Jeg overtaler regnen til at se sig øse
jeg driver ordene til at komme
i sætninger der overvinder sig selv
hvert signal har jeg hørt som hovslag klokken elve
hver efterklang klippet ud med søvnens saks
fra Elias stammer recepten sin stammen
gentagelsesrim i spejlvendte sætninger
havren undlader at fylde os med fatale øjne
den æder os op imens den svælger tågens smæld
hver ironiske dåse jeg rammer
ufuldendt - hver faderlige velsignelse
jeg overraskes af ubetydelige stik
foran oboens mere fyldige landskab
jeg venter under toget, rystende i svellers sved
hvem kunne mon ellers elske
togstammer højere end stjerner
jeg hører kometregnen tromme med stjernernes hvin
ser hvordan nabokarvanerne løfter sig
som en steppebrand over landet
på begge sider af den smalle grøft.
No comments:
Post a Comment