Tusmørket lander som en skyggefugl 

og vover snart ikke at flyve længere 

fænomenet fælder os 

som ældede sole fælder svaner på græs. 

                                    

                               *

Noget er 

ældet og medtaget 

bevægelsen selv 

er ældet 

og noget er 

noget 

er. 

Mål brænder svaner på engen 

mål kommer åndsfraværende 

og udtyder de tyste vande 

som måneføde. 

Noget er ældet 

og har mistet moment 

er ældet og medtaget 

som bevægelsen er ældet 

og noget bevæger sig 

til fods gennem vand. 

Kys ser fornuften i øjnene 

og spørger sin egen stemme 

kys mærker hvordan kloden tømmes 

for mørke. 

Noget 

er 

mørke 

er

noget 

er 

kys 

lyset 

drikker. 

 

Næverne under de lange diger 

giver deres gaver til kviksand 

ethvert løfte gjort synligt 

lader sig bære lykkeligt frem 

er der tegn i klipperne 

der ikke griber dig i struben?

 

Over dig svæver familiebussen 

papyrusruller rammer dig i nakken 

ethvert stridsmål står åbent 

små pletter hud af landminer 

får violerne til at fosse 

langs denne linial du trak gennem sandet. 

Alle lyde sytrådstynde 

rækker dig din luksus 

at høre jorden kalde 

på hver af sine æoner 

søde lydpæle med hver sin måge 

palindromer bruger jer som sugerør. 

Døgn høje af dug tætner dine dage 

novemberengen begynder snart at føle 

forårsmånens elastiske bogtillæg 

alle væseners lidelse 

står på denne sides dag. 

  

Gris parat til udtømning

(?)

  

Uendelighedens stoppested

Volvonæsen genvælger fødekar 

suger skum og tager fat i snøvlevæv 

med blåstyrede kassebriller 

bøjet over synet i snesevis af bylder. 

Din sol omkring ræven går med sokker  

og sød er den sol som den synker i din glæde 

i det kærlige blik 

hvis svøb synker med 

ligger landet hvor ballet låner din latter 

til at løse kirkernes universelle låse 

og fra muler kommer erindringen tilbage 

fra bløde mulers hvide stjernenat 

læser lyset jeres fejrede søn 

og negene bøjer sig ned over vinen 

jeres mælkebøttementalitet 

malker jer og genfødes i bryllup 

selv egetræets dvaletid genfødes 

ud af gækkebreve med gule posers næser 

ud af nåleøjets nymåner. 

Jeres nytår er hændernes mellemrum 

hårgalakser tæller lys 

imens lokker daler ned 

og lægger sig lydigt 

i en storslået fest af hvirvlende løv.

  

 

  

Dit sløve puppe-råb gennem barberet glas 

de hårde øjenryk former tøjklemmer til dine ører

du har fået ølnæb udstukket syge søn på bøjlerne 

det perfekte fedt mytomanen slynger 

              ud af skyldgummer

berømte teolog indløs zions skygge

bygget ind i tal passer lommerne til øjets vatterpas 

blåsyren bimmer dig lyre-ør

i beskyttelsesrum ånder dværge dyremåner

til at sidde alene messende æonernes gehør.

 

Du har åbnet krukken og nu er kun håbet tilbage. 

 

Slavervodka fugleburs rubelguf ak dovrevals.

  

Det er lettere for Jorden 

at være 

uden sollys i tre dage 

end at være uden bøn.

  

Sorte Requiem

 

Sorte requiem, sorte requiem 

kys skal være dit requiem 

faner bevæger sig trods gravøl og vås 

kys skal være dit requiem 

hvilket andet fif får os ellers 

gennem nålens øje 

trods rusens æsel-ve. 

Ånd for os og udtag omsorgssolens nåde 

kys den åbne trones tusinde kys 

alt det vi søger 

står lyslevende i vores erindring 

mågerne er tynde om end gamle nok 

ånd for døde kys dit pulver 

requiem, requiem kys det sorte requiem. 

Alle forsvinder som nattens zoodiak

med åbent sind møder iskalven sit grundfjeld 

læberne tørster med glubende appetit 

læberne søger flodens signal 

kys de røde læber under mågens vinger 

vi sælger færgerne der lyser så cool 

havnefronten ånder en sky 

dyp din søvn i den 

med drypnæse ned i sjælefred 

hvor ellers får kage englevinger 

kys nådens tyste guf 

solstråler langs din tunge 

tyste tal, tyste, tyste brøk. 

Sorte requiem, sorte requiem 

kys skal være dit requiem 

ånd for os og udtag omsorgssolens nåde 

trods rusens æsel-ve 

kys skal være dit requiem 

dit sorte, sarte requiem.

 

Valget ophører 

aldrig; kattene tøver 

i deres kåber.

  

Det Retrograde Bryllup

 

Det jeg ville med det hele 

er blot et enkelt fragment 

siden du rejste 

og talen blev forstummet 

kig meget nøje efter 

hvilket træ blev til overs 

med sin hvide barks isprængte kaffe 

hvilke røgsignaler steg til vejrs 

fra din flammevilde kuffert 

hånden har alene hjemme 

i sit inderste lyspunkt 

hvor den køber sig måbende ansigt 

med mønter på hvert øjelåg 

alle tegn på slid 

står i selvsamme vase 

det sikre betalingsmiddel 

tyder alt for sin færgemand 

frøpenges befamlede ører 

hvordan jeg med hyggen tøjret 

til et vrag af klang og vibration 

ser mit hjemsted rulle 

ned ad den stejle slidske 

hvordan jeg nægtes at dæmpe 

de fra gas flygtende dyr 

modertræets nøgne stamme 

tømt for dyd og gnist 

sætter rødder i min næve 

ålens år feberrent og penetreret 

stammer sit vældige mørke 

pisgult fra kofangerens 

frodigt ibundne dåser 

med hvert sit klangdigt at strø

mod den sorte asfalt.

 

 

   

Giv hieroglyfsøen dit kys 

Moseskurven vugger under tyvenes såler 

skal jeg da aldrig få 

åbnet denne mægtige kurv 

som en hånd svævende 

alt for længe over dit hovede. 

Der er andre vægge fulde af skygger 

ander ansigter 

lad os lukke egeløvet 

elvergavle op igennem næsebor 

det er vores ånde, vægge, ansigter 

der beføler os 

med urimelig selvfølge. 

 

 De selvretfærdige 

er noget Fanden har skabt.

 

 

Mere af intet 

mere af intethedens latter 

mere af alt der blev væk

spørgsmål om traktor og tyr

hvede øjnene frabad sig

hvert eneste rekapitulerede syn

døve ører i elektriske hjelme

ræset efter den usynlige nål i en høstak

se alt der siver væk 

ud af dig nu

jeg'ets fejllicens udløbet 

og intet mere end intet.

 

Det er ikke alle 

der kommer tilbage 

som en bedre udgave 

af sig selv 

efter at have været død. 

  

Det er kun forfattere der græder

Det er kun forfattere 

der rigtigt græder 

haglvejr i juni 

ingen kan sådan helt 

made deres fugle

gennem sprogets fuglekasser

imens mor vugger 

dem som spædbørn

det er kun forfattere 

der har hjemme 

i lavthængede skyer

uhyggen er døve dugdråber 

i nødstedte landminer 

det er kun forfattere 

der timer væk søger trøst

i skriftens regelmæssige 

sygeplejerske kitler

sådan at komme hjem

ved et tilfælde

ved den blotte krussedulle

fummelfingret

lime snegle over munden

så følehornene begynder at lyse

fra små punkter

på en stjernehimmels hvide spænd.

 

 

Overgang

Saver gæller i det du tegner 

vil du gemme det 

hvis vi vedtager 

snusfornuften er umulig 

spørger snusfornuften så hvem?  

Lynene tilhører 

de heftige næser 

Frankensteins pegerfingergjalp 

som brænder svaner som kys 

og skriger måger gyldne. 

Karryskyer

lavt hængende 

blævreskyer fra oven 

ravklove gennem hver fobi. 

Lander tæt 

i de åbne regnskyl 

og samles i søer 

og lammefinder volumen 

i et enkelt greb. 

  

Billedernes tomhed taler til dig

Hjørnet af et host 

vil endnu engang røre 

åndehvæs. 

Saligsol, din gavtyv, kunne du ikke komme? 

Tusind år begynder i dine næsehår 

er du gal for en rækkevidde 

udhusets kulørte lamper 

vil lulle den golde sol 

i søvn. 

Søvnens lag af fimrehår finder dit hvæs. 

Med et øje på genlytning 

intet køn ankommer 

med en federe afsked 

selv brillerne mindes. 

Den fine glorie kysser det kære kor af kjover. 

Kold røg mærker cirklerne hvirvle 

cikoriens øjespind

føder formodentlig 

dobbelt polet mantra. 

Billedernes tomhed taler til dig.

  

 

Recepter til ingen

Hvorfor kun vælge sine sanser 

ærmet er i sig selv mørkeræd 

hvorfor kender det ikke sin sorg til bunds? 

Alt ved dit ærme 

vil fejlprøve 

vogterne. 

Hvor dybt du tænker 

og kan elske dine fejl 

vil fejlprøve 

øksen fra din elskov 

som skaftet 

din hånd. 

Højden af din lykke 

er i øjenhøjde med fest 

højden er øjenvippernes udspring 

hvor tampen brænder. 

Alle øjne er bønsat 

en stolpe at lande på 

som vi kalder søvn. 

En enkelt knogle 

bliver hele skelettet 

melstenens hul citerer sorgen 

fortæller ud fra en eneste bøn 

noget til alle som beder.

  

Verdenseksemen 

er tv-stationernes latrin.

  

Forårsstemning

Nålens øje midt i din malstrøm 

vælder op som kildens klare spring 

hjulskovle spiddet af em 

føler syndefaldet gulne. 

Se hvor de suger af de gydefærdige stimer

der vokser græs i hulninger, ryk efter ryk

selv isen følger med elvens hvirvler ned

til de legesyge maller.

Haglvejret strømmer i flænsende loop

her genfødes nye bevægelsers hug. 

Dalstrøget er føddernes blomstrende følge

verdensvasken dannes og løber

i spruttende knald. 

Gennemhullet fortid står op og føder

jomfruhinder.

Høstspyddet sår næser

hvor Goliats David står

som rug under aldrende høg.

Sprængfulde hoveder gyder atter drømme

ud over engens vinterlige kammer. 

Dykænder aner ikke hvem det er der strækker

lyset gennem solens flod

nerverne hviler deres måger på pæle

ravfinderstien ser os snævre ind

bange nok i kroppens signatur.

Tårnfalkene skinner i parringsskrig

hvert år foran samme fraværende ugle.

Kan dette vel tydes som andet

end begyndelsens urtid

fanerne blafrer for fødsel

hver snarligt udtørrede pyt

er solens metafor.

 

 

I lysets kamp med mørket       

opstår farverne.  

 

  

Den dødes kys 

er den dødes kys 

de er ikke længere dine.

  

 

Aldrig pis på gederne 

når de allerede står i regn og blæst.

 

Mørke er fravær af lys 

men det omvendte er ikke gældende 

for lys er noget i sig selv.

  

Kleibvik kallevorn 

pneulsep sonoder 

murnulhum maplyck 

po-noddel laravyk 

kleibvik semulje 

lyckelfelt volarum 

pes-løjt pafalbe 

zenzulu sobolja 

sylneuf plesmer darf. 

 

  

 

Lykkefølelsen rækker ud 

           efter den silende regn

sammenføjninger føder lysende lyde

raflebægerets raslen dulmer

       lidelsernes fyrretræsbælte

nordstjernen hviskes af birkenes grene.

 

 

At sætte ordenes lys 

op mod en kommende formørkelse 

med en stige uden andre trin 

end plantens spirekraft 

at lyse aftenerne op 

som var de balloner af ilt 

løftet med læbers separation 

at tale i kys 

ingen længere kan vaske bort. 

 

 

 

Hvad er det mon de har fundet

inde i hvalens mave

jeg tør næsten ikke at åbne og se

jeg tør næsten ikke tro det

tænk nu hvis det var min dødfødte storebror

tænk nu hvis det var en blind 

             der med sin blindestok

var gået forkert af hvalens barder 

             og en fodgængerovergang

eller tænk hvis pæderasten 

             fra Venstres folketingsgruppe

havde fundet det mere trygt at opholde sig

i hvalens mave tænk engang

hvor chokeret jeg så ville blive

så jeg gør nok klogest i

hellere at lade gabet 

             forblive klappet sammen

om det ud sivende havvand

og nyde synet af hvalens lillebitte øje

i hvis genspejling

jeg kan se

alt det hvide rundt om mine pupiller.

 

 

 

 

 

 

 

Det har ofte undret mig

hvorfor blod altid smager så meget af metal

lidt lige som æbler

der er hamret søm i

eller p-piller og medicin

man aldrig har fortalt sin elskede noget om.

 

 

 

 

 

 

Lyset reflekteres 

i mange vinkler 

i myrernes kiselhylster 

stien forsvinder 

om bag træet

solstrålerne

tager de med sig

i jagten på sukker.

Bløde bøgeblade

lyset skinner gennem -

du kan ikke få

bedre briller

at se verden med.

  

  

 

50 lovstramninger

gul ærtetærte.

 

Golgatas

tre kors.

 

De fremmede hænger der endnu.

 

 

Og imbecilt og.

 

 

Sakse fra helvede

klipper livet itu

 

klosakse under dyner

imens vi sover rusen ud

 

nævn en eneste cirkel

som ikke vugger os i søvn

 

imens metalskinner filer

vores knogler til tandhjul

 

ryst lyset ud af din kuffert

hvor amøber bor

 

imens skærme æder dine øjne for ord.

 

 

 

 

 

 

Jeg er navne ridset på en sort rude

alle navne er kvindelige

vindueskarmen er min sjæls fremtoning.

 

 

 

 

 

 

På vej op ad bakken

triller en dag en ligvogn afsted

nogen må have glemt at lukke bagsmækken

for pludselig springer den op

og ud rutsjer kisten 

   og låget åbner sig 

       med et smæld

og den døde katapulteres ud på vejbanen

havde de kørt lidt mere forsigtigt

var det først sket

lidt længere oppe hvor bakken bliver mere stejl

og den nysudsprungne ville have fået 

        så fin så fin en udsigt over Aarhus bugt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skrot og skidt står i lange baner foran husene

oppe foran kommunehospitalet er det blevet

til et helt bjerg af

sønderrevne lemmer

man taler om at sætte militæret ind

og rotterne bevæger sig store og fede

rundt ved højlys dag.

 

 

 

 

Astrazeneca:

At dræbe stjerner med et lille prik.

  

Tvende forestående formørkelser

 

Der er to forestående formørkelser som sensitive væsener allerede opfanger virkningerne af. Det er nu tid til at samle styrke til at kunne forarbejde, hvad som kommer til at finde vej ned gennem formørkelseskanalerne. Der vil være perioder med hyperaktivitet og perioder med det modsatte - stilstand og stagnation. De eksakte datoer er 25. marts og 8. april. Der vil komme endnu stærkere fokus på modsætningerne krig og fred.

 

En hale af lysets stemme

Et lysende gespenst glider søvnløst

             gennem skibets kølvand

halsløse bevægelser stråler

i det sølverne løv

dér står de venlige gavle

og faldbyder 

tusmørkets

sanseløse dukker;

det lysende gespenst

skriver dem med på sin liste

og går igen

i hver bølgende top.

  

Røntgenøje

Lys giver lys giver lys

selv det at tøve

er lys

når dagen er omme.

Lys vil næsten

fange gællernes farve

hver bevægelse søsætte

ringe af lys.

Følende stemmer

vil gnistre

ånder i hovedet

bevægelsens lyse væddemålsfødder

løber usynligt gennem altet.

Lys giver klang

til elvenes glitren

stemmerne lever.

Tavsheden

bearbejder sine glittede æg

fra et næb fuld af tyttebær.

Og lyset er venligt stemt

mod mågernes vinger

for uheldet forlader

mæt sit lys

i en snip af lysets fane.

 

 

 

Babusjka lyder mere

som bedstemor

end bedstemor

for bedstemor

er mere babusjka

end bedstemor lyder.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi falder igennem alle kulisserne

og helten bliver stadig mere og mere følelsesløs

åben for den varme hane

siger konsulenten

og straks bliver der isvinter på kontoret.

 

 

 

 

 

Efterklange soler sig langsommeligt i mig 

nøgler hurtigere end køer i tåge 

drejer gyvelens gudetynde grene 

rundt om en slanges zig zag mod vuggen;

imens kul efter kul triller

sløres Sisyfosalarmer af tyste gløder

åbner en lem ind til cellerne

åbner en duft af muler og hø

den fælles grav af evig forlis.

Bag hver gråd står sjælen fuld af slør;

rykkes grønne fyrrekogler

væk i døgnets svækkede cirkler

dyvles død ind i hver knogle

åbner, åbner en enlig fugl

slalombølger.

Efterklange kribler som solmyrer

lifligt over færgens dæk

deres sti rammer en tyst og langsom melodi

som glasbær 

     jeg slugte alene for deres skær 

                     af morgengry og frost. 

 

 

De gled hen over det glatte gulv 

             som tre skøjteprinsesser

og bagefter grinte de helt hysterisk

og kom ind 

      og trak bukserne af min lillebror

han lå i den underste køje

og jeg ved ikke hvorfor 

      jeg ikke kom ham til undsætning

jeg var vel skræmt fra vid og sans

lå og pressede hårdt om mit tøjdyr

tænkte på, at det jo var en schæfer

mindede mig selv på, 

      hvor bidsk sådan én kan være

havde pakket tæppet godt op omkring mig

og var klar til at svinge den frådende køter

lige i fjæset på den første skøjteprinsesse

men efter i nogen tid hylende af grin

at have studeret min lillebrors pissemand

løb de til alt held

tilbage ind i stuen for at skøjte videre

og nu var de blevet så ekstatiske

at én af dem fik for meget fart på

og røg lige igennem den matterede verandadør

så blev der godt nok fuldstændig stille

og selv om vi for længst skulle være faldet i søvn

sørgede jeg for at holde mig vågen

for jeg ville ikke gå glip af det øjeblik

hvor mine forældre kom hjem

og tog de tre skøjteprinsesser i forhør.

 

 

Fejlagtige og fordrejede fortolkninger opstår nemt som følge af manglende information.

  

 

Hvordan var fosteret kommet ind i svedehytten 

det undrede jeg mig meget over

for så langt rakte min fantasi

hvor har I gjort af babyen

spurgte jeg, 

   så snart jeg havde fået bindet bundet op

og da de andre små drenge 

          forlegent trak på smilebåndene

tænkte jeg i det samme

hvordan kan et håndled være så varmt

men spørgsmålet fortonede sig 

                      i det blændende sollys

da vi kravlede ud af hulen

hvorfor skulle jeg da egentlig også 

                      have bind for øjnene

bare for at holde om et håndled

nu har I bestået manddomsprøven

sagde Sand-Axels ældste

nu er I medlemmer af Gokke-klubben

den næste prøve handler om

hvem der kan komme ud fra købmanden

med flest sager uden at han opdager det

jeg gik rundt der inde og tog ingenting

og skyndte mig ret hurtigt ud igen

men Sand-Axels yngste

havde fyldt gummistøvlerne

med små poser fulde af fiskekroge

og der må være gået hul på mindst én af poserne

da han endelig som den sidste 

         kom trippende 

        ud af butikken 

      på tåspidserne

som en anden ballerina.

 

 

Tidsrejsen er en lille trøst 

fra hieroglyf til talende dans 

et tegn på tungens bevægelse

et tegn på tungens bevægelse

små sten der ruller

for at overdøve brændingen.

 

 

Glasset smelter ned i varmt metal 

fjedrene fra din grønne lænestol 

strækkes ud af hver spiral

splinter lyser i det grå

bøjet som en færgeplan

læses formlen

flaskehalsen peger på

syge sko som gabte sædet fri

græder for de klatter

stirrer ud af hver sin bund

oboens slyngplante melodi

bærer fostrer ud i pust

her ligger alle de møjsommelige minder

hver en stump fik dybt akut

tomlen i vejret for at fange sin ild.