Det er svært at slå nogen ihjel der har et
handicap
nu fx den kolossale rotte
i kælderskakten på
Nørretorv
som ikke kunne komme op af trapperne igen
og slæbte bagkroppen efter sig imens den
peb på sådan en klagende og hjælpeløs måde
den var snart så stor som en af de kaniner
mine børn har ude i laden
og den kiggede meget intens op på mig
imens den peb så indtrængende
og hjerteskærende
at vi måtte vende os bort
sådan en stor og lodden fætter, ja, kaninstor sgu
det var bare rimeligt svært at få sig selv til
at slå sådan en handicappet
rotte ihjel
men det skulle jo gøres
det er klart
det havde været meget enklere
hvis den havde været enerverende ung
og mindre
og
ikke handicappet
der var alt for meget alder og livserfaring
i dens
øjne
alt for meget jeg kunne genkende fra mig selv.
No comments:
Post a Comment