:::

 

Spis det sand Kristus har betrådt

så bliver jeres fordøjelse bedre.

Forestilling vs Oplevelse

 

Det er muligt at forestille sig 'Gud'. Men det er ikke muligt via en sådan forestilling, at komme til den fulde oplevelse af (at være) Gud. Kommer du til at opleve, sådan som du forestiller dig, at Gud gør, så er der ikke længere tale om en forestilling; så fortoner forestillingen sig, sådan som en indledende armbøjning fortoner sig, når først du befinder dig midt ude i oceanet.

 

Kosmisk bevidsthed

 

Når et almindeligt jordisk menneske oplever noget, så oplever det dette i kraft af en evne til ikke fuldt at opleve alt det andet, det samtidigt kunne opleve. Når et menneske ikke har denne evne eller mister den, så har det mistet sin skelne-evne og vil blive betegnet som psykisk ustabil. Når man kun kan opleve noget i kraft af en fokusering, hvor oplevelsen af andre fænomener nedtones, så har man jo i sagens natur ikke en alvidende bevidsthed. Et menneske kan almindeligvis ikke gå fra fokuseret jordisk bevidsthed til en alvidende kosmisk bevidsthed uden videre. Overgangen til alvidende kosmisk bevidsthed vil have en labil fase. Den menneskelige krop og den menneskelige bevidsthed skal gennem mange liv først være forberedt for en sådan overgang, for at det ikke fører til et totalt sammenbrud. Dette skal ikke tages som argument for, at Gud ikke kan opleve hver enkelt kontrast, fordi det aldrig vil kunne være en oplevelse i renkultur, da modsætningen altid vil være nærværende. At påstå en sådan defekt hos guddommen vil svare til at påstå, at lyset kun kan opleves som lys, hvis det enten er på en partikel- eller en bølgeform. Den dualisme findes i virkeligheden ikke andre steder end i den bevidsthed, der udtaler noget sådan.

 

 

Edderkoppemaskinen

 

Når Epstein-filerne sammen med nuværende og kommende bøger fra ofrene for Epsteins edderkoppemaskine spindes til en tv-serie, vil flere af skuespillerne bare kunne nøjes med at spille sig selv. Hvis de da ellers lever til den tid.

 

Definitativt

 

Den nye definition på en konspirationsteoretiker 

må blive: Én der havde ret for tidligt.

 

Ejendomsmægler

 

En Donald Trump lignende mand optræder som ejendomsmægler i andet afsnit af første sæson af den svenske krimiserie BECK. Han har godt nok en moustache. En Donald Trump lignende moustache. Altså sådan én som Donald Trump ville have, hvis ellers han havde haft moustache. Og det har han jo faktisk haft, for at det ikke skal være løgn. Han viser en lejlighed frem for Beck og hans i filmen underskønne datter. Fordi det er en lejlighed, som hun vil have og hun vil have hendes far til at dække for hende på det sorte ejendomsmarked. Trump-klonen viser den frem på svensk, for BECK er en svensk film. Faktisk er det Skandinaviens længst varende krimi-serie. Det er jo godt gået. 54 afsnit bliver det snart til i rækken af afsnit med Peter Haber i rollen som Kommisær Beck  og det er jo et helt kurdisk bryllup med bang-bang, selvom Martin på det sidste slet ikke er så meget til Bang-Bang men mere kolonihaveidyl, hjernetumor og demens.  Donald Dump-klonen er sikkert ude i noget snusk. Og det er Beck også og hans datter nyder det. Donald-gutten har endda (det siger han på svensk) solgt en lejlighed til en anden politimand, som er endnu højere oppe i hierarkiet end Beck er. Martin Beck. My name is Beck, Martin Spæk. Afsnittet hedder Manden med ikonerne. Mannen med ikonerna (1997). Gud har set os og straffer os for det og det er med russisk salat og hele svineriet. Vi kontakter dig i snarlig fremtid. Og det starter med en mega sløret hed sex-scene i bruse-nichen. En såkaldt niche-filmning. Martins datter er enormt charmerende og hidsig på sådan en rrrrrrolig og kunstig svensk måde, men hun har intet med den scene at gøre. Og ejendomsmægleren spiller blot en lille birolle. Det kan man ikke sige om den virkelige Donald von Duck.

 

Verdens Skeptiker Dag

 

I dag er det årets første 'fredag den trettende'. Nogle mener, at Verdens Skeptiker Dag netop ligger på den første fredag den 13. i året. Andre mener at dagen ligger den 13. oktober og atter andre, at det er den 13. januar. Da der fra officielt hold endnu ikke findes nogen International Kyniker Dag, må Verdens Skeptiker Dag være det, der kommer tættest på.  I dagens frokostpause nævnte jeg for min kollega, at Diogenes fra Sinope er  et eksempel på en kyniker (som har magtkritik fælles med en kritiker), (og kynisme var det emne vi talte om, da min kollega mener, at jeg flere gange har kaldt ham for kynisk). Diogenes boede i en tønde - og så fik jeg fejlagtigt sagt, at han engang fik tønden sømmet til, før den blev rullet i floden og fulgte flodens strøm ned til det store vandfald. Dette fik min kollega til at vågne op, for den historie kendte han jo godt, for den optræder nemlig i et Anders And & Co, som han har alle årgange af fra engang i 60'erne til engang i 70'erne. Men nu ville mine kollegaer jo vide, hvad der så skete for Diogenes, da han i den lukkede tønde faldt ud over vandfaldets afgrund. Men det er jo det, sagde jeg, det har jeg også spekuleret på i alle de år. Det er det, man kalder en Cliffhanger, indskød en anden kollega. Men sandt for dyden kunne jeg jo ikke fortælle, hvad der skete med Diogenes, for det skete ikke for ham men for Anders - og det burde min kollega jo da vide.

Diogenes fra Sinope boede i en stor krukke og var øjensynlig lykkelig derved. Når han ønskede sig et andet sted hen, rullede han blot den store krukke til det ønskede sted. Det siges, at han skrev ti filosofisk inspirerede bøger, som desværre ikke overlevede (tiden? araberne? flammerne?). Det siges også, at Alexander Den Store, da han erfarede hvor ekstremt nøjsom Diogenes levede, tilbød ham, at han kunne ønske sig, lige hvad han ville og han, Alexander, ville sørge for, at Diogenes' ønske gik i opfyldelse. Diogenes svar: Flyt dig lige, du står i vejen for solen.

Men den kyniske filosofi var ikke noget Diogenes fra Sinope var den første til at introducere som tanke, men han er kendt for at have praktiseret dens lære mest rent og konsekvent. Der gik flere kynikere forud for Diogenes fra Sinope og det er øjensynlig ikke til at udnævne én af dem som den ene grundlægger. De er udgået af en tidsstrømning. Fra Anacharsis', Sokrates' og Antisthenes' lære.

Men Diogenes fra Sinope regnes for den, der først og mest konsekvent praktiserede kynismen.

:::

 

Ingen dag aner graven

eller ransager djævle eller guders guddommelige armod

bogens sider er havets bølger

som dine øjenlåg ruller på plads

men måske en ellers oldgammel grævling

i sin mørke hule mærker

den sidste glød fra en nedgående sol.

 

Jeg hører fx en fugls overskårne kald

ved togstationens bratte stop

og gedernes åbne munde

bliver solens laveste punkt

den natlige scenes bagvedliggende himmel

fuld af myriader

vi kalder dem stjerner

fordi de er levende væsener

vi kun kan svare med sang.

 

:::

 

Kun englene vil kunne løfte 

jeres smerte 

gennem himlens kor

kun jorden vil 

tage imod med glæde.

:::

 

Her mellem øjnene

sætter jeg min finger

så mine læber

ikke skal forsvinde

i sneen

som to sytråde af længsel

her mellem mine fingre

gifter jeg mig

med en prikkende ekstase

af kuldegysninger

så min stemme

kan trodse det helvede

verden

styrtbløder med

i et inferno

af glemselsoceaner

her mellem stemmens

sæbekassebiler

hvor min finger

gennem et nåleøje

vinker til dig

med sin kim

af klar 

ren

overgiven

jomfruelig

lys-agat.

Her mellem øjnene

hvor ingen sne

er at se.

 

 

:::

Jeg er mere skrøbelig

end min skygge

regn høster mine tårer.

 

:::

 

Danser til Count Basie

som en hund

efter sin egen hale.

 

:::

 

Gemmeskygge

ånder bag gardinet

i tiltagende afsind.

 

:::

 

Brystet pollenbas brise

mod

råløg redder

lokomotiver

gennem

galgens       gæller

Gud

genspiller          gople

galgegal   gøgeurt

kys  kyskhed

kølige     klokkers

kærnemælk

Chokdoktriner

fra fyrretræernes frigjorte fødder

suger slanker suser

sansernes

sine

hoveder  hører

hanens     hanegal

tonernes trykken

 

:::

 

Gud redder sine råløg

jeg hører galgens hanegal

i fyrretræernes pollenbas

hoveder suger gæller

og slanker en gople fra chokdoktriner

kys genspiller sansernes kyskhed

i kølige klokkers brise

tonernes frigjorte lokomotiver

suser gennem hanens galgegal

en trykken af fødder mod brystet

ender i gøgeurt og kærnemælk.

 

:::

 

Beskeder blanke blade

vanvid

violer         vejret

vand

mylder

døgnets døgnet

rynker rasler

lys

klukkende   klokke

glatte

kokonmåne   kronen

fange føder far

forpuppede forsøger fastholde

sover sidste 

stilheden      sandkorn

snapper    søens

søvnen

hænder

tager 

tegner     tågen

tæver     tårer

tæller

 

 

:::

 

Beskeder tager vanvid til fange

tegner tågen op med rynker 

hænder sover i klukkende mylder

døgnets klokke åbner døgnet

tæver den glatte ødsle tårer

det sidste lys før stilheden

føder sin egen far

forpuppede blade rasler i kronen

kokonmåne tæller dine sandkorn

violer snapper efter vejret

søvnen forsøger at fastholde søens blanke vand.

 

:::

 

Saftsuseme rutsjende

saftsuseme rutsjende

saftsuseme rutsjende

ind i skovens grene.

 

:::

Gardinerne duvede let og fedt rålys trak dagene efter sig trak egeløvet ind mod gavlene og noget sad fast som et kys af lys, noget fængede sne, sne indrammede dagene og fik fuglenes massegrave til at glædes, det var de døves dånen. At fuglene faldt til jorden bag kirken og fik sneen over sig som dyne i trefjerdedels takt var vindharpens gave, da jeg vågnede uden angst. 

 

Plandemi som Planlagt Pengemaskine

 Det norske magasin Helsemagasinet skriver om, hvordan Bill Gates og Jeffrey Epstein i en periode på to årtier forud for Plandemien skabte en arkitektur for økonomisk gevinst ved den kommende begivenhed. Plandemi-præ-øvelser var således et led i denne økonomiske strategi. Oplysningerne har Helsemagasinet hentet i de svimlende mange frigivne filer relateret til Epstein. Det fremgår også, at prominente norske borgere tog aktivt del i udbredelsen af den planlagte økonomiske plandemi-arkitektur. Alt blev gjort for at ramme målet: milliard-indtjeninger på vacciner. Altså ikke vacciner som mål for helbredelse, men vacciner som nøgle til en rakethøj indtjening. Event 201 var den allerede forud finansierede generalprøve på Plandemiens Pengemaskine. Længe før Covid-19 fik et officielt navn var coronavirus-relateret teknologi patenteret. Ligesom der var skrevet forsikringer og tegnet pandemi-obligationer.

"Event 201 forårsaket ikke COVID-19. Påstanden er: Når en koronaviruspandemi simuleres uker før en reell koronaviruspandemi oppstår, og når simuleringen sammenfaller med år med forutgående finansiell strukturering, patentutvikling, internt simuleringsarbeid, utvikling av forsikringsprodukter, plassering av personell i vaksinteam og kapitalstrukturer som er designet for avkastning knyttet til pandemikategorier, da er tilfeldighet en utilstrekkelig forklaring på sammenfallet."

"Hvis systemer bygges for å tjene på kriser, hvis de samme menneskene som konstruerer de finansielle verktøyene også finansierer simuleringene, eier patentene, utvikler utløserne for forsikringer, plasserer personell, former politikken og styrer narrativet, da er ikke spørsmålet om de handler i egeninteresse.

Spørsmålet er hvilket strukturelt vern som finnes for å sikre at de ikke gjør det."

Læs hele artikelen i HELSEMAGASINET : HER.

:::

Hvor er en næse tættere på det gudefødte

end der hvor næsen rammer sin ravnehimmel

og måger sejler kyster 

og noget af din fletning er sol. 

Jeg maler gaver af den bevægelse 

lyset er næsten en knytnæve, 

næsten et medhør af gyvel og

slange.

Der er en lige linie fra den sorte hånd 

til det hemmelige håndtryk.

Illusionen  læser din næse og falder ud af kloden. 

Vandpytter trækker røntgenstråler 

fanget af æblerne trækker

Davidsstjerner og gyvler 

trækker egeløv og nålepuder mod

endestationen.

Alt ligger parat som en hammer der rammer

parat og lige så fiffig og suveræn

som læber mod din hud. 

Sådan trækker jeg hvæsende måger 

som mørklægningsgardiner over søen. 

For sådan at føle noget 

hopper det lige så fiffig og vælter og

hvor er denne bevægelses 

flimren i stemmens egeløv?

Jeg fortæller, hvor tyvene 

er floder du genkender i en vandpyt.

Overflodsgaver kan fylde og sådan står vi våde 

og ryster os i raslende blade.

 

 

:::

Jeg skriver og sætningerne glider som sædvanligt

og tålmodigt giver poserne fremdrift

som et rent hvidt lagen pudrer søvnen sine svaner

bevæger den tålmodige pukkelryg sig mod afgrund.

Jeg vågner og ligger og ser 

  sneen vælte ned i små flags vals

sæden er blevet rytterløs 

   og glødende tygger jeg hver glose.

To digte kan ligesom søskende godt 

deles om det samme billede

ligesom to billeder kan deles om det samme digt.

Giv mig hofsnogen 

   og snevejr forsølvet så det synger.

Jeg vågner og ligger og ser 

     døgnet blive til vanvittig dans

hele nåleskoven bevæger sig 

  som en undsluppen fange

og fangedragten giver skyggerne stemme.

Jeg skriver og giftes sidelæns med søvn.

 

:::

 

Der er altså forskel på blod og så rødbedesaft. Det behøver man ikke at tage til Antarktisk for at se. 

Det så jeg vel afprøvet da skeen fangede dit tillykke i kagen. Der var tyve lys, som sov så godt i deres flamme. De gamle dage og det pustefærdige fejrede sin verden. Din fod var noget bevægelsen brugte syvtabellen til. Imens kaldte det så tydelige medhør mælken de lod vågne op som svanefloder af vaser bevæget ind i skyggernes tynde rørelser som bisonoksers ånde. At stjæle lyset fra slyngelstuens yngel var den gode sport. Med hætten fuld af gaver fløj måger ud og så dig bjæffe. Sådan kaldte en dronning sine flyttemænd i habitter ind med de sidste kister til arkivet.

 

:::

Da snehelvedet var ovre sad følelsen stadig tilbage. Solen rundede af med et røgslør. Du kunne die en hvilken som helst nåleskov. Sådan som lyset gør. Fanerne var snoet rundt om det uudslukkelige. Hvert tegn var givet af vaser farvet i jordens dyb.

Kunne det have været samme hvælving, vi blev begavede med; noget der skødesløs bevægede sig inde mellem de rette stammer. Det var din tur til at give teskeen et tydeligt strint af tidens ende til selv samme toner.

 

:::

Jeg møder dig igen på den anden side af et brombær. Du står ved siden af mig foran hængende ranker. Og løv solen ruller fri af et momentant snehelvede et snehelvede er løv solen pludselig fænger medfølende falder gennem gammel måneds mågelatter. Jeg sidder åndeløs og gylden mellem familielukkede døre.

Efterfølgende syntes noget at hoppe over i en anden historie, som er den samme under flimrende egeløv. Og der er du igen og alting er åbent og munden fyldes med saft.

 

:::

 

Og det raslede som om noget var holdt op med at drømme. Jeg gik sådan og ønskede mig delfinsang. Det gamle filtreredes gennem flængerne og skulle hilse fra de forsvundne klæder. For helvede så pynteligt. Da du undersøgte hvordan gulvet var strammet til. Det gynækologiske gulv jeg mødte fra en vase.

 

 

:::

 

Så violer ud af øjenkrogene.

Snuder trak røntgen ud af hvert duftspor, rådyr kom dvælende under egestammer. Noget lyttede i det lys jeg tændte stemmen med. Faldende flager gav luften nålestiksskub som biblioteker fulde af æselører. Vi maste os igennem snudernes træk med røntgenkroner på vores hoveder.

 

:::

 

Vi er parate, ulige føl rekviemførte gennem skove af forvandlede kongesvaner. Tulipaner er vores væddemål.

Med en teske skriver jeg i sandet og tyder sålernes spor og trækker nutid ind med alvor og puster den ud og det rasler; hvor fra kommer disse folder stemmen pulveriseret fanger og atter tømmer ud.

 

 

:::

 

Verden rullede som en rynke over tiden og talte alle sine poser. Hun holdt verdensfællesskabet på en finger. Jeg havde mine egne knager at tælle i floden. I min klokke så jeg lys filtreret fra stemmens afgrunde og gav solen et skub kun for at fange selv samme stemme. Og midt i den tykke stemmegrød vågnede jeg og gav noget op som havde det været mit eget. Det var fra stemmegrøden; den lød som mælk, der løber ned i en bæk og jeg fik svedeture og svanefloder og gåsehud og sugedes tom for bevægelse og ånde. Verden handlede nu udelukkende om at holde på vejret i et sidste farvel med lysfanfarerne, der løb gennem den gule kirke.

 

:::

 

De blå flammer i udkanten af en udånding. 

Følte jeg sad på prøve. Snehelvedet rømmede sig.

Fanget levende for ikke at falde i kannibalernes hul. Så langsom en udånding som en brændende komet.

Egekviste indenfor rammen. Tønder fyldt med mælk; vi kedede os tålsomt og gned os ind i fedt.

Noget af tusmørkets stemme påvirkede mig og trak et kys i langdrag; det var velgørende og du sad alvorsfuld på nålepuden som kamfer.

 

:::

 

De levende brænder

sammen med deres døde.

 

:::

 

Jeg raslede ned gennem natten og gav døgnet sin vanvittige følsomhed. Det hele var pakket i nåleskov og maste sig som et i lysningen enligt løvtræ med stor afhængighed og snæver, sensibel længsel. Jeg raslede og selv et kys ville ikke kunne gætte hvor bevægelsen dvælede det stille vands gæller. Hvad jeg sortseende forsøgte at være for sortsynet, som jeg vitterligt forsøgte at være noget for og for den gnist af stemme, der holdt til i min åndenød, rynket og afskrællet sin stigende raslende løvbladskrone, var det spinkleste af alle min håb.

 

Den elskede fælles verden

 

Den elskede fælles verden gav fanen sin glød

lagde svanesole i sin følte vane

vinkende vældede ophævelse

tågen, tågen i sin snævre dragt

vores hverdages svømmetag af regnvåde flag.

 

Vores elskede fælles verden 

           holdt slutningens glød

og dalene ville tælles i parate dryp

i sultens ravklump

hvor tiden var

en faldende tåges svanevinger af glæde.

 

Vores elskede fælles verden 

     i et bål af mindernes glød

midt i den tåge du lukkede ind

for at tælle vores dage

i gendøde puppers gale hyl

var den vifterakte sidste hilsen.

 

 

:::

 

Af alle mine mest naive drømme var du det første så røde æble jeg bed i og som du senere med en enkelt finger inviterede hele verden ind i skroget af. Gravøl gav mæle til et badekar fuld af kinesiske vagtler.

Jeg sejlede i det ud over kanten og mærkede dig som sandpapirsgummi. Din næse trompeterede en ufuldstændig men helt vindblæst egeløvskrone. Gaverne lyste. Parate til at folde gyngende gulve af efeu ud for solens skægløse åndedrag. Spurvenes rislende og pludrende døgnevighed. Åndsfællesskaber lå sådan. Og hvorfor lyset var farvet i lige den tone fik vi halvnøgne spurgt hinanden om. Der var spøgelser. De gik på tæer ned ad trappen for at se et stedbarn blive kysset af verdens største rotte.

 

:::

 

I begyndelsen giver det gryende lys vores hud, vores igangværende hud tulipaner og gyvler.

 

Det handler om at føle noget og hoppe ind i sin stemme og være det ru egeløv. Jeg ønsker at rasle og bjæffe af det, der rasler mod min hud.

 

:::

 

Kys kan udveksle fanger. Og ud af solen ruller plysstole tudsefjæs efter tudsefjæs og ud af solens plysstole stiger gamle fyrtårne op mellem mågernes klarhed. Vandpytter er tunneler og vaser. Væddemål giver stemme til gaver for hvem kan kuple barndomsmindernes grædende gryde.

 

:::

 

Du skrev, at du ville giftes med en rudekuvert. Jeg husker tydeligt dit sovende kys skubbe æselører af egeløv ud over skrænten. Kys genkendte og rålyttede, ja, rålyttede lyden af bånd, der strammes til. Da jeg vågnede, var jeg helt gennemblødt og en teskefuld tynd ånde steg fra vibrerende læber. De stramme bånd var alt, der gav lige så god mening som intet. Kys genkendte fuldmånens kirsebærallé og poserne med uhøfligt dryssede kronblade fra solens korridor. Et ekko mangedobledes i rullende hoveder ud over skrænten som kysset igen og igen.

:::

 

Ryggen er det gulv, hvor på du lå og sov og fra en mælkekarton hviskede det sødt. Åbn dig for der siver mælk fra din mund og ned mellem dine bryster og blå vener står tydeligt frem. Lyset kom listende med sine drukne dage. Jeg strakte hals uden at trække vejret. En væltet flaske trådte i karakter med mirabelletræets sødmefulde røg. Skyggerne ævlede løs og mælken dryppede, striber af mælk dryppede, mælk dryppede og snart ville fuglene også få mig til at huske og til at glemme, hvordan du med stort begær tømte det sidste ned i dit svælg og lod sirlige striber forgrene sig ned over din krop.