Som gyldne urkroge fæstnet
er hele vores fødselssjæl
en gældfri urkrog! Som berører træet
og ånder mosset grønt på grænsen til sort
hvor det sparsomt er
og som hele dagens redningssjæl
rører og dulmer.
Får øjne, fængslende øjne
det lurvende løv over dugget, tyndslidt mos
hvor eller så glat en væge
hvilende øje
hvilende øje, når dagen hælder
natten ned i sit hul.
Gyldne verdensøje, hold fast
i dine berørte blade
og de usle, hårdt prøvede råb
af tålmodige ofre
før korset endeligt blev til
i et levende træ.
Alt går gennem dit øje
hvilken dundersol
har søsat en fyldigere klang
alt til din ære
niløvede solfyldte træ.
No comments:
Post a Comment