Friday, 15 March 2024

 


Hvordan var fosteret kommet ind i svedehytten 

det undrede jeg mig meget over

for så langt rakte min fantasi

hvor har I gjort af babyen

spurgte jeg, 

   så snart jeg havde fået bindet bundet op

og da de andre små drenge 

          forlegent trak på smilebåndene

tænkte jeg i det samme

hvordan kan et håndled være så varmt

men spørgsmålet fortonede sig 

                      i det blændende sollys

da vi kravlede ud af hulen

hvorfor skulle jeg da egentlig også 

                      have bind for øjnene

bare for at holde om et håndled

nu har I bestået manddomsprøven

sagde Sand-Axels ældste

nu er I medlemmer af Gokke-klubben

den næste prøve handler om

hvem der kan komme ud fra købmanden

med flest sager uden at han opdager det

jeg gik rundt der inde og tog ingenting

og skyndte mig ret hurtigt ud igen

men Sand-Axels yngste

havde fyldt gummistøvlerne

med små poser fulde af fiskekroge

og der må være gået hul på mindst én af poserne

da han endelig som den sidste 

         kom trippende 

        ud af butikken 

      på tåspidserne

som en anden ballerina.








 

No comments: