Magi i luften

Magi i luften hedder et af Halberg Larsens mest populære hits. Mona Larsens selvbiografi har taget sig samme titel. Og det er da også en slags omdrejningspunkt for bogen. Som en tinde tegnet af alt det, der omgiver den. Bogen er skrevet med et gennemgående nøgternt greb. Lægger man på den ene vægtskål antallet af tragedier og på den anden antallet af succeser, så ved nok kun Mona Larsen, hvilken vægtskål, der vejer mest. Men sikkert er det, at de til visse tider kun skitserede (og til andre tider mere uddybede) succeser, i antal langt overgår tragedierne. Trods det gennemgående nøgterne greb, der i alle henseender undgår, hvad jeg her kunne vælge at kalde følelsesporno, er fortællingen på kryds og tværs gennemsyret af poesi, filosofi, livsglæde og en historisk bevidsthed, der flittigt bruges til at gøre sit til at sætte fortællingen i perspektiv. Jeg er en overlever, fastslår forfatteren flere steder – både som motto, som løfte og som konklusion. Et af de steder, jeg i fortællingens løb, faldt i staver over – ud over de rent konkrete, naturligt indlagte digte – var følgende passage, skrevet om moderen; det gav mig faktisk sådan en deja vu oplevelse:

 ”Havde hun været et træ, måtte det være et elletræ. Elletræet, der hører til de mindre hårde træarter, ligesom min mor, der er både skrøbelig og stærk. Og med flere stammer på samme rod, raklerne og de fine kogler – det er min mor. Når bladene falder ned i vandet, har det en klargørende virkning, der indeholder et stof, der modvirker alger.”

Mona Larsens selvbiografi spænder over hele registeret lige fra det vildt barske til det sirligt poetiske. Den er fortællingen om Danmark som et alt for lille land til så stort et talent. Og fortællingen om en hel verden, som for især jazz-entusiaster kan være grænseløs fantastisk og fuld af muligheder.