Kjolen

 

Lisbeth, ja. Lad os bare sige, at det er alt, jeg erindrer af hendes navn. Hun kom fra Horn og var en overgang sammen med Lassefar eller Luske eller Laban eller noget i den forpjuskede retning. Et lyssky mosefund som boede som enlig far med to vidunderlige roma-look døtre. Faktisk ved og vidste jeg ikke, om de egentlig stadig kom sammen, den eftermiddag, hvor vi havde sat hinanden stævne på loftet på Valdemarsgade. Hun havde bedt mig om at male en kjole, som hun kunne få og jeg havde fundet en hvid kjole til formålet og havde fundet pensler frem og rørt remasol farver op. Alt var parat og jeg lagde kjolen frem på gulvet og glattede den ud, så godt jeg kunne på den blanke plastic. Men er det ikke bedre, at du maler direkte på, så det sidder fint, det sidste ord udtalte hun med en lang åben vokal. Synes du, sagde jeg forundret, vil du have den på, mens jeg maler på den. Ja, sagde hun og rakte ud efter kjolen. Jeg gav den til hende og hun gik med den krøllet sammen i den ene hånd – om på den anden side af det murstykke, vi havde ladet stå tilbage midt i rummet rundt om skorstenen. Hun har sikkert stået og set på det Anker Jørgensen lignende portræt, som jeg havde dekoreret det meste af den overlevende mur med, i det hun afklædte sig sit tøj og smøg kjolen over sin åleslanke krop. Hun var sorthåret og gik lige så forsigtigt og graciøst som en kat. Og det var næsten også som hun spandt, da jeg begyndte at male motiverne op direkte på kjolen. Men ikke et ord undslap hendes læber, så længe seancen varede. Imponerende nok. Der var det her mystiske ved Lisbeth, at Lisbeth var egentlig slet ikke dyb nok en betegnelse for hende. Og det giver egentlig alt for god eller ond mening, at hun ikke længe efter den dag flyttede sammen med Krukken oppe på Solsortevej. Rygtet sagde endda, at de var blevet gift. Den er lige straks færdig, sagde jeg, der skal bare lige være en figur her. Hun stod helt stille, imens jeg lod pensels strøgene pendulerer mellem venstre armhule og brystet. Så lod jeg penslen lave en bue væk fra hendes krop og hun drejede sig rundt som en lykkelig solskive. Hun begyndte at danse omkring mig og jeg følte mig animeret til at følge eller besvare hendes bevægelser. Vi drejede mekaniske rundt som i trance. Vi tog fat i tiden og strakte den fra begge ender. Rundt og rundt gik det og det gjorde mig helt sikkert på én gang både opstemt og foruroliget. Så standsede hun efter hvad der syntes at have varet en evighed af en slowmotion trance dans og stirrede på mig. Jeg tror, den er blevet tør, sagde jeg, du kan godt tage den af nu. Det satte hende langsomt i gang med sin dans igen og jeg stod stille og betragtede hende. Hun krydsede armene over hovedet og tog fat i begge sider af kjolen, imens hun langsomt gled rundt gennem rummet. Det så grangiveligt ud som en kamæleon, der gør sig fri af sine tatoverede heterogene skæl. Da kjolen var trukket helt over hovedet og hun stod der stadig dansende med elegante bevægelser, holdt hun hele tiden øjenkontakt og jeg stod som hypnotiseret. Hendes spæde krop talte til mig. Og der stod jeg for en gang skyld helt stum. Kom, sagde hun, skal vi ikke gå ud. Hun smøg sig omkring mig og smilede. Sådan der, sagde jeg forbløffet, vil du gå ud sådan der – helt nøgen. Hun trippede rundt om halvmuren, imens hun frigav en mjavende lyd; jeg tror, det måtte betyde, nej, ikke helt. Hun tog en tynd klædning på og rakte mig hånden. Så steg vi ned ad trapperne under den brede lem og begav os ud i støvregnen. Det var en regn, som næsten ikke var. Så let og fin var den. Vi gik ud og så på birketræerne. Gled hypnotiske rundt om dem, imens vi genoptog vores trance dans. Hendes kjole klæbede snart til kroppen og hendes små faste bryster kom til syne for mig igen. Nu bare lettere tilslørede. Vi må have bevæget os sådan rundt i flere timer. Hen mod midnat slog vejret om. Skyerne trak sig sammen og formørkedes og jeg foreslog, at vi gik tilbage. Nej, hvorfor det, sagde hun, jeg elsker regnen. Jeg tog om hendes håndled og sagde, ja, støvregnen var fin, men nu bliver det uvejr, vi skal tilbage nu. Og så fulgte hun med, selvom jeg kunne se, at det gjorde hende trist. Selv tordenvejret kunne ikke have holdt hende tilbage, hvis ikke det var for, at jeg havde insisteret. Og aldrig så snart var vi nået tilbage. Vi løb det sidste stykke i hård regn. Før tordenen buldrede løs. Jeg fik tændt op i salamanderovnen og så krøb vi sammen på gulvet på Basses uldne skind og indsnusede den virkelighed, der så meget syntes at køre baglæns for os. Udmattede og på en sær magisk måde mætte. Som om de iltre lyn ikke dementerede noget som helst, men blot var en ydre ramme om det paradis vi var sammensmeltede i.