Ossoaviachim

 

De døde astronauter 

på Den Røde Plads

har de mon fustaser

at feste søvnen igennem med

eller hænger deres

stratosfæreballon

stadig som små lapper

i træernes toppe

fra alle tre mavers

eksploderede gasser

kigger enkerne fravendt

ud på regnen

så mange år

før Bikini øernes feber voodoo

prøv at åbne og tag et kig

bag lågen Potižskij Ostrog

vi må mime byernes navne

i ødemarken nærmest Insark

varmebraget opremser lysrim

nationens helte sprængt

i stumper i Mordoviske ASSR

ud af de efterladtes organer

åbnede Valhalla 

et fyrstedømme

med trompeter

tatoveret sin egen paranoia

forøger tusmørket

de bulne ønsker

og trækker

ballonens snore sammen

som Stalins gloriefyldte

edderkoppenet.

 

Strandet

 

Jeg ser nok af em

i færgernes kølvand

ved lavvande kunne vi måske stadig vide

hvorfor jeg danser og snurrer sådan rundt

kun den lysfyldte glæde finder jeg

som snehvirvler der lyser

ud over de dvælende vandes øjne

det fører mig hjem

til den søster jeg søger.

Kys giver det ønskede løft

Shelley indpakket i tåge

med juni måneds ildfluer og solsorteflugt

Mefistokysset vælger jeg at dysse

ned i søvnens duggede rige

sjovt hvordan ugler kysser min skumring

en bevægelse langs sneglehusets inderside

gamle rum at indtage på ny

nu får du vished i dit gæstehus.

Åh, hvor bølgerne stadig lever

lavvandets lykkehjul

aftensymfonier forstærker kun

hvad jeg har set i nok af hvirvler

søster, jeg strækker mig

og skubber lykkefryd som ringe i vand.

Ved midnat at nyde gammel glæde

kun for at vågne udskældt og nede

stjernegavlenes kø

dufter af velkendt kløverhø

en gavekultur endnu i det dunkle

kysser sagte sit løfte

og viser kysset sin gave

og pakker gaven ud

med en stjerneklar ringen i øret.

 

En lille æske tårer

Mågerne dykker med al min sorg

jeg kan mærke hvordan roret vipper

fra side til side

kahytten er stram som nyfriseret myse

tolderne har forbudt mig

at dyppe mine violer

kanalen fyldt med ål

kalder mig til sig.

Gemmer slægten i en lille æske tårer

det er bare en lille æske tårer

en lille æske tårer

som jeg gemmer slægten i.

Møder forlængst glemte vuggeviser

gennem lyden natten åbner i sin nød

roret helt stille nu

der er kun jeg og det blafrende sejl

døde dage vækker mig ud af min drøm

sølvstråler løber som skygger

henover rælingen

pegepinden er et påskeæg i farver.

Gemmer slægten i en lille æske tårer

det er bare en lille æske tårer

en lille æske tårer

som jeg gemmer slægten i.

  

Mellemrum

 

Din mund ønsker at kure ind i sit hul

den spørger maven gennem syngende mikrober

varmen stiger fra gabet i et endnu uhørt kor

et massehyl kører med rytmeboxen 

                      i et kup af løsreven rebus

fløden flyder frivolt i en discokugles fossende mosruiner

kun for at hele din herskermentalitet

bliver hver sukkerknald til balsalens hval

skil dig aldrig af med dine visdomstænder

de kan komme dig til gode senere hen

nøglemørket suger saft af rugmarkens værste bøn

grævlingebidsk bliver hofteholdere dit stetoskop

myrerne kan snuse sig vej til den mindste gnalling

vinylplader sover med bukserne på

skal håbets fane lægge bjælken tilbage

du spørger efter en madras

og jeg giver dig blot mine to blå øjne

længe nok har jeg bødet

for et landskab barberet ned til sin mindste fløjten

nu glider læberne kyssefulde som eksotiske fugle

kaffen virker ikke længere end varme i blodet

hele den lange kiste står åben

dine skelende tænders løftede læbe

krænger sig ud over mit Augustinkors.

 

Kravler

 

Jeg overtaler regnen til at se sig øse

jeg driver ordene til at komme

       i sætninger der overvinder sig selv

hvert signal har jeg hørt som hovslag klokken elve

hver efterklang klippet ud med søvnens saks

fra Elias stammer recepten sin stammen

gentagelsesrim i spejlvendte sætninger

havren undlader at fylde os med fatale øjne

den æder os op imens den svælger tågens smæld

hver ironiske dåse jeg rammer

ufuldendt - hver faderlige velsignelse

jeg overraskes af ubetydelige stik

       foran oboens mere fyldige landskab

jeg venter under toget, rystende i svellers sved

hvem kunne mon ellers elske 

       togstammer højere end stjerner

jeg hører kometregnen tromme med stjernernes hvin

ser hvordan nabokarvanerne løfter sig

som en steppebrand over landet

på begge sider af den smalle grøft.

 

 

Udløb

Strandkålen må visne vores løn 

              ned i barnlige fingre

rusen kan aldrig 

             se ned i straffens kurv

hvor dybt der end er 

       vil skriget fra alle sanser

tegne sit ultimative kort.

Vi tipper masker 

         befriet inde fra vest

hvordan kys kan have buske

       som sygehjælperens helende kys

tilkalder 

   med afstandens tyngde.

Letheden brænder i transparente porte

munden vokser langs nucleare spor

lemmerne taler 

   henover rivende sondring

imens du lige så stille 

       går med dit salt

             igennem flodens munding.

  

Hvidstengruppen - de efterladte

Man kunne fristes til at tro, at filmen Hvidstengruppen – de efterladte kommer som bestilt af de, der ønsker at retfærdiggøre, hvorfor 'vi' overhovedet skal bruge så mange penge på at bekæmpe de onde = besættelsesmagten (du kan selv regne ud af hvilket land i den kontekst); og den tro kan man da også oppebære i forhold til, AT filmen bliver lavet og AT filmen bliver sendt; men det kan ingen berettigelse finde i det faktum, at filmen er bygget over de implicerede menneskers dagbøger, beretninger og breve, de mennesker som oplevede det, som filmen handler om. Oplevelser, som der ellers hidentids er blevet skøjtet let og elefant henover. Fx er det en noget anderledes og mere logisk fortælling, der i filmen fortælles om Grev Bernadottes Hvide Busser. Den fortælling vi fik i skolen var jo nærmest en mirakel fortælling om 'En Hvid Ærkeengel' der drog gennem Europa. Men filmen ser det her fra den vinkel, som de, der oplevede det, har berettet. Det ses ikke kun af krigens helt håndgribelige nedslag fra de ellers 'gode' allieredes side, men også af det, at Grev Bernadottes navn overhovedet ikke nævnes.

Men sandheden er, at hvis det ikke havde været for de uendeligt få danske modstandsmænd og kvinder, så havde omverdenen fuldt ud måtte betragte Danmark som en nazistisk versalstat. Hvilket filmen også giver udtryk for, hvor den viser de to norske fangers reaktion på de tilkomne to danske kvinder. Danmark blev betragtet som et nazi-venligt land. Deri kan godt trækkes paralleller til årene 20-23 i dette årtusinde, hvad angår den uendeligt lille modstand, der har været imod den verserende overgrebspolitik. Retfærdigvis skal det siges, at nordmændene under og efter den nazistiske tid også burde have betragtet Sverige, som de betragtede Danmark. Og faktisk tror jeg, at en del nordmænd har (haft) langt mindre til overs for den svenske neutralitets strategi, end hvad de måtte mene om den danske samarbejdspolitik.

Filmen Hvidstengruppen – de efterladte efterlader én med en række ubesvarede spørgsmål. Det, at kun de, der selv med den mindste flig havde deltaget i aktionerne, bliver afhentet af tyskerne, tyder på, at der har været en eller flere, der har udpeget, de, der blev afhentet. Denne person kunne ifølge filmens kronologi ganske godt være den første faldskærmsmand, som Hvidstengruppen tog imod. Han nåede nemlig ikke at knuse sin giftkapsel i mundhulen og er derfor helt sikkert blevet afhørt under tortur af gestapo.Dog er det ikke et spørgsmål, som filmen direkte besvarer. Hvorfor Tulle blev dødsdømt og senere 'benådet' livstid, når hendes eneste gerning (i følge filmen) var at være vidende og moralsk støttende omkring nedkastningerne og ellers var hendes eneste 'brøde' blot at køre en tur med barnevognen for lige at holde øje uden for kroen. Dette står, hvis man ikke bare skal godkende uvilkårlighedens kaotiske logik, da også som en gåde i filmen. Ganske vist deltog Tulles mand aktivt i modstandsgruppens aktioner. Men det samme gjaldt jo Gudrun Margrethe Kjuel Kristensen Søvang, Anton Marius Fiils hustru. Og Gudrun blev ikke taget med af gestapo - trods de så godt som identiske omstændigheder.

Filmen får mig også til at tænke på, om Gulle senere mon har kunnet forbinde punkterne bevidsthedsmæssigt mellem datidens besættelses- og nutidens overgrebs- og udskamnings problematik; men set i lyset af, at datidens problematik var noget, som hun oplevede fra et ubevidst plan, et plan, der endda snød hende til at se sin mor som en fremmed (et fremmed 'monster'?). Fik Gulle så nogensinde et naturligt mor-barn forhold til sin mor igen? Ifølge filmens udgangsscene forledes man til at tro, at det gjorde hun ikke. I så fald er slægten blevet ramt ikke kun af den udefra kommende straf, men denne straf planter sågar en selvudløsende ekstra livsvarig tragisk selvbestrafning. Sådan som det sørgligt nok også alt for ofte er tilfældet for overlevne kz-fanger.

  

I skyggen fra et andet liv

 

Af alle håb hader jeg mest det jeg elsker

øen i fejlenes sø

kærlighedens labyrint bagved hver og én

tvivlsomme normalitet

og imens hver enkelt nellike

glider ud af mine hænder

rejser besværet ved et hvert nyt ønske

sig i horisonten

helt inde i lykken hviler en sværm

af tåbelige mønstre

månen er den urskive

jeg så hurtigt som muligt

bøjer over knæet

indtil jeg genfinder hver finger på min hånd

og der imellem

den utålelige og vedvarende kløe

der er lige så dybfølt

som dette uhåndgribelige skær

fra en kiste nedsunket

i solens skygge.

 

 

Der folder sig en lille smule ud af en lille snip

Der folder sig en lille smule ud af en lille snip

båndsalaten er som sædvanlig et piskeriskrus

du gafler november favnen fuld

musene løfter loftet

røde pletter mimrer dine ribben

elskoven føder os en Ninjafrisure

der folder sig en lille smule ud af en lille snip

han ryster sig sin kahyt i et fluffy blitz

det tørre filters syge babu

mister intet af sit stjålne gods

der folder sig en lille smule ud af en lille snip

bunden limer lilla luner over septembers hymne

trækker sorgen op over stjernekys

der folder sig en lille smule ud af en lille snip

katten løber efter sin hale

næbbet fuldt af spabadsnerver

ryster riflen ud af sit bluff

der folder sig en lille smule ud af en lille snip

cellernes felter blæser tyggegummi-mæslinger

ud over byens kronede dage

der folder sig en lille smule ud af en lille snip

istiden bliver ved at føre sine hvin til evighedens fald

der folder sig en lille smule ud af en lille snip

luftkys skriger på suppe

færgerne røber truende adfærd

napalm vil fosse fra nullets tamp

der folder sig en lille smule ud af en lille snip

hun ryster sin balsal lige så tovligt

sabelslugerhullet render blindt igennem

søløvefeltet på intethedens vrang

der folder sig en lille smule ud af en lille snip

jeg løser lemniskatet med faraoens trylleri

kaffen læner sig ind i dit blod

læner sig tilbage gennem årets æsler

køber lidt sirup af blodrøde bøffer

damper fra suppen som isfuglevinger

der folder sig en lille smule ud af en lille snip.

  

Slægtsidé

Slægten er den fjedder der holder søvnen for døren

den nøgne stamme ruller i floden 

                      som trukket af min oldemors hår

ingen remme kunne stramme som det usynlige bånd

der skilte kroppen fra et alfedøvt hoved

hvis du ikke vil lytte til søvnens helt klare stemme

står du med et navn du ingen kan give

og dukkevognskister rullet ud på bånd.

 

 

Damen i søen

 

Hjemme i søen er hestene 

             sniffende manker over andemad

reolerne stifter bløde seddelruller 

             til afmærkning

laver nye tørvebegravelser

             hvor osmosen koncentrerer

fine kokagers drømme om hav

solens stråler ruller konkretiseringer

gennem nervernes baner

             for at udnytte hvert kys

her vipper kæntringen sit løb

over søens sønnefryd

mågerne og ternerne bor

i hver deres ventende ambulance

vi hører den snurrende gruflen

fra karpernes leg

jeg kigger nærmere på det løsrevne tip

                                      fra kumulusskyerne

den malmædende bølge

venter helt stille på, at vandet bliver klart.

 

:::

 

 

Solen kastede sit ene bryst

for foden af den broder

der havde voldtaget hende

spis det, sagde solen, så vil du se

alle stjernerne stige ud

af dine øjne

og blive den himmel

der møder mine stråler

med sit eget lys.

 

 

 

 

Det har sneet sent

Det har sneet sent

det har rykket lyset

længere ind i mørket

det har sneet sent

langt senere

end så sent

jeg sov

det har sovet så kort

og lyst ind i morgengryet

det har sneet så sent

lige så sent

som mine sammenknebne øjne

det har sneet sen sne

og ikke nået at vække

et eneste spor

det har sneet så sent

før piskors stod op

det har sneet så sent

så sent, så sent

det har sneet sent

til din sjæls fred

det har sneet sent

så sent

så sent

så sent

det har sneet sent.

  

:::

Din sjæl

er den uigennemtrængelige skov

mine lunger er fulde af.

  

Darkest hour

Holy smoke in the darkest hour

nine years in this moment

or this moment in nine years

a dance of love the path to open silence

rumi night in long sliced beams

a church so close in bone and skin

the birds are singing in naked sleep

bring me the wanting in your grace

tell me in every inhalation

I send you a letter of flaming breathe

tell me your grace wanting me to bring

sleepnaked singing a moment within.

 

Fingersamling

 

Når ildhestene nulstiller landet

             med mega høje lighterflammer

bevæger knappenålshovedet i centrum

den udstillede rollsroyce

og mærkelige ligvinger ryder slettens træer

hvirvlerne i kamelens ovale værelse

får cinnoberfarvede chokbølger

til at ligne monsterpenge

cellernes flagdage påkalder lommetyve

lurens anonyme klorbad

blander sig med venstenvindens fur

tre nøgne ænder vralter bogstaveligt

lige gennem T-cellens dør.

 

:::

 

 

Vugger knogler svøbt i ligsegl

køber en fugl for det nøjsomme slid

en strålekrans af mus

oplyser det svangre leje

du der snupper endnu et stykke af søvnens vers

får kråsen til at ligne lottotal

min Herre, befal mig at vinke

varmluftsben og valmuesaft til den dampende suppe

kød er græs for de lattermilde køer.

 

 

 

 

 

 

 

 

:::

 

Døden er den skøn

hed der overgår alle

vores samtaler.

 

 

 

 

 

 

Identifikation

Katten æder dem alle 

                      efter at have kaldt på Vashelot

vores omtågede tilskodede nødråb

                      er tossernes udfoldede landkort

ud af havuglens tuden stiger kuffertmotiver

ingen ved rigtig hvorfor 

                      Alaska er gået i selvsving

udbyttet er en tue myldrende liv

hvert hjem er ni agre dukket frem af mørke

jeg er illusionen der kalder på sin skat

hver og en af os åbner bogen

hver og en af os køber de z-formede elme

og ud af os gjalder kaffetræets økserim

i den store himmels spejl ser alfabetet

jeg er en hvilende celle i urhavets skød

skyerne kender mit hvilested

fra mine ukønnede øjne stråler Enok

jeg er ægget tyttebærmågen tabte

mine fødder er Alaskacirkler

jeg hiver efter vejret i hver en bjørn

sækken med tusser kvækker som vatterpas

ud over alle palindromer 

                      farves æteren med leviterede biller

Akasha-kronikken æder rødderne

                      på det synske træ

den afdæmpede kompostgråd lyder ikke mere

jeg passer til havgusen 

                      som kysser vadehavskvæget

jeg er siderne som hyppes over hvert bogstav

i alt der er.

  

Torchmarc aithed

Skyer til dessert

serveres de fordrevne.

Giv himlen din fine lyse væge.

Vi brænder op

i gode hægomspundne dufte -

mens tonen høres fra en kullet slåentorn.

  

Modron

Fra det øverste af dig

fik vi tyrens tårer

vi blev hyldet i plovens omvævede kappe

moderkysset ret op af alle syners sværd

intet andet råber mødrene så tydeligt an

se - det er helt almindeligt

i verdens vældige vom

kan nettet udstrækkes uendeligt

i mundhuler masseres

læbernes styrke af sammensyede tråde

du går rundt med dit skelet

som en edderkoppekrabbe

i det keltiske hav

og fører mumlende samtaler med muslinger

kys har du til hver en drivende husbåd

hør klokkerne ringer under bølgerne

hvert slag samler dine rynker

til en balkon for havfruesang.

  

:::

 

Et pukkelrygget

lindeblad skutter sig

mod vinteraltet.

 

 

 

 

 

 

:::

 

Lille lommesmerte

sammenkrøllet iskrystal

sort handskes latter.

 

 

 

 

 

 

:::

 

Et hvilket som helst

evighedskalenderblad

selvmordspillens kys.

 

 

 

 

:::

 

Ægget jubler

når du vugger din knægt

i knitrende klarinet.

 

 

 

:::

 

Den dag jeg begyndte at gøre lige som alle de andre.

:::

 

 

Skod julegave

syet til mørke

gav lov ører.

 

 

 

 

 

:::

 

 

Nazividenskab

er civilisationens

yderste afgrund.

 

 

 

 

 

:::

 

Jeg skal beskytte min familie

jeg organiserer en ekstra dåse flået tomat

og ridser et mansonkors i etiketten.

 

 

 

 

 

 

 

:::

 

Von Braun og hans folk

får arbejdstilladelse

NASA Mittelwerk.

 

 

 

 

 

 

 

:::

 

De forbandede brød i Pont-Saint-Esprit

er bagagebærerens duggede brosten

se havet bladrer din bog i en omvendt kikkert

læberne mimrer munden en remse

vov, nystrøgne, vov espeløvet, 

            vov at elske dine fingres skælven

ha, vandfaldsfloder, ha ha, fnug fylder alle åbne fingerbøl

tæt forbundne brød bræger i bundter gennem byen

i kirketårnets bufferzone spændes trøjer ud

gal sabbathane kalejdoskopisk fra bogens sider

løbenumre løsnes fra rebuskloder

vi går med brændenældesko

ind i pladens riller

efterretningsvæsenet brød vore breves krumme

kvæk, parfumefrøer under Helligåndsbroen

den forgiftede nadver fylder skibet

krystalmødre sejler over vore isser

med søpindsvin som kompas

navngiver fyrretræers tattoo

hudens fine rene fnys

brintoverilte øjenbryn ser os fra bikager af artige kister

suppekøkkenet er en evighedskalender af gys.

 

 

 

INDIGO

Gøggens elkedel kender sine egne hvirvler

hvor kødmejsen synger sig fremmed

i forkullede balkjoler bliver hinkesten væk

vabler fosser ud af indkøbsposer

og tipper voldsomt som kælvende bjerge.

Inde i hjernens fredeligste hytte

har vi formummet hyggens café

i et kor af mønstre besøger vi måger

og ophøjes i lyrikkens ambulance

jeg kalder de fredelige ånder ind i mit kammer

så kan du synes om det ord hvad du vil.

Med korset mod hånden

nægter himlen natten at fordoble sig

for eksempel vil klippen rejse sin egen ro

håndens kors, det kors i midten af alt

menneskenes smeltende kors

den med hånden sammenlimede dobbelte galge

er det tegn vi kender som vores egen rygrad.

Polhånden strækker sin pegefingers flamme

til polerne repeterer hinandens spor 

de druknede latenser hæves til skyerne;

mærkede af tidens svingning

bytter de plads med lysets hast

i Paradishavens flor.

  

:::

Tiden er sin egen patient

når den træder ind

gennem fremtidens dør.

  

Årstidsomvender

 

O sommerfugl som mimer den søde kops honning

O lavvækster filligransmukke i det kølige landskab

O måne med din bønnerebus forklædt som laveste flig

O totale fred - myrrafødt for den store plan

jeg beføler pandelappen med begge hænder

hvalerne kunne på sådan en dag

lige så godt springe gennem luften af glæde

for i buksernes skygge gnubber den røde hoppe sin man.

 

Gazebind

 

Idet røgen ser jer dykke

tager det åbenmundede regeringsflag

gættelegen som en velsignet konkurrence.

Er skjulet jeres venligtstemplede tidsmåler

langvejens regn tramper villigt tagfat

hæver hvert ry op til stjernernes kreds.

Regeringsflag spørger de røde kvadrater

vil I helbrede regeringsflagets hårde kors

vil fanden rede hele flåden?

Skjulestedet har forskanset sig bag regnens dråber

de gamle dage er ovre - 

                      floden hilser de tørre brinker

vil I så give tidsånden et klem?

De venlige kufferter er guf

for diverse verdensmesterskaber

guddommen krammer selv gymnastikforeningerne.

Hestene er helgarderede og sorgløse

spørg blot hvorfor huden lyser så vildt

dækkenerne falder med en gennemsnitsfart

på plads i døgnets torso

fanerne hænger blafrende 

                      som gamle telegraftråde.

Hver omfavnelse ser lyset

give de hængte fred

med geværløb 

stikkende ud af det åbne sår.

 

:::

 

Det ondes ansigt

er altid en andens

der i består det onde.

 

 

 

 

 

:::

 

Tålmodighed 

er at hviske

i nogens øre

jeg bøjer mig

kun så længe

Gud bøjer sig

for mig.

 

 

 

 

 

 

:::

 

Du sad og klemte

livet ud af aborterne

det var sådan vi blev forenet

det var sådan vi skiltes.

 

 

 

:::

 

En pyramide af violinkasser.

Lyden af buldrende ovne.

 

 

 

 

 

:::

Clipsen forvandlede sig til en djævlerok

der levede af bistandsklienter

og sygemeldte vrag.

 

 

 

  

Kuffertlatens >< kanyle

Hvorfor værne om de gladiatorspændte fejltrin

hvorfor ikke bare gå i dalen

i mesterens lys

ja, selv i hans lysende skygge.

Du bønfalder sønners afmagt

antænder den indre ild

i scalarens majestætsforvandling.

Du har foldet Stalinorglet sammen i en sprøjte

som booster dig med samfundssind.

  

  

Retrograd censurmaleri

Over hovporesvampens klæbrige fugtdråber

genfinder du duftlanterner honningsvøbte

hele skovens fred og gamle ældede liv

går igennem flukturensens faser

zinkgnister fosser helligånd op fra skovens huse

vores maver gemt i verdenstidens midte

livet gentager sine gulve

med projektilets baglænse opstandelse

mod pistolens åbne munding.

  

:::

Kanariefuglen

i den eugenetiske kulmine

har down syndrom.

 

  

 

  

:::

Kun et menneske med ægte stasimentalitet

ville finde på at samle de enkelte dages

hår i suppen

til en paryk parat 

   til den snarligt deporteredes 

                             skaldede isse. 

 

:::

Der er forskel på at finde et hår i suppen

og så at finde en hel barbermaskine

på bunden af suppegryden.

  

:::

Kun lynet ærmer dig en trøje 

optrævlet til selvfordampning

så hvis du har en voldsom længsel 

efter undergang og forlis

så husk på

du skal miste alt hvad du ønsker dig

til selv ønsket om ikke længere 

at have noget at ønske sig

forsvinder.