lysfanfarerne, der løb gennem den gule kirke.

 

:::

 

De blå flammer i udkanten af en udånding. 

Følte jeg sad på prøve. Snehelvedet rømmede sig.

Fanget levende for ikke at falde i kannibalernes hul. Så langsom en udånding som en brændende komet.

Egekviste indenfor rammen. Tønder fyldt med mælk; vi kedede os tålsomt og gned os ind i fedt.

Noget af tusmørkets stemme påvirkede mig og trak et kys i langdrag; det var velgørende og du sad alvorsfuld på nålepuden som kamfer.

 

:::

 

De levende brænder

sammen med deres døde.

 

:::

 

Jeg raslede ned gennem natten og gav døgnet sin vanvittige følsomhed. Det hele var pakket i nåleskov og maste sig som et i lysningen enligt løvtræ med stor afhængighed og snæver, sensibel længsel. Jeg raslede og selv et kys ville ikke kunne gætte hvor bevægelsen dvælede det stille vands gæller. Hvad jeg sortseende forsøgte at være for sortsynet, som jeg vitterligt forsøgte at være noget for og for den gnist af stemme, der holdt til i min åndenød, rynket og afskrællet sin stigende raslende løvbladskrone, var det spinkleste af alle min håb.

 

Den elskede fælles verden

 

Den elskede fælles verden gav fanen sin glød

lagde svanesole i sin følte vane

vinkende vældede ophævelse

tågen, tågen i sin snævre dragt

vores hverdages svømmetag af regnvåde flag.

 

Vores elskede fælles verden 

           holdt slutningens glød

og dalene ville tælles i parate dryp

i sultens ravklump

hvor tiden var

en faldende tåges svanevinger af glæde.

 

Vores elskede fælles verden 

     i et bål af mindernes glød

midt i den tåge du lukkede ind

for at tælle vores dage

i gendøde puppers gale hyl

var den vifterakte sidste hilsen.

 

 

:::

 

Af alle mine mest naive drømme var du det første så røde æble jeg bed i og som du senere med en enkelt finger inviterede hele verden ind i skroget af. Gravøl gav mæle til et badekar fuld af kinesiske vagtler.

Jeg sejlede i det ud over kanten og mærkede dig som sandpapirsgummi. Din næse trompeterede en ufuldstændig men helt vindblæst egeløvskrone. Gaverne lyste. Parate til at folde gyngende gulve af efeu ud for solens skægløse åndedrag. Spurvenes rislende og pludrende døgnevighed. Åndsfællesskaber lå sådan. Og hvorfor lyset var farvet i lige den tone fik vi halvnøgne spurgt hinanden om. Der var spøgelser. De gik på tæer ned ad trappen for at se et stedbarn blive kysset af verdens største rotte.

 

:::

 

I begyndelsen giver det gryende lys vores hud, vores igangværende hud tulipaner og gyvler.

 

Det handler om at føle noget og hoppe ind i sin stemme og være det ru egeløv. Jeg ønsker at rasle og bjæffe af det, der rasler mod min hud.

 

:::

 

Kys kan udveksle fanger. Og ud af solen ruller plysstole tudsefjæs efter tudsefjæs og ud af solens plysstole stiger gamle fyrtårne op mellem mågernes klarhed. Vandpytter er tunneler og vaser. Væddemål giver stemme til gaver for hvem kan kuple barndomsmindernes grædende gryde.

 

:::

 

Du skrev, at du ville giftes med en rudekuvert. Jeg husker tydeligt dit sovende kys skubbe æselører af egeløv ud over skrænten. Kys genkendte og rålyttede, ja, rålyttede lyden af bånd, der strammes til. Da jeg vågnede, var jeg helt gennemblødt og en teskefuld tynd ånde steg fra vibrerende læber. De stramme bånd var alt, der gav lige så god mening som intet. Kys genkendte fuldmånens kirsebærallé og poserne med uhøfligt dryssede kronblade fra solens korridor. Et ekko mangedobledes i rullende hoveder ud over skrænten som kysset igen og igen.

:::

 

Ryggen er det gulv, hvor på du lå og sov og fra en mælkekarton hviskede det sødt. Åbn dig for der siver mælk fra din mund og ned mellem dine bryster og blå vener står tydeligt frem. Lyset kom listende med sine drukne dage. Jeg strakte hals uden at trække vejret. En væltet flaske trådte i karakter med mirabelletræets sødmefulde røg. Skyggerne ævlede løs og mælken dryppede, striber af mælk dryppede, mælk dryppede og snart ville fuglene også få mig til at huske og til at glemme, hvordan du med stort begær tømte det sidste ned i dit svælg og lod sirlige striber forgrene sig ned over din krop.

 

Epsteinmaskinen

Når epsteinfilerne nu i øjeblikket i stort antal frigives til offentlighedens beskuelse, så vil det i første omgang ramme prominente, men for de centrale kræfter bag epstein-maskinen, periferer personer. At være en perifer person i epstein-maskinens greb betyder ikke, at man ikke har haft en (potentiel) rolle at spille. Der tegner sig et helt tydeligt billede af, at alle med (potentiel) magt har været interessante objekter for det projekt, som epstein-maskinen var og stadig er. 

Her er det vigtigt at holde sig for øje, at medieverdenen langt hen ad vejen kan være mere eller mindre kontrolleret fra samme maskinrum. Når der nu bringes prominente personer frem på offerbænken, så er der i pressen fokus på at udskamme, udstille og lægge afstand til disse mennesker. Imens de vidneudsagn, der jo faktisk er fra de virkelige ofre, de mennesker, der som børn i alle aldre er blevet handlet, misbrugt (og dræbt), står langt bag i mediebilledet.

Den maskine, der er tale om, er ikke bare et nymodens fænomen; der er tale om en kannibalistisk ofringskult, der bekender sig til gamle riter som de, der kendes fra Baal, Belzebub og Moloch dyrkelse.

Denne kult går ikke til grunde, fordi nogle af dens afpressede statister ofres. Det er udvendig stafage. Den dag seriøse journalister og seriøse, moralsk ansvarlige dagblade tager fat om det centrale maskinrum i denne kult, så bliver det virkeligt farligt og først der vil den virkelige og endelige udfrielse fra denne for jordkloden gamle bærme kunne finde sted ved at menneskeheden endelig finder ud af og beslutter sig for, at det er en anden herre end de ovenfor nævnte hver enkelt ønsker at tjene. Nemlig den med jordkloden forenede Kristus.

 

:::

 

KNEPSTEIN

 

:::

 

Spist lort lugter dobbelt fælt.

 

Gidsel 19

 

Blysel bnæll bælkugfe blurenbas

bægpaf bæglepus benelje

mooner møsøf målsøl mølf

myv pyksø pål pak pul

dihøl dækkø dågop

myv myv glyff næsøp nasø znæf yonder

noggif næssø nugrø ym znæb

rig ryhæls yzaf vanæsø hlas

rø rønø ræblos ihzahøl

lamettas lu lu lah løvhælsøl

lælsø vøf ydø lys lif lif lap lup

gægføhølvø gonder gåsfløf

grolvo gyffelføn gavål gym gaphælg

gån gyfløl gefalve gadima

eqløl vøl åt vøgfy fægfø

fæmæst flaksne fysøh føhælsø

fånpum gyffelføn gidsle fæn fandølvo

fæn føw syf swoon zøl yzaf solbært

hønnø ihzahøl gaphælg hægføf

tinsel tyh tyh tnægg tøøh tnæp tnæp tyh

benelje trente trif trap trup. 

 

:::

 

Højhuse er nodeark

vinden kender hver node

i det porøse pulver.

 

Hvalen er elevator

Hovederolleindehaveren stod tydeligvis foran en vældig hval og stirrede forhekset på sin egen stemme.

Hvordan kunne den give rum til noget som helst, når jeg gik ud af min rolle og forlod rummet?

Sådan tog rollen ordet og skyndte sig at give hvalen sin stemmes lyd tilbage. Hvad, der begyndte som en højfrekvent lyd, blev ganske snart et race mod den døve måde, stemmen puttede sig og jeg kunne bjæffe lige så parat jeg var. 

Der blev lagt ålegræs over de senge. Med vuggesang puttede stemmen sig og var helt opfyldt af det og da jeg var den næste i rækken, sagde jeg for at komme den i forkøbet:

Helt døv er jeg parat; du burde faktisk give rollen til mig.

Jeg forstår, hvad du siger, sagde rollen og rullede med øjnene og røbede dermed på hvilket grundlag, den stod.

Hvad jeg her har påbegyndt, kan du næppe følge, thi at måle sig med selve det at måle - er så gevaldigt mere, end du nogensinde kan fatte. Satte jeg ikke just løv på alt det bortgemte. Løftede jeg dig ikke ud af dig selv og gav din snusfornuft et andet liv? Kun for svaner var jeg til salg. Kun for svaners flugt gennem luften. Og hver gang du tæmmede din kreative evne, arbejdede jeg stadig i al hemmelighed for at du skulle anvende hele registeret. Det er sådan med de høje mål, det er alt planeterne forsøger at ranke din ryg. Men de ville næppe nå noget som helst, hvis ikke jeg til fulde gav dig din begavelse. Og selvfølgelig skal du næppe forventes at kunne opfatte det øjeblik, hvor nålen netop just faldt til jorden.

Da fortsatte jeg med at fundere og sagde så:

Hvad har du forsøgt ved at røre de lyde, som kommer fra oceanets dyb?

Gud forstår den åndes åndehul. Jeg har med stort besvær rørt alle toner. Mol grundsatsen var også del af de lyde, som rejste så langt fra etage til etage og dem kom jeg også til at røre. At tøve kan det kaldes - det at rådgive de fængslende toners mørke, at løfte, at røre er al grunden til at følge bølgernes rullende kald og op gennem åndehullet kommer det væsen, vi havde til at rådgive os. Vi er oceanernes bund, hvorfra klangen stiger kun for at række op efter solens stråler. Alsolen vil jeg kysse; solens tydelige finner rører stilheden vildt og blidt.

Imens vi var døve af  svaner og lys, var vi alligevel parate til at ane, hvordan løvet blev puttet på plads, sagde jeg.

Ok, sagde hvalens rolle, den urgamle grænse kan du hverken tø op eller fange. Det betyder, at du retningsløs drager din ånde. Og det retningsløse synes at måle dig og sådan bliver du lækket og puttet under lup og dér kan du på ny sættes sammen som et puslespil.

Forstår du noget af alt det her gøjl, fortsatte hvalens rolle, det vi måler i guineas har slikket sol længe nok. Og jeg skal næste gang, jeg vender tilbage til der, hvor jeg tilsluttede mig min stemmes specielle volumen, måle alle gravene op. Bare to meter til hver og jeg kan puffe jer sammen på et stykke bornholmsk granit. Jeg rejste fra Gaksdenærøb til Wybøl uden at tale med nogen, selvom jeg kaldte og kaldte. Min stemme er blødest, når jeg tænker og når jeg husker og jeg husker alle dyb, jeg puffede gravene sammen fra. Det er som en dør af mos og alger. Du kender det sikkert godt. Vi havde lysene vuggende over os og endnu højere oppe - mågernes sølvglinsende vinger. 

Efter en tid lagde jeg kursen om; jeg kan vel have svævet tæt på ti mil - før jeg gennem en stråle fra solen fik øje på en gammel udtjent trawler, sprættet op på midten, hvorfra en stribe bobler steg. Jeg havde stadig masser af føde i mine barder. Af og til sov jeg, imens jeg langsomt gled fremad. Jeg hørte det, som blev noget sunget, når marsvinene sloges om stimerne af fisk. Sådan åbnedes oceanets bund for mig og efterlod mig målløs. Det var kun de vage konturer, jeg skimtede, her hvor strålerne af lys var yderst sparsomme. Men der lå det, det sunkne land, hvor fra engang flyvemaskiner fløj lavt henover jordens flade; der lå det og så på mig gennem et endeløst hav, som mandalafiskene havde fanget mig i.








 

Det svungne gelænder

 

Det svungne gelænder lægger sig

imellem de stødende sætninger

som et ægyptisk tusindårs rige

at gå ud en stjernebestrøet nat

                      kun iført sin stige

der hvor al tale forstummer i frostkys

at sværge dybet sit korte februarsvøb

og give sig et provenu iltrig brise

som en kejser både født og ufødt

under stjernernes myriader.

 

Vi slår blikkene ned

 

De hælder alle noget i koppen

fra en kande af smeltet sne

de løber lyset ud af hvalen

i lamper af blomstrende lotus.

Vi slår blikkene ned

for den henrettelse vi ved

ikke bedre

ikke mere

ikke noget.

De river huse ned som var de kroppe

de prøver så hårdt det der' sort

stikker næserne frem og griner

i tyd'lige ruinlaviner.

Vi slår blikkene ned

for den henrettelse vi ved

ikke bedre

ikke mere

ikke noget.

 

De døende minutter

 

Velournatten har luffer at øse af

viljer at fagbedømme maskerne på

vi hilser tåspidsgængernes evne til at hænge i luften

tågede tanker svømmer mågernes rombe

de døende minutter har deres eget liv

dyner af teskeer løfter egoet op

ringer fra kærven for at sælge pladens rille

ginsengpedal knogler hændernes greb

dæmringens flammefasan måler sin hymne.