Jeg havde lige taget mine lange underbukser på
da en storm begyndte at dreje det nærmeste tårn
som projektiler borede splinter sig ind i min arm
den i volt tændte by
med sine hospitaler,
gravpladser og undergrundsbaner
blev med ét tømt for skrigende måger.
Selv mine tænder stod i kø
for at ligne et gebisbeboet glas vand
jeg gik på krykkernes dybe surmulen
helt op til mønningen
hvor dit skrig, selv dit skrig
blev retuneret med det ugyldige falckkort.
Jeg åbnede ind til stuerne
og så latteren gå ud med skraldet
ørerne åbnede sig
med kraniet som en åben sprække
i min rejsekuffert.
Tid blev en by under vand
byen udnyttede bøn og sorg
uden selv at føde
bag døgnene stod strandkålen ganske tyst.
De fugle jeg snorkede ud af kontekst
faldt mod jorden i sammenklappelige faner
jeg kørte stormen gennem mine udstrakte arme
lod træernes toppe danse som bolde
ned gennem den tordenskræppeblomstrende eng.
No comments:
Post a Comment