:::

 

Cynikal domina R.E.M.

 

Tam viblip

 

Punuptom do gnaps

vumlugfralz

kuttusruf fugambal

hulvitum glofix hubsanap

dalbam sulvak dupam.

 

 

Mulukfu wy slasch

mudnistranno

miwipnil tusal

vilmutem stinnez rizulul

vasan bansam vakan.

Dofombol baw gnablim

nivumgifambla

ruspulruf hugam

lufvukal grofliz struvutal

halbam filguk tam viblip.

 

:::

 

J.N. slam sepialjoke CHoCH.

 

:::

 

Jade for Brno Gycoon.

 

 

:::

 

Freyed Dwarfe Jetpenis.

 

En meget bred pensel tegner landingsbanen

 

En meget bred pensel tegner landingsbanen

kælken fæstner symaskinens fod

pin-ball kugler triller sidelæns forbi mestertyven

puslespils brikker står i en stime ud af næsen

faner gør det ud for gavepapir

om de væltede fadbamser

talerstolen skygger for sørgeoptoget

dinglende tovholderfjæs

løfter garagens hermetiske grin

ingen stribe eller strint

ville fejre en sådan liste

kun den blå nylonline

får urets visere

til

at dreje broderhånden

rundt om broderhåndens strube

først sådan

får solsortens klagesang

en merbetydning

ud over den fældede ædelgran. 

 

Og så flygter du ind i søvnen

 

Lyset giver kysset sin læselampes lys

lørdagens violer husker verdensherskeren -

noget møder muler på nye ben

møder buet kornmark

over krager

en mule på nye ben åbner det gule liv

og så er du nøgen og står på tæer

rammerne rejser sig og løber

sorgen bider

de meget nye farver

der er ild her

hullet er fuldt

det suser vildt oprør

bederummet ryger løbebånd

rosenhytten æder gudedug

hvis du nu udfolder

barndommens søvn

hvis nu du sover

og ruller som tørv

ind i dit lys.

 

Når klipperne stiger

 

Når klipperne stiger

stiger klipperne

med vandet

og vandet stiger

op over klipperne

klipperne klipper vandet

stiger op over klipperne

klipperne stiger med vandet

og vandet stiger

op over klipperne

stiger og stiger

med klipperne

op over vandet.

Når poplerne popper

popper poplerne

op over gulvet

og gulvet er tynde

tynde skiver

omkring osten

osten ligger 

i poppelflis

hvor før

brødet lå

i den gyldenbrune

flis

med poplerne ud over gulvet.

Når kirkerne står

står kirkerne

med jorden

og jorden står

under kirkerne

kirkerne holder fast

om jorden

holder kirkerne 

fast på deres løfte

og jorden 

åbner sig

og flyder uden om kirken

og flyder og flyder

ud i fjorden.

Når poplerne svajer

svajer poplerne

med vinden

og vinden suser

gennem poplerne

poplerne proppes

med blæst

op over kirkerne

kirkerne stiger

op over 

lavastrømmen

og lader dén

være første trin.

 

Fang rotten i fan grotten

Rækken af fyrretræer sveder harpiks

rækken får dig ud i velgørende minders selvfølgelige skygge

kaktus fosser som kuvøser 

fang rotten i fan grotten

historiefortælleren er en tålmodig skovl

hepper på violer dansende på den molestrerede grav

mælkekarton foldes til kirke

imellem Ridehelles babser

gældsat rækker du ud af valgårets rhododendrongigt

dine stivede flipper går bag ud af vrøvlesfæren

påfugle tygger stadig forpuppede flag

svinger hippe ud af dansehelvedet 

imens lemmetynde poser

samler dine mankestyrt

i en lille skælvende

hvirvel af støv.

 

Sovepudekys

 

Møder hvid krage

i en kurveforet pose

veksler den røde ræv

til dynevårets kirke

dypper brønddiamant

i oceanets papir

røghvirvler planter klør fem i pucken

ruller tydninger ud som plænegræs

over ålekisten

vugger lotusstokke

havnevoila

dykker havets revne

sovepudekys

i fossende boblers 

bedøvede daggry.

 

Æoner bøjer svaner

Æoner bøjer svaner i gudefødte knæk

udenom delfiner.

Snevølve snapper påhæng

vælder egeløv ud over

og kalder floder til sig.

Du samler vældende sanser og går

afsted mod endnu en klode

kølende dens indre ild.

Lys bevæger svanegamle læs

vi har så meget

mere puttet 

i de blå lys

før aften.

Gennem delfinerne tegnes månens bane

epoker driver dem knitrende frem

kalder dem ud

åndefloder oplyser ulæselige klik.

Noget falder selvom solen gav det glød.

 

Noget deles i frareven tåge

 

Noget deles i frareven tåge

og bævrende dronning

et loppecirkus lyser så morsomt

at kurveflettede gyvler

gæster døvhedens dyb

i afgrundens døve ekko.

Mantra blindedøvet

sæsonvendinger skåret

flår vældige lyde

til volapük

pegepinde som stemmens pindsvin

gennem natten

rundt og rundt 

måneværdig:

En fodbold løsnet fra sit endemål.

 

Bållikill

 

Oå 

iö

aö  

eu  

öe 

oy    

ey   

oö. 

Bållik mannyp 

dosfow nuzzåt wagrum

rullaf larros

grållef gatymyryn 

fynnår zyddofo.

Birraf yfab ifil

önumtöwyryu

maschim lubbaf

erom feddifio

schannöt önu.

Bewutu ero 

öry  sfamenel

zuffåt efi.

Biwyto yfa ytu

zannup zuddifyl

ånæ pråmlösæm paf.

 

 

Pælvnok dæffer numböl

 

Pælvnok dæffer numböl

lödöf krög fyzåk

gæbö fryf zyfpum huff

tropfen tonvel truf.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch.

Pælp duderud dudong

kækö kowöp fæmz

sof zönbol tevnol.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch.

Pölf lygö huff

gepænvel dæffer gaoul

sillifams tuvelful fraf.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Pygolsåg gugömål

zæpgefyk fesgog fömb

flöb tropfzjen truf.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Pölk fötæng fryf

fæmz fymb gepænvel

sof zönbol zyfpum huff

tropfen tösgog tömp.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Lydö fryf krög fötæng

zyfpum huff kækö fyzåk

fæmz numböl zönbol

fymb gepænvel kowöp.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Sof tropfen pælvnok

dæffer pölf pælp gæbö

gugömål lödöf gaoul

sillifams pygolsåg.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Zæpgefyk fesgog fömb

vuvö hu vuvu.

 

 

Jeg vokser ud af lyset til vældige overlæssede dage

 

Jeg vokser ud af lyset 

    til vældige overlæssede dage

 og giver det jeg modtager 

       et gedigent håb

 i nætter mætte 

    hvor jeg føler stemmens havreneg

  føde en række 

     kufferter fulde af fugle

  sådan bliver jeg dækket af døgnrim

   tydeligvis ransaget

og vi ser os i hver tryne

  vise tivoli aggressionerne porten

     jeg vil vie 

    de få diplomatiske 

        lyspunkter til daggryet

      rænkernes sædvanlige stemme

     vil knuse det jeg elsker 

    blot for at høre

  fanerne blafrer

i tomrummenes tomrum.

 

Fiskesønner dypper brødet i mælken

 

Fiskesønner dypper brødet i mælken

dussørdage bevæger bulldozerblade

i klodens forstørrede pytter

tolv dukker dingler

fra nulpunktets godnatsang

sindssygens bipersoner peger på pladens riller

sovende celler vokser mens vi vågner

helligdagens syv usædvanlige puder

får bælgmørke køer til at skifte hænder

guld og gods i sækkens ugyldige oliekurs

vugger vaser som kurvebørn i sivskovens 

vuggende vaser

bevæger lungernes kuffert 

gennem lunkne syvsoverspjæt.

 

:::

Vandpytterne sover -

i min stemme vokser vaser

hvor fra drømmene lander

på hver sin pæl

birken berører mig 

med en dugdråbe på min kind

læber lægger hovedet

rundt om stilheden

i den blege tåge.










 

:::

 

"De holdt sig oppe, fordi de om sommeren

kunne bade i byens lille dam

og kunne spise den medbragte mad

på bredden, op ad elværkets osende skorsten.

Om vinteren på ski, gennem den smule skov,

der lå mellem kræftafdelingen og floden,

som var rusten og sprukken,

                        som en tønde -

hen over sneen, der slog gnister.

De holdt sig oppe ved forbindelser,

de holdt sig oppe, fordi det blev bedre og bedre

Og fra lastbilernes flade tryner så

Stalin sådan på dem, at al sorg forsvandt."

                Oleg Chlebnikov, 1984.

 

Hanernes kjoler af blod

 

Hanernes kjoler af blod

tegner aftenskumringen forstemt.

 

Jeg har ingen symboler

at erstatte dine øjne med.

 

Murstenene har slanket mørtelen

ud af hver fuge.

 

I en gammel kalender kan jeg se

hvilke hængelåse du troede

jeg er nøglen til.

 

Hanernes kjoler af blod

giver dagen tyngde.

 

Vi bærer hornugler

som en idé der skal give

afsavnet mening.

 

Men hanernes kjoler af blod

er et sydlandsk stænk

over vinterens afgrund.

 

 

 

Tretten traner

 

Tretten traner over kirkegården

deres vingespidser i slow-motion

som havskildpaddens forluffer

gennem oceanets dyb.

 

Vandpytterne føles som et rekviem

 

Vandpytterne føles som et rekviem 

        der synger for mig i nat

dagene kan følges ud

 mellem fingrene som sand

   sådan er det alvor og selvfølgeligt 

 følger hestene æselørerne med ildens snip

og kommer tæt nok på

til at skællene falder og dynamolygter stiger sultne

og violerne ryster og udgyder sindssyge

                              for det ugyldige ytrer

                        sig i små faners lorte

                små faners væskeførte

    og henførte skyggedæmring

 små faners sødt svungne

    små faner plukket af fødsler

       er du parat, kan du tælle øjnene fosse

     rivende floder i dryp

    parat lådne faner

  tævet grønne

og tålmodigt dyppet i åndedragets støv.

 

 

 

Retfærd og uretfærd

Retfærdigheden vil ske fyldest. Uretfærd har ingen evighedssubstans. Der findes ingen uretfærd  i absolut forstand; men følelsen af at blive uretfærdigt behandlet er uomtvistelig. Jeg genkender uretfærdigheden og det må jo være, fordi jeg har oplevet den før. Genkendelsen vidner om en 'evighedssubstans', der gengiver noget, der tidligere er givet og nu gives tilbage. Derfor er uretfærdigt og retfærdigt ikke hinandens modsætninger; de er hinandens ophævelse og opfyldelse.

  

Det sner i Rens

 

Det sner i Rens

det sner sne over rensdyr

ryd sneens Rens

rens sneens rensdyr

det sner i Rens.

Det storker i kors

det korser sig over storken

kryds storkens rede

red korset

storkens kors

mellem sneengles vinger.

 

Gefyrm

 

Pimköös mænödæv dasöl

drasle mepöf gekænfydö gökföm

zænnövöl knuvgönæs gefyrm

dålv dasöl gefåmköl vöhök

fiöf shellöp gekænfydö hellög tikfæls.

 

Vi besveg de brombær

Vi besveg de brombær du spiste

og de du ikke gjorde

med et lille klap på skulderen

med et lille træk med skulderen

og vi trak klarinettens toner ud i evig tid

du sad tilbage på en badebro i Sverige

og havde endnu ikke dyppet

en eneste tå

som var det dig

der dissekerede et lig

og kom ud i fuld dagslys

fra krypten

kun for at få hendes nummer

det var ikke som vi troede

men Norge sagde

nej, det er meget værre

som et volapykdigt

der snapper efter vejret

din svartsyge kastede sig

som en panter

over første stavelse

og rev hende ud af mine arme

der var ikke et eneste

helt brombær

tilbage i kurven

siden kiggede du dig i spejlet

og det var en helt anden

du så

du var jo forfatterskolens offer

og lukkede den sorte panter ud

med hænderne foldet

om Information.

 

Telefon

 

Den var gået helt død

så jeg ladede den op.

Da jeg åbnede den igen

stod der, hej alle sammen

og jeg kunne ikke undgå at undre mig.

Det havde der nemlig ikke stået før.

Øjeblikket efter greb jeg mig selv i

pludselig at tale med hans stemme i telefonen.

 

Heden fra liget vibrerer hvert chiffer

de dukker op af hullerne, men hvem har skrevet dem

ingen ejer det sprog som uvist hvorfra

men det er altid godt at vide

hvilket jeg jeg taler med

de døde gennemtrænger hinanden uanset

som ringe i vandet 

er forestillinger gemt for årsag

den årsag

som tilfældigvis åbnede dette opkald.

 

Toget rasler med støvede vinger gennem digtet

 

Toget rasler med støvede vinger gennem digtet

digtet tæver, raser, maser 

     togvogne gennem gynækologisk leje 

fylder snevægge med skibsskøder

vimpelhalse og opblæste poser 

  ansigtsløfter gådefuldt dit spejl

swimmingpoolens ansigter 

  fylder sækken med nedkølings is

fødder hager måger fast til solens delekærv

dæmringsskyer går gennem ålegræssets svaner

toner blades gækkebreve

kun for at lade

væsken stige i cisternen som guldplettede æg.

Digtet er et lokomotiv på havets bund.

 

 

 

 

Må give verden sit net

 

Må give verden sit net af følsomme perler

man nægter ikke

natten sine sidste røde faner.

Skælvende chifre

sylter hygge.

Jeg siger, åh er det dem, er det 

det, der aldrig får ende

månen pynter vedholdende på nattergalens tavshed.

 

Når kul presses ud af slow-motion jazz

 

Når kul presses ud af slow-motion jazz

begynder det at lyse

det er ikke en piben eller skrigen af mågeslynger

som panik 

der indtager din vuggen

eller flotte sølvmåger

parate som pulverrygge vendt mod din søvn.

Det følger ingen vandfaste regler

og praler ikke med sin stemmes hysteri

solsøvnen griber noget

som en piblen fra små gryder af lemmernes ild.

 

Svanelængsel

 

På bagsiden af skyggen plukker en tøven solen

den sammenfoldede tyv siler sine lemmer

læbestiftlæber fænger et bjæf

i nåleskovens vægtløse mycelium 

sene nerver stråler dem

en knækket gren plukker næse over mundens vane

dermed ophører det

pinjekernerne

retfærdiggør humørets indsovningssøvn

i hver ravklump basker en svanelængsel

faldende blade at samle op for nogens skygge

selv tågen snapper efter myggenes åndehuller

den gule farver siger

vær sød at syng mig mit rekviem

for træernes skygger er nyfødte 

i et omrids af liv.

 

Mindes det så tydeligt

 

Mindes det så tydeligt

ubehaget.

det sidder her stadig som en grynten

tømt for kækhed

og alt der kommer rejsende.

Skyggefuld bevæger

gærdesmuttens rede dine fingre.

De lå i ly

og ventede på det blev slut

så fint vævet mellem hvidtjørnens grene.

 

Du piber måneslynget

Du piber måneslynget -

af alt det vi vågner fra

fænger søvnmågen bedst.

Og ready-made er pulverryggene 

som sover så godt og pibende.

Gang tusinde ånder med nåleskov

du holder dem alle.

Nætterne med de tømte utrygheder stadigt vævende.

Næverne vælger søvnens hul at spænde gæller over.

Suger snigende skiver af dagens parkering.

 

 

:::

 

Mågelyset prøver at tyde 

alle nattens kys

mellem nåleøjne falder 

vi der kan gætte natten

og nattens æselører på hver blanke side

mågelyset prøver at lade solen kysse

vingespidser

sådan må vi vige

kyssede sorte og tågetætte på række.