Den flåede guds hotel
ekko suget af bjerge
noget følger dig som tonen fra verdens ende.
Fylder tossen med kærlighed
lader den pyntede
ålegræs være mågernes rynke
Eros tårner kønnet
de frafaldne sætninger er din hud.
Gudebudding må følge tågen; gaveboden er åben
uhygge falder i perler
dråber af blod fra munkens læber
sæden vælder op som hove gennem skyer.
Hylsteret er majs-kolbens ansigt
oversat til menneske
tyfoner der hellere vil suge
erklæringer om frugtbarhed
lige op i skriftens ham.
Hvorfor skulle lyset være et problem
hvis bare det var alt andet
end disse forhørslamper
jeg gav jo kun tomhed bort
fik tivolier til at forstumme
krydskendskaber forhørte sig
trippefidusen forhørte sig
hove og vandpytter fangede svanernes poser
englene stod parate til at die af jeres kys
hvert sår åndede alvorens træ
alle vægge tydede navne og køn
i næste nu vente lyset tilbage
jeg så dem flamme op!
Lisbeth, ja. Lad os bare sige, at det er alt, jeg erindrer af hendes navn. Hun kom fra Horn og var en overgang sammen med Lassefar eller Luske eller Laban eller noget i den forpjuskede retning. Et lyssky mosefund som boede som enlig far med to vidunderlige roma-look døtre. Faktisk ved og vidste jeg ikke, om de egentlig stadig kom sammen, den eftermiddag, hvor vi havde sat hinanden stævne på loftet på Valdemarsgade. Hun havde bedt mig om at male en kjole, som hun kunne få og jeg havde fundet en hvid kjole til formålet og havde fundet pensler frem og rørt remasol farver op. Alt var parat og jeg lagde kjolen frem på gulvet og glattede den ud, så godt jeg kunne på den blanke plastic. Men er det ikke bedre, at du maler direkte på, så det sidder fint, det sidste ord udtalte hun med en lang åben vokal. Synes du, sagde jeg forundret, vil du have den på, mens jeg maler på den. Ja, sagde hun og rakte ud efter kjolen. Jeg gav den til hende og hun gik med den krøllet sammen i den ene hånd – om på den anden side af det murstykke, vi havde ladet stå tilbage midt i rummet rundt om skorstenen. Hun har sikkert stået og set på det Anker Jørgensen lignende portræt, som jeg havde dekoreret det meste af den overlevende mur med, i det hun afklædte sig sit tøj og smøg kjolen over sin åleslanke krop. Hun var sorthåret og gik lige så forsigtigt og graciøst som en kat. Og det var næsten også som hun spandt, da jeg begyndte at male motiverne op direkte på kjolen. Men ikke et ord undslap hendes læber, så længe seancen varede. Imponerende nok. Der var det her mystiske ved Lisbeth, at Lisbeth var egentlig slet ikke dyb nok en betegnelse for hende. Og det giver egentlig alt for god eller ond mening, at hun ikke længe efter den dag flyttede sammen med Krukken oppe på Solsortevej. Rygtet sagde endda, at de var blevet gift. Den er lige straks færdig, sagde jeg, der skal bare lige være en figur her. Hun stod helt stille, imens jeg lod pensels strøgene pendulerer mellem venstre armhule og brystet. Så lod jeg penslen lave en bue væk fra hendes krop og hun drejede sig rundt som en lykkelig solskive. Hun begyndte at danse omkring mig og jeg følte mig animeret til at følge eller besvare hendes bevægelser. Vi drejede mekaniske rundt som i trance. Vi tog fat i tiden og strakte den fra begge ender. Rundt og rundt gik det og det gjorde mig helt sikkert på én gang både opstemt og foruroliget. Så standsede hun efter hvad der syntes at have varet en evighed af en slowmotion trance dans og stirrede på mig. Jeg tror, den er blevet tør, sagde jeg, du kan godt tage den af nu. Det satte hende langsomt i gang med sin dans igen og jeg stod stille og betragtede hende. Hun krydsede armene over hovedet og tog fat i begge sider af kjolen, imens hun langsomt gled rundt gennem rummet. Det så grangiveligt ud som en kamæleon, der gør sig fri af sine tatoverede heterogene skæl. Da kjolen var trukket helt over hovedet og hun stod der stadig dansende med elegante bevægelser, holdt hun hele tiden øjenkontakt og jeg stod som hypnotiseret. Hendes spæde krop talte til mig. Og der stod jeg for en gang skyld helt stum. Kom, sagde hun, skal vi ikke gå ud. Hun smøg sig omkring mig og smilede. Sådan der, sagde jeg forbløffet, vil du gå ud sådan der – helt nøgen. Hun trippede rundt om halvmuren, imens hun frigav en mjavende lyd; jeg tror, det måtte betyde, nej, ikke helt. Hun tog en tynd klædning på og rakte mig hånden. Så steg vi ned ad trapperne under den brede lem og begav os ud i støvregnen. Det var en regn, som næsten ikke var. Så let og fin var den. Vi gik ud og så på birketræerne. Gled hypnotiske rundt om dem, imens vi genoptog vores trance dans. Hendes kjole klæbede snart til kroppen og hendes små faste bryster kom til syne for mig igen. Nu bare lettere tilslørede. Vi må have bevæget os sådan rundt i flere timer. Hen mod midnat slog vejret om. Skyerne trak sig sammen og formørkedes og jeg foreslog, at vi gik tilbage. Nej, hvorfor det, sagde hun, jeg elsker regnen. Jeg tog om hendes håndled og sagde, ja, støvregnen var fin, men nu bliver det uvejr, vi skal tilbage nu. Og så fulgte hun med, selvom jeg kunne se, at det gjorde hende trist. Selv tordenvejret kunne ikke have holdt hende tilbage, hvis ikke det var for, at jeg havde insisteret. Og aldrig så snart var vi nået tilbage. Vi løb det sidste stykke i hård regn. Før tordenen buldrede løs. Jeg fik tændt op i salamanderovnen og så krøb vi sammen på gulvet på Basses uldne skind og indsnusede den virkelighed, der så meget syntes at køre baglæns for os. Udmattede og på en sær magisk måde mætte. Som om de iltre lyn ikke dementerede noget som helst, men blot var en ydre ramme om det paradis vi var sammensmeltede i.
Mediernes overdrevne kritik af de magtkritiske er som regel orkestreret af magten og handler for det meste om alt andet end magtkritikken.
Mediernes rolle er ofte at fjerne fokus fra det væsentligste til detaljernes dramaturgi. Med mindre det væsentligste er orkestreret til netop at indbefatte medierne til at holde fast i den ønskede krisestemning.
Der hvor to magters interesser divergerer, vil det orkestrerede mediebillede skulle dele sig efter forholdet mellem magten og mediet.
Aldrig nogensinde og engang for længe siden
forkælede poser på stakittet
udpeget i papir strakt sidelæns
noget sindet afdrager til sindet
en skæbne jeg ikke ejer
kyskager smuglet som sædvanligt
udspringet kysser æblernes øgede rul
ethvert lys gælder lys
selvom det ikke gælder
skriftkirkers ægløsning.
De sætninger
som kommer helt af sig selv
bygger jeg en bolig til
sætninger
kradset ned på en lap papir
som hjemløse
inspirationer
nøgne og sværmende
uden et eneste figenblad
grifler jeg ned
imens de driver
ned ad floden
som tømmer
til et hus.
Den nat du elskede mig for første gang
sitrede du med en saks gennem din t-shirt
selv skyerne skælvede så meget som skumringen
Lukas Evangeliet sov
ved siden af luften og lyset helt tæt på
livet syntes at gå ind
det var en læges fjerne fødselsdag
og du sagde hov og ville sove dine spørgsmål
havnens skibe føltes
som tyve på et tango dansegulv
byen red nøgen og rød over dine læber
byen binglede os
som skitser i et rosenbed kvalt af efeu
rusens blod og tis
kuglernes måde at spille lut
var vand foldet til rene pensler af uskyld
vi trak striber af sandpapir gennem vores badekar
og lavede bobler som en saftig bøn
vi lå på skråningen neden for
Risskovs Psykiatriske Afdeling
og modellerede med fingrene
bølger på havets skum.
Den nat du elskede mig for sidste gang
løb alle englene hen for at se din stumhed
skyerne drev som grå sko ud af mørket
det var en læges fjerne dødsdag
Lukas Evangeliet sov og du lyttede helt tæt på
til en gentagen remse for alle år
livet føltes i viljen som hove der sopper i intetheden
skibe gled som filmstrimler over himlen
dine ben nød ufrivilligt hele turen
helt tæt på var tempoet
som en bevægelse gennem tungt vand
roserne kom sørgende men stadigt fromme
op over vinduesrammen
for at beskytte dråberne af tis
kuglerne bar høsten gennem bly
løvet hang hen over det femte barns mund
vi lå og var såler nogen havde slidt silkebløde.
Den nat
du elskede mig
for sidste gang
var den nat
du elskede mig
for første gang.
Synden tæller røg fra mål
målet døvt af maddikers flammer
kæbernes gyldne flammer
havgusens synder tæller
plyndrer dig for din ødsle gæld
sådan kommer du ind
i edderkoppens net
synden dykker dig
trist og drænet ud af øjet ud af øret
sådan rækker noget dig dit selv
vægtløse dråber er dine tårer
for synd sænker din plyndrede drøbel
med røg gennem halsen
det er den mægtige synd der tæller
kufferter sænkes
på række efter række af synd
fræk rører synden selv æg
synden dykker dig
trist og drænet ud af øjet ud af øret
sådan rækker noget dig dit selv
vægtløse dråber er dine tårer
for en syndfuld sætning
peger indad og indad
peger på hvorfor
den mægtige synd tæller
kufferter sænkes
på række efter række af synd
rækker gennem dynd
nydelsens ulmende røde synd
kun synd, intet andet
nydelsens røde synd
nydelsens ulmende røde synd
kun synd, intet andet
nydelsens røde synd.
Penpüllen fönydæfpo
gefföf gedufqöe.
Krædöf, vyzfy kybronydof!
Pyssy fo figonydon giddy dipryvly?
Penpüllen pöm fo lapserep lö yggfydöl?
Krædöf, vyzfy kybrönydöf!
Ba bevyfydoy! Koof!
Fabdö fo lö blaugrrr, föwæ ælfyfögrrr?
Xrfy kypukof vöfö guffy söfrip
möffe bökfygger xrylly?
Krædöf xryffydo gekrof!
Pynfgyl zhænnæl liffydoy f'gökryp
f'dy fusö pyffyd kæbföl
sgepryvu p kegæ prynnysul
yfföb pylræp geddy göw zyffyvol zyffyl.
Æb zyffyvol, kynux rölly yf föznöfyp vno böxröf.
Krædöf, xröffydol lösyvol
penpüllen fönydæfpo
xrffyzo dögræp vhubö-söl zony g' xröm kygmö f'gol
kybyf fözö, lögnöw k'fælf göggö.
Xryxyg xyxyg! Penpüllen fönydæfpo!
Förplæm g'dy mof, g'föfö gupö!
Lölölölö xupuk gölupafaddafu.
Övö ökö völsol dånölfulö?
Zuna pu övö fömål fömål xufa xufa mågå vökol
pou mulspæl tæpæl
pu el völun ofol
pu guppa ols göqölæg
yrfum mulspæl rop mumymænær.
Qvu öpu gyny fum zyfmopla zynyk
mylams pu golfæfæ
fum zyfmopgul
opu maru pau kulo pyppagæf.
Nuxul taf.
Lölölölö xupuk gölupafaddafu.
Öpu gynægo mylquvæl
völ ylspau zupallon öpu
öpu fum kyfnom fyfæ xupuk nuxulu
xumal zuf gåpæf kyfuf faddafu faf.
Lölölölö xupuk gölupafaddafu.
Jeg daner med teltpløkkerne dyppet i frimærke
det er derfor det lyder sådan her
jeg er åleslank og pakket ind
i pølseskindslignende satin
elskede roquefort rækkefølgen gyser i høstens søn
Søhøjlandets guf antænder lunten.
Den kælne manke rager ud som et tolvtonedigt
skælvende hører vi brasener lure i hvert kanokast
elskede måger roquefort gyset
går igennem alle høstens sønner.
De bedækkede tage er mælkehvide i nat
se hvor teltdugen tætner alle vores bevægelser
her triller vi til slut skrigende:
Kölnerwurst! Kölnerwurst! Kölnerwurst!
Digtsamlingen SAMMENSTØD, som jeg udgav på forlaget E+ i et eneste eksemplar, blev ved udgivelsen udstillet i Møllegades Boghandel. Den er ud over at være en bogmodifikation - et mix af Collage, farver, blæk og Black-out poesi.
Der er romannæser i mølposer
de bor i runerne
de lever af at rådføre sig med de døve
de bløder massivt
når de laver næsegymnastik næse mod næse
de har udskåret kighuller i mælkekartoner
og stikker næserne igennem dem
som myggelarver i et vandhul
den kølige mælk løber fed og tyk
ned over resten af deres kroppe.
Jeg er lige ved at gnubbe næse med én
jeg ser ud fra en lysende fregne
de smiler for det meste imens de snøvler
og jeg bliver tydeligvis dåsefremmed for dem
som en forkølet øl suser stilheden
de forveksler vægge med fangelussinger
og snakker hele natten
i lange elefantforhør.
Du sprætter en børnepiller
på torvet
lader en vrøvlet klynken forlade
de udtrampede lunger
hører en rallen imens fingrene stadig
bevæger sig en smule
du giver de døve måneder stemme
du skræller en børnepiller
sætter fædre fast
med nåle i en sommerfugleramme
hører en rallen begynde på ny
udslåede klove brænder usædvanligt meget
i slimhindernes fløje
den stammende søvn får pygmænavne
der er ingen som helst tungetale
mere plaget end at tale i søvne
du sprætter en børnepiller
og beklager de rallende gisp
dit indædte had
finder hver stribe savl
du trækker i kalvens ben
og sejrskåben sidder stadig funklende olieret
efter det dumpe klask.
Rækkefølgen er ligegyldig
for tekoppen er dyb
det lærte jeg af Frimod
med hovedet i døbefonden
på det rigtige sted
elskede du nydelsen
højere end Gud
elskede du mig den mindste smule
jeg kvæles og dør
hvis jeg ikke svømmer
det krymper i megamål
roquefort som skrumpehoveder
en sidste smøg
inden du går
chesterfield helst
du tager tid på den tid der er gået
gem dine tårer til skålen er fuld
jeg er så træt af at være alene
hjertet er en langt inde bilrude
en chesterfieldhvirvel
du kører og kører
men kommer ingen steder
dine krøller prøver at fange
den tabte tid
jeg skyder det ud her fra
uskylden har ingen vigepligt
og bliver massakreret
fra alle sider
skylden slagter sine flammer til døde.
Bjørnefælden om hver stængel
skud gennem vand
der hvor kødbollerne
som en streg i regningen
splintrer mosaikkerne
med blåsyre og natriumklorid
skulle jeg sende retur
med Eros som poststempel
helt friske blomster
ind i din evighed.
Min hæse stemme klamrer sig til
gulvet giver tusinde suk i tilkøb.
Tusinde små hop på stedet
giver en bevægelse dækket af myrervinger
og feber.
Trækker rødder -
rolige suk slutter før målstregen
selv gulvet gnaver skeletter.
Som om nogen med mildt gå-på-mod
krøb op fra de tusinde sprækker.
Forlader modigt sit suk
lige før urremmen
trækker et mørkekammer ud af urnen.
Tusinde gyselige lig over gældens gule
gåde
rillelæsningens åkander står som pavepupper
i lange stilke af suk.
Og stemmen rapporterer fra sin celle
om tusinde mestertyves
uoversætteligt dinglende tov.
Den søvnige is ligner
gårsdagens tøfler
eller hænder i en sløret film
sniger mig på gækkefødder over søen
tæerne bjæffer af hinanden
min morfar ville ganske stille puste og sige
men der lever da mennesker her
isen soler sig i gæstefødder
sneen finder hver revne
sneen puster på isen
iskrystaller falder ud af månens skær
isen snurrer halvt så hurtigt som tiden
som sufihænder i slow-motion
og i hver hvide revne hælder jeg blå bjæf
sådan som fødselaren gjorde
til pigefødselsdagen
da hun pustede stearin ud over kagen
imens jeg lå gemt under sengen
og udfoldede svaner
med mine fingre løftet mod den tynde bund.
De søger åndedrag
øst til randen
tæller
tånegle som molepæle
mange
forknoklede i den grønne sæson
ser lyde
bjæffe fra suppen
sådan møder de dyrets
skrig knuge sig sammen
tidligt øser
falkehelvedet drænsnabler
øjne ser elve og elve
i en tegneseriemanege
tidligt øser de kul for at hæve dage
boltpistolens øjeblik
er den berygtede nyttes væv
hvor nattens blindhed holder læseferie.
Hvilket væsen er
mage til det du har diet af dine floders sår
parat vælder eros røntgentæpper fra tårnet
mægtigt har du løftet væsenets fane
med dine bare næver var du mågerne alt nok
famlende og søgende
i små spjæt
hvilket væsen bliver selv svane af et sådant æg
lyskærester kan begynde i lysets fanefold
give lyset sine æselører
i pudevår
se mikrokosmos fænge
fra forkølet næse spænde muler
blive næver på ny
sværme af lys skal rydde egekroner
lys giver
lys der kan die digte af
noget at tænker over
åndevæsen i nåleskov
åndevæsen gnækkende af grin
åndevæsen i døgnets løv
det må være lyset sådan et væsen
vil se gøre hel
nihængt
i dobbeltsole
af kage
lys kan lyse alt op
faner
hyæner
og give os håndens fingre
som verden sine skyer af drivende kys.
Koralsumak ( Rhus glabra ) og Hjortetakstræ ( Rhus typhina ) kan vokse her i landet. Man kender dem fra hinanden ved det, at Hjortetakstræ har 'lodne' grene (nøjagtigt som på en ung hjorts gevir), imens Koralsumak har glatte grene (den kaldes derfor også for Glat sumak).
Sumak anvendes som krydderi og har iø en række medicinske egenskaber.
Hjortetaktræet har både han og hun planter. Men er ud over dette ivrigt rodskydende. Skudene kan dukke op af jorden rimeligt langt fra modertræet. Efter min erfaring modner Hjortetakstræets frugter ikke her
og blomsterne falder bort fra det ene øjeblik til det andet, så man skal være
vågen, hvis man vil indhøste blomsterne og evt anvende dem som
sumak-erstatning. Om denne flygtighed skyldes, at det træ, jeg har adgang til, kun findes i den ene køns-udgave, kunne jo være.
iø : i Nordarmerika vokser Rhus Toxicodendron, som er giftig. Den anvendes i homöopatien som et gigt-middel til lidelser, der forværres af kulde, fugt og stilstand; skrives ofte med sin forkortelse Rhus Tox.
Biografens mange reklameløgne
filet ud af kagen til massernes fyldte gæller
gøgereden ruller skåltaler
i en flyvemaskine af bølgepap
på nodepælene tænder hver måge sin tone
tænder parasol af mågeskrig
de sejeste skygger honningpumpen har målt.
Jeg rummer universets mægtigste ocean
kraterkæder slynger sig om min hals
magnetfeltlinier rammer nattens polarlys
differentiering som et selvforstærkende system
vættelys stiger op
i halverede tunnelers
påfugleskrig
i en gotisk rangle
kys ustandselig messet
som sargassohavets råd.
En usynlig hånd rydder
det mægtige mellemrum
i en enkelt hændelse
der gentager sig selv igen og igen
blæst skaber strukturer i sandet
Saturngrammofonens omløbstid
er tårnets sidste nat
i en enkelt hændelse
der gentager sig selv igen og igen
tyngderillen vil fase
begyndende varme
faldlemme give
de mægtige mellemrum
gådefulde skygger
poser fulde af gulve
vil fase
begyndende varme
golde ravhoveder
misfostre talrige måner
tårne bygget af kærlighed
i en enkelt hændelse
der gentager sig selv igen og igen
saturniske poser omdelt
gletsjerkirker slanke som vinyl
foldsværmes vølvesprog
synker fra hårrødderne
falder mod det endelige
i en enkelt hændelse
der gentager sig selv igen og igen.
Maler panden med stemmens urgamle farve
oprindelsens sol vil sænke en mønt i min hals
holde den halve gynækolog
i natlæsset tog af stemmers hvisken
blot for at åbne skyggeløsenets tegn.
Måneskålen samler mine tårer
i en gylden cirkels aftenskumring
rendezvous rinder solens læsning af mine døgn
lige til randen af ækvators lattermilde pool.
Helvedes hældningen gynger mælkevejens rangle
kælver grammofonens usammenhængende diamantfeber
ned i et krat af slåenbuskens beske bær.
Kysser alle de hippe, gnistrende sole
der som våde hoveder ruller fra kirker
mellem perlende hove slår
malet tålmod mod et følge af pupper
taler til ubehøvlet sprøjte
jeg er den ene arm i et kors
der rækker tværs gennem slægten
en fane for de ømt skidne
månen fanger skakternes ekko
rydder kønnet for papir
ned i en pose fuld af århundreder
strakt ud mod sit ophavs begyndelse.
Hvis vi trækker fanerne af græs med os ind i evigheden
så stjernernes fjernhed ikke længere
har nogen klangbund i vores dybeste brønde
vil øvelokaler afgøre vores genhør
med vellystens slåengrammofon
hvor urhavet kysser vores lygte
med kølen højt hævet
over træernes kroner
vi sejler på gyvlernes glorier
lige til håbets gærde
åbner sit tårerskrin
for himlens lys.
Sole
stirrer afventende
på det tomme løb
pistolens selvfølge
føles i fingrene
skæftets sødme
tilsølet af urets tikken
endemålet
fænger kløpulver
to sekunder
tilser åndedraget
den samme kløe
vender tilbage
i fingrene
som en gammel
underliggende allergi
under sårskorper
ulmer vulkan
for et hurtigt plaf
i en kugle mod vinter.
