Mindes det så tydeligt
ubehaget.
det sidder her stadig som en grynten
tømt for kækhed
og alt der kommer rejsende.
Skyggefuld bevæger
gærdesmuttens rede dine fingre.
De lå i ly
og ventede på det blev slut
så fint vævet mellem hvidtjørnens grene.
Mindes det så tydeligt
ubehaget.
det sidder her stadig som en grynten
tømt for kækhed
og alt der kommer rejsende.
Skyggefuld bevæger
gærdesmuttens rede dine fingre.
De lå i ly
og ventede på det blev slut
så fint vævet mellem hvidtjørnens grene.
Du piber måneslynget -
af alt det vi vågner fra
fænger søvnmågen bedst.
Og ready-made er pulverryggene
som sover så godt og pibende.
Gang tusinde ånder med nåleskov
du holder dem alle.
Nætterne med de tømte utrygheder stadigt vævende.
Næverne vælger søvnens hul at spænde gæller over.
Suger snigende skiver af dagens parkering.
Mågelyset prøver at tyde
alle nattens kys
mellem nåleøjne falder
vi der kan gætte natten
og nattens æselører på hver blanke side
mågelyset prøver at lade solen kysse
vingespidser
sådan må vi vige
kyssede sorte og tågetætte på række.
Det er allerede taget
sørg for at alle regningerne pilles ud af deres rammer
læg svanerne til at sove
som uvenner i delekærven.
Du er høj som før
et tæppe sølvvævet
gennem rugmarkens tonevæg.
Når du kan gå
uden at være uhøflig
er det fordi
dit sarte væsens
tyste nål
bevæger sig rundt om mig
som en golfstrøm.
Bevægelsen kælver
snevølver
din gyldne næse
fuld af gejser.
Ophøret sidder stadig og spiser
lige her
af din hånd.
Jeg er kuffert kastet af kys
skyggerne fosser fra tårnet
jeg påfører tystheden sine faser
stemmens grund
til at tælle toner
nattens vase
synger gennem nætterne
ingen døvhed betyder mere
end hvalernes sang.
Ud over violernes uhyre gudefødte bagkatalog
er der næppe noget vi kan tage for givet
intet der hævner sig, alt
er givet fri
i violinernes glasklare filer.
Loftets rene ske over zippolighter
gulvene
fulde af solens klang og veksler
vågner som en fugl
uret på samme klokkeslet
de sidste tre timer
og alligevel lyser det.
Du har mægtige flyvenætter
du findes flydende og tvinges ud i verden
skubbet tyst af tydelige solopgange
skubbet tyst af tragtformede hulninger
i vandskorpen
hvor terrapinens næsebor dirrer
helt statisk
det er de mølædte
gisninger der snapper efter vejret
det er de flodgrønne strømme
der bevæger ærmernes væsen og fanger
dig som lysmåge og skubber dig tyst ud af tågen
du er lysmåge og skubber tågen tyst
foran dig som tøsne
og flyver
skyggefuld og lysende
ud
i et blændende hvidt
nu.
Mørklægningsgardinets døve vaser
er vaser i vasers femte sal
hvorfra skærmene flyver
og fiffige femte sals grynt
er de gæve falsetstemmers udspring
af ateistiske engle
åndedragets mange gæster
og udsigtsløse mestertyverier
åndedragets aha-oplevelse
elsket til døde
vasen i vasen
er en vase bedøvet af sne
kan du huske det
mure af kage
tyngede fødder under kristjørnen
og næsten, næsten på randen
genbrugsgaver og vægge af gavernes fællesskab
iskaffe med de af dig benævnte
og som snydt ud af næsen
udfører din ånde unægtelig
den afpelsede kerne
gavernes hæse
tyste
forenkling
sammenpressede rum
galgerekviem
veernes knock-out
falder mellem hugormegyvler
som en søjle
af sæbefingre
vase i vase
snogen om mit armled
og søskenderabat på alle æbler
idiotisk gentagen banken
løfter mundfulde af flyhavnes toblerone
det fælles bjerg
blev lilla
iskaffe med de af dig benævnte
vaser i vaser
rullet til ære for Diogenes
her ind
i vasernes vaskehal.
Gekufles meblablab
kvåb tvulomembes
daugrol mambesfab
balumab fiptulentes
plibzhef seppelut.
Daffenwel naumantes
bluenkuf fauklug
gullenspass gifschup
folomop folomop schupup pappap
hermenemup trukkenfak schalbakuk.
Selfukal mybbenstyk
hempelluk rekkejubat
lurenput spalnap
hirtrut pak zak
silbenfuf tjaumak tridi tjup tjup tjup.
Skaberne af AI's mest våde drøm
er at trække Gud ud af ligningen
kun for at sætte sig selv og AI
på den for dem at se ledige plads.
Men selv AI og dets skabere
vil på den lange bane også vise sig
at være et Gudsbevis.
Jeg falder gennem plasmahavet
mellem hvaler og mandariner
jeg falder med børnenes øjne
polerede og hugget i marmor
jeg falder som sorte sole
for knækkede koder
ingen gad høre om
jeg falder i både
og dråbernes tårer
et krystalinsk pulvers
hvide snelandskab
jeg falder som fakler i brønden
uden anden løn
end fortabelsens ild.
Gæfæbúnælæ måvipix
sitozolinni bardol purum kæk.
Ivø ivø
møhøl ivø.
Mabbeboriknal
gæppebuzolinni
zafwyn kultum pif.
Ivø ivø
møhøl ivø.
Bilgnis gnats repilk
kirom filaf lagribus
tuf malimba zap.
Ivø ivø
møhøl ivø
mabbe bori
ivø høl.
Dagen uden døgn
er røgkvarts uden drengens mange tårer
vasen uden blomster
er mønttællemaskinen uden mønter
hvælvingen over katedralen
er længere end hænderne
rækker
påfuglefjeren i fyrretræets krone
er den enlige stilhed i varmen
varmen i et sandkorn
under sålernes fortvivlede sved.
Dette lys i kalenderens ly
ruderne æder sig halvvejs ind i væggen
måneskålens blege bagvæg
svanehoveder på randen af vandfald
pandekagernes indtog
vægge og paneler og snese af spirende dis.
Det skubber sig alt hvad du elsker
åndedrag giver du hver spurv
lys puster din hvile
bæver i dig så rart.
Tæl dine nøgler med følsomme fingre.
Køn går over isen og lyser som faldende stjerner
dråber af sølv drypper fra såler
hvert chok har spændt velour under dit sarte loft
en evig gyden af glade dage.
Fin ødslen med blomsternes støv.
Wenn der uralte,
Heilige Vater
Mit gelassener
Hand
Aus rollenden
Wolken
Segnende Blitze
Über die Erde
sä’t,
Küss’ ich den
letzten
Saum seines
Kleides,
Kindliche Schauer
Tief in der
Brust.
Denn mit Göttern
Soll sich nicht
messen
Irgend ein
Mensch.
Hebt er sich
aufwärts
Und berührt
Mit dem Scheitel
die Sterne,
Nirgends haften
dann
Die unsichern
Sohlen,
Und mit ihm
spielen
Wolken und Winde.
Steht er mit
festen,
Markigen Knochen
Auf der
wohlgegründeten
Dauernden Erde;
Reicht er nicht
auf,
Nur mit der Eiche
Oder der Rebe
Sich zu
vergleichen.
Was unterscheidet
Götter von
Menschen?
Dass viele Wellen
Vor jenen
wandeln,
Ein ewiger Strom:
Uns hebt die
Welle,
Verschlingt die
Welle,
Und wir
versinken.
Ein kleiner Ring
Begränzt unser
Leben,
Und viele
Geschlechter
Reihen sich
dauernd
An ihres Daseins
Unendliche Kette.
Johann Wolfgang von Goethe
Ingen er sin egen -
ingen - !
- mængden
glider i skæbnens kæder,
betaler med mængdens fortabelse
eet
ærligt vaklende lys –
uden tanke
høstede jeg
kræsent af sjælens høst
og delte ud -!
dette er godt - og
dette atter holder ikke
min skønheds maal -
en forræder var jeg –
intet er mit -
alt er alles -
de udvalgtes glorie
tilhører
de fortabte -
ikke een skal vælge,
hvor de tusind soner -
alle -!
alt skal gives -
af alle at vrages,
for alle at tynge
i skaalen, der skal frælse
alle -
hver frugt af klarhed
skal krone
de fortabtes pander,
at helvede kan have en pris –
først da
kan det blive stolt
at vide sig
menneske -
ingen frelses ene -
vort helvede mærker
os alle -
ingen løfter sig selv -
det er os,
der skal frælse os selv –
Gustaf Munch-Petersen, i VILD HVEDE nr 11, september 1935.
Et slør af troldedjævle binder dig til støvet
et sjal du knuger til din sjæl
zombiesvaret skrevet skarpt
udenom de sorte huller
hvor en gang du krammede din gud.
At tøve lidt imens du glider
ind i kroppens syn af varmelængsler
at føde koderne ombyttet
med blodskærme du lader falde
som såler om din hals.
I tyk tåge
sneer det på gyldne næser
gyldent tåler tågen hvert fnug
din død taler tålmodigt med
de sidste dages sneglefart
væver telepatisk
dages negleforlænger
solen fanger fasanens glød
gavle vasker kodeord
taster telefoners kofanger
de galer vaser løsner dine tårer
vølvefaner modtager lyset
nu blir vi alle mere synlige
i fuld flammegallop.
Barfal wifiwiddö
dynul hyp fokkyl
famuto il omip
letsim rokkon tug
lurgetgut leiba
höschil dugs
nysal tegrul vusch
rigön schym fondog
rogög m'hup schöndul
schöutöl watöwösch
femep wruk gelvan
fånrål myråmmåvö
råqol yl uggöf
söfpöm huppul husch
böwosch ul asul
seddewem ogon:
Huser grik
tug tegrul
dugs telvis.
Det Martinus udtrykker om 'Det
noget', som ligger bag al oplevelse, gør ikke det væsen særskilt i betydningen
adskilt, tværtimod. At menneskene har en idé om, at det er særskilt, betyder
ikke, at menneskene optræder særskilt eller adskilt fra og for dette noget. Da
det i sagens natur HAR adgang til al oplevelse, oplever det HELE tiden både
kulminerende velvære og det modsatte og alt der i mellem. "[...] hvis dødt
eller livløst, hvilket vil sige bevidstløst, Stof kunde skabe intellektuelle
Konsekvenser, bliver alt, hvad der hedder Bevidsthed, hvilket vil sige Hjerne,
Erfaringer, Studium og Undervisning, jo ganske overflødigt. Alt vilde være en
automatisk, fungerende livløs Masse, hvis Bevægelse og stadige Forandring
ganske vist afslørede Intellektualitet, men for hvem? - Noget til at opleve
denne afslørede Intellektualitet eksisterede jo ikke. Er det ikke en
Kendsgerning, at en Oplevelse ikke kan eksistere selvstændigt. Hvorledes skulle
en Oplevelse ellers blive til?"
(LOGIK side 253 m)
Bevidsthed, siger Martinus i LOGIK, kan ikke være uden et ophav; det er umuligt. Men dette 'ophav' er jo ikke som et menneske, der er ophav til et andet menneske. Det ophav, der her tales om er ophavet til alt. Når det er ophavet til alt må det også betyde, at det er ét med alt, for ellers var der ikke tale om alt. At være ét med alt må det ikke være ensbetydende med at opleve alt?
Nogle kan måske få den tanke, at der slet ikke er noget væsen, der oplever det hele på én gang. Det synes da også umuligt at forstå, da det hele = uendeligt. Og hvordan kan man opleve noget, der er uendeligt? Men hvis det nævnte væsen både eksisterer i kraft af selv samme uendelighed og samtidig ligger til grund for den, så kan det jo heller ikke nægtes, at selv samme væsen oplever denne uendelighed.
Når jeg bliver spurgt:
"Hvordan har du det?" Så har jeg ofte i mit liv haft svært ved at
svare på det spørgsmål. Og det er netop, fordi jeg samtidig oplever både ubehag
og behag ved det at være til. Og jeg derfor har en følelse af at lyve, hvis jeg
svare noget kategorisk og hvis jeg på den anden side begynder at fortælle,
hvordan jeg føler ubehag og hvordan jeg føler behag, så har jeg næsten altid
erfaret, at det var bestemt ikke dette som spørgeren ønskede at få svar på.
Om 'Gud' har det på samme måde,
skal jeg ikke kunne sige, og hvis jeg spurgte Gud, så ville jeg nok ikke kunne
forstå svaret, fordi jeg ikke kan begribe det vi kalder 'det uendelige'.
Problematikken synes at være tilsvarende Bohrs forsøg på at bestemme om Lyset er en ubrudt bølge eller om det består af særskilte partikler. Hans konklusion måtte jo netop blive, at lyset er begge dele - samtidig, men at vi med vores perception kun kan opleve det som enten det ene eller det andet.
Jeg anser ikke Gud for at være et væsen ud af uendeligt mange, men som et
væsen, der virker i de uendeligt mange tilsammen. Gud er værket, kronen på værket og værkets fundament samtidig med at være det ubevægede centrum for det alt sammen.
Nogle mennesker oplever stor
lykke gennem smerte, så mennesker kan godt opleve kulminerende lykke og
kulminerende ulykke samtidig. Men jeg tænker, at Martinus ville kategorisere
dette fænomen som en afsporing og sådan opfatter jeg det også selv.
Der er en tendens hos mennesker,
når de vil tale om Gud, at de så menneskeliggør det virkende noget. Dette må
skyldes, at vi ikke kan forestille os det, at vi kun kan opleve det som et
nærvær - eller når den tid indtræffer - som kosmisk bevidsthed. De bedste svar
fås ved at tale med Gud selv. Gennem bøn og andagt. Det er ikke teori. Det er
oplevelse. Og det kan være stille vished. Sammentræf. En løftelse. Henrykkelse.
Visioner. Magiske og uforklarlige øjeblikke. Det kan være synkronitet. Deja vu.
Trance. Det kan være en mild brise over issen.
Når det bliver os fortalt, at der mellem de såkaldte atomer i et materiale, fx en sten er lige så stor afstand som der er mellem universets forskellige stjerner, betyder det så, at 'nogen' eller 'noget' ude fra ser på det univers vi kan iagttage med vores øjne og med tekniske apparater, sådan som vi ser på en sten. Eller er den noget vigtigere pointe i den kendsgerning, at både stenen og universet er levende. At afstande er ganske relative. I virkeligheden er der ingen afstand mellem den lykke det ene menneske indbilder sig og den ulykke et andet menneske oplever, for intet menneske kan være absolut lykkeligt, så længe der findes et andet menneske, der absolut ikke er det.
Spis det sand Kristus har betrådt
så bliver jeres fordøjelse bedre.
Det er muligt at forestille sig 'Gud'. Men det er ikke muligt via en sådan forestilling, at komme til den fulde oplevelse af (at være) Gud. Kommer du til at opleve, sådan som du forestiller dig, at Gud gør, så er der ikke længere tale om en forestilling; så fortoner forestillingen sig, sådan som en indledende armbøjning fortoner sig, når først du befinder dig midt ude i oceanet.
Når et almindeligt jordisk menneske oplever noget, så oplever det dette i kraft af en evne til ikke fuldt at opleve alt det andet, det samtidigt kunne opleve. Når et menneske ikke har denne evne eller mister den, så har det mistet sin skelne-evne og vil blive betegnet som psykisk ustabil. Når man kun kan opleve noget i kraft af en fokusering, hvor oplevelsen af andre fænomener nedtones, så har man jo i sagens natur ikke en alvidende bevidsthed. Et menneske kan almindeligvis ikke gå fra fokuseret jordisk bevidsthed til en alvidende kosmisk bevidsthed uden videre. Overgangen til alvidende kosmisk bevidsthed vil have en labil fase. Den menneskelige krop og den menneskelige bevidsthed skal gennem mange liv først være forberedt for en sådan overgang, for at det ikke fører til et totalt sammenbrud. Dette skal ikke tages som argument for, at Gud ikke kan opleve hver enkelt kontrast, fordi det aldrig vil kunne være en oplevelse i renkultur, da modsætningen altid vil være nærværende. At påstå en sådan defekt hos guddommen vil svare til at påstå, at lyset kun kan opleves som lys, hvis det enten er på en partikel- eller en bølgeform. Den dualisme findes i virkeligheden ikke andre steder end i den bevidsthed, der udtaler noget sådan.
Når Epstein-filerne sammen med nuværende og kommende bøger fra ofrene for Epsteins edderkoppemaskine spindes til en tv-serie, vil flere af skuespillerne bare kunne nøjes med at spille sig selv. Hvis de da ellers lever til den tid.
Den nye definition på en konspirationsteoretiker
må blive: Én der havde ret for tidligt.
En Donald Trump lignende mand optræder som ejendomsmægler i andet afsnit af første sæson af den svenske krimiserie BECK. Han har godt nok en moustache. En Donald Trump lignende moustache. Altså sådan én som Donald Trump ville have, hvis ellers han havde haft moustache. Og det har han jo faktisk haft, for at det ikke skal være løgn. Han viser en lejlighed frem for Beck og hans i filmen underskønne datter. Fordi det er en lejlighed, som hun vil have og hun vil have hendes far til at dække for hende på det sorte ejendomsmarked. Trump-klonen viser den frem på svensk, for BECK er en svensk film. Faktisk er det Skandinaviens længst varende krimi-serie. Det er jo godt gået. 54 afsnit bliver det snart til i rækken af afsnit med Peter Haber i rollen som Kommisær Beck og det er jo et helt kurdisk bryllup med bang-bang, selvom Martin på det sidste slet ikke er så meget til Bang-Bang men mere kolonihaveidyl, hjernetumor og demens. Donald Dump-klonen er sikkert ude i noget snusk. Og det er Beck også og hans datter nyder det. Donald-gutten har endda (det siger han på svensk) solgt en lejlighed til en anden politimand, som er endnu højere oppe i hierarkiet end Beck er. Martin Beck. My name is Beck, Martin Spæk. Afsnittet hedder Manden med ikonerne. Mannen med ikonerna (1997). Gud har set os og straffer os for det og det er med russisk salat og hele svineriet. Vi kontakter dig i snarlig fremtid. Og det starter med en mega sløret hed sex-scene i bruse-nichen. En såkaldt niche-filmning. Martins datter er enormt charmerende og hidsig på sådan en rrrrrrolig og kunstig svensk måde, men hun har intet med den scene at gøre. Og ejendomsmægleren spiller blot en lille birolle. Det kan man ikke sige om den virkelige Donald von Duck.
I dag er det årets første 'fredag den trettende'. Nogle mener, at Verdens Skeptiker Dag netop ligger på den første fredag den 13. i året. Andre mener at dagen ligger den 13. oktober og atter andre, at det er den 13. januar. Da der fra officielt hold endnu ikke findes nogen International Kyniker Dag, må Verdens Skeptiker Dag være det, der kommer tættest på. I dagens frokostpause nævnte jeg for min kollega, at Diogenes fra Sinope er et eksempel på en kyniker (som har magtkritik fælles med en kritiker), (og kynisme var det emne vi talte om, da min kollega mener, at jeg flere gange har kaldt ham for kynisk). Diogenes boede i en tønde - og så fik jeg fejlagtigt sagt, at han engang fik tønden sømmet til, før den blev rullet i floden og fulgte flodens strøm ned til det store vandfald. Dette fik min kollega til at vågne op, for den historie kendte han jo godt, for den optræder nemlig i et Anders And & Co, som han har alle årgange af fra engang i 60'erne til engang i 70'erne. Men nu ville mine kollegaer jo vide, hvad der så skete for Diogenes, da han i den lukkede tønde faldt ud over vandfaldets afgrund. Men det er jo det, sagde jeg, det har jeg også spekuleret på i alle de år. Det er det, man kalder en Cliffhanger, indskød en anden kollega. Men sandt for dyden kunne jeg jo ikke fortælle, hvad der skete med Diogenes, for det skete ikke for ham men for Anders - og det burde min kollega jo da vide. Eller det vil sige - burde og burde. Det er jo ret så sjældent at Søren Spætte optræder i Anders And. Og måske næppe lige med dén historie: Niagara Fools.
Diogenes fra Sinope boede i en
stor krukke og var øjensynlig lykkelig derved. Når han ønskede sig et andet
sted hen, rullede han blot den store krukke til det ønskede sted. Det siges, at
han skrev ti filosofisk inspirerede bøger, som desværre ikke overlevede (tiden?
araberne? flammerne?). Det siges også, at Alexander Den Store, da han erfarede hvor
ekstremt nøjsom Diogenes levede, tilbød ham, at han kunne ønske sig, lige hvad
han ville og han, Alexander, ville sørge for, at Diogenes' ønske gik i
opfyldelse. Diogenes svar: Flyt dig lige, du står i vejen for solen.
Men den kyniske filosofi var ikke
noget Diogenes fra Sinope var den første til at introducere som tanke, men han
er kendt for at have praktiseret dens lære mest rent og konsekvent. Der gik
flere kynikere forud for Diogenes fra Sinope og det er øjensynlig ikke til at
udnævne én af dem som den ene grundlægger. De er udgået af en tidsstrømning.
Fra Anacharsis', Sokrates' og Antisthenes' lære.
Men Diogenes fra Sinope regnes for den, der først og mest konsekvent praktiserede kynismen.
Ingen dag aner graven
eller ransager djævle eller guders guddommelige armod
bogens sider er havets bølger
som dine øjenlåg ruller på plads
men måske en ellers oldgammel grævling
i sin mørke hule mærker
den sidste glød fra en nedgående sol.
Jeg hører fx en fugls overskårne kald
ved togstationens bratte stop
og gedernes åbne munde
bliver solens laveste punkt
den natlige scenes bagvedliggende himmel
fuld af myriader
vi kalder dem stjerner
fordi de er levende væsener
vi kun kan svare med sang.
Her mellem øjnene
sætter jeg min finger
så mine læber
ikke skal forsvinde
i sneen
som to sytråde af længsel
her mellem mine fingre
gifter jeg mig
med en prikkende ekstase
af kuldegysninger
så min stemme
kan trodse det helvede
verden
styrtbløder med
i et inferno
af glemselsoceaner
her mellem stemmens
sæbekassebiler
hvor min finger
gennem et nåleøje
vinker til dig
med sin kim
af klar
ren
overgiven
jomfruelig
lys-agat.
Her mellem øjnene
hvor ingen sne
er at se.
Brystet pollenbas brise
mod
råløg redder
lokomotiver
gennem
galgens gæller
Gud
genspiller gople
galgegal gøgeurt
kys kyskhed
kølige klokkers
kærnemælk
Chokdoktriner
fra fyrretræernes frigjorte fødder
suger slanker suser
sansernes
sine
hoveder hører
hanens hanegal
tonernes trykken