Saturday 21 October 2023

NATTENS NØGNE ENGEL

 


Rører nelliken på graven

som tændes og slukkes

i en lysende sprække.


Du har ikke ligget

længe nok i årtusindet

jeg er her stadig

og slynger snørrestøvler 

           efter skyerne.


Smerten er den nærmeste ro

en harmløs myretue 

              af mørke.


Jeg falder tomhændet

ud af en hvirvels kirke

og slår Vor Herre 

             over fuglene.


Mørket bønfalder 

             sin ondskab.


Urtid slipper dybfølt 

             mine negle

sådan er kuløren 

             i vores skumring

natten maser månen

som et føl over himlen.


Jeg rejser mig 

             op fra navlen

ingen hører alligevel 

             min dugfryd

og dør jeg på en mark 

             fuld af stude

vil lav og mos 

             dog stadigt ønske

jeg kommer og synger

ganske stille

og næsten grædende

for dem.





 

No comments: