Helt ude ved den yderste mole
løb nogle hjemløse løgne
syv og syv forsøgte de
at få tiden til
at trække sig tilbage
men den blev ved at komme
og du kunne stadig lugte
hvordan den hamrede mod kysten.
Helt der ude hvor lynene foldede kuglerne ud
købte du et øredøvende brag
som kun syv milliarder orker
kunne have spundet
og dog gik du stadig fremad
med raslende nøgler.
Hver gang de yogaformede skyer
så ud til at le
lagde du endnu et lag
til din mundhugst
slyngede du lurene sammen
til et genåbnet spørgsmål.
Lynchningen kom musestille og spøgefuld
imens syvsoverne holdt hof
i nærmeste rugmark
du kneb dig igen og igen i armen
indtil han med en fjer
lige så stille skilte luften
fra de ganske små lommer
af mistolket støv.
No comments:
Post a Comment