Vase af spindelvæv

 

 

Dage gjorde kælvende vaser i pindsvineskygger, dage af kælvende glæde gjorde poser, sneede skyggekirker, glødende papirsposer af vølvesyner.

Bevægelsen ville gerne forlade den nøgne næse. Og trak derfor gevaldigt i den, til den strakte sig og gav en snip af lyd. Her vendte den sig om og låste med eftertryk sine bor og gik alvorsfuld. Trak gaffatape henover og hængte tapen og rullen på plads og gik elve skridt frem og tilbage i stuen. Hvilken vej den så end gik, hang den stadig lige meget og tog gevaldigt på vej og lagde hver ansigtsfold i suppegryden. Sådan lod næsen sin sunde gamle bevægelse opløse og gå til spilde. Og hvad værre var, så lagde køleskabet beslag og lukkede sine æggebakker med et dumpt smæld.

Lyset i køleskabet stod råt og ludede på de udeladte følelser. Ølse for. Og gjorde gældende at rødvinsflasken kunne sætte det udeladte på plads og sætte dem eller det eller den dér og så trak proppen rødvinsflasken op og stak hele tv-hylden frem som en vippe. Syv kageforme helt ude på spidsen. Fryserens flod og ebbe rå-hyggede sig og gik ud og redte det døve køkken. Der lød en rømmen fra den gule the-pose og kagefadet møvede sig frem, greb gaflen og den væghængte brevvægt ud af sin stander og forlod lokalet helt nøgen. De tretårnede sølvskeer gjorde sig naturligvis umage. De vaskede sig i fire liter mælk i en på langs liggende opskåret dunk. Lige før plasket lød.

 

 

Dø ærefuld

 

 

Den ærefulde dypkoger lyser solstrålelys fra halsen, lys folder svaner af din ånde, gavelys skovler svaner ud af lys ud af udaf faldgruber, dypkoger vil lyse tårnværelset op med røllike lys, pilhøvle lys af skyggers rolige bladlys, sæbelys vil dypkoge gaver som måler skygger som måler døgn som er månesvøbte gavers rølliketårn; lyset bladrer lyset, nupper svaner, månestøv så ærefuldt aldrig at lande der hvor sofaen dypkoger døgnet af langsomme rullegardiner foran lys fanget af gavle, køligt lys svunget som svaner, lys æder lys af løv som kysser lys, visner ud fra hølæs dejsende fanzone og løvet rækker ud efter svaner og halses kæntrede døgn løber tårnværelser op og tårnværelser vil tydeliggøre mere lys mere lys, mere vil tydeliggøre svanernes gæstfrie tydeliggørelse, faner af gaver og lys ruller gavle ud af lys, ruller gavle, lyset vil bevæge valgte gavle, tydeliggøre bevægelsen ærefuld som bevægelse, du kan vel se, døgnet har dypkogt lys for svaneshow, det sene sølvduggede lys ruller ud af og vil næbføre svaner helt ud til randen af randen, vil råbe de døve gæller filslæder ud over rælingen og skibsskrogets lysende rur, rurfræsede redelighed ud af mulige løvfrøers afgrund; skægt hvordan lyset skælver gammelt lys, tårnværelset har sjove svaner ud over noderullers lys i kø, noderuller ud over dypkogeren gylper fanzoner i stærkt bevægede nåleskove, gustent ud af det gæve tårnværelses lys, hvorfor bevæger du dig næppe mere end to og en halv centimeter ud af fanzonen, nålepude, gustne, uovertrufne gæve tårnværelseskær, hvorfor bevæger du dig næppe mere end to og et halvt tons svaner, næppe mere, forandrer verden vanernes svaner som gamle genbrugte vølvesprog af tætførte og målsøgte bevægelser i tonstunge lysgevandter skubber lys vanesvaner, lys fylder hugormes hule tænder ud, legefasen ligger i sit tydelige lysspor udenom skyggerne og alle nåle synger sødt af påfugl, bevæger sig i kast - påfugle af lys som giver sig hen til tårnværelset, løvkroner puster poser af lys, krummer gæller af tårnfølte fakirlys tydeliggjort i løvets lys, ærefuldt gnasket af frække lyse pilsnere, lyse løvlys hvælvet ud over ærefyldte dypkogere ud  over  alle fakirlys fortsætter bevægelsen at dypkoge lys i armhulesvaner, der begynder at dyppe alle de ærefulde bevægelser tætført til svaner og elvertågelys, nålepudebevæget begynder dypkoger at hoppe i hinkeruder uden nogen som helst nævneværdig skyld, lys snitter ærefulde dyp og bevæger svaner som svaner af et særligt lys, nålepuder begynder at dypkoge rekviemafgrunde af skyld således at dypkogerlys putter svaner ud, svulmer svaners huleanfange lys, huleanfange lys vil åbent skubbe solløv under duns nulsøgte gå fuck dig selv salgspulede nulhuls løvudtrukne kærlighed vil vise tråde af lys, svaner du ser som svaner kan tydeliggøre tårnværelsets lys iblandt alle ærefulde og nænsomt lysende bevægelser, kan snitte fanzoner af lys, hvorfor er vel verden så døv, at rederne bliver fuglenes lys, fuglens lys som løftede dyner af dynegymnastiske lys bevæger alle fatsvage ud, går med puder, bevæger fakirlys og gaver, kan gavegivne gaver ud af urfuglenes dæmpede verdener få nogen mere ærefuld bevægelse, end du kan presse ærefyldt ud af svaner, presse løvhanget til at offentliggøre svanernes bevægelse ud af dypkogerens lys, har du prøvet, har du virkeligt prøvet alle mulige bevægelsers sekvenser, svaner elsker løvskovenes kongebrise og lys finder dig fra elve svaner, hvor lys begynder vores vældigt døve tællen ære, ærefuld er den døve tydeliggørelses gæller, dypkogeren kysser ihærdigt lys vi talte i vores døve suk, kyssende dypkogerens lys, tårnværelsets gæller vil ærefuldt undskylde svanerne for denne begyndelse, denne ærefulde men nænsomme tusindårssøvn, svanerne sover i. Lyset dypkoger puder af lys, rundlæser lys nærmere lys end dalslugter, elve er ærefulde parate til at blive antændt af begravelsesoptog, såler ærefuldt, så ærefuldt at vi næppe ruineres af tyngdens ruiner; vi tæller elvedobbelt og ærefuldt som lys, nænsomt som lys, der udfylder de parate væger med nænsomme gaver, parate og ærefulde væger givet lys, parat til lys, har næver af sole til at dypkoge antændelsernes gæller, solbeskinnede svaner af lys visner i svaner og fakirlys vipper alle ærefulde bevægelsers ruiner næppe i humør til andet end ærefuldt at være, det de er.

 

Komave vender svaner i hø

 

 

En komave på vrangen er en floppet svane, der næsten må røre en tydeligere xenofobisk verden med en følelse brugt til at bevæge hænder op foran ansigtet med, så vi kan ruinere de næppe begyndte kim fra en evig omdelt gravølsgrav; er det ikke sådan fængsler af hæder og ære får deres vægt i lyset af trykprøvers ulveånde. Skovene må vise solen løvet ny-udfoldet og sømmene vil springe op som skyggers formforsøgte fråde, svovlløgsstinkende  ud af nåleskove vi troede hvilte i evig gæld; hvad er det ellers du søger for fuck spøgelse - at kysse gudindens skæve kæbe som så mange helgener før, det vil flippe æsler under svanefaners lys, liljer læner årsagsmapper imod dig, månemantra, genfundne er sammenslyngede x-flammer, gulve af hymen skrøbelige som tynd is. 

 

Komave kålhoved

 

Gær giver enden noget at snakke om. Læberne stemmer på lys, regnvejrslys alvoren tågepukler med for at forhøje det golde pytagoræiske kapløb. Elsk nu gæren som tåler alle piv ved gældssøens fuglesang. Kys fosser fra den niende juni ned til os kun for at lyset kan svøbe sig i soveposer af lys; syv symfonier rækker alle vores medhør af rosenkål, jeg ligger i fuglelys i fuldt dagslys og har medhør ligesom når gældspytter rækker os faner af øl. Eva fremmer månens skær. Det mageløse lys vasker haven. Jeg misser mod lyset der folder stemmen ud. Fuglene fuldsynger lys og sover i hvem som helst der lytter med på de gamle dyrekredssange. Asketræer svulmer op og snyder hvert et soludbrud.

Valmuerne vugger med på zoodiaksangene. Men askeløvet er suverænt, det rækker langt længere end nogen svane eller tårnkammer, for det ånder for lysets uhindrede klangpassage, ånder for et lys, end ikke mågerne kan begribe at tage til sig i et skrig.

 

Komave medhør

 

 

Næppe har jeg pudset næse før lyset plager om små krummer glædesløst at tygge mellem tykke læber, og derfor vil jeg die fontæner alt hvad der er parat til at gyde sit lys løber ned fra næsen i den der til indrettede bue, folden parat til lysets spadseretur. Det fænomen Blachman forbinder med karakteren elve. Snothvalpen der blev et figurdigt. Folden folder såler af lys ud og der er så meget verdenssølv som bare venter på dét. Venter på lyset fra de gamle næser akkurat som de mange nybagte nålepuder. Kongehelvedets konge er læber presset om nåle i en slags kys før solen skifter værdi, for stemmen kan give lys en retning som du ude fra er sen til at undres over. Kølige, gyldne næse, jeg er dig næppe helt fremmed, det er måden jeg lever med sammenknebne øjne, øjne, som, hvis de blev klippet ud, ville matche din fars øjne i et for længst sløjfet pas, det er den måde og dén alder – helst ikke meget senere, hvor jeg så ville være blevet mere Judas end hvad godt er. Vævens næse pynter dine næver og skubber, skubber. Jeg så dig bevæge gymnastiksale ud af det blå, så dig trippe på xylofoner i rekviemspjæt og de påmalede tøser er endnu den alvor med hvilken rækken af de mange senere rekviems tydeliggjorde at jeg næppe har flere spøgelser at teste vandets beskaffenhed med.

 

Komave koma-ve

 

Måger står og ælter jorden med deres svømmefødder, imens de drømmer om misforståede svaner allerede parate til at pege månen ud. Det er nogle dage siden det igen blev køligere. Vi sier lys sier lys sier det den vej, det strømmer. Komave er det rå kys: udelukkende varme, noget så varmt deler lys alle tusindefornuftige i måneskær og en vanvittig tysthed som skubber såler mod månen og mågerne har deres mågemassage som dagens første trance.