For det barn vi aldrig fik
klappede verden sammen
halsens port fik ventegebis
hænderne salamanderklædte
havde aldrig fingre nok
ingen sorg blev kirkesmykket
vi havde allerede favnen fuld
skabninger så rige og toneglade
ingen lå i forhåndssalen
begravet i sit kistemuld
zinkgnister fra hver en skorsten
over vores skrøbelige liv.
No comments:
Post a Comment