Rører nelliken på graven
som tændes og slukkes
i en lysende sprække.
Du har ikke ligget
længe nok i årtusindet
jeg er her stadig
og slynger snørrestøvler
efter skyerne.
Smerten er den nærmeste ro
en harmløs myretue
af mørke.
Jeg falder tomhændet
ud af en hvirvels kirke
og slår Vor Herre
over fuglene.
Mørket bønfalder
sin ondskab.
Urtid slipper dybfølt
mine negle
sådan er kuløren
i vores skumring
natten maser månen
som et føl over himlen.
Jeg rejser mig
op fra navlen
ingen hører alligevel
min dugfryd
og dør jeg på en mark
fuld af stude
vil lav og mos
dog stadigt ønske
jeg kommer og synger
ganske stille
og næsten grædende
for dem.
No comments:
Post a Comment