Forårsstemning

Nålens øje midt i din malstrøm 

vælder op som kildens klare spring 

hjulskovle spiddet af em 

føler syndefaldet gulne. 

Se hvor de suger af de gydefærdige stimer

der vokser græs i hulninger, ryk efter ryk

selv isen følger med elvens hvirvler ned

til de legesyge maller.

Haglvejret strømmer i flænsende loop

her genfødes nye bevægelsers hug. 

Dalstrøget er føddernes blomstrende følge

verdensvasken dannes og løber

i spruttende knald. 

Gennemhullet fortid står op og føder

jomfruhinder.

Høstspyddet sår næser

hvor Goliats David står

som rug under aldrende høg.

Sprængfulde hoveder gyder atter drømme

ud over engens vinterlige kammer. 

Dykænder aner ikke hvem det er der strækker

lyset gennem solens flod

nerverne hviler deres måger på pæle

ravfinderstien ser os snævre ind

bange nok i kroppens signatur.

Tårnfalkene skinner i parringsskrig

hvert år foran samme fraværende ugle.

Kan dette vel tydes som andet

end begyndelsens urtid

fanerne blafrer for fødsel

hver snarligt udtørrede pyt

er solens metafor.