Voksende i skov

 

Sæsonen glider afsted som sæbe

alvorspluk udkysser den gule hedes græs

tyveknægtes følte tørvegrave

fanger skyggernes penneføring

udglatter

slægtens tålmodige smerte

dér hænger teltpælene og tøver

vi skærer fem riller af biografens lys

gnistfolket hvæsser sine faner

et hjem udslået

og tålmodigt løftet

af føddernes tætte skygge

knopper ånder søvnens strenge sol

svæver i gigolohimlens glatte skakt

vi læser i finkens fede bog

efterårerts gnistfang

himmelslusens ungdomsnåde

sart foldes tavshed

til grå skeletter

hver endeknop udpeger sin sørøver

i bøgens glemselsbark.

 

Titan

 

Embedet beder rækken af bi-personer

ud af nattens januar

uvejr i slow-motion

æblekerner krøllet til evig hvile

skohylder aflæst i

alle farver indgnedet

årstider i slow-motion

udenfor huset raser

udrykningsfødders rapsodi

hægen nyder sine fugle

intet skema tisser som

en tube nødråb uåbnet

i de langstrakte dråbers fald.

 

Noget er gået tabt

 

Noget er gået tabt

lyset synes anderledes

i den lille provinsby

noget er gået tabt

noget er faldet ned

mellem drømmens 

onkelgjorte og tilforladelige

socialdemokratiske charme

og selve provinsbyens

egen fremtræden

som provinsby

som sådan

er gået tabt

lyset er faldet ned

gennem det endnu ikke eksisterende

løv

noget den øvrige høflige verden

ufrivilligt og målløs

ser som løv favnet og forgået

og først fatter at lyset

som sådan

uden videre

taber 

gennem nøgne grenes 

tabte og afstumpede

tavshed

når det allerede

forlængst

er gået tabt.

 

Skubber en kokon af lys

 

Skubber en kokon af lys så tusinde slutninger brydes

det er bevægelsen der fører sin tale over graven

en søn vil se tågens tårer ende

efter at det mageløse fotogent er nået

et sort rekviem ender der

hvor lemmernes violer fænger dagen

lys sår fattige rønner og drømmer om sol

smukke svaner fæstner mestertyve til sine vinger

selv når den døve verden er fremkaldt

river de sig sorte

og strømmer som floder mod uendelighedens uendelige 

ende.

  

Høstens vase åbner rækkefølgen

 

 

Høstens vase åbner rækkefølgen

hvor rullende hoveder åbenbares

en rækkefølge vi hæst kan skue.

 

Fuglehumør lufter dig

mosset og de ømtålelige

hoveder er rækker af vaser du har lagt til at sove.

 

Og den pylrede rækkefølge dvæler ved dit fuglevæsen

og rækkefølgen pludrer sin dvale

og myggepåfuglen deler det ulæselige

og hver en kuppel drejer æonisk humor.

 

Kan nogen mon nænne

at give denne pøl af hvile dolkestødets røde lygte

hver en gavl kan give universet sin søvn og døvhed

men givet blot for at give

lever de evigt.

 

Jeg ånder

 

Jeg ånder

som en diende elgkalv.

Helt nedkølet

står jeg på gulvet

med stemmens paryk

som en befippet fange

og suger delekærven

ud af hver svane.

Det er dagens nåde

stemmen knækker

som en stilk under vand.

Mellem hvert hvæs

læser jeg

den gule sols klang.

Som et slumrende skib

suger jeg mig mod land

og hører kysten synge.

 

Jeg plukker stemmen løs som en gople

 

Jeg plukker stemmen løs som en gople

står med poseklemmer og sopper

tøver mellem rækkerne af pæle

skyggechartol glider for solen

jeg klipper mine negle med rosensaksen

faderkirken står og lyser

jeg klemmer om hukommelsens pose

den fede måne svæver gennem biografen

kysknopper tager afsked med sorte cykler.

 

Hund vs kat

 

Hunden lærer dig at elske livet.

Katten lærer dig ikke at være bange for døden.

Katten er sprække mellem liv og død.

 

Brutal humor

 

Hvad er brutal humor?

Sort humor udtrykt med brutalitet?

Hvis humor er menneskelig

så er brutal humor udtryk for det grusomme menneske

på grænsen til ondskab.

Er brutal humor overhovedet humor?

Eller er brutal humor blot brutalitet 

forklædt som "humor".

Humor uden hensyn.

Brutal humor kan være et udtryk for manglende 

uddannelse og højnelse af personlige vaner.

Hvad er værst - brutal humor eller mangel 

på humor overhovedet?

Det værste er den brutale humors 

modbydelighedsmaskine,

dér, hvor den bare er tandhjul på tandhjul, der griber

ind i hinanden uden noget hensyn til,

hvad der er menneske og hvad der er sjæl.

Brutal humor er det grusomt udfyldte tomrum.

 

:::

 

Cynikal domina R.E.M.

 

Tam viblip

 

Punuptom do gnaps

vumlugfralz

kuttusruf fugambal

hulvitum glofix hubsanap

dalbam sulvak dupam.

 

 

Mulukfu wy slasch

mudnistranno

miwipnil tusal

vilmutem stinnez rizulul

vasan bansam vakan.

Dofombol baw gnablim

nivumgifambla

ruspulruf hugam

lufvukal grofliz struvutal

halbam filguk tam viblip.

 

:::

 

J.N. slam sepialjoke CHoCH.

 

:::

 

Jade for Brno Gycoon.

_________________________________________

 

 

 

:::

 

Freyed Dwarfe Jetpenis.

 

En meget bred pensel tegner landingsbanen

 

En meget bred pensel tegner landingsbanen

kælken fæstner symaskinens fod

pin-ball kugler triller sidelæns forbi mestertyven

puslespils brikker står i en stime ud af næsen

faner gør det ud for gavepapir

om de væltede fadbamser

talerstolen skygger for sørgeoptoget

dinglende tovholderfjæs

løfter garagens hermetiske grin

ingen stribe eller strint

ville fejre en sådan liste

kun den blå nylonline

får urets visere

til

at dreje broderhånden

rundt om broderhåndens strube

først sådan

får solsortens klagesang

en merbetydning

ud over den fældede ædelgran. 

 

Og så flygter du ind i søvnen

 

Lyset giver kysset sin læselampes lys

lørdagens violer husker verdensherskeren -

noget møder muler på nye ben

møder buet kornmark

over krager

en mule på nye ben åbner det gule liv

og så er du nøgen og står på tæer

rammerne rejser sig og løber

sorgen bider

de meget nye farver

der er ild her

hullet er fuldt

det suser vildt oprør

bederummet ryger løbebånd

rosenhytten æder gudedug

hvis du nu udfolder

barndommens søvn

hvis nu du sover

og ruller som tørv

ind i dit lys.

 

Når klipperne stiger

 

Når klipperne stiger

stiger klipperne

med vandet

og vandet stiger

op over klipperne

klipperne klipper vandet

stiger op over klipperne

klipperne stiger med vandet

og vandet stiger

op over klipperne

stiger og stiger

med klipperne

op over vandet.

Når poplerne popper

popper poplerne

op over gulvet

og gulvet er tynde

tynde skiver

omkring osten

osten ligger 

i poppelflis

hvor før

brødet lå

i den gyldenbrune

flis

med poplerne ud over gulvet.

Når kirkerne står

står kirkerne

med jorden

og jorden står

under kirkerne

kirkerne holder fast

om jorden

holder kirkerne 

fast på deres løfte

og jorden 

åbner sig

og flyder uden om kirken

og flyder og flyder

ud i fjorden.

Når poplerne svajer

svajer poplerne

med vinden

og vinden suser

gennem poplerne

poplerne proppes

med blæst

op over kirkerne

kirkerne stiger

op over 

lavastrømmen

og lader dén

være første trin.

 

Fang rotten i fan grotten

Rækken af fyrretræer sveder harpiks

rækken får dig ud i velgørende minders selvfølgelige skygge

kaktus fosser som kuvøser 

fang rotten i fan grotten

historiefortælleren er en tålmodig skovl

hepper på violer dansende på den molestrerede grav

mælkekarton foldes til kirke

imellem Ridehelles babser

gældsat rækker du ud af valgårets rhododendrongigt

dine stivede flipper går bag ud af vrøvlesfæren

påfugle tygger stadig forpuppede flag

svinger hippe ud af dansehelvedet 

imens lemmetynde poser

samler dine mankestyrt

i en lille skælvende

hvirvel af støv.

 

Sovepudekys

 

Møder hvid krage

i en kurveforet pose

veksler den røde ræv

til dynevårets kirke

dypper brønddiamant

i oceanets papir

røghvirvler planter klør fem i pucken

ruller tydninger ud som plænegræs

over ålekisten

vugger lotusstokke

havnevoila

dykker havets revne

sovepudekys

i fossende boblers 

bedøvede daggry.

 

Æoner bøjer svaner

Æoner bøjer svaner i gudefødte knæk

udenom delfiner.

Snevølve snapper påhæng

vælder egeløv ud over

og kalder floder til sig.

Du samler vældende sanser og går

afsted mod endnu en klode

kølende dens indre ild.

Lys bevæger svanegamle læs

vi har så meget

mere puttet 

i de blå lys

før aften.

Gennem delfinerne tegnes månens bane

epoker driver dem knitrende frem

kalder dem ud

åndefloder oplyser ulæselige klik.

Noget falder selvom solen gav det glød.

 

Noget deles i frareven tåge

 

Noget deles i frareven tåge

og bævrende dronning

et loppecirkus lyser så morsomt

at kurveflettede gyvler

gæster døvhedens dyb

i afgrundens døve ekko.

Mantra blindedøvet

sæsonvendinger skåret

flår vældige lyde

til volapük

pegepinde som stemmens pindsvin

gennem natten

rundt og rundt 

måneværdig:

En fodbold løsnet fra sit endemål.

 

Bållikill

 

Oå 

iö

aö  

eu  

öe 

oy    

ey   

oö. 

Bållik mannyp 

dosfow nuzzåt wagrum

rullaf larros

grållef gatymyryn 

fynnår zyddofo.

Birraf yfab ifil

önumtöwyryu

maschim lubbaf

erom feddifio

schannöt önu.

Bewutu ero 

öry  sfamenel

zuffåt efi.

Biwyto yfa ytu

zannup zuddifyl

ånæ pråmlösæm paf.

 

 

Pælvnok dæffer numböl

 

Pælvnok dæffer numböl

lödöf krög fyzåk

gæbö fryf zyfpum huff

tropfen tonvel truf.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch.

Pælp duderud dudong

kækö kowöp fæmz

sof zönbol tevnol.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch.

Pölf lygö huff

gepænvel dæffer gaoul

sillifams tuvelful fraf.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Pygolsåg gugömål

zæpgefyk fesgog fömb

flöb tropfzjen truf.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Pölk fötæng fryf

fæmz fymb gepænvel

sof zönbol zyfpum huff

tropfen tösgog tömp.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Lydö fryf krög fötæng

zyfpum huff kækö fyzåk

fæmz numböl zönbol

fymb gepænvel kowöp.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Sof tropfen pælvnok

dæffer pölf pælp gæbö

gugömål lödöf gaoul

sillifams pygolsåg.

Vuvö hu vuvu

vuvö hu vuvu

vuvö hu vu vyuusch. 

Zæpgefyk fesgog fömb

vuvö hu vuvu.

 

 

Jeg vokser ud af lyset til vældige overlæssede dage

 

Jeg vokser ud af lyset 

    til vældige overlæssede dage

 og giver det jeg modtager 

       et gedigent håb

 i nætter mætte 

    hvor jeg føler stemmens havreneg

  føde en række 

     kufferter fulde af fugle

  sådan bliver jeg dækket af døgnrim

   tydeligvis ransaget

og vi ser os i hver tryne

  vise tivoli aggressionerne porten

     jeg vil vie 

    de få diplomatiske 

        lyspunkter til daggryet

      rænkernes sædvanlige stemme

     vil knuse det jeg elsker 

    blot for at høre

  fanerne blafrer

i tomrummenes tomrum.

 

Fiskesønner dypper brødet i mælken

 

Fiskesønner dypper brødet i mælken

dussørdage bevæger bulldozerblade

i klodens forstørrede pytter

tolv dukker dingler

fra nulpunktets godnatsang

sindssygens bipersoner peger på pladens riller

sovende celler vokser mens vi vågner

helligdagens syv usædvanlige puder

får bælgmørke køer til at skifte hænder

guld og gods i sækkens ugyldige oliekurs

vugger vaser som kurvebørn i sivskovens 

vuggende vaser

bevæger lungernes kuffert 

gennem lunkne syvsoverspjæt.

 

:::

Vandpytterne sover -

i min stemme vokser vaser

hvor fra drømmene lander

på hver sin pæl

birken berører mig 

med en dugdråbe på min kind

læber lægger hovedet

rundt om stilheden

i den blege tåge.










 

:::

 

"De holdt sig oppe, fordi de om sommeren

kunne bade i byens lille dam

og kunne spise den medbragte mad

på bredden, op ad elværkets osende skorsten.

Om vinteren på ski, gennem den smule skov,

der lå mellem kræftafdelingen og floden,

som var rusten og sprukken,

                        som en tønde -

hen over sneen, der slog gnister.

De holdt sig oppe ved forbindelser,

de holdt sig oppe, fordi det blev bedre og bedre

Og fra lastbilernes flade tryner så

Stalin sådan på dem, at al sorg forsvandt."

                Oleg Chlebnikov, 1984.

 

Hanernes kjoler af blod

 

Hanernes kjoler af blod

tegner aftenskumringen forstemt.

 

Jeg har ingen symboler

at erstatte dine øjne med.

 

Murstenene har slanket mørtelen

ud af hver fuge.

 

I en gammel kalender kan jeg se

hvilke hængelåse du troede

jeg er nøglen til.

 

Hanernes kjoler af blod

giver dagen tyngde.

 

Vi bærer hornugler

som en idé der skal give

afsavnet mening.

 

Men hanernes kjoler af blod

er et sydlandsk stænk

over vinterens afgrund.

 

 

 

Tretten traner

 

Tretten traner over kirkegården

deres vingespidser i slow-motion

som havskildpaddens forluffer

gennem oceanets dyb.

 

Vandpytterne føles som et rekviem

 

Vandpytterne føles som et rekviem 

        der synger for mig i nat

dagene kan følges ud

 mellem fingrene som sand

   sådan er det alvor og selvfølgeligt 

 følger hestene æselørerne med ildens snip

og kommer tæt nok på

til at skællene falder og dynamolygter stiger sultne

og violerne ryster og udgyder sindssyge

                              for det ugyldige ytrer

                        sig i små faners lorte

                små faners væskeførte

    og henførte skyggedæmring

 små faners sødt svungne

    små faner plukket af fødsler

       er du parat, kan du tælle øjnene fosse

     rivende floder i dryp

    parat lådne faner

  tævet grønne

og tålmodigt dyppet i åndedragets støv.

 

 

 

Retfærd og uretfærd

Retfærdigheden vil ske fyldest. Uretfærd har ingen evighedssubstans. Der findes ingen uretfærd  i absolut forstand; men følelsen af at blive uretfærdigt behandlet er uomtvistelig. Jeg genkender uretfærdigheden og det må jo være, fordi jeg har oplevet den før. Genkendelsen vidner om en 'evighedssubstans', der gengiver noget, der tidligere er givet og nu gives tilbage. Derfor er uretfærdigt og retfærdigt ikke hinandens modsætninger; de er hinandens ophævelse og opfyldelse.

  

Det sner i Rens

 

Det sner i Rens

det sner sne over rensdyr

ryd sneens Rens

rens sneens rensdyr

det sner i Rens.

Det storker i kors

det korser sig over storken

kryds storkens rede

red korset

storkens kors

mellem sneengles vinger.

 

Gefyrm

 

Pimköös mænödæv dasöl

drasle mepöf gekænfydö gökföm

zænnövöl knuvgönæs gefyrm

dålv dasöl gefåmköl vöhök

fiöf shellöp gekænfydö hellög tikfæls.