:::

Vi var skovens skaberlyn

en tynd sorgs valsetakt

en dyb skygges hvide fod.

Vi var sø-vand mellem breve

vores scepter tog

solskins-økser kastet gennem lys.

Verden

er blomstrende ordbjerge

faner svunget med stilladsets hænder.

Grene blev ark og vink

glasruller kronet stopfyldte blikke.

Slagene samler dunkende

hver skravering

bader sig i kuglepen.

Floder kranset paradis

bygger en drømme-regent

mens hestekastanjen binder hans digt.

Mærkeligt skarpe stjernetårer

lever oktober hundredesårssåret.

 

Brødregjorte senge falder salte ud

fra brøndene fosser

regnsorg snejubel skadefortvivlelse.

 

Stumfilmens juvelbesatte ø

fremslår

halve slag

bølger støvbagbundet.

Solen hun bærer

i et bæger saft: