Lyset giver kysset sin læselampes lys
lørdagens violer husker verdensherskeren -
noget møder muler på nye ben
møder buet kornmark
over krager
en mule på nye ben åbner det gule liv
og så er du nøgen og står på tæer
rammerne rejser sig og løber
sorgen bider
de meget nye farver
der er ild her
hullet er fuldt
det suser vildt oprør
bederummet ryger løbebånd
rosenhytten æder gudedug
hvis du nu udfolder
barndommens søvn
hvis nu du sover
og ruller som tørv
ind i dit lys.
Når klipperne stiger
stiger klipperne
med vandet
og vandet stiger
op over klipperne
klipperne klipper vandet
stiger op over klipperne
klipperne stiger med vandet
og vandet stiger
op over klipperne
stiger og stiger
med klipperne
op over vandet.
Når poplerne popper
popper poplerne
op over gulvet
og gulvet er tynde
tynde skiver
omkring osten
osten ligger
i poppelflis
hvor før
brødet lå
i den gyldenbrune
flis
med poplerne ud over gulvet.
Når kirkerne står
står kirkerne
med jorden
og jorden står
under kirkerne
kirkerne holder fast
om jorden
holder kirkerne
fast på deres løfte
og jorden
åbner sig
og flyder uden om kirken
og flyder og flyder
ud i fjorden.
Når poplerne svajer
svajer poplerne
med vinden
og vinden suser
gennem poplerne
poplerne proppes
med blæst
op over kirkerne
kirkerne stiger
op over
lavastrømmen
og lader dén
være første trin.
Rækken af fyrretræer sveder harpiks
rækken får dig ud i velgørende minders selvfølgelige skygge
kaktus fosser som kuvøser
fang rotten i fan grotten
historiefortælleren er en tålmodig skovl
hepper på violer dansende på den molestrerede grav
mælkekarton foldes til kirke
imellem Ridehelles babser
gældsat rækker du ud af valgårets rhododendrongigt
dine stivede flipper går bag ud af vrøvlesfæren
påfugle tygger stadig forpuppede flag
svinger hippe ud af dansehelvedet
imens lemmetynde poser
samler dine mankestyrt
i en lille skælvende
hvirvel af støv.
Møder hvid krage
i en kurveforet pose
veksler den røde ræv
til dynevårets kirke
dypper brønddiamant
i oceanets papir
røghvirvler planter klør fem i pucken
ruller tydninger ud som plænegræs
over ålekisten
vugger lotusstokke
havnevoila
dykker havets revne
sovepudekys
i fossende boblers
bedøvede daggry.
Æoner bøjer svaner i gudefødte knæk
udenom delfiner.
Snevølve snapper påhæng
vælder egeløv ud over
og kalder floder til sig.
Du samler vældende sanser og går
afsted mod endnu en klode
kølende dens indre ild.
Lys bevæger svanegamle læs
vi har så meget
mere puttet
i de blå lys
før aften.
Gennem delfinerne tegnes månens bane
epoker driver dem knitrende frem
kalder dem ud
åndefloder oplyser ulæselige klik.
Noget falder selvom solen gav det glød.
Noget deles i frareven tåge
og bævrende dronning
et loppecirkus lyser så morsomt
at kurveflettede gyvler
gæster døvhedens dyb
i afgrundens døve ekko.
Mantra blindedøvet
sæsonvendinger skåret
flår vældige lyde
til volapük
pegepinde som stemmens pindsvin
gennem natten
rundt og rundt
måneværdig:
En fodbold løsnet fra sit endemål.
Oå
iö
aö
eu
öe
oy
ey
oö.
Bållik mannyp
dosfow nuzzåt wagrum
rullaf larros
grållef gatymyryn
fynnår zyddofo.
Birraf yfab ifil
önumtöwyryu
maschim lubbaf
erom feddifio
schannöt önu.
Bewutu ero
öry sfamenel
zuffåt efi.
Biwyto yfa ytu
zannup zuddifyl
ånæ pråmlösæm paf.
Pælvnok dæffer numböl
lödöf krög fyzåk
gæbö fryf zyfpum huff
tropfen tonvel truf.
Vuvö hu vuvu
vuvö hu vuvu
vuvö hu vu vyuusch.
Pælp duderud dudong
kækö kowöp fæmz
sof zönbol tevnol.
Vuvö hu vuvu
vuvö hu vuvu
vuvö hu vu vyuusch.
Vuvö hu vuvu
vuvö hu vuvu
vuvö hu vu vyuusch.
Pygolsåg gugömål
zæpgefyk fesgog fömb
flöb tropfzjen truf.
Vuvö hu vuvu
vuvö hu vuvu
vuvö hu vu vyuusch.
Pölk fötæng fryf
fæmz fymb gepænvel
sof zönbol zyfpum huff
tropfen tösgog tömp.
Vuvö hu vuvu
vuvö hu vuvu
vuvö hu vu vyuusch.
Lydö fryf krög fötæng
zyfpum huff kækö fyzåk
fæmz numböl zönbol
fymb gepænvel kowöp.
Vuvö hu vuvu
vuvö hu vuvu
vuvö hu vu vyuusch.
Sof tropfen pælvnok
dæffer pölf pælp gæbö
gugömål lödöf gaoul
sillifams pygolsåg.
Vuvö hu vuvu
vuvö hu vuvu
vuvö hu vu vyuusch.
Zæpgefyk fesgog fömb
vuvö hu vuvu.
Jeg vokser ud af lyset
til vældige overlæssede dage
og giver det jeg modtager
et gedigent håb
i nætter mætte
hvor jeg føler stemmens havreneg
føde en række
kufferter fulde af fugle
sådan bliver jeg dækket af døgnrim
tydeligvis ransaget
og vi ser os i hver tryne
vise tivoli aggressionerne porten
jeg vil vie
de få diplomatiske
lyspunkter til daggryet
rænkernes sædvanlige stemme
vil knuse det jeg elsker
blot for at høre
fanerne blafrer
i tomrummenes tomrum.
Fiskesønner dypper brødet i mælken
dussørdage bevæger bulldozerblade
i klodens forstørrede pytter
tolv dukker dingler
fra nulpunktets godnatsang
sindssygens bipersoner peger på pladens riller
sovende celler vokser mens vi vågner
helligdagens syv usædvanlige puder
får bælgmørke køer til at skifte hænder
guld og gods i sækkens ugyldige oliekurs
vugger vaser som kurvebørn i sivskovens
vuggende vaser
bevæger lungernes kuffert
gennem lunkne syvsoverspjæt.
Vandpytterne sover -
i min stemme vokser vaser
hvor fra drømmene lander
på hver sin pæl
birken berører mig
med en dugdråbe på min kind
læber lægger hovedet
rundt om stilheden
i den blege tåge.
"De holdt sig oppe, fordi de om sommeren
kunne bade i byens lille dam
og kunne spise den medbragte mad
på bredden, op ad elværkets osende skorsten.
Om vinteren på ski, gennem den smule skov,
der lå mellem kræftafdelingen og floden,
som var rusten og sprukken,
som en tønde -
hen over sneen, der slog gnister.
De holdt sig oppe ved forbindelser,
de holdt sig oppe, fordi det blev bedre og bedre
Og fra lastbilernes flade tryner så
Stalin sådan på dem, at al sorg forsvandt."
Oleg Chlebnikov, 1984.
Hanernes kjoler af blod
tegner aftenskumringen forstemt.
Jeg har ingen symboler
at erstatte dine øjne med.
Murstenene har slanket mørtelen
ud af hver fuge.
I en gammel kalender kan jeg se
hvilke hængelåse du troede
jeg er nøglen til.
Hanernes kjoler af blod
giver dagen tyngde.
Vi bærer hornugler
som en idé der skal give
afsavnet mening.
Men hanernes kjoler af blod
er et sydlandsk stænk
over vinterens afgrund.
Tretten traner over kirkegården
deres vingespidser i slow-motion
som havskildpaddens forluffer
gennem oceanets dyb.
Vandpytterne føles som et rekviem
der synger for mig i nat
dagene kan følges ud
mellem fingrene som sand
sådan er det alvor og selvfølgeligt
følger hestene æselørerne med ildens snip
og kommer tæt nok på
til at skællene falder og dynamolygter stiger sultne
og violerne ryster og udgyder sindssyge
for det ugyldige ytrer
sig i små faners lorte
små faners væskeførte
og henførte skyggedæmring
små faners sødt svungne
små faner plukket af fødsler
er du parat, kan du tælle øjnene fosse
rivende floder i dryp
parat lådne faner
tævet grønne
og tålmodigt dyppet i åndedragets støv.
Retfærdigheden vil ske fyldest. Uretfærd har ingen evighedssubstans. Der findes ingen uretfærd i absolut forstand; men følelsen af at blive uretfærdigt behandlet er uomtvistelig. Jeg genkender uretfærdigheden og det må jo være, fordi jeg har oplevet den før. Genkendelsen vidner om en 'evighedssubstans', der gengiver noget, der tidligere er givet og nu gives tilbage. Derfor er uretfærdigt og retfærdigt ikke hinandens modsætninger; de er hinandens ophævelse og opfyldelse.
Det sner i Rens
det sner sne over rensdyr
ryd sneens Rens
rens sneens rensdyr
det sner i Rens.
Det storker i kors
det korser sig over storken
kryds storkens rede
red korset
storkens kors
mellem sneengles vinger.
Pimköös mænödæv dasöl
drasle mepöf gekænfydö gökföm
zænnövöl knuvgönæs gefyrm
dålv dasöl gefåmköl vöhök
fiöf shellöp gekænfydö hellög tikfæls.
Vi besveg de brombær du spiste
og de du ikke gjorde
med et lille klap på skulderen
med et lille træk med skulderen
og vi trak klarinettens toner ud i evig tid
du sad tilbage på en badebro i Sverige
og havde endnu ikke dyppet
en eneste tå
som var det dig
der dissekerede et lig
og kom ud i fuld dagslys
fra krypten
kun for at få hendes nummer
det var ikke som vi troede
men Norge sagde
nej, det er meget værre
som et volapykdigt
der snapper efter vejret
din svartsyge kastede sig
som en panter
over første stavelse
og rev hende ud af mine arme
der var ikke et eneste
helt brombær
tilbage i kurven
siden kiggede du dig i spejlet
og det var en helt anden
du så
du var jo forfatterskolens offer
og lukkede den sorte panter ud
med hænderne foldet
om Information.
Den var gået helt død
så jeg ladede den op.
Da jeg åbnede den igen
stod der, hej alle sammen
og jeg kunne ikke undgå at undre mig.
Det havde der nemlig ikke stået før.
Øjeblikket efter greb jeg mig selv i
pludselig at tale med hans stemme i telefonen.
Heden fra liget vibrerer hvert chiffer
de dukker op af hullerne, men hvem har skrevet dem
ingen ejer det sprog som uvist hvorfra
men det er altid godt at vide
hvilket jeg jeg taler med
de døde gennemtrænger hinanden uanset
som ringe i vandet
er forestillinger gemt for årsag
den årsag
som tilfældigvis åbnede dette opkald.
Toget rasler med støvede vinger gennem digtet
digtet tæver, raser, maser
togvogne gennem gynækologisk leje
fylder snevægge med skibsskøder
vimpelhalse og opblæste poser
ansigtsløfter gådefuldt dit spejl
swimmingpoolens ansigter
fylder sækken med nedkølings is
fødder hager måger fast til solens delekærv
dæmringsskyer går gennem ålegræssets svaner
toner blades gækkebreve
kun for at lade
væsken stige i cisternen som guldplettede æg.
Digtet er et lokomotiv på havets bund.
Må give verden sit net af følsomme perler
man nægter ikke
natten sine sidste røde faner.
Skælvende chifre
sylter hygge.
Jeg siger, åh er det dem, er det
det, der aldrig får ende
månen pynter vedholdende på nattergalens tavshed.
Når kul presses ud af slow-motion jazz
begynder det at lyse
det er ikke en piben eller skrigen af mågeslynger
som panik
der indtager din vuggen
eller flotte sølvmåger
parate som pulverrygge vendt mod din søvn.
Det følger ingen vandfaste regler
og praler ikke med sin stemmes hysteri
solsøvnen griber noget
som en piblen fra små gryder af lemmernes ild.
På bagsiden af skyggen plukker en tøven solen
den sammenfoldede tyv siler sine lemmer
læbestiftlæber fænger et bjæf
i nåleskovens vægtløse mycelium
sene nerver stråler dem
en knækket gren plukker næse over mundens vane
dermed ophører det
pinjekernerne
retfærdiggør humørets indsovningssøvn
i hver ravklump basker en svanelængsel
faldende blade at samle op for nogens skygge
selv tågen snapper efter myggenes åndehuller
den gule farver siger
vær sød at syng mig mit rekviem
for træernes skygger er nyfødte
i et omrids af liv.
Mindes det så tydeligt
ubehaget.
det sidder her stadig som en grynten
tømt for kækhed
og alt der kommer rejsende.
Skyggefuld bevæger
gærdesmuttens rede dine fingre.
De lå i ly
og ventede på det blev slut
så fint vævet mellem hvidtjørnens grene.
Du piber måneslynget -
af alt det vi vågner fra
fænger søvnmågen bedst.
Og ready-made er pulverryggene
som sover så godt og pibende.
Gang tusinde ånder med nåleskov
du holder dem alle.
Nætterne med de tømte utrygheder stadigt vævende.
Næverne vælger søvnens hul at spænde gæller over.
Suger snigende skiver af dagens parkering.
Mågelyset prøver at tyde
alle nattens kys
mellem nåleøjne falder
vi der kan gætte natten
og nattens æselører på hver blanke side
mågelyset prøver at lade solen kysse
vingespidser
sådan må vi vige
kyssede sorte og tågetætte på række.
Det er allerede taget
sørg for at alle regningerne pilles ud af deres rammer
læg svanerne til at sove
som uvenner i delekærven.
Du er høj som før
et tæppe sølvvævet
gennem rugmarkens tonevæg.
Når du kan gå
uden at være uhøflig
er det fordi
dit sarte væsens
tyste nål
bevæger sig rundt om mig
som en golfstrøm.
Bevægelsen kælver
snevølver
din gyldne næse
fuld af gejser.
Ophøret sidder stadig og spiser
lige her
af din hånd.
Jeg er kuffert kastet af kys
skyggerne fosser fra tårnet
jeg påfører tystheden sine faser
stemmens grund
til at tælle toner
nattens vase
synger gennem nætterne
ingen døvhed betyder mere
end hvalernes sang.
Ud over violernes uhyre gudefødte bagkatalog
er der næppe noget vi kan tage for givet
intet der hævner sig, alt
er givet fri
i violinernes glasklare filer.
Loftets rene ske over zippolighter
gulvene
fulde af solens klang og veksler
vågner som en fugl
uret på samme klokkeslet
de sidste tre timer
og alligevel lyser det.
Du har mægtige flyvenætter
du findes flydende og tvinges ud i verden
skubbet tyst af tydelige solopgange
skubbet tyst af tragtformede hulninger
i vandskorpen
hvor terrapinens næsebor dirrer
helt statisk
det er de mølædte
gisninger der snapper efter vejret
det er de flodgrønne strømme
der bevæger ærmernes væsen og fanger
dig som lysmåge og skubber dig tyst ud af tågen
du er lysmåge og skubber tågen tyst
foran dig som tøsne
og flyver
skyggefuld og lysende
ud
i et blændende hvidt
nu.
Mørklægningsgardinets døve vaser
er vaser i vasers femte sal
hvorfra skærmene flyver
og fiffige femte sals grynt
er de gæve falsetstemmers udspring
af ateistiske engle
åndedragets mange gæster
og udsigtsløse mestertyverier
åndedragets aha-oplevelse
elsket til døde
vasen i vasen
er en vase bedøvet af sne
kan du huske det
mure af kage
tyngede fødder under kristjørnen
og næsten, næsten på randen
genbrugsgaver og vægge af gavernes fællesskab
iskaffe med de af dig benævnte
og som snydt ud af næsen
udfører din ånde unægtelig
den afpelsede kerne
gavernes hæse
tyste
forenkling
sammenpressede rum
galgerekviem
veernes knock-out
falder mellem hugormegyvler
som en søjle
af sæbefingre
vase i vase
snogen om mit armled
og søskenderabat på alle æbler
idiotisk gentagen banken
løfter mundfulde af flyhavnes toblerone
det fælles bjerg
blev lilla
iskaffe med de af dig benævnte
vaser i vaser
rullet til ære for Diogenes
her ind
i vasernes vaskehal.
