Pjerrot

 

Vi var i Tivoli Friheden og Pjerrot var lige trådt frem på scenen. Lidt ude til den ene side bevægede en mandsling sig møjsommeligt frem blandt tilskuerrækkerne. Det var min mor, der spottede ham først. Jeg opdagede det ved, at min mor fik et helt vanvittigt latteranfald. Mine øjne søgte årsagen til den heftige og overrumplende latter og fandt så vej frem til mandslingen. Jeg kunne ikke helt bedømme, hvori hans handicap bestod, men at han på en eller anden måde stak helt aparte ud var jo åbenlyst. Jeg var gammel nok til at vide, at man ikke gjorde nar af handicappede eller lo på deres bekostning. Men i stedet for at blive pinligt berørt over min mor og situationen gled jeg med ét ind i en tilstand af ren vidnen. Jeg iagttog ganske nøgternt, at min mor fri for alle konventioner gav slip på sin latter over noget hun helt naivt og umiddelbart fandt værende en absurditet - en blandt publikum, der var på højde med Pjerrots særegenhed. Alle andre syntes at trække sig ind i sig selv - bange for at træde ud af normaliteten. Min mors latter var dermed kun befriende for hende selv og for min nyerhvervede nu bevidste evne til nøgtern betragten. Hvad den lille skæve mandsling selv oplevede, kunne jeg ikke aflæse. Der syntes ikke at være nogen reaktion hos ham. Måske var han bare optaget af det, som Pjerrot var i færd med at sige. Hvilket i sig selv også gjorde sit til at øge situationens præg af absurditet:

Lige pludselig at opleve at hele verden er en scene.