Koralrev hæver saltvandsslør
med vores tyste sorg
som en krympet trøje kloden den må sluge
havets øsle søjler
kan pible ned i dybet
hyg jer hver gang fisk forlader
kvababbelsens vimpelbøjer
timer kommer i hysteriske bobler
syndebukke skyller stranden lavasort
solen kalder med et olivenknogleblad
som i en ristrykkoger
hyppes alle folkeslag
verdensvolden er en stime knippeltun
for sådan narres verdens
konkylieeksplosioner:
Du snørrer verden sammen
med et kærlighedsbånd
en håndgranat i trussen
på din ubådskirkegård.
No comments:
Post a Comment