Engang var her mange træer

Engang var her mange træer 

og folk gik almindeligt klædt 

en tynd stribe lys 

til at røre bjerget af violiner 

fanger scenens løft 

en fold fæstnet til noget 

kun søvnen vil kunne tåle 

hver rille lyser violer 

der hænger arme og ben i træerne 

det er nogle af de døde 

der med deres gennemlyste væv 

sætter nye blade på træerne 

gråden fylder hver kuffert med støv 

talen forstummer i sin kaktusdronning 

høstens trompeter blænder dine øjne 

reglerne er lovløse og klippet helt ind til kraniet 

glasset dirrer i hvert menneskes sjæl 

snart er der ikke et træ tilbage 

husene jævnet med knogler og ben. 

  

Uhørt

 

Næsen løb som en vekselmaskine

den led af drænet mugskind.

Du husker den forgældede by

sønner fik deres vederlag fra tørvemål

så hvem tilfaldt bægerets dråbe?

 

Derfor endte byen under sine egne dæksler

såre simpelt byen åndede byen ud dyngvåd, bare sådan.

 

En dag forsvandt byen som et en knust æg dag

ingen løftede dækslerne,  vårhøsten snorksov.

Byens hæse lån sås drænet, hele omkredsen lå lammet.

Kun plottet løftede mågerne, forfrossent råbte skred jeg

på maven ned i den sunkne stad. Skred!

 

Men det jeg flygtede fra udgød hoveder ryddet fri

af brokker, hvor i skæg sad fast. Æg gravet fri i byens

zoologiske have og 

alderdomshjemmet tørlagt som alle gader

nu bare oversvømmet.

Jeg læste derfor alle de efterlyste navne

som var de åkander uden synlige blomster

kom jeg for tæt på et æg

skyndte jeg mig at dække det til

så det ikke skulle fryse.

 

Ved et tyndt tilfælde byporten gjorde jeg

et sært fund

netop gravet fri

en ihukommende, slæbende lyd

byen løsnede mange på lignende vis.

 

Højlydt tilbød vissent løv mig at erindrede højlydt

en fugls sang

og derfor og kun derfor syntes

noget

at stå åbent

næb for næb lukkedes

i uhørt lyd.

 

 

 

Ydmygelsernes april

 

Kys udstrækker mit osmosegen 

kommer lige så fiffig som fuglenes 

lys og hæver noderne op af sit hav 

kirkeorglernes brus fra bunden 

gravene er fuglereder 

lyset løfter op af en afgrund 

biografens gustne tåge bevæger filmen 

posernes pose fuld af fugle og ålegræs 

skråsikkerheden kværner menneskebivuakker 

jeg klarer ikke flere ydmygelser i april 

ikke flere kufferter i juli 

kirkernes kirke fuld af lys og spådomsskyer 

chatollets sufflør i trædemøllens zoodiakskuffe 

skygger er tusinde ansigter 

en skyld viklet ind i sit trawl 

pæle suget fast som kystens gebis 

powernæsen giver mig tusmørkets husløg 

noget har fanget et lys i dit råd 

poser fulde af ydmygelser 

driver vel næppe tættere 

tusinde og én nats flyvende tæppe. 

 

Fordrukne biluheld

 

Ægget tåler solens tykke væg 

gyldne faner drysser forrudens 

                                             isblomster 

noget må gennem en snevægs 

                                              sorte sole 

du skræller huden 

                           for svaner og måger 

du vipper sent fra det beskidte råb 

kæber fanger sodfugles sang 

pisser tålte ophold 

                           gennem tudsers halse 

du dækker bunden 

                           med dit sagte had 

lys maser sig glædesløst 

                          gennem smerten

solens stråler gløder gudefødte 

issen fanger disens blege skær 

spiddet på et tusind taks gevir.  

 

Marys smykkeskrin

Kødøkser rækker 

             ud efter din åbne skælven 

den syge gylp tigger dig om sværdslag 

libidomånen kalder 

             toreadorens kolibri 

                         frem på tungen 

alle næser kastes i samme kasus 

ruller de mølædte håb 

             ind i hvert sit HFI-relæ 

fantasien åbner 

               messeveranda i ekkofang 

medlemmer mødes 

       med tungen på essen 

når de når nulpunktet 

                      hvor Frankenstein forkalket 

tæller deres måger op i tårer 

minder hundrede år  

          om et hængedynd 

læg dig så på en madras 

             af ligustermåneder 

næsernes eftermæle siver ved guder 

ud over dine fødder i et gletsjertegn 

omviklet hver en længsels sorg 

smykkes tungt i hvide sjal 

Percys hjerte der ikke ville brænde.

  

Sorte Requiem

 

Sorte requiem, sorte requiem 

kys skal være dit requiem 

faner bevæger sig trods gravøl og vås 

kys skal være dit requiem 

hvilket andet fif får os ellers 

gennem nålens øje 

trods rusens æsel-ve. 

Ånd for os og udtag omsorgssolens nåde 

kys den åbne trones tusinde kys 

alt det vi søger 

står lyslevende i vores erindring 

mågerne er tynde om end gamle nok 

ånd for døde kys dit pulver 

requiem, requiem kys det sorte requiem. 

Alle forsvinder som nattens zoodiak

med åbent sind møder iskalven sit grundfjeld 

læberne tørster med glubende appetit 

læberne søger flodens signal 

kys de røde læber under mågens vinger 

vi sælger færgerne der lyser så cool 

havnefronten ånder en sky 

dyp din søvn i den 

med drypnæse ned i sjælefred 

hvor ellers får kage englevinger 

kys nådens tyste guf 

solstråler langs din tunge 

tyste tal, tyste, tyste brøk. 

Sorte requiem, sorte requiem 

kys skal være dit requiem 

ånd for os og udtag omsorgssolens nåde 

trods rusens æsel-ve 

kys skal være dit requiem 

dit sorte, sarte requiem.

 

Gazebind

 

Idet røgen ser jer dykke

tager det åbenmundede regeringsflag

gættelegen som en velsignet konkurrence.

Er skjulet jeres venligtstemplede tidsmåler

langvejens regn tramper villigt tagfat

hæver hvert ry op til stjernernes kreds.

Regeringsflag spørger de røde kvadrater

vil I helbrede regeringsflagets hårde kors

vil fanden rede hele flåden?

Skjulestedet har forskanset sig bag regnens dråber

de gamle dage er ovre - 

                      floden hilser de tørre brinker

vil I så give tidsånden et klem?

De venlige kufferter er guf

for diverse verdensmesterskaber

guddommen krammer selv gymnastikforeningerne.

Hestene er helgarderede og sorgløse

spørg blot hvorfor huden lyser så vildt

dækkenerne falder med en gennemsnitsfart

på plads i døgnets torso

fanerne hænger blafrende 

                      som gamle telegraftråde.

Hver omfavnelse ser lyset

give de hængte fred

med geværløb 

stikkende ud af det åbne sår.

 

Blues for Allah

 

Følsomt hvor regneark cirkler

følsomt hvor stier rykker rundt

i hårnålesving og ørkensandsbølger

tusmørkestien, den varmefølsomme

sværdmesters lære, veksler tiden

med ørerne fulde af lærdom er vi urets visere

til andet bønfalder det andet

kald karavanerne 

til vi solopfyldte cirkelskærmede tysser

fædre til storm

hør dette andets snorken

snorkestien ind i noget andet

er noget andet er noget andet.

Din hånd er bønnens mirakel

den endnu dybere bøn

er dine søstersnørrestøvler til halsen

efterve og ekstace

stien som løfter dig stumt

op over din selvfølelse

de sorte huller af velkendthed

nøgler til torve og pladser og mønstre

stien er støvets hvirvler

de kulørte gråtoner

dine øjnes evighedskald

stien bagom døgnets ophør

det er Abrahams røst

faraoernes umulige drømme

af tornefyldte flammebrønde

haver beklædt med mos

hvor du opbevarer din sorte perle

folkets oplysning i solskørtets hvirvler

selv bøgerne snorker på reolen

bøgerne vi bragte fra Alexandria

safranhundes gjalpen i din opiumsmund

åbner sufidansen

du er doven sne, se, du er noget andet

når du løfter dine øjnes våde blade

som selve stjernehimlen på vej op

af kældetrappens mørke

er du noget andet, du er

noget andet andet noget.

Her er stien markeret, stien karavanen følger

er usynlig

larvefødder synker slægters fatamorgana

orker de vantro de vantro orker de

virkelig den nederste flig

af skriftens ruller

orker frugtsommelighed, orker frugtsommelighed

sne som aldrig falder

når bomberegn er nær

når bomeregn er her

sneen fyldt med folkets smerte

under vores dyner

under vores tusmørkeliv

orker frugtsommelighedens snorken

orker den frugtbare vinbjergsnegl

som lige nu krydser grænsen

med følehorn strakt ud i natten

det andet noget andet

det andet noget andet

det andet er lige her.

 

~

Snoede veje snoet fri af det høje
vindue som giver dine tårers rente
hver eneste rute ned ad dit bryst
hver eneste død er også en fødsel
Gud vipper i fødder på ny
fuld af skrigets passage
det at være stærk for nogen
er skrøbeligt som hver enkelt siv
tvivler du i dit hjerte
du kan ikke tage noget for givet
strål og se skyerne danse
også æblet var en gave
jorden er en sprække
hvori blodet drypper
ruterne er mange på vej til hvile
plagede ord ved Hormuzstrædet
agtværdige menneske
livet er en stue
hvori en jernpæl har plantet et bjerg
æbletræerne bygger til din forundring
stier ind i din pande
alle som kommer efter dig
har adgang til hjertets asyl
jeg håber vi mødes til min begravelse
så vi kan stille medlidenhedens sko
som kerner i Guds hus
du er det eneste alter
drømmene genkender med vantro og tro
et ekko af vores første sommer
hvor et træ kløvede symbolets kraft
lad det stå her og ringe
lidt ved øksens skaft.