Den Sorte Svane

 

De spiser os af 

med små lunser af Den Sorte Svane, 

imens det store monster går fri.

 

Den Sorte Svane 

sidder på En Sort Klippe, 

der kun lige akkurat rager 

op over vandspejlet med et my.

 

 

 

 

 

 

 

Hvidstengruppen - de efterladte

Man kunne fristes til at tro, at filmen Hvidstengruppen – de efterladte kommer som bestilt af de, der ønsker at retfærdiggøre, hvorfor 'vi' overhovedet skal bruge så mange penge på at bekæmpe de onde = besættelsesmagten (du kan selv regne ud af hvilket land i den kontekst); og den tro kan man da også oppebære i forhold til, AT filmen bliver lavet og AT filmen bliver sendt; men det kan ingen berettigelse finde i det faktum, at filmen er bygget over de implicerede menneskers dagbøger, beretninger og breve, de mennesker som oplevede det, som filmen handler om. Oplevelser, som der ellers hidentids er blevet skøjtet let og elefant henover. Fx er det en noget anderledes og mere logisk fortælling, der i filmen fortælles om Grev Bernadottes Hvide Busser. Den fortælling vi fik i skolen var jo nærmest en mirakel fortælling om 'En Hvid Ærkeengel' der drog gennem Europa. Men filmen ser det her fra den vinkel, som de, der oplevede det, har berettet. Det ses ikke kun af krigens helt håndgribelige nedslag fra de ellers 'gode' allieredes side, men også af det, at Grev Bernadottes navn overhovedet ikke nævnes.

Men sandheden er, at hvis det ikke havde været for de uendeligt få danske modstandsmænd og kvinder, så havde omverdenen fuldt ud måtte betragte Danmark som en nazistisk versalstat. Hvilket filmen også giver udtryk for, hvor den viser de to norske fangers reaktion på de tilkomne to danske kvinder. Danmark blev betragtet som et nazi-venligt land. Deri kan godt trækkes paralleller til årene 20-23 i dette årtusinde, hvad angår den uendeligt lille modstand, der har været imod den verserende overgrebspolitik. Retfærdigvis skal det siges, at nordmændene under og efter den nazistiske tid også burde have betragtet Sverige, som de betragtede Danmark. Og faktisk tror jeg, at en del nordmænd har (haft) langt mindre til overs for den svenske neutralitets strategi, end hvad de måtte mene om den danske samarbejdspolitik.

Filmen Hvidstengruppen – de efterladte efterlader én med en række ubesvarede spørgsmål. Det, at kun de, der selv med den mindste flig havde deltaget i aktionerne, bliver afhentet af tyskerne, tyder på, at der har været en eller flere, der har udpeget, de, der blev afhentet. Denne person kunne ifølge filmens kronologi ganske godt være den første faldskærmsmand, som Hvidstengruppen tog imod. Han nåede nemlig ikke at knuse sin giftkapsel i mundhulen og er derfor helt sikkert blevet afhørt under tortur af gestapo.Dog er det ikke et spørgsmål, som filmen direkte besvarer. Hvorfor Tulle blev dødsdømt og senere 'benådet' livstid, når hendes eneste gerning (i følge filmen) var at være vidende og moralsk støttende omkring nedkastningerne og ellers var hendes eneste 'brøde' blot at køre en tur med barnevognen for lige at holde øje uden for kroen. Dette står, hvis man ikke bare skal godkende uvilkårlighedens kaotiske logik, da også som en gåde i filmen. Ganske vist deltog Tulles mand aktivt i modstandsgruppens aktioner. Men det samme gjaldt jo Gudrun Margrethe Kjuel Kristensen Søvang, Anton Marius Fiils hustru. Og Gudrun blev ikke taget med af gestapo - trods de så godt som identiske omstændigheder.

Filmen får mig også til at tænke på, om Gulle senere mon har kunnet forbinde punkterne bevidsthedsmæssigt mellem datidens besættelses- og nutidens overgrebs- og udskamnings problematik; men set i lyset af, at datidens problematik var noget, som hun oplevede fra et ubevidst plan, et plan, der endda snød hende til at se sin mor som en fremmed (et fremmed 'monster'?). Fik Gulle så nogensinde et naturligt mor-barn forhold til sin mor igen? Ifølge filmens udgangsscene forledes man til at tro, at det gjorde hun ikke. I så fald er slægten blevet ramt ikke kun af den udefra kommende straf, men denne straf planter sågar en selvudløsende ekstra livsvarig tragisk selvbestrafning. Sådan som det sørgligt nok også alt for ofte er tilfældet for overlevne kz-fanger.

  

Magi i luften

Magi i luften hedder et af Halberg Larsens mest populære hits. Mona Larsens selvbiografi har taget sig samme titel. Og det er da også en slags omdrejningspunkt for bogen. Som en tinde tegnet af alt det, der omgiver den. Bogen er skrevet med et gennemgående nøgternt greb. Lægger man på den ene vægtskål antallet af tragedier og på den anden antallet af succeser, så ved nok kun Mona Larsen, hvilken vægtskål, der vejer mest. Men sikkert er det, at de til visse tider kun skitserede (og til andre tider mere uddybede) succeser, i antal langt overgår tragedierne. Trods det gennemgående nøgterne greb, der i alle henseender undgår, hvad jeg her kunne vælge at kalde følelsesporno, er fortællingen på kryds og tværs gennemsyret af poesi, filosofi, livsglæde og en historisk bevidsthed, der flittigt bruges til at gøre sit til at sætte fortællingen i perspektiv. Jeg er en overlever, fastslår forfatteren flere steder – både som motto, som løfte og som konklusion. Et af de steder, jeg i fortællingens løb, faldt i staver over – ud over de rent konkrete, naturligt indlagte digte – var følgende passage, skrevet om moderen; det gav mig faktisk sådan en deja vu oplevelse:

 ”Havde hun været et træ, måtte det være et elletræ. Elletræet, der hører til de mindre hårde træarter, ligesom min mor, der er både skrøbelig og stærk. Og med flere stammer på samme rod, raklerne og de fine kogler – det er min mor. Når bladene falder ned i vandet, har det en klargørende virkning, der indeholder et stof, der modvirker alger.”

Mona Larsens selvbiografi spænder over hele registeret lige fra det vildt barske til det sirligt poetiske. Den er fortællingen om Danmark som et alt for lille land til så stort et talent. Og fortællingen om en hel verden, som for især jazz-entusiaster kan være grænseløs fantastisk og fuld af muligheder.

Gru, Sternberg og Rosenkrantz:

Robert Henningsson i Ordkidé, april, 2004:

Gru & Satiren

Digteren Sternberg har for nylig i nogle notitser proklameret navneændring til H.C. Andersen. Hvis man skal tage denne udtalelse for mere og andet end blot provokation af den polemiske art, kan man godt undre sig over Sternbergs valg, når nu hans digte synes at være så meget mere i familie med Storm P.; mere end helheder handler digtene nemlig om livets mange skæve vinkler – som f.eks. i denne den anden samling Sternberg har udgivet på forlaget Bændelormen, hvor dog den skævhed, der allerede træder frem på omslaget, samtidig også er udtryk for en helhed, idet bl.a. et forlagsikon på vittig facon folder sig ud i comic-streg på sølvfarvet grund. Og det kunne jo henlede én på det i Danmark engang huserende tegneserie-album “Gru” (med morbide tegninger a lá tidlig Arild Rosenkrantz).

I digtet, der indleder samlingen, optræder ordet ‘fluer’ ikke mindre end syv gange. Nu kan der være mange anknytningspunkter til fænomenet ‘flue'; det gælder både litterært [Storm P.: “Det gælder om at skrive tydeligt: En kanon kan godt være en kanin, som er stavet forkert] og inden for malerkunst – og i den folkelige bevidsthed står én ting i forgrunden – forbindelsen til fænomenet ‘lort'; således kommer Sternberg – ved at placere syv fluer i samlingens første digt – enhver kritiker i forkøbet, om denne ville sige, at der jo ikke er tale om andet end affald kylet tilfældigt ned i en såkaldt samling; jamen, siger Sternberg med slet skjult ironi – det ved jeg da godt:

lige som alt andet vi råder over, er fluer et produkt
der skal vinkles, tilpasses og lanceres

Ironien er tve-ægget, da den både kan gå på digterens lod i forhold til en kommercialiseret virkelighed – og på denne kommercialitet i sig selv.

Men så meget mere er digtet (da(også)) en parafrase over den pt. gældende politiske jargon, hvor fraser som ‘miljø for pengene’ etc er udtryk for, at alt bliver kommercialiseret – og her altså også … fluer … i …. digtet …

Sternbergs tekster stikker på bedste merkuriale manér ud i mange retninger, fra ren nonsens a lá Lennon til knirke-dunkel og Bukdahlsk-lidt-tjek-er-der-da-på-det-hele-ditto-logik; der er aforistisk og anekdotisk ordsprogs-agtighed, barokke, morbide, overnaive gruk-absurditeter – og det mere lyrisk-anekdotiske, som her:

det er på tide at vi høre virkelig efter året rundt
vi sidder så godt parkeret når vi sidder
så sidder vi
som sort kaffe der får lov at stå

Begrundelsen for omslagets hanekylling får vi i samlingens sidste digt; om det nu er dén, der bærer navnet ‘Gru’ (som jo ligger snublende nær på Gruk) – og hvorfor den vælger mælkevejen – får vi imidlertid intet konkret at vide om; så der appelleres (også her) til læserens fantasi. For hvad er det dog, den gode Sternberg har med kyllinger? Det kan vi måske få et fingerpeg om ved at gå til ”Korte strømme” – en tekst han har publiceret på minimalportalen:

Her helt uretfærdigt citeret ud af sin sammenhæng:

”… han elsker kylling/ først kram, så kys og så den helt våde omgang/ som han står dér helt nøgen på stranden minder han om en afpillet hane”.

Således ser det ud til, at fænomenet ikke er helt uden freudiansk symbolværdi. Og meget apropos omslaget til ‘Gru vælger mælkevejen’ – hedder det videre i ”Korte strømme”:

”Du bliver en fugl du får hvide vinger/ og et smukt tegneserienæb”.

Men gru’en kommer måske, måske ikke (?) af at være gennemperforeret af bændelorm; (og de er som bekendt ikke sådan at slippe af med. [Bændelorm -iflg. nudansk ordbog: ‘snyltende orm af ordenen Cestodes, der lever i dyrs og menneskers tarmkanal og hvis flade form får den til at minde om et bændel.’] Så måske skulle forlaget i fremtiden vedhæfte et af de midler, der gør, at ormene mister tilhæftningen i tarmslimhinden og udskilles med afføringen i løbet af 1-2 døgn; så man dog som læser ikke skal vende de udgivne sider med alt for stor angst og gru?).

Langsomt men sikkert kommer dét digtningen – med 80’ernes æstetisering – tabte – nu tilbage, hvor det hører hjemme — nemlig i humoreskens mangefacetterede sprogdragt – i digtet og i digterens liv-digt-liv; (b)liv! Sternbergs digte vælger – i modsætning til omtalte Gru – at falde ned fra mælkevejen – og ind i en burlesk skævvredet munterhed. Det er hip; det er pip!