Af alle håb hader jeg mest det jeg elsker
øen i fejlenes sø
kærlighedens labyrint bagved hver og én
tvivlsomme normalitet
og imens hver enkelt nellike
glider ud af mine hænder
rejser besværet ved et hvert nyt ønske
sig i horisonten
helt inde i lykken hviler en sværm
af tåbelige mønstre
månen er den urskive
jeg så hurtigt som muligt
bøjer over knæet
indtil jeg genfinder hver finger på min hånd
og der imellem
den utålelige og vedvarende kløe
der er lige så dybfølt
som dette uhåndgribelige skær
fra en kiste nedsunket
i solens skygge.
No comments:
Post a Comment