Selvbekendelse

 

Jeg er børneoplever 

jeg har oplevet fænomener skifte form 

jeg har set døre og skuffer 

åbne sig af sig selv 

jeg har set livet i det døde væv 

jeg forudaner nære og fjerne hændelser

jeg er gået ud og ind 

af min krop 

jeg hører af og til stemmer 

nogle gange i et brus af kor

jeg har set lyset skinne under sten 

jeg har fået hjælp fra lysende væsener 

jeg har set engle bøjet over min krop 

og har hørt dem tale opgivende sammen

jeg har oplevet mig som en søjle af lys

jeg har set min dobbeltgænger 

med arme så stille og mangfoldige 

min hud er tyndere end de flestes 

mit blod har altid haft 

en voldsom længsel efter stjerner. 

 

Magi i luften

Magi i luften hedder et af Halberg Larsens mest populære hits. Mona Larsens selvbiografi har taget sig samme titel. Og det er da også en slags omdrejningspunkt for bogen. Som en tinde tegnet af alt det, der omgiver den. Bogen er skrevet med et gennemgående nøgternt greb. Lægger man på den ene vægtskål antallet af tragedier og på den anden antallet af succeser, så ved nok kun Mona Larsen, hvilken vægtskål, der vejer mest. Men sikkert er det, at de til visse tider kun skitserede (og til andre tider mere uddybede) succeser, i antal langt overgår tragedierne. Trods det gennemgående nøgterne greb, der i alle henseender undgår, hvad jeg her kunne vælge at kalde følelsesporno, er fortællingen på kryds og tværs gennemsyret af poesi, filosofi, livsglæde og en historisk bevidsthed, der flittigt bruges til at gøre sit til at sætte fortællingen i perspektiv. Jeg er en overlever, fastslår forfatteren flere steder – både som motto, som løfte og som konklusion. Et af de steder, jeg i fortællingens løb, faldt i staver over – ud over de rent konkrete, naturligt indlagte digte – var følgende passage, skrevet om moderen; det gav mig faktisk sådan en deja vu oplevelse:

 ”Havde hun været et træ, måtte det være et elletræ. Elletræet, der hører til de mindre hårde træarter, ligesom min mor, der er både skrøbelig og stærk. Og med flere stammer på samme rod, raklerne og de fine kogler – det er min mor. Når bladene falder ned i vandet, har det en klargørende virkning, der indeholder et stof, der modvirker alger.”

Mona Larsens selvbiografi spænder over hele registeret lige fra det vildt barske til det sirligt poetiske. Den er fortællingen om Danmark som et alt for lille land til så stort et talent. Og fortællingen om en hel verden, som for især jazz-entusiaster kan være grænseløs fantastisk og fuld af muligheder.

Politihistorie (l)

Nu skal du høre. Ja dig. Du har selv bedt om det. Og dig. Det har du osse. Det var dengang vi boede i butikken. Min kæreste havde en bil på tyske plader. Den var registreret i hendes mors navn. Altså det var sådan set hendes mors bil, ikke. Den holdt parkeret i gården omme bag ved. Det var en stor parkeringsplads hvor kun skattefolk måtte holde. Men så var der de her garager som hørte til de andre ejendomme. Man skulle forbi vores udlejers grund for at komme ind til dem. Dér holdt vores bil. Man kunne sagtens komme forbi alligevel. Men en morgen var der ridset en dyb slids hen langs den ene side. Og vi fandt en seddel under vinduesviskeren ved siden af en ordentlig grønhakker. Skrevet med en skrift der bestemt måtte høre til en generation af en noget ældre skole. Forskellige ukvemsord og trusler stod noteret. Tyskersvin og sådan noget. Uden signatur naturligvis. Så en anden morgen var døren brækket op og bilen forsøgt startet med vold. Men de må have været afbrudt. Det kostede godt 8000 at få de skader udbedret. Så havde vi ro en kort tid. Men en aften, da jeg sad og fik fodbad, banker det på. Det var omkring ti-tiden. Min kæreste går ned og låser op. Og pludselig står en civilbetjent midt i rummet foran mig. Han viser sit skilt. Og jeg sidder der med et håndklæde over og fusserne neddykket. Er det Jeres bil der holder her bagved. Jamen det var det jo. Han ville gerne se kørekort og noget papir på den. Jeg spørger ham hvor han ved fra at vi har en bil stående der. Jeg har holdt Jer under opsyn et stykke tid, siger han så, vi fik en anmeldelse på den. Fra hvem da, spørger jeg promte - lettere forundret. Ja det var en anonym henvendelse. Om vi godt lige vil følge med ind på politistationen. Så bliver vi ekskorteret afsted med en civilbil kørende efter vores og én med blå blink foran. Politibilen med de roterende blå blink drejer til venstre hvor venstresving ellers ikke er lovligt og vi må jo bare følge efter fanget i en skruestik. Inde på politigården får vi at vide at bilen er konfiskeret og at min kæreste som er engelsk-tysk skal komme derind på en senere angiven hverdag. Du tager ikke derind alene, siger jeg, da vi går. Det har hun heller ikke ligefrem stor lyst til. Så tager jeg fri nogle dage senere. Og vi går ind og spørger til den navngivne betjent. Han befinder sig henne ad en lang gang. Her og der hænger betjente og glaner. Luften er lummer. Så kommer vi ud for den pågældende dør som står åben. Og dér sidder han foran sin gammeldags skrivemaskine og en forskydelig skrivebordsplade. En mand, der har siddet sammenkrummet bag døren, rejser sig. Og jeg siger dig. Du kender godt de her jødekarikature, ikke. Sådan så han ud. En tegning mand. Med gustent ansigt, krum næse, gule tænder, langt pjevset skæg. Han præsenterer sig. Han kommer fra Told & Skat. Han skal vurdere bilens værdi samt vores gæld til staten. Betjenten begynder afhøringen og tager rapport. Min kæreste sidder presset inde mellem betjenten og jeg på den plads betjenten har anvist. Og lige bag mig sidder manden med jødeskægget. Min kæreste siger, at hun er af tysk-engelsk afstamning, at hun altså ikke er dansk statsborger, at bilen er hendes moders og at hun iøvrigt jævnligt tager på besøg i udlandet hos sine forældre. Betjenten spørger så hvornår bilen er kommet ind i landet første gang. Og gør os derpå opmærksomme på at det er en lovovertrædelse der er begået. Idet der skal betales indregistrationsafgift samt vægtafgift. Men den er der jo betalt til Tyskland indvender min kæreste. Men det nytter ikke noget så længe vi bor sammen. Jeg bryder ind og siger hvorfor fanden han ikke kunne have kommet fjorten dage senere for vi har billet til biltoget. Vi ville have haft bilen fragtet tilbage til Tyskland for den var os alt for dyr i reperationer. Vi viser ham billetten. Hvor til han udbryder: Nej, nej I skal ikke sælge den i Tyskland. Det kan slet ikke betale sig. I kan få meget mere for den hvis I sælger den her. Nå, siger vi, det havde vi ikke lige tænkt på. Bilen er jo sådan set heller ikke vores vel. Nå vi får så et bødeforlæg med. Plus der kommer regning fra Told & Skat. Indregistrationsafgift og vægtafgift for den pågåede og kommende tid skal jo inddrives. Alt i alt står vi til at skulle betale godt 12.000. Men da min kæreste er udlænding og studerende får hun en afdragsordning. Midt i alt dette har jeg fået drejet mig over mod jødekarikaturen ved den nu lukkede dør. Og så ser jeg at der på døren hænger en fullbody-plakat af en svulstig model. Og med et går det op for mig hvor tæt man sidder på det lille kontor. Min kæreste har benene næsten presset helt op mod rapportbetjenten. Faktisk er det umuligt for hende at have sine ben andre steder sådan som møblementet er placeret. Hold kæft hvor vi følte luften klam. Så nogle dage senere mens jeg er på arbejde. Som sagt har vi jo været under opsyn ikke. Så ringer betjenten til min kæreste. Han har fundet en køber til bilen. Min kæreste spørger om han vil have adressen til der hvor vi senere har tænkt at fragte bilen hen. (For have den stående på vores egen adresse har vi jo ikke meget lyst til længere. Selvom det i følge lejemålet og vores udlejer er vores gode ret). Nej, nej det behøves skam ikke - køberen har allerede været på politigården og set bilen. Kort efter kommer en mand. Det er osse en dag jeg ikke er hjemme. Og min kæreste fortæller mig så senere at denne mand lignede betjenten på en prik. Hun havde faktisk først taget ham for den genkomne civilbetjent. Og hun ræssonerede at der måtte være tale om betjentens broder eller noget. Så meget lignede de hinanden. Nå vi fik så solgt bilen og begyndte at betale af på de her afdrag. Men nu kommer det mest mærkelige. For efter nogen tid. Ja du tror det er løgn. Så kom der ikke flere regninger. Og det var ikke fordi beløbet var betalt ud. Det havde vi jo holdt regnskab med. Beløbet var så langt fra betalt ud. Men vi har siden ikke hørte mere og nu er der vel gået henved syv år. Synes du ikke det er meget sært. Det er jo sådan noget der gør det svært at klage til en bestemt instans ikke. Sæt nu de hovsa kommer i tanke om at de jo da vist har nogle penge til gode.