SYNDEN TÆLLER

 

Synden tæller røg fra mål

målet døvt af maddikers flammer

kæbernes gyldne flammer

havgusens synder tæller

plyndrer dig for din ødsle gæld

sådan kommer du ind

i edderkoppens net

synden dykker dig 

trist og drænet ud af øjet ud af øret

sådan rækker noget dig dit selv 

vægtløse dråber er dine tårer

for synd sænker din plyndrede drøbel

med røg gennem halsen

det er den mægtige synd der tæller

kufferter sænkes 

på række efter række af synd

fræk rører synden selv æg

synden dykker dig 

trist og drænet ud af øjet ud af øret

sådan rækker noget dig dit selv 

vægtløse dråber er dine tårer

for en syndfuld sætning 

peger indad og indad

peger på hvorfor 

den mægtige synd tæller

kufferter sænkes 

på række efter række af synd

rækker gennem dynd

nydelsens ulmende røde synd

kun synd, intet andet 

nydelsens røde synd

nydelsens ulmende røde synd

kun synd, intet andet

nydelsens røde synd.

 

Penpüllen fönydæfpo

 

Penpüllen fönydæfpo

gefföf gedufqöe.

Krædöf, vyzfy kybronydof!

Pyssy fo figonydon giddy dipryvly?

Penpüllen pöm fo lapserep lö yggfydöl?

Krædöf, vyzfy kybrönydöf!

Ba bevyfydoy! Koof!

Fabdö fo lö blaugrrr, föwæ ælfyfögrrr?

Xrfy kypukof vöfö guffy söfrip 

möffe bökfygger xrylly?

Krædöf xryffydo gekrof!

Pynfgyl zhænnæl liffydoy f'gökryp

f'dy fusö pyffyd kæbföl

sgepryvu p kegæ prynnysul

yfföb pylræp geddy göw zyffyvol zyffyl.

Æb zyffyvol, kynux rölly yf föznöfyp vno böxröf.

Krædöf, xröffydol lösyvol

penpüllen fönydæfpo

xrffyzo dögræp vhubö-söl zony g' xröm kygmö f'gol

kybyf fözö, lögnöw k'fælf göggö.

Xryxyg xyxyg! Penpüllen fönydæfpo!

Förplæm g'dy mof, g'föfö gupö!

 

Gölupafaddafu

 

 

Lölölölö xupuk gölupafaddafu.

Övö ökö völsol dånölfulö?

Zuna pu övö fömål fömål xufa xufa mågå vökol

pou mulspæl tæpæl 

pu el völun ofol 

pu guppa ols göqölæg

yrfum mulspæl rop mumymænær.

 

Qvu öpu gyny fum zyfmopla zynyk

mylams pu golfæfæ 

fum zyfmopgul 

opu maru pau kulo pyppagæf.

Nuxul taf.

 

Lölölölö xupuk gölupafaddafu.

 

Öpu gynægo mylquvæl

völ ylspau zupallon öpu

öpu fum kyfnom fyfæ xupuk nuxulu

xumal zuf gåpæf kyfuf faddafu faf.

 

Nytår

 

 

Jeg daner med teltpløkkerne dyppet i frimærke

det er derfor det lyder sådan her

jeg er åleslank og pakket ind 

i pølseskindslignende satin

elskede roquefort rækkefølgen gyser i høstens søn

Søhøjlandets guf antænder lunten.

 

Den kælne manke rager ud som et tolvtonedigt

skælvende hører vi brasener lure i hvert kanokast

elskede måger roquefort gyset 

går igennem alle høstens sønner.

De bedækkede tage er mælkehvide i nat

se hvor teltdugen tætner alle vores bevægelser

her triller vi til slut skrigende:

Kölnerwurst! Kölnerwurst! Kölnerwurst!

 

 

SAMMENSTØD

 

Digtsamlingen SAMMENSTØD, som jeg udgav på forlaget E+ i et eneste eksemplar, blev ved udgivelsen udstillet i Møllegades Boghandel. Den er ud over at være en bogmodifikation - et mix af Collage, farver, blæk og Black-out poesi.

 

Nødudgang

 

Der er romannæser i mølposer

de bor i runerne

de lever af at rådføre sig med de døve

de bløder massivt 

når de laver næsegymnastik næse mod næse

de har udskåret kighuller i mælkekartoner 

og stikker næserne igennem dem

som myggelarver i et vandhul

den kølige mælk løber fed og tyk

ned over resten af deres kroppe.

Jeg er lige ved at gnubbe næse med én

jeg ser ud fra en lysende fregne

de smiler for det meste imens de snøvler

og jeg bliver tydeligvis dåsefremmed for dem

som en forkølet øl suser stilheden

de forveksler vægge med fangelussinger

og snakker hele natten 

i lange elefantforhør.

 

Du sprætter en børnepiller

 

Du sprætter en børnepiller

på torvet

lader en vrøvlet klynken forlade

de udtrampede lunger

hører en rallen imens fingrene stadig 

bevæger sig en smule

du giver de døve måneder stemme

du skræller en børnepiller

sætter fædre fast 

med nåle i en sommerfugleramme

hører en rallen begynde på ny

udslåede klove brænder usædvanligt meget

i slimhindernes fløje

den stammende søvn får pygmænavne

der er ingen som helst tungetale

mere plaget end at tale i søvne

du sprætter en børnepiller 

og beklager de rallende gisp

dit indædte had 

finder hver stribe savl

du trækker i kalvens ben

og sejrskåben sidder stadig funklende olieret

efter det dumpe klask.

 

Hjertet er en langt inde bilrude

Rækkefølgen er ligegyldig

for tekoppen er dyb

det lærte jeg af Frimod

med hovedet i døbefonden

på det rigtige sted

elskede du nydelsen

højere end Gud

elskede du mig den mindste smule

jeg kvæles og dør

hvis jeg ikke svømmer

det krymper i megamål

roquefort som skrumpehoveder

en sidste smøg

inden du går

chesterfield helst

du tager tid på den tid der er gået

gem dine tårer til skålen er fuld

jeg er så træt af at være alene

hjertet er en langt inde bilrude

en chesterfieldhvirvel

du kører og kører 

men kommer ingen steder

dine krøller prøver at fange

den tabte tid

jeg skyder det ud her fra

uskylden har ingen vigepligt

og bliver massakreret 

fra alle sider

skylden slagter sine flammer til døde.

 

Bjørnefælden om hver stængel

Bjørnefælden om hver stængel

skud gennem vand

der hvor kødbollerne

som en streg i regningen

splintrer mosaikkerne

med blåsyre og natriumklorid

skulle jeg sende retur

med Eros som poststempel

helt friske blomster

ind i din evighed.

  

Rillelæsningens argument for hvad som helst

 

 

Min hæse stemme klamrer sig til 

gulvet giver tusinde suk i tilkøb.

Tusinde små hop på stedet

giver en bevægelse dækket af myrervinger

og feber.

 

Trækker rødder -

rolige suk slutter før målstregen

selv gulvet gnaver skeletter.

 

Som om nogen med mildt gå-på-mod

krøb op fra de tusinde sprækker.

Forlader modigt sit suk

lige før urremmen

trækker et mørkekammer ud af urnen.

 

Tusinde gyselige lig over gældens gule

gåde

rillelæsningens åkander står som pavepupper

i lange stilke af suk.

 

Og stemmen rapporterer fra sin celle

om tusinde mestertyves

uoversætteligt dinglende tov.

 

 

Ventetid

 

Den søvnige is ligner

gårsdagens tøfler 

eller hænder i en sløret film

sniger mig på gækkefødder over søen

tæerne bjæffer af hinanden

min morfar ville ganske stille puste og sige

men der lever da mennesker her

isen soler sig i gæstefødder 

sneen finder hver revne 

sneen puster på isen

iskrystaller falder ud af månens skær

isen snurrer halvt så hurtigt som tiden

som sufihænder i slow-motion

og i hver hvide revne hælder jeg blå bjæf

sådan som fødselaren gjorde 

til pigefødselsdagen

da hun pustede stearin ud over kagen

imens jeg lå gemt under sengen

og udfoldede svaner 

med mine fingre løftet mod den tynde bund.

 

Gudeføde øser syn

 

 

De søger åndedrag øst til randen

tæller tånegle som molepæle

mange forknoklede i den grønne sæson

ser lyde bjæffe fra suppen

sådan møder de dyrets 

skrig knuge sig sammen

tidligt øser falkehelvedet drænsnabler

øjne ser elve og elve

i en tegneseriemanege

tidligt øser de kul for at hæve dage

boltpistolens øjeblik

er den berygtede nyttes væv

hvor nattens blindhed holder læseferie.

 

Nødvendigheden strammer sit greb og gisper efter vejret

 

Hvilket væsen er

mage til det du har diet af dine floders sår 

parat vælder eros røntgentæpper fra tårnet

mægtigt har du løftet væsenets fane

med dine bare næver var du mågerne alt nok

famlende og søgende

i små spjæt

hvilket væsen bliver selv svane af et sådant æg

lyskærester kan begynde i lysets fanefold

give lyset sine æselører

i pudevår

se mikrokosmos fænge

fra forkølet næse spænde muler

blive næver på ny

sværme af lys skal rydde egekroner

lys giver 

lys der kan die digte af 

noget at tænker over

åndevæsen i nåleskov

åndevæsen gnækkende af grin

åndevæsen i døgnets løv

det må være lyset sådan et væsen

vil se gøre hel

nihængt

i dobbeltsole

af kage

lys kan lyse alt op

faner

hyæner

og give os håndens fingre

som verden sine skyer af drivende kys.

 

Sumak

 

Koralsumak ( Rhus glabra ) og Hjortetakstræ ( Rhus typhina ) kan vokse her i landet. Man kender dem fra hinanden ved det, at Hjortetakstræ har 'lodne' grene (nøjagtigt som på en ung hjorts gevir), imens Koralsumak har glatte grene (den kaldes derfor også for Glat sumak).

Sumak anvendes som krydderi og har  iø en række medicinske egenskaber.

Hjortetaktræet har både han og hun planter. Men er ud over dette ivrigt rodskydende. Skudene kan dukke op af jorden rimeligt langt fra modertræet. Efter min erfaring modner Hjortetakstræets frugter ikke her og blomsterne falder bort fra det ene øjeblik til det andet, så man skal være vågen, hvis man vil indhøste blomsterne og evt anvende dem som sumak-erstatning. Om denne flygtighed skyldes, at det træ, jeg har adgang til, kun findes i den ene køns-udgave, kunne jo være.

iø : i Nordarmerika vokser Rhus Toxicodendron, som er giftig. Den anvendes i homöopatien som et gigt-middel til lidelser, der forværres af kulde, fugt og stilstand; skrives ofte med sin forkortelse Rhus Tox.

 

Statsminister på en æblekasse

Biografens mange reklameløgne

filet ud af kagen til massernes fyldte gæller

gøgereden ruller skåltaler

i en flyvemaskine af bølgepap

på nodepælene tænder hver måge sin tone

tænder parasol af mågeskrig

de sejeste skygger honningpumpen har målt.

 

Ganymedes

 

Jeg rummer universets mægtigste ocean

kraterkæder slynger sig om min hals

magnetfeltlinier rammer nattens polarlys

differentiering som et selvforstærkende system

vættelys stiger op 

i halverede tunnelers 

påfugleskrig 

i en gotisk rangle

kys ustandselig messet 

som sargassohavets råd.

 

Saturngrammofonen

 

En usynlig hånd rydder 

det mægtige mellemrum

i en enkelt hændelse 

der gentager sig selv igen og igen

blæst skaber strukturer i sandet

Saturngrammofonens omløbstid

er tårnets sidste nat

i en enkelt hændelse 

der gentager sig selv igen og igen

tyngderillen vil fase 

begyndende varme

faldlemme give

de mægtige mellemrum

gådefulde skygger 

poser fulde af gulve

vil fase 

begyndende varme

golde ravhoveder 

misfostre talrige måner

tårne bygget af kærlighed

i en enkelt hændelse 

der gentager sig selv igen og igen

saturniske poser omdelt

gletsjerkirker slanke som vinyl

foldsværmes vølvesprog

synker fra hårrødderne 

falder mod det endelige

i en enkelt hændelse 

der gentager sig selv igen og igen.

 

Måneskålen samler mine tårer

Maler panden med stemmens urgamle farve

oprindelsens sol vil sænke en mønt i min hals

holde den halve gynækolog 

i natlæsset tog af stemmers hvisken

blot for at åbne skyggeløsenets tegn.

 

Måneskålen samler mine tårer

i en gylden cirkels aftenskumring

rendezvous rinder solens læsning af mine døgn

lige til randen af ækvators lattermilde pool.

Helvedes hældningen gynger mælkevejens rangle

kælver grammofonens usammenhængende diamantfeber

ned i et krat af slåenbuskens beske bær.

  

Korsarm

Kysser alle de hippe, gnistrende sole

der som våde hoveder ruller fra kirker

mellem perlende hove slår

malet tålmod mod et følge af pupper

taler til ubehøvlet sprøjte

jeg er den ene arm i et kors 

der rækker tværs gennem slægten

en fane for de ømt skidne

månen fanger skakternes ekko

rydder kønnet for papir

ned i en pose fuld af århundreder 

strakt ud mod sit ophavs begyndelse.

 

Hvis vi trækker fanerne af græs med os ind i evigheden

Hvis vi trækker fanerne af græs med os ind i evigheden

så stjernernes fjernhed ikke længere 

har nogen klangbund i vores dybeste brønde

vil øvelokaler afgøre vores genhør

med vellystens slåengrammofon

hvor urhavet kysser vores lygte

med kølen højt hævet

over træernes kroner

vi sejler på gyvlernes glorier

lige til håbets gærde

åbner sit tårerskrin

for himlens lys.

 

Kugle mod vinter

Sole 

stirrer afventende

på det tomme løb

pistolens selvfølge

føles i fingrene

skæftets sødme

tilsølet af urets tikken

endemålet

fænger kløpulver

to sekunder

tilser åndedraget

den samme kløe

vender tilbage

i fingrene

som en gammel

underliggende allergi

under sårskorper

ulmer vulkan

for et hurtigt plaf

i en kugle mod vinter.

 

Landskab & landskab

 

Bunkerne af skrot står som skulpturer i landskabet

landskabet står i sig selv

gyvellandskabet fyldt med tåge

og tilfældigt passerende dyr og mennesker.

Afstanden mellem hver skrotbunke

er ofte så minimal

at bunkerne i sig selv

udgør et landskab

på linie med Alperne.

Når tågen letter

over det skrotfrie landskab

står konturene helt skarpt

de bløde rundinger

kommer samtidigt til syne

som var der tale om en kvindekrop.

Men det skrotfrie landskab

har ikke brug for metaforer 

det hviler helt i sig selv

af og til besøgt af mennesker og dyr

der som levende skulpturer

trods alt

står landskabet nærmere

end bunkerne af skrot.

 

Et kast der får tiden til at vågne

 

Et kast der får tiden til at vågne

i en kirkes af tårer og torden tilsølede hagl

hårde kys gnubber tonefaldet i vores spyt

hårdt gnubber faldlemme ørernes gemmeleg

kedsomheden gemmer sig for alle pokaler

spurve bevæger sig mod enderim som ånder Cypern ud

portrætter sømmes til de drivende skyer

rav slukker tårnværelsets elektriske kuffert

rusen peger det smukke lys fra fyrtårne og stregkoder

en pose farvet af farvel fænger en raslen

i den lave knitrende grønne chaiselong.

 

Reinkarnation

 

Sommerfuglen er med til sin egen begravelse

fra kroppens slutning strømmer kistetråde

grøn væske i et alkymistisk bryllup

hver sting er en vogterkirke

gentagelsens statiske lykke

i skyggeposefanget vokslys

galger kæver Golgatahøjen

giver tusinde fængsler fri for en enkelt bølge

labyrinter bomber hekseskolens kostald

graver skyggerne dybe nok til bjerget af sko

sanser spidder synets rekviem

puppekirken dypper tålmodigt

solens vifte

kommer til syne fra de aller yderste sansespidser

i det bristende solskind

sommerfuglen er med til sin egen fødsel..

 

 

Jordbrud

 

Romerlys føder rækken af mågepæle

øser poser fulde af delfinernes sange

flodheste tæver humøret i vasernes biograf

fra nu af husker vi flammernes kreds

egetræskirken tæller gælden op

du rasler nåleskoven af dig

du når til randen 

af en vandpyt på cirkuspladsen

du lå på ryggen i en hulning i skoven

du vågner af dvalen 

som en hallucineret zombie mumie

alkoholikeren tegner 

en flyvemaskineskitse på kloden

abeskyggen vinker med tørklædet

til det drømte publikum bag tremmerne

verden er transcendent

og jeg findes nærmest ikke mere.

 

Skrifttegn hentet ned fra væggen og lagt ind mellem linierne som et hemmeligt løfte

 

Pløkkerne er gale på teltet

og smøger ærmerne helt op

søsat fosser jeg rullende barduner

nænner at hæfte gækkebreve på søsteren.

Noget lyser merværdi fra slægtshelvedet

bare det at tåle pytterne -

mestertyvens sølvforsåling vipper tomhændet op

nonneklædte hætter går gennem hækken 

og føler på november.

Liljerifter sjipper skøderne af led

fodgængerovergangen tygger toksisk feminitet

elskovsfaner

lyser os gnistrende i møde.

 

Ruinernes fald

 

Ruinernes fald gennem mørkets olie

vi skåler i den gelerede væske

den gamle verden hænger ikke længere sammen

puder tøffer tålmodigt over pælenes måger

solen pantsat til sættekasser

flammehelvedet skælver af lig

dér rinder gyldne næser af grædemuren

den gule kålgård gifter os bort

kurveflettede svaneflokke over koens maver

udspilet på afgrundens rand

fanger gaflerne

indgangsporten til flodernes folkemasser

samme djævelske rille skærer sig gennem pyramiden

sønnepander åbner sig

en hvælving solen ligger og ruller under.

 

Grobbloster

 

Billkorn balak mosort baku

dolmöpul navsjevskul

lowfol lampidak ruurmuk

grobbloster dynf ülüüsr kanastruk

fafflash chagæly chaf

schywykfol wolt qömög zulf dünaküp

schwanzimik halli sollbus

tolt retsol tubinak.

 

Pjerrot

 

Vi var i Tivoli Friheden og Pjerrot var lige trådt frem på scenen. Lidt ude til den ene side bevægede en mandsling sig møjsommeligt frem blandt tilskuerrækkerne. Det var min mor, der spottede ham først. Jeg opdagede det ved, at min mor fik et helt vanvittigt latteranfald. Mine øjne søgte årsagen til den heftige og overrumplende latter og fandt så vej frem til mandslingen. Jeg kunne ikke helt bedømme, hvori hans handicap bestod, men at han på en eller anden måde stak helt aparte ud var jo åbenlyst. Jeg var gammel nok til at vide, at man ikke gjorde nar af handicappede eller lo på deres bekostning. Men i stedet for at blive pinligt berørt over min mor og situationen gled jeg med ét ind i en tilstand af ren vidnen. Jeg iagttog ganske nøgternt, at min mor fri for alle konventioner gav slip på sin latter over noget hun helt naivt og umiddelbart fandt værende en absurditet - en blandt publikum, der var på højde med Pjerrots særegenhed. Alle andre syntes at trække sig ind i sig selv - bange for at træde ud af normaliteten. Min mors latter var dermed kun befriende for hende selv og for min nyerhvervede nu bevidste evne til nøgtern betragten. Hvad den lille skæve mandsling selv oplevede, kunne jeg ikke aflæse. Der syntes ikke at være nogen reaktion hos ham. Måske var han bare optaget af det, som Pjerrot var i færd med at sige. Hvilket i sig selv også gjorde sit til at øge situationens præg af absurditet:

Lige pludselig at opleve at hele verden er en scene.

 

Efter atomkrigen

 

"Efter atomkrigen bliver narko den almindelige valuta"

                                                     Jan Nygaard.

 

En enkelt stjerne

 

En elefant ser skibskøl søsætte svaner

så ruller bølgeskummet fra skibskølen

det er tydeligt 

at skibskølen søsætter svaner

klinet til med elfenbenshvide rurer.

En enkelt stjerne bevæger sig

så kan det ikke være en stjerne

for stjerner bevæger sig

ikke så hurtigt at vi

kan se det.

En fyldepen pisker papiret til alle sider

som var den 

en barbermaskine over huden

det er fænomenalt hvordan 

papiret piskes til alle sider

som totter af græs

fra en plæneklipper indsvøbt i ræveskind.