Det er muligt at forestille sig 'Gud'. Men det er ikke muligt via en sådan forestilling, at komme til den fulde oplevelse af (at være) Gud. Kommer du til at opleve, sådan som du forestiller dig, at Gud gør, så er der ikke længere tale om en forestilling; så fortoner forestillingen sig, sådan som en indledende armbøjning fortoner sig, når først du befinder dig midt ude i oceanet.
Når et almindeligt jordisk menneske oplever noget, så oplever det dette i kraft af en evne til ikke fuldt at opleve alt det andet, det samtidigt kunne opleve. Når et menneske ikke har denne evne eller mister den, så har det mistet sin skelne-evne og vil blive betegnet som psykisk ustabil. Når man kun kan opleve noget i kraft af en fokusering, hvor oplevelsen af andre fænomener nedtones, så har man jo i sagens natur ikke en alvidende bevidsthed. Et menneske kan almindeligvis ikke gå fra fokuseret jordisk bevidsthed til en alvidende kosmisk bevidsthed uden videre. Overgangen til alvidende kosmisk bevidsthed vil have en labil fase. Den menneskelige krop og den menneskelige bevidsthed skal gennem mange liv først være forberedt for en sådan overgang, for at det ikke fører til et totalt sammenbrud. Dette skal ikke tages som argument for, at Gud ikke kan opleve hver enkelt kontrast, fordi det aldrig vil kunne være en oplevelse i renkultur, da modsætningen altid vil være nærværende. At påstå en sådan defekt hos guddommen vil svare til at påstå, at lyset kun kan opleves som lys, hvis det enten er på en partikel- eller en bølgeform. Den dualisme findes i virkeligheden ikke andre steder end i den bevidsthed, der udtaler noget sådan.
Når Epstein-filerne sammen med nuværende og kommende bøger fra ofrene for Epsteins edderkoppemaskine spindes til en tv-serie, vil flere af skuespillerne bare kunne nøjes med at spille sig selv. Hvis de da ellers lever til den tid.
Den nye definition på en konspirationsteoretiker
må blive: Én der havde ret for tidligt.
En Donald Trump lignende mand optræder som ejendomsmægler i andet afsnit af første sæson af den svenske krimiserie BECK. Han har godt nok en moustache. En Donald Trump lignende moustache. Altså sådan én som Donald Trump ville have, hvis ellers han havde haft moustache. Og det har han jo faktisk haft, for at det ikke skal være løgn. Han viser en lejlighed frem for Beck og hans i filmen underskønne datter. Fordi det er en lejlighed, som hun vil have og hun vil have hendes far til at dække for hende på det sorte ejendomsmarked. Trump-klonen viser den frem på svensk, for BECK er en svensk film. Faktisk er det Skandinaviens længst varende krimi-serie. Det er jo godt gået. 54 afsnit bliver det snart til i rækken af afsnit med Peter Haber i rollen som Kommisær Beck og det er jo et helt kurdisk bryllup med bang-bang, selvom Martin på det sidste slet ikke er så meget til Bang-Bang men mere kolonihaveidyl, hjernetumor og demens. Donald Dump-klonen er sikkert ude i noget snusk. Og det er Beck også og hans datter nyder det. Donald-gutten har endda (det siger han på svensk) solgt en lejlighed til en anden politimand, som er endnu højere oppe i hierarkiet end Beck er. Martin Beck. My name is Beck, Martin Spæk. Afsnittet hedder Manden med ikonerne. Mannen med ikonerna (1997). Gud har set os og straffer os for det og det er med russisk salat og hele svineriet. Vi kontakter dig i snarlig fremtid. Og det starter med en mega sløret hed sex-scene i bruse-nichen. En såkaldt niche-filmning. Martins datter er enormt charmerende og hidsig på sådan en rrrrrrolig og kunstig svensk måde, men hun har intet med den scene at gøre. Og ejendomsmægleren spiller blot en lille birolle. Det kan man ikke sige om den virkelige Donald von Duck.
I dag er det årets første 'fredag
den trettende'. Nogle mener, at Verdens Skeptiker Dag netop ligger på den
første fredag den 13. i året. Andre mener at dagen ligger den 13. oktober og
atter andre, at det er den 13. januar. Da der fra officielt hold endnu ikke
findes nogen International Kyniker Dag, må Verdens Skeptiker Dag være det, der
kommer tættest på. I dagens frokostpause
nævnte jeg for min kollega, at Diogenes fra Sinope er et eksempel på en kyniker (som har magtkritik
fælles med en kritiker), (og kynisme var det emne vi talte om, da min kollega
mener, at jeg flere gange har kaldt ham for kynisk). Diogenes boede i en tønde -
og så fik jeg fejlagtigt sagt, at han engang fik tønden sømmet til, før den
blev rullet i floden og fulgte flodens strøm ned til det store vandfald. Dette
fik min kollega til at vågne op, for den historie kendte han jo godt, for den
optræder nemlig i et Anders And & Co, som han har alle årgange af fra
engang i 60'erne til engang i 70'erne. Men nu ville mine kollegaer jo vide,
hvad der så skete for Diogenes, da han i den lukkede tønde faldt ud over
vandfaldets afgrund. Men det er jo det, sagde jeg, det har jeg også spekuleret
på i alle de år. Det er det, man kalder en Cliffhanger, indskød en anden kollega.
Men sandt for dyden kunne jeg jo ikke fortælle, hvad der skete med Diogenes,
for det skete ikke for ham men for Anders - og det burde min kollega jo da
vide.
Diogenes fra Sinope boede i en
stor krukke og var øjensynlig lykkelig derved. Når han ønskede sig et andet
sted hen, rullede han blot den store krukke til det ønskede sted. Det siges, at
han skrev ti filosofisk inspirerede bøger, som desværre ikke overlevede (tiden?
araberne? flammerne?). Det siges også, at Alexander Den Store, da han erfarede hvor
ekstremt nøjsom Diogenes levede, tilbød ham, at han kunne ønske sig, lige hvad
han ville og han, Alexander, ville sørge for, at Diogenes' ønske gik i
opfyldelse. Diogenes svar: Flyt dig lige, du står i vejen for solen.
Men den kyniske filosofi var ikke
noget Diogenes fra Sinope var den første til at introducere som tanke, men han
er kendt for at have praktiseret dens lære mest rent og konsekvent. Der gik
flere kynikere forud for Diogenes fra Sinope og det er øjensynlig ikke til at
udnævne én af dem som den ene grundlægger. De er udgået af en tidsstrømning.
Fra Anacharsis', Sokrates' og Antisthenes' lære.
Men Diogenes fra Sinope regnes for den, der først og mest konsekvent praktiserede kynismen.
Ingen dag aner graven
eller ransager djævle eller guders guddommelige armod
bogens sider er havets bølger
som dine øjenlåg ruller på plads
men måske en ellers oldgammel grævling
i sin mørke hule mærker
den sidste glød fra en nedgående sol.
Jeg hører fx en fugls overskårne kald
ved togstationens bratte stop
og gedernes åbne munde
bliver solens laveste punkt
den natlige scenes bagvedliggende himmel
fuld af myriader
vi kalder dem stjerner
fordi de er levende væsener
vi kun kan svare med sang.
Her mellem øjnene
sætter jeg min finger
så mine læber
ikke skal forsvinde
i sneen
som to sytråde af længsel
her mellem mine fingre
gifter jeg mig
med en prikkende ekstase
af kuldegysninger
så min stemme
kan trodse det helvede
verden
styrtbløder med
i et inferno
af glemselsoceaner
her mellem stemmens
sæbekassebiler
hvor min finger
gennem et nåleøje
vinker til dig
med sin kim
af klar
ren
overgiven
jomfruelig
lys-agat.
Her mellem øjnene
hvor ingen sne
er at se.
Brystet pollenbas brise
mod
råløg redder
lokomotiver
gennem
galgens gæller
Gud
genspiller gople
galgegal gøgeurt
kys kyskhed
kølige klokkers
kærnemælk
Chokdoktriner
fra fyrretræernes frigjorte fødder
suger slanker suser
sansernes
sine
hoveder hører
hanens hanegal
tonernes trykken
Gud redder sine råløg
jeg hører galgens hanegal
i fyrretræernes pollenbas
hoveder suger gæller
og slanker en gople fra chokdoktriner
kys genspiller sansernes kyskhed
i kølige klokkers brise
tonernes frigjorte lokomotiver
suser gennem hanens galgegal
en trykken af fødder mod brystet
ender i gøgeurt og kærnemælk.
Beskeder blanke blade
vanvid
violer vejret
vand
mylder
døgnets døgnet
rynker rasler
lys
klukkende klokke
glatte
kokonmåne kronen
fange føder far
forpuppede forsøger fastholde
sover sidste
stilheden sandkorn
snapper søens
søvnen
hænder
tager
tegner tågen
tæver tårer
tæller
Beskeder tager vanvid til fange
tegner tågen op med rynker
hænder sover i klukkende mylder
døgnets klokke åbner døgnet
tæver den glatte ødsle tårer
det sidste lys før stilheden
føder sin egen far
forpuppede blade rasler i kronen
kokonmåne tæller dine sandkorn
violer snapper efter vejret
søvnen forsøger at fastholde søens blanke vand.
Gardinerne duvede let og fedt rålys trak dagene efter sig trak egeløvet ind mod gavlene og noget sad fast som et kys af lys, noget fængede sne, sne indrammede dagene og fik fuglenes massegrave til at glædes, det var de døves dånen. At fuglene faldt til jorden bag kirken og fik sneen over sig som dyne i trefjerdedels takt var vindharpens gave, da jeg vågnede uden angst.
"Hvis systemer bygges for å tjene på kriser, hvis de samme menneskene som konstruerer de finansielle verktøyene også finansierer simuleringene, eier patentene, utvikler utløserne for forsikringer, plasserer personell, former politikken og styrer narrativet, da er ikke spørsmålet om de handler i egeninteresse.
Hvor er en næse tættere på det gudefødte
end der hvor næsen rammer sin ravnehimmel
og måger sejler kyster
og noget af din fletning er sol.
Jeg maler gaver af den bevægelse
lyset er næsten en knytnæve,
næsten et medhør af gyvel og
slange.
Der er en lige linie fra den sorte hånd
til det hemmelige håndtryk.
Illusionen læser din næse og falder ud af kloden.
Vandpytter trækker røntgenstråler
fanget af æblerne trækker
Davidsstjerner og gyvler
trækker egeløv og nålepuder mod
endestationen.
Alt ligger parat som en hammer der rammer
parat og lige så fiffig og suveræn
som læber mod din hud.
Sådan trækker jeg hvæsende måger
som mørklægningsgardiner over søen.
For sådan at føle noget
hopper det lige så fiffig og vælter og
hvor er denne bevægelses
flimren i stemmens egeløv?
Jeg fortæller, hvor tyvene
er floder du genkender i en vandpyt.
Overflodsgaver kan fylde og sådan står vi våde
og ryster os i raslende blade.
Jeg skriver og sætningerne glider som sædvanligt
og tålmodigt giver poserne fremdrift
som et rent hvidt lagen pudrer søvnen sine svaner
bevæger den tålmodige pukkelryg sig mod afgrund.
Jeg vågner og ligger og ser
sneen vælte ned i små flags vals
sæden er blevet rytterløs
og glødende tygger jeg hver glose.
To digte kan ligesom søskende godt
deles om det samme billede
ligesom to
billeder kan deles om det samme digt.
Giv mig hofsnogen
og snevejr forsølvet så det synger.
Jeg vågner og ligger og ser
døgnet blive til vanvittig dans
hele nåleskoven bevæger sig
som en undsluppen fange
og fangedragten giver skyggerne stemme.
Jeg skriver og giftes sidelæns med søvn.
Der er altså forskel på blod og så rødbedesaft. Det behøver man ikke at tage til Antarktisk for at se.
Det så jeg vel afprøvet da skeen fangede dit tillykke i kagen. Der var tyve lys, som sov så godt i deres flamme. De gamle dage og det pustefærdige fejrede sin verden. Din fod var noget bevægelsen brugte syvtabellen til. Imens kaldte det så tydelige medhør mælken de lod vågne op som svanefloder af vaser bevæget ind i skyggernes tynde rørelser som bisonoksers ånde. At stjæle lyset fra slyngelstuens yngel var den gode sport. Med hætten fuld af gaver fløj måger ud og så dig bjæffe. Sådan kaldte en dronning sine flyttemænd i habitter ind med de sidste kister til arkivet.
Da snehelvedet var ovre sad følelsen stadig tilbage. Solen rundede af med et røgslør. Du kunne die en hvilken som helst nåleskov. Sådan som lyset gør. Fanerne var snoet rundt om det uudslukkelige. Hvert tegn var givet af vaser farvet i jordens dyb.
Kunne det have været samme hvælving, vi blev begavede med; noget der skødesløs bevægede sig inde mellem de rette stammer. Det var din tur til at give teskeen et tydeligt strint af tidens ende til selv samme toner.
Jeg møder dig igen på den anden side af et brombær. Du står ved siden af mig foran hængende ranker. Og løv solen ruller fri af et momentant snehelvede et snehelvede er løv solen pludselig fænger medfølende falder gennem gammel måneds mågelatter. Jeg sidder åndeløs og gylden mellem familielukkede døre.
Efterfølgende syntes noget at hoppe over i en anden historie, som er den samme under flimrende egeløv. Og der er du igen og alting er åbent og munden fyldes med saft.
Og det raslede som om noget var holdt op med at drømme. Jeg gik sådan og ønskede mig delfinsang. Det gamle filtreredes gennem flængerne og skulle hilse fra de forsvundne klæder. For helvede så pynteligt. Da du undersøgte hvordan gulvet var strammet til. Det gynækologiske gulv jeg mødte fra en vase.
Så violer ud
af øjenkrogene.
Snuder trak
røntgen ud af hvert duftspor, rådyr kom dvælende under egestammer. Noget
lyttede i det lys jeg tændte stemmen med. Faldende flager gav luften
nålestiksskub som biblioteker fulde af æselører. Vi maste os igennem snudernes
træk med røntgenkroner på vores hoveder.
Vi er parate, ulige føl rekviemførte gennem skove af forvandlede kongesvaner. Tulipaner er vores væddemål.
Med en teske skriver jeg i sandet og tyder sålernes spor og trækker nutid ind med alvor og puster den ud og det rasler; hvor fra kommer disse folder stemmen pulveriseret fanger og atter tømmer ud.
Verden
rullede som en rynke over tiden og talte alle sine poser. Hun holdt
verdensfællesskabet på en finger. Jeg havde mine egne knager at tælle i floden.
I min klokke så jeg lys filtreret fra stemmens afgrunde og gav solen et skub
kun for at fange selv samme stemme. Og midt i den tykke stemmegrød vågnede jeg
og gav noget op som havde det været mit eget. Det var fra stemmegrøden; den lød
som mælk, der løber ned i en bæk og jeg fik svedeture og svanefloder og gåsehud
og sugedes tom for bevægelse og ånde. Verden handlede nu udelukkende om at
holde på vejret i et sidste farvel med lysfanfarerne, der løb gennem den gule
kirke.
De blå flammer i udkanten af en udånding.
Følte jeg sad på prøve. Snehelvedet rømmede sig.
Egekviste indenfor rammen. Tønder fyldt med mælk; vi kedede os tålsomt og gned os ind i fedt.
Noget af tusmørkets stemme påvirkede mig og trak et kys i langdrag; det var velgørende og du sad alvorsfuld på nålepuden som kamfer.
Jeg raslede
ned gennem natten og gav døgnet sin vanvittige følsomhed. Det hele var pakket i
nåleskov og maste sig som et i lysningen enligt løvtræ med stor afhængighed og
snæver, sensibel længsel. Jeg raslede og selv et kys ville ikke kunne gætte
hvor bevægelsen dvælede det stille vands gæller. Hvad jeg sortseende forsøgte
at være for sortsynet, som jeg vitterligt forsøgte at være noget for og for den
gnist af stemme, der holdt til i min åndenød, rynket og afskrællet sin stigende
raslende løvbladskrone, var det spinkleste af alle min håb.
Den elskede fælles verden gav fanen sin glød
lagde svanesole i sin følte vane
vinkende vældede ophævelse
tågen, tågen i sin snævre dragt
vores hverdages svømmetag af regnvåde flag.
Vores elskede fælles verden
holdt slutningens glød
og dalene ville tælles i parate dryp
i sultens ravklump
hvor tiden var
en faldende tåges svanevinger af glæde.
Vores elskede fælles verden
i et bål af mindernes glød
midt i den tåge du lukkede ind
for at tælle vores dage
i gendøde puppers gale hyl
var den vifterakte sidste hilsen.
Af alle mine
mest naive drømme var du det første så røde æble jeg bed i og som du senere med
en enkelt finger inviterede hele verden ind i skroget af. Gravøl gav mæle til
et badekar fuld af kinesiske vagtler.
Jeg sejlede
i det ud over kanten og mærkede dig som sandpapirsgummi. Din næse trompeterede
en ufuldstændig men helt vindblæst egeløvskrone. Gaverne lyste. Parate til at
folde gyngende gulve af efeu ud for solens skægløse åndedrag. Spurvenes
rislende og pludrende døgnevighed. Åndsfællesskaber lå sådan. Og hvorfor lyset
var farvet i lige den tone fik vi halvnøgne spurgt hinanden om. Der var
spøgelser. De gik på tæer ned ad trappen for at se et stedbarn blive kysset af
verdens største rotte.
I begyndelsen
giver det gryende lys vores hud, vores igangværende hud tulipaner og gyvler.
Det handler
om at føle noget og hoppe ind i sin stemme og være det ru egeløv. Jeg ønsker at
rasle og bjæffe af det, der rasler mod min hud.
Kys kan
udveksle fanger. Og ud af solen ruller plysstole tudsefjæs efter tudsefjæs og
ud af solens plysstole stiger gamle fyrtårne op mellem mågernes klarhed.
Vandpytter er tunneler og vaser. Væddemål giver stemme til gaver for hvem kan
kuple barndomsmindernes grædende gryde.
Du skrev, at
du ville giftes med en rudekuvert. Jeg husker tydeligt dit sovende kys skubbe
æselører af egeløv ud over skrænten. Kys genkendte og rålyttede, ja, rålyttede
lyden af bånd, der strammes til. Da jeg vågnede, var jeg helt gennemblødt og en
teskefuld tynd ånde steg fra vibrerende læber. De stramme bånd var alt, der gav
lige så god mening som intet. Kys genkendte fuldmånens kirsebærallé og poserne
med uhøfligt dryssede kronblade fra solens korridor. Et ekko mangedobledes i
rullende hoveder ud over skrænten som kysset igen og igen.
Ryggen er
det gulv, hvor på du lå og sov og fra en mælkekarton hviskede det sødt. Åbn dig
for der siver mælk fra din mund og ned mellem dine bryster og blå vener står
tydeligt frem. Lyset kom listende med sine drukne dage. Jeg strakte hals uden
at trække vejret. En væltet flaske trådte i karakter med mirabelletræets
sødmefulde røg. Skyggerne ævlede løs og mælken dryppede, striber af mælk
dryppede, mælk dryppede og snart ville fuglene også få mig til at huske og til
at glemme, hvordan du med stort begær tømte det sidste ned i dit svælg og lod
sirlige striber forgrene sig ned over din krop.
