The Old Way

 

 

The Old Way er en western instrueret af Brett Donowho efter manuskript af Carl W. Lucas – og med Nicolas Cage og Ryan Kiera Armstrong i hovedrollerne. Det er kun fordi genren er western, at jeg så denne film, selvom jeg kunne se, at Nicolas Cage spiller en af de drivende roller i filmen. Min opfattelse af ham som skuespiller og som person har nemlig hidentids været, at hans roller og hans personlige karakter er den ironiske klovns. Der er altid en dobbelt ironisk distance til stede. Som om han ikke tager sin rolle alvorligt og som om hans rolle ikke tager ham alvorligt.

 

Men sådan er det ikke udpræget i The Old Way. Nicolas Cages skuespiller karriere kunne for min skyld gerne begynde her og alle foregående film er ikke film men det rene pjat. Det er i hvert fald den første film med Cage, hvor han synes at passe til sin rolle uden noget pis. Fordi hans rolle bliver uden noget pis. At det samtidig er et barn, Brooke  Briggs spillet af før bemeldte Ryan Kiera Armstrong, der er  hans hårdkogte og velspillende medhovedrolle indehaver, er  specielt og jeg ved ikke om jeg synes om budskabet i det  faktum. Men det er virkningsfuldt. Det følger ikke vanlig  generel logik, men får sig dækket ind under det specifikke. At rollen Colton Briggs, som Cage spiller, i filmens indledning, som skal forestille at have foregået tyve år før, den senere handling udspiller sig, så på visse punkter synes at være nærmest ældre, end han fremstår i det tyve år senere forløb, står dog for min personlige regning som en anke til en amatør sminkør.

 

 

Jeg har ikke set de seneste film med Cage, som er kommet ud dette år. The Old Way havde præmiere sidste år. Og den kan godt give mig anledning til at ville se de efterfølgende film i håbet om, at Cage nu og for fremtiden får seriøse roller, som passer bedre til ham, roller befriet for pjank og useriøs flimmer flummer flæbe flydende flabet dovenskab.

 

 

 

Hvidstengruppen - de efterladte

Man kunne fristes til at tro, at filmen Hvidstengruppen – de efterladte kommer som bestilt af de, der ønsker at retfærdiggøre, hvorfor 'vi' overhovedet skal bruge så mange penge på at bekæmpe de onde = besættelsesmagten (du kan selv regne ud af hvilket land i den kontekst); og den tro kan man da også oppebære i forhold til, AT filmen bliver lavet og AT filmen bliver sendt; men det kan ingen berettigelse finde i det faktum, at filmen er bygget over de implicerede menneskers dagbøger, beretninger og breve, de mennesker som oplevede det, som filmen handler om. Oplevelser, som der ellers hidentids er blevet skøjtet let og elefant henover. Fx er det en noget anderledes og mere logisk fortælling, der i filmen fortælles om Grev Bernadottes Hvide Busser. Den fortælling vi fik i skolen var jo nærmest en mirakel fortælling om 'En Hvid Ærkeengel' der drog gennem Europa. Men filmen ser det her fra den vinkel, som de, der oplevede det, har berettet. Det ses ikke kun af krigens helt håndgribelige nedslag fra de ellers 'gode' allieredes side, men også af det, at Grev Bernadottes navn overhovedet ikke nævnes.

Men sandheden er, at hvis det ikke havde været for de uendeligt få danske modstandsmænd og kvinder, så havde omverdenen fuldt ud måtte betragte Danmark som en nazistisk versalstat. Hvilket filmen også giver udtryk for, hvor den viser de to norske fangers reaktion på de tilkomne to danske kvinder. Danmark blev betragtet som et nazi-venligt land. Deri kan godt trækkes paralleller til årene 20-23 i dette årtusinde, hvad angår den uendeligt lille modstand, der har været imod den verserende overgrebspolitik. Retfærdigvis skal det siges, at nordmændene under og efter den nazistiske tid også burde have betragtet Sverige, som de betragtede Danmark. Og faktisk tror jeg, at en del nordmænd har (haft) langt mindre til overs for den svenske neutralitets strategi, end hvad de måtte mene om den danske samarbejdspolitik.

Filmen Hvidstengruppen – de efterladte efterlader én med en række ubesvarede spørgsmål. Det, at kun de, der selv med den mindste flig havde deltaget i aktionerne, bliver afhentet af tyskerne, tyder på, at der har været en eller flere, der har udpeget, de, der blev afhentet. Denne person kunne ifølge filmens kronologi ganske godt være den første faldskærmsmand, som Hvidstengruppen tog imod. Han nåede nemlig ikke at knuse sin giftkapsel i mundhulen og er derfor helt sikkert blevet afhørt under tortur af gestapo.Dog er det ikke et spørgsmål, som filmen direkte besvarer. Hvorfor Tulle blev dødsdømt og senere 'benådet' livstid, når hendes eneste gerning (i følge filmen) var at være vidende og moralsk støttende omkring nedkastningerne og ellers var hendes eneste 'brøde' blot at køre en tur med barnevognen for lige at holde øje uden for kroen. Dette står, hvis man ikke bare skal godkende uvilkårlighedens kaotiske logik, da også som en gåde i filmen. Ganske vist deltog Tulles mand aktivt i modstandsgruppens aktioner. Men det samme gjaldt jo Gudrun Margrethe Kjuel Kristensen Søvang, Anton Marius Fiils hustru. Og Gudrun blev ikke taget med af gestapo - trods de så godt som identiske omstændigheder.

Filmen får mig også til at tænke på, om Gulle senere mon har kunnet forbinde punkterne bevidsthedsmæssigt mellem datidens besættelses- og nutidens overgrebs- og udskamnings problematik; men set i lyset af, at datidens problematik var noget, som hun oplevede fra et ubevidst plan, et plan, der endda snød hende til at se sin mor som en fremmed (et fremmed 'monster'?). Fik Gulle så nogensinde et naturligt mor-barn forhold til sin mor igen? Ifølge filmens udgangsscene forledes man til at tro, at det gjorde hun ikke. I så fald er slægten blevet ramt ikke kun af den udefra kommende straf, men denne straf planter sågar en selvudløsende ekstra livsvarig tragisk selvbestrafning. Sådan som det sørgligt nok også alt for ofte er tilfældet for overlevne kz-fanger.

  

Apolonia Sokol vs. Karen Blixen og Niels Frank

 

Dokumentarfilmen Apolonia Apolonia er filmet gennem 13 år af Apolonia Sokols liv. Filmen dokumenterer, hvordan glidningen hen mod at sælge sin sjæl til gengæld for berømmelse kan foregå. Hvor svært det er at bremse op i den proces, når først den første 'pagt' er indgået. Hvilke omkostninger tidens jag efter udelukkende egen selvtilfredstillelse og berømmelse har.

Filmen dokumenterer, at det har omkostninger at indgå en pagt med den industrialiserede brug af menneskesjæle.

Men filmen dokumenterer også på samme tid, at det kan have lige så høje og smertefulde omkostninger, hvad enten man står i en pagt eller ikke.

Filmen rejser derfor spørgsmålet om menneskets skæbne. Hvordan menneskelig egoisme kan rette sig både indad mod familien som en i filmens tilfælde livstruende begivenhed og ud af familien som et brud med den æstetik, man stående på slægtens ryg - ellers ville kunne udfolde.

Undervejs i filmen morer Apolonia sig over, at de, der skal vurdere hendes afslutningsopgave på akademiet, interesserer sig mere for hendes personlighed end for hendes malerier. Noget der står i skærende kontrast til den kommercielle interesse hun møder, da hun senere drager fra Paris til New York, hvor der er mere interesse for, hvor mange døde malerier hun kan male - end for hendes personlighed og malerierne som udtryk for noget besjælet. Man ser godt nok, at det besjælede er fraværende, at malerierne fremstiller sjælenes snehvidetilstand, men godtager at det er sådan, når blot der kan produceres den ønskede mængde af død.
Apolonias læremester på maleskolen i Paris ser dødsprocessen netop som en proces, en fase og et udtryk, som han genkender som tidens tegn og dermed som trivielt og almindeligt, imens han ser på de malerier, som Apolonia malede før hun startede på akademiet, som noget han aldrig har set før. Og disse malerier, som tydeligvis tager et alvorstag med Apolonias besjælede slægtsrødder i de russiske aner, er rigtignok hjertegribende smukke og sande. Disse malerier er gennemarbejdede og fulde af sjælfulde og nærmest hemmelighedsfulde og poetiske detaljer. Denne poesi, som hun giver dødsstødet for at forsøge at opfylde omverdenens forventninger, går i første omgang tabt og om det vil komme tilbage for fuld blus er uvist, meget uvist. En pendant til denne livsproces ser jeg i digteren Niels Frank, blot med et andet udtryk. Hvor Niels Frank forlader poesien, fordi den med hans egne ord er løbet ud af ham, prøver han netop ikke at opfylde omverdensforventninger, men arbejder efter de to første poetiske udgivelser på at give omverdenen  og kunstverdenen  fingeren gennem en mere aggressiv og apoetisk tilgang til litteraturen og dermed kunsten. Apolonia Apolonia viser en personlighed, der gennemgår samme proces, men som dog i filmens slutning viser en form for belivet tilnærmelse til sit udgangspunkt. Jeg kan kun ønske for Sokol, at hun når fuldblown tilbage til dette udgangspunkt - nu på et højere spiralniveau.

For Apolonia Sokol når nemlig lige akkurat at give den industrialiserede udsugning af menneskesjælen fingeren på både konkret og symbolsk facon. Når man giver djævelen en lillefinger, så tager han hele armen, siger man – om Apolonia nåede at trække lillefingeren helt til sig, er den undren eller det spørgsmål, som filmen Apolonia Apolonia levner sit publikum.

At filmen der ud over også har temaer, der berører helt andre aspekter ved det at være menneske, vil jeg blot nævne, for at den interesserede kan vide, at der er mere at komme efter, end hvad jeg her sætter fokus på.

En person, der i dansk kontekst mere tydeligt giver den hele armen i djævelsk forstand, er tilfældet Karen Blixen. At give sin sjæl væk for berømmelse - er ikke noget som bare kan affejes som pjat. Det er en virkelig eksisterende realitet.

En sådan realitet i skandinavisk kontekst er som sagt ganske nøje beskrevet fra mange sider - og ikke mindst fra fænomenet selv. Ud over sin egen skrifts belysning af temaet - står vidnesbyrd fra professor Aage Henriksen, digter og miljøforkæmper Thorkild Bjørnvig - samt ikke mindst Aage Henriksens søn Morten Henriksen, der i både film og litterært har behandlet og belyst, hvilke ofre og tragedier det medfører, at sælge sin sjæl til det onde - til gengæld for sin egen berømmelse.

I følgende artikel skrevet af Mikkel Vigilius behandles med et kristent blik både fænomenet Blixen og efterfølgende popstjernernes aktuelle besværgelser: HER.

De Forbudte Bivirkninger

 

De Forbudte Bivirkninger.

 

A Cure For Wellness

 

Anti-moralen i filmen A cure for wellness er, at når et menneske med en af magthaverne indbildt sygdom rejser sig op og siger til alle de andre mennesker med en af magthaverne indbildt sygdom - at de ikke er syge, at det er noget, som de bliver bildt ind, så vil de ikke rejse sig op mod magthaverne, men rejse sig op og vende sig imod den revolterende for at tilintetgøre vedkommende.

 

Died Suddenly

 

HER.

Iqbal og den hemmelige opskrift:

Iqbal og den hemmelige opskrift hedder en biograf aktuel film. Det er filmatiseringen af Manu Sareens bog Iqbal og den sorte pjerrot. Manu Sareen har i filmen en endnu mindre birolle, end han i bogen har tilkendt sig selv. 

Synes du godt om en Erik Clausen eller en Min Søsters børn familiefilm, kan du roligt gå ind og se Iqbal og den hemmelige opskrift. Filmens univers er imidlertid helt og holdent Sareens - et sted mellem Clausen og Arundhati Roy. Dejligt befriet for den vanlig, gumpetunge frikadelle-tragik. Det er faktisk en af de bedste familiefilm, jeg længe har set. Og så er det til med en god medicin for alle, der føler, at det halter gebommerligt med tilværelsens tredje ben i tilstandene FRIHED, LIGHED OG BRODERSKAB. Filmmanuskriptet er tillavet af René Toft Simonsen, det er det øjensynlig ikke blevet mindre indtagende af.

Filmen om frygt, som Rikke og Stefan Garfield Rasch Holm har lavet med digte af bl.a. undertegnede og Julie Sten-Knudsen, bliver for tiden vist på cafe darling ved enghave plads i KBH; filmen bliver fremvist der en uges tid. ...