En ligkiste går

 

En ligkiste går lodret over heden

den har så små fødder, at man ikke kan se dem

alligevel ser det ikke ud som om den svæver

en ligekiste går lodret over heden.

En næse peger som en revolver 

på det gennemvædede bål af lyng og stole

i det fjerne bjæffer en hund ustandseligt

et lig kysser håndens bevægelse gennem luften.

I hvirvler sømmes lav fast til den forangående kiste

et helt selskab er ude at promenere 

kiste efter kiste skridter bakkens fod af

en næse peger så det synger.

En helt død gemmer sin nåde i tåge

røntgenposer stiger som kumulusskyer

pegepind inden i pegepind løfter sit gevær

et lig kysser gæller med gyldne hænder.

En røntgenstråle sømmer gult lav fast 

                                 på indersiden af et låg

synker ansigter som vandrende swimming-pools

kys kælver to ens kys kælver søde spindelvæv

næser peger hver bevægelse mod søvnløs rille.

Ligkister går lodrette over heden.

 

Else Lasker-Schüler vs Greta Thunberg

 

Hvis Else Lasker-Schüler ville lade sin orientalske månefordrømte poesi udkrystallisere i en fortættet, vrangvendt og maskulin form, ville hun i vores tid have ladet sig genføde som en Greta Thunberg. Hos hende er alt, hvad Else Lasker-Schüler stod for, skjult og fra det skjulte strømmer der med samme kraft en drift efter forandring. Indkrænget er den poetiske omhylning, hvor fra kun indignationen når ud til den måbende offentlighed. Dermed går samme verdensensomhed igen som en solidaritet med de marginaliserede i det af den moderne bevidsthed marginaliserede ocean.

 

Et kys gav for alvor

Et kys gav for alvor 

   vores gamle fane et pust af velvære

     en pose fuld af luft samlede dine mønter

en kirke imellem dalens grønne tuer

              en pibes sædvanlige røg 

     fra et skjul under fyrretræer

en kærestesorg delt mellem to høflige sjæle

      et piget månevendt gys 

  for en voks-mannequin

et håndskrevet brev 

 dyppet i liljekonvallernes duft

jeg så to åndedræt tale sammen i korridoren

 jeg læste et helt normalt farvel 

              som nellikeoffer

en bro af sæbe boede i solen 

                   og oplærte min aura

ørets ulve-gab faldt ud af fuchsiaens frugter

   et reb firet med sindsro, blev tryllet frem

      på ny åbnedes æslet 

         for sin palmeviftede konge

     læbernes æbler trillede folket afsted

 omkring os lå øresønderrivende skyer 

               fulde af kærlighedens magt.

 

Det sælsomme er tomrummet i sig selv

 

Det sælsomme er tomrummet i sig selv

et skønsyn af serafers serum trykket i bund

lyre-befølt øser mergelgraven hulrum til dine ønsker

skærpet følger søen brassen-færgens svulmen

op ad menneskemuren skyder skyer skud

afkølet gin and tonic stirrer gyvel

varme tårer maser rande på flodens grønne brinker

senere at nævne køns-forvirring målt ud i skåle

al tale om donortømning føles fejt

en fane af vellykkede femløste telte

bjæffer af den lille pelsdyrklædte mand på panden

damehatte med halve måger kan nyvælge de sjældne skjul

åbne sjælen for følelsens farvede sod

ginglasset giver mig fem stjerner til trøst.

 

Det kunne også være en dreng

 

Jeg ser en person

med flagrende hår

løbe over heden

det er nok en pige

men det kunne også være en dreng

det kunne også være en dreng.

Jeg hører en kirke

fra klokketårnet

ringe ud i landet

der er et lys over tårnet

det er stort som en hval

som en flyvende hval.

Jeg mærker et stykke papir

som en krøllet puppe i lommen

hilse på lyset

det føles næsten som farvel

men det kunne også være et goddag, velkommen.

På papiret har jeg skrevet:

Jeg ser en person

med flagrende hår

løbe over heden

det er nok en pige

men det kunne også være en dreng

det kunne også være en dreng.

 

:::

 

Hvilke læber tager fugten til sit endelige sted

    på en tynd pind sidder fuglen 

        og gylper bogens sider

en stråle lys i tågen knuser de løse påstande

  dette får i nakken er tavsheden

     vi lader fasanerne plukke af vores hænder

                  i tusmørket kælver folden 

              og sluger nøglebundtet

kort efter fosser tusinfold faner forgæves

        ind i natten.

 

Slid

 

Om sålerne bliver slidte

af at springe i felter

og frøerne klumper sig sammen

som godsbanevogne.

Og den drøje læseferie sniger øjnene røde rande

så er der næver som grønne æg i sumpen.

Grønne klatter og knoer og sange 

der næsten ikke nænner at tælle rynker på ny.

Om så gøgen selv syntes

at spørge dine hinkeruder

ved daggry så åndeløs.

Hvorfor din hæshed

lukket inde

som en påfugl i bukser.

Løfter dig med egeløvsske

så vil knasterne rulle dig nærdød.

Rulle skygger og næser og ponyer

rulle - uden at tælle striberne i gruset.

Hvorfor din påfuglehæshed

næsten ikke nænner

at suge dine faner sammen igen.

 

Celle

 

Gavle sover jeg for stjernernes lys

gavle rykker min stemme

min stemmes riller spænder sig ud som en sav

min stemmes celle flyver på et vældig tæppe

lader høfligt nådens næse nyse ud over ræling.

Æg rydder båden

æg rydder en næsefold

rydder næppe fuglenes reder 

så meget som mine suk er rågernes juveler

rydder næppe frøernes balje

jeg sænker frøernes kald

ned i min ønskebrønd

lader høfligt nådens næse nyse ud over ræling.

 

 

Før

 

Før

en kuffert

sukker

en skygges skrig

et gensyn efterlader dig

i  gældsplaget ekko

sådan udøver hver uge tilbud

og køerne omhælder til gengæld

en dyb skygge

af sætningsløse

øjne.

 

Før

gryden

og skrifttegnene

voksede der finner på din tunge

alt stod åbent

din pande fangede hver retfærdig bevægelse

altid tømtes færgen

for faner

og skam

ind til du

ikke længere

havde ører.

 

Katatoni for et knust hjerte

 

 

Mug på et splintret spejl

er ofte det sidste tegn

selv fuglene har svært ved at ånde

og den frigide skygge væver

med en vis følsomhed  

kun for at snyde toldvæsenet

fra at pimpe fra randen af et sod-sværtet gulv.

Det er hele den gamle farvelære

og mine pennestrøgs rækkefølge

der tygger drøv på burfuglens kvidren

og prikker hul på præmieposen

gnækkende som en søvngud af samme ømhed.

 

En hårdt prøvet pinefulde altergang

ender i emhættens snappen efter tegn

fantasivæsener piber

imens jeg forsøger at kortlægge

deres signaler

før de bryder ud.

Især den gule farve holder fanen højt

den udrulles i lige baner næsten som en skalpel

guppyposer sutter på alen lange

stråler gennem væggen

røntgensynet uddør ikke før

rullegræsplænerne på ny lukker ørerne for jazz

igen og igen lukker strategien gentagelsens ord 

og det uvurderlige

lyser op i lysende prikker

mellem sætningernes tremmer.

De forkølede prøver

at hoste gennem naglehuller

hoveder dingler som cykelfælge

eller dørhamrenes klapren

katatoni for et knust hjerte

suger gazebind over bløde dun.

Usædvanligt døve finder vi

poser fulde af tomme dåser

kylet i et hjørne

snevølven strækker sig atter 

for fra grammofonens dybeste rille

at lukke sneens rekviem ud.

 

 

Overlever

 

Tegner med en revolver

mit omrids

i luften

løsner floden 

ud af sin pose

gør med strømmen

min stemme tydelig.

 

Hele dagen er der denne pukkel

en rød gevækst

som et luftballonformet jordbær

der smerter, når jeg ligger på ryggen

sådan er det 

at være svane uden æg

sådan er det aldrig

at være udruget

jeg ser rækker af snusfornuft tynge

foldet i rangler og uregelmæssigt slået hjem.

 

Du sad udenfor min dør og jeg ville bare se

flod var alt der krævedes 

for at vise mågerne min rangle

døve ville en snes puder give mine læber samme lyd

da opdager jeg forhænget

som jeg umuligt kunne skubbe til side.

 

I den tætte tåge turde jeg ikke skyde

kongeranglen solgte solen sin stemme i et kort skrig

sådan ligger jeg i lang tid

og tæller fingre og vender

mig mod netop den stemme

lys tilslører den snævre passage med ålegræs.

 

Jeg trækker i ravkæden

øver mig på en remse af endestationer

det er da jeg hejser en tånegl op mod himlen

som et signal til en enlig

forbipasserende måge.

Jeg vil ikke stoppe 

før jeg står midt i strømmen

med en kugle af sølv

ruget ud af min mund.

 

Gråspurv

 

Med et fejlslag

vil fængsler ødsle tyvenes halse

lige før flodens tåge når frem

og skyggerne endnu  ligger

helt fladt under træernes kroner

gråspurven har ventet så længe 

på at den længste fredag skulle komme

at den til sin egen forundring

med ét bliver tavs

ud af den bastante sky vokser

andre skyer ud af søvnens barfodede ild

øser himlen manna før mannatræet endnu bærer frugt

med indfølt smerte spirer tusindårsfrø

ud af bulmekapselens grav

knuger tavsheden 

en hånd

om den 

gemte 

dråbe.

 

Ved korsets fod

 

Helvede 

er

pygmæfødt

gnist

poser

følger

svanerne

dyrene i korsets skygge slæber sig afsted

dalene

antænder

kirker

slægten

er

kommet

for

at

mødes

i

skæbne

tunge

ånde

drag.

 

Da jeg vendte tilbage sov du rævesøvn

 

Røgen har samme smertes stemme

jeg er viklet ind i fane som æselører i en bog

daggryets tyve går på listefødder i gåsegang

    nu gælder det gyden fuld 

             af kyssets mælkestrømme

for ved daggry snyder den knælende 

             stemmens røgslør

         og farver snedigt

     hele vores fangne måned.

 

En bakke taler stadig om sæben jeg efterlod

på dit natbord imens du sov under røde lokker

selv månen sov så skyggefuld

ingen hunds hylen lod dig sove

jeg delte mine fejlskud med et tudsefjæs

stemmens egeløv højt over snoges vandhul

de bøjede gafler

lod mig døv og grænseløs tilbage.

 

Men i det mindste gav jeg

fuglene fuglemælk at hele deres chok med

tynd var hver fane

tynde var rifterne på min arm

tynd var genfødslens åndedrag

næsten vanfør

tyggede jeg på vores fangne måned.

 

        Svanetidens døve æble

      fænger et pift jeg vokser i

    min stemme gav jeg til dit kys

  vores stemmer gav jeg glød

stemmens stemme 

             fængede høstens høje vaser

  og sov så månedlangt i fangeskjul.

 

       Og tynde sætningers svaner sov

    så nådefulde langt

  og penneføreren snappede døgnets gæller

 vores liv under bjerge af sten

     på listefødder i gåsegang

   jo, urkirkens yver 

             er spændt og kan sagtens møde

        os nøgne her i ventesalens ur.

 

 

Xipe Totec

 

Den flåede guds hotel

ekko suget af bjerge

noget følger dig som tonen fra verdens ende.

Fylder tossen med kærlighed

lader den pyntede 

ålegræs være mågernes rynke

Eros tårner kønnet

de frafaldne sætninger er din hud.

Gudebudding må følge tågen; gaveboden er åben

uhygge falder i perler

dråber af blod fra munkens læber

sæden vælder op som hove gennem skyer.

Hylsteret er majs-kolbens ansigt

oversat til menneske

tyfoner der hellere vil suge

erklæringer om frugtbarhed

lige op i skriftens ham.

 

Hvorfor skulle lyset være et problem

 

Hvorfor skulle lyset være et problem

hvis bare det var alt andet

end disse forhørslamper

jeg gav jo kun tomhed bort

fik tivolier til at forstumme

krydskendskaber forhørte sig

trippefidusen forhørte sig

hove og vandpytter fangede svanernes poser

englene stod parate til at die af jeres kys

hvert sår åndede alvorens træ

alle vægge tydede navne og køn

i næste nu vente lyset tilbage

jeg så dem flamme op!

 

Kjolen

 

Lisbeth, ja. Lad os bare sige, at det er alt, jeg erindrer af hendes navn. Hun kom fra Horn og var en overgang sammen med Lassefar eller Luske eller Laban eller noget i den forpjuskede retning. Et lyssky mosefund som boede som enlig far med to vidunderlige roma-look døtre. Faktisk ved og vidste jeg ikke, om de egentlig stadig kom sammen, den eftermiddag, hvor vi havde sat hinanden stævne på loftet på Valdemarsgade. Hun havde bedt mig om at male en kjole, som hun kunne få og jeg havde fundet en hvid kjole til formålet og havde fundet pensler frem og rørt remasol farver op. Alt var parat og jeg lagde kjolen frem på gulvet og glattede den ud, så godt jeg kunne på den blanke plastic. Men er det ikke bedre, at du maler direkte på, så det sidder fint, det sidste ord udtalte hun med en lang åben vokal. Synes du, sagde jeg forundret, vil du have den på, mens jeg maler på den. Ja, sagde hun og rakte ud efter kjolen. Jeg gav den til hende og hun gik med den krøllet sammen i den ene hånd – om på den anden side af det murstykke, vi havde ladet stå tilbage midt i rummet rundt om skorstenen. Hun har sikkert stået og set på det Anker Jørgensen lignende portræt, som jeg havde dekoreret det meste af den overlevende mur med, i det hun afklædte sig sit tøj og smøg kjolen over sin åleslanke krop. Hun var sorthåret og gik lige så forsigtigt og graciøst som en kat. Og det var næsten også som hun spandt, da jeg begyndte at male motiverne op direkte på kjolen. Men ikke et ord undslap hendes læber, så længe seancen varede. Imponerende nok. Der var det her mystiske ved Lisbeth, at Lisbeth var egentlig slet ikke dyb nok en betegnelse for hende. Og det giver egentlig alt for god eller ond mening, at hun ikke længe efter den dag flyttede sammen med Krukken oppe på Solsortevej. Rygtet sagde endda, at de var blevet gift. Den er lige straks færdig, sagde jeg, der skal bare lige være en figur her. Hun stod helt stille, imens jeg lod pensels strøgene pendulerer mellem venstre armhule og brystet. Så lod jeg penslen lave en bue væk fra hendes krop og hun drejede sig rundt som en lykkelig solskive. Hun begyndte at danse omkring mig og jeg følte mig animeret til at følge eller besvare hendes bevægelser. Vi drejede mekaniske rundt som i trance. Vi tog fat i tiden og strakte den fra begge ender. Rundt og rundt gik det og det gjorde mig helt sikkert på én gang både opstemt og foruroliget. Så standsede hun efter hvad der syntes at have varet en evighed af en slowmotion trance dans og stirrede på mig. Jeg tror, den er blevet tør, sagde jeg, du kan godt tage den af nu. Det satte hende langsomt i gang med sin dans igen og jeg stod stille og betragtede hende. Hun krydsede armene over hovedet og tog fat i begge sider af kjolen, imens hun langsomt gled rundt gennem rummet. Det så grangiveligt ud som en kamæleon, der gør sig fri af sine tatoverede heterogene skæl. Da kjolen var trukket helt over hovedet og hun stod der stadig dansende med elegante bevægelser, holdt hun hele tiden øjenkontakt og jeg stod som hypnotiseret. Hendes spæde krop talte til mig. Og der stod jeg for en gang skyld helt stum. Kom, sagde hun, skal vi ikke gå ud. Hun smøg sig omkring mig og smilede. Sådan der, sagde jeg forbløffet, vil du gå ud sådan der – helt nøgen. Hun trippede rundt om halvmuren, imens hun frigav en mjavende lyd; jeg tror, det måtte betyde, nej, ikke helt. Hun tog en tynd klædning på og rakte mig hånden. Så steg vi ned ad trapperne under den brede lem og begav os ud i støvregnen. Det var en regn, som næsten ikke var. Så let og fin var den. Vi gik ud og så på birketræerne. Gled hypnotiske rundt om dem, imens vi genoptog vores trance dans. Hendes kjole klæbede snart til kroppen og hendes små faste bryster kom til syne for mig igen. Nu bare lettere tilslørede. Vi må have bevæget os sådan rundt i flere timer. Hen mod midnat slog vejret om. Skyerne trak sig sammen og formørkedes og jeg foreslog, at vi gik tilbage. Nej, hvorfor det, sagde hun, jeg elsker regnen. Jeg tog om hendes håndled og sagde, ja, støvregnen var fin, men nu bliver det uvejr, vi skal tilbage nu. Og så fulgte hun med, selvom jeg kunne se, at det gjorde hende trist. Selv tordenvejret kunne ikke have holdt hende tilbage, hvis ikke det var for, at jeg havde insisteret. Og aldrig så snart var vi nået tilbage. Vi løb det sidste stykke i hård regn. Før tordenen buldrede løs. Jeg fik tændt op i salamanderovnen og så krøb vi sammen på gulvet på Basses uldne skind og indsnusede den virkelighed, der så meget syntes at køre baglæns for os. Udmattede og på en sær magisk måde mætte. Som om de iltre lyn ikke dementerede noget som helst, men blot var en ydre ramme om det paradis vi var sammensmeltede i. 

Tro kan flytte minkbjerge:

 

                                Foto  Mads Nissen.

Magten og Medierne

 

Mediernes overdrevne kritik af de magtkritiske er som regel orkestreret af magten og handler for det meste om alt andet end magtkritikken.

 

Mediernes rolle er ofte at fjerne fokus fra det væsentligste til detaljernes dramaturgi. Med mindre det væsentligste er orkestreret til netop at indbefatte medierne til at holde fast i den ønskede krisestemning.

 

Der hvor to magters interesser divergerer, vil det orkestrerede mediebillede skulle dele sig efter forholdet mellem magten og mediet.

 

Aldrig nogensinde og engang for længe siden

 

Aldrig nogensinde og engang for længe siden

forkælede poser på stakittet 

udpeget i papir strakt sidelæns

noget sindet afdrager til sindet

en skæbne jeg ikke ejer

kyskager smuglet som sædvanligt

udspringet kysser æblernes øgede rul

ethvert lys gælder lys 

selvom det ikke gælder

skriftkirkers ægløsning.

 

De sætninger

 

De sætninger

som kommer helt af sig selv

bygger jeg en bolig til

sætninger

kradset ned på en lap papir

som hjemløse

inspirationer

nøgne og sværmende 

uden et eneste figenblad

grifler jeg ned

imens de driver

ned ad floden

som tømmer

til et hus.

 

Den nat du elskede mig

 

Den nat du elskede mig for første gang

sitrede du med en saks gennem din t-shirt

selv skyerne skælvede så meget som skumringen

Lukas Evangeliet sov 

ved siden af luften og lyset helt tæt på

livet syntes at gå ind

det var en læges fjerne fødselsdag 

og du sagde hov og ville sove dine spørgsmål 

havnens skibe føltes 

som tyve på et tango dansegulv

byen red nøgen og rød over dine læber 

byen binglede os 

som skitser i et rosenbed kvalt af efeu

rusens blod og tis

kuglernes måde at spille lut

var vand foldet til rene pensler af uskyld

vi trak striber af sandpapir gennem vores badekar

og lavede bobler som en saftig bøn

vi lå på skråningen neden for 

Risskovs Psykiatriske Afdeling

og modellerede med fingrene 

bølger på havets skum.


Den nat du elskede mig for sidste gang

løb alle englene hen for at se din stumhed

skyerne drev som grå sko ud af mørket

det var en læges fjerne dødsdag

Lukas Evangeliet sov og du lyttede helt tæt på

til en gentagen remse for alle år

livet føltes i viljen som hove der sopper i intetheden

skibe gled som filmstrimler over himlen

dine ben nød ufrivilligt hele turen

helt tæt på var tempoet 

som en bevægelse gennem tungt vand

roserne kom sørgende men stadigt fromme 

op over vinduesrammen

for at beskytte dråberne af tis

kuglerne bar høsten gennem bly

løvet hang hen over det femte barns mund

vi lå og var såler nogen havde slidt silkebløde.

Den nat 

du elskede mig 

for sidste gang

var den nat 

du elskede mig 

for første gang.

 

Bogstavernes små forvekslinger

 

Skrab skrap

kom pagt kompakt

hård nok hårdkogt

rave ravæg.

 

SYNDEN TÆLLER

 

Synden tæller røg fra mål

målet døvt af maddikers flammer

kæbernes gyldne flammer

havgusens synder tæller

plyndrer dig for din ødsle gæld

sådan kommer du ind

i edderkoppens net

synden dykker dig 

trist og drænet ud af øjet ud af øret

sådan rækker noget dig dit selv 

vægtløse dråber er dine tårer

for synd sænker din plyndrede drøbel

med røg gennem halsen

det er den mægtige synd der tæller

kufferter sænkes 

på række efter række af synd

fræk rører synden selv æg

synden dykker dig 

trist og drænet ud af øjet ud af øret

sådan rækker noget dig dit selv 

vægtløse dråber er dine tårer

for en syndfuld sætning 

peger indad og indad

peger på hvorfor 

den mægtige synd tæller

kufferter sænkes 

på række efter række af synd

rækker gennem dynd

nydelsens ulmende røde synd

kun synd, intet andet 

nydelsens røde synd

nydelsens ulmende røde synd

kun synd, intet andet

nydelsens røde synd.

 

Penpüllen fönydæfpo

 

Penpüllen fönydæfpo

gefföf gedufqöe.

Krædöf, vyzfy kybronydof!

Pyssy fo figonydon giddy dipryvly?

Penpüllen pöm fo lapserep lö yggfydöl?

Krædöf, vyzfy kybrönydöf!

Ba bevyfydoy! Koof!

Fabdö fo lö blaugrrr, föwæ ælfyfögrrr?

Xrfy kypukof vöfö guffy söfrip 

möffe bökfygger xrylly?

Krædöf xryffydo gekrof!

Pynfgyl zhænnæl liffydoy f'gökryp

f'dy fusö pyffyd kæbföl

sgepryvu p kegæ prynnysul

yfföb pylræp geddy göw zyffyvol zyffyl.

Æb zyffyvol, kynux rölly yf föznöfyp vno böxröf.

Krædöf, xröffydol lösyvol

penpüllen fönydæfpo

xrffyzo dögræp vhubö-söl zony g' xröm kygmö f'gol

kybyf fözö, lögnöw k'fælf göggö.

Xryxyg xyxyg! Penpüllen fönydæfpo!

Förplæm g'dy mof, g'föfö gupö!

 

Gölupafaddafu

 

 

Lölölölö xupuk gölupafaddafu.

Övö ökö völsol dånölfulö?

Zuna pu övö fömål fömål xufa xufa mågå vökol

pou mulspæl tæpæl 

pu el völun ofol 

pu guppa ols göqölæg

yrfum mulspæl rop mumymænær.

 

Qvu öpu gyny fum zyfmopla zynyk

mylams pu golfæfæ 

fum zyfmopgul 

opu maru pau kulo pyppagæf.

Nuxul taf.

 

Lölölölö xupuk gölupafaddafu.

 

Öpu gynægo mylquvæl

völ ylspau zupallon öpu

öpu fum kyfnom fyfæ xupuk nuxulu

xumal zuf gåpæf kyfuf faddafu faf.

Lölölölö xupuk gölupafaddafu.