INDIGO

Gøggens elkedel kender sine egne hvirvler

hvor kødmejsen synger sig fremmed

i forkullede balkjoler bliver hinkesten væk

vabler fosser ud af indkøbsposer

og tipper voldsomt som kælvende bjerge.

Inde i hjernens fredeligste hytte

har vi formummet hyggens café

i et kor af mønstre besøger vi måger

og ophøjes i lyrikkens ambulance

jeg kalder de fredelige ånder ind i mit kammer

så kan du synes om det ord hvad du vil.

Med korset mod hånden

nægter himlen natten at fordoble sig

for eksempel vil klippen rejse sin egen ro

håndens kors, det kors i midten af alt

menneskenes smeltende kors

den med hånden sammenlimede dobbelte galge

er det tegn vi kender som vores egen rygrad.

Polhånden strækker sin pegefingers flamme

til polerne repeterer hinandens spor 

de druknede latenser hæves til skyerne;

mærkede af tidens svingning

bytter de plads med lysets hast

i Paradishavens flor.