Komave medhør

 

 

Næppe har jeg pudset næse før lyset plager om små krummer glædesløst at tygge mellem tykke læber, og derfor vil jeg die fontæner alt hvad der er parat til at gyde sit lys løber ned fra næsen i den der til indrettede bue, folden parat til lysets spadseretur. Det fænomen Blachman forbinder med karakteren elve. Snothvalpen der blev et figurdigt. Folden folder såler af lys ud og der er så meget verdenssølv som bare venter på dét. Venter på lyset fra de gamle næser akkurat som de mange nybagte nålepuder. Kongehelvedets konge er læber presset om nåle i en slags kys før solen skifter værdi, for stemmen kan give lys en retning som du ude fra er sen til at undres over. Kølige, gyldne næse, jeg er dig næppe helt fremmed, det er måden jeg lever med sammenknebne øjne, øjne, som, hvis de blev klippet ud, ville matche din fars øjne i et for længst sløjfet pas, det er den måde og dén alder – helst ikke meget senere, hvor jeg så ville være blevet mere Judas end hvad godt er. Vævens næse pynter dine næver og skubber, skubber. Jeg så dig bevæge gymnastiksale ud af det blå, så dig trippe på xylofoner i rekviemspjæt og de påmalede tøser er endnu den alvor med hvilken rækken af de mange senere rekviems tydeliggjorde at jeg næppe har flere spøgelser at teste vandets beskaffenhed med.