Apolonia Sokol vs. Karen Blixen og Niels Frank

 

Dokumentarfilmen Apolonia Apolonia er filmet gennem 13 år af Apolonia Sokols liv. Filmen dokumenterer, hvordan glidningen hen mod at sælge sin sjæl til gengæld for berømmelse kan foregå. Hvor svært det er at bremse op i den proces, når først den første 'pagt' er indgået. Hvilke omkostninger tidens jag efter udelukkende egen selvtilfredstillelse og berømmelse har.

Filmen dokumenterer, at det har omkostninger at indgå en pagt med den industrialiserede brug af menneskesjæle.

Men filmen dokumenterer også på samme tid, at det kan have lige så høje og smertefulde omkostninger, hvad enten man står i en pagt eller ikke.

Filmen rejser derfor spørgsmålet om menneskets skæbne. Hvordan menneskelig egoisme kan rette sig både indad mod familien som en i filmens tilfælde livstruende begivenhed og ud af familien som et brud med den æstetik, man stående på slægtens ryg - ellers ville kunne udfolde.

Undervejs i filmen morer Apolonia sig over, at de, der skal vurdere hendes afslutningsopgave på akademiet, interesserer sig mere for hendes personlighed end for hendes malerier. Noget der står i skærende kontrast til den kommercielle interesse hun møder, da hun senere drager fra Paris til New York, hvor der er mere interesse for, hvor mange døde malerier hun kan male - end for hendes personlighed og malerierne som udtryk for noget besjælet. Man ser godt nok, at det besjælede er fraværende, at malerierne fremstiller sjælenes snehvidetilstand, men godtager at det er sådan, når blot der kan produceres den ønskede mængde af død.
Apolonias læremester på maleskolen i Paris ser dødsprocessen netop som en proces, en fase og et udtryk, som han genkender som tidens tegn og dermed som trivielt og almindeligt, imens han ser på de malerier, som Apolonia malede før hun startede på akademiet, som noget han aldrig har set før. Og disse malerier, som tydeligvis tager et alvorstag med Apolonias besjælede slægtsrødder i de russiske aner, er rigtignok hjertegribende smukke og sande. Disse malerier er gennemarbejdede og fulde af sjælfulde og nærmest hemmelighedsfulde og poetiske detaljer. Denne poesi, som hun giver dødsstødet for at forsøge at opfylde omverdenens forventninger, går i første omgang tabt og om det vil komme tilbage for fuld blus er uvist, meget uvist. En pendant til denne livsproces ser jeg i digteren Niels Frank, blot med et andet udtryk. Hvor Niels Frank forlader poesien, fordi den med hans egne ord er løbet ud af ham, prøver han netop ikke at opfylde omverdensforventninger, men arbejder efter de to første poetiske udgivelser på at give omverdenen  og kunstverdenen  fingeren gennem en mere aggressiv og apoetisk tilgang til litteraturen og dermed kunsten. Apolonia Apolonia viser en personlighed, der gennemgår samme proces, men som dog i filmens slutning viser en form for belivet tilnærmelse til sit udgangspunkt. Jeg kan kun ønske for Sokol, at hun når fuldblown tilbage til dette udgangspunkt - nu på et højere spiralniveau.

For Apolonia Sokol når nemlig lige akkurat at give den industrialiserede udsugning af menneskesjælen fingeren på både konkret og symbolsk facon. Når man giver djævelen en lillefinger, så tager han hele armen, siger man – om Apolonia nåede at trække lillefingeren helt til sig, er den undren eller det spørgsmål, som filmen Apolonia Apolonia levner sit publikum.

At filmen der ud over også har temaer, der berører helt andre aspekter ved det at være menneske, vil jeg blot nævne, for at den interesserede kan vide, at der er mere at komme efter, end hvad jeg her sætter fokus på.

En person, der i dansk kontekst mere tydeligt giver den hele armen i djævelsk forstand, er tilfældet Karen Blixen. At give sin sjæl væk for berømmelse - er ikke noget som bare kan affejes som pjat. Det er en virkelig eksisterende realitet.

En sådan realitet i skandinavisk kontekst er som sagt ganske nøje beskrevet fra mange sider - og ikke mindst fra fænomenet selv. Ud over sin egen skrifts belysning af temaet - står vidnesbyrd fra professor Aage Henriksen, digter og miljøforkæmper Thorkild Bjørnvig - samt ikke mindst Aage Henriksens søn Morten Henriksen, der i både film og litterært har behandlet og belyst, hvilke ofre og tragedier det medfører, at sælge sin sjæl til det onde - til gengæld for sin egen berømmelse.

I følgende artikel skrevet af Mikkel Vigilius behandles med et kristent blik både fænomenet Blixen og efterfølgende popstjernernes aktuelle besværgelser: HER.