Fiskene i Det Nye Testamente er symbolet på kristi
lidelses-tidsalder og korsfæstelsens mysterium. Fiskenes tidsalder. Engang vil
vi måske finde hvilke symboler er dækkende for Martinus' indvarsling af
Vandbærerens tidsalder, broderskabets, frihedens og overflødighedshornets
tidsalder.
Det aramæiske sprog kan ikke oversættes så entydigt, som det
er blevet af alverdens landes oversættere. Der sker en væsentlig fattiggørelse
ved enhver oversættelse og meget af den oprindelige kosmiske visdom, indsigt og
magi går tabt.
At der med benævnelsen af *Fiskene* er tale om symbolik, ses
endvidere i dette symbolleksikon:
"Fisken er et centralt kristussymbol. På græsk hedder
fisk ichthys, et ord, der i tidlig kristen tid blev opfattet som et akronym,
dvs. at hvert bogstav i ordet svarer til begyndelsesbogstaverne (på græsk) af
“Jesus Kristus Guds Søn Frelseren” (Iesous Christos Theou Hyios Soter). I
tidlig kristendom anvendes fisken som Kristussymbol på gravsten og andre
indskrifter. I bespisningsunderne i evangelierne (fx Johs. 6 og Matt. 14) er
det brød og fisk, der mætter en stor skare. Men Jesus kan også opfattes som
fiskeren, disciplene som “menneskefiskere” (Mark. 1, 17), der skal få stort dræt,
dvs. omvende mange. Denne metafor viser en sproglig oplagthed hos Jesus: Den er
skabt på stedet, og de første disciple var rigtige fiskere ved Genesaret
Sø."
Det siger sig selv, at Jesus ikke i bogstavelige forstand ville kunne have
bespist en stor folkeskare med to fisk. To fisk er nævnt, fordi det handler om
symbolik. Jesus kommer som forløseren i Fiskenes Tidsalder. Fiskenes tegn er
netop to modsatsvømmende fisk.
Det fortælles, at Jesus Kristus kunne ophæve tyngdekraften og dematerialisere
sig. Men det var ikke disse egenskaber, som var det største af miraklerne. Det
største mirakel var Alkærlighedsbudet. En bevidsthed som intet menneske når
gennem et mirakel, før end det selv gennem lidelseserfaringer med hele sit
væsen er blevet alkærligt.
Jesus Kristus kunne have gjort hvad som helst, men han gjorde ud fra min bedste
overbevisning intet for at fremstå som en tryllekunstner.
Der ligger en dybere symbolik i de to første testamenter. En tidsånd kan du
kalde det. Hele biblen er jo en art kodebog; hvor de interne referencer, der
opstår, i den måde de bruger det sprog, biblen er skrevet i, slet ikke lader
sig oversætte ved en oversættelse til et andet sprog. Det, der for os i en
nordisk sammenhæng giver en poetisk mertilskrivning gennem enderim, bogstavsrim
og indrim, var for datidens mennesker (det vil sige først og fremmest de
indviede og de skriftkloge) meget mere sofistikeret. Fx er biblens sætninger
ment som 'sang' og sætninger gentages alene for deres sangbarhed og for et
spejlvendthedsprincip, som, på en ganske vist mere karikeret måde forud er set
i ægypternes henvisning til at aftegne mange forhold i både deres verdslige som
i deres åndelige positur - for at fortælle : At i den åndelige verden er alting
spejlvendt/omvendt af i den blot fysiske verden, omend disse to verdener i
virkeligheden ligger fuldstændig indforvævet i hinanden. I Biblen ses dette
udtrykt på den måde, at alle de steder, hvor det er muligt at danne
meningsfulde sætninger, der har en direkte og meningsbærende reference til en
allerede udtrykt sætning, der gøres det - ud fra devisen: hvert bogstav, der
står i en udtalt nedskreven sætning, forvandles i følgende sætning til en
sætning, hvor hvert eneste bogstav i sætningen er en omvending af bogstaverne i
den foregående sætning. Således ville de, hvis de fx havde skrevet ”Testamentet
skal åbne jer” - ud fra ovenstående lovmæssighed og hvis det i øvrigt havde
givet en indholdsmæssig, betydningsbærende merviden, skrevet "Iyjiåpyoiyi
jråq aøoy syk" i den næstfølgende sætning - (ud over, at alle vokaler var
uskrevne og indforståede i de skrevne konsonanter). Dette kan (tydeligvis) ikke
lade sig gøre i det danske sprog, men i den oprindelige sprogdragt har det i
mange tilfælde kunne give meninger, som har fået sætningerne til at udvide sig
i mange artet merforståelse.
Det er forskellen på - på den ene side de to første og så
det Tredie Testamente. De to første har en indbygget (og for det almene menneske)
skjult logik, som har skullet skabe en følelsesmæssig åbning hos tilhøreren ved
sin (næsten) absolut skjulte logíks fremmaning af et sprogligt mysterielandskab,
der skal vække den religiøse følelse, kristuskimen.
I Det Tredie Testamente er logikken selve sagen og teksten
er krystalklar og har ikke som sit første sigte at tale til følelsen - men at
tale til det dagklare intellekt.
.................................................................................
Senere tilføjet indlæg om noget af samme emne: HER.