Engang var her mange træer
og folk gik almindeligt klædt
en tynd stribe lys
til at røre bjerget af violiner
fanger scenens løft
en fold fæstnet til noget
kun søvnen vil kunne tåle
hver rille lyser violer
der hænger arme og ben i træerne
det er nogle af de døde
der med deres gennemlyste væv
sætter nye blade på træerne
gråden fylder hver kuffert med støv
talen forstummer i sin kaktusdronning
høstens trompeter blænder dine øjne
reglerne er lovløse og klippet helt ind til kraniet
glasset dirrer i hvert menneskes sjæl
snart er der ikke et træ tilbage
husene jævnet med knogler og ben.
No comments:
Post a Comment