:::

HOUSING FOR FOUR HIGH FIVES

HOUSING FOR FOUR HIGH FIVES

HOUSING FOR FOUR HIGH FIVES

HOUSING FOR FOUR HIGH FIVES

HOUSING FOR FOUR HIGH FIVES

  

Andre slægter siler gennem mig

 

Andre slægter siler gennem mig

lyser som en måge for enden af tandens rod

det tyste mørke vil rømme

knælerværelsets gevær med et piv

lungedyret slukker tossesolen 

digtsplinten sidder evigt i mit kød

men i dag forblev den hermetisk

og næsten uden smerte

ingen søvn gnubber den gyldne fygning

kliniske kæder

bjæffer af tågens hemmelige medhør

nogen bevæger massernes verden i fugleskrig

alle vores gnister fyger gennem solens stemme.

 

Redningskransenes overlevelse

 

Redningskransenes overlevelse findes

redningskransenes overlevelses depot 

                                                         findes

vil vi røntgenfotografere geværer, gulve 

vil nødslyngens rundkørsel

tyde små væsener 

tyde hver gildesal på andendagen?

Lys tyder på giftemål 

            og fejl fanget i åndeløs tang.

 

De velvalgte halvdele fænger dagene 

og deres syv ender.

Pizzakranse gennem granskoven

er dine sidste Gazabindsliljer.

Der er alle slags overlevere 

og andre overlevere vil søge jer

og tage kvasten af drillebølger.

 

Vil du virkelig hovere

vil du hovere så meget 

                      som regnen falder?

 

Græsset tåler 

din brug af røllikebrølets små kviste

klip røllikekvistene til

røllikebrølet blusser op.

De fåmælte græder 

                under en anden måne

selv æblerne græder på gravens rand

  da I bærer 

        margarinekassen gennem byen

græstotter bræger 

græssets sjæl husker næsten alt.

Gå i læ -

  når du holder op 

      er bryllupsklokkerne serum.

Den rå brylcreme

læser dit skjul som dådyrgalaxe

din røllikemund tåler hver dråbe.

 

Under dynen

 

Under dynen

ligger soveposen og fortæller noget

kogesalt skærer tænder under dynen

velkommen til lyse rosa

Himalayasalt

du forvandler verden i luxus for solens skjul.

 

Hvis du nænner det

så er 

elskede amokfotograf

elskede øksegøg

elskede hyæneæsel 

elskede dyne ved bålet.

 

Under dynen

er de bløde hænder

og kogesalt er der under dynen

som frydefuld lampe

bare at sove i duften

fuld af dyne, elskede, 

og lukke øjne med omsorg.

 

De frydefulde 

frøæg i zinkbalje

skjuler amokfotograf, elskede

skjuler øksegøg

skjuler hyæne, skjuler hældende klode

skjuler dynen i bålets flammeekko.

Under dynen.

 

 

Man Ray Jernet

Helt fremme er fuglevingen bukser

ti paragraffer hytter sine jyske dage med sugerør

Pi står pænt og trækker i uendelighedens gåde

urnens pivfrække tabu

hjælpesølvet skygger for den tidlige gump

Man Ray Jernet vandrer 

           som et tusindben over ryggen

rekviemkøkkenet favner den samlede mængde 

kærester skriger fra gællernes kogte vaser

kæder af lys tipper over savenes dråber

folk står gennemvædet under alterets bruser

røntgenfotografier tømmes i frøernes sump.

 

:::

Alt bliver vaser låst under svanernes vinger

kølerum fulde af violer

er vores sovende sale

vi løfter tusinde poser muld

trøffellyset siver gennem rullegardiner

og lover os seende knaster.

Cypresdragen bøjer sig ind over din nabo

den har fuglereder i munden

flettet af hundehår og gærdesmuttedun

en af de nærmeste dage nagler gåderne 

pentagramhavens træer

fast til et evighedsløfte.

  .

Bål

 

Jeg sad og nød kaldet fra aftenlandet

ved et simpelt bål

mennesker er en form for tyndhudede delfiner

sad jeg med en pind i flammerne og tænkte

og posen om kanoen

kunne gøre det ud for en sådan hud

som den glimtede i mørket

langt borte fra ville den afgive farver

da jeg senere sov faldt en gnist

som hældt fra mørkets vase

ned i det tætte græs

det var da, at min hånd

greb ud i det tomme rum

parat til at tyde

den døve verden som en drøm.

 

 

Rendezvous

 

Nævningetinget vil måbe

når det bliver kysset af bogens æselører

og alle verdens kærester

har ryddet deres såler

for før-dagens prøveknald.

Halvvejs dyb står døbefonden klar.

Vaserne keder plan B

hoveder vejer sine lys

i lukkede lommer

som symaskinen gjorde hermetiske.

Lidt over midnat ser jeg igen

pigen med det hovedløse barn.

 

Korsstrofe

Ud af urvæggens tåge

sniger ånde

din sødmælkslås af havedamme

en skorstensbrand.

 

Kongen er også myldrende spyd

chaufføren er gået efter hjælp

med en dyne af hyæne-øjne

kærligt omhyllet.

 

Den sene sol stiger

fra pytternes vand

kun for at skærme 

åndedragets farve.

Skødesløs rører

den kælne fos

bjergenes tændrør

bælger svanekys af hjemve.

 

 

Schuberts toner

Schuberts toner er en togrejse af tårer og afsked

en eftersøgt hånds isolerede dans

en stemme der kysser én helt tyst

fuld af betydning

det er sorgens skub som rækker

kys skubbet på plads af stemmen

så dagenes

mælk kan skrubbe svaner mere hvide end hvide.

Jeg bruger kun hjernen

for at beskytte mit hjerte

det er derfor

min hjerne er så meget

på overarbejde

imens chokket fortoner sig

i violer. 

Ballon puster knagerække

i et gys der puster i øret

for den vil sove imellem våde tuer

og lade luften famle med sit røntgensyn

en eftersøgt hånds isolerede dans

eftersøgt som rav mod havets skyer.

 

:::

 

Gruset fylder tæernes mellemrum med farvet lys.

 

:::

 

Du søger din stemme 

i dyrets hæse skrig

ved du da ikke

at rovdyrets tid

er forbi

den nye stemme

siler ensom

gennem alvoren

klukkende af latter.

 

Ko

 

Komælk er til kalve. Men sådan som mennesker har fremavlet kvæg-racer gennem århundreder, har en ko så meget mælk i sit yver, at kalvene skal die meget hyppigt, for at koen ikke lider. Hvis man helt holdt op med at malke den slags køer, vi har i dag, ville det, som sagerne er nu, være dyremishandling. Der ville skulle et målrettet arbejde til for at fører malkekoen tilbage til sit oprindelige stade. Og hvorfor skulle man gøre det?

Fordi der er en væsentlig anden egenskab ved koen, end at den giver mælk. Den laver en livs berigende gødning som gør jordens muld frugtbar.

Det er iøvrigt et smukt syn at se en flok hvide Charolais køer gå med deres kalve på en græsmark en vinternat ved juletid.

En ligkiste går

 

En ligkiste går lodret over heden

den har så små fødder, at man ikke kan se dem

alligevel ser det ikke ud som om den svæver

en ligekiste går lodret over heden.

En næse peger som en revolver 

på det gennemvædede bål af lyng og stole

i det fjerne bjæffer en hund ustandseligt

et lig kysser håndens bevægelse gennem luften.

I hvirvler sømmes lav fast til den forangående kiste

et helt selskab er ude at promenere 

kiste efter kiste skridter bakkens fod af

en næse peger så det synger.

En helt død gemmer sin nåde i tåge

røntgenposer stiger som kumulusskyer

pegepind inden i pegepind løfter sit gevær

et lig kysser gæller med gyldne hænder.

En røntgenstråle sømmer gult lav fast 

                                 på indersiden af et låg

synker ansigter som vandrende swimming-pools

kys kælver to ens kys kælver søde spindelvæv

næser peger hver bevægelse mod søvnløs rille.

Ligkister går lodrette over heden.

 

Else Lasker-Schüler vs Greta Thunberg

 

Hvis Else Lasker-Schüler ville lade sin orientalske månefordrømte poesi udkrystallisere i en fortættet, vrangvendt og maskulin form, ville hun i vores tid have ladet sig genføde som en Greta Thunberg. Hos hende er alt, hvad Else Lasker-Schüler stod for, skjult og fra det skjulte strømmer der med samme kraft en drift efter forandring. Indkrænget er den poetiske omhylning, hvor fra kun indignationen når ud til den måbende offentlighed. Dermed går samme verdensensomhed igen som en solidaritet med de marginaliserede i det af den moderne bevidsthed marginaliserede ocean.

 

Et kys gav for alvor

Et kys gav for alvor 

   vores gamle fane et pust af velvære

     en pose fuld af luft samlede dine mønter

en kirke imellem dalens grønne tuer

              en pibes sædvanlige røg 

     fra et skjul under fyrretræer

en kærestesorg delt mellem to høflige sjæle

      et piget månevendt gys 

  for en voks-mannequin

et håndskrevet brev 

 dyppet i liljekonvallernes duft

jeg så to åndedræt tale sammen i korridoren

 jeg læste et helt normalt farvel 

              som nellikeoffer

en bro af sæbe boede i solen 

                   og oplærte min aura

ørets ulve-gab faldt ud af fuchsiaens frugter

   et reb firet med sindsro, blev tryllet frem

      på ny åbnedes æslet 

         for sin palmeviftede konge

     læbernes æbler trillede folket afsted

 omkring os lå øresønderrivende skyer 

               fulde af kærlighedens magt.

 

Det sælsomme er tomrummet i sig selv

 

Det sælsomme er tomrummet i sig selv

et skønsyn af serafers serum trykket i bund

lyre-befølt øser mergelgraven hulrum til dine ønsker

skærpet følger søen brassen-færgens svulmen

op ad menneskemuren skyder skyer skud

afkølet gin and tonic stirrer gyvel

varme tårer maser rande på flodens grønne brinker

senere at nævne køns-forvirring målt ud i skåle

al tale om donortømning føles fejt

en fane af vellykkede femløste telte

bjæffer af den lille pelsdyrklædte mand på panden

damehatte med halve måger kan nyvælge de sjældne skjul

åbne sjælen for følelsens farvede sod

ginglasset giver mig fem stjerner til trøst.

 

Det kunne også være en dreng

 

Jeg ser en person

med flagrende hår

løbe over heden

det er nok en pige

men det kunne også være en dreng

det kunne også være en dreng.

Jeg hører en kirke

fra klokketårnet

ringe ud i landet

der er et lys over tårnet

det er stort som en hval

som en flyvende hval.

Jeg mærker et stykke papir

som en krøllet puppe i lommen

hilse på lyset

det føles næsten som farvel

men det kunne også være et goddag, velkommen.

På papiret har jeg skrevet:

Jeg ser en person

med flagrende hår

løbe over heden

det er nok en pige

men det kunne også være en dreng

det kunne også være en dreng.

 

:::

 

Hvilke læber tager fugten til sit endelige sted

    på en tynd pind sidder fuglen 

        og gylper bogens sider

en stråle lys i tågen knuser de løse påstande

  dette får i nakken er tavsheden

     vi lader fasanerne plukke af vores hænder

                  i tusmørket kælver folden 

              og sluger nøglebundtet

kort efter fosser tusinfold faner forgæves

        ind i natten.

 

Slid

 

Om sålerne bliver slidte

af at springe i felter

og frøerne klumper sig sammen

som godsbanevogne.

Og den drøje læseferie sniger øjnene røde rande

så er der næver som grønne æg i sumpen.

Grønne klatter og knoer og sange 

der næsten ikke nænner at tælle rynker på ny.

Om så gøgen selv syntes

at spørge dine hinkeruder

ved daggry så åndeløs.

Hvorfor din hæshed

lukket inde

som en påfugl i bukser.

Løfter dig med egeløvsske

så vil knasterne rulle dig nærdød.

Rulle skygger og næser og ponyer

rulle - uden at tælle striberne i gruset.

Hvorfor din påfuglehæshed

næsten ikke nænner

at suge dine faner sammen igen.

 

Celle

 

Gavle sover jeg for stjernernes lys

gavle rykker min stemme

min stemmes riller spænder sig ud som en sav

min stemmes celle flyver på et vældig tæppe

lader høfligt nådens næse nyse ud over ræling.

Æg rydder båden

æg rydder en næsefold

rydder næppe fuglenes reder 

så meget som mine suk er rågernes juveler

rydder næppe frøernes balje

jeg sænker frøernes kald

ned i min ønskebrønd

lader høfligt nådens næse nyse ud over ræling.

 

 

Før

 

Før

en kuffert

sukker

en skygges skrig

et gensyn efterlader dig

i  gældsplaget ekko

sådan udøver hver uge tilbud

og køerne omhælder til gengæld

en dyb skygge

af sætningsløse

øjne.

 

Før

gryden

og skrifttegnene

voksede der finner på din tunge

alt stod åbent

din pande fangede hver retfærdig bevægelse

altid tømtes færgen

for faner

og skam

ind til du

ikke længere

havde ører.

 

Katatoni for et knust hjerte

 

 

Mug på et splintret spejl

er ofte det sidste tegn

selv fuglene har svært ved at ånde

og den frigide skygge væver

med en vis følsomhed  

kun for at snyde toldvæsenet

fra at pimpe fra randen af et sod-sværtet gulv.

Det er hele den gamle farvelære

og mine pennestrøgs rækkefølge

der tygger drøv på burfuglens kvidren

og prikker hul på præmieposen

gnækkende som en søvngud af samme ømhed.

 

En hårdt prøvet pinefulde altergang

ender i emhættens snappen efter tegn

fantasivæsener piber

imens jeg forsøger at kortlægge

deres signaler

før de bryder ud.

Især den gule farve holder fanen højt

den udrulles i lige baner næsten som en skalpel

guppyposer sutter på alen lange

stråler gennem væggen

røntgensynet uddør ikke før

rullegræsplænerne på ny lukker ørerne for jazz

igen og igen lukker strategien gentagelsens ord 

og det uvurderlige

lyser op i lysende prikker

mellem sætningernes tremmer.

De forkølede prøver

at hoste gennem naglehuller

hoveder dingler som cykelfælge

eller dørhamrenes klapren

katatoni for et knust hjerte

suger gazebind over bløde dun.

Usædvanligt døve finder vi

poser fulde af tomme dåser

kylet i et hjørne

snevølven strækker sig atter 

for fra grammofonens dybeste rille

at lukke sneens rekviem ud.

 

 

Overlever

 

Tegner med en revolver

mit omrids

i luften

løsner floden 

ud af sin pose

gør med strømmen

min stemme tydelig.

 

Hele dagen er der denne pukkel

en rød gevækst

som et luftballonformet jordbær

der smerter, når jeg ligger på ryggen

sådan er det 

at være svane uden æg

sådan er det aldrig

at være udruget

jeg ser rækker af snusfornuft tynge

foldet i rangler og uregelmæssigt slået hjem.

 

Du sad udenfor min dør og jeg ville bare se

flod var alt der krævedes 

for at vise mågerne min rangle

døve ville en snes puder give mine læber samme lyd

da opdager jeg forhænget

som jeg umuligt kunne skubbe til side.

 

I den tætte tåge turde jeg ikke skyde

kongeranglen solgte solen sin stemme i et kort skrig

sådan ligger jeg i lang tid

og tæller fingre og vender

mig mod netop den stemme

lys tilslører den snævre passage med ålegræs.

 

Jeg trækker i ravkæden

øver mig på en remse af endestationer

det er da jeg hejser en tånegl op mod himlen

som et signal til en enlig

forbipasserende måge.

Jeg vil ikke stoppe 

før jeg står midt i strømmen

med en kugle af sølv

ruget ud af min mund.

 

Gråspurv

 

Med et fejlslag

vil fængsler ødsle tyvenes halse

lige før flodens tåge når frem

og skyggerne endnu  ligger

helt fladt under træernes kroner

gråspurven har ventet så længe 

på at den længste fredag skulle komme

at den til sin egen forundring

med ét bliver tavs

ud af den bastante sky vokser

andre skyer ud af søvnens barfodede ild

øser himlen manna før mannatræet endnu bærer frugt

med indfølt smerte spirer tusindårsfrø

ud af bulmekapselens grav

knuger tavsheden 

en hånd

om den 

gemte 

dråbe.

 

Ved korsets fod

 

Helvede 

er

pygmæfødt

gnist

poser

følger

svanerne

dyrene i korsets skygge slæber sig afsted

dalene

antænder

kirker

slægten

er

kommet

for

at

mødes

i

skæbne

tunge

ånde

drag.

 

Da jeg vendte tilbage sov du rævesøvn

 

Røgen har samme smertes stemme

jeg er viklet ind i fane som æselører i en bog

daggryets tyve går på listefødder i gåsegang

    nu gælder det gyden fuld 

             af kyssets mælkestrømme

for ved daggry snyder den knælende 

             stemmens røgslør

         og farver snedigt

     hele vores fangne måned.

 

En bakke taler stadig om sæben jeg efterlod

på dit natbord imens du sov under røde lokker

selv månen sov så skyggefuld

ingen hunds hylen lod dig sove

jeg delte mine fejlskud med et tudsefjæs

stemmens egeløv højt over snoges vandhul

de bøjede gafler

lod mig døv og grænseløs tilbage.

 

Men i det mindste gav jeg

fuglene fuglemælk at hele deres chok med

tynd var hver fane

tynde var rifterne på min arm

tynd var genfødslens åndedrag

næsten vanfør

tyggede jeg på vores fangne måned.

 

        Svanetidens døve æble

      fænger et pift jeg vokser i

    min stemme gav jeg til dit kys

  vores stemmer gav jeg glød

stemmens stemme 

             fængede høstens høje vaser

  og sov så månedlangt i fangeskjul.

 

       Og tynde sætningers svaner sov

    så nådefulde langt

  og penneføreren snappede døgnets gæller

 vores liv under bjerge af sten

     på listefødder i gåsegang

   jo, urkirkens yver 

             er spændt og kan sagtens møde

        os nøgne her i ventesalens ur.

 

 

Xipe Totec

 

Den flåede guds hotel

ekko suget af bjerge

noget følger dig som tonen fra verdens ende.

Fylder tossen med kærlighed

lader den pyntede 

ålegræs være mågernes rynke

Eros tårner kønnet

de frafaldne sætninger er din hud.

Gudebudding må følge tågen; gaveboden er åben

uhygge falder i perler

dråber af blod fra munkens læber

sæden vælder op som hove gennem skyer.

Hylsteret er majs-kolbens ansigt

oversat til menneske

tyfoner der hellere vil suge

erklæringer om frugtbarhed

lige op i skriftens ham.